sean - scared of the dark

t - omkring 20.44
s - kroen det brændende træ
v - regn og blæst udenfor
o - ganske alment værelse.


Følelsen af at blive iagttaget havde givet hende kvalme gennem den sidste dags tid.
Stille og roligt havde hun betalt for en værelse - for én nat, under navnet Sandra Stormwind.
I tilfældet af at nogen ledte efter hende ville de nok ikke bruge dét navn.

Hun var gået ud på badeværelset, og havde smidt kjolen og sit undertøj, dernæst var hun begyndte at fulde badekarret.
Hun trængte til en afslappende pause fra den stress der var omkring hende.
Hun havde taget et håndklæde om sig, mens hun fyldte karret, og da det var klar bed håndklædet lagt på vasken.

Så gled hun ned i det næsten kogende vand, centimeter for centimeter.

Han gik op til baren. Hun havde ikke set ham og det undrede han enlig, men han havde jo siddet over i et mørkt hjørne, klædt i kappe med hue over hovedet.
Nogle ville nok undre sig over at han skjulte sig på den måde, hvis de intet viste om hvor meget han blev jagtet ude i byerne. Andre ville nok være ligeglad, for det var nu meget normalt at folk skjulte sig - som oftes kun dem der faktisk havde noget at skjule.
Han havde siddet og ventet. Ikke på hende, han viste jo ikke hun kom her, men på et andet medlem af klanen, for at snakke med ham. Det så dog ud til at han ikke holdt aftalen...Måske skulle han selv finde ham og spørge lidt ind til det?
men nu var Nephthys her og det var også fint. Selv om de ikke var skiltes på den bedste måde tidligere, forhindrede det dem vel ikke i at snakke nu. Desuden havde han nogle ting at fortælle...Og ville godt se mere på det hus hun havde stilt til rådighed.
Denne aften havde han nogle mørke bukser på og en sort t-shirt, ud over en brun kappe med hætte.

Efter hun var gået, rejste han sig og gik over til kromanden, slog hætten ned og så på ham.
"Hvilket værelse bor hun på?" spurgte han roligt, selv om kromanden bare stirrede lidt på ham.
"Glem det, hvis ikke hun selv siger det, får du det ikke at vide!" Seans smil voksede. Det var det svar han havde regnet med.
"Det er et tilfælde jeg så hende...hun er dødsens og jeg er den eneste der kan hjælpe hende. Hun ved det bare ikke endnu, jeg ville ikke skræmme hende..." kromanden så nysgerrig ud, men da Sean ikke sagde mere...Og han ville jo ikke så godt have der skete noget, især ikke noget der kunne ødelægge omsætningen...
"Lad gå da!" Han fik nummeret...

Lidt efter var han gået op af trappen og havde fundet værelset, hvor han nu bankede på.

Hun lod sig glide helt ned i vandet, mens hun trak vejret dybt og blidt.
Det vil sige, lige ind til en eller anden nar bankede på hendes dør!

Hun fór op af vandet, viklede håndklædet om sig - det dækkede knap og nap hvad der var nødvendigt - og gik ud mod døren. Dampene fra badeværelset fulgte efter hendes varme legeme som en hale.

Hun tog fat i dørhåndtaget og gjorde antræk til at flå døren op. Dog behærskede hun sig, og åbnede den roligt.
''ja?'' hun skjulte sig så godt som hun kunne bag ved døren da håndklædet ikke var tilstrækkeligt.

Hans hætte var nede, så hun burde kunne genkende ham. Han lod en hånd blive på døren, da hun åbnede den lidt. Mest for at forhindre hende i at smække den i hovedet på ham.
Men det overraskede ham lidt, at hun virkede næsten nøgen og at hun var våd...forstyrret midt i et bad måske?
"Undskyld jeg forstyrre, Nephthys...Jeg ville bare snakke. Men det er måske et dårligt tidspunkt?" han smilte lidt og var enlig mest spændt på hvorfor hun ville reagere. Sidste gang gik tingene jo lidt skævt. Han havde mest lyst til at ignorere den fact at hun var forelsket i ham, men det kunne neph jo ikke bare. så han viste ikke selv, helt hvordan han skulle reagere på det.
desuden...var sandheden jo den at han var kommet til at holde lidt af hende. ikke så stort som en forelskelse, men så stort som en venskab man helst så vedligeholdt. Og som i at hun var en person, han helst så var i sikkerhed.
Men det havde han ikke tænkt sig at sige, i det tilfælde hun ville misforstå ham.

