A meeting with the gentle woman? - Mirabella

Fenris gik i regnen, hans blik faldt omkring sig. Han var sulten efter noget nyt og noget frisk. Han havde iført sig sine brune rejse bukser og et par praktiske læder støvler. Hans hvide skjorte, som blev dækket af hans bjørneskinds kappe, der kunne dække hans krop imod regnen. Blikket faldt rundt i de kolde gader, mens vandret ned i retningen af Det Vilde Svin.

Han åbnede den halv kolde dør, som havde modtaget et ordenlig omgang fra regnen. Hans blik faldt på de folk der sad der inde, nogle sad og planlagde deres næste rejse. Der var mange eventyrer og pilgrimer. Men hvad forventede man ellers på Det Vilde Svin? Han bevægede sig i retningen imod baren. Hans blik faldt dog på en lille gut, som havde hånden lidt for langt fremme. Fenris snærrede af ham, da han opdagede at knægten prøvede at få fat i hans læder pung, som hang ved siden af Fenris.

Drengen blev skremt og løb videre over til det næste 'offer' for at prøve lykken ved. Fenris sukkede blot, men holdte øje med ham ude i øjenkrogen. Hans overblik blev dog forstyrrede af Krofadderen, som stod foran ham og sløgede sætningen. ''Hvad skulle det være min ven?'' Han var en lidt større mand, specielt omkring belte stedet. Men igen, det var jo en stor mand, der ejede en større kro. Fenris smilede varmt og kiggede blidt på den kære mand. ''Et krus mjød tak.'' Kromanden fortsatte videre til den næste kunde, hvor efter der blev slynget et krus med honning og lavendel mjød i retningen af Fenris. Fenris snussede kort til mjøden, hvor efter han drak det, med større velbehag.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen faldt tungt udenfor of gjorde himmelen tung og mørk. Fra den lille kro skinnede et hyggeligt lys ud på gaden, og åbnede man døren derind til lød latter og musik. Mirabella var tidligere på aftenen ankommet med sin bror til kroen tidligere på aftenen. Hun havde ikke følt sig tryg da hun trådte ind i kroen, dette var ikke et sted en ung pige burde opholde sig. Kroen var fyldt med skumle typer, muskuløse mænd med for meget temperament og alkohol indenbords. Hvad hendes bror ville på denne kro vidste Mirabella ikke, men hendes naive personlighed overbeviste hende om der ikke var noget skidt ved det. Han havde hurtigt søgt efter et bord, hvor andre mænd sad og talte afdæmpet og indgik nu snart selv i samtalen. Imens han talte blev den unge engel ladt til sig selv og hun satte sig nu selv ved et tomt bord og lyttede til musikken.
Sådan sad Mirabella i lang tid uforstyrret og nød musikantens afdæmpede toner, men freden varede ikke ved. En ung herre, som tydeligt havde fået for meget at drikke, kom hen og satte sig ved hende. Det virkede harmløst og gjorde hende intet, så hun smilede bare mildt til ham. Mirabella var ligesom sin moder en køn pige, der tiltrak sig folks opmærksomhed. Denne aften var det ikke ligefrem positivt, for den unge herre opførte sig snart upassende overfor hende. Han tog Mirabella om livet og tvang hende helt tæt på sig, prøvede at tage på hende og kysse hende. ”Vil de venligst slippe mig?” sagde Mirabella venligt men bestemt, imens hun ihærdigt prøvede at slippe fri, ved at skubbe ham fra sig, men modsat ham var hun ikke stor og muskuløs. For at slippe fri ville hun få brug for hjælp, og hun håbede da at storebroderen ville opdage det og snart hjælpe.

Fenris havde øjnene på en drukken mand. Jo, denne var god nok. Værdig nok til at spise, måske end da at lege med. Men da han bevægede sig over imod en ung kvinde, som så ud til bestemt ikke at være vant til sådan et selskab morede Fenris sig lidt. Han observerede sceenen der foldet sig ud og stille bevægede sig over til den anden mand og der efter tog fat omkring hans underkæbe og smilede kort. ''Dig kommer det nok til at blive for i aften. Kom så med dig!'' Han kyssede ham kort på læberne, uden helt at give en tanke på den stakkels kvinde, som prøvede at slippe fri fra hans klamme greb.

