Don't meddle in my affairs! -Panthea

Tid: Middag, 12-13 stykker
Omgivelser: Slaver og andre mennesker
Vejr: Lunt og rart, men skyet
Påklædning: En mørkegrøn skjorte der er lidt for stor, et par sorte jeans og nogle sorte sko.

Panthera havde holdt øje med pigen som åbenbart troede hun var slavehandler, hun havde kigget med fra en svagt åben dør og så kunne få færten af pigen. Vis ikke hun stadig holdte til i gyden skulle hun nok finde hende. Panthea boede normalt i Angerforge, men var ikke nået hjem aften før, hendes hår sad i finere knold og hendes kjole var sort, hvilket fik hendes hud til at se mere bleg ud. Hun betragtede pigen og hvordan hun solgte den ene så nemt som ingen. Vreden brussede op i hende, hun havde engang været som dem og pigen som hun havde solgt ene og lokket den anden med var ligeglad med pigerne. Hun håbede når mørket faldte på at hun kunne lokke pigen frem med sin spinkel kropsbygning. Hun havde haft en dårlig oplevelse som givet hende et had til slavhandler. hun anede ikke hvad hun skulle gøre imellem tid, men mørket faldte på skulle den pige ned med nakken. Hun gik lidt rundt i bygningen imens lagde hun en slagplan for hvad hun skulle gøre. Færten som havde ramt hendes næse lugtede som en våd hund, så det ville sige at pigen var en skødehund uden nogen respekt for folk. Hun bed sig svagt i læben, havde det ikke været for Carmilla havde hun ikke overlevet. Hun tænkte og satte sig til vente der gik alligevel stykke tid før solen gik ned ned. Hun kiggede en gang imellem ud af døren for se hvor lang tid hun skulle vente.
Da solen endelig gik ned trådte hun ud af huset. Solen veg endelig pladsen. Hun lignede en på 18, men hendes krop var meget ældre. Hendes mor havde trænet hende godt. Hun kiggede sig flere gange over skulderen inden forsatte hen over jorden som hun svævede, efter mange års træning havde lært hvordan en dame skulle gå og opføre sig for at lokke nogen i en fælde. Panthea skulle nok finde hende. Panthea lignede virkelig en som var på afveje, men vidste lige hvor skulle hen ad altså ikke sådan bogstavligt, men vis kvinden stadig var her omkring skulle Panthea nok finde hende.

// det er ikke for kritisere, men jeg er en vampyr så håber det okay at skiver sådan her//

//Ahhh, det må du undskylde!!! Glemte helt det med at vampyrer ikke kan tåle sollys.. ;w; Det en fejl fra min side af!!!

Hun havde gået rundt et stykke tid inden færten af pigen som havde solgt de andre kom tilbage et svagt smil bredte sig over hendes læber nu var tiden inde, varulven skulle få sig en lærerstreg. Panthea smilede overrasket da pigen tog kontrakt hun elskede være så spinkel og ingen ville tro at en lille og spinkel pige kunne slå fra sig. Hun undrede sig en smule over hvorfor hun ville gå efter en vampyr, men så længe hun ikke prøvede på noget ville hun spille med ” jeg bor i Angerforge, men er faret vild” sagde hun lød overrasket over at pigen stod foran hende. Hun måtte jo finde ud af om pigen havde flere slaver et sted som skulle reddes. Hun så hendes øjne forvandlle sig hvilket overaskede hende og idet hun så hende i øjnene blev trangen til følge efter hende større, men fordi hun troede hun var så gammel til forhold til varulven kæmpede hun med den og trangen til følge efter hende  forsvandt. Pigen lod til at være uskyldig, men vis ikke Panthea havde set hende sælge den ene og tage den anden med havde hun måske kunne falde for pigens sweet act, men hun var klogere ” varme det vlíl være meget rart” sagde hun og tog uden tøven pigens hånd idet hun rakte den frem imod hende. Panthea havde en plan, men måske hun alligevel skulle lade denne pige følge hende til hendes hule og se hvad hun duede til. Hun havde før været slave, men ingen ville havde hende fordi de troede hun var en heks pågrund af hendes kendskab til urter og fordi hun elskede deres virkningen på mennsker både god og dårlige. Nu hvor hun var vampyr skulle ingen ligge sig ud imod hende, selv ikke varulve tøsen, som meget snart ville få hendes plan at føle.
Det ville sige at hun ikke havde en hel plan, men så snart hun kommet hen til deres bestemmelsested skulle hun nok tage en beslutning om hvad der skulle ske, men ikke før. Hun smilede virkede som naiv 18 årig som stolede på pigen og at pigen ikke ville gøre hende ondt, man skulle være meget god til se at Panthea løg for hun havde lært at være det folk havde brug for hun skulle være og ingen havde set igemmen hendes skuespil endnu og dem der havde var døde fordi de ikke havde nået væk i tide.

