I do not trust you! But thanks (Panthea)

Sted: Minotaris
Omgivelser: En kreds af vrede minotaurer
Tid: otte om aftnen cirka, solen er lige sunket ned ude i horisonten.
Vejr: lettere overskydet, men varmt
Påklædning: trods varmen bærer hun stadig sine karakteristiske pelsklæder

Selv om hun virkelig anstrengte sig for at finde ud af, hvordan hun var havnet i denne situation, kunne hun mildest talt overhovedet ikke finde frem til det tidspunkt, hvor det hele gik galt.  

I hvert fald stod hun nu og blev råbt af af en minotaur, der var så høj, at hun var nødt til at lægge nakken tilbage for at se på ham.

Dette afholdt dog ikke hans spyt fra nærmest at bade hendes ansigt og hun strøg irriteret sit ærme rundt i sit ansigt for at tørre det bort igen, samtidig med, at hun forsøgte at fatte, hvad i alverden det var han sagde til hende. På grund af hans hektisk gutturale råben var det knap nok til at forstå.

Til sidst fattede hun det endelig og trods situations alvor brød hun sammen i et hånligt latteranfald, der sendte tårer svømmende ned ad hendes blege kinder.

”Hvorfor skulle jeg tage dine ædelsten? Prøv at hør, selv jeg ved, at forbrydelser straffes med en kamp til døden her og jeg har det med ikke at overvurdere mine odds,” fnøs hun og så på den ukendte minotaur med sit sædvanelige, provokerende, hævede øjenbryn.

”Nej jeg ville afgjort ikke klare mig særlig længe inden du ville have smadret mit kranie på de her brosten og jeg kan ærlig talt godt lide mit kranie,” erklærede hun og så vurderende på ham, samtidig med, at hun lod de slanke hænder hvile på sine hofter og let trippede på føromtalte brosten med den ene fod.

”Udfra disse observationer kan vi ret hurtigt konkludere, at havde jeg taget dine juveler, ville jeg enten være rablende sindssyg eller en idiot og jeg er mange ting, men de to er ingen af dem,” sukkede hun opgivende og trak næsten undskyldende på skuldrene.

”Og udfra disse yderligere observationer kan vi så konkludere, at jeg ikke har taget noget som helst, du bare har været for tykpandet til at lægge mærke til, at du har tabt det,” røg det ud af hende, før hun nåede at tænke sig om.

Dette fik dog også konsekvenser for før hun vidste af det var en hånd blevet lagt om hendes strube og hun var blevet løftet så langt op over jorden, at hun intet håb kunne gøre sig om at nå den med fødderne. I stedet spjættede hendes fødder nyttesløst i luften.

Sikke en måde at dø på…lidt hjælp ville være rart. Ikke, at hun regnede med det.

Panthea opholde sig i byen Minotaris, byen som efter sigende var styrrede af minotaurer, efter hendes mening var de barbariske og burde ikke styrer en by, men ikke desto mindre var hun blevet inviteret af sådan en skabning og havde måtte lade Djuna og Clara blive hjemme. Hun følte sig lettere sulten og derfor havde hun været lettere irritabel og det hjalp ikke at hun ikke havde fundet noget. Med et blev hun revet ud af hendes tanker da en pige og sådan en skabning skændtes. Hun lyttede svagt og med hendes hørelse var det ikke svært finde ud af hvad det var de skændtes om. Hun fnøs kort og med hastige skridt var hun derhenne og betragtede den store minotaur som stod foran hende. Han tårnede sig op over hende, men det skræmte ikke hende. Hun trak kappens hætte ned og man kunne se de røde øjne som afslørede hvad hun var. Han havde sikkert  ingen beviser for at det var pigen. Pigen virkede som sådan ikke uskyldig hun kunne havde sagt noget som havde gjort denne situation værre for pigen selv, dog var hun alligevel sikker på at pigen ikke taget dem. Nu var det hendes tur til at gøre noget, normalt var det nemt, men han var så høj i forhold til hende og pigen. Hun var ikke sikker på at hun kunne få ham til at se hende øjnene og kunne bestemt ikke tvinge ham " hvad nu vis jeg tager pigens plads i kampen" sagde hun koldt inden hun ganske kort rettede sit blik imod pigen " er det fair du kæmper imod en forsvarsløs lille pige?" spurgte hun og hævede spørgende det ene øjenbryn. Hun prøve at tale til hans fornuft selvom det sikkert ikke ville virke, men et eller andet skulle hun gøre " Tænk hvor meget ære der vil være vis du dræber mig i en kamp, en farlig vampyr som levet længe og er stærk" sagde hun og greb hans arm og ville tvinge ham til at slippe pigen i hans hånd.
Panthea var ligeglad, hun skulle nok klare ham, men pigen ville ikke have så gode chancer, Panthea havde levet længe og var trænet i mange ting, tortur var en af dem. Hun vidste hvilket muskler hun skulle trykke på og hvad det ville gøre. Hun følte sig ikke svag, selv ikke fordi han var en del højere end hende. Hun tvang hans arm ned med hendes styrke, ville han kæmpe imod ville hun  bare klemme hårde til. Hun værdigede ikke pigen et blik imens, men stirrede ham lige direkte ind i hans øjne. Hun havde et udfordrende blik " vis du er bange og heller vil slås med en der ikke kan forsvare sig, værsgo" sagde hun håbede at det virkede og at han ville vende sin vrede imod hende stedet for pigen.

Med en vred fnysen slap minotauren hende, hvilket sendte hende til jorden som en tabt kludedukke.

Med en hurtig bevægelse fik hun skab noget afstand mellem dem og havde for at være ærlig ingenlunde ondt af kvinden, der nu blev målet for minotaurens vrede i stedet for hun selv.

I stedet stirrede hun undrende på hende, imens hun gned sin venstre arm, som hun havde været uheldig nok til at lande på i sit fald.

Heldigvis var der dog intet, der var brækket, hvilket kun ville have skabt problemer, når hun på et eller andet tidspunkt senere kom hjem.

Et eller andet sagde hende i hvert fald, at en slave med en brækket arm ikke ville have været nogen særlig velmodtaget slave.

Minotauren, der vredt havde vent sit blik mod kvinden, så ud til at undre sig ligeså meget, som Rinaya selv gjorde. Det var tydeligt, at han ikke kunne få ind i sin ærtehjerne, hvorfor kvinden frivilligt havde nedkaldt hans vrede over sig.

Dog havde Rinaya samtidig en fornemmelse af, at denne kvinde ikke var helt, hvad hun så ud til at være.

Hun var vampyr ja, det kunne en vær idiot se. Hun havde endda bekendtgjort det foran alle uden nogen form for fortrydelse. Men der var mere en det.

Den manglende frygt hun stod og så på ham med gav grobund for nogle tanker. Enten var kvinden ligeså næsvis og vred som Rinaya eller også besad hun så meget magt, at der på ingen måde var et grundlag for frygt nogle steder i hende.

Et eller andet sted inde i sig selv konkluderede
Rinaya, at der var tale om det sidste.

Den konklusion formåede kun at sende hende ud i mere mistroisk undren. Hvis denne kvinde var så magtfuld som hun virkede, hvorfor havde hun så hjulpet hende? Hvorfor havde hun ikke bare valgt at gå videre? Og måske vigtigst af alt: Hvad ville hun have til gengæld for det her?

Med sammenknebne øjne og korslagte arme studerede Rinaya grundigt den fremmede som om noget i hendes synlige fremtoning på en eller anden måde kunne afsløre svarerne på disse spørgsmål.

For havde hun ikke ønsket svar på netop disse spørgsmål ville hun være forduftet hurtigere end man kunne sige illoyal.

