I miss you "dad" //Sean//

S: Corpsewind Cemetery
O: Grave, nøgne træer
T: 23:45
V: køligt og der er stjerneklar himmel og fuldmåne og tåget
P: En sort og Lilla hættetrøje med hætten over hovedet og et par sorte bukser

Det var præcis 2 år siden denne dag han havde forladt hende. 2 år siden hvor han lod hende sidde alene igen. Det var for præcis 2 år siden hele hendes verden vendte op og ned på hendes liv. Han forlod hende uden noget som helst. Hun havde alt og mistede det der betød alt for hende. Personen der havde reddet hende. Hendes far...Eller han var nu ikke hendes rigtige far. Man kan vel sige, at han på en måde adopterede hende. Han havde fundet hende ude i skoven, hvor hun sad i en gammel t-shirt som næsten var flænset i stykker og et par bukser som også var ødelagte. Han havde taget hende ind til sig og opfostret hende. Hun kunne sagtens se, at han ikke var en sortelver som hun var. Han var en dæmon som var enke og ikke havde noget, at få et barn inden hans kone døde.

Ettina havde valgt, at besøge sin "fars" grav. Brand hed han. Hun savnede ham som bare pesten. Hun viste godt, at han ikke var hendes rigtige far, men hun kendte så heller ikke sin biologiske forældre. Hun viste, at hun havde tilhørt Deathwalker familien, men at hun også var udstødt og kendte ikke til grunden. Men det var hun ligeglad med nu. Hun ville besøge den mand som hun kaldte for far som havde opdraget hende og taget sig af hende. Hun gik ind på kirkegården, hvor der var tåget. Tågen var ikke særlig tyk, men det var stadigvæk svært, at se de forskellige stier til de forskellige grave der stod på ræd og række. En tåre trillede allerede ned af hendes kinder. Hun tørrede tåren væk hurtigt. Hun ville ikke vise sig svag, selvom hun inderst inde viste, at hun var svag i dette øjeblik. Hun gik direkte hen imod stien der førte til graven hvor hendes dæmoniske far lå begravet.

Da hun kom hen til graven stirrede hun lidt på gravstenen som var begravet med faldne og visne blade. Det lignte, at der ikke havde været nogen og passe graven i flere år. Hun havde ikke været der i noget tid fordi hun havde haft for travlt med alt muligt andet. Hun havde ellers lovet ham, at hun ville komme og besøge hans grav ihvertfald en gang om ugen. Hun fik det virkelig dårligt med, at hun ikke havde været der i så lang tid. Hun satte sig på hug foran graven. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage selvom hun prøvede alt hvad hun kunne. Tårerne løb bare ned af hendes kinder. Hun børstede de visneblade væk fra gravstenen og kiggede lidt på den. Der stod "Brand Bloodclaw - Verdens bedste far"
Hun begyndte at ryste. Det var ikke fordi hun frøs. Hun var begyndt, at græde. Hun kunne ikke få tårerne til, at stoppe igen ligemeget hvor meget hun prøvede "Hvorfor? Hvorfor forlod du mig? Jeg havde brug for dig!" hendes stemme rystede meget i det samtidig med, at hun grad. Hun fortsatte "Jeg savner dig far...Kom tilbage..." hendes stemme knækkede i det hun græd.

Kirkegården. Et sted fuld af døde, glemte som huskede. omringet af nattens mørke og en let tåge, som fik træerne til at se levende ud. De få, krogede træer der var, døde som alt andet. Stille.
Kirkegårde havde aldrig skræmt ham, ikke som de skræmte andre folk. Alt det med at de døde gik igen...Ja, faktisk var der noget sandt i det. At de døde gik igen. Havde han ikke netop mødt en kvinde, som han ellers havde slået ihjel? Ham, som altid sørgede for folk var helt døde...
Men det betød ikke noget. Hun var bare endnu en let forhindring, endnu en person der troede hun kunne stå i vejen for noget større. endnu en brik i puslespillet. Det betød intet, at hun var dæmon.
Et svagt smil gled over ham ved tanken, da han gik gennem tågen, som hvirvlede rundt bag ham, og roligt fulgte de små stier. Han kendte ruten godt, kunne den i søvne. Som så mange andre, havde han skam også nogen af besøge her. To faktisk, trods den ene ikke betød så meget som den anden.
Han stoppede op da han nåede de to sten. Den ene lidt mindre og nyere end den anden, som efterhånden var eroderet en del. Den ene tilhørte en gammel ven, som havde støttet ham og rådet ham, dengang han endnu var en ganske ung dæmon. Han havde fået gravstenen fornyet en gang eller to. Og ved siden af...Hans søn. Dean. Der stod intet andet end ' Dean. Drengen.' Til mystisk for alle som måtte komme forbi.

