What did I miss? (Kain)

Sted: Kains palæ i Terrorville District
Tid: Klokken 22-23 stykker
Vejr: Klart og tørt
Omgivelser beskrives i emnet
Emnepartner:[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Genevira havde, efter at hun var kommet tilbage til Doomsville efter tre år udenbys, efterhånden hørt en del rygter om, at det ikke kun var hende der havde formået at finde en vej ud af Rotten Root Districts søle. Når det var Kain der var tale om, undrede hun sig ikke. Han havde altid været umådeligt ambitiøs og ligesom Genevira selv havde han aldrig lagt skjul på, at han ønskede mere af livet, end hvad Rotten Root kunne tilbyde ham. Det var trods alt mere eller mindre det, der havde kædet dem sammen, dengang de var børn. Målet om at være noget større. Og nu ville skæbnen altså således, at de begge var nået skridtet videre på denne rejse.
Genevira troede ikke på tilfældigheder. Havde aldrig gjort det. Tanken om, at hun potentielt bare kunne være en insignifikant plet i universet var hende ubærlig.
Så altså var hun sikker på, at der var en højere mening med, at hun havde fundet ud af, at det ikke blot var hende, men også Kain, der havde fundet vej opad Stigen.
Alligevel tøvede hun med at opsøge ham. Undskyldte sig med, at hun havde sine pligter og sin undervisning, der nu pludselig udfylde de fleste af hendes dage. Hvilket var sandt, men hun ville lyve for sig selv, hvis hun påstod, at det ikke også på nuværende tidspunkt udgjorde en undskyldning. Hvorfor præcis? Han var en del af hendes gamle liv, det hun aktivt forsøgte at distancere sig fra og stadig arbejdede med. Potentielt kunne det vel give problemer. Om ikke andet gjorde det hende mere end bare en smule ængstelig. Og så var der den mere personlige og barnlige angst. Hvad hvis han ikke kunne lide hende længere?
Sådan gik hun rundt i konflikt med sin egen hjerne i dagevis ind til noget gik op for hende en aften, som hun sad bøjet over sine skriveøvelser. Det burde være faldet hende ind længe før, men da det tanken ramte hende var det som et lyn fra en klar himmel og hun havde nær væltet sit blækhus og ødelagt, det hun var i gang med. De havde næsten samme evne! Her var der en, der endelig kunne hjælpe hende med, hvordan det fungerede og hvordan hun skulle bruge den og så havde hun ikke engang besøgt ham endnu. Hvor er du dum Genevira.
Aftenen efter stod hun således udenfor det palæ, hvor Kain eftersigende skulle bo. Brugte nogen tid på blot at studere det udefra. Alt virkede så smukt og ordentligt. Sandsynligvis på grund af tjenestefolk og ikke Kains egen indsats. Hvis man boede sådan et sted, så gjorde man heller ikke arbejdet selv. Det burde man i hvert fald ikke. Og hvis han var nået så langt her, så var det nok alligevel også på baggrund af, at han havde vigtigere ting at lave end at ordne haven.
Hun tøvede et øjeblik, før hun tog fat om dørhammeren og forsigtigt bankede på. Ventede. Der stod hun i nogen tid. Upåvirket af den kølige aftenluft. I stedet nød hun stilheden. Og storslåetheden ved det hele, alt imens hun samtidig forsøgte at overbevise sig selv om, at det her ikke havde været en virkelig virkelig dum idé.
Døren blev åbnet af en ældre kvinde med mistroiske mørke øjne, der kastede ét blik på Genevira og lod til at være klar til at smække den tunge dør i igen.
Og her havde hun ellers gjort sig umage med at klæde sig ordentligt på og lægge ny neglelak, så det ikke var skallet fuldstændig af. Genevira børstede ikkeeksisterende støv af sin ankellange blå kjole og sendte kvinden et smil, der gerne skulle have været afvæbende, men åbenbart ikke var det, for kvinden lignede bare en misfornøjet sveske endnu mere end før.
”Vi skal ikke have noget,” fnøs hun og Genevira overvejede, hvad det var kvinden troede hun forsøgte at sælge klokken sent om aftenen.
”Jeg er her for at se en Kain. Ikke for at sælge dig noget,” sagde Genevira roligt, stadig med sit glitrende smil, selvom hun indvendigt følte et stik af fornærmethed bare ved tanken. Og så lagde hun alt sin koncentration i sine ord.
Kvinden lignede en, der havde været tjener længere end Genevira havde været i live, så mon ikke det kunne lykkedes at overbevise hende om, at hun skulle gøre, som der blev sagt?
”Jeg synes virkelig hellere, at De bør lukke mig ind, De vil nødigt skuffe deres arbejdsgiver tænker jeg. Han og jeg er gamle bekendte og jeg tror ikke det ville behage ham ret meget at en af han ansatte har ladet mig stå herude. I kulden” sagde hun mildt. Hendes stemme var blød, rolig, men det var heller ikke til at tage fejl af, at hun lige nu malede det op, at kvindens handlinger eller mangel på samme potentielt kunne få konsekvenser

Kvinden tøvede et øjeblik og trådte så til side. Genevira nåede dog ikke, at føle, at hun havde vundet særlig længe, for det virkede til, at kvinden meget hurtigt kom til sig selv igen og i stedet for at blive ledt, derhen, hvor hun gerne ville blev hun sendt et blik, der næsten ville have kunne slå hende ihjel.
”Nu må vi jo se, hvad der bliver gjort med dig. Hvis det du siger er sandt, har du vel intet at frygte. Nu venter du i det mindste ikke i kulden, vel?”

Den gamle heks! Der føltes ti gange koldere fangede herinde med hende i den dunkle indgangshal, end der havde gjort udenfor under stjernerne alene.
En yngre, og noget forvirret, tjener blev sendt af sted for at vække Kain og så kunne Genevira ellers stå der og vendte i stilhed med svesken fra helvede.
Genevira gjorde sit bedste for at se selvsikker og rolig ud. Forsøgte at overbevise sig selv om, at Kain trods alt holdt nok af hende til, at dette ikke ville give problemer. Imens studerede hun sine omgivelser. Kold sten og gamle portrætter hun absolut ikke formåede var nogen fra Kains familie. Var han flyttet ind for nylig eller havde han bare ikke haft overskud til at gøre noget ved stedet? So far, føltes stedet ikke som det mest velkomne sted Genevira nogensinde havde været. Desuden havde hun, ved brugen af sin evne sikkert, tilraget sig en hovedpine, der næsten fik det til at hvine i hendes kranie. Alt i alt, var hun virkelig begyndt at genoverveje om dette lille visit nu også havde været en god idé.

Det var ikke ligefrem unormalt for Kain at være hjemme på denne tid af dagen. Han var ikke typen, der gik ud særlig ofte. Skulle det ske, var det typisk i form af en drink eller to, eller fordi det typisk var nemt at finde syndige folk disse steder, som man kunne få føde ud af. Og selv da, var han typisk ret så kræsen angående, hvor han nu engang tog hen og hvem, han valgte at omgåes. Han vidste trods alt vigtigheden i at holde sit ry ved lige. De forkerte mennesker kunne ødelægge det, og taget i betragtning af, hvor meget han havde arbejdet for at være der, hvor han var i dag, ville han næppe ryge ned ad rangstigen igen. Tværtimod mente han stadig, at han havde langt til toppen. Han nægtede at nøjes. Han nægtede konkurrenter, der eventuelt kunne trække ham ned, hvilket i sidste ende var hans motivation for at arbejde så hårdt hver dag og endnu ikke var gået i seng, da han hørte en banken på hans dør. I stedet sad han ved et bord, hvor han ordnede diverse papirer for at holde status på hans sorte marked i den ringere ende af Doomsville - et sted, han selv kendte alt for godt til at ville stå ved.

Den banken på døren, fik ham dog ud af fokus, og han måtte sukke erkendende op med, at der nok ikke blev ro, før han reagerede på det. Han trak sig derfor en kåbe over sig for at dække sig ordentlig til, før han vendte over for at åbne døren, hvor han så sin tjener så ynkeligt foran. "Jeg håber så sandelig, at dette er vigtigt." Hans stemme var forholdsvis rolig, dog alligevel kold og arrogant. Han kiggede på hende, som hun fik fremstammet, at der var en, der ønskede at se ham, hvilket fik ham til at se en anelse undrende på hende. Åbenbart havde det gamle vrag lukket hende ind, hvilket måtte betyde, at det var vigtigt. Han gjorde derfor tegn til, at pigen skulle flytte sig, så han kunne komme forbi.