Panthea afventede hans næste træk, men hun fjernede ikke sit blik fra minotauren, som kiggede undrene på hende. Han slap dog pigen og hun slap hendes tag i hans arm hun skævede svagt over imod pigen idet hun ramte jorden, med et blødt bump. Panthea havde stadig ikke fundet ud af hvordan hun skulle klare dette store problem, men hun skulle nok finde ud af det. Hun havde farten og styrken på sin side, desuden kunne ikke død på almindelig vis. Hvilket pigen derimod kunne vis hun tabte. Hun regnede ikke med at få nogen problemer og for en stund var pigen glemt. Hun trak sig lidt væk så hun bedre kunne se ham i øjnene. Det kunne godt være at det ikke var hendes problem, men når det gik ud over udskydige kvinder måtte hun træde til. og var der også noget andet ved den unge kvinde som havde givet hende lyst til at hjælpe, for normalt var Panthea måske også mere ligeglad og ville selv havde dræbt en hver anden, men hun kunne ikke rigtig sætte en fingre på hvorfor hun havde lyst til at hjælpe uden dræbe pigen. Hun grinede svagt og hånligt " jeg ked af at du ikke kunne lade det ligge, nu bliver jeg nød til at dræbe dig" sagde hun og det var tydelig at der var noget hånligt over hendes stemme, men den bar også præg af at  være isnende kold. Hun overvejede ganske nøje sine træk, men så længe han bare stod og kiggede gav det hende rig mulighed for at tænke.  
Panthea bar også på en masse vrede, imod mennesker især, men det gik som regel også ud over andre især når hun var sulten. Hun havde hurtigt fundet ud af at hun ikke brød sig om minotaur blod, det mindede hende for meget om dyreblod, men blev det nødvendig ville hun ikke tøve med at tømme hver en dråbe ud af hans krop. Hun blottede svagt sine tænder som de voksede en smule blev mere spidse og farlige det var tydeligt at vis ikke det gik op for ham hvor farlig hun var at han ville død, med mindre han vidste hvordan man dræbte hendes slags, men hun vidste også vis han dræbte hende ville han få problemer med Carmilla som var vampyrens leder og hendes skaber. De havde et tæt forhold, Carmilla var som den mor hun aldrig fået. Hun var ikke sikker på nogen vidste hvem hun var for hun gik som sådan ikke op i at lede og hun tænkte aldrig at det var hende som skulle tage over når Carmilla ikke lyst mere. Hun begyndte svagt kredse omkring for at finde en åbning hvor hun kunne angribe fra, men end til videre ventede hun egentlig bare på hvad han ville gøre.

Sulten var så kraftig at se i hendes øjne, de  var blevet blod røde, men hun kunne næsten ikke holde sig tilbage længere. Hun ville dog havde ham til at angribe først med mindre han fik kolde fødder, men det ville tiden vel vise om han havde sit liv for kært. Hun regnede ikke med det. De virkede tit til at være styrret af deres vrede. Hvilket hun sikkert ville kunne bruge imod ham. Først nu var det egentlig gået op for hende at stod i en ring vrede Minotaurer, men det var fordi hun havde været så opsat på redde pigen at hun i starten ikke havde ænset at hun var trådt ind cirkelen af de vrede væsner. Hun havde måske dummet sig, men det var reglen nummer et man skulle slås til døden og Panthea havde ikke tænkt sig død. hun cirkelede stadig omkring ham i håb finde hans svage punkt.

Noget klikkede inde i Rinaya. Hun var nødt til at gøre gengæld for denne kvinde for at udligne og det var nødt til at være nu, for selv hvis hun klarede den første minotaur var hun ikke sikker på, at hun ville kunne klare alle dens venner eller hvad end de nu var.

Så selvom hele hendes krop skreg, at det her var en elendig ide, rejste hun sig op fra sin plads på jorden, gik over på siden af kvinden og greb næsten krampagtigt fat om hendes hånd.

”Vi løber….nu,” hvislede hun ud gennem sammenbidte tænder og så stak hun i løb, imens hun med alle celler i sin krop håbede, at kvinden valgte at følge med.

Hurtigt fik hun vævert smyget sig ud af kredsen af minotaurer, der lod til at være for overrumplede af hendes handling til overhovedet at gribe ud efter hende eller på anden vis gøre noget.

Bag hende knækkede minotauren, der i første omgang havde anklaget hende højlydt fingre og gjorde sig tydeligvis klar til at gå til angreb på nogen. Sikkert på kvinden, der af en eller anden obskur grund havde taget hende i forsvar.

Ved alle guder, løb, så står vi lige igen, bad Rinaya og drejede hurtigt ned ad et antal små sidegader, før hun brød døren ind til et gammelt forladt hus op og med hivende åndedræt trådte indenfor.

Hun havde tidligere været her ved et rent tilfælde, da hun blev lidt for træt af sit nyerhvervede
”slaveliv”. I hvert fald havde hun brugt en hel aften her og var først i vrede vent tilbage til sit reelle hjem om morgenen.

Så hun så det her lidt som hendes sted.

Stadig en smule åndeløs satte hun sig på toppen af et støvbelagt næsten ødelagt bord og ventede på kvinden.
I hvert fald håbede hun, at hun kom.

Panthea havde for en stund glemt pigen, men idet det hun trådte op på siden af hende greb hendes hånd  stod hun kiggede på hende hvad var der i vejen med hende, men hun sagde  ikke noget. Hun var drevet af sulten og en smule vrede over at de uden beviser havde sat denne pige i et dårlig lys. Hun nåede dog ikke tænke mere over det før han havde knækket sine fingre. Han gik til angreb. Panthea nåede kun at flytte sig, men han havde alligevel ramt hendes krop. Hun skar svagt grimasse og det gik alligevel op for hende at denne opgave var hende for stor. Hun fnøs kort og betragtede minotauren. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om nederlag og inden hun ville sætte i løb og finde pigen,  var det hendes tur til at gå til angreb. Hun satte løbe imod ham, da hun var tæt nok på kastede sig imod og bed til hvor end kunne og hun mærkede hvordan blodet løb ned gennem hendes hals og inden længe slap for følge pigen. der var ikke tid til at se hvor hun havde bidt ham eller tørre blodet af som løb ned af mundvige. Hun trak kappens hætte ned omkring det blege ansigt.  Hun kunne slet ikke fatte det. Hun havde været svag. Hun følte skam nu havde hun sikkert sat denne pigens liv endnu mere i fare. Hun var ret hurtig, men alligevel løftede hun i kjolen inden  hun satte i vampyr løb. hun fulgte pigens fært end til hun var lige bag hende. Pigen førte hende ind i et hus som var gammelt og støvet. Panthea vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men nu hvor de var i skjul. Trak hun kappens hætte af og tørrede hurtig sine  mundvige. Hun trak vejret en smule tungt, hun havde anstrengt sig meget og selvom hun ikke havde brug for luft gjorde hun det alligevel. Hendes tænder havde trukket sig tilbage og var nu ikke så spidse, men alligevel lidt mere spidse end pigens egne.

Hun samlede sine tanker og vendte de lettere røde øjnene imod pigen, hun fugtede svagt sine læber mens hun betragtede pigen. Hun havde ikke sagt noget længe og hendes blik var en smule afmålt, men det kun til at hun var sikker på at de var alene. Hun kunne ikke høre at nogen havde fulgt dem, men det betød vel ikke at de ikke ville lede. Hun trak vejret dybt og et lille smil, ikke et man ville kalde varmt og rart, men for Panthea var det tætteste man kom på med mindre hun stolede fuldt på en. Panthea havde ikke gjort op med sig selv om hun kunne stole på pigen, men hendes griben ind var allerede et tegn om hvor meget pigen mindede hende om noget hun havde mistet for længe siden " har du taget dem?" spurgte hun bare for at vide om hun havde taget dem og Panthea havde beskyttet hende på et forkert grundlag. Som sagt havde pigen ikke virket uskyldig, men det kunne også være efter beskyldninger at hun havde provokeret dem endnu mere end nødvendigt. Hun vidste godt reglerne for stjæle var en kamp til døden.Panthea begyndte lidt rastløst gå hendes ene side gjorde ondt efter hans snittende slag, men hun viste ikke at hun havde ondt for den eneste måde at få det til at stoppe var vis hun fik blod og det havde de ikke noget af. Panthea var sulten, men det styrkede hende alligevel en smule nu hvor hun havde fået en smule minotaur blod. Selvom det i hendes mund ikke smagte godt var det stadig blod.
Hun satte sig til sidst ned, hun trængte til et lille hvil og så måtte hun vel ud at jage, men på den anden side,  kunne hun vel heller ikke forlade pigen så længe de ikke vidste om de ledte efter dem. Panthea lyttede til sine omgivelser imens hun stille lukkede øjnene i ganske lille øjeblik inden hun rettede dem imod pigen " mit navn er Panthea" sagde hun og lød faktisk oprigtigt venlig hvilket hun heller ikke gjorde tit. Panthea var en indviklet person som helst ville holde sine følelser for sig selv, men det hændte at man kunne komme under murene, nogen hurtigere end andre. Pigen mindede hende en smule om hvordan hun på måder gerne selv havde villet være inden hun mistede Pippin. Hun mindede hende også En smule om Pippin på hendes måde at være på. Måske var derfor at hun havde trådt til da pigen havde brug for det.