Manden stirrede i halv overraskelse, mens Fenris stille manipoleret, takket være blodet af at være en Incubus i at lokke manden væk fra hende og i retningen af Fenris. Han ved et uheld havde stillet sin katana ved siden af manden, da Fenris forventede det ville tage noget mere tid end forventet, så han hev blot manden med sig, med hånden under hans kæbe og den stakkels mand nåede dårligt nok at få ordenligt fat på den stakkels pige før han var hevet med ud på toilettet.

Manden prøvede desperat at gøre modstand imod Fenris, men grundet hans fuldskab, endte det i at han fjumrede rundt og bankede hovedet ind i vægen, da de nærmede sig toilets døren. Fenris morede sig lover hans aktioner og stille løftede ham under underarmen og trak ham med ud på toilettet, hvor efter han lukkede døren og der gik ikke mange minutter, før at den stakkels mand begyndte med at stønne. Højt.

Dog svagt kunne det høres ude fra toilets døren, mens Fenris stille lidt efter lidt fortærrede den stakkels mand. Hans øjne faldt omkring mandens døde og nøgne krop, mens hans smil faldt på læben. Fenris skulle til at gribe fat omkring hans våben skaft, for at sikre at det så ud til at manden var død, men til sin egen overraskelse var hans våben væk. Nogle eller noget måtte havde stjålet det?! tænkte han kort hvor efter han huskede at han stillede det ved den nervøse pige!?

''Min far myrder mig hvis jeg mister den?!'' mumlede Fenris halv nervøs, hvor efter han skulle til at gå ud af toilets døren.

Det der skulle have været en hyggelig aften på kroen med sin storebroder, var nu blevet til en mere ubehagelig oplevelse for Mirabella. Nok var det ikke en normal tanke at have, hvis man valgte at gå ind på Det Vilde Svin. Lige nu stod den unge pige fanget i en fremmed mands favn, og prøvede på høflig vis at skubbe sig fri. Mirabella var ikke meget for vold, og prøvede altid så vidt muligt at undgå det. Stod det til hende var der altid en fredelig måde at løse tingene på.
Denne indstilling hjalp ikke meget på dette punkt, for den fulde man havde endnu ikke givet slip, og blev ved med sin opførsel. Hele scenariet sluttede dog kort, da en anden herre kom over. Mirabellas ansigt endte i en måbende grimasse. Denne herre placerede et kys på mandens mund og fik ham derefter trukket med sig.
Forvirring fik mere plads end taknemmeligheden for at slippe for manden, dog nåede hun aldrig at sige tak. Inden hun nåede at reagerer, var de to mænd forsvundet ud på kroens badeværelse. I et stykke tid stod Mirabella blot og kiggede i retning af, hvor de var gået, før hun igen kom til sig selv. Det var her hun opdagede noget der lignede et sværd. Hun var ikke sikker på hvem det tilhørte, men tænkte på den mystiske mand, som var blevet hendes redning. Kunne han have sat det der? Ingen andre end de to mænd havde været derhenne, så det måtte være en af deres. Mira tog det forsigtigt op i hænderne, mest så ingen andre ville tage det. Hun besluttede sig for at vente på dem, og gik i samme retning som de tidligere havde gået.  Hun stod snart foran badeværelsets dør, men ville blot vente her, da hun helst ikke ville forstyrre, folk skulle have deres privatliv. Derfor stod hun lige udenfor klar til at give sværdet, eller hvad det end var, tilbage til dets ejermand.

Fenris stod lidt og så ned på sig selv. ''nej.. dette her går ikke.. jeg må sku sikre det pisse sværd... for satans?! '' tænkte han kort, mens han rettede sine bukser og der efter knappede sin skjorte op, mens den anden hånd stille åbnede døren. Han ville sikre at ingen havde taget sit sværd. Nørj hvor følte han sig dum over det.