//Håber det okay at jeg lavede det her lille twist, følte lige for det ^w^

Panthea ansigt blev kold, hun vidste tydeligt afsky for denne varulv, men hendes lille leg virkede ikke og pigen var videre til den næste, dog gav Panthea ikke op og blev i skyggerne men hun fulgte hende gemmen byen hun havde stadig ikke en hel plan, men det var lige meget så snart pigen gik ind ville det være så sikkert at pigen ville se hende. Hun var ligeglad med det pigen sagde for hun ville sørge for at hver og en af hendes  slaver ville blive fri. Hun vidste ikke hvor længe de havde gået, men de nåede til hvad der for  Panthea  lignede en undertrykkende forretning. Hun havde aldrig selv været i et bordel og kom det kun nu fordi hun ville konfrentere varulven og hendes forretning. Hun stod og betragtede stedet. Hun vidste at de ikke var i gyderne mere, kvindens jagt område. Normalt var hun ligeglad med hvad der skete med mennesker og andre væsner, men slaver gjorde hende vred og det stod hende meget nært da hun selv havde været en af dem for mange år siden. Faktisk brød hun sig ikke om sin fortid inden Panthea blev vampyr, havde det ikke været for Carmilla havde hun været død, hendes slaverhandler havde ikke kunnet sælge hende og havde en dag fået nok og ligesom et dyr havde han taget hende med ud for at aflive hende. Hun vidste at pigen sikkert så på sine slaver samme måde , bortset fra at hun måske ikke dræbte sine slaver, men gjorde dem til noget der var værre i hendes hoved. Panthea havde stået  udenfor  et stykke tid  inden hun gik ind.
Pantheas øjne ramte varulven idet den kiggede over imod hende. Pigen begyndte igen snakke og gud hvor hendes stemme var irreterene ” vil du tro jeg kom for sælge noget?” spurgte hun og man kunne tydeligt høre ironien og hvor meget hun hadede denne varulv ” hør vovse jeg har mine grunde og vis det er en kamp du vil have så fint” sagde hun vel vidende at der var en chance for at hun ville tabe. Hun kunne ikke tabe hunvkæmpede for slaverne, faktisk  havde hun lært sig smerten var hendes ven på mange måder. Hun smilede svagt ” jeg ved godt at så snart kampen starter og jeg påføre dig slag vil du forvandle dig, men det er ikke fair er det vel” sagde hun og hendes øjne havde skiftet farve. Hun var klar til kamp. Vis pigen ville have kamp skulle hun få det. Selvom hendes kropsbygning var spinkel og svag var  det langt fra det hun var. Panthea havde måtte kæmpet for hver en ting i livet, men ikke mange kendte til det og hun brugte det til sin fordel. Varulven virkede så ivrig  efter at sælge hende, men tabe var ikke mulighed for hende, fra den dag hun blev vampyr havde hun lovet sig selv at hun aldrig ville lade nogen eje hende igen. Panthea blottede truende sine tænder ” vis jeg taber så fint sælg mig, gør med mig hvad du vil, men hvorfor skulle du kunne sælge mig jeg er jo en heks” sagde hun drillende og det var nok det første og sidste pigen hørte om Pantheas fortid, men det var hvad folk havde troet den gang. Hun grinede kort  ” eller ingen penge tilbage politik” sagde hun og hendes stemme blev koldere og koldere for hver gang hun  sagde noget. Panthea havde set kniven og hun lagde hovedet en anelse på skrå og svagt kunne man ane frygt. Han havde også brugt en kniv imod hende. Hun hvæsede svagt, men kniven kunne ikke skade hende gøre så længe hun fik blod bagefter og de ikke ramte noget den ikke skulle.