Da han havde fået at vide, at det var vigtigt, havde han forstået sig på, at det var en samarbejdspartner. En af status. Eller en eller anden, der vovede at true sig indenfor. Og dog, den han så kom helt bag på ham. Ginny havde ændret sig en del, siden han sidst så hende - hvilket vel i og for sig gav god mening, eftersom de ikke havde set hinanden, siden de var børn. Alligevel var der noget over hende, der fik hende til at skille sig yderligere ud for ham. Han kunne nu ikke påpege hvad. "Sikke en overraskelse." Omend tonen var noget mindre nedladende, var den stadig ikke ligefrem varm eller indbydende. Han havde aldrig ligefrem været den mest gæstfrie. "Hvad bringer dig her? Og så sent? Jeg var på vej i seng." Egentlig ikke, men det skabte effekt i forhold til hans pointe. "Selvom jeg er imponeret over, at du fik overtalt Erda til at lukke dig ind. Hun plejer ellers at være god til at få folk til at løbe væk."

Udtrykket i heksens ansigt, da Kain rent faktisk genkendte Genevira og ikke lod til at have tænkt sig at få hende pisket var prisløst. Genevira sendte hende sit allermest uskyldige smil, før hun nærmest svævede over og lagde de blege arme om Kain i et løst kram, også selvom han aldrig havde vist tegn på at være nogen særlig krammeagtig type. ”Du er blevet højere,” konstaterede hun det åbenlyse, men det kunne egentlig også have været en måde at konstatere, hvor langt han var kommet siden de var små.
”Jeg har også savnet dig for resten,” drillede hun godmodigt. Regnede på ingen måde med at få det at vide direkte fra ham, men blev stædigt i troen på, at han anså hende som mere end…bare en der var marginalt mindre irriterende end resten af verden måske. Hun anså ham som en ven, så hun kunne ikke forestille sig en verden, hvor han ikke gjorde det samme. Måske var dette egentlig mest et udtryk for, hvordan hun så sig selv i et mere positivt lys, end hun egentlig burde, men det nægtede hun pure selv at indse. Skulle hun ikke betyde noget, for folkene omkring sig? Pfft.  Hun sendte Kain et glitrende smil, der afslørede hendes, næsten, nye hugtænder.
. ”I seng siger du? Og her troede jeg efterhånden, at du var for ambitiøs til at sove.” Hun kunne i hvert fald sagtens forestille sig, at han havde siddet og arbejdet, før hun kom. Selv da de var små, havde han virket som om, at han altid havde gang i et eller andet. Ting hun ofte ikke rigtig var fuldt ud klar over, hvad egentlig var.  Hun havde altid været utroligt nysgerrig, men på det punkt, var han lukket land for hende. De kunne let blive enige om, at de begge skulle ud af Rotten Root District og dengang havde Genevira nok mere eller mindre forestillet sig, at de specifikt skulle ud sammen. Ikke som et par eller noget som sådan, men en eller anden dag, ville de underlægge sig systemet, der i årevis havde holdt dem nede. Nu var de så her og selvom de godt nok ikke var nået her til i fællesskab, hvilket måske skuffede hende bare en anelse, så var de på vej opad.
”Hvorfor jeg er her?”  Hun lagde hovedet på skrå og hendes udtryk var den rene uskyldighed, hvis det lykkedes at se bort fra det manglende liv i hendes øjne.
”Måske ville jeg bare se en gammel ven? Man er vel nødt til at se om rygterne passer. Det gjorde de så. Men jeg synes du burde gøre noget ud af at genindrette stedet her,” sagde hun og så rundt.
”Og oplære dine tjenestefolk i ikke at opføre sig, som om de er bedre end andre, når de går rundt og ligner tudser.” Hun sendte heksen et blik, der desværre ikke fik hende til at visne, men det var lige før, at det var tæt på.
Med ét blev Genevira dog alvorlig.
”Angående det…” sagde hun, da han hentydede til det faktum, at hun somehow havde overtalt sig vej herind alligevel. Hun lod sætningen hænge lidt i luften og rodede lidt med sine hænder. Var pludselig nervøs igen og vidste ikke, hvad hun skulle gøre med dem.
”Jeg kom her faktisk sådan liiidt fordi jeg har brug for din hjælp,” tilstod hun efter en tids stilhed.
”Ser du….vi har lignende evner nu, men….jeg har ikke helt styr på det og så kom jeg i tanke om, at du måske kunne lære mig det.” Hun sendte ham sit bedste hundehvalpeblik og håbede, at det hjalp.

"Det skulle jeg da så sandelig også gerne være." Kain rullede let med øjnene. De havde trods alt ikke set hinanden i årevis. Tiden havde ændret sig - han var ikke længere underlagt af trusler, perverse mænd og farlige tjenester og opgaver. Tværtimod var han nu den, der gav ordre, han havde skillet sig grueligt af med alle dem, der gennem årene havde kommet for tæt på - og han havde endda fået sig noget af et hjem og en forretning ud af det. Blot fordi han vidste, hvordan han skulle spille spillet, som han var underlagt. Og nu var han så her, fysisk ude af Rotten Root District, men alligevel styrede han et netværk af sort handel dernede, som han ønskede at udvide. Han var trods alt ikke det eneste led, der arbejdede med et sort marked. Og han var heller ikke den mest succesfulde, uanset hvor meget han arbejdede. Der var altid nye konfrontationer, der viste sig i højere rang, position eller velstand. Der var altid nogen, der var bedre stillet - så der var jo ikke meget at gøre udover at fortsætte med at arbejde.
"Ambition fungerer ikke uden reel hvile." Sagde han blot. Godt nok havde han ikke været i færd med at sove lige nu, men det var vel sådan set underordnet. Pointen var, at han havde trukket sig tilbage, før hun var kommet. Han havde ikke forventet gæster. Dermed kunne han dog ikke sige, at han var direkte irriteret over at se hende. Det var jo lang tid siden - og hun havde helt klart ændret sig. Smilet hun sendte viste nogle spidse tænder, som han bestemt ikke mindes, at hun havde. Selvfølgelig var det svært at sige, om hun var meget blegere end normalt eller mere behåret, taget i betragtning af, at han ikke havde set hende siden de var børn, men der var /noget/ om det. Og taget i betragtning af, at hun valgte at dukke op efter solnedgang, gjorde det kun lidt mere mistænksomt. "Du havde dog ellers altid slået mig som et A menneske. Det er pudsigt at se dig ude så sent." Kommenterede han blot roligt, som han prøvede at observere hende lidt. Var hun en smule blegere end normalt også? Han var ikke sikker, men han vil ikke udelukke det.
"Nu har jeg først overtaget stedet for nyligt. Desuden har jeg haft vigtigere ting at se til end at dekorere." Det kunne vel i og for sig også være ligegyldigt, så længe det fungerede. I det mindste for nu. "Og tag dig ikke af Erda. Hun taler af samme stand, som hun tilhører. Om ikke andet er det brugbart til det formål at holde uvedkommende væk." Han trak sig på skuldrene. "Hun ved dog bedre end at være.. upassende overfor mine gæster." Han vendte kort blikket mod Erda, som nærmest skamfuldt kiggede ned, før han atter rettede blikket på Ginny igen.
Da Ginny langt om længe så ud til at nævne et reelt formål med at dukke op, løftede Kain let et øjenbryn, som han lod blikket hvile på hende. "Så du har fået en evne?" Spurgte han lettere skeptisk, som han rynkede den mindste smule pande af Ginnys store øjne. Typisk hende. "Altså, nu har jeg ret så travlt. Så jeg er desværre nødsaget til at høre, hvad der er i det for mig?"