Han tog fat i døren og åbnede den stille, hvor efter han spottede en ung kvinde, som holdte hans våben. Vent.. var dette ikke tøzen, som den fulde stodder prøvede at mørve sig på? Jo... Naaaa... Jooo.... Fenris tanker kørte lidt rundt, mens han stille prøvede at huske hvem hun var. Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hans våben. ''Oh.. ehm.. min sværd? Tak skal de havde. Og de må være?'' sagde fenris halv høflig og så ned på sit våben, hvor efter en hånd blev placeret på hendes skuldre og nærmest diagerede hende i retningen af hvor de sad. ''Forresten, kunne de tænke dem en drink? måske et krus mjød? eller mælk til deres yndefulde hals?'' sagde han efterfulgt, men en halv flirtende stemme. Hans tanker faldt kort omkring hvem denne kvinde kunne være. Var hun blot en tilfældig? eller var det måske af ren og skær høflighed hun dukkede op med hans våben?

Det var ikke længe Mirabella stod foran døren, alligevel følte hun sig akavet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv eller det sværd hun holdt på. Da døren åbnede sig og hun så sin ” redningsmand” træde ud gik hun med forsigtige skridt imod ham. Han virkede selv til at have set hende eller i det mindste sværdet, og stod kort efter foran hende. Hendes antagelse havde været rigtigt, sværdet havde tilhørt den ene herre, nemlig ham der havde fået den anden væk.”Jeg ville blot takke for deres hjælp herre. Jeg fandt dette sværd og vidste ikke hvem dets ejermand var. Min ønske var blot at personen fik det igen, så det ikke skulle gå tabt.” sagde hun med en mild og melodiøs stemme og rakte ham sværdet. Kort efter mærkede hun hånden på sin skulder og lod ham blot føre hende med sig.
De næste ord fik den unge pige til at røde lidt, så kinderne fik en rosenrød farve som en kontrast til den blege hud. Hun kiggede genert ned i jorden ”De behøves ikke give mig noget, herre jeg var blot taknemmelig for deres hjælp” sagde hun denne gang mere genert, men taknemmeligheden var oprigtig. Mirabella var ikke vant til at blive flirtet med, hun vidste derfor ikke hvordan man skulle reagerer.

Fenris smilede blot over hendes reaktioner. ''Sluder, lad os fejre det. Hvad siger du? Et krus mjød eller mælk til den pæne unge dame? Som tak for at passe på hende.'' sagde han høfligt, nærmest insisterende, hvor efter han modtog sit sværd og lagde det i hans venstre hånd, mens den højre hånd gled ned og om bag hendes ryg, oven over hendes hofte.

''Hvis de blot sætter dem her, så er jeg tilbage med vores drinks. Okay? Også kan de fortælle mig alt hvad en ung charmerende pige, som dem ved.'' Hans stemme var rolig, mens han havde diagerede hende til sit sidde sted, hvor hun tidligere sad og hans stemme var igen flirtende og halv prøvende på at charmerende. Fenris virkede glad og tilfreds, mens hans tanker kørte på om hun mon var et værdig bytte? Hun havde jo passede på hans våben, så mon ikke nyde hendes selskab, som hendes belønning? Tanken lød ganske fornuftig i Fenris's hoved, hvor efter han vendte sig rundt og fortsatte op imod baren, for at bestille drinks til ham og hans charmerende unge dame, som han endnu ikke havde præsentere sig for. Men så igen, det havde han jo hellere ikke.

Kinderne var røde og den unge pige var blevet forlegen, hun var i alle aspekter en engel. Hendes gerninger var uselviske og for at hjælpe andre, hun ventede på sin sande kærlighed og ville ikke såre andre. Dette fyldte en så stor del af hende, at det var blevet til en del af hende. Mirabellas aura var mildere, kunne man sige. Hendes aura havde ofte indvirkning på folk omkring hende, den fik ofte folk til at blive mildere, gøre det ”rigtige”. Selvfølgelig vidste Mirabella intet om dette selv, hun regnede jo blot med at menneskene var sådan, alle ønskede at træffe de rigtige valg og gøre det rigtige – den unge pige var stadig ung og naiv.
Forsigtigt løftede hun blikket fra jorden og kiggede mod manden. ”Jamen, i så fald blot et krus mælk, tak” sagde hun sendte et mildt smil. Kinderne blev endnu rødere da han tog hende over hoften og hans næste ord lød. Kontrasten mellem dem nærmest marmoragtige hud og de rosenrøde kinder var nu tydelige. ”Okay, det vil jeg så gøre” fik hun fremmumlet og satte sig, ved det bord hun tidligere havde optaget. Hendes blik hvilede på herren, som han gik op mod baren for at bestille. Hvem var mon denne mand? For hende virkede han i sandhed som en gentleman, og hun anede ikke uråd, hvorfor skulle denne mand dog ville skade nogle?
Det varede ikke længe før hun så herren komme tilbage med to krus. Igen sendte hun et smil, og valgte at det var på tide de fik introduceret hinanden, hun ville trodsalt gerne kende navnet på sin redningsmand, som nu også bød hende på noget. ”Jeg undskylder jeg ikke fik introduceret mig før herre. Mit navn er Mirabella, hvad kaldes de herre?” sagde hun med sin melodiøse stemme, da han havde fundet sig til rette ved bordet.