Panthea blottede svagt sine tænder og havde ikke tænkt sig starte og det varede ikke længe før pigen igen fór imod hende og først sendte en vase imod hende med så høj en kraft at da ramte hende splintre den i flere stykker og da hvor skårne ramte åbnede der revner i hendes hud. Hun nåede ikke at reagere før pigen lagde ovenpå hende. Hun skulle lige til at bruge sin evne, men nåede det ikke før pigen tvang hendes mørke øjne op så Panthea kiggede i hendes lyserøde øjne. Panthea mærkede tydeligt at kniven havde sølv for hendes hud blev ret irreteret da hvor den ramte, men hun tænkte ikke over kniven fordi hun kæmpede for at holde på sin fortid, men det var svært fordi denne gang til modsætning af den anden gang pigen brugte sin evne virkede den stærkere, men det kunne også være noget hun bildte sig ind. Hun fnøs kort ” forsvind” sagde hun og hendes stemme var så kold at man kunne fryse ihjel på den. Hun trak vejret tungt og skulle lige til svare på spørgsmålet da kvinden trak sig væk. Imens de havde lagt på jorden havde hun lagt stille, men hun kunne ikke finde ud af om det var fordi hun påvirket af evnen eller det faktum at en kniv var peget imod hendes hals, men ikke nok til fortælle pigen om hendes dyster fortid. Hun rejste sig og rettede på kjolen som var i uorden efter deres lille leg på gulvet. Selv om pigen beordrede hende til blive liggende havde hun rejste sig. Panthea lagde hovedet på skrå på en syg måde og betragtede pigen ” jeg er ikke bange for den kniv” sagde hun selvom det var løgn, Panthea var rædselsslagen for kniven hendes frygt for knive var åbenlys vis man vidste det, men igen ikke mange vidste noget om hendes fortid, men igen hun skjulte det ret a godt især når hun var vred at hun bange for pigens kniv. Hun måtte komme på noget ” blive liggende så du kan gøre mig til en slave, nej tak” sagde hun og blev stående rettede så hovdet, men hendes øjne stirrede stadig på hende, i håb at hun kunne bruge sin evne det eneste der skulle til var øjenkontakt og pigens værste mareridt ville blive til virkelighed. Hun kunne ikke lave et tæt angreb, men måske hun ved hjælp af sin evne kunne skræmme pigen til overgivelse. Hun smilede svagt ” du er virkelig en kujon, at gemme dig bag en kniv, som du vil bruge imod En ubevæbnet kvinde” svarede hun stille og et lille hånligt smil bredte sig, inden hun løb om bag ved pigen i sin unaturlige vampyrfart. Hun lod svagt en hånd glide drillende ned af hendes nakke og en smule ned af hendes ryg, inden hun igen forsvandt hen på sin plads ” jeg har fordi jeg har mine grunde og hvorfor jeg er en heks skal du ikke blande dig i” sagde hun og hendes øjne lynede af had. Hun havde været så tæt på at fortælle hende om hendes glæde ved urter og hvad de gjorde ved mennesker, hvilket var derfor hun blevet kaldt en heks. Faktisk havde hun været ved dele ud af hele hendes livshistorie, hvilket hun ikke ville for så ville pigen først have noget på hende og det brød Panthea sig bestemt ikke om at nogen havde den form for magt over hende. Den eneste der vidste hvad der sket den nat udover hende var hendes skaber og sådan ville hun gerne at det blev ved med. Resten af fortid var interessant nok.

