Mellem støv og murbrokker - Mirabella

Tid: Hen af aftenen – ikke mange timer fra midnat.
Sted: Markedet i Firewood Village.
Vejr: En stjerneklar aften med kølig vind der får støvet fra murbrokker til at hvirvle rundt.

”Hold op med at være så patetisk.”
Cassidy havde ikke engang kendt pigebarnet og havde endda spildt sine dyrebare penge på at købe hende en øl, og så havde hun alligevel brokket sig over at han havde fortalt om sin nuværende livssituation. Hun havde selv spurgt – hun havde selv været uden om det. Han havde måske nok forsøgt at få hendes medlidenhed, og i stedet havde hun bare kaldt ham… Et ord hvis betydning han ikke var helt sikker på at han forstod, men hendes tonefald havde i hvert fald gjort det tydeligt for ham, at det ikke var positivt ladet.
”Uha fine ord,” havde han vrænget og fået et par himmelvendte øjne sendt retur fra hende.
”Ynkelig – hvis det det er et ord der er lettere at forstå.”

Hele ordudvekslingen mellem dem spillede endnu på repeat i Cassidys hoved mens han vadede rundt i den kølige natteluft i Firewood village. Hans kinder brændte let røde men om det var fordi pigens ord havde ophidset ham, om det var fordi de få øl han havde smidt penge efter stadig kørte i hans system eller simpelt bare på grund af kulden var svært at afgøre. Måske en blanding.
Han var taget til Firewood for at komme væk fra alt elendigheden og magtesløsheden der herskede i Doomsville, bare at finde ud af den nøjagtige samme stemning herskede her. Det havde været en lettelse at kroen stadig havde været intakt og at den havde åbent, men også her havde han mødt alt det han var forsøgt at stikke af fra. Kroen var ikke længere et frirum fra hverdagen – men endnu et sted hvor man kunne diskutere det eneste som folk havde diskuteret de sidste par dage. Jordskælvet og de fatale konsekvenser det havde medført. Ikke at Cassidy var meget bedre selv – han havde jo også selv talt om det med pigen.
Cass vidste godt at hans situation kunne have set langt værre ud end den gjorde. Han havde ikke mistet familiemedlemmer – men det skyldtes nu udelukkende at han ikke havde nogen – i hvert fald ikke nogen han kendte eller havde kontakt til, og så vidt han vidste af var alle hans venner kommet uskadte gennem jordskælvet. Men han havde stadig mistet sit hjem og alle de minder der lå dér – og hvis det gjorde ham ynkelig at han sørgede over tabet af dette, jamen så var han nok ynkelig. – Eller patetisk, som det åndssvage tøsebarn havde kaldt det.

Selvom Cassidy havde gået rundt i lignede omgivelser de sidste par dage, var synet stadig lige voldsomt. Kun få bygninger stod endnu oprejst og også disse så også ud til at kunne vælte hvert sekund det skulle være. At de endnu ikke var bukket under for de vindstød der ind imellem kom, syntes næsten mirakuløst.
Mange lig var heldigvis fjernet fra gaderne nu for at blive brændt eller begravet eller hvad pokker folk nu ellers stillede op med deres elskede, og det var Cassidy inderligt lykkelig over. Han ville lyve hvis han påstod at han ikke var sart, ligesom han ville lyve hvis han påstod, at han ikke rent fysisk havde brækket sig over synet af op til flere lemlæstede døde i løbet af de sidste par dage. Han havde følt sig ufattelig usympatisk og ufølsom når han sådan havde stået og væmmedes ved synet af nogen som andre havde grædt ved tabet over, men ikke desto mindre var det sket. Han bildte dog sig selv ind at han var blevet mere hårdhudet over dagene og bedre i stand til at klare både synet og lugten af død.

