I thought you were on the other side of the planet! - Cassidy

t: omkring midnat
s: operationsbygningen i Terrorville, alment sted for fattige at komme og få hjælp
v: udenfor sneer det voldsomt
o: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sneen faldt tungt udenfor de tynde glasruder der prydede de to bagmurer. Lokalet var tydeligvis brugt til en form for operationsstue, uden at den lod til at være godkendt til det - kort sagt; det var her de fattige kom til nu når de var kommet til skade.
Nemesis var iført kittel og under den var hendes almindelige sorte tætsiddende kjole og hendes stiletter. Hendes halvbølgende hår var sat op i en stram hestehale for ikke at komme i vejen, mens hun stod og lappede den halvgammel mand sammen som var blevet offer for en anden vampyr. Hun så roligt rundt inden hun hjalp ham op og sidde og fulgte ham i det rum der oprindeligt var hendes sovekammer. Her lod hun de syge og sårede sove og komme til kræfter.
Det var omkring seks måneder siden, at hun sidst havde sovet sammen med en mand - sammen med Cassy. Hun bed sammen ved tanken om følelsen af vågne alene i sin seng, med døren lidt på klem og intet spor af Cassy.
Hun blottede svagt hugtænder, mens hun rengjorde bordet for blod med en fugtig klud.
Hun havde ikke forventet at der skulle være noget mellem dem - men hun havde da håbet at det var anderledes med ham end med de andre. Hun havde taget fejl igen. Hun havde bare været endnu en af hans piger, og det var hendes egen skyld.
Hun lukkede øjnene stille, men blev afbrudt i sin tankestrøm, da det hamrede hårdt på hoveddøren…

Sne. Hvorfor helvede var det også liige at det skulle sne? Aftenen havde ellers været god - indtil nu, i hvert fald - nu var det hele lidt noget lort.
Cassidy og hans gode ven Peter havde brugt de sidste mange timer i den lune krostue på Det Vilde Svin hvor de havde drukket lidt - ikke lige så meget som de nogen gang havde gjort - men det havde nu heller ikke gået helt stille for sig. De havde været ude og fejre at Peter havde arvet en sjat penge fra en fjern slægtning - derfor havde regningen i aften stået i Peters navn, og man skulle da være et skarn hvis man takkede nej til gratis sprut.

Planen havde herefter været at de skulle til Terrorville, på trods af Cassidys had til bydelen, fordi Peter havde fået en ny lejlighed der. Faktisk var lejligheden slet ikke ny - Cassidy havde bare ikke set den. Sidst han skulle ha' set den, var han gået forkert - og det var endt i et værre postyr hvor han havde ødelagt en dæmonkvindes plan, og de var endt med at have et helt snes mænd i hælene på dem. - Derfor havde han denne gang insisteret på, at Peter skulle vise vej.
Det hele var såmænd også gået fint nok, men da de havde gået på Terrovilles fine brostensbelagte gader, skred Cassidy på isen, og var væltet. Om det var fordi han endnu var småberuset, det var glat, eller måske en blanding af begge var ikke helt til at sige - dog bebrejdede han selv utvivlsomt sneen.
Cassidy havde derefter forsøgt at overbevise Peter om, at han havde det fint, og var kommet på benene igen - men da han forsøgte at gå, gav hans ene ben efter under ham og han havde væltede endnu engang. Han havde rejst sig igen efterfølgende, og da også det næste forsøg havde endt med samme resultat, havde Peter draget den konklusion, at nogen nok burde se på det...

- Derfor var de nu her - foran en operationsbygning, på trods af at Cassidy havde protesteret meget. Han hadede læger - han hadede syge mennesker - han hadede mest af alt blod.
"Seriøst jeg ska' nok bare sove det væk," forsøgte Cassidy igen, selvom han godt vidste at Peter nok havde ret - fandens. Han havde også erhvervet sigf flere småskrammer i ansigtet - men det var nu ikke noget han tog sig synderligt af - faktisk var han ikke rigtig klar over, at de var der.
Et tungt suk forlod hans læber, da Peter knyttede den ene næve og hamrede hårdt på døren de stod foran. Nu var der ingen vej tilbage.