Denne aften havde han de solide, sorte støvler på. nogle mørke bukser og en sort trøje. en sort kappe med hætte, som dog var slået ned. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, trods han lige havde fået det klippet. Bortset fra hans pandehår der hang ned over hans ansigt som det plejede. De fire, hvide og grove ar der gik tværs over hans ansigt, de mørke øjne. For folk der kendte ham, kunne man se han var mere muskuløs, næsten større, end normalt. Det havde forandret sig efter ritualet. Ritualet hvor hans søn var død og sikke et offer! Han var blevet så meget stærkere!
Han satte sig på hug et øjeblik og lod hånden glide ned over den lille sten. Under nogle blade og et let lag jord kunne man se omridset af et armbånd...
Et moren havde givet ham, men som han havde givet drengen. Tingene betød ikke noget mere...Tingene betød for helved ikke noget mere!
En pludselig vrede fyldte hans krop, gjorde ham anspændt. han rejste sig op og brugte et øjeblik på at styre kræfterne i hans krop.
Han var helt uviden om denne sortelverkvinde der stod ikke så langt væk og sørgede...

Ettina kiggede ned på graven. Hun havde endelig fået styr på sin gråd. Hun tårede stadig men, det var ikke nær så slemt som da hun kom. Hun børstede resten af bladene af gravstenen og kørte sin pegefinger hen over ordene der var skrevet på stenen. Hun kiggede lidt rundt og så en skikkelse lidt længere henne. Hun kunne ikke rigtigt se hvem det var eller hvilken race pga at tågen havde på en måde opslugt skikkelsen det eneste hun kunne se var, at det var en mand som stod ikke så langt væk fra hende.. Hun havde ikke hørt eller lagt mærke til, at han var kommet. Hvornår var han kommet? Hun kunne ikke huske, at der var andre på kirkegården da hun kom. Havde hun måske for travlt til, at tænke tilbage på fortiden, så hun bare havde gået lige forbi ham?

Hun sukkede lidt og rejste sig op. Vinden kom som en tyv om natten. Den blæste hende lige i ansigtet og væltede hendes hætte af hendes hoved. Hendes hvide, skulderlange hår flavrede bagud. Hendes røde øjne nærmest lyste i mørket i det der var så mørkt selvom stjernerne lyste og fuldmånen lyste himlen lidt op. Hun lagde sine arme rundt om sig. Hun frøs lidt pga hun havde anspændt sine muskler alt for længe da hun sad på hug og græd. Hun følte sig ynkelig og svag og det hele på en gang. Hun kiggede hen mod udgangen og overvejede, at tage hjem igen. Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til, at tage afsted. Hun følte en slags skyld over, at hendes far eller hvad man nu skulle kalde det døde. Hun kiggede op mod månen og tænkte tilbage på de sidste 3 dage han levede i. Hvor hun havde siddet hos ham dag og nat g madet ham. Han var blevet svag. Hun kunne huske det hele som var det igår det hele skete da...

Tiden gik uden han bemærkede det, sådan cirka som altid. han huskede da der var gået flere år, uden han rigtig havde bemærket det. han bemærkede det stadig ikke, dog var det alligevel anderledes nu end den gang.
Han strakte sig let og lod skuldrene glide rundt, for at løsne leddene og få gang i blodomløbet. Han lod blikket glide over gravstenen omkring sig, som forsvandt i både mørke og tåge. Luften var let fugtig af tågen og havde en neutral lugt, faktisk måske lidt af vådt jord og...Lidt af noget andet.
Et fornemmelse, en let stikken i nakken...Noget eller nogen holdt øje med ham. Kunne han nu ikke engang være fri for fjender her i natten, på kirkegården? Havde de nu ikke engang respekt for dem der faktisk var døde...Åh, lige meget. Det havde jo ikke selv. Han vendte sig rolig om...Og opdagede en kvindelig skikkelse lidt fra sig, som stod stille. umiddelbart lignede det at personen så op mod himlen.
han stod kun i et kort øjeblik og overvejede situationen. Personen kunne være sendt efter ham, men også en der selv havde nogen på kirkegården at se til. Her var bare så sjældent folk...
Han bevægede sig lydløst fra sin plads og gik dybere ind i tågen, i mørket, da han med front mod denne skikkelse, listede rundt om hende og om bag hende. Håbede han, for da han bevægede sig ud af syne, mistede han også hende af syne.
Da han listede den vej han mente hun var, blev han glad for at se han kun havde taget lidt fejl af retning. Hurtigt flyttede han sig over nogle grave, så han stod mere bag hende. Han måtte skynde sig, hvis han skulle beholde overraskelsesmomentet...Hvis det ikke allerede var ødelagt.
Han trådte lidt nærmere...
"Godaften" Det var sikkert ikke engang aften længere. Men betød det vel noget?
Hans mørke øjne var rettet mod denne mørke skikkelse...Og den pludselig lugt af elver, som vinden skubbede over mod ham. Svag, nedtonet...Hvilken slags elver var hun?

