✺ Who would've thought (Panthea)

Hverdagen i Doomsville var for Razor ikke nær så action fyldt som den var når han opholdt sig i Dragons Peak. Han kunne dog ikke helt finde ud af hvor han synes bedst om at være i sidste ende. Det var rart at være her. Men det var ikke af samme grunde som det før havde været. Der var få ting som holdt ham i Doomsville, det var tæt på Ashen Wood forest hvor hans søster boede, ikke biologisk søster, men den søster han delte et specielt bånd med efter en kaotisk og traumatisk oplevelse. Det var stedet han kendte, på kort tid havde han lært stedet at kende, som var det hans egen bukselomme. Men vigtigst var, at det var her han havde fundet en person som havde stjålet hans hjerte - fået følelser frem i den lille halvdæmon, som han slet ikke anede eksisterende i hans eksistens.
Razors liv var i det hele taget gået fra kun at eksistere til faktisk at leve i de seneste par måneder. Det var godt, men også helt igennem ulideligt. Som han før havde følt sig nærmest udødelig, følelsesløs og uden en tanke om sine gerninger - var han mere eller mindre et følelses forvirret individ, ude af stand til at tage stilling til noget som helst af alt hvad der foregik i hans krop. De fleste dage kunne han skubbe alt til side og være hvad han altid havde været, men det skete at noget mange ville kalde et angst anfald kunne falde ind i hans hverdag og gøre tilstedeværelsen helt igennem forfærdelig. Heldigvis kendte han årsagen til dette, og han vidste hvad der skulle til for at få det stoppet. Dæmonerne fra Arenaen han havde været fanget i sammen med Tatia - de var dem der skulle skilles af vejen, så de ikke længere kunne styre hans tanker og gøre dage og nætter til mareridt med billeder for det indre sind der kunne skræmme selv frygten.

Han bevægede sig ned gennem en tilfældig gade i Terrorville. Med blikket rettet frem for sig, mens han gik og spiste af et brød han havde brugt overraskende lidt penge på tidligere denne dag - men havde glemt at spise det, da der som sædvanligt havde dukket noget op som havde fanget hans opmærksomhed og ledt ham til at lave alt andet end hvad han egentlig først havde haft planer om. Nu havde han dog vundet tiden tilbage og kunne få spist, man skulle ikke tro at en med så mad hungrende et sind, ville kunne glemme at spise - men det skete overraskende ofte. Selv hvis han slog ihjel kun for mad, så kunne han i sidste ende glemme egentlig at spise. Det var en af de hårde sandheder bag et sind der var så defust som Razors.

Han lod blikket glide rundt på de få andre der spadserede afsted ned af gaden, de fleste var sikkert gået hjem i seng eller lignende, sad hjemme ved familien eller hvad de end havde i sinde at gøre på en aften som denne, vejret var desuden noget der virkede til at kunne trække op til uvejr, så at folk havde søgt hjem bundede sikkert også i det. Han sprang op på ryglænet af en bænk, som han balancerede på, men stoppe så op og blev stående der et øjeblik. Det var lige før det var helt skræmmende så stille der var på gaden, men var det ikke også et ordsprog? Stille før storm? - Noget i den stil.

Panthea havde lige fanget en engel som var på vej hjem, han havde haft et kønt ansigt, markerede kindben, hans hud havde næsten lyst op i mørket og hans blå øjne  skinnede, han havde smilet bredt hele vejen end til Panthea havde grebet ham, hun havde som et rovdyr havde  hun trukket ham ind gyden så hun kunne spise i fred.  Hun havde kæmpet en smule med englen, men til sidst var det lykkedes hende at få tænderne ned i hans hals. Hun sugede så hårdt at den varme væske løb ned af hendes mundvige og farvede dem røde. Efter deres sidste møde var der også sket nogle ting som havde ændret sig i hendes verden. Hun havde lært elske igen og var forelsket i en af de to hun havde skabt. Hun kunne ikke undvære hende de havde kendt hinanden længe, Djuna gjorde hende til den person hun havde været inden hun var blevet forvandlet. Dog betød det ikke at hun ikke havde sine problemer Panthea kunne ikke rigtigt udtrykke sine følelser ret godt, fordi hun havde brugt 1400 år på gemme dem væk. Det ville sige lige end hun mødte et menneske hvilket kunne havde givet hende problemer fordi hun havde lært at de var under hende og intet andet end mad. Djuna havde fantastisk formået at åbne op for hendes hjerte. Panthea havde aldrig troet at hun ikke ville ønske ikke at forlade nogen, men på den side gjorde det hende også svag at have en hun elskede for hvem ville ikke tøve med at bruge det imod hende vis de vidste det. Så det betød at Panthea nu havde to rimelig nye vampyrer i sit lille hus ved parken.  Der var meget se til med to og hun havde næsten aldrig tid til at være alene, men Clara kunne heldigvis jage selv uden at miste besindelse og Djuna klarede sig ganske fint også, men det var stadig meget nyt for hende.

Hun samlede svagt en buket op som han havde tabt idet hun havde sat sine tænder i hans hals, hun slikkede svagt læberne. Det var sjovt som menneskers følelser virkede fremmede for hende og hun forstod dem ikke. Hun så dem som en hindring, men hun ville aldrig såre Djuna. Hun havde mistanke om at hun havde haft følelser for denne helt almindelige pige som tilmed var et menneske og nu fordi Panthea havde forvandlet hende var de blevet stærkere. Hun kunne ikke sætte en fingre på hvad det var hun ikke brød som ved Djuna, men hun blev til en anden bedre version af sig selv og brød sig ikke om det. det gjorde hende bange. Hun havde ikke lyst til at se det gode i folk og da slet ikke mennesker eller andre lys væsner.

Dog havde hun heller ikke glemt Razor hun havde tænkt meget på ham, han havde på nogle måder mindet om hende selv også mere end hun ville indrømme og han havde gjort sådan at hun ikke havde kunnet få ham ud af hovedet. Hun havde tit tænkt på hvor han mon befandt sig og da hun var på vej ud af gyden. Imens lod sin håndryg fjerne blodet ramte en let genkendlig duft af blod hun havde smagt før hende og det tog hende ikke mange sekunder før hun fandt ud af hvem det var. Panthea havde i mange år ikke smagt  på blod og Razor var en af de få som havde overlevet et møde med hendes syle spidse tænder. Hun fulgte den og med hastige skridt hun kiggede sig omkring. Hvor var han? Hun fik til sidst øje på ham da han stod på en bænk og lignede en der legede. Hun fik et smil omkring læberne han så så uskyldig ud, dog vidste hun bedre. Panthea nærmede sig med langsommere skridt " har du savnet mig?" spurgte hun og trådte ud af mørket så han kunne se hende. Som altid bar hun sort, hun havde en kjole på og over den havde hun en sort kappe med en sort pels omkring hættens kant. Hun havde trukket kappens hætte op, men trak ned så han kunne se hende. Hendes mørke øjne ramte hans og hendes smil forsvandt.