”Meh. Du var da også nuttet, da du var lillebitte.”Hun trak leende på skuldrene totalt uformel. Talte til ham, som om det ikke var flere år siden, at de sidst havde set hinanden, men at de snare havde set hinanden ugen før eller lignende. Men så igen, det kan vel kun få en så langt, at være nuttet I guess, du er vel også at være noget andet,” sagde hun med et muntert smil.
”Ambitioner fungerer ikke uden reel hvile,” gentog hun hans ord tilbage til ham med et glimt i øjet. ”Never mind, du er stadig dig, også selvom du er blevet højere.” Det var så absurd Kain-agtigt sagt af ham, at hun ikke kunne lade være med at le indvendigt over det.  
”Du kan da sagtens hvile dig, selvom jeg er her. Jeg kan være meget stille,” ,” sagde hun og så på ham med hovedet lagt en smule på skrå. Tilsyneladende ikke rigtig klar over, at det det absolut ikke var netop den kvalitet, hun udviste ved at blive ved med at snakke.
”Desuden, jeg er her ligesom ikke hver dag og nu er jeg taget hele den lange vej for at se dig.” Som om det ikke havde været drevet delvist af egen interesse. Og så langt var der heller ikke engang, når det kom til stykket, men det var blot detaljer, som Genevira ikke for nuværende gad hænge sig i. Der var så meget andet, der var vigtigere lige nu.
Hun overvejede hans næste ord i nogen tid, hvordan hun skulle breake, hvad der for ham ville være en nyhed. Men han havde basically givet hende muligheden for et ordspil. En ting hun altid havde moret sig en del over.
”Det er svært at være et A-menneske, når man ikke er et menneske, tænker jeg,” ,” funderede hun og vippede lidt på fødderne, klikkede tænksomt med tungen.
”Om ikke andet er det ikke særlig rart, at være udenfor om dagen, når solen føles som syre. Så…man må jo omjustere, hvor man kan. Heldigt, at jeg altid har været….tilpasningsdygtig, I guess.”
Så meget var sandt. Hvis der var noget, man lærte i Rotten Root District, i hvert fald ud fra Geneviras egne erfaringer, så var det, at tilpasse sig sine omstændigheder. Ligegyldigt, hvor rædselsfulde de så end kunne være. Man vænnede sig hurtigt til at normalisere ubehageligheder, hvis man aldrig rigtig havde oplevet andet.
Nu var det i hvert fald sagt så tydeligt, som det kunne siges, uden at hun decideret vadede ind med ordene ’Halløj, jeg er for resten vampyr nu. Jeg syntes bare lige, at du skulle vide det.’
Det ville have været en meget mindre glat måde at annoncere det på, som hun så det. Og hun regnede da også absolut med, at han havde fanget den på nuværende tidspunkt.  Afstanden mellem dem til trods.
”Åh, men dekoration kan sige så meget om, hvem der bor et sted, Kain. Lige nu er der bare….køligt. Selvfølgelig, hvis det er det du går efter, vil jeg nødigt dømme dig for det.” Der var et drillende glimt i de store brune dådyrøjne.
”Tja, det kan der vel være noget om, men jeg bryder mig ikke synderligt om at blive modtaget, som om jeg er en eller anden omvandrende skøge eller noget.” Hun skulede af Erda. ”Hun kan bare være glad for, at jeg ikke har tappet hende for længst.”
Et øjeblik virkede hendes blik helt tomt og selv Erda, der før mere eller mindre havde svinet hende til, rørte nu uroligt på sig. Ha, tag den. Det er det mindste, du har fortjent.
Hun vendte dog hurtigt blikket mod Kain igen og det var som om alle spor af noget underliggende..nådesløst, forsvandt fra hendes ansigt som dug for solen.
”Aw, er mit selskab ikke nok at få ud af det i sig selv?” Hun sukkede i teatralsk bedrøvelse.
"”Ej, men seriøst, hvad vil du have? Det er ikke ligefrem fordi, jeg har alverden at give af,” konstaterede hun og slog ud med armene i en ’jeg er ikke ret meget mere, end det du ser her’-gestus.

Kain rullede med øjnene over, hvordan Ginny nærmest frydede sig over hans fortidige selv. Han havde ikke været cute. Han var ikke cute nu. Hvad var det overhovedet for noget at kalde ham? Det fik ham til at lyde helt hjælpeløs. Hvad var det dog overhovedet for et kompliment? Men så igen, Ginny var jo et menneske - eller, det mindedes han i hvert fald trods ændringer, der virkede lige lovligt.. unikt for et menneske. Det var vel i og for sig også underordnet.
Og så dog. Ginnys kommentar gjorde det noget åbenlysende, at ændringer virkelig var hændt. Det var ikke blot Kains indbildning, at hun virkede blegere eller hendes tænder så en tand mere spidse ud. Han hævede øjenbrynet lidt, som han studerede de træk. Solen føltes som syre. Huh. Hun formåede da virkelig at fortælle det uden at sige det højt. De befandt sig trods alt ikke i Sunfury, hvor varmen var ulidelig. Jo, der kunne da være varme dage i Doomsville, men ikke tilnærmelsesvis nok til, at Kain selv ville beskrive det sådan. "Hvornår skete det?" Spurgte han blot fremfor at nævne det åbenlyse, at hun måtte være en vampyr. De vidste trods alt begge, hvad der var snak om.
"Der er en seng, og det er præsentabelt nok til de gæster, jeg får her." Han trak sig på skuldrene. Nok var det køligt og goldt, men det var prestigefyldt med dyrt møblement. Der var tjenestefolk, som var et tegn på status. Lige præcis den slags, forretningsmænd i hans branche vurderede hinanden på. "Men jeg skal da nok få styr på, at tjenestefolkene teer sig ordentligt." Om ikke andet skulle Erda ikke tro, at hun var noget.
Da diskussionen endelig faldt på, hvad han fik ud af det, lagde han armene over kors let. "Vel, jeg kan fortælle dig, at man aldrig skal fremhæve sine mangler, hvis man vil opnå success med sådan en evne. Mangler får ikke folk overtalt." Han bed sig let i læben, som han studerede hende. Hendes kluns var så håbløst gammelt, og selvom det var tydeligt, at hun prøvede at fremstå som bedrestillet, var naiviteten alligevel så markant. Det var næsten kvalmende for ham, hvor uskyldig, Ginny egentlig var - som et usselt lille lam. Og alligevel kom hun her alene af den årsag, at de hjalp hinanden som børn. Han sukkede let, men kiggede så blot over på Erda og den anden tjenestepige. "En af jer, gør et værelse klar til vores gæst. Den anden, find noget vin frem."

Imens han studerede hende, så meget var tydeligt, gjorde hun det samme med ham. Han så sundere ud end hun huskede ham. Men det gjorde de sikkert begge to. Rotten Root gav ikke ligefrem mulighed for varieret, eller i det hele taget regelmæssig, kost og hvis du skulle arbejde, var det ofte under elendige forhold, der heller ikke ligefrem fostrede noget positivt for nogen. Det varmede hendes hjerte, well...intet varmede hendes hjerte reelt længere, men rent figurativt. Hun var om ikke andet glad for at se, at han rent faktisk havde det godt. Det virkede i det mindste sådan. Nogle gange tvivlede hun på, hvor tætte de egentlig havde været som børn, men hun så ham stadig som en tæt ven og hans velbefindende lå hende meget på sinde. Hvorfor havde hun ikke fundet ham noget før, kunne man spørger? Fordi hun havde haft travlt med sig selv. Genevira var mange ting, men hun var ikke uselvisk, selvom hun ihærdigt bildte sig selv ind, at hun lige så godt kunne være en helgen og aldrig gjorde noget forkert nogensinde.
"For tre år siden, sådan cirka," svarede hun på hans spørgsmål.
"Det var meningen, er jeg sikker på. Jeg havde ikke en vej frem før. Det har jeg nu," erklærede hun. Næsten stædigt. Den tanke gjorde det nemmere at deale med, hvor smertefuldt det havde været og hvor ydmygende det havde været at skulle kravle sig vej væk fra en sol, der nær havde slået hende ihjel og finde et hul at sove dagtimerne ud i. Det første par måneder havde i det hele taget været en ydmygende, basalt dyrisk eksistens, som hun allerhelst undlod at snakke om med nogen. Desuden spurgte han jo ikke, så der var ingen grund til at sige noget af det. I stedet kunne hun forsøge at få sig selv til at fremstå som om, at hun hele tiden havde haft kontrol over både situationen i det hele taget, men mest af alt over sig selv altid.
"Det kan der være noget om, men nu har du jo råd til at pynte op og alt muligt." Genevira sukkede drømmende. Vidste allerede, at hvis hun nogensinde fik sit eget hus, ville der nok være alle mulige mærkelige ting ud over det hele.
"Jeg vil gerne have råd til smykker," reflekterede hun begejstret videre. Som barn havde hun da haft sin mors sølvarmbånd, men udover det, havde det tætteste hun kom på smykker altid været bånd til hendes hår. Og dem havde hun kun haft et par af.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, for at klare sig ud af en længerevarende drøm om alle de smykker, hun en eller anden dag ville anskaffe sig.
Det er du nødt til," nikkede hun til hans konstatering om tjenestefolkene. "Tjenestefolk kan sige meget, om den person de tjener. Direkte eller inddirekte." Nu var hun jo trods alt selv en tjenerinde, så hun vidste efterhånden ét og andet. Det mente hun i hvert fald selv.
"Se, du hjælper jo allerede," jublede hun og klappede let i sine hænder. Sendte ham sit allermest indsmigerende smil.
Hun nød at se tjenestefolkene forsvinde. Erda skulede til hende, mere eller mindre som andre ville have skulet af en billig skøge, der var vadet ind et sted, der var for fint til dem, men Genevira vinkede bare provokerende, før hun mere eller mindre hægtede sig på Kains arm.
"Nå, hvordan har du det så? Hvad er jeg gået glip af? Du må fortælle mig alt," sagde hun ivrigt.

