The Devil is Damned - Vánagandr

Hjertet sad i halsen på hende. Det var lykkes hende at slippe væk - ind til videre. De var efter hende. Hun kunne mærke, hvordan det galte alle hendes kræfter at slippe væk - bare at prøve. Måske skulle hun have ladet vær med at forlade byen. Man kunne altid ende med at fortryde, men efter de havde prøvet at slå hende ned - så var havde hun fortrudt ekstremt. Serena løb igennem skoven så hurtigt hun kunne, med benene på nakken. Hendes engang-pæne-kjole hang i laser, de havde prøvet at få den af hende da de havde chancen. Det var kort før hun havde givet den ene en skalde og slået fra sig - for så at løbe. En lille rifte var på hendes pande og blodet smuttede ligeså stile ud når det fik chancen for det. Det var dæmoner. Hvad havde hun gjort dem? Intet. Der var bare de mænd og kvinder i verden, som ikke havde lært, at de ikke var dyr.

En snublen over en træ stamme, og hun følte sig allerede død på stedet. Hun nåede knapt nok at vende sig rundt, før de fløj direkte i flæsket af hende. Den ene var bloddæmon, det mærkede hun da han satte tænderne i hende - ikke for at drikke hendes varme blod, men fordi han troede det ville gøre ondt på hende. Dog kom der en helt anden følelse fra hendes side, til hun slog ham med en næve lige på siden af kinden. Den anden tog hendes arm, hvilket selvføglelig kom bag på dem, at hun gjorde mere modstand end de fleste. Serena samlede en masse spyt og spyttede derefter den anden dæmon i hovedet, imens hun så ham direkte i øjnene. Tydligt, at hun ikke ligefrem gik ned uden en kamp. Dog to fuldvoksende dæmoner mod en varulv. Oddsene var ikke de bedste. Eller var de? På grund af sine skarpe sanser havde hun opfanget en anden dæmon længere væk, men om han var på deres side vidste man aldrig. Så hun ville handle hurtigt, de mørke øjne fangede en kniv i den ene af dæmonernes bælte og rakte med sin frie hånd ud efter den. I det sekund hendes fingre gled om skaftet tog hun kvinden og stak uden uden at tøve igennem bloddæmones kranium. Hurtigt rev hun den til sig igen, og kiggede på den anden dæmon. Han skulle til at rejse sig op da han mistede balancen og faldt på ryggen.
"Giver du allerede op? Jeg er flov på dine vegne." Sagde hun skuffet og rystede på hovedet. Derefter sprang hun direkte på ham, og greb med den anden hånd om hans hoved så han kunne se hende i øjnene imens hun skar hans strube over. Et smil gled henover hendes læber imens hun så ham i øjnene imens hans sjæl forlod ham. Så rejste hun sig op og tog en dyb indånding. Kampen var dog langtfra overstået da en kvinde trådte frem, hun havde haft forkert fært. Men hun havde da ment havde færten af en dæmon, og ikke en vampyr.

Den kvindelige vampyr smed Serena direkte op af et træ, inden hun nåede at blinke. I ren reaktion havde hun tabt kniven. Serena så kvinden i øjnene, og sank så en klump. Jerngrebet om Serenas hals var hårdt, og hun kunne mærke, hvordan hun snart ikke længere ville kunne få vejret. Kvinden lod sin anden hånd glide henover Serenas bare arme- Lod neglene kredse hul i den ellers fejlfrie hud, og lade blodet strømme. Et bid ville være dødbringene for hende og omvendt. Serena gav enkle gisp fra sig.
"Det ville være kedeligt, hvis du døde så hurtigt. Lad os torturer lidt.. sjovt ikke?" Spurgte kvinden. Der ville ikke være nogle i skoven alligevel til at gøre noget så. Hvorfor ikke? Med det greb kvinden havde om Serenas hals, smed hun varulven ned i jorden. Greb Serenas kniv for at skære det øverste af hendes kjole i stykker så man kunne se hendes barm. Så lod hun det kolde blad for kniven danse let henover hendes hud.
"Hvor skal man starte henne?" Let skar hun hul ved Serenas kraveben, og lod kniven skære dybere og dybere ned. Så hun til sidst kunne hører, hvordan Serena sugede smerten i sig. Hun nægtede at skrige.

//Okay længere end jeg troede det ville blive men, håber du kan plante din karakter ind.. hvis du vil bare dræb vampyren. Valget er dit

Fenris vandret igennem skoven Ashen Wood. Hans øjne var lukkede og han nød altid stilheden i skoven. Et eller andet sted fik det ham til at slappe af. Han havde næsten lige været hos sin kone og hans to døtre's grav gård, hvor efter han syntes at dufte noget anderledes. Det var blod!? Men.. hvor fra? Hans blik faldt ned på jorden og friske fodspor var at spotte.