// håber det er godt nok er næsten lige kommet hjem og er lidt træt//

Selvom han var opmærksom på sine omgivelser, var han måske alligevel ikke specielt opmærksom på sine omgivelser. Han burde, især når han var her - for han havde stadig folk efter sig, folk som forsøgte at slå ham ihjel eller snuppe ham med tilbage til skoven. Det var folk som dukkede op i tide og utide, man kunne aldrig bide sig sikker på hvornår man pludselig skulle være ekstra meget på vagt. Alligevel var han mere eller mindre i sine egne tanker hele tiden for tiden. Alle steder på en gang, men i tankerne. Det var også derfor at han ikke havde bemærket hvad der foregik lige om hjørnet, eller hørt det fodtrin der havde nærmest sig. - Den duft vampyren bar med sig.

Det var først da kvindens stemme nåede hans øregang at hans opmærksomhed røg over hans skulder og mod den smukke vampyr kvinde der kom gående. Uopmærksomheden havde gjort at han faktisk havde fået et mindre chok. Mest fordi han slet ikke havde regnet med at der var andre end dem han for få sekunder siden havde kigget efter - og da slet ikke nogen som valgte at tage kontakt. Dog var det ikke et dårligt syn han fik sig. Smilet om hans læber voksede da han genkendte kvinden.
" Holy shit! Isn't that the beautiful vampire queen Panthea! " Sagde han så bare med et smil, selvfølgelig ikke højt nok til at hele verden ville kunne høre det - men hvert fald så Panthea kunne høre det, men på den anden side var hun heller ikke langt væk så det ville undre ham hvis hun ikke kunne høre det. Vampyrer havde vel også en stærk hørelse?
" Long time no see.. " tilføjede han så lige hurtigt, før han hoppede ned fra bænken og blikket glide fra top til tå, og den anden vej tilbage - på skikkelsen foran ham. Det var faktisk meget længe siden han sidst havde set hende. Det var ikke fordi hun ikke havde haft en del i hans tanker. Selvom tingene som sædvanligt fløj afsted i et tempo der nærmest var umuligt at følge med i - så var Panthea altså alligevel en af dem der havde plads i tankerne. Hun havde trods alt sat sig sine spor i hans hukommelse, og som den stadig fantastiske kvinde hun var, var hun ikke bare sådan lige en man glemte. Heller ikke selvom Razor havde stiftet bekendtskab med andre vampyrer efterfølgende.

" Where have you wandered of to all this time? " Spurgte han så bare lidt, det kunne med det samme lyde som om at hun fik skylden for at de ikke havde krydset veje siden sidst - men det var egentlig ikke rigtig ment på den måde, mere bare som et spørgsmål om hvor hun havde været og hvad hun havde foretaget sig siden. En oprigtig nysgerrighed var også gemt en smule i Razor - som viste sig lidt efter hans ord, og forhåbentlig afslørende at det ikke var en bebrejdende sætning, men en nysgerrig en af slagsen.
Det var altid rart at se folk man ikke havde set længe. Dem man ikke sådan til hverdag hang ud med. Men det undrede ham ikke at han ikke havde set Panthea længe, for han havde slet ikke rigtig været så meget i Doomsville og omegn på det seneste. Kun ved Reign i Firewood Village - men ellers ikke rigtig.


//Det er helt super duber! ^^ velkommen hjem! c:

Panthea smilede igen da han genkendte hende, hun betragtede ham svagt nået virkede måske en smule forandret ved ham, men hun kunne ikke sætte en fingre på hvad det var, men det behøvede hun vel heller ikke. Det kom ikke hende ved. Panthea følte sig faktisk glad for at se ham det hele virkede rart nu hvor hun så ham. Hun følte at hun kunne stole på ham og det havde hun faktisk fra starten af.  Ham og alle hans spørgsmål omkring ting havde gjort at hun havde åbent op. Hun havde haft travlt det var nok også en af grundene til at hun ikke havde prøvet at lede efter ham. Desuden havde de begge et liv som skulle leves selv om hun faktisk  var død i teorien. Dog havde hun også været ude at se verden lidt. Hun havde endda været i Dragons Peak. Byen var for hende stor og hun brød faktisk ikke om at man havde samlet så mange af nattens væsner på et sted, men hun havde ikke ytret sig omkring noget. Hendes skaber  syntes ihvertfald om idéen og det var vel ikke så slemt, for man behøvede vel ikke at gemme sig når man jagede fordi størstedelen af befolkningen var børn af natten. Så visse fordele havde det vel at man var samlet så mange, men Doomville var og blev hendes hjem. Hun havde altid befundet sig her og regnede ikke med flytte på noget tidspunkt af hendes liv. Hun smilede svagt " du ved jeg har trænet med mine vampyrer, spist og været ude at rejse" sagde hun og lod smilet falme. Hun lod blikket glide ned til hans halsbånd, men flyttede det kort efter sine øjne op til hans øjne " hvad med dig er du stadig slave?" spurgte hun og lød ganske venlig , det var kun fordi det var Razor havde været en fremmed havde de ikke fået noget venlig ud af hende med mindre hun skulle lokke med nogen.

