Can you change me? -Mirabella

Tid: På vej mod middag, 10-11 stykker.
Omgivelser: Bordellet, beskrevet nedenunder.
Vejr: Belejlig varme med svag vind

Det var en rolig dag på slavemarkedet. Solen stod højt på himlen og det var en belejlig varme. Mennesker gik rundt med deres slaver og viste dem frem til mulige kunder. Der var faktisk ret mange folk på markedet i dag, da varmen havde lokket folk ud af deres huse. Det larmede en smule da folk var nød til at prøve at overdøve larmen ved at tale højere, og da alle gjorde det på samme tid var det ikke fredeligt.
Men der var ikke rigtig noget nyt over larmen da slavehandlerne jo bare gerne ville have solgt deres ”varer” hurtigst muligt og så komme hjemad. I mængden af menneskerne kunne en blond krøltop af en fyr spottes. Hans øjne var mørkebrune, faktisk så mørke at de fleste ville tro at hans øjne var sorte. Hans hud var bleg og i hans ansigt var der ikke et eneste udtryk at finde. Han bar en hvid/grå skjorte med et par sorte jeans der så halvslidte ud. Hans sko var praktiske i en farve af sort.

Elliot var blevet sendt herud af Tera. Der var vist en slavehandler der skyldte hende penge, og han havde undgået at betale hver gang hun havde haft fat i ham så nu måtte hun sende Elliot ud for enten at skaffe pengene eller myrde manden. Han gik i rolige skridt og trak roligt en boks med tændstikker op, i tilfælde af at han nu skulle bruge den. Han spejdede med øjnene efter manden og hurtigt fik han øje på ham. Han stoppede foran manden og kneb sine øjne kort sammen:” Tera O’Quinn siger hej..” sagde han i en rolig stemme inden han åbnede boksen og tændte en tændstik. Han tænkte kun på at klare missionen. Han ville ikke skuffe Tera. Selvom han ikke brød sig om at slå folk ihjel, kunne han godt se bort fra det.
Manden stod dog med en kande vand som han bare kastede over Elliots tændstik og æske. Dernæst formåede han at slå Elliot i hovedet og løbe sin vej. Elliot faldt bagover og slog sit baghoved mod væggen, samt at hans næse blødte svagt. Han ømmede sig og satte sig lidt forsigtigt op:” Satans…” mumlede han og så lidt efter manden. Hans hoved dunkede dog og han følte sig ret svimmel.

Solens stråler varmede jorden op, luften var lun og mange nød vejret. I Terrorville var der endnu ro, her var ikke den samme kaosstemning. Man så de muntre mennesker, som tydeligt nød vejret. Ned ad gaden kom en ung pige, iført en blå kjole, som passede til øjnenes farve, gående. Krøllerne smøg sig ind til den marmorblege hud, solen fik håret til at fremstå gyldent. Som altid var der et smil på den unge piges løber, og et mildt blik i øjnene.
Mirabella var kommet til Terrorville denne dag, for at se om hun her kunne finde et sted at bo og samtidig hjælpe de tilskadekomne. Forældrene og broderen var rejst til Sunfury, hvor de havde familie. Jordskælvet havde efterladt dem hjemløse, som så mange andre. Mirabella havde valgt ikke at rejse med dem, da hun ønskede at blive der, hvor hjælpen var mest tiltrængt.

Mirabella havde fået forvildet sig rundt i Terrorville, og var nu havnet et sted hun ikke kendte til. Der var dog ingen tvivl om hvor det var, hun var endt op på slavemarkedet. Dette var ikke et sted hun hørte hjemme på nogen måde, faktisk følte hun sig direkte utilpas af at være her. I hendes sind kunne hun ikke få det til at give mening, at andre kunne få sig selv til at sælge folk. Mirabella ønskede bare at komme væk fra dette sted, hendes sind blev oprørt af synet.
Med hastige skridt gik hun igennem gaderne, for at slippe ud, hvad kunne hun gøre for disse mennesker. Dog fik noget stoppet hende, synet af to mænd. Det eneste hun egentlig nåede at se, var at den ene blev slået i jorden. Straks løb Mirabella hen til den nu faldne mand. Hun satte sig ned på knæ ved hans side og betragtede ham. ”Er de kommet noget til? Kan jeg hjælpe med noget?” det var et fjollet spørgsmål, det vidste hun, for det var ikke svært at se han var kommet til skade. Mirabella så på ham med sine dybe blå øjne, med et blik der udstrålede bekymring.
Uden at vente på svar, fandt hun et lommetørklæde frem og begyndte forsigtigt at duppe blodet fra hans næse væk, medmindre han forhindrede det.