"kom ind... Så hopper jeg i noget mere belejligt.." hun var tøvende, nervøs. Hvad ville han tale om? Det var jo latterligt at dukke op nu.
Hun åbnede døren og bakkede selv væk så han kunne komme ind.

Hun skyndte sig ind på badeværelset ind og fandt sit tøj frem - undertøjet og den sorte kjole. Det vådte hår blev hurtigt flettet så dt ikke vwr i vejen.

Så gik hun igen ind til ham. Fast besluttet på at hun ville holde det på et proffessionelt plan.
Dette var arbejde - ikke mere end det.
Som om...

Han så hurtigt hun ikke brød sig om det og overvejede om dette havde været en dårlig ide...Skulle de nu aldrig kunne snakke sammen igen? Han undertrykte et suk.
Han trådte ind og lukkede døren efter sig, mens han så efter hende, da hun forsvandt ud på badeværelset. Rummet virkede en smule fugtigt, som om hun havde taget et bad i alt for varmt vand. Hvilket hun måske også havde, for at slappe af. og så kom han og ødelagde det...
De måtte bare holde dette på et mere...professionelt plan, så. hvis hun stadig væk ikke brød sig om ham...
Det var i hvert fald den følelse han havde.
Han så lidt på hende da hun kom ind igen og ville enlig havde sagt nogle gode, afstandtagende ting. Men i stedet forrådte hans mund ham og sagde noget helt andet...
"Hvordan har du det?"

"hvordan jeg har det, et er ikke relevant for dit ærinder - er det vel?" hun så på ham, stille. Hun kunne ikke tillade sig at lade det gå hende på. Han var hendes overordnede, ikke hendes ligestillede.
Udover at hun ikke ville fortælle ham at hun savnede ham, så ville hun heller ikke fremstå som svag igen. Men han havde som altid fundet en smutvej og havde fundet hende på det mest ubelejlige tidspunkt.

Hendes hår dryppede forsat, og dampen fra badeværelset stod nu snart om en tæt sky. Hun lukkede øjnene kort, for st samle sine tanker om at Sean igen sad forsn hende.

Denne gang lod han sukket slippe ud. Fint. Hvis det var sådan de legede!
Han mærkede hvordan hans ryg rankede sig i trods, han ville ikke blive trådt på, af hende. Hvis hun ikke ønskede sig hans bekymringer, hans tanker eller noget andet, skulle hun nok slippe for det!
"Bevares" svarede han, omend det var ret kort og sagt med en stemme, som virkede meget mere kold og hård nu, end før.
Hans øjne havde også ændret sig. De var ikke længere de samme, venlige, mystiske øjne. Det var som om der var blevet bygget en mur omme bag dem, så de bare var kolde og hårde nu.
Og en mur havde han vel også bygget. Han havde levet for længe til at lade folk såre sig. Og han viste lige hvilken mur han skulle hive frem, for at undgå det.
Han kunne sagt mange ting, bla. at det kunne have relevans, for hvis hun ikke havde det godt, kunne hun ikke blive sent på nogle opgaver.
"Arason, vores leder, er blevet vampyr. Umiddelbart skulle det intet ændre eller forandre noget for jer i klanen." svarede han kort og samlede sine hænder bag på ryggen.
Han gik over til vinduet og kiggede lidt ud af det, men det var ikke på nogen afslappet måde.

Han vendte sig dog snart om mod hende igen.
"Og så har jeg en opgave. Enlig ville jeg have lavet den sammen med dig, men jeg giver dig en anden at arbejde med" igen, det samme kolde, formelle tonefald.
Hun ville ikke få mere af ham, end hun selv gav.
Man kunne ikke blive ved med at dele slik ud...på et tidspunkt lukkede posen sig, hvis personen ikke virkede taknemmelig nok.

''jeg har fortalt Arason at jeg ikke længere tager imod opgaver. Beklager.'' hun så stille ned.