”Er du okay?” røg det ud af hende, da hun fik øje på den fremmede kvinde igen.

Hurtigt lod hun sig glide ned fra bordpladen og bevægede sig agtpågivende tættere på hende.

Jo hun så ud til at have det ganske udmærket, men hun havde vel lige været oppe og slås med en minotaur, så det kunne sagtens vise sig at være skuespil.

”Tak for hjælpen,” mumlede hun stadig en smule mistænksomt og satte sig ned på bordpladen igen, imens hun indgående så på hende.

”Du har det ikke godt,” erklærede hun og lagde bekymret hovedet på skrå. Burde hun løbe? Hun burde virkelig løbe. En vampyr, der havde det dårligt var som regel et tegn på sult og tegn på sult i en vampyr var alt andet end godt.

For en tid lod hun stilheden sænke sig over dem, så det eneste, der hørtes i det højloftede rum var hendes egen vejrtrækning.

”Hvo….hvorfor hjalp du mig?” fik hun endelig spurgte. Ordene hang i luften mellem dem.

Anspændte, afventede, mistoiske ord, der dog et eller andet sted gerne ville kunne tro på et andet væsens godhed. Ord fra mund, der havde sagt farvel for mange gange, eller måske netop én gang for lidt.

En svigtet piges ord.

For det var alt de var. Blot ord, men der i stilheden hang de ladet med undren og et utal af andre uudtalte følelser.

”Du kunne meget let bare have ladet mig dø der, især, hvis du ikke var sikker på, om jeg havde begået en forbrydelse eller ej,” funderede hun og mindskede på ingen måde sin egen undren.

”Og nej, jeg har ikke taget dem,” svor hun og gennemrodede sine fuldstændig tomme lommer, som for at bevise det overfor hende.

”Rinaya,” præsenterede hun sig kort og forsøgte bedst muligt at smile uden at lade det blive til sit ofte hånlige skæve smil. Dette resulterede i, at det blev til en underlig skælvende grimasse, der hurtigt visnede bort fra hendes læber.

Hun betragtede pigen som hun rejste sig for at rykke tættere på, men noget stoppede hende og hun satte sig tilbage på plads på hendes støvede bord. Panthea var sulten, men hun nægtede gøre pigen noget og hvis hun havde villet gøre Rinaya noget havde der været rig mulighed for at gøre det og det undrede hende at pigen gav hende den form for ikke lyst til hendes blod, men hun trak kort på de smalle skuldre hun havde det fint " jeg har det fint, desuden behøver du ikke at være bange for mig, for jeg havde allerede angrebet dig vis jeg ville have dit blod" sagde hun og det var fristende for det duftede så godt, men hun nægtede ingen gang om så det var den sidste udvej,  ville hun gøre det. Det eneste hun skulle have var blod også ville hendes krop føles fin igen, men det skulle ikke være pigens. Hendes krop havde ikke taget mere skade end et par hvad pigen ville kalde et par blå mærker, men fordi blodet ikke løb i hendes åre var der ingen mærker at se. Pigen lød bange da hun igen spurgte til om hun havde det godt. Hun virkede bange en følelse som Panthea ikke havde meget af. Vreden var hvad der båret hende frem i alle disse år, men Panthea bebrejde hende ikke hvem ville ikke være bange for en vampyr som var sulten, men hvis hun havde ville angribe pigen havde gjort allerede da de kommet ind i bygningen, men det at hun ikke havde gjort det endnu kunne måske virke som en facade på pigen og hun måtte indrømme at det var sådan  hun gjorde når hun jagtede kvinder og unge piger, men det gjorde hun næsten aldrig da hun fandt mænd meget nemmere jage, fordi de var styrret af deres drifter og nemt kunne se hende som et nemt offer. Hendes krop var spinkel og hun var meget lille. Hvem ville tror at en spinkel og lille kvinde ville kunne være en farlig trussel imod en? Det var der ikke mange som gjorde før det var forsent.
Panthea kiggede over på hende med de lettere røde øjnen da hun takkede, hun behøvede ikke at takke hende, for hun udgjorde vel stadig en fare for pigens liv og det tydeligt at pigen vidste det. Udover det var hun mistroisk og virkede ikke til at stole på Panthea, men hvorfor skulle hun også det. Hendes slags var vel kendt for at lokke folk i form tryghed også tage livet af en.

Panthea smilede svagt " du behøver ikke at takke mig" sagde hun og sank svagt en klump hun lyttede stadig til deres omgivelser, men ingen var udenfor omkring dem var der kun stilheden og deres småsnakken " vi ved begge to at jeg stadig udgør en fare, men jeg ville stadig havde angrebet dig og din livløse krop ligge på jorden nu hvis det var min hensigt at dræbe dig" sagde hun trak vejret kort inden hendes lettere røde øjne falde på døren " jeg er gammel og kan styre mig. Min sult er til holde ud og selv vis den ikke var så vil jeg ikke" sagde hun gjorde ikke sin sætning færdig for pigen mindede hende om noget hun mistet og hun kunne vel ikke dræbe det en gang til. Desuden ville det vel virke dumt at redde hende og så tage livet af hende bagefter.Panthea vidste ikke helt hvorfor hun reddet pigen, måske var det fordi pigen mindede hende om et liv hvor hun ikke var gemt bag en mur af had og mørke, men faktisk var rar at være sammen, men det var længe siden og den person var ret godt gemt og hun var også en smule bange for hende. Hun kunne ikke se sig blive god, men der sket nogle ting i hendes liv som gav hendes personlighed en god virkning, men pigen kunne vel ikke have sådan en virkning på hende for de havde jo lige mødt hinanden. Hun trak kort på skuldrene og valgte ikke svare på det da hun ikke selv havde noget svar at give pigen. Den del af hende som pigen mindede hende om var den del af hende som hun ikke ville være.
Da pigen fumlede med sine lommer og vidste hende at de var tomme nikkede " jeg troede heller ikke du havde taget dem, men de tykpandet skabninger skal vel bare have en de kan skyde skylden på" sagde hun og et svagt smil dannede sig på de blege læber " jeg kan gå, jeg kan mærke at du føler dig bange" sagde hun og ville egentlig bare være sød, men hvis de kom efter hende ville Panthea ikke kunne redde hende. Desuden kunne ikke lade være alene noget fascinerende hende ved Rinaya " det hyggeligt at møde dig Rinaya, pas nu bare på dig selv ikke" sagde hun og rejste sig, men i stedet for at hastige skridt gik hun langsomt hen imod døren. Imens gjorde op med sig selv om hvorvidt hun skulle blive.

”Det er lidt sent at bede mig om ikke at takke dig, når jeg allerede har gjort det,” indvendte hun med den svageste antydning af et smil, imens hun så på den anden kvinde med et let hævet øjenbryn.

Hun var lidt en sær en. Rinaya stolede dog endnu ikke på hende for selvom hun hævede, at hun hverken ønskede tak eller blod, så var denne verden i Rinaya’s optik befolket af løgnere og forrædere. Derfor havde hun endnu ikke tænkt sig at sænke paraderne fuldstændig. I hvert fald ikke endnu.

Dog var der noget behageligt næsten beskyttende over kvindens aura og Rinaya måtte overfor sig selv indrømme, at hun fandt det ret rart. Så da hun gjorde mine til at gå greb hun for anden gang den aften ud efter hendes hånd.

Akavet tog hun et par skridt tilbage og trak hurtigt hånden til sig.