Nemesis tog en dyb indånding og åbnede døren - og det første der mødte hende var Cassy's øjne.
Hun undertrykkede sin utilfredse knurren og nikkede til Peter, og viste dem lydløst ind mod bordet hvor hun skulle have Cassy op og sidde. Så snart han ville sidde på bordet, ville hun lukke døren og derefter rette på sit tøj og gå hen til dem igen.
''Så, hvad er sket, og hvordan skete det?'' spurgte hun med en helt rolig og afslappet. Hun var bare hans behandler, ikke andet.
Hun så på Cassy inden hun så hen på Peter. ''Du kan gå nu, hvis du ønsker. Efterlad din adresse ved døren, så sørger jeg for at han kommer hjem til dig i god behold.'' sagde hun inden hun så på Cassy igen.
''Du burde virkelig ikke drikke når der er glat udenfor.'' sagde hun inden hun tog en våd ren klud og begyndte at rense de små skræmmer i hans ansigt. Hendes berøring var blid med alligevel afstandstagende. Hun kunne ikke nægte at hjælpe ham, det gik imod hendes kodeks.
Hun fandt nål og tråds frem, for at gøre klar til at sy en relativ dyb flænge i hans pande ned over det ene øjenbryn.
Hun var vred, såret, ked af det. Hun magtede ikke mere. Enhver der kendte hende, ville vide det ved at se på hendes hænder, der rystede svagt - en sitren. Hun havde heller ikke fået blod længe, og bare tanken om beruset menneskeblod gjorde hende tørstig..

Cassidy havde i første omgang ikke genkendt hende. Han havde ingen idé om, at hun var læge - og hendes ansigt var, som alle andre ansigter, som fuldkomment ukendt for ham - han kunne ikke skelne dem fra hinanden, og det havde han ikke kunnet siden han var 6.

Han var blot, mere eller mindre uden at brokke sig, gået hen til bordet hun havde vist dem, og var kommet op på det.
Da hun begyndte at tale, havde han ikke været i tvivl om hvem hun var - overhovedet, og han glippede overrasket med øjnene.
"Neme?!"
Fuck. Han havde været verdens største tøsedreng, og havde forladt hende efter deres ene nat sammen. På trods af, at han havde haft lyst til at opsøge hende, havde han ladet være - netop fordi han havde været sådan et svin og ikke kunne tåle tanken om at se hende i øjnene, og nu skulle de absolut mødes her? Af alle steder?
Han svarede i første omgang ikke på hvad hun sagde men stirrede blot forundret på hende og reagerede først da Peter skubbede til hans skulder, og fortalte at han ville gøre som Nemesis sagde, og tage hjem. Først da Peter var uden for hørevidde begyndte han at tale.
"Jeg væltede bare... et par gange - men det er ligegyldigt, der er ikke noget i vejen. Det er bare Peter der er pylret!"
Det her var næsten utåleligt - Hvorfor skulle hun nu også behandle ham pænt - det ville være meget lettere hvis hun bare stak ham en lussing - for det havde han ærligt fortjener.
"Seriøst - jeg er virkelig ked af sidst.. Jeg ved rigtig hvad jeg.. men jeg..." det hele var noget der blev sagt lidt mumlende og i et særdeles raskt tempo. Han sukkede og lukkede kort øjnene.
"Har du ikke vildt meget lyst til at slå mig? - Det ville jeg ha'.. Du har i hvert fald al' ret i verden til at gøre det.."
Han skar kort ansigt da hun begyndte at rense skrammer..
"Jeg havde ingen anelse om at det var så glat.. og jeg drak heller ikke vildt meget.."
Han fulgte egentlig blot hendes bevægelser med øjnene, men da hun fandt nål og tråd frem, stivnede han nærmest, og han rykkede nærmest pr. instinkt lidt længere ind på bordet - væk fra hende.
"Er det virkelig nødvendigt?"
Han flyttede igen blikket mod hendes ansigt. Hun så ikke ud til at have det voldsomt fedt - men ku' man bebrejde hende. Det nærmest skrækslagne udtryk der før kortvarigt havde prydet hans ansigt, blev nu erstattet af det blik der var helt utrolig skyldbetynget.

