You have not changed a bit ~ Cassidy

t: omkring halv elleve
s: kroen i Doomsville
v: Udenfor regner det kraftigt

Tiden havde tæret på hende, mentalt. Hun havde gemt sig, og selvom hun egentlig var et objekt fra naturens side der ikke kunne forgå, så var det som om hun ikke længere var den samme unge skønhed hun var da hun blev forvandlet.
Hendes hår var flettet i den ene side, og en syning gik fra hendes øreflip ned til skulderen. Udover syningen kunne man se de tydelige ar efter hendes forvandling den aften i Doomsville.
En sort top dækkede skulderen og brystkassen, mens maven var bar.
Hun havde sorte bukser på, der afslørede slidtage. Næsten bar tegn af at være brækket og sat på plads igen, og hendes hænder lod til at have været blevet knust og skåret i et utal af gange.
Betalingen for asyl var hård ved Storyteller-klanens såkaldte venner.
Foran hende stod den velkendte flaske - den eneste væske der kunne få hende bare en smule ned på jorden igen; Whisky. Hun burde egentlig vide bedre, end at tage tilbage til Sunfury - det var jo her alt faldt fra hinanden. Efter at have mødt Andrea i parken, havde hun haft behov for at glemme igen, bare forsvinde ned i en verden af medynk.
Fulde mennesker, der nød deres spiritus, larmede en smule i den anden ende af kroen, hvilket gav hende mere eller mindre lyst til at flå hovedet af dem.
Overfor hende var en tom stol - nok den eneste i hele kroen på denne dejlige aften. Mon ikke hun ville blive i bedre humør snart? At være sur hjalp jo ingen.
Pludselig mærkede hun en uheldig placeret hånd på hendes brystkasse - en ru og vammel hånd. Hun vendte sig om, og stirrede direkte ind i øjnene på en mand der var både liderlig og fuld. Hun brummede lavt at hun ikke var i humøret til det - men han bevægede hurtigt hånden op under hendes trøje.
Hun gav ham et knæ i skridtet, han skreg lavt i vrede at hun var en kælling.
''Forbandende være de der Storytellers!'' knurrede han, da hun satte sig med sin sprut igen.
Desværre var hendes efternavn og hendes ansigt kendt nok til at alle vidste hvem denne vampyr var. Hun bed sammen.

Cassidy var våd ind til benet da han endelig nåede døren der førte ind til Rotten Roots eneste kro. Håret, der efterhånden nåede næsten ned til ahns skuldre var mørkt af væde, og kinderne var røde, vindbidte og kolde.

Det havde ikke regnet da Cassidy havde forladt Peters lejlighed i Terrorville, hvor han havde tilbragt den foregående nat, for lidt over en time siden, men han var ikke nået særligt langt før det stod ned i stænger og i løbet af blot få minutter var han gennemblødt. Tanken om at han blev nødt til at sidde i sit gemmenblødte tøj var klam - og bestemt ikke indbydende - men det var nu ikke fordi han havde så mange andre valg. Hans tøj var, ligesom størstedelen af hans andre ejendele, gået tabt da hans lejlighed brast sammen. Når han besøgte Peter lånet han lidt af ham, men ellers rendte han egentlig bare rundt i det samme. Han havde heldigvis endnu sin karakteristike las en af gammel brun jakke, der var alt for stor til ham.

Han trykkede dørhåndtaget ned og trådte ind i den lune krostue og han kunne ikke lade være med at sukke let da han så hvor mange folk der allerede sad derinde. Selvom der var lunt nok herinde kunne han ikke lade være med at skutte sig let da han dannede vej op til baren hvor han blot bestilte et glas af det billigste sprit de havde - det ville nok kunne give ham varmen - bare en smule.
Efter at have fået sit glas og betalt for det, spejdede Cassidy bare efter en ledig plads - og han fandt én - det så ud til at være den eneste, overfor en vampyrkvinde. En hver anden ville med det samme have genkendt kvinden - og Cassidy burde i særdeleshed også have genkendt hende - men det gjorde han ikke. Håret og tøjstilen var anderledes fra sidst han havde set hende, ansigtet var som altid til ingen som helst hjælp og helt ærligt - så forventede han bare ikke at møde hende her.
Han satte glasset fra sig på bordet, før han vristede den gennemblødte jakke af, som han han over stoleryggen. Skjorten indenunder var omtrent lige så gennemblødt og også en smule gennemsigtig. Var man skarp kunne man fornemme at hans ribben var mere udestående end hvad sundt var - han havde tabt sig en del siden de sidst mødtes.
"Har du noget imod at jeg sætter mig?" Egentlig spurgte han hende først efter han rent faktisk havde sat sig.

Neph var en af de få mennesker der ikke kunne holde ud at se dem hun elskede i nød. Selvom deres bekendtskab var reduceret og hendes tiltro til ham ødelagt, så holdte hun stadig meget af Cassidy. Hun kunne ikke holde ud at se ham fryse og ligne en lille våd hundehvalp - og derfor gjorde hun det eneste hun fandt rigtigt; at tørrer hans tøj for ham.
Hun pustede ganske enkelt på det. Grundet hendes evne til at manipulerer med varme og ild ville hans tøj nok være tørt inden for et halvt minuts tid. Derefter tømte hun hans glas i en enkelt mundfuld og skænkede ham et glas af den flaske Whiskey hun havde foran sig. Den var dyrere end hvad godt var, men smagen afslørede også nemt at kvaliteten passede til prisen.
Først efter han var blevet ordentlig tør så hun ham direkte i øjnene.
''Hvor er du dog blevet tynd Cassy..'' sukkede hun stille, en smule såret - som om det gjorde ondt på hende at se ham sådan.
Om han genkendte hende nu eller ej, var hende ligemeget. Hun var ligeglad.

