I don't wan't to die in here, but I'm also scared to get out

Emnet er tilegnet @Alane <3

Et rum, fire vægge, 5 meter bredt og 6 meter langt. Det var et værelse hun havde kendt det meste af sit liv, et værelse hun havde gjort sit eget og nok altid ville være fanget i. De første mange år, havde hun aldrig vist præcis hvorfor hun var her, hvorfor hun aldrig måtte komme ud. Dog som hun var blevet ældre, begyndte hun ligeså stille at huske det, hun huskede synet af sin mors lig. Dette var selvfølgelig ikke noget hun havde fortalt sin far, der endnu heller ikke selv havde fortalt hende dette. Han pointerede altid at omverden var farlig, og dette kun var for hendes egen sikkerheds skyld. Selvom hun gerne ville ud, så var der også en del af hende, som rent faktisk frygtede det, frygtede hvad der ville ske skulle hun endda forlade katakomberne. Hun ville næppe passe ind i verden, givet hun havde brugt hele sit liv dernede og aldrig havde hørt om de magiske væsner, eller til de begivenheder som skulle havde været sket. Hun forstod sig heller ikke på de forhold mellem folk, da hun aldrig havde oplevet andet end sin manipulerende far, og han havde ikke just hjulpet hende, fodret hende med løgne og ting værre end dette. Derudover havde hun også sit hjem her, og uagtet hvor meget hun gerne ville ud, så var der vel altid den lille frygt.
De fleste ville mene, at hendes far var et monster og at han holde hende fanget, måske endda misbrugte hendes evne. Dog var hun loyal imod ham, og hver gang hun hjalp ham med noget, brugte sin evne imod andre, så var det kvalitets tid med ham. Han var så ofte væk, og hun havde ingen andre end ham, så når hun kunne være sammen med ham, så gjorde hun alt for at ham. Selvom han endda gav hende noget underligt rødt væske, væske som både gjorde hende stærkere og roligere, så gjorde hun hvad han sagde. Hun var hans datter og hun ville gerne have han skulle være stolt. Han havde givet hende så meget, han havde givet hende dette værelse. Selve værelset bestod af hendes store dobbeltseng, som var både blød og varm. Væggene var dækket af malerier, hun havde bøger, ting at tegne med og endda et smukt bord. De fleste ting på hendes værelse var dyre, smukke og helt igennem perfekte.

Bekymring fyldte hende stille, for hvor blev han af? Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, han var kilden til hendes mad og han var nærmest forsvundet. Hun skyndte sig hen over det bløde gulv, og op i sengen, hvor hun fandt sin bamse. Blidt trykkede hun den mod sit bryst, alt i mens hun betragtede sit rum, ville det virkelig være her hun skulle dø? Hvis han ikke snart kom tilbage, så ville hun dø af sult og dette ville i sidste ende blive hendes gravsted. Hun kunne jo ikke engang komme ud af døren, som kun kunne åbnes udefra, så i sidste ende ville hun nok aldrig komme ud. Fuldkommen fanget i sine egne tanker, var det først da hun hørte lyde udfra gangene, at hun egentlig kom tilbage til virkeligheden. Nysgerrig rejste hun sig op fra sengen og bevægede sig mod døren. Folk kom meget sjældent ned i katakomberne, de fleste blev væk og kom aldrig tæt på. Dog syntes heldet at være med hendes side, og med et mindre smil på læberne, lukkede hun øjnene.
Hun lyttede efter tankerne, blot for at høre om vedkommende var fjendtlig og hun så skulle passe på, eller om dette var en med gode intentioner. Dog syntes hun at blive ramt af en mur, hvilket faktisk endnu aldrig var sket. Hun havde aldrig oplevet, at hun ikke havde været i stand til at høre andre, så her blev hendes nysgerrighed for alvor vagt. Hun bankede imod døren "I'M IN HERE!! PLEASE HELP ME!" råbte hun, alt i mens hun forsøgte at gøre alt for, at få denne fremmedes opmærksomhed. Hun bed sig i læben, og håbede virkelig, at denne fremmede ville forbarme sig hende og endda hjælpe hende ud, så dette ikke ville blive hendes gravsted.

Det blev stille igen, og et kort øjeblik troede hun, at det hele havde været en fantasi, noget hun havde forestillet sig. Måske havde denne mystiske fremmede, i virkeligheden været en, som ikke eksisterede. Måske ville hun i sidste ende, møde sin ende i dette rum. I mange tilfælde, havde hun trods alt set eller hørt ting, som rent faktisk ikke havde været der. Så måske kunne denne følelse, af at der havde været nogen, været ikke eksisterende. Dog syntes hun at kunne høre stemmer, og igen følte hun efter. Hun lukkede øjnene, og forsøgte at presse på, men som før ramte hun imod en mur. Dette var en tegn på, at der nok ville være en person i nærheden. Hun hamrede igen på døren, bad til at hvem end det var, så ville vedkommende komme tæt på nok, til at personen ville kunne høre hende.
Da spørgsmålet kom, til om der var nogen, bed hun sig i læben "I'M RIGHT HERE!" råbte hun, alt i men hun endnu bankede på døren. Selvom hun ikke vidste, hvem vedkommende var, men hun krydsede dog fingre for, at personen ville hjælpe "PLEASE HELP ME, I'M IN HERE!" hun blev ved med at banke imod døren, således hun ville kunne indikere, helt præcis hvor hun var henne.

//sorry for den korte længde