Hun havde mest af alt lyst til at bede ham skride af Morders Veje til. Men hun forholdte sig roligt, indtil hun begyndte at hører hans mumlen. Hun var tæt på at vende om på hælen og gå sin vej. Men hun lovede at hjælpe, og derfor var der ingen tvivl i hendes sind om at så snart hun var færdig med dette ville hun hjælpe ham hjem til Peter og derfra aldrig snakke med ham igen.
Man kunne ikke sige, at hun var heartbroken, men hun var vred. Hun var såret, og hun var ikke klar til at tale med ham om det. Derfor, lukkede hun helt i.
''Jeg slår ikke.'' sagde hun bare inden hun så kort åp ham. ''jeg ved godt at du ikke kan lide det, men du er nødt til at sidde stille, ellers kommer det til at gøre ondt..'' sagde hun stille og tog fat om hans nakke for at holde ham fast så hun kunne sy flængen.
''dine forklaringer er ligemeget..'' sagde hun inden hun begyndte at sy. Fire sting var rigeligt til at holde sammen på flængen, og hun slap ham igen efter de få minutter det havde taget at sy flængen. Hun ville helst ikke røre for meget ved ham.
''jeg følger dig hjem til Peter så snart jeg er sikker på at u ikke fejler mere end den flænge..'' sagde hun inden hun stille fandt en bandage frem for at forsegle syningen. Hun lagde en pæn og blid bandage inden hun stille begyndte at tjekke efter sår og flænger andre steder på hans krop. Hun sitrede forsat på hænderne.

Hvor ville han ønske at hun kom ud med den vrede, som hun meget tydeligt brændte inde med. Han fortjente at få en omgang tæsk - hvis ikke fysisk så i hvert fald verbalt. Hendes stilhed var langt sværere at håndtere end hvis hun havde haglet ham ned med eder og skældsord. Han sukkede lidt, da hun svarede at han ikke slog.
"Det ville næsten også undre mig mere, hvis du gjorde..."
Han skulle til at brokke sig da hun tog fat i han nakke - men fandt ud af, at det nok var bedst at lade være. Han var upopulær nok i forvejen.
Han bed tænderne sammen da hun begyndte at sy ham, og han lukkede ligeså øjnene i. Der var ingen grund til at plage sig selv yderligere ved også at se på det.
Hans hjerne arbejdede på højtryk - hun var ligeglad med hans forklaringer, åbenbart - ikke at de var særligt gode, heller - så hva' fanden i helvede kunne han gøre? Han var meget lidt for bare at efterlade alting som det var nu, men samtidig, vidste han ikke helt hvad han kunne gøre.
"Gør det nogen forskel hvis jeg siger, at jeg helt oprigtigt aldrig har fortrudt noget så meget som dette?" Han tvivlede på det, men sagde det nu alligevel. Han havde ikke alene ødelagt noget der måske med tiden kunne være blevet til et forhold - han havde også ødelagt en venskab. Et af dem der havde betydet allermest for ham førhen.
Da hun begyndte at undersøge hans krop for flere skrammer sukkede han let.
"Jeg har lidt problemer med at støtte på benet.." Han kunne lige så godt sige det - hun ville alligevel opdage det, hvis han begyndte at gå. Så kunne han gøre samme stunt som han allerede havde gjort 2 gange udenfor - det ville være et kønt syn. "Men jeg ska' bare ha' erhvervet mig en kæp, og så er jeg godt kørende igen.."
Han synes heller ikke at hun skulle følge ham hjem. Ikke alene var han stædig nok til at mene, at han da sagtens kunne gøre det selv, han syntes bare heller ikke at det ville være fair overfor hende. Hun havde sikkert ikke lyst til at have selskab af ham, længere end nødvendigt. Han var splittet. På én side havde han lyst til bare at komme herfra så hurtigt som muligt - og på den anden side ville han helst ikke slippe hende ude af syne, før skårene var støbt bare en smule sammen.

