I'm scared, and i don't know what to do - Abaddon - (Fortidsemne)

Tid Det er sent om aften
Sted Hjemme hos Abaddon Lawless
Omgivelser Det er en smuk villa, der bær en del rigdom, men samtidig skønhed over sig.
Vejr Solen er gået ned, så det er koldt uden for, men hytten er varmet op af en pejs
Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Hr"
Den stilfulde tjener i sit galante tøj, rækket sin hånd med et pergament, mod villaens herre.
Tjenerens øjne havde et gennemtrængende blåt skær, men bagved det rolige stillehavs blik, lå der en dæmonisk og djævelsk natur.
Tøjet var skarpsindigt, prægtigt, og dyrt, men kunne man virkelig forvente andet end en tjener ansat af en raceleder.

Herren af huset sagde ikke meget, hans blik var stålfast og kompromiløst rettet imod sit skrivebord lavet af solidt egetræ.
Efter et par sekunders eftertænksomhed, og en underskrift på et papir, tog herren, som hed Rafael, imod pergamentet, som tjeneren havde medbragt.

Tjeneren forventet intet tak, eller anerkendelse, men alligevel lod han sin herre læse pergamentet, før han gik langsomt baglæns og ud af lokalet, uden at vende sig om og vende ryggen mod Rafael.

Aften skred actionforladt fremad. Og selvom Rafael hellere ville spise en gravid kvinde, eller klemme øjnene ud af hundehvalpe, end at skulle lave det her papir arbejde.
Men at være raceleder påkrævet at lytte til klagerne fra adelfolkene i lokalområdet, samt garantere at skatterne fra bønderne var optalt korrekt, også andre mere kedelige forpligtelser, som ikke kunne gives videre til en tjener eller ligende.

Det her var ikke altid sådan hans aftner gik, men hvis man troet at onde diktatoriske herskere bare sad på en trone og grinte ondt hele livet, så havde man totalt misforstået grundprincipperne af at reagere et område.

Men endelig. Efter at have skrevet sin underskrift flere gange end han havde trukket vejret, og efter at have udfyldt den sidste ordre, og givet papirene til ryttere, kunne han endelig ligge tingene fra sig.

Så Rafael lagde alt på deres hylder, og begyndte at vandre ind foran pejsen.
Pejsen var et rart sted. Her kunne han filosofere og slappe af, indtil hans krop fandt ro foran de åbne flammer i pejsen.
Rafael var ikke en mand som sov særlig meget, men i disse sjælsomme øjeblikke, begyndte han at nyde stilheden i de tomme gange, og den rytmiske lyd og knasende flammer, at han lænede sit hoved tilbage i stolen, og lukket sine øjne.

Rafaels indre ro bliv dog afbrudt af nogen små fusser som kom henover stengulvet.
Han kunne mærke et lille ryk i sit ærme, hvilket fik en lille trækning til at komme frem i hans mundvig. Som senere udviklet sig til et tilfreds smil, da han åbnede øjnene, og kigget skråt ned mod sin yngste datter; han lille pige.
Han havde et stærkt beskytter gen, så en lille nuttet pige, som havde sin mors øjne, og som kom hen til ham skræmt med tåre ned af kinderne, var ikke et syn som Rafael kunne stå for.
Hun var fars pige. Det var der ingen tvivl om. Og hendes eksistens gjorde ham glad.

Han kørte en blid og bøjet fingre, henover hendes kinder, mens fingren langsomt og milt tørret tårene væk, altimens han lod sin ansigtsmemik, i form af sit smil, og sine øjne, prøve at betrygge hende med et afslappet og beskyttende blik.
Meget faderkærligt. Som en superhelt som altid ville være der for hende.

"Lille skat dog"

Han kunne se at noget havde skrænt hende. Men han ville lade hende sige det i sit eget tempo.
Tonefaldet var langtfra bebrejdende, fordi hun skulle føle at rammerne var trygge, og at hun altid ville kunne vække ham, eller forstyrre ham, hvis noget var galt.
Han ville smide alt i hænderne for hende, ligegyldigt hvor vigtigt det var, og ligegyldigt hvor lille en ting hun havde brug for.
Hun var jo Daddys girl.

"Vil du sidde her lidt?"