Fenris satte sig blidt og smilede varmt. Hendes nærhver påvirkede ham. Dette kunne  han næmt mærke. Hun mindede ham om en eller anden... Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, men noget bragte det op. Han stille tog en tår af sit krus, mens hun introducerede sig, hvor efter han sank en klump med mjød.

''Mit navn er Vánagandr Lawless. K..'' Fenris stoppede et kort sekundt og tænkte at han nok ikke bør nævne at han er kronprins. Han vidste jo knap nok hvem hun var, men et let smil faldt kort på hans læber. Han så rundt og stille undret sig over hvad hun lavede her, så spørgsmålet blev slynget ud. ''må jeg spørge hvad de laver her, på sådan en underlige bar, som denne Mira? Ehm.. Hvis det er okay jeg kalder dem Mira.'' Han så over på hende igen, mens kruset igen fyldte hans mund med det kolde mjød. Han nød hendes selskab. Det fik ham til at slappe af, miste sine bekymringer og faktisk begynde og nyde hendes selskab. Dette var et interessant bytte.. Ganske unikt.

Lyden af musik stille dæmpede sig, mens folk snakkede rundt. Et par få rygter svævede rundt i luften ''... Jeg siger dig, men folk tror ikke...'' hviskede det ene par et stykke væk, mens et andet begyndte et andet rygte ''... Folk døde under broen, mens vagterne endnu ikke ved hvor...'' flere og flere rygter blev spredt, mens folk stille hviskede rundt i krågende. Rygterne omkring et mord ned langs tunnelerne og kloakerne havde spredt sig. De var særdeles frygtsom, en mindre trykket stemning kunne lidt fornemme, mens nogle folk snakkede omkring en mansion hvor nogle mente at morderen holdte til... Fenris så på hende og stille spurgte hende lavmeldt. ''Hvor, hvis jeg må spørge sover de? Nætterne er ikke sikker som de har været. Specielt ikke når en serie morder er løs.'' en andelse af bekymring stille lød i hans stemme, mens blikket faldt omkring sig. Næsten som om at han ville sikre sine omgivelser.

Det varede ikke længe inden manden igen gjorde hende selvskab, da han kom tilbage med de to krus. Den unge pige fik introduceret sig, som det var påbudt, og kunne nu selv få navnet på denne venlige mand. Vánagandr, det var navnet hun ville huske i fremtiden. Hvad han havde været ved at sige, men valgte at undlade undrede hun sig over, som enhver anden ville. Mirabella lod det dog lægge, enhver person ville have sine hemmeligheder, og det skulle de have lov til.
Forsigtigt tog hun kruset med mælk og tog en lille slurk af det. Det gjorde hende godt, efter dagens vandren rundt, gav dette fornyet energi. Med et lille smil om læben hørte hun på hans spørgsmål, og fjernede kruset fra munden. ”Det er helt i orden de kalder mig Mira. Jeg drog med min broder til byen, vi skulle skaffe nogle forsyninger til min fader. Han sidder derhenne” hun afbrød kort sin taler og lavede en håndbevægelse mod det afsides bord, hvor hendes bror sad. ”Han skulle have nogle planer på plads.” Det var tydeligt at høre den tillid hun havde til sin bror, da hun talte om hans planer. Mirabella troede ikke det kunne være noget slemt, og havde ikke dømt typerne på kroen.