Hun lyttede ikke rigtigt til ham, mens hun bare undersøgte hans krop. Faktisk, kunne hun ikke overdøve den dungrende trang til at skrige ham ind i hovedet.
''Hør her..'' sagde hun og så ham direkte i øjnene - en smule frustreret.
''Jeg er ligeglad med hvor meget du fortryder det. Jeg er ligeglad med, hvorfor du valgte at skride uden så meget som at sige farvel..'' hun tav for at få sin stemme til at makke ret - da den allerede nu var på vej mod gråd.
''Det var dig der stak af! Du skred, og efterlod mig alene tilbage!..'' hun så kort væk, inden hun så på ham igen da hendes vejrtrækning blev mere normal.
''jeg slår ikke, Cassidy. Ved du hvorfor? Ord gør langt mere ondt, men mest ondt gør det at tro at den eneste person fra ens barndom ville vise bare en smule respekt og fandme skrider som om jeg var et billigt knald!'' hun sitrede ikke længere af vrede - det lyste ud af hende, i takt med at hendes håndflader blev varme og var klar til at antænde.
''Du fucking skred!'' i frustration væltede hun en flaske med iod ned på gulvet. Hun så igen væk fra ham, faktisk vendte hun sig om så hun stod med ryggen til ham - bare for at undgå at han skulle se de små gløder i hendes hænder. Hun bed sammen, og kunne mærke hugtænderne være fremme.

Han afbrød hende ikke en eneste gang under hendes talestrøm. Han havde ingen grund til at afbryde hende - hun havde jo ret i det hun sagde. Han ville ønske at han havde nogen modargumenter andet end at han var bange for at binde sig. Selvom det egentlig var en go' del af sandheden, var det nok det mest cheesy argument til dato.
"Du var ikke bare et billigt knald..." stemmen var lav - spinkel og som skrallet for alt dens normale glød og charme.
Der var mange ting kan kunne sige - men ikke noget der ikke var hørt før. Det hele er min skyld, jeg vil gøre alt hva' du vil ha', du fortjener langt bedre. - Selvom dette egentlig alle var ting som Cass mente, ville det lyde så falsk hvis han sagde det - det ville lyde som var det taget ud af et pladderromantisk skuespil. Et skuespillet var det med garanti virket, og tøsebarnet ville helt sikkert, blød som smør, tilgive alle fjolsets fejl - men nu var dette nu engang ikke et skuespil - det var virkeligheden, og virkeligheden kunne ind imellem virke hård og uretfærdig.
"Ligemeget hva' fanden jeg sir' kommer det til at lyde som en dårligt undskyldning." Hans stemme havde igen fået mere kraft.
"Jeg kan ikke engang forsvare min handling. Jeg fucking skred. Jeg er nok Underwolds fucking dummeste menneske, hvis det overhovedet kan gøre det - men det er heller ikke nogen undskyldning!- Jeg har ikke nogen undskyldning! Der findes ingen undskyldning for at behandle dig sådan!" Han lod sig gribe lidt af stemningen, og hans stemme var derfor også hævet en smule.
Han så blot på hendes ryg da hun vendte sig væk fra ham, og han rakte derefter ud efter hendes skulder, som han berørte blidt og forsigtigt, som var hun noget skrøbeligt, efter at der var gået lidt tid..
"Neme.." mumlede han lavt - nærmest blidt.

Nemesis lyttede, men det var som om ordene bare var støj. Lige meget hvad han sagde, gjorde, ville hun bare tage endnu mere afstand. Efter få sekunder rørte han ved hende, og det slog klik.
Hun vendte sig om, i en hurtig bevægelse, og tog fat i den hånd der havde rørte hendes skulder. Hendes varme hænder måtte nærmest brænde på hans hud. Hendes tænder var frit fremme og hendes øjne var nærmest lysende gule.
Hun stod der bare og så på ham - faretruende tæt på at bide hånden af ham.
''på et eller andet tidspunkt, så finder du ud af, at du ikke engang burde turde se på mig lige nu.'' sagde hun stille.
''og lad være med at kalde mig det.'' sagde hun inden hun slap hans hånd og vendte ryggen til ham igen, for at gå hen til et skab hvor hun havde flasker med blod stående. Det var ham eller en flaske med blod - og lige nu fandt hun ham mest tiltalende, men hun var så vred, så såret, at hun ikke ville så meget som overveje at nærme hans hals.