”Du kan da ikke bare sådan lige fortælle mig dit navn og så gå din vej,” indvendte hun stædigt og fnøs i et forsøg på at få ordene til at betyde mindre end de egentlig gjorde.

Dette lykkedes ikke særlig godt, så med et irriteret suk gik hun tilbage til sin plads på bordet og nægtede for en tid at møde hendes blik.

”Du svarede aldrig på, hvorfor du reddede mig? Der er ikke noget, der er gratis i den her verden, så du kan ikke bilde mig ind, at det var for mine blå øjnes skyld,” pointerede hun og lagde armene over kors, samtidig med, at hun tænksomt rynkede panden.

”Så, hvem er du mere præcist?” spurgte hun til sidst. ”

Hvorfor er du her? Du kan umuligt være en slave eller noget i den stil og udfra dit tidligere ordvalg til at beskrive minotaurerne, går jeg heller ikke ud fra, at du er særlig støttende omkring de ting, der sker her?” spurgte hun, selvom det var tættere på at være en konstatering end et reelt spørgsmål.

Panthea klemte forsigtigt hendes hånd som den sneg sig ind i hendes, hun slap dog da pigen gav slip og hun satte sig ned hvor hun før havde siddet hun betragtede hende, men sagde ikke noget lige med det samme, det at nogen holdte hende i hånden på den måde Rinaya havde gjort havde hun ikke rigtigt haft siden ham. Det var gået op for hende, hvem det var Rinaya mindede hende om og hvad han havde gjort ved hende. Rinaya mindede på mange måder Pippin, hendes bror, han havde gjort hende til bedre menneske. Hun mistede ham dog for tidligt, men det var kun hendes egen skyld at han var borte og da han var forsvundet ud af hendes liv  havde den eneste måde at sørge over ham  var vreden. Hun holdte dem alle ansvarlig og med det samme havde den Panthea som Rinaya stod foran formede sig og blevet stærkere med årene. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle  sige, men trak vejret dybt Rinaya mindede hende om de dage som forlængst var borte, men hun vidste stadig ikke hvordan hun skulle sige det " du mindede mig bare om en" sagde hun og tav, hun kunne ikke få sig til nævne ham. Hun lyttede svagt og smilede " jeg troede du var bange for mig" sagde hun, men var glad for at hun kunne blive. Dog hun vidste ikke hvor længe hun kunne holde sig på måtten, hun havde før gået et par dage uden blod, men der havde hun heller ikke kæmpet en ulige kamp. Hun overvejede om hun skulle lede efter dem en efter en og dræbe dem når de mindst ventede det, men nej det kunne hun vel ikke så var det hende som skulle kæmpe til døden.

Panthea smilede svagt " jamen jeg mangler ikke noget og du har stadig dit blod i din krop, betyder det ikke noget" sagde hun og rejste sig en smule akavet op. Hun begyndte svagt gå frem og tilbage imens hun ventede på at pigen ville se hende i øjnene igen. Pigen havde intet skamme sig over. Hun vendte sig imod Rinaya kiggede på hende som hun spurgte om hvem hun var " jeg er Sera Panthea Mulgrew, datter af Carmilla vampyrens leder" sagde hun og vis ikke det gav hende svar kunne hun vel spørge mere konkret. Panthea stoppede og stivende en smule da hun nævnte ordet slave. Det var et ord hun bestemt ikke kunne lide. For det mindede hende om en tid da hun var svagst. Hun betragtede Rinaya gemen gående, hun slog ikke Panthea som værende slave, de kom vel  i alle former og størrelser man kunne ihvertfald blive enige om at man passede dem forskelligt. Dog gik op for hende at hun ikke havde sagt noget om at Hun selv var en slave, men konstateret at Panthea ikke var en. Heldigvis havde hendes skaber reddet hende og givet hende alt hun kunne tænke sig. Panthea ånde lydløst ud hun lettet. Var der noget hun hadede så var det at se andre være slaver også selv vis de var mennesker så kunne hun ikke havde med det at gøre. Hun så aldrig mere sig selv som slave og hadede folk som enten solgte eller havde slaver. Hun kiggede op og afbrød hende " nej jeg kan ikke lide dem de er for barbariske og dumme udover det  er jeg inviteret af sådan en skabning til hans hjem, men du må ikke sige at jeg kaldt hans race for dum og barbariske"  sagde hun og løftede drillende en fingre op til sine læber imens hun drillende blinkede. Pigen var forståeligt nok fuld af spørgsmål, men igen hvem ville havde det.

”Hvem minder jeg dig om?” kunne hun ikke lade være med undrende at spørger.

Hvordan en shapeshifter kunne minde en vampyr om nogen kom lidt bag på hende. Så igen, det var ikke fordi hun havde gået og skiltet med sin shapeshifteridentitet, så måske vidste hun det ikke.

Desuden havde hun vel været en anden race, før hun blev bidt. Det vidste hun ikke nok om vampyrer til at vurdere.

”Vel er jeg da ej bange,” udbrød hun indigneret, hvilket kun var halvt løgn. Panthea virkede egentlig okay, men Rinaya var stadig ikke helt hundrede på, hvor hun havde hende henne og insisterede derfor på at holde sig på tæerne, hvad angik hende.

”Det var dog et langt navn…adelig?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå, da hun præsenterede sig.

Egentlig var det måske en underlig formodning. Hun havde trods alt tidligere mødt en adelig, der havde sådan cirka det mindst fancy navn hun havde hørt længe. ”Vent lige, datter af vampyrernes lederr?” spurgte hun vantro.

Hvad pokker lavede hun så i sådan en udørk som her? Eller i princippet var det ikke en udørk, men alligevel.

Vampyrernes leder….fundrede hun for sig selv. Nå, så længe hun ikke blev storsnudet og forsøgte at bestemme over hende, så skulle det her vel nok gå fint.

”Så de er her altså mere af diplomatiske grunde,” konkluderede hun for sig selv.

”Bare rolig jeg siger ingenting,” lovede hun og slog kryds for sit hjerte, før hun blinkede tilbage.

Panthea kiggede på hende da hun spurgte om hvem hun mindede Panthea om, men hun trak bare på skuldrene " bare nogen" sagde hun og ville ikke fortælle hende om Pippin da det gjorde en smule ondt at blive mindet om ham. Hun smilede så " en ven, men han er ikke blandt os mere" sagde hun, men mere ville hun ikke få ud af Panthea. Det gjorde alt for ondt at snakke om. Panthea hævede det ene øjenbryn. Da hun sagde hun ikke var bange og kom til at grine det var så tydeligt at Rinaya var bange for hende. Panthea havde set frygt mange gange og kunne let genkende den. Hun ville dog ikke gøre pigen noget og hun vidste at hun kunne holde sig tilbage. Med mindre hun ikke havde  spist i flere dage, men heldigvis var det ikke tilfældet.  Panthea havde kun været et sølle menneske inden hun var blevet forvandlet, men det med at hun var blevet forvandlet havde givet hende en magt som hun ikke kunne beskrive, hun var blevet stærk og smuk hun havde endda fået sin frihed, at det betød at hun skulle spise blod rørte ikke hende, hun elskede at se den afmagt folk fik når de blev fanget af hende og hvordan de til sidst gav op imens hun sugede livet ud af dem. Der var ikke mange som havde overlevet et møde med hendes tænder.
Panthea smilede svagt " så siger vi det" svarede hun på det med at Rinaya ikke var bange for hende, men det gjorde ikke Panthea noget at hun var bange for det var vel bare fornuft at være bange, for en vampyr som var en smule sulten. Hun kunne vel godt sætte sig ind i at folk helst ikke ville død. Hun pustede let og det var gået op for hende at hun ikke havde trukket vejret i et stykke tid. Hun betragtede hende ganske kort hun kunne ikke lade være med at smile.

