I miss you? ~ Rowan.

Rowan så på drengen med et stort smil. Han stod lænet op ad dørkarmen, og betragtede det lille barn der sad på gulvtæppet og stablede klodser. Rowan havde brugt de første par uger på at købe tøj, legetøj, en seng og endda en bog omkring forældreskab. Han havde nu haft Joshua under sit tag i to måneder, og han havde nydt hver eneste dag. I starten havde det ganske rigtigt været ganske hårdt - svært at stå op om natten, for at trøste det grædende barn. Svært at se på de øjne, og ikke tænke på Jazmin. Svært at se en grund til at gå igennem alle disse problemer, for et barn der ikke var hans. Men den dag drengen havde set op på Rowans ansigt, smilt og leet, da havde varulven indset at det var det hele værd. Gud, hvor var dét det hele værd!

Joshua, som Rowan havde valgt at kalde Jacob - efter sin far - placerede nænsomt den ene klods efter den anden, og havde snart bygget et lille tårn. Barnet betragtede sit værk med store øjne. Han var vokset hurtigt. Varulven smilte varmt til sin søn og skulle til at deltage i drengens leg, da det pludselig bankede på døren.

Rowan havde ikke forventet at se Jazmin, og blev derfor ganske overrasket da hun stod der foran ham. Ved hans dør? "Jazmin?" udbrød han overrasket og lod blikket glide op og ned ad hendes figur. Han skævede ind til stuen, hvor Jacob legede videre i uvidenhed - varulven lukkede hurtigt døren ind til barnet. "Hvad laver du her? Hvad vil du?" spurgte han efterfølgende tørt, og mødte kvindens blik igen. Han gemte sin vrede væk for nu, men hårdheden var dog tydelig at spore i hans stemme.

Rowan nåede ikke at svare på hendes første spørgsmål, før hun talte igen. Han lyttede opmærksomt og tålmodigt til hun var færdig. Så kom endnu et spørgsmål. Varulven tøvede et øjeblik, overvejede sine ord og - vigtigst af alt - overvejede sine følelser. Hun ville tale, hvilket egentlig var forståeligt nok. Hun ville tilgives. Men fortjente hun det? Han tøvede. Det var tydeligt.
"Kom ind." sagde han roligt, trådte til siden og lod hende komme indenfor. Han blokerede døren til stuen, og guidede hende ind i køkkenet i stedet.

"Jazmin," begyndte han, efter de havde sat sig ved spisebordet. Hvor han før havde set en kvinde, så han nu en pige. Et barn. Hvordan kunne han havde overset det før?
"Jeg vil ikke lade dig se ham." Hans stemme var fast, men ikke hård. Det var ikke til diskussion. "Du har såret mig dybt, og hvad du gjorde var utilgiveligt. Men jeg er en voksen mand, og jeg vil komme videre med mit liv." På et tidspunkt... Han rettede sig op og foldede hænderne på bordet foran sig. Det næste skulle være skudsikkert.
"Jac- Joshua er kun et barn. Børn er uskyldige og kender ikke til ondskab - det er noget de lærer fra deres forældre." sagde han roligt. Han havde forberedt det han skulle sige. Han havde hele tiden vidst, at denne dag ville komme. "Hvis du ser ham nu, og forlader ham igen, så vil du give ham den ondskab. Det er ikke dig, der holder ham, når han græder. Det er ikke dig, der skal forklare ham, hvor hans mor er. Det er ikke dig, der vil lære ham at gå, tale, skrive, løbe. Det er ikke dig, der vil være der, når han får sit hjerte knust. Det er ikke dig, der vil være der, når han en dag kommer hjem med en ung pige og vil gifte sig." Hans stemme var blevet hårdere nu. "Det eneste du kan give ham, er frygt, mistillid og ondskab; for du vil forlade ham igen. Den eneste måde du kan sikre at han bliver lykkelig, er ved ikke at eksistere i hans liv. Resten af hans lykke skal jeg nok tage mig af." Da han afsluttede, var hans blik hårdt som stål, og hans øjne veg ikke fra hendes. "Det er nemmest hvis hans mor er død." sagde han, iskoldt. Drengen skulle ikke vokse op med den viden, at hans mor forlod ham. Der var ingen grund til at påføre ham den smerte.

Rowan opdagede at han under sin intense tale havde lænet sig en anelse forover. Han rettede sig op, tog en dyb indånding og fortsatte så: "Jeg vil ikke tilgive dig i dag, ligesom jeg ikke tilgav dig sidst. Tilgivelse ville være for let og for nem en løsning. Men jeg håber at du kan blive lykkelig en dag, og at du frem for alt, kan tilgive dig selv."