Det var gået op for hende at hun stadig bar englens blomster i sin hånd, hun anede ikke helt hvorfor hun stadig havde dem, men måske havde hun lidt glemt dem da hun havde fået færten af Razor. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med dem og knugede ganske let omkring dem,  imens hun tænkte over hvad skulle gøre og til sidst smed hun dem fra sig som de var noget så giftige. Hun vendte sit blik imod Razor " eller har du fundet ud af hvor dejlig frihed kan være?" fortsatte hun sin sætning fra før. Sidst de havde mødtes var han ikke til at stikke i. Han kunne lide at være slave, men hun kunne vel ikke vide om det var sådan mere. Panthea nød sin frihed og ville aldrig for noget i verden bytte den. Måske kun hvis nogen af dem holdte af var i fare, men også kun der. Heldigvis kunne man sige at det ikke var så mange og det betød også at hun var svære at true. Desuden var hun ikke svær at vælte hun følte stor tiltro til sine kræfter. Hun elskede at være vampyr og det havde hun altid gjort, hun havde aldrig fundet det med at  dræbe svært og sommetider havde hun svært ved forstå hvorfor folk fandt det så svært " jeg er næsten lige kommet hjem fra en rejse til Minotaris" sagde hun og ville ikke fortælle omkring hvordan det  var gået for der var virkelig ikke meget at fortælle andet end at hun havde fået bank af en minotaur og havde reddet en pige som var blevet falsk beskyldt for at have stjålet noget som ikke var hendes. Hendes ribben havde gjort ondt længe efter også selvom hun havde indtaget blod. Panthea havde gjort op med sig selv om at det sidste gang hun besøgte det sted.

Minotaurer var barbariske at hun ikke brød sig om det og at lade dem styre en by kunne hun slet ikke fatte. Hun begyndte stille at gå, men ikke hurtigere end at han  stadig kunne følge med " du ved jeg bor her i Doomville, det er mit hjem og jeg vil blive her til den dag hvor jeg bliver dræbt" sagde hun og lød en smule tænksom dog kun ganske kort, men hun kunne bare ikke forlade byen. det var i denne by hun havde mødt sin skaber det var i denne by at hun havde mødt Pippin. Hun kunne ikke forlade alle de minder. Minder som havde gjort hende til den hun var i dag.  Hun kunne heller ikke se hvilket by udover hun ville passe ind i.

" Training? What kind of training does vampires need? Aren't you already like extremely strong? and fast and... everything? Or do you need some sort of speciel training? Oooooh! You haven't have you? Does it hurt? Does people have to die for you to turn anyone? Is it something all vampires can do? Is that why you're training vampires? New borns.. " spurgte han så og kneb kort øjnene sammen med blikket mod Panthea. Om der overhovedet var nogen mening i hvad han fik sagt, det vidste han ikke - det kom som ordene ramte hans tanker og pludselig var nysgerrigheden vækket fuldstændig.
" Did you turn someone into a vampire? " Spurgte han så bare hurtigt til sidst - det var nok bedst lige at gøre det klart hvad han egentlig havde ment med sin talestrøm - hvilket spørgsmål der var gemt et sted midt i den.

Han rystede hurtigt på hovedet, og smilet om hans læber voksede en anelse. " Freedom is amazing! I'm no longer a slave no. I got bored, and left. I guess - it's actually really nice, not being stuck one place all the time. " Sagde han så lidt med et lille grin. Det var ikke fordi han ikke havde kunne lide at være slave - det var stadig noget ved det han kunne savne, men største del af tiden nød han at være fri. Han kunne gøre hvad han ville og ikke have en eller anden tråd der trak i ham. Selvom han allerede nu havde formået at lave tråde andre steder, så var det tråde han af egen fri vilje havde spundet og det var rart. Også selvom det var upraktisk at det var i både Doomsville og Dragons Peak - der var lang rejsetid mellem stederne, også selvom han havde fundet en forholdsvis hurtig vej. På trods af de ting, så var han ikke sikker på om han for evigt ville holde sig fra at være slave. Man kunne jo aldrig vide om man endte i det forkerte hænder - eller om der dukkede en op som var hvad Razor længdes efter.

" Minotaris? How was that? Where is that? " Spurgte han så hurtigt og lod hovedet glide på skrå. Mange steder havde han selv besøgt, men det var ikke en af dem - og ærligt så vidste han ikke meget om det, eller noget om hvor det lå henne. Om det var et sted han havde lyst til at besøge vidste han heller ikke, det kunne være Panthea vidste en masse som kunne gøre det klart, om det var et sted at tage hen, eller om man bare skulle lade være.
" You're not planning on getting killed anytime soon are you? 'cause that sounds like a bad idea. " Sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule. Det ville ikke være så godt hvis det var hvad vampyr kvinden havde i tankerne - men det virkede ikke just sådan, så Razor bekymrede sig ikke yderligere over det.

" I live here, and part time in Dragons Peak - that takes alot of time - traveling back and forth all the time. But it's worth it. " Sagde han så lidt med et lille smil før han kort skævede ned af gaden, men lod så sit blik finde tilbage på Panthea kort efter. " Did you know that some sort of Dragon people excisted? Its crazy! Even though - I got a bit disappointed. They don't look like dragons at all and only a few can actually turn into dragons. " Sagde han så bare, om det decideret var et vigtigt emne vidste han ikke - men det var en af de ting der på det seneste havde fundet sted og han var stadig fascineret over det - på trods af den skuffelse det også havde haft med sig. De havde ikke været når så imponerende som han først havde troet -men på den anden side var det sikkert bare fordi den gruppe han havde set var oprører og ikke gamle og kloge med særlige evner.

Panthea smilede det var heldigvis ikke hende der skulle trænes, men hendes nye vampyrer det egentlig ikke som sådan en at træning, men hun lærte dem om livet som vampyr udover det skulle de også lære at holde sig på måtten, men de klarede sig ret godt taget i betragtning af hvor nye de var. Panthea kiggede tænksom på Razor. Han var stadig fuld af mange spørgsmål. Hun huskede ikke meget af sin egen forvandling, men smerten huskede hun, det var værre end at blive stukket med en kniv flere gange og ikke noget man skulle ønske sig for sin værste fjende, men det havde reddet hende. Man mærkede hvordan ens krop langsomt lukkede ned for hver en levende del, men det var kun ganske kort tid for så falder man ind i mørket og er der i tre dage. Hun smilede " ja det noget alle vampyrer kan, du dræner dit offer for blod og inden de er helt døde giver man dem sit eget blod og vis du så overlever forvandlingen så er du vampyr" sagde hun smilede svagt. Hun havde selv gjort det et par gange nu, men hun ønskede ikke gøre det flere gange for det var at stort arbejde at træne dem og lærer dem hvordan man er en vampyr. De var lidt som have dyr, man skulle også give dem pleje og omsorg.
Panthea trak kort på skulderne og lyttede til det næste han sagde, hun havde kun forvandlet to og hun regnede ikke med at forvandle flere. Der var ikke plads til dem i hendes lille hus. Panthea betragtede ham " jeg har forvandlet to, men jeg vil ikke forvandle flere, det kræver meget arbejde" sagde hun. Hun kunne ikke fatte hvordan hendes skaber kunne have så mange, men det var vel fordi  hun brugte dem til noget og Panthea havde bare været heldig at hun havde mindet Carmilla om noget om ikke havde gjort at hun havde det på samme måde med Panthea som hun havde det med de andre.