Han blev forskrækket  da hun greb fat om hans hånd - ingen tvivl om det. Han gjorde et ufrivilligt spjæt, og et svag lyd af smerte undslap hans læber, da han mærkede hendes glohede hænder. - Hvad var det lige der skete?
Da hun slap han igen, ømmede han kort sin hånd - men ofrede den ærligt ikke meget opmærksomhed. Det kan være at han fik et mærke - men herregud,  der var lige nu vigtigere ting at tage sig til.
"Er det en udfordring?" spurgte han trodsigt som respons på det første hun sagde. Normalt ville han have haft en munter klang i stemmen, hvis han sagde sådan noget - denne gang var han dog dødseriøs. Han vidste ikke hvor denne trodsighed og stædighed kom fra - måske var det stadig alkoholen der talte, måske ville han bare ikke lade hende glide ud af sit liv uden kamp.
"Skal jeg fortælle dig lidt om mennesker, Neme?" helt bevidst henvendte han sig til hende, med det kælenavn hun netop havde fortalt han ikke skulle bruge, "Ikke alene er vi dumme, og bruger ikke den hjerne vi pænt er blevet skænket over halvdelen af tiden, men vi er også fucking egoistiske." Det var måske egentlig ikke pænt overfor menneskeligheden at han sammenlignede den med ham selv - for han var egentlig godt klar over, at skulle man intelligensteste racen, lå han nok en smule under gennemsnittet.
"Og ja jeg ved, at det er egoistisk og ikke alene også pisseuretfærdigt overfor dig, men jeg mangler dig så fucking sindsygt meget, at jeg ikke har tænkt mig at opgive håbet om at blive noget som helst til dig igen i fremtiden - ikke uden kamp i hvert fald."
Blikket var endnu vendt mod hende, og de klare blå øjne var seriøse, hvilket de så sjældent var.

''Du glemmer at jeg engang selv var tæt på menneskelig..'' mumlede hun, og så ikke på ham. Hun stod nu i en bad-boy-positur med ryggen mod skabet og siden til ham, mens hun stod og drak af flasken.
''Jeg ved udemærket godt at man siger, at det er menneskeligt at fejle. Men at bruge det argument, er ikke dit es.'' sagde hun og så kort på ham.
''Hvis du ville have mig i mit liv, skulle du ikke være skredet.. Det var dig der skred, ikke mig.'' hun var tilbage til kold og vred.
''Du tror måske at det har været pinefuldt?'' hun begyndte at gå hen mod ham igen, stiletterne gav en heftig efterklang mod flisegulvet.
''Jeg er dømt til at leve for evigt, på grund af min egen dumhed.'' sagde hun med blottede hugtænder der var smurt ind i blod. ''Du mangler mig? Fint, vær i mit liv de næste fyrre - måske halvtreds år! Men når du så er død af alderdom, så står jeg tilbage igen! Efterladt! Det var bedre at du skred den nat. Det var bedre at du stoppede det inden det overhovedet begyndte!'' hun tog en stor tår blod, lige foran ham.
Hendes tone havde været kold, kynisk og analyserende.
Hun så på ham og rystede så på hovedet. Så fandt hun en stok frem som hun lagde ved siden af ham.
''Du har bare forvredet knæet. Om en dags tid er det okay igen.'' sagde hun så, med sin kyndige læge-stemme, og vendte så ryggen til ham igen - hun havde ikke brug for ham til at gøre hendes liv bedre, for en tid..

Han fnøs da hun sagde at han glemte hvor tæt på menneskelig hun havde været. Han havde kendt hende bedre som shapeshifter end han gjorde som vampyr - hvordan kunne han dog glemme.
"Der er ikke noget argument, der er i mit es."
Han var denne gang slet ikke i tvivl om at det røde væske hun hældte i sig var blod - den selv samme væske som han dengang havde fejlagtigt havde antaget  som vin. - Og selv på flaske, var han dårlig til at håndtere det.
Så kom det i spil - dødelighedskortet. Han havde godt tænkt på det allerede dengang for knapt et halv år siden. Ligemeget hvad end de gjorde, ville han med tiden blive gammel, og dø. Døden var noget der personligt skræmte ham - han glædede sig ikke til at dø, men noget der skræmte han i en lige så høj grad, var tanken om udødelighed.
Han gnubbede kort sin pande. Hvad pokker kunne man svare til et sådan argument?
"For seks måneder siden var 50 år tilstrækkeligt." Det var ikke et spørgsmål men nok nærmere en konstatering og han sagde den lavt, og det var egentlig ikke helt til at afgøre om han egentlig talte til hende, eller blot gjorde det op for sig selv.
Han ignorerede stokken hun lagde ved siden af ham og så blot på hendes ansigt.
"Hånden på hjertet, helt alvorligt er det dét her du vil? Skal vi forsvinde ud af hinandens liv for evigt?" der var intet hånligt eller bebrejdende over hans spørgsmål, men det var egentlig mere eller mindre reelt. Ikke at han ville opgive hverken hende eller håbet, selv hvis hun sagde ja - men han ville nok give op for i aften, dog - han vidste simpelt ikke hvad kan hverken kunne sig eller gøre for på nogen måde at gøre det bedre.