Hun stirrede som forstenet op på månen imens alle minderne kom frem i hovedet på hende. Hun havde ikke styr på tiden længere. Alt var løbet sammen og hun havde sikkert ikke lagt mærke til noget hvis der så var krig ved siden af hende. Hun var helt væk i sine tanker. Hun tænkte tilbage på den dag, hvor hun for første gang fik stukket en bue og pil i hånden. Hun var hvad? 8 år? Hun var ihvertfald ikke stor af sin alder, at være. Hun anede ikke hvordan man brugte en bue og pil og hvor meget skade det egentlig kunne føre med sig. Og hun viste ikke dengang, at hun ville være en ret god bueskytte den dag idag. Hun tænkte tilbage til dengang hvor hun havde opdaget, hvor hun fik, at vide, hvilken familie hun kom fra som hun, så var blevet udstødt af. Hun kunne huske hun var blevet chokkeret over, at det var en stor familieslægt hun kom fra og alligevel blev efterladt i en så tidlig alder.
Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun havde ikke opdaget, at skikkelsen som ikke havde stået langt væk fra hende var begyndt, at flytte på sig og gik rundt i tågen. Hun var helt væk i sine tanker. Hun fik et kort smil på læben da hun tænkte tilbage på den dag, hvor hun havde kunnet dræbt et dyr for flere meters afstand fra hende med sin bue og pil. Hun mærkede noget ånde hende i nakken, men troede det var vinden der var blevet lidt varmere. Hun nærmest sprang op da hun hørte en stemme om bag hende. Hun vendte sig om og så på den fremmede der havde næsten skræmt livet af hende. Hendes hjerte galoperede af sted stadig i chok "Har din mor ikke lært dig man ikke lister ind på folk!?" hendes stemme viste tydlige tegn på, at hun var irriteret over, at blive forstyrret og samtidig var blevet forskækket. Hun rystede lidt på sin hoved og så på den fremmede.

Han smilte roligt. Han havde fået den reaktion han havde håbet på...Og han kunne nu se tegnene på at hun var elver og vist en af de sorte af slagsen. Spændende, dem mødte man ikke mange af. Faktisk havde den sidste han havde mødt...Været ret mærkværdig. Men her var en mere, en der stod på kirkegården med sorgen i sit ansigt. Hun havde været langt væk i sine tanker, siden hendes fine ører ikke havde opsnappet noget. Han lod kort blikket over den gravsten hun havde stået ved. Gammel.
Han kiggede tilbage på hende med disse mørke øjne, som indeholdt lige dele kulde, hårdhed og ligegyldighed.
"Min mor var sindssyg. Jeg tvivler på hun tænkte over det" svarede han lavt, mens han dybe stemme rullede alligevel hørligt gennem luften. Hans øjne var rettet mod hende, næsten stirrende. Selvfølgelig var det kun en facade...Det var altid sjovt at lege.
"betød din mor noget for dig?"

Hun så på ham. Hun undrede sig lidt over hvorfor han snigede sig sådan ind på hende. Hun kom her for, at få fred så hun kunne sørge i fred. Hun kiggede op og ned af ham for, at få et bedre blik over ham. Hun kunne mærke, at han stirrede på hende og hun hadet det. Hun hadet de øjne folk sendte hende når de så hende. Hun kiggede koldt på ham og lyttede til det han sagde "Hvordan sindssyg?" hun undrede sig lidt over hvorfor han fortalte hende det, når han ikke en gang kendte hende. Hun kiggede rundt og spekulerede over om han skulle fortælle ham, at hun ikke havde nogen mor for det havde hun i princippet ikke eller om hun skulle fortælle ham, at hendes mor ikke ville havde noget med hende, at gøre. Hun undrede sig meget over hvilket ville være nemmest, at komme uden om. Hun så ned på graven bag hende og sukkede kort. Hun kiggede så på den fremmede igen "Min mor? Har ingen" hendes stemme var kold og nærmest vred i det.
Hun kiggede rundt på kirkegården for og se om der var andre der havde gået ind på kirkegården uden hun havde bemærket noget, men det var der ikke. Der var kun hende, den fremmede som næsten skræmte livet af hende for lidt siden og en masse grave af alle mulige underlige væsner. Hun så på den fremmede "Hvem var du så her for, at besøge?" hun kunne i det hele taget være ligeglad med hvem det var han besøgte, men hun kunne lige så godt spørge som bare stå der og stirre i luften.

Han grinte kort, en svag latter som enlig var mest for sig selv. Og for at teste hende. Teste hvor meget der skulle til at skræmme hende. Han elskede elverne, især sortelverne. De var så...Specielle, så anderledes, havde nogle andre styrker end de samme, kedelige mennesker. Han var fascineret af dem og ville gerne være tættere på dem. Vide mere om dem. De var en race han ikke havde meget med at gøre.
"Komplet åndsforladt. Uden tanke på tiden, uden at vide hvem folk er. Evige humørskiften. Sådan sindssyg." han trak let på den ene skulder, men uden at fjerne blikket fra hende. han blinkede sjældent. Hun brød sig ikke om blikket og han følte det var åbning nok, til at give ham en fordel. Som en magtkamp, hvor han allerede havde fået en lille fordel. Men med lidt held vendte det nok snart...Sortelvere var jo ikke så svage, som hun gav udtryk, vel?
"Jeg besøgte to sten. Lige som du besøgte en" Hun kunne ikke følge hans små lege med ord. Men okay, han havde også kun mødt en der havde fået hans respekt med det samme: Hun havde svaret virkelig godt igen og det var en ren fornøjelse.
Han prøvede at bedømme sortelveren foran sig, finde ud af hvem hun enlig var og om hun fortjent respekt. Det skulle han jo nok finde ud af.
Han trådte roligt et lille skridt fremad, mens han så på hende.
"En sortelver på en kirkegård" intet spørgsmål, bare en konstatering.
"frygter du for dit liv?"