Hun var glad på hans vejne, frihed var noget af det bedste, man skulle ikke stå til regnskab for nogen og man kunne være lige det man havde lyst til at være. Hun havde fået frihed på et tidspunkt hvor hun havde regnet med at ingen gad hende, men friheden havde givet hendes vrede en chance for at blomster. Hun havde også ladet den, men hun kunne heller være god. Hvad ville der ske vis hun blev god? Den tanke skræmte hende mere end noget andet, men også det at vis hun gjorde det ville hun havde skuffet sin skaber. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " det var det jeg sagde frihed er fantastisk du skal ikke andet end at bestemme hvad du selv vil" sagde hun og kunne ikke selv forstille sig et liv som slave mere. Det var sikkert fordi hun nu havde smagt på friheden. Panthea havde aldrig troet at den ville være så rar. Hende og Pippin havde tit snakket om den, men det var ikke som de to havde kunne forstille sig. Hun betragtede ham og smilede svagt " nej jeg har ikke, jeg tænkt blive her i længer tid, men kan jo aldrig vide og desuden har jeg levet længe" sagde hun og holdt en pause inden hun forsatte " jeg ved  bare at vis nogen gør vil de få min skaber på nakken, men at have levet 1400 år er ret længe" sagde hun og måtte indrømme at hun sammen med denne by var vokset og havde set hvordan den ændrede sig. Hun havde ikke tænk sig forlade verden og da slet ikke nu hvor hun havde nogen som betød noget i hendes liv.
Panthea havde aldrig troet at hun var typen som ville få venner, men hun havde nogle få som  hun ikke havde lyst til at gøre ked af det ved at forlade dem og Razor var sådan en person, men hun ville ikke indrømme at han havde fået en betydning for hende. Panthea kiggede på ham smilede et lille drillende smil " er du bekymret for mig?" spurgte hun og hævede det ene øjenbryn. Hun havde aldrig haft andre end hendes skaber som kunne være bekymret og det var heller ikke fordi hun troede at han var det, men man kunne vel aldrig rigtig vide. Hun lyttede til det næste han sagde og bed sig svagt i læben det var ikke et sted hun ville tilbage til vis ikke det var fordi Rinaya var der. det var den pige hun havde reddet. Hun trak kort på skulderen endnu en gang og vidste ikke rigtigt hvad skulle svare.

Panthea kiggede på ham og smilede " kender du til Blodøerne, det er deres største by, den drevet af minotaurer. Hvilket jeg ikke kan fatte, men det er nok ikke sidste gang jeg tager der til" sagde hun og kunne ikke skjule sin afsky ved minotaurer. En af dem havde gjort at hun havde ondt i siden af hendes ribben i flere dage efter også selvom hun drak blod. Udover det var byen vel fin nok. Hun lyttede igen hun vidste det især vis man tog rejsen til fods. Det var det hun havde gjort da hun besøgte den og da hun kun kunne rejse om natten var rejsen endnu længere " Dragons Peak der har jeg også været på besøg ganske kort inden jeg skulle videre" sagde hun nikkede ganske kort det var en lang rejse så hvorfor blev han ved med at komme tilbage " jeg mener vis du glad for Dragons Peak hvad for dig så til at komme tilbage?" spurgte hun stille og hævede spørgende det ene øjenbryn.
Hvad fik ham til at komme tilbage, måske han havde nogen som betød noget her i denne by. Panthea undrede sig. Hvorfor komme tilbage, han var fri til at gøre hvad end han ville gøre. Hun anede det ikke. Hun havde aldrig før rejst væk og havde aldrig boet halvtid nogen steder. Panthea smilede hun var  stødt på et par stykker, men hun havde aldrig rigtigt snakket med dem og hun kunne ikke drikke deres blod hun at brænde svælget " jeg har stødt på et par stykker" sagde hun og lød tænksom. Hun prøvede at huske mødet, men det var for længe siden og hun kunne ikke huske dem. De havde vel ikke gjort indtryk på hende. Panthea bed sig svagt i læben "men kommer de så ikke i forskellige farver?" spurgte hun og menes at kunne huske at deres hud tog farve af skælene deres drage end måtte have også selvom at de ikke kunne forvandle sig til en.

Razor lyttede til hvad Panthea sagde. Der var et eller andet ved det når hun forklarede omkring vampyrer og hendes liv som en. Også selvom hun ikke var som en åben bog, så var de små sætninger hun kom med af information, nok til at vække hans interesse mere end hvad så mange andre havde formået. Sikkert præcis af den grund, at hun ikke smurte det hele ud i en pløre, men at han selv måtte tænke en smule - hun svarede hans spørgsmål uden indvendinger - men efterlod stadig lidt rum til selv at overveje hvad resten af svaret kunne være.
" So you're not the one I should find if I one day decide that I want to be a vampire? I mean.. I don't want to grow old and weak. Being a vampire could possibly make me stronger. If its even possible for someone like me to become a vampire. Can demons become vampires? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide en smule på skrå. Han vidste det ikke selv, men Panthea vidste det sikkert - hun havde trods alt alderen og viden omkring sin race. I modsætning til Razor som ingenting vidste omkring sin egen race. I det mindste havde han fundet ud af hvad han var blanding af - men det gjorde jo ikke meget for noget som helst.

" Sometimes I miss it though.. I don't know why, I just do. But mostly my first master. Maybe its because being useful actually feels good. And not being useful sucks. " Sagde han så lidt, en smule mumlende - mest fordi han ikke rigtig vidste om det var henvendt til ham selv eller om han faktisk sagde det til Panthea. Der var et par enkelte ting der gjorde at han savnede livet som slave - men det var livet som slave i den første familie han havde været ved. Han var blevet brugt som et våben og havde gjort familien godt indtil det ikke længere var. Han savnede det en smule. Mad og seng havde han fundet andre steder, så det var ikke det der trak ham mod slaveri.
Han lod blikket hvile mod kvinden foran sig før han kort bed sig lidt i læben. " She must be a powerful vampire - your creator I mean. You are too - but if you're that old, then what about her? Is she like.. the vampire leader or something? She can't be the queen, thats you. A female king maybe? " han lod hovedet glide påp skrå med et lille smil om læberne. Han synes selv det lød overraskende logisk. Det fascinerede ham at man overhovedet kunne være så gammel. Det havde chokeret ham at Sean var så gammel som han var, men Panthea havde en endnu mere imponerende alder - hvad måtte hendes skaber ikke have? - Tanken om at det overhovedet var muligt at blive så gammel - det var utroligt. Noget han med sine kunne 16 år på bagen havde svært ved helt at fatte.