''for seks måneder siden var jeg klar til at opgive min udødelighed for din skyld.'' sagde hun inden hun rystede på hovedet over hans konstatering. ''Dengang var halvtreds år mere end hvad jeg nogensinde havde turde håbe på at få med dig.'' sagde hun inden satte sig ved siden af ham. Det var udattende af være vred. Og ærligt, magtede hun det ikke.
''jeg ville hellere se dig gå ud af døren nu, end at se dig leve med væmmelsen ved at se mig drikke blod. Eller se dig frygte at jeg fik et tilbagefald... Eller få dig til at føle dig tvunget til at opgive din dødelighed for min skyld...'' sagde hun stille og så ned på flasken med blod.
''jeg hader hvad jeg er... hvad det gør ved mig, og ligemeget hvor meget jeg prøver, ændrer det sig ikke. Det er bedst hvis jeg lever et liv uden nogen til at komme til skade.'' sagde hun og så kort på ham inden hun rejste sig inden han sagde noget. Hun bundede flasken inden hun nikkede hen mod ham mens hun satte flasken fra sig.
''udover det, tanken om at vågne ved din side om morgenen, uden at du kan genkende mig...'' hun så lidt ned.
''nå, vi må nok hellere få dig tilbage til din ven...'' sukkede hun stille, og undgik nu hans øjne...

Han havde det meget godt med at de ikke længere råbte ad hinanden men tonen og stemningen var nærmest gået fra vred og ilter, til stille og sorgmodig.
"Hold kæft hvor har jeg været et fjols." Han sagde det hverken som et argument eller undskyldning - men blot for sig selv. Det var som om det først nu gik op for ham, hvad han ville gå glip af - hvilket venskab han hovedløst havde smidt på gulvet. Løbet er kørt Cassidy - og du tabte.
Han havde lyst til at røre ved hende, da hun satte sig, men kunne alligevel ikke få sig selv til at gøre det. Han nåede at række hånden frem, men tog den også til sig igen uden at havde handlet.
"Mit problem med blod.. kan overvindes.. Det må det kunne.." han nikkede lidt, for at forsøge at overbevise sig selv om dette, også. "Jeg væmmes på ingen måde over dig - eller over det du er. Overhoved ikke."

Av. Den sidste gjorde ondt. Han kunne ændre mange ting - sin indstilling til blod, sin kujonagtige karakter - sågar hans udødelighed var endda til at ændre på - kom det så vidt - men han kunne ikke ændre på det faktum, at han aldrig ville kunne kende hende, udelukkende ved at se på hendes ansigt, ligemeget hvor gerne han end ville. Hvis hun var skarp, ville hun nok kunne spore det i hans ansigt - han var ikke lige så god til at skjule sine følelser, som hun havde været i starten.
Han rystede på hovedet til det næste hun sagde.
"Jeg tror bare at jeg tager hjem. Jeg ved ikke engang hvor fanden Peter præcist bor henne."
Han vidste at Neme havde fået hans adresse - men han kunne ikke overskue Peters selskab, lige nu - han havde sikkert allerede massevis af spørgsmål klar til Cassidy, det var han slet ikke i tvivl om. - Godt nok boede Cass i den anden ende af byen - men kan kunne langt bedre overskue, end selskab fra en nysgerrig ven-

Hun stivnede lidt da hun hørte hans tone - den sårede bjørn han nu var blevet.
Hun så ned, og bed sig i læben, indtil han sagde at han ville tage hjem til sig selv.
''du har slået hovedet... Jeg ville virkelig ikke se det som en god ide at gå hele vejen hjem - det er langt når man har et dårligt ben og der er glat..'' sagde hun, og man kunne nærmest høre bekymringen i hendes stemme.
''hvis du tror, at du ville kunne overkomme din fobi for blod... Så kan jeg også overkomme frygten for at du ikke genkender mig..'' bum! Hun havde indrømmet det - hun frygtede at han ikke kunne genkende hende. Hun støttede sig lidt til bordet, da blodet endelig begyndte at få sin effekt og hele hendes krop begyndte at snurre. Hun kunne knap se, fordi det hele snurrede rundt - at være fuld for ingenting i forhold til dette. Hun gned sig lidt i ansigtet.
''jeg prøvede ikke at sårer dig, Cassidy...'' hviskede hun stille og så lidt på ham.
''Men der er ting, som er komplicerede... Din sygdom, min tilstand...'' hun sukkede. Med tilstand, mente hun den pokkers vampyrisme, hendes pyromaniske evner og hendes telepati. Hun prøvede at styrer det, men det var ikke altid nemt.