Rafael regnede med, at lidt menneskeligkontakt var det som en forskræmt lille pige har brug for, for at lade det værste af nerverne falde til ro.
Han nikkede kort mod en anden tjener, som var kommet frem i døren, fordi han hørte nogen lyde.
Efter at have fået nikket, gik tjeneren ud af rummet igen, og ned mod køkkenet for at hente noget varmt og sukkerigt drikke til husets lille frøken.

Rafael forventede den slags af sine tjenere.
Han kigget mod sin datter, og fik igen et smil trukket frem, og et imødekommende kropsprog.
"Har Fenris og Alex fortalt dig flere af de historier igen?"

Rafael lagde sine arme blidt omkring hende, og lod hendes krop blive betryggende presset mod hendes fars bryst, for at give hende følelsen af nærvær, og for at vise han ikke var skuffet eller hadet hende.
"Selvfølgelig opføre du dig ordentligt Natasja. Og nej, jeg er ikke skuffet, og jeg vil aldrig nogensinde hade dig lille skat"
Han gad ikke tænke på hvad han skulle gøre ved de to uromagere, lige nu, fordi lige nu skulle hans opmærksomhed bruges på Natasja.
Men han skulle nok lære de to en ting eller to.
"Der findes ikke noget som hedder skyggemænd, og selv hvis der gjorde, ville de ikke kunne gøre dig noget her i dit hjem. Din far passer på dig. Ingenting kan ske dig her.
Men jeg kan godt hjælpe dig med at tjekke dit værelse? Også kan vi tænde nogle flere lys.
Men husk, skyggemænd er kun noget som dine søskende fandt på, for at skræmme dig. Der er intet som kommer efter dig"

Han tilmødekom hendes omfavning, ved at selv ligge armene mere omkring hende. "Ja jeg er sikker" Han ville aldrig hade hende, hun var jo hans lille pige, og selvom han nok ville blive skuffet en dag i fremtiden, hvis hun gjorde noget totalt dumt, som at drukne en af sine søskende, men had, eller længervarende skuffelse, var ikke følelser som han have overfor hende. Fordi selv blandt hans børn, som var dem som han holdt mest af, var hun speciel.
"Og du er den bedste datter, Tas"

Rafael bliv afbrudt da en tjener kom ind med to fade, den ene var der jordbær på, som var dyppet i smeltet chokolade, så de havde fået en brun chokolade overflade, nu hvor chokoladen ikke længere var smeltet.
Ved siden af jordbærene på fadet, var der små skåle med forskellige ting i hver, i en var der karamel, i en anden var der en blåbærmusse, og i en anden var der farverigt krymmel.
På det andet fad var der to glas med varm kakao, og en skål med flødeskum, med en the ske i, så man selv kunne putte i.

Rafael nikkede anerkende til tjeneren, som tegn på at han måtte sætte det ved bordet.
Dæmoner spiste ikke menneskemad for næring. Men de havde jo smagsløg, så man kunne sagtens nyde mad for smag, og hygge, uden at gøre det for at få proteiner, vitaminer, og kulhydrater.

Rafael grinte lidt til det hans datter sagde omkring at han skulle kigge under sengen. "Vi kan ligge nogle dyreskinds tæpper indenunder din seng, så der ikke er plads til monstre dernede. Så behøver du ikke tænke på om de er der? Men ja, skal nok tjekke under din seng, og alle andre steder. Fordi selvfølgelig vil jeg altid beskytte dig"