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt, dog et grin der stille forsvandt igen. Der var måske noget om det. " Well.. " Sagde han kort, før han så bare rodede lidt op i de mørke krøller. " Maybe just a tiny bit. If its okay. Not that I can do anything about it. " Sagde han så bare lidt, med et træk på skuldrende. Et eller andet sted var det underligt - men at bekymre sig om folk var efterhånden blevet noget der var trangt ind i sindet på Razor - og flere og flere væsner havde opnået en eller anden form for bekymret tanke fra den lille halvdæmon. Det var noget der voksede sig større for hver dag der gik, lige som hans før nærmest ikke eksisterende følelser - der pludselig havde meldt sig nærmest helt ukontrolleret.

Han rystede kort lidt på hovedet. Blodørerne var ikke noget han sådan havde stiftet bekendt skab til. Hvert fald ikke under det navn - om han på mystisk vis havde været endt op der vidste han ikke. Han tvivlede - det lød i hans øre som et velduftende sted, også selvom der var stor chance for at han ville blive skuffet over den manglende mængde blod hvis han endelig var der.
" Oh - what were you doing in Dragons Peak? " Spurgte han så hurtigt med et lille smil om læberne. Han træk så bare endnu engang på skuldrende. " Well.. " startede han kort, før han forsøgte at forme grunden indtil en sætning der i ørerne på Panthea ville give mening. " I fell in love. I guess. And clearly - that wont go away - maybe because I don't really want it to. You know, it feels amazing. " Sagde han så lidt og bed sig kort i læben. Det var derfor han kom tilbage. Bare tanken om Reign fik smilet om hans læber til at vokse - men på en helt anden måde end hvad det smil han normalt rendte rundt med. Han havde aldrig nogensinde troet at det var noget han ville opleve - også ligefrem i et menneske? Før Reign, havde han kun set dem som mad og underholdning, men nu var det lidt anderledes. Ligesom at Tatia var grunden til at shapeshiftere ikke var nogle han havde som mål når han var på jagt efter underholdning.
" I believe - Maybe, I dont actually know. That have weird eyes and some of them can change their limbs into dragon parts. Freaky. Just saying. I just, you know - expected something cool - like, a huge dragon spitting fire and stuff like that. Obviously that didn't happen. " Sagde han så bare lidt med et lille grin. Fascinationen af dragefolket havde ikke varet ved specielt længe. Det kunne være den ville vende tilbage hvis han mødte en af de gamle, som måske var i stand til at forvandle sig.

Panthea betragtede ham svagt og blev overrasket ville han gerne have hende til at forvandle ham på et tidspunkt. hun kiggede lidt tænksomt på ham og smilede så hun kunne gøre en undtagelse fordi det var ham. Hun lagde hovedet kort på skrå. Panthea så det at han spurgte som om hun trænede en vampyr. Alle hans sprøgsmål var næsten de samme som hendes vampyrer spurgte om " okay så fordi det er dig vil jeg gøre en undtagelse hvis du skulle have lyst til blive forvandlet så find mig, men jeg har en betingelse og det at du bliver ved mig end til din træning er færdig" sagde hun. Panthea ville have lov til at træne ham og end til hun mente at han kunne klare sig ude i verden skulle han blive og få undervisning. Panthea kunne godt være streng, men hun kunne ikke sætte en ny vampyr ud i verden uden den rette form for viden.  Hun vidste at dæmoner kunne forvandles og da der også var  shapeshifter i hans blanding mente hun ikke det var noget problem. " du kan godt blive forvandlet" sagde hun smilede svagt begge de racer han var en del af kunne forvandles. Hun ville dog ikke ønske det for nogen specielt fordi det gjorde så ondt at blive forvandlet, men vis det virkelig var det han ønskede så ville hun ikke stå i vejen for ham og hun ville med glæde hjælpe ham til at blive mægtig, hun havde ihvertfald nyt godt af at være så mægtig og hun elskede det. Desuden kunne de vel finde et større hus så de allesammen kunne være der. Panthea brød sig nu ikke om for store huse, men vis det betød at Razor ikke kunne blive det han gerne ville flyttede hun gerne. Måske de kunne spørge Carmilla om hjælp, vis det blev nødvendigt. Hun smilede svagt lyttede til resten af hans spørgsmål " jeg lover vis du vil være vampyr, så kan jeg hjælpe dig til blive stærk ligesom min skaber gjorde det med mig" sagde hun og mente det. Hun ville føre ham frem og hjælpe ham. Der var ikke andet hun heller ville.

Hun stoppede op og kiggede på ham " jeg vil dog advare dig, det gør ekstremt ondt at blive forvandlet" sagde hun og kunne vel lige så godt advare ham inden han fik de tanker. Hun huskede ikke meget fra sin egen forvandling, ikke andet end smerten og hvor ubeskrivelig den var. Det  at hun advarede ham,  var  kun fordi det var ham. Hun kunne lide ham og ville ikke skade ham på nogen måde, men hun kunne sætte sig ind i det. For mange virkede vampyrer som stærke og det det var de også, men det at være tvunget til at jage om natten kunne være svært at vænne sig til og af til kunne Panthea godt mærke at hun savnede solens stråler på sin hud, men hun havde aldrig sagt det til nogen og det var som regel kun end til at hun kunne komme ud  og jage.Hun lyttede til det næste han sagde og kunne ikke lade være med at grine, hvordan kunne Carmilla være en konge. Det gav ingen mening, men så længe det gjorde for Razor så gjorde det ikke hende noget. Hun kunne godt lide at blive kaldt for dronning det var noget mægtigt over det, men selvom det kun var Razor der kaldte hende det, kunne hun lide det. dog var den rigtige dronning Carmilla, hun trak kort på skulderen Panthea kunne ikke mindes at hun havde spurgt hende, men hun var ihvertfald gammel " jeg ved det ikke, jeg har aldrig spurgt" sagde hun og bed sig svagt i læben, men han havde ret hun var gammel. Carmilla var det bedste som var sket for hende, udover give hende sted hvor hun fri til at være den hun var havde hun fået hjem med en mor som hun altid savnet.