Han bukkede sig lidt ned og lagde hånden på den lille dråbe blod, hvor efter han smagte på det. 'Varulv!?' Hans øjne flakkede rundt og hans sanser var på spidserne. Han trak sin katana, som var belægget i ydre kanten af klingens skarpe kant med sølv. Hans blik faldt omkring sig. Han begyndte stille at følge fodsporene, mens øjenbrynet rynkede sig. Folk plejede aldrig at ture rykke sig helt her ud på disse områder af skoven, hvorfor var der fremmed her?

Han nærmede stille i en åbningen, hvor at han spottede en 2 kvinder og en mand liggende på gulvet. Duften af dæmon blod fyldte hans næse og han spottede kvinden med kniven grine og talte omkring totur. Hun var ikke ven af dæmoner.. Det var tydeligt, siden hun havde en blodig kniv og allerede nu havde fat i sit næste offer. I en hurtigt aktion rykkede Fenris sig i nærheden, hvor efter han lagde spidsen af sværdet ved hendes skuldreblad, mens stemmen rungede i skoven. ''rør dig og du bliver myrdet. Mit navn er Vánagandr Lawless. Søn af Lord Abbadon Lawless og kronarving til alle dæmonerne. Hvor våver du at spilde dæmonisk blod!''

Hans blik var stift på vampyren og kvinden hun havde hængt op på træet havde Fenris ikke engang ædtsed hendes existens. Hvis kvinden så småt skulle til at bevæge sig, ville han spide hendes hjerte. ''Lig kniven og gå på knæ. Og jeg skal personligt overveje at skåne dit liv.'' Hans stemme var hård og næsten fyldt med had. Dog en mindre charme lå over sig, mens blikket havde fast lagt på sit bytte. Vampyr kvinden.

En ny dæmon ankom. Heldigt nok for Serena, eller hvad? DEt så ud til at dæmonen gav vampyren skylden for angrebet af dæmonerne, fint med hende. Søn af Rafael, spændende nok. Ligesom at Serena var søster til dronningen af Sunfury. Jamen natten var fyldt med berømtheder! Serena sank en klump og betragtede situaionen. Vampyren lo kort og slap kniven. "Du giver mig skylden for mordet på dine venner, mens den billige varulv så går uskyldigt fra det når det var hende der dræbte dem?" Vrissede vampyrkvinden irriteret. Hun slap dog kniven. "Den ene af dæmonerne var min mand, jeg ville blot hævne ham." Tilføjede hun irriteret.

Serena fik det en smule dårligt over lige det punkt, men hun havde gjort hvad hun havde gjort i selvforsvar. Sådan lå tingene, og hun ville altid gøre hvad hun kunne for at forsvare sig selv. Og hvis hun stadigvæk havde haft sin gamle evne, havde hun skubbet dem væk. Men ja, den mistede hun da hun mistede sin sidste kæreste. Trist men sandt. Serena rørte sig ikke ud af flækken, faktisk så trak hun næsten ikke vejret. Hun kunne mærke hendes hjerte rytme endnu ikke var faldet til ro. Måske skulle hun bare være en god pige og holde sig ud af problemer? Det var langt lettere sagt end gjort og hun kunne grine sig selv op i ansigtet hvis situationen havde været til det.
Varulve og vampyrer havde noget imod hinanden. Men dæmoner og varulve havde ingen grund til at hade hinanden, endnu da. Desuden ville Serena også have dræbt varulve, hvis det havde været dem som havde overfaldt hende. Og at gå udfra hendes tøj der hang i laser, måtte man tydligt kunne se, hvad der kunne have været sket, hvis hun havde været en uskyldig lille tøs der ikke kunne klare sig selv.

Vampyrkvinden var udentvivl færdig som popsanger, hun ville bare have hævn. Så i det sekund hun så chancen, greb hun fast i kniven - og med en fin armbevægelse - fik hun kastet kniven direkte imod Serena. I sammesekund tog hun sit eget liv, men håbede på det ville være det værd. Serena spærrede øjnene op og bed tænderne hårdt sammen da kniven ramte hende. Den ramte hendes skulder med spidsen og den sad godt fast der. Hun klemte øjnene hårdt sammen og prøvede at forholde sig rolig. Det var alt for meget på en aften det her. Virkelig. Serena knyttede sine næver hårdt sammen for at holde smerten ud. Hun kunne mærke, hvordan hendes egne negle skar igennem hendes håndflade for at flytte smerten til en hun kunne kontrollere.

Fenris spottede hvordan kvinden slap hendes kniv. Et lettere smil faldt på hans læber, hvor efter han spottede kvinden stod op af træet. Han så kort over på blod dæmonen, som havde fået et større snit i sit kranium. Jo, dette var en værdig jagere der kunne ned lægge en blood dæmon. Ganske værdig til at overleve. Da han hørte kvindens hæssen, pressede han sværdspidsen, så sølvet stille gnubbede sig imod hendes bare ud igennem tøjet.