At dette for blot få dage siden havde været en livlig markedsplads var lige nu svært at forestille sig. Der var ikke lige så mange mennesker på gaden som der var i Rotten Root, men så vidt Cassidy vidste, boede der heller ikke lige så mange i Firewood Village. De folk der opholdte sig på markedet nu, måtte være folk der var i samme båd som ham, og stod uden hjem og tag over hovedet. I starten havde han plan egentlig været at vende tilbage til Rotten Root efter sit lille krovisit, men lige nu virkede tanken tåbelig. Der var ikke noget der ventede på ham dér.
Folk sad rundt omkring – nogle i små klynger, andre i par, og enkelte sad, lå eller stod hver for sig. De fleste sad langt væk fra de endnu stående bygninger – sikkert i frygt for at de skulle finde på at falde sammen.
Med lette ubeslutsomme skridt vandrede Cassidy lidt rundt mellem murbrokker og væsner for at finde det perfekte sted at slå sig ned for natten. Han måtte dog snart drage konklusionen at et sådan sted ikke fandtes, og endte blot med at sætte sig med ryggen op af en murbrok, med vinden i ryggen for at prøve at undgå at få mindst muligt støv ind i sine luftveje. Der sad en kvinde knapt en meter fra ham, men han henvendte sig nu ikke til hende – kastede blot et blik mod hendes side, før han igen slog blikket frem for sig. Han kunne godt lide tanken om ikke at sidde mutters alene, men han havde modsat ikke lyst til at trænge sig på eller slå sig ned hos nogen af de grupper af folk der tydeligvis kendte hinanden ~ dette, mente han, måtte derfor være en gylden middelvej.
Han trak den brune ældgamle, alt for store las af en jakke tættere om sig, og priste sig lykkelig over ikke at have mistet den, også – ikke alene fordi han, af grunde der ikke var åbenlyse, elskede den, men også fordi han ellers kunne have haft udsigt til en helvedes kold nat.

*Det er nu du må holde hovedet højt, smile og vise du er ved mod. Folk har brug for smilet Mirabella, de har det hårdt, du kan godt give dem det ekstra håb, det er blot endnu en gade rundt med tæpperne og brødet* Benene var ømme og trætte, den unge piges kjole var efterhånden mere brun end blå. Hun vandrede stadig rundt i gaderne, selvom mørket nu var ved at falde på, og kulden krøb ind under tøjet. Mange folk i området var hjemløse og havde ikke noget til at beskytte sig mod kulden, andre måtte sulte.

Mirabella havde selv været offer for jordskælvet, men i stedet for at miste modet, prøvede hun at finde løsninger og hjælpe. Først havde det gjaldt om at samle tæpper sammen til folk og mad, som kunne blive delt ud til de mest trængende. Hun var begyndt så tideligt, hun kunne komme til det, egne behov blev tilsidesat.
Først havde hun sørget for familien var i sikkerhed, og derefter var arbejdet begyndt. Hun havde bevæget gennem gaderne, og delt brød ud til folk, nogle havde mistet hjem, andre også familiemedlemmer. Når hun stødte på børnene, var det værst, nogle havde mistet forældre. Mange var også kommet til skade, her forsøgte hun også at hjælpe. Med sig havde hun en lille urtetaske og nogle bind, til at hjælpe, så godt hun kunne. Arbejdet var udmattende og tog lang tid, mange manglede stadig hjælp, og der var ikke meget tilbage.

Mørket var ved at falde på og kulden krøb ind under tøjet, hendes blå kjole var mere brun og mudret for neden, om sig havde hun et gråt sjal, til at varme en smule. Ved albuen havde hun en kurv, fyldt med brød og under armen gik hun med en stak tæpper. Gaderne var fyldt med folk, som sad i ruinerne, klar til at sove, nogle sad i klumper, ingen nær de stadigt stående bygninger. Det var et par dage siden, Mirabella var begyndt at dele mad og tæpper ud, siden da havde hun kun haft få pauser.
Træt prøvede hun at trække sjalet tættere om sig, natten ville blive kold vidste hun. Tæpperne og brødet blev stadig delt ud, hun kunne ikke lade folk fryse, ikke for selv at få hvile. Da nåede hun til en ung herre, som netop havde sat sig i murbrokkerne, med jakken omkring sig. Forsigtigt gik hun hen til ham og satte sig på hug ”Undskyld hr. kunne de tænke dem et tæppe til natten? Måske et stykke brød?” stemmen var rolig og melodisk og hendes blå øjne kiggede venligt på manden.