''desuden, må i da have bedre egnede end mig til det?'' hun så på ham igen.
''jeg er ked af at det er blevet sådan her mellem os..'' sukkede hun.
''men det er bedst, ikke sandt? afstand. Ingen personlige intriger.'' det var det som der ville være sket hvis hun havde forsat med at gå efter ham som en hundehvalp. Men inderst inde brændte hun efter at mærke ham - efter at kunne mærke hans arme om hende.
Men sådan skulle det jo ikke være..

hun stod stadig på samme sted som før, med blikket skiftende på ham og sine fødder - usikker.

han så lidt på hende, men det så ikke ud til hun tøede ham op.Ikke denne gang.
"Det har han ikke fortalt mig. Jamen så vil jeg da gå igen, hvis du ikke ønsker at gøre noget for din klan" han gik over mod døren, lagde en hånd mod håndtaget, da han hørte resten af det hun sagde. Han vendte sig halvt om mod hende igen og studerede hende ligt, men virkede stadig kold...som en mur.
"Jeg vil ikke diskutere dine kompetencer. Dit selvtillidsvigt må du selv komme over. Jeg havde fundet dig egnet for opgaven, er det ikke godt nok?" han så lidt på hende. Hun var usikker. Hun havde virket så kold før, men virkede hun sårbar.
han var dog besluttet på ikke at ændre det. Hun ville skubbe ham væk, han gjorde det bare lettere for hende.
"Jeg beklager det også. Jeg så det ikke komme. men om det er det bedste...Hvorfor spørger du mig, når du allerede har taget en beslutning?" spurgte han i stedet.

''fordi det har jeg ikke...'' hun bed sig lidt i læben.
''jeg prøver bare at opbygge et forsvar, hvis du igen skulle afvise mig...'' hun så oprigtigt på ham.
''det ved du at jeg ikke kan klare...'' hun rystede på hovedet af sig selv, inden hun så kort ud af vinduet.

Afvise hende, igen? så vidt han viste havde han ikke afvist hende. Han havde bare sagt sandheden. At han så...Havde set, hende som en ven. End til hun afviste ham.
"Hvem der afviser hvem, syntes jeg ikke vi skal snakke om. du kan være lige så skyldig, som jeg, på det punkt" svarede han lidt kort. Muren var stadig oppe, hun havde ikke væltet den.
"Og du har valgt...Hver gang jeg prøver at virke lidt medmenneskelig, afviser du mig. Er det ikke at vælge?" han så lidt på hende, så rystede han på hovedet.
"jeg kan ikke se hvor du vil hen. Jeg vil med glæde kunne snakke til dig, på en normale måde. Men hver gang jeg prøver..." han rystede igen på hovedet. Han havde allerede sagt for meget, mere end han enlig ville.
"...Hvordan kan jeg...hvad kaldte du det, afvise? Dig igen, hvis ikke der sker mere? Jeg gør bare dit valg lettere for dig" han rankede ryggen igen. han havde vaklet et øjeblik, men muren stod stadig. Og det var han glad for.
"Men nu må du have mig undskyldt. Jeg har nogle folk at finde, til en opgave som jeg har liggende. Bortset fra dig, er vi nogen der har noget at lave" den var måske ikke fair. Men han var ligeglad lige nu. Hun var ikke den eneste med følelser. Desværre.
Han åbnede døren og skulle til at gå ud af den...

Hun bed sammen over hans tonefald. Hun var på grådens rand - og det kunne ses. Hendes øjne fyldtes med tårer og blev matte at se på.

Hun vendte ryggen til ham, og gik hen og så ud af vinduet.
Hvis han bare vidste hvorfor hun ikke tog imod opgaver... At hun endelig havde fået blod på tanden - havde fundet frem til dem der ødelagde hendes liv for så mange år siden. At hun var få timers opsporing fra en hævn hun havde kæmpet for hele sit liv.

Men hun tav bare, og stirrede ud af vinduet. Hun trak vejret rystende, hvilket gjorde det svært at skjule at hun kunne bryde sammen hvert øjeblik det skulle være. Hun så ned, uden at vide hvad hun skulle gøre.
Hun forventede dørens lukken bag sig inden for få sekunder..

Han kunne se hun var ved at græde. Og han havde det lidt dårligt med det. Men han var også overbevist om at hun ikke ville have noget at gøre med ham. ellers havde hun sagt noget, stoppet ham...
han ville gerne hvad hun havde fundet frem til. Han var nysgerrig og interesseret. Især fordi han selv følte han havde prøvet at hjælpe hende igennem det...Men hun virkede ikke som en person der ville snakke.