Han nikkede til hendes svar på, hvor længe det havde stået til. Det skulle nok ikke komme som nogen stor overraskelse, at det ikke var længere tid siden. Hun lignede ikke ligefrem en, der var væsentlig yngre end hvad hun burde være, trods alt. Og såvidt Kain huskede, var hun ikke meget yngre end han selv. ”Jaså? Hvad består den vej af?” Han hævede et øjenbryn en anelse. Umiddelbart som hun udstrålede, så det ikke ligefrem ud som om, at hun havde alverdens at prale af. Især ikke taget i betragtning af, hvor imponeret hun var over Kains eget hjem. Det fortalte en del om, at hun nok stadig var ret så lavt nede på ranglisten – ikke at han var videre overrasket. Ginny havde altid været naiv af sig, og det så ikke ud som om, at det havde ændret sig, når man tænkte på, hvordan hun så godtroende kom til Kain efter så mange år. Bare fordi, at de drog fordele af hinanden som børn, betød det jo ikke, at de var venner. Et så rent et forhold kom unaturligt for Kain. Desuden besad han ikke ligefrem en stor mængde af hverken sympati. Han kunne selvfølgelig godt sætte sig ind i andres sted i forbindelse med empati, men det betød ikke, at han ikke langt hellere fortrak at udnytte disse følelser til hans eget arbejde. Det var man jo nødt til, når ens evner krævede det. Uden evnen til at udnytte empatien i forbindelse med at forstærke andres misundelse var han ikke kommet så langt, som han var nu. Så var han ikke her, hvor han kunne se sig hævet over Ginny.
”Hvis du synes, at det er så strengt nødvendigt, så må du finde dig tid til at arbejde med det for mig.” Det var indirekte et forslag, indirekte en mulighed for at give hende en undskyldning for at have hende her. Rygter kunne sagtens flyde rundt, og Kain ville helst ikke ses som en, der blot minglede sig med gud og hver mand. Det var en del af spillet at bevare de rette forbindelser, men hvis Ginny virkelig insisterede på hjælp, så var det vel i og for sig en god undskyldning. ”Det kunne jo være, at et smykke eller to dukkede op for dit arbejde.”
Som han fik det sagt, kom den yngre af hans tjenerinder, Ave, ind med en kande vin og nogle glas til dem, som hun så forsigtigt hældte op til. Kain nikkede velkendende, før han atter sendte hende væk igen. ”Værsgo.” Han rakte et af glassene ud til Ginny, før han greb fat om et til sig selv. ”Det lyder til, at du har erfaring med det emne, antager jeg?” Han hævede sig øjenbryn, som han tog en lille tår af sin egen vin. Hvis det var tilfældet, kunne det jo være, at hun kunne lære ham et par ting også. Han var trods alt stadig blot i gang med at skabe sig et omdømme, der vil give ham den respekt og status, som han hungrede efter at tage fra de mænd fra hans egen tid i Rotten Root District. Han vil slå dem i deres eget spil, men selv han måtte give sig til kende, at han også havde været meget heldig. Korruption skabte trods alt misundelse blandt eliterne, fordi de ønskede hinandens fordærv. Det gjorde det væsentligt nemmere for Kain at spille på, selvom det selvfølgelig også havde krævet, at han hev fat i andre syndere end hans egen personificering.
”Alt? Jeg tvivler på, at nogen af os vil være interesseret i alle detaljer. Men som du kan se, har jeg fået mig nogle rammer at arbejde ud fra.”

Hun satte sig i den nærmeste stol hun fandt. Kunne ikke stå op hele tiden. Var det i grunden ikke lidt ugæstfrit ikke at have tilbudt hende at sidde ned? Så måtte hun jo tage tingene i egne hænder. Han havde da ikke smidt hende ud endnu og for Kain var selv det næsten at betegne som en kærlighedserklæring. Han havde aldrig været særlig åben eller snaksaglig, men han tolererede da Geneviras tilstedeværelse og at blive trukket med på diverse udflugter henover Doomsvilles tage. Byen var markant mindre ækel set fra oven, hvor fattigdommen ikke længere var lige så tydelig, som når man direkte skulle leve i. Genevira havde en fornemmelse af, at han, også nu, mest af alt tolererede hende, men det var nu rart at forestille sig, at der lå en varmere følelse under. Bare en anerkendelse af deres relation. Men tja. Når alt kom til alt, var der nogle punkter, hvor Kain ikke lod til at have ændret sig meget, siden de var små. Et faktum, som han næppe ville værdsætte, at hun pegede ud, så for nu forskånede hun ham for det.
Hun lo perlende af hans spørgsmål. En charmerende sølvklokkeagtig latter, der lige så meget fungerede som en måde at købe sig tid til at finde et passende svar.
"Vil du ikke hellere høre historien om, hvordan jeg nåede så langt op, når jeg er nået dertil?" spurgte hun og blinkede til ham med et brunt dådyrøje. En gestus, der på én gang formåede at virke kæk og paradoksalt uskyldigt naiv.
"Ej, det korte af det lange er, at jeg lige nu om ikke andet befinder mig et sted, hvor jeg på nogen vis har kontakt med magtfulde folk." Hun gestikulerede flagrende med de blege slanke hænder som for at understrege sin pointe.
"Jeg er ved at lære at læse og alt muligt." Selvom det næppe ville imponere Kain af alle mennesker særlig meget, sagde hun det med åbenlys stolthed og begejstring. Hvad der for mange andre blot forekom som værende almindelig lærdom havde altid virket langt udenfor rækkevidde for Genevira. Hendes familie manglede penge og lærdom kostede penge. Desuden kostede det tid. Tid som kunne have været brugt på at arbejde og tjene flere penge, som skulle gå til blot de allermest basale fornødenheder, der skulle til for at overleve. Herunder mad. Når Genevira tænkte tilbage på sin barndom og menneskelige ungdom, var det næsten tragisk at indse præcis, hvor meget af tiden, der præcis var blevet brugt med at overveje, hvornår man næste gang rent faktisk fik lov at spise. Og helst mere end en kat man havde brugt timer på at fange og derefter havde kogt suppe på.
Alt i alt var hendes nuværende liv milevidt at foretrække fremfor det gamle. Ikke at hun var på et niveau, hvor hun havde fuldstændig selvbestemmelse. Et niveau som Kain lod til at have nået. Hvilket hun godt kunne anerkende ham for, men samtidig generede det hende ikke synderligt, at hun endnu ikke selv var der. Som sagt levede hun ganske komfortabelt. Sean Mcgivens var en udmærket arbejdsgiver, som hun efterhånden var kommet til at holde meget af. Hun lærte ting, hun aldrig havde troet, at hun ville komme til at lære og hendes stilling som personlig tjenerinde, gav hende licens til at hundse rundt med de andre tjenestefolk. Så længe hun ikke blev dikatorisk, men blot blev anset som tilstækkelig streng. Tja.Hun kunne godt lide de andre tjenestefolk, måske ikke helt så meget for dem selv som mennesker som for det faktum, at de lod til at synes ganske godt om hende.
"Jeg har allerede et arbejde, Kain," påpegede hun, næsten drillende.
"Men siden det nu er dig og jeg alligevel har ordnet det, så jeg kan blive her et par dage, så kan jeg da godt se, hvad jeg kan gøre for dig," sagde hun muntert. Boy det havde egentlig været pinligt, hvis hendes plan ikke havde virket og han havde bedt hende om at gå sin vej.
Ved hans næsten kommentar, fik hun næsten lys i øjnene. I sammenligning så den unge tjenestepige, der netop trådte ind i rummet ud som om, hun lige havde overhørt noget nær jordens mest skandaløse forslag. Nok fordi hun fik kommentaren ude af kontekst. Genevira havde svært ved ikke at grine af det. Hende og Kain? Tanken virkede absurd. Ellers pænt tak.
Hun tog imod det tilbudte vinglas og stirrede et øjeblik bare tøvende ned på det. Faktisk ikke sikker på, om hun overhovedet længere kunne indtage ting, der egentlig var beregnet til mennesker. Alligevel vovede hun til sidst en slurk.
"Huh. Det smager stadig af noget," funderede hun. Ikke rigtig klar over, hvad hun i det hele taget havde forventet. Gad vide, om hun så også kunne spise kage? I så fald ville der være meget kage, hun aldrig havde spist, som skulle indhentes.
"Og du har ret i den antagelse igen," svarede hun på hans spørgsmål.
"Om ikke andet ville det glæde mig, at sætte den kælling til Erda på plads selv," mumlede hun. Mest af alt til sig selv. Når Genevira først så sig vred på nogen, kunne det hurtigt gå hen og blive slemt. Hun kunne bære nag i lang tid. Og nu levede hun vel teknisk set evigt, sååå, potentielt stoppede det aldrig.
"Du forekommer mig noget undvigende, Kain?" sagde hun spørgende. Ventede på, at han ville uddybe. Til gengæld var det jo heller ikke fordi, hun havde været specielt beskrivende selv.
"Ved du forresten, at dit blod dufter underligt?" spurgte hun pludselig. Egentlig havde det lidt naget hende, at der var noget underligt ved noget helt ind til nu, men det var først, da hun fik sat ord på det, at det rent faktisk gik op for hende, hvad det var, der var mærkeligt. Han duftede ikke af menneske. Huh. Måske var hun bare stadig ny i alt det her?