Carmilla ville hende gerne og passede på hende, men hun var flyttet på et tidspunkt, men bare det at vide at der var nogen som kunne lide en for den man var, det var rart "  hun er fantastisk og helt utrolig" sagde hun og fik et drømmende udtryk i sine øjne. Panthea ville gerne være som Carmilla, men det krævede meget og så vidt hun vidste var Carmilla mere end bare en vampyr, stærkere og Panthea menes at huske at det Carmilla var blev kaldt for Vampyros. De skulle være mere stærke end almindelig vampyr, men hun havde aldrig fået at vide hvordan man blev det. Hun kiggede overrasket over på Razor da han meddelte at han var blevet forelsket noget havde ændret sig i ham.  Hun tog chancen " så det vil sige du har fået dine følelser?" spurgte hun som rakte ud efter hans hals. Mulighed for at se om frygten kunne ændre sig kunne hun ikke lade gå til spilde " må jeg?" spurgte hun stoppede et stykke fra hans hals. Hun blev nød til at få lov frygten kunne være traumatiserende og hun ville som sagt ikke skade ham. Panthea brød sig om denne halv dæmon, hun kunne ikke lade være og fik hun ikke lov ville hun sikkert tvinge ham. For hun måtte bare se.
det næste han sagde omkring hendes besøg i Dragons Peak fik hende til at lade hendes hånd glide ned af siden. Hun havde besøgt byen for at se om hun ville flytte, men var kommet til den konklusion at hun havde for meget at miste vis hun flyttede og Doomville var hendes by. Hun kunne lide det i det skjulte og det gjorde ikke hende noget at hun skulle jage i det skjulte. Det var det hun var bedst til " jeg overvejede at flytte, men jeg kan ikke forlade min by" sagde hun og det var jo som sagt ikke hendes by, men det var hendes hjem. Hun kunne se på ham ikke anede hvad blodørene var. Panthea kendte ikke til andre navne, men hun gik vel heller ikke op idet " jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare dig det, men det er ikke rejsen værd" sagde hun og trak ganske kort på skulderne. Hun brød sig  ihvertfald ikke om stedet. Der var for mange babaer og hun havde kun nok i sig selv.
Panthea lyttede ganske kort smilede " du lyder skuffet, men der er da nogen som kan" sagde hun og prøvede at lyde opmuntrende, dog var det ikke noget hun var vant til og derfor kom til at lyde en smule forkert.

Smilet om Razors læber voksede i takt med at det jo nærmest virkede som om at Panthea overvejede at en forvandling sagtens kunne komme på tale - også selvom hun netop havde sagt at hun ikke ville forvandle flere. At være en undtagelse ville slet ikke gøre Razor noget i dette øjeblik. Det var altid godt med en plan B - og det lod til at han netop havde fået sådan en. " Really!? " Spurgte han så hurtigt. Tanken om at blive vampyr var ufattelig underholdene, han kunne dø og komme tilbage igen - tænkt en gang. Hvem kunne være imod det? Leve for evigt - faktisk havde en reel chance for ikke at dø indenfor kort tid med det liv han levede. Der var mange ting der var en fordel ved det. Han bed sig kort lidt i læben og lod blikket hvile mod Panthea. " Amazing! But not yet - I don't think I quite ready for that yet. " Sagde han så lidt med en rysten på hovedet. Han ville dog gerne - det lød slet ikke dårligt i hans øre. Blive ligesom vampyr dronningen Panthea og hendes skaber. En fristelse der nærmest var for fristende til at vente.

" I'm not scared. Pain dosen't bother me at all.. " Sagde han så lidt med en rysten på hovedet. Det var sandt, fysisk smerte var noget man kunne håndtere - det var alt det der foregik inden i hovedet der gjorde ondt - og hjertet.. Det havde han også mærket noget til. Ikke at han vidste hvor slemt det var at blive forvandlet, men han havde svært ved at forestille en ulidelig smerte sprede sig i hans krop på grund af en forvandling. Han havde været igennem mange former for smerte så hvorfor skulle denne være anderledes til et punkt han ikke kunne håndtere det? Men en advarsel var vel selvfølgelig på sin plads. Vide at man ikke gik indtil en massage. Hvad der ellers kom med var ikke et problem, solen kunne han uden tvivl undvære - han var i forvejen et væsen der foretrak mørket frem for noget andet. Blodtørsten havde han i forvejen. At være vampyr ville bare give ham en grund til den uden at folk ville vende øjne - OKay det ville de nok alligevel, men ikke i samme grad som når den lille gut stod der med de store øjne og sagde han havde trang til at slå ihjel. Hvis grunden var sult ville folk måske lettere forstå.
" Well then you need to ask! " Tilføjede han så lige hurtigt med et lille grin.
Blikket i Pantheas øjne da hun talte om Carmilla fangede Razors opmærksomhed til et fascineret blik. Folk der talte eller gav udtryk for noget de virkelig synes om eller interesserede sig for - så op til. Det var smukt. Især når en hvad der i Razors øjne i forvejen var en helt utrolig kvinde med et liv der var værd at skrive en bog om - havde en at se op til. Som om hun ikke havde været stærk nok selv.

Han holdt blikket mod hende, og skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, men trådte med det samme et skridt tilbage da hun rakte hånden frem mod hans hals. " What.. no.. " sagde han hurtigt. Panthea evne ville helt sikkert sætte spor i ham som den gjorde ved alle andre. Tingene havde ændret sig så meget på så kort tid og hans sind var skrøbeligt som glas. Desuden mente han selv at han var rigeligt klar over hvad han frygtede på nuværende tidspunkt. Ikke at det var sandt - de billeder hans mareridt havde holdt ham vågen med de sidste måneder nærmest. Var kun en brøkdel af grunden til at hans krop var i konstant stress. At det var frygten for frygten der i sidste ende kontrollerede hans liv vidste han ikke. Det var som om at alt var vendt på hovedet - en frygt for ikke at føle havde ændret sig til at frygte at føle frygt. Han frygtede hvert øjeblik, når han var vågen - når han sov. Det hele var så forvirrende at han næsten selv havde opgivet at følge med. Angst anfald efterfulgt af panik anfald havde nærmest være daglig dag for ham. Han var ikke klar til at se noget som helst af hvad Panthea kunne vise ham - om han nogensinde ville blive det vidste han ikke. " No.. " fik han så lige hurtigt mumlet, og lod blikket skæve mod kvindens hånd.