Han lukkede stille døren efter sig. Hun havde ikke stoppet ham, havde ikke sagt noget. så måtte hun ønske det på denne måde, ikke? Han havde ikke lyst til flere diskussioner, hvis resultatet bare blev det samme. Lige meget hvor de snakkede om tingene, eller ikke, ville hun stadig have de følelser for ham og han ville stadig ikke gengælde dem. Kunne de, kunne hun, overhoved komme over det?
Han ville gerne hjælpe hende, men det endte bare altid galt...

Han bevægede sig ned af trappen og ned til selve kroen. Her satte han sig ved baren og bestilte det stærkeste de havde. Kromanden smilte lidt usikkert til ham.
"Overlever hun så?" spurgte han, da han skubbede dværg-øl over til ham.
"Hva...åh, ja, hun har det vist fint nok..." svarede han lidt træt, tog imod øllen og drak grådigt.

Hun hev efter vejret da hun hørte døren lukke. Så kom tårerne for fulde knald ned af hendes kinder, og ned på hendes hænder der hvilede på vindueskarmen.
Hun havde ødelagt det igen. Som altid. Ja,hvorfor ikke? Sådan var det jo bare for hende.

Hun så stadig ud af vinduet, indtil hun igen genvandt kontrollen over sine tårekanaler. Så tog hun stille noget mere praktisk tøj på. Hun ville ikke sidde og hænge mere, ikke når hun alligevel kun kunne tænke på hans kolde øjne.

Hun fik taget en stram sort t-shirt og grå løse jeans på. et par praktiske sko som altid, og et bælte med hendes kniv i. Meget primitivt, men det virkede for hende.

Hun løsnede håret, og lod det falde vådt ned over hendes skuldre, inden hun forlod kroværelset.
Hun afleverede kronøglen, og gav korte klare instrukser;
''behold lejen for de næste dage, brænd alt personligt i værelset. Hvis nogen spørger har du aldrig set mig før - forstået?'' han nikkede kort og hurtigt, som om han var vant til det.

Og så var hun ellers på vej ud af døren, hurtigere end normalt.

Hun havde åbenbart ikke set ham...eller ville ikke. Det måtte hun også selv om. Han ville gerne vide hvad hun skulle, men ville ikke følge efter. åh for helved! hvorfor nu ikke? Han plejede at gøre det. og hvis de alligevel skulle lege kolde skiderikker for hinanden, kunne han lige så godt gøre det.
Han drak resten af øllen hurtigt, selv om han viste det ville gøre ham lidt småberuset senere. Han smed nogle mønter.
Da hun var gået, listede han efter hende, erfaren som han jo var på dette punkt.
Han bemærkede hvilken vej hun gik, mens han overvejede hvor hun mon var på vej hen. Han viste det ikke.
så han listede bare lydløst, uselig, efter hende.

Hun forsatte ned af en masse kolde gader, med onde blikke rettet mod hende hvor end hun så hen.
Og dog... Langs en lille sidegade stod der en overvægtig mand - nærmest kuglerund - og grinte sin kluklatter sammen med sin ven, som nærmest lignede en tændstik der var blevet brugt. Hans sorte hår strittede til alle sider.

Nephthys mærkede igen et jag at foragt, da hun stirrede på det ar den tynde mand havde over næseryggen. Det sidste hendes bror havde gjort i forsøget på at redde sig selv og hende.

Hun holdt om kniven, da hun gik direkte mod dem - uvidende om at Sean fulgte efter hende.

''Nephthys! Min kære, hvor er du dog voks-'' den tynde tændstiksmand tav, da spidsen af en halvlang daggert pegede mod hans adamsæble.
''din kære?!'' spyttede hun rasende. ''hvor vover du så meget som at nævne mit navn - din forræder!'' knurrede hun, tydeligt at hun var overtaget af raseri og hævntørst.
''Nephthys, jeg forstår ikke-''
''spil ikke uskyldig! Det kan du ikke engang.'' knurrede hun. Hun var langt mere dyrisk end hun havde været da Sean havde lukket døren.