Hun kiggede på ham med kolde øjne. Hun havde endelig fået styr på sine følelser og hun ville ikke have, at han bare skulle tro, at hun var svag som hun havde virket til tidligere. Det skulle være det sidste hun ville have, han skulle tro om hende. Hun kiggede lidt dumt af ham da han grinte over et eller andet hun ikke en gang gad, at finde ud af. Hun så undersøgende på ham. Hun kunne godt se på ham, at han ikke var dum og så heller ikke så slem ud. Men han mindede hende om de der flabbede teenagedrenge fra byen der skulle spille smarte. Hun lyttede roligt på det han fortalte om sin mor "Forhåbentlig fejler du ikke det samme" hun smilte et af sine drillende smil som folk aldrig kunne aflæse om det var et forførende smil eller et lumsk smil eller bare et hvor hun var glad.
Hun kiggede bare roligt på ham. Hendes øjne så ikke ud til, at være triste længere som de havde været for noget til siden. Nu havde de nærmere et drillende glimt, som det var begyndt, at more hende uden rigtig nogen grund. Der var noget over ham som mindede hende lidt om noget fra hendes fortid som stod lidt uklart i baghovedet, om det var positivt eller negativt fandt hun sikkert snart ude af. Hun ignorerede det han sagde om, at han havde besøgt 2 sten. Det var nu ikke det hun havde hentydet til, men han morede hende lidt.
Vinden blæste hende lige i nakken, så hendes skulder lange hår blæste foran hendes øjne, så man kun kunne ane hendes røde øjne. Nok kunne hun være svær, at se i mørke og mellem træer, men hendes øjne kunne man altid få øje på og det hadet hun. Men havde også lært med tiden og bruge det til hendes fordel, så det var vel fint nok. Hun kiggede bare roligt på ham "Hvorfor skulle jeg frygte for mit liv? Har intet og frygte?" og det havde hun jo ikke. Hun kiggede hen imod nogle træer da hun hørte en svag lyd derovre fra "Endnu et lille dyr der ikke kunne holde sig væk herfra..." mumlede hun lavt for sig selv og kiggede hen på den fremmede igen. Hun kunne hurtig blive enig med sig selv om, at ham her var en mystisk fyr "Må man spørge hvem er du egentlig? Synes ikke jeg har set dig før her omkring" i det hele taget var hun ret ligeglad med hvem han var. Hun var nu mere intresseret i om han kunne bruges til noget.

han mærkede hvordan hun næsten voksede op til hans niveau og det nød han. Der var ikke noget værre end at snakke med en tudeprinsesse. En ynkelig, lille person der enden blev skræmt eller ville have en til at klare alle deres problemer. Endelig så det ud til hun åbenbart huskede hvem hun var, et stolt væsen, og han kunne næsten mærke at hun nu bedømte ham, som han bedømte hende. Og det var en sjov lille leg.
"Det vil tiden jo vise" svarede han lavt, på hende sætning om at han da forhåbentlig ikke fejlede det samme. Somme tider strejfede tanken ham, om dette han nu gjorde var et tegn på sindssyge...Om han var blevet drevet til vanvid. Men så havde han husket sig selv op at han ikke var lige så svag og uduelig som sin mor. At han var hævet over hendes skrøbelige væsen, trods hun havde en gammel dæmon i forhold til ham. Men hun var sikkert død nu. Han viste det ikke. interesserede sig ikke meget for det. Heller ikke for sin idiotiske far.
Der var kun to personer i hans familie han interesserede sig for. Hans bror, som han gerne ville dræbe for at udrydde familien yderligere og så hans nevø, som han gerne ville beskytte og støtte. Han havde mulighed for at arve kun det bedste og stærkeste fra familien, selv om han også havde Lucifers mærke.
men alt dette betød ikke noget, her og nu. et svagt, selvtilfreds smil lå på hans læber.
"Du er ikke interesseret i hvem jeg er. ikke mere end så mange andre. Måske vil mit navn gøre en forskel, måske ikke. Er det ikke meget sjovere at jeg forbliver mystisk og...ukendt?" spurgte han en smule spørgende og lige så drillende. Det var sjovt det her...Mere end han havde håbet. Faktisk havde han enden forventet de allerede nu var gået hver til sit eller sloges.