Panthea smilede igen det hånlige smil, hvorfor troede slavehandler at de var stærkest når det faktisk ikke forholdte sig sådan. Hun ville så gerne gå hen gribe fat i denne varulv hals bruge hendes evne som bedst virkede når hun rørte ved offeret måske endda få kniven vristet ud af pigens hænder, men kniven var i vejen og det var til stor irritation for hende. Hun bed sig svagt i læben inden hun begyndte på en afstand at gå omkring hende, hun lignede nærmest en der tjekkede ud hende, men det var mere i håb om at hun forvirrede den bette hund.

Panthea blev forvirret var dette noget hun gjorde for at få hende fanget, hun stod og knyttet sine hænder, men det var tydeligt at Panthea ikke stolede på hende. Måske dette her var et trick for at få hende tættere på så Varulven kunne få sit bid ind og dræbe hende. Hun lyttede kort og bed svagt sig i hendes læber, var det klogt at give pigens hendes navn? Hvem sagde ikke bare at hun ville lede efter hende og gøre hende til slave senere. Hun funderede lidt over det ” mit navn?” spurgte overrasket, det var tydeligt dette her havde taget Panthea på sengen. Hun havde været klar til at kæmpe, men nu vidste hun ikke helt hvad skulle gøre. Hun kneb øjnene sammen for at gennemskue hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men så nikkede hun de kunne vel sagtens snakke, men Panthea skulle ikke tættere på da hun stadig troede dette her var et trick for enten at fange hende eller dræbe hende ” mit navn er Sera” sagde hun vidste at ikke mange vidste at hun hed Sera også. På den måde sikkerede hun sig at pigen ikke ville kunne finde hende igen. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle synes om Tara, som troede hun havde regnet hende ud heller sådan noget det dog ikke helt fjernt fra sandheden, men alligevel på sporet af hvad Panthea havde været. Hun kiggede på hånden og gjorde ingen tegn til at ville tage den. Hun bed sig svagt i læben det var tydeligt hun var forvirret over at hun overgav sig, men sejr var en sejr også selvom hun ikke havde kæmpet med ulven. Hun så på nøglen og gik, men et opmærksom blik hen for tage den. Hvad fik en pige til at gøre dette her sælge andres frihed og var hun ikke lidt ung til at være bordel ejer. Det slog hende at lige som pigen vidste hvor gammel Panthea var, vidste Panthea heller ikke hvor gammel Tara var.
Panthea var ” ja jeg var slave, men det er lang tid siden” sagde hun koldt idet hun greb ud efter nøglen. Hun blev stående da pigen ikke så ud til at ville bruge kniven imod hende.
Panthea bed sig igen læben hun var tydeligt lidt nervøs, men kunne ikke fortælle sandheden om hende selv. Hun lod svagt en glid i håret ” hvorfor gør du det her?” spurgte hun og hævede spørgende det en øjnbryn. ” hvordan kan du stjæle andres frihed?” spurgte hun disse spørgsmål havde hun også tænkt den gang slave, hvad drev dem til at sælge mennnesker. Hun havde haft et hårdt liv, men det var ikke noget hun stolt af og dele ud af til denne varulv ville hun ikke, fordi hendes fortid var så stor en hemmelighed og fordi gjorde alt for holde det hemmeligt ville Tara havde en form for magt over hende og det hun kunne ikke tillade. Det var nok også en af grundene til at hun virkede mystisk, fjern og reserveret når folk snakkede med hende. fordi hun ikke ville give den form for magt over nogen, men når stolede på rigtigt meget så kunne man få historien. Tara var bare ikke en af dem.