Rowan stirrede blot på hende. Hans øjne var ikke vrede men fyldte med ynk. Han havde ondt af hende - ondt af, at hun ikke kunne se sine egne fejl. Ondt af, at hun gjorde alt dette til hans problem. Hans fejl. Han sagde intet, men rejste sig blot langsomt op fra stolen, placerede hænderne bag ryggen, og betragtede hende. Han havde ikke mere at sige til hende. Han ønskede ikke at bruge et øjeblik mere, på at forklare hende hvordan verden hang sammen. Han gad ikke minde hende om, at hun havde været ham utro. Han magtede ikke at huske hende på, at hun havde smidt barnet i hans arme, og hvis han ikke havde taget imod det, så var det faldet til jorden. Han havde brugt tid, penge og kærlighed på den dreng, som hun selv havde kastet fra sig.
"Jazmin," sagde han endelig, efter at have betragtet hende i et langt øjeblik. "Du er ikke drengens mor. Du er ikke i stand til at vise moder-kærlighed. Du svigtede mig. Du svigtede ham. Og du vil gøre det igen." Hans stemme var fast; autoritær. Nok havde hun født ham, men hun havde også forladt ham. Hvordan kunne hun ikke se, at barnet ville få et bedre liv, hvis det havde et stabilt liv? Hun ville aldrig være i stand til at give Jacob stabilitet. Dette var for det bedste - de måtte begge ofre sig.
"Hvis du vil sende drengens far efter mig, så skal du være velkommen til at gøre dét." sagde han roligt og låste sine øjne fast på hendes. Faren havde aldrig vist interesse indtil nu, så hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Desuden var der næppe en risiko for, at en mand, som ikke havde været der under hele kvindens graviditet, hverken kendte til barnets eksistens eller havde nogen interesse i at tage sig af det. Jazmin skulle være lykkelig for, at nogen havde forbarmet sig over hende, og faktisk taget hendes søn under sine vinger. Rowan betragtede hende og lod hendes sidste sætning hænge mellem dem i et langt smertefuldt øjeblik. Hvor vovede hun at-- Ligemeget. Hun forstod det tydeligvis ikke. Hun var ude af stand til at se sine egne fejl. Alt var altid andres skyld med hende.
"Jeg synes du skal gå." sagde han roligt, i stedet for at give hende glæden af et skænderi.

(Det blev lidt kort, sorry!)

"Jeg er ikke den samme mand, som du var utro overfor, nej." sagde han tørt og betragtede hende indgående. De stod nu overfor hinanden, med hver deres idé om hvad der var det rigtige at gøre. Varulven tøvede - var han for hård? Jacob var stadig ung nok til, at han næppe ville huske Jazmin hvis hun hilste på ham nu. Måske kunne hun få lov til at observere drengen fra afstand - som en tante, måske? Han rynkede panden, sukkede og lagde armene over kors. Pokker ta' den egoistiske kvinde!

"Fint," sukkede han til sidst og rystede på hovedet. "Det er vanvittigt, men OK. Du må gerne se ham. Lad være med at fortælle ham at du er hans mor. Vent til han er gammel nok til at forstå det. Hvis du vil være der for ham så vil jeg acceptere at du ser ham en gang imellem. Men der er ingen grund til at forvirre barnet med sandheden endnu." Det var tydeligt at han ikke var fan af hele idéen med at Jazmin skulle være i kontakt med drengen, men i sidste ende var det måske det mest menneskelige at gøre. I hvert fald indtil Rowan kunne introducere en anden kvindelig rollemodel i drengens liv. Desuden ville han næppe få Jazmin ud af sit hjem, hvis hun ikke fik sin vilje. Han sukkede og fulgte hende ind i stuen, åbnede døren og betragtede Jacob. Han ville næppe kunne få hende til at bruge det nye navn - hun var stædig og vred. Hvorfor overhovedet gøre hende nogle tjenester? Hun ville ikke være andet end en torn i hans øje.
"Jacob. Du har gæster." Barnet, der ikke var gammel nok til at forstå nogle af ordene, kiggede med store øjne mod dem. Et kæmpe smil bredte sig på de små læber. I hånden havde han en af de klodser, som han nænsomt forsøgte at stable med.