Hun undrede sig lidt over hvorfor hun ikke var skredet for længst. Men han morede hende og det var ikke tit folk gjorde det bare sådan. Hun fjernede sit hår fra sine øjne og om bag ørerne. Hun smilte drilsk til ham "Du ser nu ud til at være rimelig fornuftig så sindssyg eller bindegal? Nja måske lidt skør i bolten, men det kan man altid få ændret på" hun grinte lidt for sig selv. Hun kiggede på ham og hun kunne godt se, at han ikke rigtigt intresserede sig for sine forældre. Mindede hende lidt om sig selv bare hun var totalt ligeglad med sin biologiske forældre. Normalt ville det og blive udstødt i så en ung alder hun blev ville svække personen og måske haft været død nu. Men hun der imod har klaret sig selv og var blevet stærkere lige indtil dæmonen fandt hende imens hun sov. Man ville hurtigt alligevel kunne se forskel hvis man satte hende sammen med nogen fra sin biologiske familie. For hun ville aldrig kunne være en rigtig sortelver med hendes baggrund og opvækst, men det rørte hende nu ikke rigtigt hun var stolt over det hun var blevet til og det kunne ingen ændre. Ikke en gang ham her den fremmede som skulle spille så smart.
Hun kiggede roligt på ham og smilte drilsk "Måske, måske ikke. Det altid spændende, at lære nye og kende og du virker til, at være en meget interresant person." hun smilte roligt til ham og lagde sit hoved lidt på skrå. Hun kiggede studerende på ham og undrede sig lidt over hvilken fyr ham her var. Han var ihvertfald ikke som alle andre, det kunne hun hurtigt se.
Hun kiggede rundt i et kort øjeblik. Tågen var så småt ved, at fortage sig. Hun var ved at blive lidt rastløs af og bare og stå og glo. Hum hadet, at stå for længe og ro. Det havde hun aldrig kunnet. Ikke en gang som lille, der skulle der altid ske et eller andet. Hun begyndte og gå lidt rundt om den fremmede stille og toligt og smilte lidt for sig selv og kiggede undersøgende på ham imens. Fra top til tå. Hun prikkede lidt til hans sider når han kom til hans sider "Ja, ikke en af de slappe fyre" der var en klang af charme i hendes stemme. Hun stoppede foran ham igen "Du holder dig ihvertfald godt det må jeg sige"

Han lænte sig op af den højeste gravsten bag sig og lagde afslappet armene over kors. Hans blik var ikke længere så intens, det havde ingen mening længere. Det var bare et mørkt blik, som passende gled over hende og deres omgivelser med mellemrum. tågen var ved at lette, heldigvis, han brød sig ikke meget om tåge, mest fordi man ikke kunne se så meget omkring sig. Denne var dog ikke så slem som flere han havde oplevet tidligere.
Han lod blikket hvile på hende igen, da hun snakkede. Og hans smil voksede et øjeblik, omend kun for et øjeblik.
"Og hvordan vil du ændre denne spire, til at miste forstanden og følge sine egne stemmer og illusioner?" svarede han let. Personligt troede han ikke at han var sindssyg. Følte sig i hvert fald ikke sådan. Måske var han det alligevel? I så fald var det overraskende underholdende.
Hans grin rungede ud over kirkegården, da hun havde den frækhed at bedømme ham så tydeligt. Det havde ikke rørt ham at hun vandrede omkring ham. Han havde været opmærksom og holdt øje med hvert træk, der kunne vise hun ville stikke en kniv i ryggen på ham, bogstavlig talt, men havde ikke set nogen. Så han var roligt blevet siddende og det sidste prik i hans side hun gjorde, greb han ud efter hendes arm og rejste sig helt op samtidig, mens han i et kort ryk, hev hende ind til sig. Hendes lugt var helt tydelig nu. Både af hendes race og hendes personlige lugt. Hendes hvide hår der kildede ham let, da vinden greb fat i det, hendes mørke hud. De røde øjne som måske ville skræmme andre, men som han næsten ikke bemærkede...
"Man finder sine måder, at holde sig ung og stærk, selv om tiden går" af det hentydede han personligt til det ritual han netop havde været i gennem for ikke længere end måske nogle måneder siden. Eller var det overhoved så længe? Han viste kun han stadig kæmpede med nogle mareridt, med tidspunkter hvor det virkede som om skyggernes verden ville overtage ham...Og med at kontrollere sit nye temperament og kræfter.
"Men endnu mere interessant er, hvorfor du bedømmer mig. Du har måske brug for en stærk dæmon?" han slap hende let igen og fjernede sig med lette, lydløse skridt, så de stod lidt fra hinanden igen. Han lod tydeligt sit blik glide ned over hende.
"Smidig krop, god balance" hvad andet kunne man forvente af en elver? Men det var nu også ligegyldigt. Det var mere for at give hende lidt igen.