Mirabella havde megen tillid til sin broder generelt, regnede med han altid gjorde det rette. Selvfølgelig var dette svært for et menneske, de var lettere at lokke, hvilket han også blev.
”Jeg ved det faktisk ikke” sagde hun en smule tøvende, hendes bror havde lagt planerne, hun var blot fulgt med. ”Min broder har styr på det, vi finder nok værelse på en kro eller et gæstgiveri så snart han er færdig” Denne gang sagde hun det mere tøvende, tanken om en morder, der var løs gjorde selvfølgelig en ung pige nervøs. Forsigtigt smilede hun igen til manden, hun følte sig tryg i hans nærvær, hans spørgsmål gjorde hendes tillid større. Mirabella kunne ikke forestille sig at denne mand ville skade nogle, han havde tidligere reddet hende og lod nu til at bekymre sig for hendes sikkerhed.

Fenris sad lidt og studerede og vuderede Mirabella. Hendes ansigt, hvordan hendes hård naturligt havde lagt sig på et så sødt ansigt. Hans blik faldt der efter på hendes læber. Ganske rosen røde, måtte han selv indrømme. I hvert fald af den naturlige slags, mens hans øjne halvt vuderede hende, havde hans øre stille opfanget hendes sætning omkring sin broder der sørgede for planer og at hun havde det fint med at Fenris kaldte hende Mira.

Han tænkte lidt omkring hvorfor hun ville lade alt sin tillid til sin broder, men måske var det lidt ligesom fenris? Han havde også lagt største delen af sin tillid til sine søskende, men en mindre mistillid til sine søskende havde altid prikkede i hans underbevidsthed. Dette drejede sig dog mere omkring deres sikkerhed, end hvor end de var. Hans læber blev stille fugted af kruset, som mødte hans læber og mjøden riddlede stille ned af hans hals. Han satte kruset roligt på bordet igen, mens han prøvede at rette sig op.

Fenris stille lænede sig over bordet og stille hviskede til hende.''Hvis din bror og dem selv har lyst, så har jeg et værelse lejet over i en kro i Angerforge District. Disse.. Steder er ofte bedste mulighed for tyveri'' Hans stemme var stille, men han håbede at den var høj nok til at hun kunne høre det. Han rykkede sig tilbage efter at havde nævnt omkring sit tilbud for hende og hendes bror til at kunne overnatte på Kroen i Angerforge District. En af de grunde til at Fenris dukkede op på Det Vilde Svin var ofte selskabet. Han følte sig bedre hjemme og nærmest i sin jagt marker, end når han var i Angerforge District.

Musikkens toner var rolige, lullede folk ind i en døs, så der for en gangs skyld ikke var slåskampe. Broderen sad stadig ved det afsides bord og lagde aftaler. Snakken var afdæmpet, og de kiggede sig nervøst over skulderen, som ville de ikke andre hørte om det.
Den varme mælk løb ned igennem hendes svælg, varmede halsen op. Forsigtigt satte Mirabella kruset fra sig. Denne mand var yderst besynderlig, hans venlighed varmede Mirabellas hjerte. Hjælpsomheden, at han tænkte på andres sikkerhed, dette fik hende til at sende et varmt smil. Mirabella ville gerne give manden svar med det samme, men vidste hun ikke kunne uden broderens sammentykke. Undskyldende svarede hun ham. ”Jeg kan ikke svare uden at have talt med min broder, men deres tilbud er uendeligt venligt. De er i sandhed en godhjertet person” hendes stemme var taknemmelig, og øjnene lyste op. Mirabella fik sig oplivet og tryg i denne mands selskab, selvom hun knap kendte manden. Måske var det på tide at spørge ham om nogle ting. ”Hvad bringer dem hid til denne kro, hvis du har værelse i Angerforge? Jeg undskyld hvis mit spørgsmål er påtrængende” nysgerrigheden var let at spore i hendes øjne og hovedet blev lagt let på skrå.