Panthea smilede rystede kort på hovedet " jeg er ikke adelig, sådan har mit fulde navn altid været, men jeg går kun under navnet Panthea normalt" sagde hun grunden til at hun også hed Sera var fordi dem på børnehjemmet ikke havde kunnet udtale Pantheas navn. Panthea var det navn hun havde fået af sine biologiske forældre hvem end de så var. Hun vidste det ikke og havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Hun havde en familie i sin skaber og mere behøvede hun ikke. Hun nikkede ganske kort det kunne man vel godt sige, men det var alligevel ikke helt sådan. Hun havde aldrig blandet sig i hendes mors ting og hun blandede sig ikke i hvordan man ledede for det  kom ikke hende ved og hun ville være en dårlig leder vis hun blev det da hun kun tænkte på sig selv. Hun havde nu heller aldrig spurgt om hun kunne få undervisning idet. Hun betragtede hende igen hun slå sit blik  ned i jorden for ikke stirre på hende for længe " det kan man vel godt sige, men hvad laver du her?" spurgte hun og undrede sig.
Panthea var her fordi hun blevet inviteret til at være her, men på den anden side kunne hun havde sagt nej, men hun var nyserig og ville egentlig gerne se byen, men efter hun var kommet havde hun fortrudt at hun sat sine ben her i denne her by, men det kun end til hun havde mødt Rinaya. Hun tænke ganske kort og lukkede svagt øjnene. Hun tænkte lidt over hvorfor pigen var endt i denne situation som havde gjort at de havde mødt hinanden.

”Det passer,” vedblev hun stædigt. Hun afskyede at virke svag eller bange og havde på ingen måde i sinde at begynde nu. ”At være bange for dig ville være det samme som at være bange for en forvokset igle,” proklamerede hun med en tør lettere gøende latter.

”Så jeg minder dig om din døde ven? Hvor betryggende dog…lad os håbe, at jeg er mere heldig,” fnøs hun, men kunne ikke lade være at have en smule ondt af hende et eller andet sted. Dette havde hun dog ikke tænkt sig at give udtryk for på nogen måde. At knytte sig til andre væsener havde det med at være en dum ide.

De skred bare, så snart noget mere interessant kom forbi. Eller sådan så Rinaya det. Derfor havde hun ikke tænkt sig at begynde at tude for et andet væsens skyld.

For hende var det eneste der betød noget hendes egen overlevelse. Ja.

”Panthea, er altså stadig unødvendigt langt,” sukkede hun, som om hendes eget navn ikke var på nogenlunde samme måde.

For en tid sad hun blot og tænkte for sig selv. ”Jeg kalder dig bare Pan i stedet for så,” kom hun frem til og lod uden egentlig at tænke over det sin ene mundvig trække op i et drillende smil som for at sige ”selv hvis du beder mig om det, lader jeg ikke vær,”.

En mørk skygge gled kortvarigt over hendes ansigt grundet hendes næste spørgsmål og hun måtte for en stund bide tænderne sammen for ikke at skrige i ren irritation.

”Oh, du ved, bare ufrivillig, ubetalt arbejdskraft….også kaldet slavearbejde,” sukkede hun og slog opgivende ud med armene.

Panthea kunne ikke lade være med at grine, men latteren stoppede hurtigt igen " jeg er ikke nogen igle" sagde hun og måtte undertrykke den vrede som Rinayas sætning  frembragte i hende. Den kunne være farlig. Desuden havde hun vel selv bedt om at få slynget sådan en bemærkning i hovedet. Hun skar svagt en grimasse. Hvis det var sådan pigen havde det med hende hvorfor ville hun så have hun skulle blive atter rejste hun sig op kiggede pigen direkte ind i øjnene med hendes lettere røde " jeg skal ud at have noget at spise inden det bliver for sent, du velkommen til at tage med og se hvordan en igle spiser" sagde hun og man kunne svagt ane vreden i hendes stemme. Pigen havde ramt et ret ømt punkt, men det at pigen spillede hård kunne hun faktisk godt lide. Hun begyndte at vandre en smule rundt hun ville se hvad pigen ville sige. Panthea lagde hovedet på skrå. Sikken en måde at takke hendes frelser på. Panthea kunne bare havde ladet dem dræbe Rinaya. Hun ventede på et svar, men vis hun skulle håndtere den vrede som blussede op i hende på grund af Rinayas kommentar blev hun nød til at have blod og de havde slået fast at Rinaya ville have sit blod til at blive i kroppen og at Panthea ikke ville fjerne det, men hun kunne ikke love noget vis Rinaya blev ved med at slynge sådan noget i hovedet på hende.
Det var tydeligt at Rinaya ikke stolede på hende og det var tydeligt at hun var mistroisk, hun ville ikke skade Rinaya, men Rinaya gjorde det svært for hende at holde hendes løfte. Panthea havde for en stund glemt at hun havde ondt i siden af hendes ribben. Dog efter lidt tid med hvileløs vandring gennem rummet frem og tilbage, kom smerten og hun måtte svagt bide tænderne sammen. Alt dette på grund af en pige som ingen gang var taknemlig for at hun havde reddet hende.

Hun betragtede hende og kneb øjnene en smule samme " det er det vel, men bare rolig det var ikke mig der dræbte ham" sagde hun en smule sammenbidt, men hun blødte hurtigt op igen " det var inden jeg blev vampyr" sagde hun og hendes stemme var blevet en smule mildere. Rinaya skulle ikke frygte hende. Hun blev dog nødt til at skulle have mad " desuden hvis ikke jeg var blevet en vampyr så havde jeg været død" sagde hun og med et slog hun blikket ned og kom i tanke om hvad  hendes skaber havde sagt og rettede hovedet op, men kiggede på noget bag Rinaya så hun ikke skulle se på hende. Panthea havde aldrig haft et valg og hvis ikke hun var blevet forvandlet havde hun heller ikke levet i dag. Panthea var ret gammel.
Hun havde svært ved at tale om ham, men af til var det nødvendigt, men især grunden til hans død. Hun holde sig ansvarlig hun skulle have holdt bedre øje med ham. Hun huskede hvordan hans krop blev mast under de andres. Hun havde holdt hans døde krop i en dag og så var de kommet og havde revet ham ud af hendes favn. Efter det var hun ændret. Mørket havde fået fat i hende. Hun var ikke god og kunne ikke blive det lige meget hvor meget hun så prøvede, for at være ærlig var det heller ikke noget hun ville. Rinaya skulle prise sig lykkelig over at hun mindede så meget om ham. Havde Rinaya ikke gjort det så havde hun reddet hende for så at dræbe hende.

Panthea stivende en smule da hun nævnte slavearbejde det var noget hun hadede og prøvede tit at gøre noget ved det, men det var kun så lidt hun kunne gøre. Hun havde selv været slave og det var ikke noget hun brød sig ret meget om fordi hendes slaveliv var den mørksete tid af hendes liv, det var der hendes indre mørke havde blomstret. Panthea snakkede ikke om det til mange og de der vidste det var nogen hun stolede på og anså som sine venner. Panthea havde ikke mange venner og de få hun havde holdte hun tæt, men det tydeligt at pigen ikke ville være en af dem og derfor sagde hun ikke noget omkring det " det er jeg ked af at høre" sagde hun og hendes stemme var blevet en smule mere dyster end hun havde villet den skulle være.

Egentlig ville hun have bedt hende om at tage det roligt, men gjorde ikke, da hun havde erfaring med, at det som regel var en dårlig ide.

Selvom hun forsøgte at skjule det var det tydeligt, at hun var vred. Faktisk lod det næsten til, at hele hendes udstråling var blevet formørket markant. Rinaya ville ikke have undret sig synderligt, hvis rummets temperatur pludselig var dykket. Hvis hun var skræmmende, når hun var glad, var hun decideret rædselsvækkende, når hun var bare en smule sur og Rinaya havde ikke noget ønske om at vække hendes vrede yderligere. For hun ville ærlig talt gerne forblive levende.

Hun rejste sig brat og børstede noget ikke eksisterende støv af sit tøj, før hun slog afventende ud med hånden. ”Godt så, du fører bare an, jeg går ud fra, at du ved, hvor det gode blod er….er der noget blod, der er bedre end andet blod? Smager blod forskelligt? Oh lige meget.” Nu havde hun kørt sig selv ud på et sidespor igen og det virkede ikke særlig smart at gøre lige nu.

I stedet for at sige et eller andet dumt og risikere at miste sin halspulsåre valgte hun at forholde sig i ro. Selvom det var svært.

