Vampyrer, dæmoner, og gågader - Carmilla

Fodaftryk kunne sige meget om en person.
Var de elegante, var de brutale, var de afrundet, var det kaotisk hvor presset var lagt, eller var der eftertænksomhed.
Men selv hvis man analyseret og studeret et bestemt par aftryk i gågaden, så ville man ikke komme til nogen anden konklusion, end en dinosaur havde taget et par rumskibe på hver af sine fødder, og vandret ned af gaden.
Den måske forvirrende analogi, ville give perfekt mening, hvis man så den trampende herre, som lod sine fødder tæske gågaden hensynsløst.
Skridtene var tunge, og hver gang de store britiske militær støvler ramte mod gågaden under dem, kunne man høre en svag lyd af torden, som begyndte at dominere den ellers stille nat, på-grund af trykket fra de solide støvler.

Militær støvlerne var ejet af en mand. Højere end den gennemsnitlige basketball spiller. Manden besad et bryst så hårdt som en stålfast klippevæg, og han havde arme som halve træstammer.
Hvis Herkules havde eksisteret, ville han spørge manden om fitness råd - Hvis han da kunne komme forbi Superman, og Hulk, som prøvede at få mandens autograf.

Herren havde et stort jern kors om halsen. Det havde nogle ukendte symboler indgraveret i korsets jern.
Han havde nogle militær bukser på, ikke de normale farver, som er grøn, brun, og sort. Bukserne var hvide, sorte, og grå istedetfor.

På mandens overkrop, som korset hvilket letsindigt henover, var der en sort silke skjorte. Elegant og raffineret.

Manden hed Rafael. Hans intimiderende natur, og hans dominerende kropsprog, var fordi han er dæmonernes leder, og den slags ville man forvente af ham.

Men hvad mon denne onde mand havde i tankerne? hvilke politiske intriger, og skumle planer, var han igang med at udføre, nu hvor han gik rundt i det fri? .. Enlig var han bare på vej ned efter sit vasketøj.
Who knew. Selv onde folk har en dagligdag, I guess.

Men før 'the underpants of evil', kunne afhentes, bliv Rafael afbrudt af en anden mand.
Rafael kigget målløst på, mens den fremmet mand sagde nogle trusler, og ævlet om en tøs der hed Lalilah.. eller sådan noget.

For at være ærlig, Rafael hørte ikke rigtig efter.
Det var sikkert et meget følelsesmæssigt hævn øjeblik for vedkommende, og et omdrejningspunkt i vedkommendes liv, men Rafael var ikke engang interesseret i at høre hvad manden hadet ham for.
At bede Rafael huske alle de folks liv han havde ødelagt, var som at bede en snedker om at huske alle de stole og borde han havde fremstillet.

Rafael stod bare stille, og begyndte at tænke på aftensmad, mens melodramaet fra den anden mand forsatte.
Manden var midt i sin ´Jeg har ledt længe efter dig, din slyngel´ tale.
Den tale var sådan set sjov nok... de første 35 gange, men nu havde Rafael hørt den så mange gange fra folk, at han nærmest ville kunne have en dialog med sig selv.
I gamle dage havde Rafael slået mandens tænder ud: og sat dem tilbage i munden igen, som et lille barn der leget med lego klodser, som gerne ville se om man kunne bygge legohuset, ved at sidde klodserne på en unormal måde.

Men istedetfor at ødelægge mandens tandkød forevigt, lod Rafael manden tale ud.
Mest af alt, fordi Camille ville.. Fuck Camille. Rafael havde ikke set Camille i ret lang tid, og han anede ikke om han skulle få hende til at spise sin egen afføring, også hoppe ned i et akvarium med patte-og-fisse-spisende-piratpisk, eller om han skulle give hende et varmt og imødekommende kram.
Men han ville ihvertfald .. prøve .. at respektere hende, ved at lade vær med at dræbe folk hele tiden. - ihvertfald ikke indenfor de første fem minutter.
Så han ventede afslappet, og roligt, mens mandens sidste fem minutter løb ud.

Castle - som var den anden mand - tog en kniv frem, og stak den i halsen på den stillestående tosse, som han havde ledt så længe efter, for at få hævn over det, som Rafael gjorde ved Lailah.
Men ligesom man ikke kan stikke en en tændstik igennem en kampvogn, kunne Castle ikke engang barbere Rafael med kniven.
Castle forventede en reaktion, men han fik ikke rigtig nogen.. Men så gik de fem minutter.