''Værn dig imod hvem du taler til?! Der er bedre muligheder end død!'' Hans øjne blev halvt mælkehvide, mens en hale dukkede op, Fenris var bestemt vred. Specielt fordi kvinden påstod hun kendte noget til sorg. Til smerte og til at sørge. Da hun skulle til at gribe fat i kniven og kaste den, lagde han sit først sværd huk imod hendes underknæ hasser, hvor efter han snorrede rundt og svingede kvinden imod jorden. Nærmest i en ren pioet. Han lagde sværdet for halsen på hende. ''Kvinde. Du har gået imod en direkte ordre fra kronprinsen. Du vil blive straffet med 5.000 års tortur, voldtægt og andet jeg ser retmessigt værdig til sådan en kvidne som dem. På grund af at jeg ved vampyrer ikke ældes, vil jeg lade solen bade sig i deres hud og de vil aldrig nogle sinde se eller røre denne kvinde igen!'' Han pejede imod varulven og hans øjne var fyldt med had. Hans klinge var klar til at skære hendes arme for at sikre hun ikke kunne gøre nogle skade med armene, men benen vidste han at hun ikke ville kunne heale med det samme. Hans blik var stift og hans blik var fortsat det samme på hende.

''Varulv. Hvis de stadig lever, beder jeg dig om at blive hvor du er. Jeg har ingen undtagelser for dem. De vil blive lagt under mit opsyn. Både fordi jeg har smagt dit blod, da du har blødt igennem skoven. Jagtet af disse to. Jeg forventer at jeg har deres samtykke til dette.'' Et lettere smil faldt på hans læber og stille hviskede kort til vampyren. ''Jeg skal personligt efter de 5.000 år nyde og elske at æde deres sørgelige rester, som de kalder en sjæl.'' Hans blik faldt på kvinden, som stod ved træet. Han vidste at hun ikke var den største trudsel, men for at sikre ville han blot havde klingen tæt imod hendes hals.

Hun var imod den form for behandling, ingen skulle have sådan en straf - lige meget, hvor meget de end havde fortjent en straf, så havde ingen fortjent sådan en hård straf. Hun sank en klump, hvis dæmonen her gik ind for rettighederne ifølge kongedømmet, så vidste hun hvordan hun skulletale til ham. Serena forholdt sig rolig. Hun havde prøvet værre, en grund til hun kunne forsvare sig selv imod det.
"Denne varulv har et navn. Serena Targaryen. Søster til Andrea Targaryen, bedre kendt som dronningen af Sunfury District." Nu vidste han, at han havde med blåtblod at gøre. Og selvom ham og hans far stod stærkt, ville det være endnu mere dumt at smide en hel hær fra Sunfury imod sig - for at gå imod familien. De fleste vidste, hvor højt dronningen elskede sin familie. Men de fleste vidste også, at det ville være dumt at få hende som en fjende. Serena så ham direkte i øjnee da han holdt bladet mod hendes hals. Det var ikke fordi hun var bange, hun var det modsatte af bange. "Jeg beder dem om tilladelse til at slå denne vampyr ihjel, hun er ikke værd din tid - du kunne bruge ressurcer på så meget andet. Jeg kan tage hende." Sagde hun og sank en klump. Serena var en udholden og stædig kvinde - tydeligt. Men som en kvinde der selv havde oplevet voldtægt og vold på egen krop - så ville hun ikke have vampyren indenfor det. Også selvom hun ville have dræbt hende. Verden var uforståelig. Død var den blideste straf, men det var bedre end at leve i smerte. Aldrig at Serena selv ville vælge død, men ja.

Fenris løftede det ene øjenbryn da hun præsenterede sig som dronningen's søster. En søster, som blev jagtet? af både vampyr og bloddæmon?! Dette var ikke noget han ville havde noget at gøre med. Specielt ikke når der er dæmon blod indblandet. Far har brugt meget tid på at ligge en passiv og så vidt Fenris forstod en utalt 'truce' mellem den menneskelige alliance og hans dæmoner. Både for at sikre at elver, engle og mennesker ikke skulle finde på at rykke sine felter i hans retning. Fenris smilede kort og så med et lettere smil på hende. ''Dronningens søster? Interessant.'' Hans hånd, som før havde lagt sig i retningen af varulven, lagde et skarpt kniv stik ned i vampyrens hjerte.

Han ville ikke havde vidner skulle tale omkring dæmoner, som har jagtet royale. Han gik der efter omkring en meters afstand af hende hældte hovedet lidt på skrå. ''og hvorfor, om jeg må spørge er de forfulgt? Specielt på disse egne?'' Fenris så rundt omkring sig i Ashen Wood Forest. Det var yderst underligt at hun valgte at løbe her ind. Specielt med de forskellige væsner og andre racer der kunne gemme sig i skoven.