Det var nu fint nok, at Ginny selv fandt sin vej hen for at sidde ned efterfølgende, så Kain fulgte blot trop og satte sig i en af hans stole overfor hende med hans glas vin i hånden. Han hævede så småt et øjenbryn af hendes spørgsmål. Hvor langt hun var nået? Umiddelbart så det jo ikke ud som om, at hun havde opnået det store udover, at hun ligesom ham var kommet ud af Rotten Root. Det var vel i og for sig en præstation i sig selv, men foruden det, var der vitterligt ikke meget, der fik Kain til at fornemme, at han skulle være videre imponeret. Alligevel lagde han hans hoved en anelse på skrå, som hun spurgte om hans interesse for at høre hendes historie. Hun kunne vel overraske ham med noget brugbart. Desuden var information nøglen til success i den store helhed. Han kunne ligeså godt udnytte det, han end kunne opnå.
Før Kain dog formåede at give udtryk for yderligere, var Ginny dog allerede i gang med at nævne lidt. Hun gjorde det så umådeligt nemt for ham, sådan som hun blot kunne betro sig ham. Ikke at han klagede – så længe han kunne drage fordel af det, havde han ikke ligefrem travlt med at irettesætte hende. Så hun kunne bare fortælle, og han skulle nok virke lettere interesseret. ”Jaså? Det må jeg nok sige.” Han nikkede anerkendende. Man skulle trods alt ikke fnyse for meget af at arbejde for folk, hvis ord man om muligt kunne få en stemme i. Hvor meget han end selv havde foragtet det, var det et effektivt middel at udnytte de indflydelsesriges tillid til, at man blot var en dum, naiv underdanig, man ikke regnede med forstod det, der blev snakket om alligevel. Den illusion havde i hvert fald haft en stor rolle til at få Kain til at være der, hvor han var den dag i dag. ”Det er jo ganske belejligt.”

”Det var vel nok en skam. Men jeg må vel antage, at han behandler dig tilstrækkeligt, hvis du er så loyal.” Han tog endnu en tår af sin egen vin. Der var selvfølgelig nok ikke så meget at gøre, hvis hun var åh så tilfreds med den person, hun end måtte arbejde for. Noget sagde ham, at personen måtte have højere indflydelse, hvis Ginny valgte at prioritere ham. Tanken fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen, men han beherskede nu sig selv nok til ikke at udtale sig om det. Om ikke andet havde Kain, hvor end han ville stå ved det eller ej, stadig en masse at gøre for at slå selv de bedste ud af deres spil. Godt nok havde han sit eget marked i Rotten Root, men han var ikke den største spiller. Godt nok var han blevet ganske velhavende og havde nok sit at sige, men han var stadig i manges øjne blot den heldige gadedreng, der havde fundet sin vej op. ”Et værelse bliver om ikke andet redt op for dig. Og bare rolig, der er god isolation mod nogen form for sollys.”

Kain kunne ikke helt undgå at fnyse en anelse over Ginnys overraskelse over, at vinen stadig smagte. Det var nu stadig lettere komisk at så uskyldig et menneske skulle gå hen at blive en eller anden vampyr, som alligevel var anset som værende et af de mægtigere væsner i denne verden. ”Hvis du har forslag til hvordan, så må du endelig give lyd fra dig. Eftersom det er dig, hun har fornærmet, er det vel kun på sin plads, at det er dig, der får æren af at straffe hende.” Han trak sig lettere på skuldrene. Om ikke andet var han i hvert fald stadig interesseret i at få Ginny på hans side. Selv hvis hun ikke var interesseret i at arbejde ved ham, så kunne hun jo se sig nyttig i forbindelse med hvem end, hun måtte arbejde for. Hvem vidste?
”Undvigende? Du må være mere konkret omkring det spørgsmål.” Sagde han blot. Han fortalte trods alt det, der var nødvendigt. Helst ikke hverken mere eller mindre. ”Og hvordan dufter mit blod så underligt?” Han forstod godt, hvad hun mente, men han var ikke interesseret i bare at spoile det for hende. Hun måtte selv lægge to og to sammen.

Hans skepsis var let at få øje på. Han gjorde ligsom ikke rigtig noget for at skjule den. Hun smilede bare. "Vent og se, jeg skal nok få styr på det." Ikke, at hun helt vidste, hvordan endnu, men det behøvede Kain jo ikke at vide. Det var trods alt ham, der tidligere havde rådet hende til ikke at fremhæve, det hun manglede. Og selvom hun havde det ganske godt nu, så manglede hun helt afgjort stadigvæk noget. Hun ville først være helt færdig, når hun havde opnået reel betydning. Var magt vigtigt? Egentlig ikke rigtig. Med magt fulgte der ansvar og et ansvar for noget voldsomt ville bare betyde, at hun i længden ikke kunne gøre, hvad der passede hende. Desuden puttede magt ofte folk, der besad den i fare. Og Genevira ville langt hellere lade andre stå med ansvaret og stå for skud, end at hun selv skulle gøre det. Hun ønskede egentlig allermest at være så vellidt blandt folk med magt, at hun aldrig nogensinde ville mangle noget igen.  Kunne hun forekomme idealistisk? Sikkert. Fra tid til anden overvejede hun da, hvordan man muligvis ville kunne forbedre livet i Rotten Root District og lignende steder, men, hvad hun ikke selv indså om sig selv var, at når et problem ikke længere påvirkede hende personligt, betød det langt mindre end før. Overvejelser om den positive opmærksomhed, det ville kunne skaffe hende, hvis hun urettede noget godt, var stort set der, hvor hendes bekymringer for alle andre end sin egen familie hørte op. Ting var som de var og Genevira kunne trods alt ikke ændre alting. Plus, hvis hun forsøgte, ville der nok være visse mennesker, der ikke ville bryde sig om det, siden det var  på de mere lyssky steder, at mange havde deres indtægt. Eller i hvert fald fik deres informationer fra.

Hun nikkede ivrigt til hans kommentar og tillod sig at sole sig  i hans anerkendelse et øjeblik. Det var jo også det eneste hun kunne sole sig i efterhånden.
"Afgjort," gav hun ham ret. Ikke, at hun umiddelbart havde tænkt sig at udnytte, det hun fandt ud af om Sean til noget skummelt. Delvist fordi, hun vidste, at han ville kunne fjerne hende fra jordens overflade for det, men også fordi, han havde behandlet hende pænt, så hvorfor skulle hun?
Kain lød helt skuffet over nedprioriteringen. Hvilket på den ene side næsten morede hende, men på den anden side bare bekræftede hende yderligere i, at hun rent faktisk betød noget for ham, selvom han forsøgte at skjule det. Det frydede hun sig glædeligt over.
"Kain," udbrød hun med en perlende latter. Er du jaloux? Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham med store uskyldige øjne. Tanken var for morsom til ikke at stikke bare en smule til. Hun anså det ikke for at være af ond vilje.
Hun blødte dog hurtigt op igen og smilede mildt til ham. "Mange tak. Jeg håber altså ikke, at det er dig meget ubelejligt, at jeg sådan kommer anstigende," sagde hun. At han decideret stillede sit hjem til rådighed for hende, var næsten mere end, hvad hun havde turde forvente af Kain.
"Det betyder meget," understregede hun så.

"Afstraffelse er egentlig ikke rigtig min kop te," sagde hun. "Misforstå mig ikke. Hun har brug for at blive sat på plads, men hvor gerne jeg end muligvis så hende flået, er det ikke vejen frem på den lange bane. " Hun viftede med hænderne. "Hvis du straffer hende bliver hun bare genstridig og det regner jeg med, at hun er nok af i forvejen," funderede hun og klemte øjnene tænksomt sammen. "Det skal snare påpeges overfor hende, at hun ikke for noget ud af at fornærme de folk der kommer her.
Hun overvejde tingene lidt. "Installer en stolthed i hende over, hvor hun er og hvad hun laver. Hun har ingen grund til at være en sæk." Genevira trak nonchalant på skuldrene.
"Du har stadig ikke fortalt mig, hvordan du er nået hertil," lo hun.
Hun betragtede ham intenst et øjeblik og trak sagte vejret ind gennem næsen.
"Bittert," svarede hun tænksomt. "Ja ikke for at være fornærmende, men det dufter lidt, som om det ville være giftigt for mig at indtage det. Men det er sådan...subtilt. Det er ikke fordi du sådan...lugter eller noget."

Det indirekte, men dog så forsikrende svar var tegn nok til, at Ginny havde forstået, hvad han prøvede at belære hende. Han vil ikke gå så langt at påstå, at han ligefrem var stolt, men han måtte nok give til kende, at han ikke havde regnet med, at Ginny vil være så lærenem. Og da slet ikke, når de ikke engang rigtig var gået i gang med træning endnu. Måske der var håb nok for hende, når alt kom til alt alligevel. Han tog endnu en tår af sin vin. Hvis hun havde i sinde at udrette noget som helst, var der nu stadig lang vej, lød det til. Heldigvis var hun da så god af sig, at Kain tvivlede på, at hun alligevel kunne blive nogen som helst reel trussel på noget givende tidspunkt. Hvis smykker virkelig var det, hun gik mest op i at opnå, så var hun ret så let at tilfredsstille.