Han trak kort lidt på skuldrene. " Doomsville is nice to, I understand why you want to stay here. Besides, Dragons Peak is a mess right now. Nothing you would want to be a part of. " Sagde han så lidt med et lille smil om læberne. Doomsville var ikke sikker at være i, men Dragons Peak var nærmest en krigszone - især efter at Draconcianerne havde meldt deres udtilfredshed over det nye styrer. Det var ikke fordi man ikke kunne finde underholdning i mørket i Doomsville hvis det var hvad man ledte efter. I Dragons Peak var det måske bare mere tilladt - måske kun for ham, fordi han var under Seans hånd og fik tilladelse til at skabe kaos. " I'm a bit disappointed - maybe one day I'll get to see a dragon - and my disappointment will go away. " Sagde han så lidt med et lille grin.
" Tell me about your new vampires! " Sagde han så hurtigt, og smilet om hans læber vendte tilbage på ordenlig vis. Han ville faktisk gerne høre om dem. Selvom man var vampyr, var man jo ikke nødvendigvis som alle andre. Razor havde mødt forskellige vampyrer - Panthea var helt klart hans farvorit af dem han indtil nu havde mødt. Hun havde heller ikke forsøgt at slå ham ihjel. Han huskede tydeligt det øjeblik han i gågaden i Terrorville havde været dråber af blod fra at måtte lade livet til et sæt hugtænder.

Panthea var ærgelig, men hun accepterede hans nej,  hun undrede sig en smule før havde han ikke kunne få nok af den og nu nægtede han at prøve den, men hun kunne ikke få sig til at tvinge ham og opgav det. Det var en ting som havde ændret sig og hun ville ikke ødelægge deres venskab ved at tvinge ham til noget han ikke have lyst til. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " jeg aceptere dit nej, men kun fordi jeg kan lide dig og ikke vil ødelægge noget imellem os" sagde hun og man kunne tydeligt høre at hun var en smule skuffet. Hun vidste ikke hvad der var sket med Razor, men det var som han sommetider fik revet nogle følelser ud igemmen hendes murer og når det var ham gjorde det ikke noget. Hun følte sig lidt skuffet, men så måtte hun finde noget andet de kunne lave og hvad end der var sket med så havde den halvdæmon ændret sig og hun var også glad på hans vejne. Hun forsatte med at gå. Hun havde et tænksom blik da hun tænkte over hvad der var sket. Hun kunne vel spørge ham, men hvordan spurgte man " er du okay?" spurgte hun stille deres sidste møde havde han ikke kunnet få nok af den, men det havde ihvertfald ændret sig. Hendes stemme var en smule mærkelig, men hun var virkelig bekymret for ham. Hun bed sig i læben og det var ikke sikkert at han ville fortælle hende hvad der var sket, men det var vel også okay. Der var også ting hun ikke sagde, men måske hun kunne hjælpe, det ikke tit at hun ville hjælpe nogen med deres problemer, men Razor havde en speciel plads i hendes hjerte og sind. Han var vel blevet til en af de få som hun faktisk gerne ville være tætte venner med.
Han var en som skulle beskyttes fra alt det onde som var sket med ham, hun ville endda offer sit liv for beskytte ham, men der var ikke noget hun havde sagt til ham for hun ville ikke virke svag eller blød og grunden var fordi hun holde af ham. Hun forsatte ned af den tomme gade. Det var ikke en af de bedste dage til jagt heller ikke, men det betød ikke at de ikke kunne havde det sjovt. Hun lagde hoevedet en anelse på skrå " hvad har du lyst til att vi skal lave?" spurgte hun for at ændre den dårlige stemning hun havde lavet ved at havde villet bruge sin evne. Han måtte alt det han lyst til og hun ville ikke sige nej. Panthea elskede ham for at han kunne være så brutal hun havde set hvordan han havde uden så meget som en tøven påført en anden skade, mon også det havde ændret sig. Hun lyttede til  det næste hun sagde " det kunne jeg godt tænke, men brøder mig heller ikke om at være samlet så mange af nattens væsner på et sted" sagde hun.

Hun kom til at føle sig sårbar, hvorfor vidste hun ikke helt, men det gjorde hun bare, nej så ville hun heller være her hvor hun kunne  jage i mørket. Desuden så længe hun ikke var tvunget til det havde hun heller ikke lyst til det. Hun kunne nu godt se det gode i at have en by hvor man ikke behøvede at jage i mørket, men det sagde ikke hende noget desuden virkede Dragons Peak meget større og ufremkommeligt. dog hun have ikke noget imod at besøge Razor eller nogen andre vis hun kendte dem, men det gjorde hun ikke " hvilken slags rod?" spurgte hun og lagde hovedet en smule mere på skrå. Hun ville gerne opmunter ham, men hvad kunne hun sige. Panthea havde jo mødt en for flere år siden, men det kunne hun vel ikke sige. Hvis fortalte ham det ville sikkert blive trist "du skal nok møde en dag" sagde hun smilede imens rettede hovedet på plads igen.

En eller anden form for lettelse skyllede ind over Razor, da det ikke virkede som om at Panthea havde tænkt sig at forsøge at overtale ham til at få lov at bruge sin evne på ham. Han var stadig fascineret af hendes evne, mente stadig at det var en af de sejeste ting han nogensinde havde været vidne til. Havde han kunne blive garanteret for at det han ville se ville være noget lige med hvad han så sidste gang - at forvirringen ville vende tilbage, så ville han ikke have et problem med at lade hende gøre det igen. Men sådan var det ikke - han var hundrede procent sikker på at det han ville se, var noget han ikke kunne håndtere - præcis som manden den gang i parken, stivnet i frygt.
Han kunne dog også sagtens mærke skuffelsen han havde bragt frem i Panthea ved at sige nej. Men han kunne ikke sige ja, han turde ikke sige ja. Som mange andre havde han ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med den frygt han vidste han nu havde fået - også selvom han ikke med garanti vidste hvad det var, så vidste han at han ikke ville se det, eller føle det.
" Its not that I.. I just can't. " Sagde han så lid og lod blikket hvile mod Panthea et øjeblik, før et lille skævt smil fandt sn vej tilbage på hans læber. Han ville gerne vise hende hvad end der gemte sig i hovedet på ham - men så skulle det være uden hans egen tilstedeværelse, og det vidste han jo sådan set godt ikke rigtig var muligt - det var ikke det der var meningen med den evne Panthea var blevet givet.