Rafael smilte lidt for sig selv. Han ville gerne have at hans datter havde det godt. Hendes barnsommelig adfærd var spændende at observere; det var ihvertfald bedre end at se hende forskræmt.
Og hvis der var noget som kunne dulme nerverne på et barn, så var det at fokusere på noget hyggeligt, og komme til at grine, så Rafael besluttede sig for at prøve at sige noget sjovt.
"Nej, jeg skal"
Sagde han med et lille grin, før han så lagde hånden over skålen, så hun ikke kunne få nogen.
Men hånden lå ikke strengt eller hårdt over jordbærene, bare drilsk og flabet, som et signal til at han lavede sjov.
Han ville fjerne hånden, hvis hun prøvede at fjerne den, men han lod som om han prøvede at holde den stille, men hun var alt for stærk til han kunne holde hånden over jordbærene.
"Måske burde vi lave et værelse til monstrene, så de ikke behøver sove på dit værelse?" Han smilte igen. Han fjernede hånden, hvis hun ikke selv havde fjernet den.
"Du spiser bare alle de jordbær du vil. Men gem et enkelt pænt, til mig, så du sød"
Han kunne ikke lade vær med at nyde synet af Natasja, som sad i hendes egen lille verden, og spiste jordbær.
Rafael syntes også at det var sjovt, at de snakket om monstre, når de fleste folk, nok ville kategorisere ham som et. Bestemt de børn og voksne som han havde traumatiseret for deres liv. Og han var næsten værre end et monster, fordi monstre under sengen er kun skræmmende, han var både skræmmende, og farlig, fordi han rent faktisk eksisteret. Men det var jo hans job, han var jo dæmonernes raceleder, så han kunne ikke rigtig være rar og flink mod folk.

Men her, med sine børn, var han ikke sådan.

"Hvad syntes du til, at dine søskende, dig, og mig, tager ned til søen imorgen, og har en skovtur?; Det kræver dog, at vi står tidligt op"

Selvfølgelig lod han hende flytte hans hånd, det ville jo være til glæde for hende, at hun kunne føle en barndommelig lykke, ved at kunne ´slås´ om den lækre mad mod en voksen, og vinde.
Han var vildt facineret den måde du angreb skålen på, i jagt efter det bedste jordbær, som en lille indiana jones.
"Mange tak, din far er stolt" han tog imod jordbæret, og spiste det. Han smilte til hende igen, og lagde sit hoved afslappet tilbage i stolen.
"Heh, jeg er ikke itvivl om at du vækker mig, men vi må se om dine søskende kan stå op tidligt nok"
Han prøvede at slappe lidt af igen, han havde en lang dag imorgen, han skulle træne med Fenris, når han var færdig med skovturen, også skulle han lave arbjede om aften.
Men han ville alligevel ikke give Natasja følelsen af at ikke være værdsat, så han gav hende den tid hun havde brug for, og den opmærksomhed som var nødvendig, fordi selvom han var en brutal og ond mand, havde han samme lidenskab for sine børn, og bestemt sin yngste, så han brugte sin standhaftighed og sin udholdenhed, til at være en så god far som muligt, for dem.
"Jamen dog, man må da ikke kalde folk dum og modbydelig, godt du er en opdragen pige, som ikke taler sådan om folk. Man skal altid tale pænt" Ja, han var noget af en hykler, men hun var ikke særlig gammel, og han ville gerne lære hende gode værdier, som at man ikke må tale grimt om andre, selvom han ikke ligefrem var en person som burde have lov til at moralsk prædke.
Han ville gerne have hun vokset op til at blive anstændig. Som alle forældre gerne vil have deres børn bliver.

"Men sejt du forsvaret din gamle far."

Hun fik lov til en hund.
og tiden gik. Som tid jo gør.
Mange triste, glade, og andre stunder, kom og gik.
Livet er nuanceret, og havde mange oplevelser at byde på.

Der var nu gået mange år, og Natasja var blevet en yndig ung kvinde.

Rafael sad i en udendørs stol på balkonen til hans villa, og kigget nedover det store åbne græs areal, som havde både smukke søer, henrivende farverige blomster, og pænt vandret græs, så det hele så ordentligt ud.
Han sad ikke særlig tit herude, men man er vel ikke tvunget til at gøre de samme ting hver dag, så idag ville han bare sidde og kigge udover den skønne natur, inden han skulle til et politisk møde med en anden raceleder, og afgøre noget om nogle grænser.

Men ligenu nyd han bare udsigten, og tænkte på manden som han kneppet til døde med hans kærestes afhuggede hoved. Det var enlig nogle sjove lyde han lavede, og det fik Rafael til at smile lidt for sig selv, mens han tænkte tilbage på det, og kigget på den smukke have.

Måske skulle han tjekke på Fenris træning, inden han tog afsted til møde senere. Men den beslutning kunne han tage lidt senere.