Det var nærmest uundgåeligt for Kain ikke at spekulere på, hvem end der måtte have Ginnys loyalitet. Som det lød på hende, måtte det være en, der havde en eller anden form for indflydelse, hvilket kun gned den smule mere salt i såret. Det var trods alt Kains evige pine; han led konstant over det faktum, at der var vigtigere, rigere, mere betydningsfulde folk derude. Var han nået langt i forhold til, hvor han startede? Absolut. Men des mere han kom opad rangstigen, des mere indså han også, at der var så mange flere, der stadig stod højt hævet over ham, som evigt minde om, at han aldrig kunne være tilfreds. Hans fokus var konstant på det, andre havde eller havde opnået. Så i takt med, at Ginny ligefrem gned i såret ved at spørge, om han var /jaloux/.. Han var nødt til at bide tænderne sammen, som han atter tog glasset op mellem læberne. Det lød som den rene hån i hans ører, også selvom han aldrig havde nævnt overfor Ginny, hvad han egentlig var. Jalousi var trods alt en hån i sig selv. Af alle synder, han kunne stå for, endte han som noget så forbitrende og ynkeligt, at selv han havde svært ved at give Luxuria igen, når han så glædeligt mindede ham om det. Bare tanken gav ham kvalme. Hans evne bestod i at beherske karisma, og alligevel var han oftere end ej den, der endte med at blive mundlam – hvilket netop var grunden til, at han generelt ikke udtalte sig om sin race. Og hvorfor han for alt i verden nægtede at give andre grund til at se ned på ham. ”Det ville du nok godt kunne lide.” Han lod være med at svare direkte, men lod om ikke andet et lille smil frem til sidst i forsøg på at skjule bitterheden, der havde hobet sig op. For at afvige fra emnet, lænede han sig dog en anelse frem i sin stol, som hans øjne betragtede hende. ”Taget i betragtning af, at jeg er overrasket over at se dig i live, for ikke at nævne i god stand, vil det kun være upassende af mig at smide dig for porten.” Han trak sig på skuldrene, som om det var noget af det mest naturlige. ”Selvom, at jeg næste gang vil sætte pris på en besked på forhånd, taget tidspunktet af dagen i betragtning.”

Kain kunne ikke undvige sig fra at fnyse af hende, som Ginny argumenterede for ikke at straffe hans tjenestefolk. Der var ellers mange måder at gøre det på, nogle mere effektive end andre. Desuden, så var det ikke fordi, at han gik synderligt meget op i, hvad de tænkte. De havde minimalt at sige, men de skulle blot se sig heldige for, at Kain havde taget over fra de tyranner, der var der førhen. Han havde trods alt givet dem passende tøj og reelle senge at sove i. Han så trods alt helst, at de så præsentable ud, når der kom gæster, som primært var i forbindelse med forretning. ”Jeg er ret så sikker på, at hun ved, at hun ikke kan få bedre. Men hvis den slags tone bliver ved, må tungen jo ryge.” Det virkede ret så logisk. Hun skulle jo nødig skræmme folk væk. Og hun skulle bestemt ikke tro, at det var op til hende at beslutte, hvem der var velkommen, og hvem der ikke var. I værste fald måtte Kain sælge hende videre og få sig en ny, der kunne te sig ordentligt.

”Jeg har arbejdet mig frem. Det er så simpelt.” Med andre ord, Kain havde ikke lyst til at genindleve sin vej herop. Det havde været en hård, ubehagelig og ret så traumatiserende tid, der mest af alt blot mindede ham om, hvor meget foragt han brændte inde med.
”Det lyder ellers meget specifikt. Men interessant.”

Tja. Genevira havde aldrig været typen, der gemte sig for sine følelser. Heller ikke de negative af dem. Ikke, at hun var blevet bedre til selvransagelse af den grund. Snare var det bare fordi, hun mere eller mindre havde lykkedes med at overbevise sig selv om, at intet hun gjorde var forkert og dermed, var hendes følelser det altså heller ikke. Henover de seneste tre års tid, havde hun desuden opnået den filosofiske tilgang til tingene, at hvis man begrænsede, hvad man havde lov til at føle, ville der uundgåeligt være noget, man endte med at gå glip af. Genevira brød sig ikke om at gå glip af noget som helst. Især ikke nu, når det endelig føltes som om, verden var ved at åbne sig for hende. På den ene eller den anden måde.
"Det er bare en bekræftelse af, at du om ikke andet tænker på mig," påstod hun. "Alle er jaloux engang i mellem. Det var ikke min mening at gøre dig utilpas," tilføjede hun så. Udsædvanlig alvorsfuldt. Men han skulle ikke sidde tilbage og tro, at hun var totalt respektløs. Det var hendes evige behov for, at folk skulle synes om hende alt for stærkt til, at hun ville kunne leve med. Positiv opmærksomhed var for Genevira, som sollys var for en plante. Uden den visnede hun og døde. Eller....hun blev i hvert fald hurtigt næsten deprimeret og ugidelig og hun kunne slet ikke klare tanken om, at folk potentielt ville blive sure på hende over noget som helst. Så. Nu havde hun virkelig udpenslet, at hun ikke ønskede at stikke til ham af et ondt hjerte. Altså kunne han ikke længere tillade sig at være vred på hende. Helst nogensinde overhovedet.
"Hvad havde du regnet med? At jeg ville lægge mig og dø i en grøft, så snart du ikke var der til at passe på mig længere?" Selvom hendes tone var drillende, var hun samtidig oprigtigt nysgerrig efter at høre, hvad han egentlig havde tænkt, da det kunne sige en del. Men alligevel. Der var rundt regnet en million måder, hun kunne have været død på. Så hvis hun rent faktisk var blevet fundet i en grøft et sted, ville det næppe have overrasket nogen. Genevira havde i hvert fald næsten følt sig klar til at lægge sig til at dø, da først hun blev forvandlet. Det havde været et under, at hun overhovedet formåede at kravle væk fra solen. På det tidspunkt, havde det nok været mere af et basalt overlevelsesinstinkt end et udtryk for nogen reel vilje fra hendes side. Det havde dog blot været i den korte startperiode, hvor alting syntes at have gjort ondt og bare generelt var til besvær. Nu? Hvis man spurgte hende, ville hun uden tøven have svaret, at hun aldrig havde haft det bedre. Og hun ville have ment hvert et ord af det.
"Jeg mener....man kunne vel egentlig sige, at jeg ikke er i live, men det er en teknikailtet og jeg føler mig mere i live nu, end da jeg var et menneske," tilstod hun efter nogen tid. "Det er som om...." Hun klemte øjnene sammen og ledte efter den rigtige måde at beskrive det på. Formåede at få sig selv til at bløde, da hun et øjeblik af gammel vane bed i sin underlæbe. Akavet. Hun tørrede det væk, så diskret så muligt, men at Kain ikke havde lagt mærke til det, ville nok være for meget at håbe på.
"Som om, jeg har vandret rundt med et slør for øjnene hele tiden og det er væk nu," forsøgte hun at forklare. "Som om nogen bare havde skruet ned for mine sanser generelt.Alt er...skarpere nu. Mere virkeligt på en eller anden måde." Hun slog ud med armene. Hun vidste godt, at det et eller andet sted sikkert lød unødvendig melodramatisk, men det var den bedste beskrivelse hun havde. Hun undlod specifikt at nævne, at alt det grimme i verden også nu forekom langt mere grimt og at hun nu endnu mindre fattede, hvordan hun, eller nogen i det hele taget, havde overlevet at bo i Rotten Root District.
I stedet tog hun en slurk vin, da det gik op for hende, at hun havde siddet med glasset i hånden det sidste lange stykke tid og glemt det.
"Jeg skal nok advare dig næste gang," lovede hun så.
Hun rynkede tænksomt panden af hans næste ord. Kunne ikke erklære sig uenig i, at det på sigt kunne blive nødvendigt at afhollde Erda fra at tale. Nogensinde. Så lidt som ét ord for meget de forkerte steder kunne trods alt i værste fald betyde uoprettelig skade.
"Gør, hvad du finder bedst," sagde hun roligt. "Men overvej det grundigt, hvis først hun taler over sig og så mister tungen, vil der være dem der siger, at du ikke har bevist, at hun er en løgner, men at du er bange for, at det hun siger er sandt." Hun havde da samlet en ting eller to op i sin tid her.
"Det kan jeg se," nikkede hun anerkendende. Herefter lod hun hans fremskridt ligge. De havde begge ting, som de helst ikke talte om.
"Du behøver ikke være bange for, at jeg stjæler dit blod i hvert fald," lovede hun og sendte ham et hugtandssmil.