Panthea stirrede lidt på pigen hvad mente hun med noget slemt, Panthea rystede svagt på hovedet så hun havde bare ladet hende få nøglen uden videre fordi der skulle ske noget slemt, pigen troede stadig at hun havde regnet hende ud, men det langt fra sandheden. Hun fnøs kort ” tro mig jeg skal nok komme tilbage og gøre dit liv så længe du lever surt for dig” sagde hun gengældte pigens koldhed, hvorfor ville pigen så gerne lege venner, Panthea havde ikke mange venner og dem hun havde holdte hun tæt pigen var ikke en af dem. Hun var ikke til at stole på. Hun bed sig svagt i læben og fnøs. Pigen virkede så stort i slaget, man burde virkelig give hende par på hovedet, men det ville ikke gavne Panthea vis hun gjorde det. Panthea rigtige jeg var først kommet den gang hun blev forvandlet. Hun lyttede til pigen, hvilket gjorde hende en smule irriteret. Hun rykkede svagt tættere på, men gjorde ingen tegn til at ville angribe, pigen kunne være rolig. Hun havde ingen interesse for hun havde fået det hun ville. Pigen virkede på hende til værende grådig, ligeglad og ikke spor ødelagt, måske hun skulle prøve at sælge sig selv en dag og se hvordan det var at havde fået taget sin frihed af en som var som hende, igen knyttede hun sine hænder sammen. Pigen havde ingen anelse om hvad det gjorde ved en og alligevel legede hun klog.
Panthea kiggede på hende ” tror du virkelig at du regnet mig ud, eller snakker du bare om ting du ikke ved. I håb om få mig i tale?” spurgte hun kneb øjne sammen ” du tror måske at jeg er ødelagt, ja jeg var ødelagt den gang jeg var slave, men nu er jeg noget der mægtig og jeg kan love dig jeg aldrig skal ejes af nogen igen” sagde hun hendes stemme bar præg af irration og vrede ” hvordan kan du snakke som du ved hvem jeg er for du har overhovedet ikke regnet mig ud” sagde hun og fnøs hun syntes slet ikke at pigen kunne være bekendt behandle folk sådan. Nok var hun vampyr, men hun brød sig ikke om slaver og det stod hende nært ” når du nu engang for taget din frihed bliver solgt så kan vi snakke” sagde hun bitert og velvidende at Tera nok blev med at ville prøve. Hun kunne endda prøve hende evne igen, men hun ville kæmpe imod med alt hendes styrke. Pigen skulle ikke have den magt over ligemeget hvor meget hun så prøvede. Panthea brugte nemlig alt sin tid på at holde det hemligt og fortalte det kun til folk som stolede på ” hvad nu vis du fortæller mig din historie og så kan jeg tænkte over om jeg vil fortælle min” sagde hun og hævede spørgende det ene øjenbryn. Det var nu ikke fordi hun havde tænkt sig at fortælle det Denne Tara skulle ikke havde det at vide. Hun var en ældre vampyr hun kunne udstå hendes spørgsmål.