Faktisk så svært, at hun brød sit løfte til sig selv efter blot få minutter med ordene ”Ja, jeg anklagede dig ligesom heller ikke for at være morder vel?”

”Er det ikke sådan med mange, der bliver vampyrer? De ser deres forhenværende selv som ynkeligt og hjælpeløst, selvom det måske slet ikke forholder sig sådan?” funderede hun.

”Nah det går nok, jeg har planer,” mumlede hun og slog affærdigende ud med hånden. Planer hun ikke rigtig havde tænkt sig at sætte Panthea ind i.

”Når, men vi burde vel også gå, før du pludselig beslutter dig for, at formskifterblod er det nye sort,” erklærede hun og trippede afventende på sine tåspidser.

Panthea kiggede på hende og nikkede, hun forsatte ud af døren og håbede at Rinaya ville følge hun gik ikke særlig stærk og det var nemt at følge med for nu ignorerede hun smerten i hendes side og forsatte. Nu skulle Rinaya se et rovdyr gå på jagt. Panthea så sig selv som et rovdyr af natten. Panthea fnøs kort, hun var en morder hun havde dræbt mange og følte ikke den mindste ubehag ved det. Når hun dræbte nød hun det for det bevidste hvor stærk hun var og det betød at hun var magtfuld. Hun betragtede Rinaya " det kunne du lige så godt have kaldt mig" sagde hun og hendes stemme lød mærkelig grødet som om vred og trist blandede sig sammen. Det var ikke fordi hun var ked af at have dræbt, men mere at Rinaya så hende som noget farlig, en igle. Det kunne godt være at Rinaya havde gjort det ubevidst, men hun havde alligevel ramt et ømt punkt. Det var så nedladende, men den eneste måde hun kunne reagere på var vrede eller det ville sige den måde hun var vant til. Det gode blod, nej det vidste hun ikke hun kunne lugte det. Hun trak vejret dybt, med hendes forhøjede sanser varede det ikke længe før hun fået færten af engel. Hun fulgte den, hun gik målrettet efter det, dog havde hun hørt hendes sidste bemærking omkring formskifter blod og fnøs, det eneste hun gjorde for vise hende at hun ikke var tilfreds med den. Hun stoppede da hun spurgte hende om hvorfor hun så så negativt på hendes menneske jeg. Hun kiggede ud i luften og var stoppet op.
Hun hadede sit liv som menneske, der var ikke sket andet end ulykke i det liv og det havde gjort hende svag. Hun hadede at være svag, men hun kunne ikke tale for hele sin race og hun havde hørt og set nogen som ikke havde det sådan. Hun betragtede hende kort kunne hun stole på Rinaya. Hun gjorde op med sig selv at det kunne hun " det jeg siger til dig nu siger jeg i fortrolighed" sagde hun lyttede svagt til sine omgivelser. Da der ingen var i nærheden af dem rykkede hun en smule tættere på " jeg har haft et liv som har været fuld af ulykke og der har ihvertfald ikke været nogen glæde i mit liv inden jeg blev vampyr" sagde hun så lavt at det kun var hende og Rinaya der kunne høre det. Hun bed sig svagt i læben " jeg levet længe og mit had har vokset sig stort, men hvem kan elske en pige som både har været slave, blevet kaldt for en heks og har mistet sin bedste ven" sagde hun og holdte en pause. Det var tydeligt at se at dette her var ikke noget hun snakkede om ret tit. Hun hadede det liv, men det værste var slavehandleren som nær havde dræbt hende.
Panthea trak vejret dybt " min slavehandler havde nær dræbt mig og havde jeg ikke valgt at blive forvandlet stod jeg ikke her, men jeg fortryder intet alle de dræb jeg begået beviser hvor stærk jeg er. Pris dig lykkelig over at du minder så meget om min bedste ven" sagde hun og igen kom den grødet stemme. Rinaya skulle være glad for at hendes måde være på og det røde hår mindede hende om Pippin for ellers kunne deres møde være endt anderledes " lad bare sige at hvis ikke kunne det være endt anderledes" sagde hun blev en smule mere dyster end det var meningen, men det blev hun som regel når snakkede om disse ting.

Agtpågivende og så godt som lydløst fulgte hun atter med hende ud på de nu næsten tomme gader. De gråblå øjne flakkede hektisk rundt, som for at afsøge området for mulige fjender eller andre mindre godhjertede væsner af en hvilken som helst art.

For en tid var hele hendes krop anspændt, klar til at sætte i løb og stikke af, hvis situation krævede det.

Da det ikke lod til, at det ville blive nødvendigt at flygte slappede hun gradvist af og fulgte blot stiltiende med Panthea, holdt sig tæt ved hende på trods af det faktum, at hun højst sandsynlig var det mest farlige på gaderne denne aften.

”Vi dræber for at overleve. Sådan er verden nu engang skruet sammen. Hvis du stod i en situation, hvor det var dræb eller bliv dræbt og valgte at lade livet, ville du da være dummere end en sten,” erklærede hun og var et kort øjeblik tæt på at række ud og ligge en trøstende hånd på den anden kvindes skulder. Dog stoppede hun sig selv, før hun nåede det.

For en stund lod hendes hånd til at svæve ubeslutsomt i luften med de lange slanke fingre usikkert udstrakt. Så krøllede de sig sammen og hun lod hånden falde ned langs siden igen.

Da hun pludselig begyndte at fortælle om sit liv, vidste hun ikke, hvad hun videre skulle gøre. Mest fordi, at hun ikke kunne huske, hvornår nogen havde stolet på hende på den ufortrødne og umaskerede måde. Folk stolede ligeså lidt på ræve, som ræve stolede på andre. Eller sådan plejede det at være.

Plejer var vel sagtes død, måtte hun konstatere.

”Det er jeg ked af,” fik hun endelig over sine læber, selvom det lød ret sølle i forhold til det, hun egentlig prøvede at udtrykke.

Det var sjældent, at et andet væsens historie rørte hende, men dette formåede på en eller anden måde at få hendes hjerte til at føles tungt af vemod på den Pantheas vegne.

Panthea skyndte sig frem englen var væk, men en endnu sødere duft i hendes næse ramte hende, det var menneske ikke bare et menneske, men et ungt et hun havde allerede udpeget sig sit mål, pigen lignede en på om 17-20 år gammel. Hendes øjne var blå og hun havde til modsætning af Panthea langt lyst hår. For en stund glemte hun at Rinaya var med. Hun straks henne ved den unge pige, hun greb hendes arm ret hårdt og træk med ind den nærmeste gyde. Pantheas øjne var så røde nu at de lignede to store dråber af blod. Hun holdte godt fast i pigen, men fik hende til at tie ved løfte en fingre. Derefter kiggede over på Rinaya " du må gerne lukke dine øjne vis det er" sagde hun og der kom ganske kort noget kærligt frem i hendes ord. Hun ville ikke gøre Rinaya dårlig. Derefter greb hu pigens hals løftede hende op. Pigen skulle lige til at sige noget, men stoppe da hun så Pantheas øjne skifte farve fra rød til mat gråhvid farve. Hun så kunne mærke sin frygt og til sidst blev den til billeder i pigens sind, men Panthea kunne også se dem og det pigen frygtede allermest var for hende morsom underholdning, men på den måde ville pigen blive lammet af frygt ude afstand til at bevæge sig. Det gjorde det nemmere for hende at jage, men Rinaya behøvede ikke at se hende spise hvis hun havde det bedre med at kigge væk skulle hun bare gøre det for Panthea var ikke en der gjorde en jagt halvhjertet når hun spiste kunne det være brutal. Det kom lidt an på hvor god tid hun havde til at spise i. Efter hendes brug af sin evne kunne man høre at hendes vejrtrækning var blevet en smule tunngere. Den var meget krævende, men pigen hang stille i hendes hånd hun ventede ikke på at Rinaya tog stilling til om ville se det eller ej og om overhovedet var kommet med ind i gyden før hun borede sine tænder hårdt ned i halsen på den unge pige. Hun nød det rare blod det var tiltrængt. Hun slap hende da hun tom for blod og lod hende falde til jorden imens hun hun tørrede resterne i mundvigen af.
Panthea kiggede imod Rinaya og smilede hendes tænder var stadig farvet røde af blodet, men det kun indtil hun lod sin glide over dem. Hun smilede svagt "jeg håber ikke at du blev bange jeg undskylder, men havde jeg ikke fået noget så havde det måske været dig som var endt som hende" sagde hun ærligt. hun ville ikke ligge skjul på at vis de blevet i de trygge omgivelser i det støvet hus så kunne det lige så godt havde været Rinaya som lagde død nu. Hun begyndte at gå ud af gyden de skulle væk inden nogen opdagede pigen inde i gyden. Panthea havde en vis ynde når hun spiste hvis ikke hun havde travlt så spildte hun næsten aldrig en dråbe. Hun smilede igen til Rinaya  " jeg dræber på grund af min sult, men også fordi hadet til mange lysvæsner er stort.. Desuden giver det en form for magt at dræbe" sagde hun så højt at kun Rinaya ville kunne. Så Rinaya kunne vel ligeså godt kaldt hende for en morder, men der var mange andre vampyrer som ikke dræbte deres ofre.