Den tykke mand var allerede væ mellem de andre mennesker der var stoppet op for at følge med i optrinnet.
''Neph, vil du virkelig slå mig ihjel her - som en anden baggårdsmorder?'' hans stemme var slesk, og det var tydeligt at hun nu tøvede.
''vil du virkelig slå mig ihjel, mig, din eneste rigtige ven?'' hendes blik sortnedes.
''venner slår ikke en vens familie ihjel for øjnene af en!'' nærmest skreg hun. Filmen knækkede. Hun kunne ikke.
''jeg lærte dig om mænd, gjorde jeg ikke? Jeg lærte dig var de ville have - intimitet.'' hun stivnede brat.
Voldtægten - endnu en ting hun havde fortrængt.
Daggerten der havde været mod hans strube, gled ned til hans lår, hvor hun borede den ind i inderlåret - tæt ved hans manddom. Hun slap daggerten og bakkede væk fra ham.
Nok blod var spildt. Nu ville hun bare væk.
Minderne af voldtægten skyllede over hende. Hun bed sammen, og stak af. Væk fra menneskerne der prøvede at hjælpe den sårede mand. Ingen bemærkede at hun løb mod de nærmeste sidegader for at komme væk.

Sean fulgte med, spændt på hvilke spøgelser hun mon gemte i sit skab.
Han overvejede om hendes reaktioner mon bare var skuespil, så hun kunne lave hvad hun ville i fred...Det skulle ikke undre ham. Hvad viste han enlig om hende?
Han listede sig tættere på, da hun stoppede op foran nogle personer. han listede så tæt på, at han netop kunne lytte.
Og sikke en samtale! Den var så interessant...Han viste ikke hun havde fundet frem til dem. Og hvorfor skulle hun også dele med ham?
Men han havde haft ret i en ting, blandt sine egne private tanker. Han skulle nok finde ud af det. Det gjorde ham som regel.
Da Nephthys skyndte sig videre, gik han tættere på. Folk strømmede sammen, nogen urolige over det skete, nogen urolige ofr manden der va rkommet til skade, andre bare nysgerrige.
"Af vejen, jeg tager mig af dette her!" som altid, fjernede folk sig, hvis en tog lederskabet af flokken.
"Træd tilbage!" gentog han og kom endelig frem til manden.
Han kendte ikke manden, men det var også ligeglad. Han viste lige præcis hvor han skulle hen!

Han greb fat i mandens arm og hev ham med sig, uden at vise medlidenhed for hans sår på benet. Men han trak ham ikke efter nephthys, men mod en normalt, uset hus midt i byen.
Her opholdte nogle af hans mænd sig, folk der arbejdede for ham.
Huset var slidt og en smule sølle...hvilket var perfekt til disse ting.
Han trådte ind og nogle mænd kom ham straks i møde, fra husets diverse rum.
"i kælderen med ham. Forbind hans sår. og gør ham medgørlig, jeg har nogle spørgsmål jeg ønsker at stille..." mændene nikkede og tog imod ham, slæbte ham med ned i kælderen, hvor de gemte det hele...
han overvejede om han skulle opsøge nephthys igen...Men tanken om at hun nok ikke brød sig om hans selskab, fik ham til at lade være.
I stedet gik han ud på gaden igen og gik mod et ubestemmeligt mål, mens han tænkte over det skete...

Efter omkring ti minutter var hendes puls faldet på plads igen, og hun satte sig på en tilfældig bænk, for at kunne slappe lidt af. Blodet var størknet på hendes hånd og små blodstænk var på hendes hals og ansigt.
Hun så ned, mens hun igen og igen så voldtægten for sig.

Sengens hårde metalkanter, den knirkende lyd hver gang han bevægede sig, hendes rysten af smerten, blodet der løb fra mundvigen.
'det er det her du vil komme frem i verdenen for' den samme mørkhårede mand som før.
Klynken, blod, smerte og gråd. Alt sammen ting hun havde fortrængt. Indtil for kort tid siden.
Nu krøb hun bare sammen på bænken og så ned.
Hun havde klaret det. Hun havde slået ham ihjel. Havde hun ikke?
Hun lukkede øjnene og et saligt smil kom over hendes læber, da hun tænkte på Sean. På hvad han ville tro hvis han havde set det. På hvor stolt han ville være blevet. For... Han ville da blive stolt. Ville han ikke?