"Det gør overhovedet ikke ondt.. altså mit hoved - og nu hvor du har udstyret mig med en stok, er der jo nærmest ikke det, jeg ikke kan." Han klappede kort på stokken hun havde lagt ved hans side. For første gang i aften sendte han hende noget der kunne minde om et svagt smil, og tonen i hans stemme virkede også en anelse mere afslappet. - Han lød mere som han plejede at gøre, måske var det fordi, at hun lige nu ikke virkede lige så vred, som hun havde været for nogle øjeblikke siden.
Han vendte blikket mod hende ved det næste hun sagde. Det var jo ikke fordi han ikke kunne kende hende, og hvis de ville tilbringe mere tid sammen i fremtiden, ville det blive et endnu mindre problem end det lige nu var. Han absolut ingen problemer med at genkede folk han kendte godt - man kan jo som oftest også godt genkende sine venner, selv når de står med ryggen til - hans problem var udelukkende nye bekendtskaber. Neme kunne man jo ikke ligefrem side var et nyt bekendtskab - men så alligevel ~ de havde jo kun set hinanden én gang siden at de begge to var vokset op.
"Jeg ka' sagtens genkende dig... Jeg skal bare ha' lidt flere clues end dit ansigt alene.." Hvad var det egentlig hun sagde? - At hun også var villig til at give dem et skud? Han rynkede kort panden eftertænksomt og faldt lidt hen i sine tanker. Først da hun igen sagde noget kom reagerede han, og glippede let med øjnene.

"Nej det ved jeg - det gjorde du heller ikke.." den sidste del var lidt en løgn, men det var der ingen grund til at nævne. Hun var langt fra den første, der var blevet ked af og bange ved tanken om, at han ikke kunne kende ansigter. Han havde efterhånden fundet ud af, at det for en del piger var lidt af et turnoff - især hvis han lige forinden havde givet hende et kompliment, eller sagt at hun var pæn...
Han studsede lidt ved ordet sygdom. Sådan havde han faktisk aldrig tænkt over det - men nu hun sagde det, kunne dte vel egentlig godt betragtes sådan.
"Ja.. Vi er noget af et kønt rod.." Han bed let ned i sin læbe. På trods af det hun sagde nu, var han ved langt bedre mod nu, end han havde været for blot et øjeblik siden - hun havde tændt et spinkelt håb i ham - ikke et for stort ét, det turde han simpelthen ikke håbe på - men dog et lille et af slagsen.
"Men ved du hav' vi også er?" han tippede sit hoved let på skrå og smilede skævt, "Vi er pissestædige, udholdende og viljestærke.."

Hun så lidt på ham, tøvende.
''jeg ved det ikke, Cassidy... Jeg er ikke sikker på noget som helst lige for tiden - langtfra. Jeg ville ønske at jeg ikke behøvede at skulle bede dig om at forstå...'' sagde hun stille, inden hun så ned i sine hænder.
''Du er et menneske..'' hun bed sig lidt i læben. ''faktisk, så er du det perfekte menneske... Men det er så...' hun krøb sammen.
''Cassidy, jeg ved at du er uvant med min...tilstand...'' sagde hun stille, og så på ham igen. ''men jeg er bange for at du aldrig bliver vant til det... At du en dag opdager at du ikke kan klare det...'' sagde hun stille. Hun ville hellere skåne dem begge for det sårende aspekt det ville være at opdage at det ikke gik alligevel..
''jeg... jeg må hellere få lukket klinikken...'' sagde hun stille, inden hun fik rejst sig og begyndte at gøre rent ved at steriliserer operationsredskaber.