Kain trak sig på skuldrene. Tænkte han virkelig på hende? Det var ikke fordi, at hun havde fyldt meget i hans tanker, siden de splittedes tilbage i Rotten Root District. Det var ikke fordi, at hun virkede til at give ham mange muligheder dengang i forbindelse med at stige i rang, så hvorfor inviterede han hende overhovedet ind nu? Selvfølgelig, hvis hun arbejdede for en eller anden med indflydelse nu om dage, var det nok klogt at holde lidt fast i hende, men det vidste han jo ikke, da hun var ankommet. Tværtimod ville han nok lyve, hvis han påstod, at han ikke mere eller mindre blot anså hende som en ret så forsvarsløs, lille pige dengang. De havde selvfølgelig været i mere eller mindre samme position dengang, men Ginnys naivitet og positive tilgang havde nu aldrig været noget, Kain forventede ville føre hende særlig langt. Og alligevel var hun her, ankommet som et helt nyt væsen (literally), med noget i sinde og en ambition, som Kain måtte erkende, var ret så beundrende. Og dog var der alligevel en dårlig smag i munden for ham; det var ikke fordi, at det umiddelbart virkede til, at han fik synderligt meget ud af den her forbindelse ved første øjekast. For ikke at nævne det faktum ved, at Ginny virkede til at kunne se sig tilfreds med enkelte mål. Igen var det det evige problem, Kain selv døjede med, fordi han trods sin opblomstring i hierarkiet stadig ikke følte, at han kunne være hverken stolt, tilfreds eller bare nyde de små successer. ”Selvfølgelig. Det er en naturlig, kaotisk følelse.” Han trak sig på skuldrene. Kaos. Endnu en ting, han ikke brød sig om ved sin egen personificering. Kaos var forevig foranderligt; ens bestræbelser kunne blive fejet bort ligeså hurtigt, som man havde opnået det. Før man vidste af det, var kaossen det rene backfire. Det var nok derfor, at han i sidste ende gik så meget op i at holde ting systematiske, skabe en form for kontrolleret korruption og fordærvelse. På den måde holdt man også bedre det pure og rene kaos nede. Kaos var trods alt ikke i sig selv ondt eller syndigt. Blot naturligt.

”Man kan jo aldrig vide. Men det er godt at vide, at du har haft ressourcerne til at undgå sådan en sølle skæbne.” To be fair, var det ikke naturligt, at det skete for mange, der ikke kunne holde livet i Rotten Root District ud. De svage, der ikke havde hvad der skulle til for at overleve i sådan et systematisk setup. Det var sådan, man kunne skabe et stabilt hierarki, hvor de, der end havde hvad der skulle til, styrede det hele. Hvor den almene person i området blot var en puppet, der var bundet fast til den rolle, de nu måtte have for at overleve. ”Det kan godt være, at du ikke er i live. Men du lever i bedste velgående, ser det ud til.” Et lille, skævt smil viste sig, som han hævede glasset lidt, nærmest for at signalere en lille skål for det. Mennesker var alligevel så sårbare ud fra hans erfaring. De var ofte svage, de levede ikke særlig længe, og de slog ham vitterligt ikke som noget særligt. Vampyrer derimod var ikke for sjov. Så længe de ikke blev udsat for sollys, så var det klart, at mange ledere rundt omkring var vampyrer. Alligevel gav det dog også Kain en følelse af, at man ikke skulle stole for meget på dem, overordnet set. Men så igen, det skulle man generelt passe på med ved de fleste.

Kain himlede med øjnene. Han havde trods alt selv arbejdet blandt tjenestefolk og konkubiner til formål for at komme op i systemet. Han havde selv brugt sin kløgt til at komme ud af den rolle, hvor det var ham, der måtte adlyde. Der var nødt til at være konsekvenser ved ikke at adlyde. Dog skulle man heller ikke give dem en fornemmelse af, at de risikerede at blive straffet, hvis de rent faktisk gjorde, som de fik besked på. Det var en evig kamp om at finde en middelvej, men i sidste ende handlede det om at give dem værdighed, så længe de indordnede sig. Hvis ikke, så måtte de føle konsekvenserne. Brug frygt som straf, men vis at det er det værd ikke at prøve at kæmpe imod. Hvis tjenestefolkene aldrig havde prøvet andet, så kunne man jo bilde dem ind, at det var det bedste liv, de kunne vove at drømme om. ”Bare rolig. Jeg har ganske styr på det.” Om ikke andet, var han generelt karismatisk nok til at tale udenom den slags misforståelser. Det var det gode ved at have en evne, der krævede så meget præcision og betænksomhed. Man lærte generelt at vide, hvad man skulle sige, og hvad man helst skulle lade passere. ”Men det sætter jeg nu pris på. Hvor meget jeg end tænker, at vampyrer er solide, stærke væsner, har jeg ikke yderligere behov for at blive en.” Med andre ord, han var ikke sikker på, om han overhovedet kunne blive en. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at tage chancen.

Hun lod sig ikke sådan slå ud af den manglende bekræftelse på, at han faktisk kærede sig mere om hende end som så. Han behøvede egentlig ikke sige noget, før hun havde overbevist sig selv om det for længst.
"Så afgjort og er den menneskelige tilværelse ikke i sig selv kaotisk i det hele taget?"" funderede hun og lagde hovedet på skrå. Det var i hvert fald det indtryk, hun altid havde haft, da hun voksede op. Ens venner kunne pludselig vende på en tallerken og stikke en i ryggen for at opnå noget og det var hver mand for sig selv, når alt kom til alt. I samfundet generelt, var der strikse regler ja. Selv i Rotten Root, det måtte også Genevira, med al sin foragt for stedet, indrømme. Man blandede sig ikke i andres shit. Heller ikke for at hjælpe nogen, der havde brug for det. Hvad skulle man i det hele taget for ud af det? Det var ressourcer, der kunne have været brugt på én selv eller ens nærmeste, spildt på en anden. Man så væk fra problemerne og hvis man havnede i dem, var man bare uheldig og måtte holde sig i live, så godt som det nu lykkedes én. Men disse interne regler var også bare grobund for mere kaos. Når man kunne blande sig uden om vold for at redde sit eget skind, kunne der foregå, hvad som helst og det kunne gå udover hvem som helst.
Man kunne ikke regne med noget som helst og hun var lykkelig for, at hun var nået ud derfra. Her var tingene ordnet. Hun vidste nogenlunde, hvem hun skulle holde sig tæt på, hvis hun ønskede ro. Hvilket nok i høj grad netop var det, hun havde manglet siden sin barndom. At være nået til et sted, hvor hun ikke længere konstant var bekymretfor, om hun ville blive slået ihjel for at se på den forkerte person på gaden havde taget en vægt fra hendes skuldre. Og nu kunne hun sørger for sin familie. I hvert fald en lille smule. Når hun ikke glemte det til fordel for sine egne behov. Hvilket skete langt oftere, end Genevira nogensinde ville have været i stand til at indrømme. Heller ikke overfor sig selv.

"Det....kunne være gået galt mange gange," indrømmede hun. Hun tænkte stadig tilbage på, hvor galt det potentielt kunne have været endt, da hun mødte Sean og hun krummede tæer over det hver evig eneste gang. Hvis ikke han havde hjulpet hende, ville hun virkelig have været på spanden. Men her var hun. Ved godt mod. Og, trods alt, stadig helskindet.
"Du har også klaret dig godt. Jeg håber, at du er glad." Et eller andet sted tvivlede hun. Glimtet af evig utilfredshed, der havde været hos ham, siden de var børn, lod til stadig at være til stede. Genevira håbede for en gang skyld, at hun ikke havde ret. Kain havde lige så meget ret til at være glad som alle andre. Hun ønskede for ham, at han ville finde én eller anden form for tilfredshed et sted en dag. Et faktum, der nok ville have været langt anderledes, hvis det ikke havde været fordi, de havde været venner så længe.

"Åh det tvivler jeg ikke på." Hun viftede med hånden. "Du har aldrig slået mig som typen, der ikke tænkte dig om, før du gjorde noget." Måske var det også derfor, at de havde hængt sådan sammen. Det havde ofte lykkedes ham at holde den noget mere impulsive, og temperamentsfulde, Genevira tilbage fra at gøre noget åndssvagt og få sig selv eller dem begge to slået ihjel. På den anden side havde Genevira så trukket ham med sig ud i nye og underlige situationer.
"Tja, hvis du skifter mening en dag, så ved du, hvem du kan kontakte." Hun blinkede dovent til ham.

”Det er den vel nok.” Såvidt Kain var bevidst om, vidste Ginny ikke, hvad han egentlig var. Det var i og for sig nok for det bedste, når alt kom til alt, men det betød nu alligevel, at han skulle være ekstra påpasselig nu, hvor hun kunne lugte hans blod. Det var altid det farlige ved racer med stærke lugtesanse. De risikerede at blive for nysgerrige. Alligevel var det svært at afsky dem for meget. Om ikke andet kunne man have respekt for vampyrerne for at være så stærk og solid en race. Varulvene var dog en race, der fascinerede Kain noget mere, hvis han skulle være ærlig. Ikke fordi han fandt dem mere succesfulde, men han ville da lyve, hvis han sagde, at han ikke kunne lide deres ulveforme. Alligevel var Kain dog ikke naiv nok til at tro, at de var nogle, man kunne stole på af den grund. I sidste ende kunne man ikke stole på nogen. Det var hele præmissen. Både nu og dengang han befandt sig i Rotten Root. Man brugte de ressourcer, man nu engang havde, og så handlede det om at finde vejen til tops, samtidig med at sikre sig, at ingen andre skulle tage ens egen position fra en. Det var en svær balancegang, og det var alt for let at blive distraheret af, hvad andre opnåede. En fejl han selv led under.

