A job you say? Maybe /[Vanagandr]\

Markos havde som alle andre dage brugt det meste af dagen i smedjen på at lave meder, og hestesko, det var en typisk dag. Det eneste der havde gjort denne dag bare en smule mere irriterende end de tidligere var at han kunne se hans "mester" stå ved den anden esse og lave et sværd. Som det altid gik når hans "mester" skulle lave noget gik det galt, det var ikke langt inde i processen før hans kunne se hvordan den gamle mand fjumrede med at holde bladet lige, lige nu stod han med et tveægget blad der bøjede.
Markos rystede på hovedet af den gamle mand, vidste ikke selv hvad han lige skulle sige eller gøre, han ville gerne hjælpe ham, men vidste hvor meget han hadede at det blev gjort. Han lod derfor bare være med at sige noget. Det var alligevel ved at være sent og de gamle mand ville nok tage hjem inden alt for længe, og lade sværdet ligge til en anden dag. Og sandt som sagt, der gik ikke længe før han blot smed klingen på armbolten og gik hjem med en sidste formaning om at han forventede at Markos var færdigt med alt hvad han lavede.

Så snart døren smækkede, smed Markos de ting han havde gang i, og vendte sig om mod armbolten hvorpå der nu lå et stykke metal som desværre var blevet ødelagt af ukyndige hænder. Han tog klingen, lagde den i essen igen, mens han bankede et tøndebånd på plads på en tønde. Han vendte sig så om mod essen igen, hvor han hev den nu rødglødende klinge ud. Han hamrede den ud så godt han kunne, forsøgte at gøre den lige igen, men måtte indse det umuligt. Han lagde den tilbage i essen igen, og vendte tilbage til tønden. Han fik lagt to tøndebånd på denne gang inden han tog klingen ud igen, og så hurtigt han kunne, foldede han den på midten, og hamrede den sammen. Han tog så igen og foldede den. Han gjorde dette for at få en bar af metal. Han lagde så baren tilbage i essen, mens han tog sig et kig rundt på nogle af tingene i smedjen. Der hang flere rustninger alle med hans "mesters" navn graveret et eller andet sted. Markos kunne ikke selv lade være med at grine, da størstedelen af dem var hans værk i stedet for hans "mesters" men han var ukendt, hvilket betød han ikke kunne sælge hans arbejde, hans største drøm var at kunne blive kendt nok til at blive en vandrende smed og smede for alt og alle han mødte. Han stod og faldt lidt hen, som der kom en lyd fra essen, hvor han rev baren ud, og med kyndige hænder begyndte at hamre klingen ud.

Fenris havde talte med forskellige folk omkring klingen, som han selv bar rundt offenligt. Noget, som hans kone havde 'købt' i følge hende, men den havde nu overlevede i godt og vel 400 år. Dette var ikke normalt, efter Fenris' holdning. Han ville finde ud af hvem, som havde smedet dette værktøj. Hans øjne gled på en smed, som så ud til at havde arbejdet på en smedje. Han så kyndig ud. Godt nok en gammel og ældre herre, men måske havde en bedre vudering, end Fenris selv. Samt om hans ekspertise inde for dette fag, var jo bedre end Fenris' selv. Da Fenris ofte vidste hvordan man udnyttede klingens fulde potentiale. Hvordan hvert et snit, skulle være dødbringende. Den ældre herre, pejede i retningen af sin smedje og sagde at hvis Fenris havde tid, kunne han forhører hans lærling, da hans kone krævede hans fulde 'opmærksomhed' til trods for den mange mængder ord at bande og svovlen omkring noget metal, som Fenris ikke helt fanget det største mening bag.

Han nærmede sig stedet, hvor den rungende lyd af Metal, som mødte Metal imod sig og skabelsen af endnu et måske dødbrigende våben eller et beskyttende rustning blev skabt. Hans øjne gled imod døren og gik over og bankede høfligt på. Han stod lidt og ventede høfligt i noget tid, mens hans øjne lod sig rundt omkring sig for at sikre at andre ikke skulle havde fulgt efter ham. Hans øjne gled igen mod døren, hvis den blev åbnet.

Hvis ikke, ville Fenris nok halv høfligt efter et par sekunder åbne døren op 10 cm og med en rungende stemme. ''Sig mig, er Lærlingen af 'Mester' smederen tilstede?''. Dette var blot sætningen, som ville dukke op, hvis døren ikke blev åbnet. Da Fenris var lidt usikker på om Manden kunne høre banken på døren eller ej.

Markos stod og bankede på metallet, og hørte af den grund ikke at der blev banket på døren, men da han stoppede med at hamre på metallet kunne han høre nogen der stod udenfor døren og råbte. Han kunne ikke lade være med at grine en smule for sig selv, men gik så over til døren og åbnede den.

"Ja det er han, men hvis du skal lave en bestilling af noget, er jeg desværre nød til at bede dem finder min mester istedet, da jeg ikke har lov til at tage imod bestillinger."

Han talte med en venlig stemme, han havde hurtigt tørret det meste af sodet af hans ansigt med håndryggen. Da han havde talt færdigt vendte han igen ryggen til den fremmede og gik tilbage til det han var igang med. Han havde klingen liggende i essen. Han tog den ud og begyndte at forme videre på klingen. Han fik dog meget hurtigt en fornemmelse af at den fremmede ikke havde tænkt sig at gå bare sådan. Han vendte sig derfor om på den anden side af armbolten så han kunne arbejde videre mens han talte.