Efter et længere tidsrum, hvor Mirabella havde talt roligt med manden kom broderen endelig. ”Hvem er den mand Mirale?” han gjorde et hovedkast mod Vánagandr, som sad ved hendes side endnu.
Kort efter svarede hun broderen. ”Dette er Vanagandr. Han har tilbudt at vi kan komme med ham til en kro i Angerforge District” samtidig sendte hun et stort smil, og man kunne se glæden i hendes øjne. Mirabella kunne se broderens skeptiske øjne og vurderende blik ”Han er god nok, han hjalp mig tidligere.” hendes stemme var tillidsfuld og beroligede tydeligvis storebroderen. ”Lad gå, man kan vel ikke sige nej til det tilbud” mumlede han med sin dybe stemme. Modsat Mirabella var Lincoln ikke lige så tillidsfuld, derfor stolede han stadig ikke helt på denne fyr, en ting var sikkert han ville holde øje.

Fenris smilede varmt og lyttede kort. Han nikkede kort da hun lød usikkert på at svare hans tilbud. Måske lå der mere end hvad det blåtte øje kunne spotte?. Hans tanker faldt omkring hendes attitude. Måske var der noget hun ville fortælle? Eller om det var storebroren der havde største delen af kontrol over sin søster? Hun var jo ganske vidst uskyldig, hvilket var en sjældent ting her omkring Doomsville District. Han så dog på hende da hun stillede spørgsmålet omkring hvorfor han var her på kroen, når han havde et værelse på Angerforge District. Han kløede sig lidt i nakken, hvor efter et let smil faldt på hans læber. 'Jo.. ehm.. ser du.. Faktisk så har jeg en lidt anderleds appetit. Maden her fra min side er ganske fortræffelig, men værelserne er... ikke sikre. '' Fenris havde jo ikke som sådan løjet. De fleste sjæle han havde spist under sex var jo ganske fortræffelige. Han nød jo dem mere end noget andet, mens også at sikkerheden ikke var den bedste.

Han så dog på broderen, som dukkede op og havde et par lettere skeptiske blikke. Et smil faldt på hans læber og han så blot på broderen. ''Hyggeligt at møde dem. Jeg skal nok introducere mig fuldt når vi kommer på hotelværelset. Det er ikke helt sikkert at sige det her. Det kende du jo nok alt om.'' Han smilede varmt og rejste sig. Han gik dem i forkøbet til hovede døren og stille åbnede den op for de to søskende par. ''Efter denne herre og dame.'' Sagde han lettere halv charmerende og så på broderen. Hvis lincol havde planlagt et par større skæptiske smil, samt at hvis Fenris kunne give mulighed for at blinke til ham med det ene øje uden Mirabella så det, ville han nok gøre det. Hvis altså at Broderen stadig så skeptisk ud på ham.

Under deres tur til Angerforge district ledte Fenris dem i retningen. Hans blik faldt nok et par få gange tilbage på dem, mens han fortsatte videre op imod hans kroværelse. Hans katana havde blevet sat i hans belte, så det var tydeligt at kunne spotte han måtte måske havde været en duelist. Ved et nærmere øjekast ville man kunne nemt spotte nogle små ord.

Broderen havde ikke den samme mildhed over sig, ikke den samme tiltro til sine medmennesker. Han var ikke en engel, trods den kærlige opvækst kendte han også til den barske verden, han vidste ikke alle var gode, nogle var onde. Mirabella havde en anden holdning, hun troede fuldt og fast på det gode i alle mennesker, noget hjerteligt måtte der være. Den unge pige havde oftest ret, men hun vidste heller ikke hun frembragte disse sider i nogle folk. Selv havde hun aldrig oplevet rendyrket ondskab, blot ødelagte folk, som havde brug for hjælp.
Broderen kiggede bare skeptisk på manden, da han talte, men havde ladet sig overtale af lillesøsteren. Han havde Mirabella under den ene arm, da de gjorde klar til kroen. Med faste skridt og rank ryk gik han, mens den unge pige gik mere let og svævende. Da de gik ud af døren var Mirabella få skridt foran sin broder, og så derfor ikke, hvad han så.

Mirabella snurrede rundt på den ene fod og sendte sit broder et kærligt smil ”kommer du ikke ud til mig?” hun fik et kort smil tilbage og han spankulerede derefter ud til hende. Igen fik hun hånden under hans ene arm og gjorde klar til at gå. Som Vanagandr begyndte at gå fulgte søskendeparret med, broderen ville have natten overstået, han stolede ikke på manden, mens søsteren nærmest dansede let og muntert af sted.

//undskyld ventetiden og det korte svar.//