Jæger eller bytte ~ Cassidy

Det havde ikke været længe siden det hele var begyndt, jordskælvet der havde lagt store områder i ruiner. Mange stod nu uden hjem og føde, Underworld blev kastet ud i et kaos.  Man ville have troet og håbet det var stoppet der, men de frygtelige hændelser var fortsat. Væsener var begyndt at terroriserer, i starten havde de holdt sig til herregården, der var i forvejen massere af lig efter ballet de kunne tage som føde. Som flere væsener kom til begyndte de at sprede sig, bevæge sig længere væk fra deres rede og søge mod civilisationerne.

For Alítheia skulle det have været et hyggeligt bal, blot en smule sjov, men alt var endt i kaos. Hendes overlevelse var noget nær et mirakel, men skyldtes også andres hjælp. Først havde hun været ved jordskælvets center og derefter var væsenerne kommet. Oplevelsen var alt andet end behagelig og havde også sendt Alítheia ind i en mere eller mindre deprimeret sindstilstand. Hun havde set væsenerne, hvad de var i stand til, hvor stærke de var. Nu ventede hun blot på de ville sprede sig og størstedelen af befolkningen ville dø.
Det var lykkedes hende at flygte fra herregården, det var det eneste man kunne gøre. Denne gang havde det ikke været værd at tage kampen op, da man højest sandsynligt ville være endt med at dø.
Selv havde det mest logiske på hende været at søge mod Doomsville, for der at søge tilflugt, men vejen derhen tog blot mere modet fra hende. Det havde været tydeligt der at jordskælvet havde ramt et stort område, ikke blot herregården var blevet lagt i ruiner den aften. Hele Rotten Roots District lå nu i ruiner og de allerede fattige familier, stod nu også uden hjem. I området herskede der kaos, også her lå der døde folk, knust af de nedfaldne murbrokker. Andre gik rundt og prøvede at finde værdier i alt rodet.

Det var en lys dag, luften blevet frisket op af den kølige brise, som fjernede den værste lugt fra de døde. Alítheia bevægede sig imellem ruinerne i Rotten Roots og kiggede på de mange mennesker. En del gik rundt, prøvede at samle ting sammen, måske søgte de efter deres få genstande i hjemmet? Selv gik hun noget formål, hun kunne ikke se at der var noget at gøre for nu. Ønskede folk at redde deres små ligegyldige genstande måtte de gøre det, selv ønskede hun bare at besværliggøre det, få dem til at indse hvor latterligt det de foretog sig var.
Så uvidende folk var omkring dette, hvis ikke det var fordi væsenerne sikkert ville blive deres død, havde hun selv dræbt dem. Deres adfærd gik hende på nerverne, kunne de dog ikke se hvor ligegyldig og tåbelig deres adfærd var? Et dybt suk forlod hendes læber som hun betragtede disse folk. Alítheia stoppede op ved en mindre ruin, og lod træt en hånd glide ned over ansigtet. Hun kunne ikke lade være med at tænkte på hvordan dette sted engang havde været – som barn havde hun levet her og nu var der… intet. Irritabet over, at hun lod sig selv være nostalgisksparkede, sparkede hun til en sten, som endte med at blive sendt langt væk og i sidste ende ramme en i siden. Selvfølgelig tog hun ikke videre notits af dette og ville egentlig bare fortsætte sin formålsløse vandren rundt, mens hun kunne finde på nye fornærmelser til disse tåbelige personer.

Cassidy havde ikke været hjemme da jordskælvende var brudt ud - og gud ske tak og lov for det, for ellers havde han nok ikke haft livet med sig i behold, men var i stedet endt under en murbrok eller det der var værre.
Han havde ikke troet på synet der mødte ham da han først vendte tilbage til bydelen og havde da også naivt ilet hen til hvor hans lejlighed havde ligget i håb om at den mirakuløst endnu ville være intakt. Den var dog, ligesom størstedelen af de andre bygninger i Rotten Root District, jævnet til jorden.