// Undskyld den lange ventetid, men har været en smule træt her på det sidste og mit hoved har ikke fungeret optimalt fordi jeg glæder sådan til at jeg skal til Malta på søndag//

Så godt hun kunne fulgte hun efter Panthea og havnede til sidst i en gyde. Menneskepigen vidste tydeligvis ikke, hvad der skulle til at overgå hende, før det var for sent. Hendes ynkelige forsøg på at få sagt et eller andet var næsten morsomt, men også kun næsten. Dog respektererede hun det fuldt ud, hvis Panthea fandt et eller andet underholdende ved at ”lege” med sin mad. Noget sjov skulle man vel have lov at have her i livet.

Hun lukkede ikke øjnene, da hun blev tilbudt at gøre det. Hun frygtede ikke for sit eget liv og pigen havde hun igen relation til, så hendes nærtforestående død ragede hende egentlig ikke ret meget mere end en høstblomst.

Derfor lagde hun i stedet hovedet på skrå og så på hele forestillingen med en form for morbid, distanceret interesse.

Da hun så hendes øjne antage den underligt grålig hvide nuance blev hun et øjeblik en smule bekymret. Den form for slørrethed var som regel et tegn på blindhed. Et kort sekund overvejede hun, om menneskepigen eventuelt kunne være stærkere end hun så ud til og derfor havde forbandet Panthea på en eller anden måde.

Men nej, den hvide farve forsvandt snart igen og hendes øjne var ligeså rubinrøde som de havde været kort forinden. Dette ledte hurtigt Rinaya til den konklusion, at der var tale om en eller anden form for evne, som Panthea var i besiddelse af. Hvad det var kunne hun ikke umildbart gøre sig klog på.


”Det er helt okay….du gjorde mig ikke dårlig. Vi skal alle spise et eller andet og du spiser bare på din egen måde,” indvendte hun i forhold til hendes kommentar. ”Hvis det hjælper, så spiser du på mange måder pænere end jeg gør,” pointerede hun.

Panthea havde drukket hurtigt, men inden hun forlod den døde pigen gemte hun liget så godt hun kunne i de ting som lagde i gyde. Selvom de nok ikke kunne give hende skylden for det selvom de fandt pigen. Der var heldigvis så mange vampyrer at det lige så kunne havde været dem end hende. Hun børstede svagt kjolen og smilede ganske kort " frygt er en mærkelig ting" sagde hun uden rigtig at afsløre hvad hun mente. Panthea havde set frygten fra pigen. Pigen havde været bange for at snakke foran en masse mennesker, eller det ville sige at det troede hun for hun havde set billeder af pigens frygt imens hun gjorde den virkelig for pigen. Hvilket var derfor troede det for pigen havde stået i en ring af mennesker alle sammen grinede af hende og hun kunne intet sige. Panthea ville nok ikke indrømme det, men hun var bange for knive hvilket hun havde siden hun blev forvandlet. Hvis man kendte hendes historie ville man nok godt kunne forstå hvorfor. Dog var det en skør frygt for knive kunne ikke dræbe hende, men følelsen af kniven som skar i hendes hud havde gjort at frygten hang ved.

Hun var overrasket over Rinaya tog det så pænt ikke mange kunne havde taget det som hende. Mange ville sikkert blive dårlig, men det var ikke fordi hun havde ladet mange følge hende i jagt. Faktisk havde det kun været Razor som ikke var en vampyr som havde set hende drikke. Panthea havde endda fået lov til at drikke af hans blod. Hun sukkede svagt og tilfredst " hvad har du lyst til at vi skal lave nu?" spurgte hun følte sig allerede tilpas bortset fra at hun stadig havde ondt i sine ribben. Hun smilede taknemligt da hun nævnte at det ikke gik hende og at Panthea spiste på sine måde. Det ændrede dog ikke på at hun var en koldblodig moder som dræbte uskyldige liv. Hun havde dog aldrig ´fortrudt at hun dræbte hun elskede det faktisk.

”Frygt giver sjældent mening nej,” medgav hun og så vurderende på Panthea for at finde ud af, hvad hendes mening med en sådan udmelding var. For det, at pigen der lige var blevet ædt, eller måske rettere drukket havde frygtet Panthea i sine sidste ynkelige øjeblikke, kunne Rinaya sådan set ikke fortænke hende i, men samtidig havde hun en stærk fornemmelse af, at der lå mere bag ordene end bare det.
”Det er det din evne er?” udbrød hun og kunne ikke lade være med at lyde bare en smule spørgende.

Hun var jo trods alt ikke fuldstændig sikker og der var altid risikoen for, at hun tog grusomt fejl. ”Det var derfor dine øjne blev sådan helt hvide det havde….noget med frygt at gøre…et eller andet. Ikke?” fortsatte hun og kunne ikke lade være med at lyde en smule begejstret eller i hvert fald interesseret.

Hun så undersøgende på hende for at finde ud af om hun havde ret i nogen af sine formodning, eller om det hun sagde var helt væk og ude i skoven.

”Du ehm….du er deres…nej du fremkalder…du kan se deres største frygt,” lagde hun sig endelig fast på og smilede triumferende, som om hun lige havde vundet et spil af en art.


”Meh…det ved jeg ikke, vi kunne starte med at finde et sted at snakke, der er mindre skummelt end en gyde?” foreslog hun med en tør latter.

Panthea lagde ganske kort hovdet på skrå smilede så, det at være begrejstret over noget var ikke sket for hende tit især ikke efter hendes forvandling til vampyr, det eneste som kunne begejster hende var at høre de skrig hendes offer som oftest kom med, når hun dræbte dem. Skrig og frygt var rart for hende for det bekræftede hende i hvor magtfuld hun var og det tage et liv var for mange andre noget frygtligt, men for hende var det rart at se folk bukke under for hendes magt. Hun ville ikke mindes om hvor svag hun havde været, hun hadede det og selvom at hendes krop stadig bar tegn for dengang hun var et menneske, skulle man være meget modig hvis man kæftede op om det, men det havde sine fordele at være lille og spinkel for det fik især mænd til at tro det nemt at angribe hende. Hun var fuld af had og hun kunne slet ikke forstille sig hvordan hun ville være hvis hun var god. Den eneste grund til hun havde reddet Rinaya var fordi hun mindede hende om hvad hun havde mistet men det ændrede ikke ved at hun var ond. Det lagde i hendes natur og den gode del af hende var en del kun få fik at se, men hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. På en måde havde hun ikke lyst til at forlade hendes side. Panthea vidste også godt at deres veje sikkert ikke ville mødes igen og det gjorde lidt ondt og hun ville sikkert ikke  indrømme det hvis Rinaya spurgte. Hun lyttede igen da pigen begyndt nævne ting som hendes evne kunne indholde og til sidst fandt hun selv svaret.
Panthea smilede og denne gang nåede smilet hendes øjne hun var overrasket over at Rinaya havde fundet ud af det så hurtigt, men at se det tirfumferende smil på Rinayas læber gjorde noget ved hende som hun ikke helt kunne finde ud af det var som bredte sig en varm følelse i hende som hun til hver en tid gerne ville se hende smile eller til at smile. Hun havde aldrig haft følelse for andre end Pippin. Hun rystede ganske kort tanken af sig og rømmede sig " ja og ja" sagde hun til svar på begge Rinayas spørgsmål.