// Lidt kort svar, det undskylder jeg for :c

Panthea kiggede på hende, faktisk havde pigen ikke noget at frygte hun havde fået det hun ville, men hun overvejede kort om hun kunne stole på denne varulv der var en lille del som følte at hun godt kunne åbene en smule op. Paraderne var ikke så store som de havde været før hun kiggede op på pigen idet hun forsatte  imod Panthea. Hun gjorde ingen tegn på at ville flytte sig og da hun nævnte at Panthea så skrøbelig bed hun sig svagt i læben ” det var jeg også engang” sagde hun og skulle lige til at sige noget mere da den blide berørning ramte hendes kind. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men hun blev bare stående og lidt efter flyttede pigen sig igen. Hun lagde hovedet en anelse på skrå ” jeg var et mennske som ingen ville have selv ikke mine rigtige forældre” sagde hun og havde åbenet en smule op. Pigen havde ret det var vel en dårlig dag for hende. Først havde de næsten været oppe at slås så havde hun givet Panthea nøglen og nu kunne hun slippe slaverene fri, men en svag fornemelse omkring pigen var at hun havde sat en fælde for hende. Hun stolede ikke helt på pigen alligevel. Panthea gik med lette skridt hen imod døren, da hun kom der hen vendte hun nøglen i sin hænder et par gange inden hun sat den i døren. Panthea åbende den og flyttede sig en smule bare for at sikker sig at hun ikke ville skubbe Panthea ind, lukke og låse døren.
Måske hun skulle prøve åbne en smule op så kunne det være at hun kunne forstå slavehandler og hvorfor de gjorde som de gjorde og derefter at kunne leve med sig selv. Hun måtte dog indrømme at tilforhold til det sted hvor hun var holdt fanget for mange år siden, så var dette vel et slot. Da slaverene var ude lukkede hun døren vendte sig om imod Tera. Hun smilede et svagt smil og nikkede respektfuldt til hende. Tera virkede som hun behandlede sine slaver godt. Hun havde hørt hvad hun havde sagt om hendes egen historie ” og hvorfor er den ikke så interessant for en som mig?” spurgte hun og kunne ikke helt gemme sin nysrrighed over denne pige mere.
Faktisk så troede hun ikke at de var så forskellige hende og Panthea, de havde begge sat sig nogle mål i livet selvom Pantheas var nogle andre end pigens så fulgte de dem begge og lod ingen stå vejen for sig lige meget omkostningerne, det var i hvert fald det hun havde troet da hun så pigen kæmpe. Hun virkede stærk og Panthea vis man så bort fra hendes skrøbelige krop så var hun faktisk også en som virkede stærk og desuden det at have en skrøbelig krop havde sin fordele det var nemmere at lokke folk. Panthea kunne se en masse ligheder også selvom at de var så forskellige ” vent du må ikke gå” sagde  hun ville gerne vide noget om det med at være slavehandler. Hun vidste ikke om pigen ville give hende den insigt fordi hun jo rent faktisk så ville have fordel når hun mødte andre slavehandler, men hun virkede anderledes. Idet pigen igen sagde noget var det med en kold stemme og det var forståligt hun havde jo lige mistet en hel masse penge på at lade dem gå. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå i forsvarmode og gøre sig klar til at kæmpe, men hun ville ikke kæmpe. Denne pige havde vækket en følelese som hun ikke havde haft i lang tid og det var nysrrighed. Hun havde for det meste holdt sig for sig selv og havde kun få mennsker som følte hun kunne stole på og de var også hende inderkreds.