Natasja havde en kniv for struben, ikke mere end tre meter fra villaen, så Rafael havde ikke brug for en tæppetisser til at advare ham for situationen, for at tro at man ville kunne snige sig op på den vigtigste person i en raceleders villa, uden at blive set af en vagt, før man  overhoved kunne se villaen i horisonten, så var man godt dum.

Så Rafael havde skam fået af vide fra en af sine tjenere at Natasja var på vej hjem. Hvilket passet ham fint.
Men ikke længe efter, kom en anden tjener, og sagde at en ukendt fuldebøtte var blevet set hundrede meter fra villaens grund, så Rafael sukkede indenvendigt, inden han så havde rejst sig op fra stolen, og sagde at et par vagter skulle eskortere landsbytossen væk fra grunden, og give ham en aftale med tandlægen; Ved at give ham en årsag, til at have brug for en tur til tandlægen.
Men vagterne skulle helst ikke gøre for stor permanent skade.

Rafael var måske ond, men hvis han slagtede og tortureret alle fulde folk, som vandret forvirret ind på hans store grund, så ville der snart ikke være flere folk i de nærliggende landsbyer.
Og den slags adfærd ville bare skade lokalsamfundets effektivitet, og det ville påvirke hans, og hans rige venners industri, så det var bedre at ikke unødigt dræbe alle. Selvom det kunne være sjovt.

Rafael begyndte at gå ind i villaen, stille og roligt, han havde ikke travlt, han skulle bare skifte tøj til sit møde.
Han havde den største tiltro til, at hans dæmoniske vagter ville kunne håndtere en drukkenbolt.
Men for en sikkerheds skyld, kigget han i retningen af en tjener, og sagde at vedkommende skulle bede en vagt om at passe på velværen af Natasja.

Bare så hun havde en beskytter, i tilfælde af at hendes veje, og fuldebøttens veje, skulle mødes. Selvom det var lidt usandsynligt, at han overhoved ville komme så tæt på.
Men han tog aldrig chancer med sin lille piges sikkerhed. Hun ville altid være hans lille pige, ligegyldigt hvor mange år hun bliv.

Men han tog sig ikke personligt af sagen, fordi han havde jo tiltro til sine vagter, plus, han havde et vigtigt møde, og det skete jo mindst tre gange om dagen at folk vandret ind på hans grund, uden at vide hvem der ejet den, så Rafael kunne ikke overreagere hver eneste gang, fordi han havde jo et imperium at reagere.

Et par minutter senere. Da manden var kommet tættere på villaen, og Natasja havde fået koldt stål mod sin hals.
Bliv hunden som løbet ind i villaen for at advare folk, mødt af en hundekiks, i det sekund den kom indenfor dørene.
Hunden var dog mere optaget af at informere dens ejer var i fare, end at spise, så den nydelige herre, en ung dæmon, som havde givet hundekiksen, klappet den gøende hund på hoved, og gik afslappet ud af døren, og smilet roligt til den fulde mand.

"Omforladelse Hr-øltønde, men det ville mindre farligt at hælde kogende vand på Thors nosser, end at true Sir Lawless datter; så jeg anbefaler du finder en mindre smertefuld selvmordsmetode"

Dæmonen var ikke særlig gammel, yngre end Natasja faktisk, men hans havde en kæk og flabet attitude.
Hans hår var langt og gyldent. Næsten som en parodi på en disney prins. Håret hang glansfuldt, og elegant ned af hans krop, og sluttede tredve centimeter under nakkens slutning.

På hans overkrop, havde han en skinnede brystplade af stål, som reflekteret solens lys i smukke og dansende farver, når lyset ramte fra den rigtige vinkel på den pletfrie metaloverflade.

Han havde en nogle posebukser på sine ben for at kunne bevæge sig problemfrit.
Og han havde en tung jernbryne på indenunder brystpladen, som man kunne se på hans arme, da brystpladen jo ikke dækket armene, men jernbrynen gjorde.

Hans smil var ungdommeligt og frisk, hvilket kun gjorde hans krystal blå øjne endnu mere opkvikkende at se på, fordi det bliv bakket op af hans opløftende smil.
De blå øjne var fyldt med så meget livsglæde og kreativitet, at man næsten fik lyst til at nønne sin yndlings sang, og glemme alle problemer, fordi man kunne glide væk i det frodige og gennemboerende blik, som nærmest var manifestationen af harmoni og sindsro.