De sidste par timer havde han spildt på at lede efter sine ejendele, hvilket havde vist sig at være en umulig opgave. Han havde ikke fundet en skid - hverken af sine egne ting, eller andres - i hvert fald ikke noget af værdi eller noget der var værd at holde fast i.
Uretfærdigheden ved det hele var slet ikke til at bære. Havde jordskælvet ramt Terrorville havde der også opstået kaos, selvfølgelig havde der det - men de mennesker der boede dér havde de nødvendige remedier til at starte forefra - genopbygge hvad der var ødelagt og gået tabt. Folkene i Rotten Root havde derimod intet. Selv kunne Cassidy i hvert fald slet ikke forestille sig hvordan han nogensinde skulle få råd til at genopbygge sin lejlighed. Lige nu virkede tanken i hvert fald useriøs og uopnåelig.
Hans søgning var dog stoppet brat da han havde fået skubbet lidt til en murbrok og set liget af et barn mast under den. Egentlig burde det jo ikke være kommet som et chok, men det havde alligevel været nok til at få ham til at tømme sin mave for indhold på jordet.

Farven var kommet en smule tilbage i hans ansigt som han nu stod her - rastløs og kiggede rundt. Han havde overvejet om han skulle prøve at grave lidt i folks lommer efter noget af værdi - gøre det han nu engang var bedst til, hugge ting og sager der retsmæssigt egentlig ikke tilhørte ham. Selvom det ville have været ualmindeligt usselt og lavt at stjæle fra andre der stod i samme båd som ham- eller hvis situation måske engang var værre, var det nu ikke dét der afholdte ham fra at gøre det. Det der afholdte ham var erkendelsen af, at folk her sgu nok ikke havde der var værd at bruge tiden på at stjæle - ellers gravede de vel for helvede ikke rundt mellem mudder og lig efter ligegyldige ting.

Cassidy kom lidt ud af sin tankestrøm da en lille sten ramte ham i siden, lidt over hans hofte. Det var egentlig ikke fordi det gjorde vildt ondt, men nok til at nærmest pr. automatik ømmede sig lidt til siden og udstøde et lavmælt "Hey!".
Hans blik gled over menneskemængden for at lede efter stenens kilde, og han nåede frem til at mene at det måtte være en rødhåret kvinde et godt stykke fra ham, der havde sparket den i hans retning. Uden helt at vide hvorfor bukkede han sig ned, samlede stenen op og bevægede sig i hendes retning. Han kunne ikke helt se hvad hun havde gang i, men hun så ophidset ud - hvilket nu heller ikke situationen taget i betragtning kom som det vildeste chok. Han vidste ikke helt hvad han ville hende eller hvorfor han nærmede sig, men om ikke alt, så skete det alligevel. Da han var inden få en væsentlig afstand gjorde han et underhåndskast med stenen så den landede ikke langt fra hendes fødder, hvis ikke hun flyttede sig forinden.
"Du tabte vist den her."

Der var intet spændende ved disse ruiner, ingen spændende hemmeligheder. Alt man så i Rotten Roots var død og ødelæggelse, hvordan kunne man forholde sig positivt. Verden var blevet angrebet af væsner som ingen kunne hamle op med.
En tåge var begyndt at lægge sig om Alítheia, en som slørede hendes tanker, og gjorde hende mere negativ end normalt. Efter det katastrofale bal, havde hun ikke været sig selv, den oplevelse havde ændret noget i hendes sind.
Vinden legede let med de røde lokker, fik dem til at ligne et lille flammehav, om hendes hoved. Støvet fra ruinerne fløj om fødderne på folk, som dansede det let i vinden.
En enkelt sten røg hen mod hendes fødder, og ramte støvlesnuden. Først regnede hun med den kom trillende fra en af ruinerne, men så hørte hun stemmen. Hun kiggede op da hun hørte den dybere stemme tale, egentlig vidste hun ikke om det var til hende. Der så hun en ung herre, med lyst hår. Det var nu det gik op for hende, at stenen havde ramt ham, og at han nu havde kastet den tilbage. ”Ja mange tak herre, jeg gik netop og ledt efter den.” stemmen var ikke til at tage fejl af, hun brugte sarkasme. Let bukkede hun sig ned og samlede stenen op i hånden, og bevægede sig derefter mod manden. Snart stod hun foran manden og kiggede ham i øjnene, dog måtte hun kigge lidt opad – det var bedre at se ned på folk. Hendes blik var hårdt som stål, da hun tog hans hånd og lod stenen falde i hans hånd. ”Du har nok mere brug for den, end jeg har” stemmen var ikke til at modsige, men denne gestus var ikke ligefrem grov. Måske kunne denne mand forsvare sig med stenen?
Kort efter gjorde hun klar til at forlade denne tåbelige mand igen, at antaste hende med en sten. ”De skulle bare vide, hvad der venter dem, at tro det værste er dette her.” det var ikke meningen andre skulle høre denne kommentar falde.