Han fulgte med hende ned af gaden, og lod blikket glide rundt. De forskellige dufte der ramte hans næse, gav forskellige udtryk i hans øjne - det kunne gå fra sult, til nysgerrighed til undren på få øjeblikke. Uden han egentlig selv bemærkede det den mindste smule.
" We could kill someone! Or paint the city reeed " Sagde han så bare med et lille grin, og lod kort blikket glide frem på jorden foran sig mens han gik afsted, men det smuttede dog op mod Panthea ansigt kort efter igen. " Or something else, I'm kinda up for almost everything " Sagde han så lidt med et smil om læberne. Han havde skam stadig sin nådesløse og ukontrollerbare side. - Det var også en måde at koble fra på alt hvad han ikke ville tænke på. Og han fandt det stadig helt utrolig underholdende. Intet ville kunne tage det fra ham. Det var slet ikke der frygten lurede.
" If I'm okay? Yea - I think I'm pretty okay.. " Sagde han så lidt, og lod kort hovedet glide en smule på skrå. Der var hvert fald ikke nogle ting der sådan prikkede til ham og modsagde det. Selvom der sikkert var en masse grunde til ikke at være okay - men han fandt sig vel egentlig bare i det han fik kastet efter sig. Trykkede det ned, og hvis det til sidst endte med at tage overhånd måtte han tage det til den tid. Der var grænser for hvor meget han havde koncentration til at spekulere over.
" But you're one of them? I mean, you're a vampires - vampires kinda own the night. You guys are pretty cool. " Sagde han så lidt med et lille smil. Nattens væsner var hvad Razor fandt endnu mere interessant selskab - om de var venlig sindet eller ond sindet - det var sådan set lige meget, de var den bedste underholdning overhovedet og de gav rent faktisk modstand når man prøvede på noget.

" I don't know, those Dragon people seems to have a problem with the ones who rules the city. Sooo.. I don't know, maybe a war is about to happen. Something like that. Its crazy, but at the same time - incredibely fun! Probably only because I get to be a part of it. Standing on the side line of a good fight - not really what I enjoy doing." Sagde han så lidt med et smil om læberne men lod så kort blikket glide frem igen. Selvfølgelig var det sjovere at kæmpe med, hvilket han havde muligheden for så længe han hægtede sig på Sean og ikke stod i vejen. " It just seems so weird you know, a tiny little almost human body - changing into such a gigantic creature - where does all the body come from? Same as shapeshifters - I mean, all tall and fine as human-body-self - and then bam, now you're a mouse. All the cells in the big body - where do they go? " Han rynkede kort næsen en smule i sin mumlen. Han rettede så bare blikket lidt mod Panthea og fandt smilet frem. " So what do you think? Are you hungry for blood, or just casual hanging out? " Spurgte han så lidt.

Panthea kunne kun give Razor ret at de små mennesker kunne rumme noget så stort inde i dem som en drage var ufatteligt, hun havde hørt at når de kunne forvandle sig til en drage var de meget stærke og sværere at slå kamp. Hun kunne egentlig godt sætte sig hvorfor de kæmpede og var imod. Det ville hun også gøre hvis det var noget hun elskede. Hun ville uden tivil forsvare det til hun blev dræbt. Desuden kunne heller se hvem der ville være så interesseret i at starte en krig så tæt efter en alt ødelæggende katastrofe som jordskævlet, men man havde vel sine mål livet og krig og ødelæggelse havde altid gjort det nemt for hende jage så hun ville da ikke sige stop hvis der blev en krig
.Panthea lyttede til det han sagde, men hun købte ikke helt at han var okay, men hun kunne vel  ikke tvinge ham til fortælle hende hvad der var i vejen. Hun trak kort på skulderne og smilede. Det virkede bare som det var en lidt anderledes Razor end sidste. Hun trak kort på skulderne og forsatte hun trak vejret tungt og smilede svagt hun fået færten af en menneske og fulgte den " lad os da bare male byen rød" sagde hun en smule hemmelighedsfuld. Hun fulgte færten og kunne langsomt dufte at der flere som de samlet. ¨som bevægede sig tættere på fik også færten af nogle dæmoner og stivende en smule. Hun bed sig svagt i læben og fulgte færten. Det tydeligt at hun fået færten af noget for hun ænsede ikke Razor. Hvad end det var de mange, hun forsatte en smule videre som de tættere på kunne man stemmer, hun skelne hvem stemmerne tilhørte dog stod de i en ring omkring noget. Stemmerne lød meget oprevet og nogle skændtes hun gik nærmere sørgede for at være skyggerne så længe hun kunne. Hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at udstøde et forfærdet gisp. I midten af de forfærdet folk lagde kroppen af en død kvinde. Hun stirrede stift på bidemærkerne i kvindens hals og med det samme regnede hun ud at det var en vampyr som havde været uforsigtig og bare ladet liget ligge fremme så alle kunne se det og med stirrede en dæmonerne på pegede på hende. Hun stod stift og stirrede på liget, Hun ænsede slet da dæmonen greb ud efter hende. Hun havde været så optaget af liget. Dæmonen sagde ikke meget og smed hende på knæ ned ved siden af den døde kvinde.
Det tydeligt at de ledte efter en skyldig og det var deres i øjne Panthea, hun kom først i tanke om Razor nu, mon hun fået ham i fedte fadet fordi han fulgtes med hende. Hun ånede lettet op det så ikke som de havde set ham og hun rystede svagt på hovedet idet den anklagede stemme fra en kvinde brød stilheden " du er et monster og du skal død, du dræbte min søster" sagde hun anklagende og med  et begyndte anklagerne at hagle ned over hende. Hun havde dræbt den kvinde som hun praktisktalt lagde ovenpå.

Hun kiggede på dæmonen som havde fanget hende og et gisp undslap hendes læber, hun genkendte denne dæmon han og Panthea havde et voksende fjendskab til hinanden. Han havde sikkert sat en fælde for hende. Selvom hun vidste at det ingen mening gav for hvordan kunne de vide at hun kiggede op på og rejste sig. Hun ville ikke bøje sig i støvet for nogen selv ikke denne dæmon. Hun greb fast i den nærmeste kvinde og rev hende tæt ind til sig. Hun blottede sine tænder " jeg ved ikke hvem i er, men jeg lader ikke min tomme madpakke ligge fremme" sagde hun lettere koldt. folkene omkring hende og dæmonen var tavse " jeg var sammen med en ven da stanken af jeres døde søster eller hvad end var døde" sagde hun lettere irritabel.