Hans tænder var kridhvide, og hans kindben var pænt afmakeret. Generelt kunne man nemt få svært ved at kigge på det store spyd han stod med i hænderne, fordi hans symmetriske ansigt tog alt opmærksomheden, med den kønne ansigts-struktur.

"Je-"

Den fulde mand skulle til at sige noget. Hvad han ville sige var ligegyldigt. Han kunne overgive sig, eller stille krav, det ændret ikke på, at den unge dæmon, strakte sit spyd mod halsen på Natasja, for at ligge spidsen mellem kniven og hendes blottet hud.

Et farligt træk, fordi hvis den fulde mand var hurtigere til at reagere, eller hvis dæmonen ramte bare en centimeter ved siden af, så ville Natasja få sin hals skåret af enten en kniv eller prikket hul i af en spydspids.
Fordi det var ikke så simpelt som at bare pege spydet i den rigtige retning, fordi udover han skulle gøre det hurtigere end den fulde mand kunne reagere, skulle dæmonen også skubbe sin spydsspids skrådt op, så den blorkeret for kniven, hvilket stortset var som at gribe et snefnug med spidsen af en negl, og gøre det fra den perfekte vinkel.

Men dæmonen her; enten grundet overmod, arrogance, eller berettiget tiltro til sine egne egenskaber, prøver den farlige metode.

Men dæmonen var jo trænet gennem blod, sved og tåre, med sit spyd, og han var ikke vagt for sjov, så han kunne bruge sit spyd så yndefuldt, at det næsten så ud som om han danset elegant med det, mens hans slås med talløse modstandere.

Den fulde mand, kan slet ikke nå at se dæmonen bevæge sig med sin overnaturlige hastighed, før at pludselig en spids af stål lå mellem kniven og det nøgne hud.

Efterfølgende kommer der en hurtig bevægelse fra dæmonen, som trækker sit spyd mod kroppen igen, og fordi kniven hviler på spidsen af spydet, bliver kniven skubbet væk fra halsen på Natasja.

Den fulde mand prøver bruge den hånd, som han har omkring Natasja, til at trække hende tættere på sig selv, og få kniven igen hen til hendes hals, mens den unge dæmon bruger bevægelsen hvor han trækker spydet mod sig selv, til at bygge momentum, så han hurtigt stikker spydet fremad, i et præcist, og et dødbringende stik, som bliver presset fremad så hurtigt som hans skuldre han trykke.

Og det er klart hurtigere end reflekserne på et fuldt menneske, så før kniven igen kunne ligge på Natasjas hals, havde manden fået et hul igennem hans kranium, og der var nu førre centimeters stål boret ind hans hjerne.
Hele mandens krop stopper med at bevæge sig, fordi kroppen ikke får signaler fra hjernen, og fordi kniven ikke hviler på Natasjas hals, får hun ikke snit på sig.

Mandens afdøde krop kan ikke længere holde fast i natasja, så liget falder bagover, og trækker ikke Natasja med sig ned i faldet, fordi fingrene bliver svage og løse når kroppen er død, så de ville umuligt kunne trække hende ned på jorden.

Dæmonen bukker oprigtigt, og dybt. Han laver en venlig og ydmyg gestus mod Natasja med sin ene hånd, som han ikke brugte til at holde spydet.

Han havde ikke trukket spydet ud af hoved på den døde mand, fordi han ville ikke have blod på Natasjas tøj, fordi så ville Rafael garanteret smide ham i gryde med kogende olie, hvis han havde været så dårlig til at beskytte natasja, at hun var blevet beskidt af det.

"Ærede frøken Lawless"

Sagde han med et ydmygt nik, mens han stadig bukket, inden han så lænede sig tilbage til sin fulde højde, da han var færdig med at vise at han respekteret hendes status, og hendes rolle i dæmon samfundet.
"Navnet er Vladimir Slávic, velkommen hjem. "

Det gjorde lidt ondt på ham at være så formel, fordi han var lidt af en rebel, Men han vidste godt at en dårlig kommentar fra natasja, til hendes far, ville få hele hans familie slagtet som pattegrise, og højt sandsynligt blive grilstegt som det.