Hendes første kommentar gav ham en næsten ustyrlig lyst til at slå hende; men Rowan var ikke en voldelig mand, så han lod den passere - selvom den gjorde mere ondt end hun anede. Jeg må være stærk. For Jacob. Måske var det en udmærket ide at drengen lærte sin mor at kende - så kunne Rowan fortælle barnet sandheden. Hele sandheden. Varulven rynkede panden ved tanken og valgte at skubbe den væk. Det var egoistisk. Han måtte tænke på hvad der var bedst for barnet, og ikke hvad der ville være værst for Jazmin.

Et kys på kinden. Han både nød det og hadede det - dog kunne han ikke skjule det lille smil der var at finde i mundvigene. Det bragte minder - dejlige minder. Trods deres dårlige afslutning, så havde forholdet indtil da været lykkeligt. På alle måder.

"Jeg har købt det meste af tøjet, men den trøje han har på nu har Ka lavet; den unge kropige nedenunder." Rowan boede oven på en af byens roligere kroer, og han kom godt ud af det med underboen. De to unge kropiger elskede Jacob, og den ældre buttede kromutter behandlede drengen som var det hendes barnebarn. De både strikkede tøj til Jacob, lavede alle mulige former for mad, mos og most, samt passede drengen når Rowan måtte arbejde. De havde uden tvivl været en stor redning.

"Legetøjet har en af mine venner taget med fra Sunfury." forklarede han. Det var pænt, mørkt og blødt træ. Ingen splinter. Rowan var selv igang med at lave en gyngehest.
"Jeg har alt jeg har behov for, og mere til. Der er mange der har trådt til for at hjælpe." Varulven trak på smilebåndet; han havde været enormt heldig, at så mange af hans bekendte havde været så forstående. Det havde været en enorm lettelse.

"Han har dine øjne..."

Rowan sagde intet. Betragtede blot hvordan hun var omkring barnet. Da hun løftede ham, fik han straks lyst til at minde hende om, hvordan hun bedst kunne bære barnet uden at det gjorde ondt på ham. Han ville fortælle hende, at Jacob foretrak at blive holdt fast, fremfor at have et lidt løsere greb. Men i stedet forholdt han sig stille. Han var træt. Udmattet. At være omkring Jazmin drænede ham for energi - måske var det bare de mange ugers manglende søvn der var ved at indhente ham?

Da hun kom nærmere med sønnen på armen, trak han mildt på smilebåndet, men der var stadig ingen ord der forlod hans læber. Han betragede drengens store øjne og det glade smil. Selvfølgelig er han glad, tænkte varulven. Han får opmærksomhed. Det er kun derfor... Men hvad hvis det var sandt hvad hun havde sagt? Hvad hvis han aldrig ville kende den følelse, som åbenbart var så unik, at han indtil nu ikke havde følt den ifølge Jazmin? Følelsen af at være et barns far. Hvad hvis drengen aldrig ville anerkende Rowan som sin far? Hvad hvis, så snart drengen hørte om sine rigtige forældre, pludselig besluttede at forlade Rowan for altid? Hvad hvis han ikke kunne give Jacob en lykkelig barndom? Ville han fejle som forældre?
Du har ikke lagt liv til det barn... Han er ikke din. Han forlader dig også. Han bliver ligesom sin mor. Og sin far. Du ender alene. Altid alene.
Varulven slog blikket ned, chokeret over sine egne tanker. Sønderknust over alt Jazmin havde sagt tidligere. Nej. De kunne ikke skabe en familie. Efter en lang stilhed, valgte varulven endelig at sige noget:
"Hvor længe bliver du...?"

Det var ikke just det svar han havde forventet. Hvad skulle han sige? Skulle han bare lyve og blive fri for hende? Utilfredsheden var synlig i hans ansigt. Hvor var hun dog egoistisk. "Jeg tilgiver dig ikke, Jazmin. Det er du nødt til at acceptere. At du presser så meget for at få min tilgivelse, hjælper dig ikke. Det tirrer mig blot." Han lød bitter - vred endda. Hun var i hans hjem - var han ikke i sin fulde ret til at smide hende ud? Men hun ville sikkert skabe sig, som det forkælede barn hun inderst inde var. Hun ville sikkert råbe og skrige, hvis han smed hende ud. Sikkert tilkalde alskens vagter og påstå, at han havde taget hendes barn.

"Du elsker mig ikke." sagde han stift. Det var tydeligt at høre på hans stemmeføring, at han selv troede på disse ord. Der var ingen kærlighed tilbage i Jazmin. "Hvis du elskede mig, så havde du aldrig sat mig i denne situation. Hvis du elskede mig, så havde du de grufulde ting. Hvis du elskede mig, så havde du aldrig opført dig som om din utroskab var en bagatel. Noget der sårede mig så dybt er ikke en bagatel." Han sukkede og rystede på hovedet. Hun forstod det ikke. Hun ville aldrig forstå det.