Cassidy så vantro på kvinden da hun begyndte at puste på ham og han nåede kun netop at åbne munden for at mumle et: "Undskyld mig, hva' laver-"
Dog stoppede han brat op i sin sætning da han kunne mærke hvordan hans tøj begyndte at blive lunt og han sad nærmest med åben mund og stirrede forundret.
Han nåede kun at åbne munden for at mumle, "Tak" før han igen spærrede øjnene op og kiggede forundret på hende da hun tømte hans glas, for blot at fylde det igen med væske fra hendes egen flaske. Han så en smule skeptisk ud - forundret, men mest af alt var han bare lidt forvirret over hele scenariet der udspillede sig foran ham. Oh shit - han kendte hende sikkert - det var sjældent at fremmede skænkede fra deres sprut med mindre der var mindre rene motiver. - Det kunne selvfølgelig også vise sig at være tilfældet, men hans blik undersøgte hende nu alligevel - ledte efter små hints på hvem hun var. Der skulle dog ikke mere til end hendes stemme, og det faktum at hun kaldte ham 'Cassy' før han slet ikek var i tvivl. Hans kinder tog en anelse mere farve - for det var lidt flov at han ikke kunne kende hende - det han for godt to år siden havde forsøgt at overbevise hende om ikke ville blive et problem.
"Neme!" udbrød han bare og ignorerede fuldstændig det hun sagde om ham, "Jeg vidste slet ikke... Hvor længe har du været tilbage," nærmest uden at tænke over det lænede han sig mere ind over bordet for at komme hende nærmere. At sige at han havde savnet hende, ville være en underdrivelse.

Hun smilede en smule drilsk da han endelig opfattede at det var hende - hun kendte til hans sygdom og havde derfor valgt ikke at blive fornærmet over det faktum at han ikke kunne se hvem hun egentlig var.
''Jeg kunne da ikke lade dig vandre rundt alene, kunne jeg vel?'' grinte hun roligt inden hun tømte sit eget glas og skænkede op i det igen.
''Skælvet tvang stort set alle os der havde trukket os tilbage frem igen.'' sagde hun roligt, og tog endnu en mundfuld af sit glas.
Man kunne se på hende at der hvor hun havde gemt sig ikke var et rart sted. Hænderne bar præg af tortur og det samme gjorde hendes ansigt. Så længe hun havde tøj på ville man ikke kunne se de værste ting - men dem var hun heller ikke glad for at blive konfronteret med.

Cassidy var egentlig lettet over at hun ikke var fornærmet - og over at de overhovedet talt sammen med den venlige tone der lige nu var. Da de havde skiltes havde tonen ikke ligefrem været... munter.
Han sippede en smule til sit glas og løftede bare drillende brynet ved det hun sagde, inden han gjorde et skuldertræk.
"Årh det ved jeg nu ikke. Jeg lever og det hele - det er da ikke get helt skidt." Hans smil nåede dog ikke helt op til øjnene og vidnede om noget andet. Han havde savnet hende ekstremt, ja - men det hele var da alligevel gået fint - indtil jordskælvet. Siden da, havde han været lidt modløs omkring det hele.
Han nikkede bare lidt. Hun havde nok set i hvilken stand den fattigste del af byen lå i - så han følte intet behøv for at uddybe yderligere.
Hans øjne kneb en smule sammen og da hun sænkede sit glas igen, og derved også hånden, greb han ud efter den og vendte og drejede den, hvis hun ville lade ham.
"... Har jeg overhovedet lyst til at vide hvor du har været henne?" Hænderne var fyldt med skræmmer og han havde da også godt bemærket at næsen var en anelse skæv - formentlig efter at have været brækket. Hans stemme var dog blid og det samme var hans bevægelser sådan som hans nænsomt vendte hendes spinkle hånd i sin.

Hun så ned, da han tog hendes hånd. Hun vidste godt at han ikke ville kunne lide svaret - men hun nåede ikke at svarer ham før det var for sent.
Alt omkring deres bord blev mørkt og lydløst. Som om at nogen havde slukket lyset og lyden, og kun havde efterladt det lille stearinlys på bordet. Pludselig forsvandt Neph også.

Lyden af et piskesmæld fik det hele til at lysne op igen. Cassidy stod nu på et fugtigt gulv i en kælder, og omkring tre meter fra ham sad Neph. Udspændt over en stol, med hovedet ind mod stolens ryglæn. Hendes ryg var flænset og lugten af ætset kød hang i luften. Det sydede fra hendes ryg mens en ældre mand svingede en pisk over hende. Piskens ende - den der forårsagede hendes sydende ryg - var en sølvbelagt klinge der dryppede vievand. Hun var nøgen, hvilket afslørede de mange ar, og at det ikke var første gang hun sad i den stol. En anden man kom frem fra skyggerne med en sten. Han tog en finger af gangen og smadrede dem mellem stolens armlæn og stenen. Neph havde kun sagt meget lidt under seancen - noget af det havde været druknet i smerteskrig mens andet ulmede af had. De to mænd blev nu akkompagneret af en tredje mand, som stillede sig lidt foran hendes ansigt. Han begyndte at binde sine bukser op, men Neph trak sig væk. Han greb fat i hendes ansigt, gav hende en knytnæve som genlød af knuste knogler, inden han tvang sine bukser ned...

Neph trak sig væk fra Cassy, og afbrød det. De var tilbage i kroen, i hver deres sæde ved bordet. Neph så ned, væk fra Cassy. Hun skammede sig, og det var tydeligt. At lade sine evner løbe løbsk og blot vise sine minder på den måde.. Hun forbandede sine evner lige nu.
''Nej... det har du ikke..'' svarede hun ham spinkelt..