"Altså du kan godt blive stående og vendte på min mester, men jeg har ingen ide om om han har tænkt sig at komme tilbage inden i morgen. Men du kan tage et kig rundt på hans håndværk imens"

Han nikkede til ham, og førte en hånd rundt i en bue som en gestus på de ting der hang derinde. Han forsøgte at skjule det i hans stemme at han kendte sandheden med at der næsten ikke var noget i smedjen der faktisk var blevet lavet af "mesteren" de var stort set kun blevet pudset og gjort pæne af ham.

Fenris' øjne gled på manden, som talte og han lagde hovedet lidt på skrå. Han lyttede til hans ord og et svagt smil dannede sig på hans læber. Som manden, sikkert havde forvented, havde Fenris ikke i tankerne om at forlade stedet. Han fulgte roligt efter lærlingen og blot observerede hans arbejde. Da han talte omkring at han ikke havde nogle ide omkring hvornår hans mester havde i sinde om at vende tilbage, lod Fenris blikket rundt i butiks rummet. Samt også lyden af manden, som nævnte at Fenris kunne kigge rundt i hans 'butik' for at se hvilke håndværk, som Fenris kunne være interesseret i.

Dog lagde han sit blik tilbage på manden, som arbejdet på smeden, med et nyt våben. ''Faktisk.. Så søger jeg en smedjes ekspertise inde for fremstilling af våben. Ser du. Jeg leder efter vedkommet, som skabte dette værktøj.'' Fenris lod med en flydende bevægelse sit sværd, vandret i luften. Blot for at illustrer det. Han fortsatte så der efter. ''Lad os blot sige. At klingen er ældre end deres lære mester. Den er 400 år gammel. Aldrig gået til tidens tand. Jeg søger den, som skabte denne klinge og håbede at de måske kunne fortælle mig eller i det mindste give et finger tegn på hvem skabte dette fantastiske værktøj.'' Hans øjne gled på lærligen. Han håbede lidt at han kunne besvare denne 'begyndelse' af søgen på hvem skabte dette våben. Fenris ville vide det og forhører hvordan de formåede det og måske, hvis han var heldig. At han kunne overtale vedkommet til at arbejde under ham. Da han planlagde at kunne bruge en mester smed, til både Fenris' våben kamre, men også til politisk forhandlinger og sikre mulige alliance blandt hans fader's politik orden. Da våben ofte repræsenterede magt, styrke og ofte visdom blandt krigsførelse.

Han kiggede på manden da han begyndte at snakke, Markos kunne ikke undgå at lade sig blive en smule nysgerrig, det var dog om ikke andet mere spændende end det der normalt skete i smedjen. Han nikkede roligt, og kiggede på manden da han lagde sværdet frem.

"Er dette dit eget våben? Altså ikke om det er lavet til dig, men om det er det du bruger, da der ikke er nogen tvivl for mig om at enhver smed med bare en smule hjerne ikke ville have lavet dem sådan et våben."

Han vendte sig rundt, og gik hen til et lille skab, hvor han fandt et stykke stof frem, og gik så over til manden igen. Han tog fast i sværdets klinge med stoffet, så han ikke lod sine fingre røre ved metallet direkte. Han vendte og drejede sværdet et par gange inden han rækte det tilbage til ham. Han begyndte så at grine en smule, meget lavt som han så talte igen.

"Jeg kan se, den er lavet af en eller anden af mine forfædre, eller mødre sågar, men der udover må jeg så fortælle dem at det bliver dem umuligt at finde og tale med skaberen af sværdet."

Han lagde stoffet pænt sammen igen, inden han gik tilbage til den klinge han var i gang med at udforme og han begyndte at smede videre.

Fenris' øjne gled på manden, da han nikkede og lagde sætningen ud. ''Det kommer an på hvem det er, som bruger våbnet. Våbnet tilhørte engang en person nær hos mig. Død nu til denne morderne tid. Hans øjne fulgte ham rolig og køligt, mens en snær af nysgerrighed bredte sig over hans sætning om 'ikke ville havde lavet dem sådan et våben' Havde manden en forventning om at Fenris var idiot. Eller at Manden direkte stod og fornærmede Fernis. Dog var han toldmodig og lod det passere.

Da han gik over og skulle til at lade stoffet på bladet og vendte det et par gange, lod han blikket undersøgende på ham. Manden kendte til metalet. Måske bedre en andre smede? Hans øjne observerede på hvad denne 'lærling' havde af planer for bladet. Da han rakte det tilbage til Fenris, lod han klingen tilbage i sin retmessig holder.

Da han nævnte at sværdet blev skabt af nogle af lærlingens forfædre, lod svagt smil dannet på hans læber. ''Sig mig. Hvordan er det arbejde her i smedjen, som lærling?'' Fenris lænede sig op på siden af vægen og observerede blot manden. Han så ganske muskeløs ud. Vel trænnede og bygget. Måske selv trænnede, til at blive sværd kæmper? eller blot fortrak at hamre og smede våben. Sean ville sikkert nyde et par 'runder' med denne mand. Ikke at Fenris selv ville fortryde den tanke. Dog slog han tanken ud og observerede rolig manden, som han arbejede.

Fenris tænkte at han kunne starte roligt til værks. Se hvad 'lærlingen' mente om sin mester og hvis der var problemer eller godt 'bånd' mellem dem. Var der måske noget at arbejde med. Hvis det var dårligt mellem dem, gjorde det blot Fenris' arbejde nemmere. Hvis det var godt, ville det måske være lidt sværre at 'bøje' metallet mellem dem.