Det ville ikke blive rart for nogen af dem hvis de blev fundet i gyden sammen med liget af pigen, det ville gå grueligt galt. Hun begyndte let at gå fremad. Panthea havde imens hun var bosat på lille kro ikke så langt fra gyden faktisk og Rinaya kunne være der så hun længe følte for det og til hun troede at dem som jagtede hende havde opgivet. Hun vendte sig om imod hende " kom med" sagde hun inden hun forsatte. Det tog ikke lang tid før de var ved kroen, man skulle tro at der om aften ville mange, men der kun få og de få der var,  virkede som nogle meget skummle mænd og kvinder. Der befandt faktisk ingen minotaurer her. Hvis man havde en god lugtesans kunne man lugte at de fleste var vampyrer eller dæmoner. Heldigvis var der ingen som værdigede Panthea blik, men alle deres blikke var rettet imod Rinaya. Hun  tog straks hendes blottede sine tænder da en mandlig vampyr gik imod dem. Hun førte hende hurtigt igemmen det første rum og manden som havde rejst sig kiggede efter dem.  Hun havde ikke tid til at skulle kæmpe og der var ingen som skulle krumme et hår på hendes hoved så fik de med hende at bestille. Hun kom til et rum og først da de kommet ind på værelset slap hun Rinayas hånd.

Rummet de var i var dystert og mørk, men hvad havde Rinaya egenligt regnet med hun var trodsalt en vampyr. Hun satte sig ned af en væg. Det eneste der var i hendes rum var en seng og for hende var det lige meget, men Rinaya kunne sidde i den hvis hun havde lyst " velkommen ti mit imidlertid hjem" sagde og rejste lyset var tændt så Rinaya kunne sikkert ikke se ret meget og skyndte sig tænde det. Lyset hjalp dog ikke på mørke stemning.

Hendes øjne spilede sig et kort sekund op, da Panthea rent faktisk smilede. ”Nå det kan du også,” sagde hun leende med sit eget lettere flabede skæve smil spillende i mundvigen. Hun kunne nu meget godt lide den igle, måtte hun konkludere. Også selvom hun måske ikke stolede fuldt ud på hende endnu. Men et sted inde i sig mærkede hun dog et frø af tillid begynde at spire. Nu måtte de så se om dette frø ville overleve længe nok til rent faktisk at udvikle sig til reel tillid.

Da hun begyndte at gå var Rinaya hurtig til at følge med, i sit stille sind nysgerrig efter at lære mere om denne kvinde, selvom hun ingenlunde ville have indrømmet det, hvis hun blev spurgt.

Da de trådte ind i kroen trådte hun instinktivt et par skridt tættere på Pan. Her var ikke ligefrem muntert, konkluderede hun hurtigt og hvæsede dæmpet af iglefyren, da han så en smule for underligt på hende.

Ellers lod hun bare Panthea trække sig med ind på sit værelse, hor hun hurtigt fik sat sig ned på sengen og trukket benene op under sig.

”Det var da noget af et selskab derude,” konstaterede hun tørt og så på hende med et hævet øjenbryn. ”I er ikke venner kan jeg næsten regne ud?”

Panthea smilede svagt imens hun tændte lyset i rummet som gav det varmen, men det fjernede ikke det dyster ved det og det gjorde det sikkert også tydeligt at rummet var beregnet til hendes slags, Hun lagde hovedet på skrå inden hun vendte sig om imod hende og trak vejret ganske kort og dybt inden hun lod en varm latter undslippe fordi hun kom i tanke om hvorfor Rinaya sagde som hun gjorde. Havde hun været død havde det været en anden side af historien " havde du været en dæmon eller en levende død så havde de sikkert været ganske rare" sagde hun og gik hen imod væggen og satte sig. Hun kunne ikke forstå hvad det var Rinaya vækkede i hende, Rinaya vækkede en side af hende som havde slumret så længe at hun sometider glemte hvordan hun havde været og  faktisk også en side af sig selv som hun ikke brød sig om fordi hun følte sig svag, men Rinaya havde hun lyst til at beskytte og hun vidste at så længe hun var her sammen med Panthea  var hun sikkerhed, for intet levende som havde respekt for sit liv satte sine fødder her. Hun sad lidt i stilhed inden hun betragtede Rinaya.
Panthea overvejede ganske kort hvad hun skulle sige. Det var ikke fordi vant til at snakke med folk kun hvis hun ville have føde og det var på en måde hun ikke kunne snakke til Rinaya på, det ville bare mærkeligt. Når hun var på jagt og ikke så andre måder så var hun mere lokkende og endda flirtende.

Det var tydeligt at hun ikke var vant til at snakke og det var næsten pinligt, men hun kom hurtigt i tanke om noget " hvorfor kalder du vampyrer for igler,  jeg da set nogen som godt kan være rare og ikke dræber dem de jager?" spurgte hun, men det var okay hun kaldte Panthea for igle for  hun dræbte jo, men hun kunne ikke tillade sig selv at være god. Hun ville skuffe mange og især Carmilla som givet hende så meget. Panthea kunne heller ikke se sig i en verden hvor alt var godt. For alt var langt fra godt i hendes liv. Det kunne godt være at hadet taget overhånd for dem der havde givet hende så meget ulykke i hendes liv var for længst døde, men hadet havde hjulpet hende i gennem så mange ting. Hun kunne ikke undvære det. Hadet var for hende som kærlighed og fred var det for gode væsner. Desuden havde hun levet så længe med det at den eneste måde hun som regel kunne udtrykke sig var med vrede. Panthea bed sig svagt i læben og rejste sig og tøvende satte hun sig i sengen stadig med en god afstand imellem hende og Rinaya så Rinaya ikke skulle føle sig udtryg. Hun kiggede ned på sine hænder og meget lille antrækning af noget nervøst trak sig henover ansigt " undskyld jeg skulle ikke have taget dig med her til, men faktisk så er jeg sikker på at du vil være allermest sikker her endtil faren er drevet over" sagde hun og i manges øre ville det lyde vanvittigt, men når Panthea sammen med Rinaya skulle nok komme der fra levende.

// undskyld den lange ventetid//

”Ja ja da. De forekommer mig nu mere som typerne der ikke ligefrem bliver rare ligegyldigt, hvad for et væsen man er. Troede de, at du havde taget aftensmad med hjem eller hvad?” spurgte hun og kunne ikke lade være med at le, da Panthea lo. Der var et eller andet trygt over hende. Også selvom en hver anden blodsuger ville sende hende milevidt i den modsatte retning af, hvor de skulle hen.

Hun trak lidt på skuldrene af Pantheas spørgsmål og tyggede på sin underlæbe imens hun så sig om i rummet og for en gang skyld overvejede sit svar nøje. Let vippende med fødderne og med hovedet lagt en smule på skrå studerede hun rummet, der på en eller anden måde forekom hende koldt og mørkt på trods af det tændte lys. Lidt som en hule under jorden, eller en eller anden tågefuld ruin.
I hvert fald virkede det ikke synderligt imødekommende.

”Jeg ved det ikke…det klinger godt?” sagde hun næsten spørgende og trak igen på skuldrene.

”Desuden skal der rigtig mange igler til at slå nogen ihjel. Så er det ikke underligt at sige, at de vampyrer, der ikke dræber deres bytte ikke er igler? De suger jo stadig blod,” pointerede hun og vendte blikket fra en edderkop i loftshjørnet tilbage til Panthea.

”Men hvis jeg havde sagt det for at fornærme dig. Hvis jeg virkelig havde villet fornærme dig, så havde du vidst det,” erklærede hun efter en tid, hvor stilheden hang over dem som et tæppe.

Hun så lidt underligt på hende, da hun satte sig ved siden af hende i sengen, men nikkede så kort som for at acceptere det. ”Du lyder lidt tosset lige nu, ved du det?” påpegede hun næsten drillende ved Panthea’s næste ord.

//Hey undskyld ventetiden. SRP åd mit liv xD//