Hun kiggede roligt på ham imens hun kiggede undersøgende på hans krop "Jeg er ikke psykolog søde. Det er ikke min opgave, at forhindre folks psykiske lidelser" hun smilte roligt til ham. Hun prikkede ham en sidste gang i siden. Hun smilte roligt til ham og mærkede han tog fat i hendes arm og trak hende ind til sig. Hun havde set, at han ville gøre et eller andet men hvad havde hun ikke i sinde, at tænke over. Hun snuste hans dæmoniske lugt og lidt af hans personlige duft. Hun stod bare roligt som om intet var sket. Hun kiggede lidt på ham "Kunne man ikke holde nallerne væk?" hun smilte igen et af sine smil som kunne tegnes som lusket eller forførende. Det var aldrig til, at sige hvilket smil hun havde denne gang. Hun lagde sit hoved sødt på skrå. Hun prikkede lidt til hans sider igen.
Hun viste godt, at han ikke lige var en der bare gav op bare sådan uden videre. Det kunne man se på ham. Nok skjulte han meget, men meget af ham var som og læse en åben bog. Hun så på ham med et lille glimt i øjet af drillerig "Ville heller ikke kunne forestille mig se ud som en gammel rosin" hun grinte lidt over det hun sagde og smilte til ham. Hun kunne godt mærke på måden han holdt hende ind til sig var, at der var et eller andet han skjulte, men det rørte hende ikke. Hvis han ville fortælle hende noget måtte han selv åbne sig op. Hun ville ikke bruge sin tid på og åbne folk op. Det var hendes tid for kostbar til. Hun kiggede på ham da han snakkede til hende "Brug for en stærk dæmon? hm...Nah klarer mig selv, men det er vel altid rart, at kende dæmoner."
Hun kiggede efter ham da han stille gik væk fra hende. Hun lagde sine hænder roligt på sine hofter og kiggede kort rundt og derefter på ham igen "Tak tak" hun smilte taknemligt kort og smilte igen med sit typiske smil som ofte forvirrede andre. Hun kiggede kort mod gravstenen hvor hendes far lå. Det var stadig svært for hende, at fatte at han var død, men det havde også gjort hende en del stærkere end hun allerede var. Hun kiggede hen på den fremmede igen.

//Skrev et svar, men var ikke selv tilfreds med udfaldet. Skriver svaret lidt senere, når jeg ikke er så træt//

//Det er helt i orden ^^//

Han studerede hende let igen for at bedømme hvad han nu burde gøre. Denne sortelver tilhørte åbenbart en af de slags som gerne ville provokere og slås, men som enlig ikke havde nogen magt. Det var i hvert fald hans fornemmelse af hende. Men han mente også hun kunne være ret farlig, hvis hun fik lov til det. Fik noget mere magt. Men hun ville aldrig gå med til at arbejde for ham. måske kunne han snyde hende til det, men hvad ville han vinde på det? Intet specielt. Og til sidst ville han ende med en sur sortelver.
Han smilte let drillende til hende, udfordrende.
"Du var den første, der skulle mærke om jeg nu var levende. Hvad da? Tiltrukket af mit udseende? Det ville ikke være sært. Det lever jeg af" drillede han tilbage. Hendes smil havde ingen særlig virkning på ham, andet end han dog så det og det lignede en blanding mellem...Mange ting. Og netop fordi det ikke afslørede noget bestemt, ignorerede han det. Han så det kun som et bevis på hun i det mindste morede sig lidt. Ellers ville huns let ikke smile.
"Hvad laver en sortelver som dig så? burde du ikke gemme dig inden i skoven, som alle andre elvere?" smilte han en smule provokerende. Han begyndte at gå rundt, lidt som hun havde gjort, bortset fra han ikke gik for tæt på hende og ikek studerede hende, men bare gik rundt, af en grund kun han viste.

Hun kiggede lidt på ham og undrede sig lidt over, hvorfor hun spildte sin tid på ham. Hun fik intet ud af ham her. Hun gik hen til en gravsten som stod vid siden af sin fars. Den var gammel. Hun satte sig roligt på den og kiggede hen på ham. Hun lyttede til det han fortalte og viste ikke om hun skulle flække af grin over hvor latterligt det var det han fortalte eller bare ignorer det. Hun kiggede roligt på ham "Tiltrukket af dit udseende? Drøm videre søde. Du er ikke grim, men dit udseende er ikke så tiltaldende" hun smilte drilsk til ham. Men hun løj nu heller ikke. Han var ikke hendes type og så længe hun ikke kendte noget til ham og viste hun ikke ville få noget ud af ham, ville han ikke være den første hun ville prøve og få fingrene i og få manipuleret med. Hun kiggede rundt på kirkegården og på alle de gamle og nye gravstene som stod på ræd og række, hvor nogle af dem havde samlet et stor bunke blade over sig, så man næsten ikke kunne se, at det var gravstene og mere bare en bunke visne blade. Hun kiggede hen på ham da hun hørte han snakkede til hende "Hvad jeg laver? Alt mellem himmel og jord som jeg ikke kan se, hvad det vil interessere dig" Hun kiggede roligt på ham da han begyndte og gå rundt. Hun fortsatte roligt "Jeg kan ikke se nogen grund til, at skjule sig ude i skoven og desuden er jeg ikke ligesom alle andre elvere"
Hun havde ret i, at hun ikke var ligesom alle andre elvere og det ville hun heller aldrig blive. Hvor mange elvere ville haft vokset op hos en dæmon? Nok ikke så mange som hun. Men hun havde det også fint nok med det og var ligeglad med hvad alle andre ville sige for hun havde det fint med det og det kunne ingen ændre.