Han viste ikke om det var skæbnen. Han troede ikke på skæbnen.
Men underligt var det i hvert fald, at nephthtys nu sad på en bænk foran ham. Han kunne stoppe nu, han gå sin vej. det ville være det bedste ikke?
Men han kunne vel ikke undgå hende for evigt, selv hvis han prøvede...ikke som klanens højre hånd og ikke med hendes som medlem.
*Du har heller ikke lyst...* stemmen i hans hoved irriterede ham en del lige nu.
hvem troede den lige, den var?
Han sukkede svagt, da hans ben bragte ham videre, tættere på nephthys. Hvad skulle han gøre?

det endte med han lod som om han ikke havde set hende, som om han gik i sine egne tanker. Da han nåede bænken, så han på hende med en forstilt overraskelse, men på en måde, så det virkelig lignede. Det var han blevet god til, skuespil. Det lærte man af tiden.
"Neph..." begyndte han, men lod så sine skuldre falde ned igen.
"Undskyld forstyrrelsen" mumlede han så bare og viste tegn til at ville gå videre...altså medmindre hun selv stoppede ham? Det gik op for ham han håbede...

hun blev revet ud af sine tanker, da hun stirrede op på Sean.
''S-sean? Hvad laver du her?'' spurgte hun, og skjulte hurtigt sine hænder med blodet på.

Hun lignede et blændet dådyr, hvad fanden skulle hun nu gøre.
Men istedet for at panikke smilede hun bare stort. Intet kunne overfuse at hun lige havde fået hævn. Varmen bredte sig i hele hendes krop.

''Ikke gå!'' bad hun hurtigt.
Hun rejste sig op, og stirrede kort ind i øjnene på ham. Deres ansigter var få centimeter fra hinanden, inden hun trådte et skridt tilbage. Hun ville ikke virke som den der påtrængende hundehvalp igen.

Han stoppede op og så lidt på hende. Han havde bemærket den rødlige plet på hendes hånd og de små pletter oppe af hendes hals. Hun var tydeligvis glad, selv som han undrede sig over præcis hvad.
"Det lyder meget bedre" sagde han så endelig, og smilte svagt. ikke noget stort, bare svagt.
Han gjorde en gestus mod bænken, for om de skulle sætte sig.
selv satte han sig ned.
"du virker glad. Kan man spørge hvorfor?" han spurgte forsigtigt. Han frygtede stadig at hun ville svare snerrende, på en måde hvor man bare mest havde lyst til at gå igen. Men han gav hende en chance...måske kunne de endelig tale lidt mere normalt sammen?

Hun smilede og satte sig, dog med passende afstand - s¨meget som bænken tillod det - til ham.
Hvad var hun så glad over? At hun fik hævn? At hun endelig fik klaret det?
''Jeg... Jeg har bare fået noget gjort som jeg har udskudt i rigtig lang tid.'' sagde hun med et smil inden hun så på ham igen.
I forhold til hvordan hun havde været før var dette en helt anden Neph.

Han mærkede forandringen, men viste ikke om det var til det bedre. Og hendes afstand gjorde ham trist. Var han virkelig så frygtelig?
"Neph...jeg vil gerne vide hvad, men ærlig talt...du lyder ikke som en person der gider fortælle mig. Ja, faktisk lyder du ikke som en person der gider fortælle mig noget som helst mere. og det bryder jeg mig ikke om.
ærlig talt, så jeg dig som en ven. en person jeg kunne snakke med og som udfordrede mig. Men efterhånden...kunne vi lige så godt være fremmede. Er det det du gerne vil? Sig det en gang og jeg forsvinder. du behøves aldrig se mig igen. Vil du gerne have vi er fremmede igen?" spurgte han og hans øjne var så underligt alvorlige, da de så ind i hendes.
Det var enlig stort, det han havde sagt...normalt gik han ikke op i 'venner' og følelser...men det betød nok ikke det samme for hende. Og sagde hun at han skulle gå, ville han forsvinde og have lært at han skulle passe på igen. at han ikke skulle engagere sig så meget i folk omkring sig.

Nu begyndte det igen - følelsen af at hun havde gjort noget galt.
''jeg var ikke fair. Jeg ved godt at jeg ikke var fair. sean, jeg vil ikke have dig ud af mit liv. Jeg vil ikke være fremmed. Jeng vil være din ven. Hverken mere eller mindre. Jeg vil bare gerne kunne se dig uden at frygte for det kolde blik.'' hun så lidt ned, hendes stemme var igen spinkel og tøvende.

''hvis du virkelig vil gå, så kan jeg ikke stoppe dig. Og det ved du også godt at jeg aldrig ville gøre. Jeg elsker dig jo for satan.'' den sidste sætning fik hende til at holde sig for munden.

''det... jeg mente ikke... det var ikke...'' hun fumlede efter den rette forklaring. Men var der overhovedet en? Havde hun bare talt uden omtanke?