Det perfekte mennesker? Cassidy gjorde store øjne, vippede dit hoved på skrå og gloede vantro på Nemesis, da hun kædede ham og det perfekte menneske sammen i én og samme sætning. Hun kunne da ikke have mødt særlig mange mennesker - eller også havde hun bare været meget uheldig med dem hun mødte. Cassidy var en sølle tyv - gik i pjaltede klæder, drak størstedelen af de penge han "tjente" op. Han var klodset, på nippet til at være halvdum, kunne hverken læse, skrive eller kende andres ansigter, og selvom han var vild med kvinder, svingede han også til den anden side, og havde både lagt an på og været sammen med mænd, selvom det i Underworld på ingen måde var velset og nærmest usmageligt. Så hun ham som det perfekte menneske, blev han sørme nød til at tage hende med ud i verdenen, så hun kunne møde nogle søde, kvikke nogle af slagsen - for de fandtes skam. Så meget måtte han alligevel gi' sin race.
"Det er ikke fordi jeg aldrig begås med vampyrer,"han gjorde et let skuldertræk. Han kunne ikke få sig selv til at omtale hendes race som 'hendes tilstand' som hun ellers selv gjorde. "Men så længe vi ikke taler om blod hele tiden, skal jeg nok klare den?" Han smilede prøvende. Hvor meget han selv troede på det han prøvede på at sælge hende, var han faktisk ikke selv sikker på.
Han kom ned fra bordet med lettere akavede bevægelser og holdt endnu fast til det, indtil han tog stokken i brug.
"Jeg føler mig som en gammel mand.." brokkede han sig lavmælt, efter først at have ladet sit blik glide ned af sig selv, som han stod her med stokken.
Han vendte derefter blikket mod hende igen.
"Neme jeg er ligeså uvant med dig som voksen, som jeg er uvant med at du er vampyr. Vi har jo ikke set hinanden i hvad.. 20 år?"
Han fik med ret uelegante skridt bevæget sig hen mod hende.
"Jeg kan ikke love, at vores livsstile og racer ikke på et tidspunkt kommer til at skille os ad... men jeg har aldrig før været sådan.. tæt med en vampyr - så jeg har ingen idé om, om det vil genere mig.." Igen gjorde han et skuldertræk og lavede samtidig en lille kunstpause inden han fortsatte.
"Men ville det ikke nærmest være en skam at lade en sådan chance forspilde?" Okay. Han havde endnu ikek opgivet helt... Men nu hun alligevel var ved at lukke, kunne han lige så godt prøve. Det værste hun kunne gøre, var vel at smide ham ud - og herregud så måtte han jo opsøge hende igen.

Hvad hvis hun tapte tålmodigheden? Hvis hun var tæt på angribe ham? Hvis hun var... Sig selv.
''Jeg er...'' hun tav, mens hun så hen på ham. Forstod han det ikke?
''Cassidy, den chance du taler om, forspildte du ~ved at skride fra mig den aften.'' sagde hun, inden hun trak på skuldrene. Hun var ikke vred, som sådan. Hun var kold, en smule træt af at være sådan... Kold i røven.
Roligt fik hun pakket diverse operationssager ned i en sort kasse der stod ved skabet med blodflaskerne.
''Jeg synes at du skal gå nu...'' sagde hun inden hun så hen på ham, en smule frustreret.
''jeg er træt af, at jeg skal forklarer det. Træt af at jeg skal misforstås.'' sagde hun og sukkede.
''Jeg vil ikke se dig igen, Cassidy.'' sagde hun så, en smule spontant. En masse følelser gik fra at være gode til at være dårlige, da det gik op for hende, at hun næppe havde været den første han var skredet fra i de nætter han havde været hos andre.
''Jeg synes at du skal glemme alt om mig. Om os. Du skal bare gå din vej, og aldrig kontakte mig igen.'' sagde hun, og man kunne tydeligt se både smerte og fortrydelse i hendes blik. Men hun stod fast. Han skulle gå.
Hun var tæt på at bryde sammen og hun ville ikke lade ham se det - samtidig ville hun heller ikke lade ham komme ind under huden på hende, som Sean havde gjort. Hun var færdig med at være forelsket - færdig med at være sårbar.
''Bare, forsvind.'' sagde hun så, inden hun begyndte at folde blodige håndklæder sammen så hun kunne tage dem med hjem til vask.