han grinte let og så på hende. Åh, han havde ikke ment det alvorligt, men som ren dril. Hendes svar lød næsten som om hun troede han var seriøs. Men det betød bare...Hun måske undervurderede ham. Og det kunne han bruge imod hende, med lidt held.
"Nej, det er du vel ikke" svarede han og studerede hende let. en ny tanke var dukket op i hans hoved.
"Men så må du også kende lidt mere til samfundet og til folk, end dem. Har jeg ret? Du må have viden om ting de intet ved om" han så lidt på hende, med et blik der virkede som om det beundrede hende en smule.
"Du er så meget dig selv, ude af deres samfund...høre du til nogen steder? Har du nogle specielle evner?" han troede ikke på hun ville svare ham, men det var et forsøg i hvert fald.
"Eller har du det lige som mig, aldrig at fortælle noget, andet end hvis man får noget tid gengæld?" spurgte han endelig, da han lagde hænderne oven på en forholdsvis høj gravsten og lænede sig lidt ind over den, mens han så på hende med et lille smil.

Hun kiggede på ham som var han dummere end en dør. Hvorfor lige pludselig grine? Hun rystede på hovedet og smilte lidt for sig selv. Hun kiggede roligt på ham og spekulerede lidt over hvem han egentlig var. Jo mere hun spekulerede over det og spekulerede over han være måde kom hun i tanke om den fyr som havde taget sig af hende. Faktisk hendes far. Det var ret underligt, at spekulere over, hvor meget ham her mindede hende om ham.
Hun smilte roligt til den fremmede og lyttede til det han sagde "Måske, måske ikke" hun smilte drilsk. Hun kunne ikke se hvad han behøvede, at vide om hvad hun viste. Hun kiggede på ham og spekulerede på om det ville være en god ide, at fortælle ham noget om sig selv. Hun valgte og ignorer svaret og kiggede på den fremmede med et koldt blik "Jeg fortæller folk ikke noget om mig hvis jeg ikke får noget til gengæld så tja er vel som dig, hvis du er sådan.
Hun kiggede roligt på den fremmede og rejste sig op. Hun gik lidt rundt. Ikke som før hvor hun studerede ham. Men mere for, at holde sig igang. Hun kiggede kort på ham "Men ja, man kan vel sige jeg ikke er inde i elvernes samfund det har du ret i" hun kiggede roligt på ham. Hun havde jo selv indrømmet før, at hun ikke var som andre elvere, så hun kunne lige så godt sige, at hun ikke hørte sammen med andre elvere. Ikke en gang sortelvere. Hun ville ikke kunne klare og møde flere sortelvere pga hendes forældre udstødte hende. Men det var noget som langt fra ha her den fremmede skulle vide noget om, så længe hun ikke kendte noget til ham. Får han ikke de vigtigste ting om hende ud af hende. Sådan var det bare og det ville hun ikke ændre på.

Han rystede let på hovedet ved det og lagde armene over kors.
"Trist. Elvernes samfund er et af de samfund jeg ikke rigtig har et fod i. Med mit arbejde. At have en insider eller bare lidt mere viden kunne være nyttigt. Selvfølgelig for sin pris" smilte han let.
"Men så må jeg jo lede efter en anden, en der bedre kan klare opgaven" han gik rundt om gravstenen og satte sig afslappet på den.
"Jeg havde ellers forestillet mig et fint lille samarbejde, dæmon og elver imellem. Jeg mener, vi er jo to af de stærkeste racer. Men pyt nu med det..." selvfølgelig lå der en skjult budskab, en hentydning og en udfordring i det. Men nu var det op til hende selv at gøre det som hun ville. Modtage eller afslå. Afslog hun, fandt han bare på noget andet.
"Lad os bytte informationer om hinanden. Jeg er nysgerrig. Jeg ved allerede du ingen mor har, det fortalte du. Hvad med dig far?" spurgte han og lod de mørke øjne hvile på hende.

Hun stoppede op og kiggede roligt på ham. Hun lyttede roligt til det han sagde. Hun gad ikke til, at begynde og snakke imens han snakkede. Det var uhøfligt. Selvom hun ikke ligefrem var den mest høflige person man kunne møde. Hun stod roligt og så på ham "Jeg har intet imod og samarbejde med dæmoner overhovedet" nærmere tvært imod "Jeg er ikke den der holder mig inde blandt elverne, men jeg har det vel som en slags hobby og følge lidt med i deres liv"
Hun kiggede på ham "Fortæl mig lidt om dig så fortæller jeg lidt om mig" hun ville ikke svare på hans spørgsmål om hvem hendes far var før hun kendte mere til ham her den fremmede. Hun gik tættere imod ham så hun kun stod nogle få skridt fra ham. Hun kiggede roligt på ham med sine røde øjne. Fuldmånen lyste hende lige i ansigtet så man nemmere kunne se de sorte streger der gik fra hendes øjne og ned på hendes kind i en bue. Hun kunne ikke helt huske hvornår hun havde fået dem, men det var nu også ligemeget.