"Jeg tror det er bedst du går nu. Jacob skal i seng; det er sent. Du kan komme og se ham igen snart." mumlede han. Snart skal helst være om lang tid, tænkte han bittert, og lod sine øjne låse med hendes. Der var noget ved hende, der gjorde ham utryg. Dét faktum, at hendes humør svingede så voldsomt, at hun det ene øjeblik elskede ham, men i det næste svinede ham til og gjorde ham til den onde... Hun var ustabil.

Vreden dunkede igennem hans krop. Had. Det fyldte ham og kontrollerede ham. Han havde ændret sig mere end hun anede; og måske var han blevet mere ulv end han havde været før? Hvis hun nægtede at gå selv, så måtte han smide hende ud.

"Forsvind." hviskede han sammenbidt. For hvert et øjeblik han så på hende, hadede han hende endnu mere. Det voksede igennem ham, som hvis hele Underworld havde ladet varulven låne deres had. Alt had. Al vrede. Hvad... skete der med ham? Hans hjerte hamrede hårdt i brystet. Hans øjne blev smalle og hans vejrtrækning blev dyb og tydelig. Han kæmpede for at holde sig selv i ro. For at styre Dyret indeni ham. Vreden.

"Du får ingen tilgivelse fra mig og hvis du tror du kan tvinge den frem, hvis du tror du kan plage dig til den, så tager du fejl." Han skulle ikke have lukket hende ind - hun stod med barnet i armene. Hun truede Rowan. Hvorfor slår du hende ikke bare ihjel? Det var Evalines stemme der nærmest sang for hans indre øre. Hun havde en blid stemme, men et mørkt budskab. Hun er roden til alle dine problemer. Det er hende der har skabt al din vrede. Du ved hvor nemt det er. Ingen behøver vide noget. Han sendte stemmen bort, men sandheden forblev i hans tanker. Det var Jazmin der var roden til al Rowans smerte. Hun havde fejlet, hvilket kunne ske; men hendes arrogante, egoistisk og respektløse håndtering af hele situationen efterfølgende... dét var hvad han hadede.
Endelig trak han på smilebåndet. Det var ikke et rart smil. Tåbelige barn! Så fordi hun ikke kan styre sine lyster, så kan han heller ikke? Han havde været trofast og loyal overfor hende i al den tid de havde været sammen. "Jeg stod ved din side, selv da du var gravid med en anden mands barn." Hvorfor var han nødt til at minde hende om disse ting? Alt han havde gjort for hende...
"Jeg opgav min søgen efter min bror, for at være hos dig." sagde han skarpt. Det var sandt. En smertefuld sandhed. Tilgiv mig, Richard... "Jeg vidste at barnet ikke var mit, men fortalte dig at jeg ville adoptere ham." Rowan havde mistet venskaber; folk der havde sagt, at han skulle forlade kvinden, der havde horet sig til et andet mands barn. Men han havde elsket hende, børstet kommentarerne af sig, og var blevet hos hende. "Jeg accepterede dig for den du var; for hvad du var. Jeg accepterede alle dine sider, og jeg elskede alle dine ansigter. Det ved du." Han rettede sig op. Hun vidste hvad han mente.  "Jeg ville gifte mig med dig, så snart jeg officielt, og legalt, kunne kalde dit barn for mit. Så snart jeg kunne bevise for hele verden, at jeg ikke giftede mig med dig, fordi jeg havde ondt af dig - men fordi jeg elskede dig!" Det var ganske normalt, at kvinder der var blevet gravide udenfor et ægteskab, blev gift med tilfældige mænd ud af medynk. Medlidenhed. Sådan skulle det ikke have været for dem. Hun havde aldrig kendt til hans planer - selvfølgelig havde han ventet til efter fødslen! Hvad pokker havde hun dog forventet?
"Jeg respekterede dig. Jeg ville give dig et ordentligt bryllup. Jeg fandt min mors gamle vielsesring frem, så alt var klart. Jeg ventede kun på... på ham." Endelig forlod Rowans blik hendes øjne, og landede på Jacobs store nysgerrige blik. Drengen var tydeligt træt; øjenlågene hang og nogle små gab forlod de små læber.