// Undskyld ventetiden! :/

Panthea fulgte efter hende da Tera gjorde tegn til at hun skulle følge efter, men hun fortrak ikke en mine imens Tera fortalte hendes historie, men da hun spurgte ind til hendes engen historie vidste hun ikke helt, hun havde brugt så lang tid på at fortrænge den og det var kun meget få som kendte den, folk som hun stolede på, men Tera havde fortalt hendes så Panthea følte lidt at hun skyldte Tera det. Hun vidste bare ikke rigtigt hvor hun skulle starte, men valgte at starte med børnehjemmet ” jeg boede på børnehjem” sagde hun og holdte en kort pause fordi hun blev nød til at tænke inden hun forsatte. Hun havde håbet at det ikke ville komme så langt, men blev nød til at forsætte ” som sagt mine forældre gad ikke at have mig, så jeg endte på børnehjem da jeg var lille jeg kan ikke huske hvad det hed, men det er også ligegyldigt” sagde hun det var tydeligt at høre at dette var svært og noget hun ikke delte ud af til hvem som helst. Hun trak vejret tungt der var så meget ” jeg fik min egen urtehave fordi de voksende vidste at jeg havde læst en del om dem og på den måde kunne de få mig ud” sagde hun og huskede tydeligt den dreng som startet det hele, hun havde reddet ham og alligevel var det den tak hun havde fået. Til sidst havde hun fået nok og var stukket af, men det havde bare det resultat at hun var blevet fanget af en slavehandler og det havde ikke bragt lidt med sig ” jeg kunne du ved godt lide urter så da jeg reddede en dreng fra at død fordi han havde spist en plante der  var giftig i min have kaldte han for mig en heks som tak for at jeg havde reddet hans liv” sagde hun og jo mere hun åbende op jo mere følte hun sig svag. Hun bed sig svagt i læben indn hun slap. Hun rettede sit blik ned i bordet for ikke at se hvordan Tera reagerede for hendes historie var langt fra rar, men på den anden side havde det gjort hende til den hun var i dag.
Panthea havde svoret at hun aldrig igen ville vise svaghed nu hvor hun var noget som hun så som stærk og alle dem der prøvede på få hende til at underkaste sig på nogen måde måtte betale med deres liv, udover det havde hun også angst for at blive efterladt, men det var ikke noget hun fortalte til nogen selv ikke dem hun holdte af. Den eneste som nok vidste det var hendes skaber. Det gik op for hende at hun havde været stille i et stykke tid ramte hendes blik prøvende varulven. Hun kunne ikke rigtig læse nogen tegn på hvad Tera tænkte med det samme, men det kunne også være ligemeget Panthea gjorde ikke dette her for at få medlidenhed, hun gjorde det fordi hun følte at hun skyldte Tera det. Hun lagde hovedet en anelse på skrå ” jeg stak af, blev fanget af en slavehandler og tre år efter prøve han at dræbe mig fordi han var træt af at han ikke kunne sælge mig, folk som havde købt mig kom altid tilbage med mig bare fordi jeg kunne lide urter både dårlige og gode for mennesker” sagde hun.
Hun havde valgt ikke at nævne Pippin den lille rødhåret dreng som hun havde mødt, da det gjorde for ondt. Hun havde mistet ham ved at hun ikke havde været opmærksom nok og da drengen ville skaffe mad var han blevet mast under de andre sultne kroppe. ” jeg blev reddet af min skaber og det var vidst min historie” sagde hun og vidste ikke helt hvordan hun skulle finde ro. Hun håbede at denne varulv ville kunne holde tæt. Det vigtigt at hun  ikke sagde det til nogen. Selvom at det ikke var nogen som kendte Panthea. Panthea ville ikke fremstå svag for nogen, selv ikke denne varulv ” du er ikke nogen køter” udbrød hun da det gik op for hende hvad Tera lige havde sagt om sig selv. Panthea erkendte at hun måske havde set hende sådan, men ikke mere der var noget andet under lagene på Teras ydre ” fortæl mig hvordan blev du slavehandler?” spurgte hun, hendes stemme var forsigtig og hun ville ikke træde Tera over tæerne ved at spørge, men hun måtte bare vide hvad der fik en pige drevet ud idet og måske kun måske kunne Panthea fortælle hvordan slaver havde det ud fra hendes synspunkt selvom de nok ikke ville blive enige på det punkt så var Tera okay og i hvert fald ingen køter i hendes øjne ” altså vis du har lyst” sagde hun og krøb sig en smule sammen som et barn der havde gjort noget forkert og det var ikke tit man så sådan en ydmyghed ved Panthea. Panthea var når det ikke angik hende selv altid lige på og hårdt med det hun ville og var der nogen som satte sig imod eller stod i vejen tromlede hun dem bare ned, men med Tera var hun anderledes? Måske var det fordi de begge var giftige for hinanden og egentlig ikke havde lyst til at lade livet, eller også var der fra Pantheas side ved at bygge sig en form for respekt for denne Tera. Selvom vis nogen spurgte ville hun benægte og dræbe dem.


// det er helt i orden bare giv dig god tid //