han smilte roligt, selv da hun kom tæt på. Han kiggede bare roligt på hende, med et lille smil.
"Åh, gør du? Det var interessant. Måske kan vi finde ud af det alligevel. om ikke andet, så bare fordi vi begge er en stærk race og vi under alle omstændigheder står stærkest. Sammen" han så lidt på hende, som om han bedømte hvorvidt hun havde noget at byde ind med. Men gik så videre til næste emne. Forældre.
"Åh ja. Min far var kedelig. en idiot. Han troede han ond, han troede han en god far. Men han var dum nok til at blive hos mor. Han var dum nok til at lade mig blive der, i stedet for at stikke af med mig. Han var dum nok til at vende tilbage til den samme kvinder. Han var for blødsøden. en typisk skyggedæmon, hvis jeg må være så fri. Mørk af udseende, flygtig af sind" han så lidt på hende
"Din tur"

Hun kiggede roligt på ham og ventede på for, at få, at vide hvad det var han havde og sige "Det må vi se om det kan lade sig gøre. Det ved man aldrig" hun kiggede roligt på ham imens vinden blæste hende lige i ansigtet og blæste hendes hår om bag hendes øre. Hun lyttede roligt til det han fortalte "Sådan er der nogle forældre der er." hun kiggede lidt rundt og spekulerede på om hun skulle fortælle om sin biologiske far eller om den anden. Hun kiggede roligt på ham "Min biologiske far kender jeg ikke. Ham som jeg ville kalde for far fandt mig ude i skoven da jeg var 7 år gammel og er eller rettere var dæmon fik aldrig hvilken race dæmon han var, men det er vel et fedt. Han opfostrede mig og lærte mig og leve ligesom han havde klaret sig da hans forældre efterlod ham. Det er kun pga ham jeg lever nu" hun ville ikke gå helt detaljeret i hvordan han var, for mange af de ting som han havde fortalt hende igenem livet var fortrolige og det havde hun accepteret "Men han var ikke en man bare lige gik om hjørner med"
Hun liggede lidt rundt "Hvem er du egentlig for kan ikke se nogen grund til, at måske få et samarbejde med en som man ikke kender navnet på"

Han lyttede nysgerrigt. Denne dæmon lød interessant. død godt nok, men interessant. Der var ikke mange dæmoner der interesserede sig nok om andre, til at ville opfostre en sortelver. men hvem han enlig var, fik han nok ikke at vide. Det var sikkert en ting hun holdt for sig selv. men det var interessant hun var blevet opfostret af en dæmon...Men hvorfor ville hendes forældre ikke have hende selv?
pyt. Hendes spørgsmål var mere nutidigt og havde en mening. For de snakkede jo om at samarbejde. Han så lidt på hende. Nå ja pyt. Den mystiske stemning var alligevel ødelagt.
"Mit navn er Sean" han så lidt på hende. Mange havde hørt om ham, også fordi han var eftersøgt. Både af fjender og folk der ville have hans hjælp. Eller rettere: betale ham for den.
"Nuværende archdemon og leder af en klan. Derud over ret magtfuld i den kriminelle underverden" han smilte let. Det betød intet for ham, om hun viste det. Hun skulle nok finde ud af det alligevel.
"og nu er det din tur, til at præsentere dig"

Hun kiggede roligt på ham. Hun smilte roligt og viste godt, at det lød underligt, at en dæmon ville opfostre andre. Hun begyndte, at tænke tilbage til da hun var hvad 12? Hvor hun havde spurgt hvorfor han havde valgt og tage hende ind til sig og opfostrede hende på den måde. Uden videre. Han havde sagt det var fordi han kunne se muligheder i hende eller sådan noget. Hvad han snakkede om dengang fattede hun ikke rigtigt dengang, men det gjorde hun nu. Han havde allerede set hende dengang stærk nok til, at kunne overleve i så en ung alder ude i skoven og hendes højde dengang var allerede højere end normale sortelvere ville være. Han havde sikkert se hun ville være god til, at kunne bruge i de terænger, hvor de fleste ville have svært ved, at kunne arbejde som i skovene og oppe på tage og andre steder, hvor man ikke ville kunne se folk uden og næsten kunne lugte dem eller få øje på dem. Og samtidig havde hendes udseende gjort, at hun havde kunnet slå andre folk ihjel uden og skulle skjule sig. Hun havde ikke tal på dem hun havde dræbt igennem tiden uden og være i skjul og alligevel havde hun ikke blevet fundet endnu. Det undrede hende faktisk. Hun kiggede på ham da han nævnte sit navn "Sean? hm...tror ikke jeg har hørt det navn før, men rart at møde dig" hun lyttede roligt til det han fortalte om sig selv "Spændende nok" Hun kiggede roligt på ham "Hedder Ettina og er jo opfostret af en dæmon pga mine forældre ikke ville have mig hvorfor ved jeg ikke og lige nu kan de rende mig, hvis de overhovedet lever. Men min far som jeg fortalte dig om lige før lærte mig, at dræbe uden, at tøve helst med bue og pil hvor jeg er stærkest for der er det nemmest, at skjule sig i træerne i skovene og på tage og andre steder i byerne, men han lærte mig også, at kunne dræbe uden andre fattede mistanke og ja som jeg ved af har ingen fundet ud af det endnu" hvordan hun dræbte uden folk fattede mistanke måtte han selv regne ud. Hun ville ikke servere alt på et sølvfad for ham.