Not my type//Panthea//

Panthea var en, ikke særlig høj kvinde, hendes krop var fastfrosset i en atten åriges krop, men hun langt ældre, men også måske viser end som mange andre, hun havde valgt at tage til kroen, men inden havde hun taget sig en snack, det var en mand og mennske som troede at denne aften kunne blive sjovere med denne spinkle kvinde, men der tog han fejl. Panthea lignede kun en svag kvinde og hun hadede folk som troede at bare fordi man var tynd og spinkel så kunne man tillade sig at gøre med vedkommende som man lyst til,  men det gjorde man ikke med denne spinkele kvinde ikke vis man havde livet kært. Panthea havde igen trukket kappen godt ned omkring hovedet og forsatte nu imod kroen. Hun elskede det sted for tiden fordi der var så mange der og ingen savnede dem når de forsvandt, hun havde i hvert fald ikke hørt om nogen der var blevet meldt savnet. Panthea åbende døren og fik øje på at hendes bord i det fjerneste hjørne stadig var ledigt. Hun satte sig ned og gav sig til betragtede folk da hun fik øje på en som indsamlede en masse penge, hvad skulle det betyde, men det slog hende at han sikkert vundet dem over et eller andet spil. Da hun havde kigget sig trak hun kappens hætte ned og lod sit blik falde på fyren som nu var forsvundet hen til sit eget bord. Panthea nikkede bare da tjeneren kom og han vidste hvad han skulle gøre. Panthea betragtede nogle få andre, men havde alligevel bestemt for at han skulle være den næste på hendes dødsliste. Panthea hadede mennesker og en til eller fra gjorde intet, de var mad og kun mad og de havde forrådt hende så mange gange at hun aldrig ville kunne tilgive mennskeligheden igen.  Panthea bed sig svagt i læben inden tjeneren kom med hendes glas. Hun havde valgt at få et glas rødvin. Hun rejste sig op gik hen imod ham. Hun smilede svagt og ville lade som hun var en venlig sjæl som kommet for at snakkede ” hej” sagde hun da hun kommet tæt nok til  at han kunne høre hende.

James var ikke en person som lagde an på alle folk, han havde hans standart og leve op til og denne kvinde, sagde ham intet. Derfor svaret han hende ikke første, da hun havde sagt hej, men ventet til hun kom her hen. "Hej, kan jeg hjælpe dem med noget." Efter han, havde svaret hende lænte han sig tilbage. James kastet en sølv mønt op i luften, hvorefter han analyseret hende, hendes fremgangs måde, viste at hun ikke var et menneske. Men, hvad hun var ellers var han ikke helt sikker på. Men han kunne bare alt, efter hvordan hun var kommet ind, og hendes fremgangs måde, vide at det ikke var et menneske. James øjne studeret hende hurtigt, hvorefter han greb sin sølv mønt igen. Inden han vendte hans opmærksomhed mod hende igen, James var virkelig en person, man ikke kunne regne ud, hvilket var det han elsket ved sig selv, hans attitude var bare sådan her over for fremmed som han vidste ikke var mennesker. Han måtte få strækket sine ben når, hende her var færdig med og prøve at komme tætte på ham. Ikke engang Eliot eller Talia, var så tæt på ham, men han beskyttet dem dog stadig, han var blive en loner. Men han ville gøre alt for dem, da han så de to som Familie. Den ene var hans familie Talia, og Eliot så han bare som en bror, mere var der ikke og sige om det, men de vidste os godt at de skulle holde sig væk fra ham nogen gange. Især disse dage, hvor han ikke, rigtig havde fået søvn efter væddemålet jo. Men som altid kunne man ikke se det på ham, han vidste bare hvordan han stadig kunne se godt ud uden at prøve.

Den fremmede så virkelig ikke ud til at bryde sig om hende, men det var forståligt nok hun var vel også et rovdyr som stod snakkede med sit bytte. Hendes øjne fulgte mønten op ned imens han kastede den. Hendes blik rettede sig imod ham og hun lagde hovedet en anelse på skrå for hvordan skulle hun fange hans opmærksomhed, han var en af de mennesker hun havde haft sværest at regne ud. Det faldt hende ellers så nemt og nu virkede det ikke og bare på grund af et sølle menneske. Hun betragtede ham og så kom hun tanke om pengene, måske hun skulle snakke om det ” du har godt nok vundet meget” sagde hun og prøvede at lyde så normal hun kunne, men normal faldte hende ikke særligt nemt og det var svært for hende at lyde som en der virkelig bare ville snakke. Hun  skulle nok havde betragtet ham noget mere og fundet ud af noget mere om ham bare ved at se på ham. Hun trak vejret tungt som for prøve at understrege at hun havde brug for luft selvom det ikke var rigtigt. Hun lod svagt hånd glide igennem det bøglende hår som hang langs hendes skuldre. Panthea måtte tænke normalt behøvede hun ikke at tænke når hun var på jagt, men han var vidst ikke helt så almindelig som hun havde troet. Hun lod igen hånd glide igennem håret hvordan skulle hun få ham lullet ind i en falsk tryghed. Dog ville hun ikke give op, men ventede med at sætte sig til hun fik lov af den fremmede.  Det var et eller andet ved denne menneske mand som hun ikke kunne sætte finger på han virkede kold, men det kunne hun leve med dog var der noget andet, men hun ikke finde ud af hvad selvom hun gerne ville. Panthea valgte at spille den venlige, måske han på tidspunkt ville tro på at hun ville ham noget godt.