Og før Castle kunne tænke en eneste tanke, og før selv gud ville kunne observere situationen, bliv en knytnæve med dæmonisk hastighed, placeret på kæben af Castle.
Normalt ville Castles ansigt være sprunget i stykker, som om han havde en håndgranat i sit kranium, grundet trykket fra knytnæven, og der ville ligge hjernemasse, øjevæske fra sprængte øjeæbler, kød rester, hud, og væv. Savl, tandsplinter og lidt tåre.
Men istedetfor den blanding nu lå over hele fortovet, fløj Castle to meter tilbage, og ramte en mur på den modsatte side af vejen.

Man kunne høre et højlydt knæk, og nogle brokkende knogler - som gik igang med at skrive til deres fagforening.
Castle havde ikke brækket ryggen, men han havde mindre følelse i sin krop lige nu, end en spastisk lammet dreng i en rullestof.
Han kom langtsomt til sine sanser, og begyndte at få kontrol over sin grov motorik igen.
Den eneste grund til, at han ikke var død lige nu, var fordi han havde været jæger af overnaturlige væsner i mange år, så han havde kløgt nok, til at skære nogle beskyttende pentagrammer ind i noget træ, og havde dem i sine lommer, nu hvor skulle op af slås med en dæmon.

Men pentagrammerne ville normalt ikke have været nok, men fordi Castle nu var en vampyr, så kom der en naturlig hårdhed, og standhaftighed, og sammen med anti-dæmon symbolerne på træstykkerne i lommerne, var det lige nok, til at Castle ikke endte som et trafik uheld; for at blive slået af Rafael, er lidt tilsvarende til at blive kørt over af et karneval af lastbiler.

Castle kom aldrig uforberedt til en kamp, fordi ellers ville han ikke have overlevet så længe, men han var tydeligvis ikke godt nok forberedt.
Rafael kom gående hen. Langsomt. Han havde ikke travlt. Han havde alt tid i verden. Så han gik bare sindsfredsommeligt, og dominerende hen til den fremmet mand, som nu ivrigt prøvede at rejse sig op fra muren, som han var blevet hylet hen til.

Men det var svært for Castle at få fodfæste, fordi hans øre blødte, og han kunne kun øre en gentagende pivende lyd. Og hans knæ var belastede, og deres endeløse knirken advaret Castle om, at hvis han rejste sig for hurtigt, ville knæskalderne gå aled.
Også hovedpinen fra at kysse muren, var heller ikke noget, som gjorde det nemmere at rejse sig.
og fordi han kun havde kontrol over hans grov motorik, og ikke hans fin motorik, grundet trykket til hans ryg havde slået noget løst, som helst ikke skulle være det, så havde Castle svært ved at bevæge sine fingre. Han kunne bevæge sine arme og hænder, men de små dele af ham, havde han svært ved.

Men det skulle vise sig at være ligegyldigt. Før Castle nogensinde kom op at stå, bliv han revet op af nogle beslutningsfaste, stålhårde, og maskuline fingre.
Han ville gerne give en flabet men charmenrende kommentar. Det var jo typisk ham.
Men han fandt ikke på noget sarkastisk, karismatisk, eller underholdende at sige, før en næve slog ind i Castles mave.

hvilket resulteret i at Castle kastet blod op som ren biologisk reaktion.
Castle bliv omtåvet, og fik svært ved at se. Hvorfor vidste han ikke, men det var nok ikke et tegn på et godt helbred og en uskadet krop; nok mere et tegn på indre blødninger, til sådan en grad, at der ikke bliv givet nok blod og ilt til hjernen.

Rafael lagde den halvdøde mand på jorden... eller rettere.. tabte ham som en tom coca cola flaske, som man ikke gad kendes ved mere.

Han skulle til at træde Castles ansigt til katofelmos med sine militær støvler, men så kom der en ide ind i rafaels hoved - som var totalt urelateret til kampen - han kom nemlig endelig på hvad han skulle spise iaften; engelsk bøf med sovs.
Rafael havde nemlig tænkt lidt over retter, mens slåskampen havde forgået.
Og fordi Rafael havde besluttede sig for mad, så tænkte han, at han hellere måtte skynde sig at hente sit vasketøj, og købe ind, inden han glemte det.

Så Castle bliv efterladt. Af en Rafael som gik i tunge skridt derfra.