"Jeg kyssede aldrig nogen. Jeg så aldrig på nogen! Der var kun dig i mit liv. Når du kom ind i et rum, lyste min verden op, og når du ikke var i min nærhed, var alting sort. Kun du kunne gøre mig lykkelig. Kun du kunne vække min lyst. Jeg er ikke såret over hvad du gjorde - ikke længere... Jeg er såret over at du i første omgang overhovedet havde lyst, til andre end mig. Jeg er såret over at du følte, at du havde et behov for en anden mand." Han havde opgivet alt for hende. Han havde endda sat sit hjem sit salg, for at de kunne købe noget sammen. Heldigvis for ham havde der ikke været nogle interesserede købere. Skæbnen ville have ham ned ad en anden rute, så det ud til.
"Du ser kun din egen smerte. Du så ikke hvad jeg ofrede. Du hørte ikke hvad jeg måtte lytte til. Jeg bragte aldrig skam over dig. Jeg bragte aldrig smerte over dig. Jeg ville dig kun det bedste. Jeg ville være din familie - jeg ville skabe den med dig." Han knyttede sine næver og stirrede hende atter ind i ansigtet. Han regnede ikke med at hun ville forstå det. Hun ville sikkert råbe. Blive vred. Skrige at han var et fjols for ikke at tilgive hende - opføre sig, som det stædige forkælede pigebarn, hun inderst inde var. "Og selv hvis jeg kunne tilgive alt du har gjort ved mig, så vil jeg aldrig kunne tilgive at du forlod din søn." Han trådte frem og løftede Jacob ud af hendes arme med den ene hånd, imens han med den anden tvang hende til at slippe sit tag (?). "Du har smidt ham fra dig før - tilgiv mig for ikke at stole på, at du ikke vil smide ham igen." Efter at have fået drengen sikkert ind i sine arme, tog han nogle langsomme skridt bagud. Vreden var væk. Hadet havde trukket sig tilbage. Hans ansigt var følelsesløst.

"Jeg vil gerne have at du går nu."

(Håber det er OK at han snupper Jacob - han føler sig meget tydeligt truet af hende; han frygter lidt at hun kunne finde på at smide drengen på gulvet og træde på ham som straf...)

Rowan betragtede hende. Hans hjerte slag dunkede hårdt i kroppen; som om det forsøgte at stoppe ham. Minde ham om, at alt ikke var så skidt. Eller måske forsøgte det, at bringe vreden tilbage? Hadet... Han betragtede hende med et sørgmodigt blik. Jacob hev ham blidt i håret; drengen var af uforklarlige årsager blevet glad for enten at hive i varulvens hår eller prikke ham i øjnene. Ting man blev vant til... Et suk forlod Rowans læber. Han gik atter hen til Jazmin, og gjorde denne gang noget lidt mere uventet. Han lagde armen omkring hende, placerede et kys på hendes kind og trak hende ind til sig. "Jeg skal have mere tid, Jaz..." sukkede han. De ville næppe kunne finde sammen igen. Men måske ville han kunne tilgive hende. Måske. En del af ham ville gerne - dels for at glemme alt der var sket, og dels for at give hende den glæde. Det var måske det mindste han kunne gøre.

"Bare... giv mig lidt tid til at komme videre. Til at glemme." Hvem ved? Måske ville hun møde en anden. Måske ville han. Han rynkede næsen - måske havde de begge allerede mødt nogle andre. Det var svært at forudsige hvad tiden ville bringe.

Kysset kom bag på ham. Han lod det dog passere, trods han egentlig mest af alt havde lyst til at bryde det. Eller havde han? Der var noget rart ved, at hun ville have ham. Nej. Stå fast. Deres læber forlod hinanden, og han mødte hendes øjne med et sørgmodigt blik. Undskyld. Men jeg kan ikke det her... De var ikke sammen og kærligheden ville ikke blomstre mellem dem igen. Nogle ting skulle man efterlade, og han var sikker på at deres forhold var én af de ting, man ikke forsøgte at genoplive. Man skulle lære at give slip.

Han fulgte hende med øjnene, da hun trådte ud mod køkkenet og hoveddøren. Jacob, som stadig hang på Rowans arm, var faldet i en let søvn. Varulven betragtede drengen, og de små søvndrukne lyde barnet lavede, bragte endelig et smil tilbage på ulvens læber. Skulle hun være en del af hans liv? Måske. På afstand. Rowan vendte atter blikket mod hende, men rykkede sig ikke. Han fulgte ikke efter hende. Han fulgte hende ikke ud. Han nikkede bare... Hvornår han ville se hende igen, vidste han ikke, men han håbede deres næste møde ville være mindre dramatisk. Og med mindre had...

( Øhm... slut? Vi kan evt lave et nyt emne nogle måneder efter? Eller nogle uger? Alt efter hvad du føler for d: )