”Jaså? Jeg syntes ellers, at jeg fortalte dig at passe på med at fortælle om dine nederlag. Hvordan ved du, at jeg ikke ville bruge det imod dig en dag?” Kain hævede spørgende øjenbrynet. Det var ikke umiddelbart fordi, at han forventede, at han ville udnytte alt, det hun fortalte ham som sådan. Ginny havde endnu ikke givet ham en grund til at stikke hende i ryggen. Tværtimod havde hun altid været ganske brugbar, når man først havde hende på ens side. Hun var loyal. Naiv nok til at gå med til hans planer. Og hun var overraskende god til de ting, hun skulle gøre, trods hun havde været et menneske. Så kunne man jo forestille sig, hvad hun mon kunne gøre som vampyr. Potentialerne var der.

Kain trak sig blot på skuldrene over hendes ønske for, at han var glad. Glad? Hvad forventede hun dog, at han sagde til det? Det var nu ret typisk hende, men ikke desto mindre var det noget, Kain fandt så fjernt. Jo, han havde da været glad før. Enkelte perioder fra tid til anden, men han mindes ikke, at han havde været vildt glad over længere tid før. Det var en for fjern tanke, der altid blev ruineret af de konstante sammenligninger af andre og påmindelser om de ting, han endnu ikke havde opnået. Det var bare aldrig godt nok.

”Måske er det fordi, at jeg faktisk tænker før, at jeg handler.” Altid gjort, og det blev han nok ved med. Det var sådan, man opnåede de bedste udkom ifølge ham. Det nyttede jo ikke noget, at man bare gik ud fra spontane, dumdristige planer, hvor der ikke var en reel strategi bag. Det var alt for risikabelt når der var for meget på spil.
Med det sagt åbnede døren sig igen, hvor Erda dukkede op. Denne gang viste det sig, at hun ikke var så spydig i sinde, da hun ganske formelt nejede sig foran dem. Hun var nok intimideret eller sådan noget. ”Der er blevet redt op til vor gæst, skulle hun tænke sig at gå til ro.”

"Men tja. Du og jeg behøver vel i for sig ikke bekymre os om den menneskelige eksistens længere. Hvad du så end er?" Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Spørgsmålet hang usagt i luften, men hun forventede i for sig ikke noget svar. Så skulle Kain have ændret sig markant henover de år, hvor Genevira havde været adskilt fra ham og det så hun ikke nogen umiddelbare tegn på. Han havde altid været kryptisk at best og i værste fuldstændig lukket, hvad ham selv og hans fortid angik. Genevira vidste bedre end at regne med, at han pludselig uden noget bredere grundlag spildte sine bønner, omkring ting, der havde undret hende i årevis nu. Faktisk ville en pludselig åbenhed nok have skræmt hende mere end, hvis han ikke sagde noget som helst. I hvert fald, ville det have været nok til at overveje, om hun skulle begynde at lede efter den rigtige Kain et sted i kælderen eller noget.
"Men nok om det. Jeg er sikker på, at du nok skal få sat orden på tingene, hvis det er det, du beslutter dig for at bruge din tid på."" Hun trak nonchalant på de spinkle skuldre og sendte sin ven et strålende smil. Var ganske let gledet over i barndommens næsten fuldstændige tiltro til Kain og hans evner. Dengang havde det været let. Han havde kunnet ting, hun ikke kunne og der var en vis tryghed i at hænge op ad den slags folk. Samtidig udgjorde det en måde for hende at afskrive sit eget ansvar for, hvordan noget som helst endte ud i sidste ende. Det havde Kain styr på, så hvorfor bekymre sig om noget som helst? Det var nok også her, at de tos ambitioner adskilte sig mest markant fra hinanden, for mens Kain lod til at kæmpe bittert for at opnå mere magt og samtidig gerne tog det arbejde, der fulgte med den højere position, var Genevira selv i bund og grund næsten doven i sammenligning. I hvert fald var hendes ønske blot at kunne opfylde sine egne behov og ikke længere skulle bekymre sig. Hun lod glædeligt andre løfte alle de reelle pligter for sig.
"Aw, det ville du ikke. Jeg er alt for knuselskelig," påstod hun med et glimt i øjet. Alligevel skrev hun sig bag øret, at hun nok ikke skulle fortælle ham alt for meget. Han kendte i forvejen alt for meget til hendes fortid i Rotten Root District, hvilket potentielt kunne blive til en svaghed i forhold til den persona, hun var ved at opbygge for sig selv. Et mere kynisk væsen end hun ville nok have skaffet ham af vejen på den mindst rodede måde muligt og have taget tjenestefolkene med i købet for at fjerne al risiko for fremtidige komplikationer. Men Genevira var, om ikke andet, tillidsfuld. Desuden var det, helt lavpraktisk, svært at vurdere, hvem af hende selv og Kain, der ville slippe levende fra et et potentielt dødbringende scenarie, når hun ikke anede specifikt, hvad[i] Kain overhovedet skulle forestille at være. Nej, selv hvis hun havde haft ønsket om at gøre ham ondt, så var det bedre at holde sig så langt væk så muligt fra den risiko.
Hun kunne helt ærligt heller ikke forestille sig et scenarie, hvor hun blev en sådan trussel, at han var nødt til at ødelægge hende med alt det, han vidste for meget.
Pfft, nej. De var venner af en årsag. Og rent historisk set, havde Genevira altid været god til at holde sig på hans gode side. Ellers måtte hun træne sine hundehvalpeøjne.

"Pfft, du får det til at lyde, som om jeg ikke tænker over noget som helst overhovedet." fnøs hun og rystede lidt på hovedet. Det var sandt, at hun aldrig havde været lige så strategisk som Kain og hun havde en helt anden tendens til at handle impulsivt eller bare generelt kortsigtet. Men konstant sult, var heller ikke ligefrem fremmende for højtstående planlægningsvirksomhed, mente Genevira.
På mange punkter havde det været et chok for hende selv, at hun nåede ud af Rotten Root District i det hele taget.
For selvom hun altid stædig havde hævdet, at skæbnen ville mere med hende end det her, havde det aldrig været fordi hun havde haft nogen plan for, [i]hvordan, hun skulle slippe derfra.
Da hun var yngre havde hun engang vovet at foreslå, at måske var vejen frem bare at knalde et tilpas rigt menneske og håbe, at de så det som årsag til at løfte en ud.
Hendes mor havde slået hende så hårdt, at Genevira oprigtigt havde været bekymret for, om en af hendes tænder var gået løs.
Hvis hendes mor vidste, at hun arbejdede for en incubus, var Genevira ret overbevist om, at hun ville begynde at overveje at drukne hende i badekaret for at spare sig selv risikoen for skam.
Hun blev trukket ud af sine overvejelser, da Erda talte igen. Genevira glædede sig over at se, at det vidst var gået op for kællingen, hvem der faktisk var de vigtige mennesker i huset.
"Var det en skjult hentydning til, at jeg holder dig vågen, Kain?" spurgte hun.

”Det gør vi vel ikke.” Det havde han nu heller aldrig gjort, så han kunne ikke se, hvorfor han nu skulle begynde på det. Men taget i betragtning af, at Ginny nu kunne lugte sig frem til, at han ikke var særlig menneskelig, var der ingen grund til at ødelægge glansbilledet. Det passede ham helt fint, hvis hun troede, at han havde været det igennem deres barndom. Det gjorde tingene lettere at håndtere. Mindre forklaring, hvis hun bare antog det. Hvordan skulle hun dog være i stand til at vide andet alligevel? Desuden var han ikke sikker på, at en dødssynd var en race, Ginny behøvede at kende til. Der var maksimalt kun syv af dem alligevel, hvorved han kun vidste, at to af dem, udover ham selv, var i live. Chancerne for, at Ginny skulle støde ind i dem, og endda komme i snak med dem, virkede ret så snævre. Og selv hvis det skete, ja, behøvede hun at vide, at de var relateret af den grund?

Hvad Ginny helt præcist mente med den næste del, var Kain ikke helt klar over. Han var dog også ved at gå hen og blive ret så døsig. Hvad havde hun regnet med? Hun kom jo midt om natten. Selvom han tilfældigvis stadig var vågen, da hun ankom, betød det ikke, at han havde tænkt sig at blive hængende meget længere. Tværtimod var han nu ret så interesseret i at gå tilbage til sin seng og få sig noget hvile. De kunne altid tale i morgen, når den værste sol var gået ned. Ellers måtte de jo rulle for.

”Du er også alt for naiv.” Han trak sig blot på skuldrene ved den kommentar. Umiddelbart? Nej, han havde ikke ligefrem grund eller trang til at gøre Ginny fortræd. Hvis andre gjorde noget lignende mod hende, ville han nok heller ikke blive synderligt begejstret. Dermed sagt var det ikke fordi, at hun var helliget fra, at det potentielt kunne ske. Ginny var trods alt den person, der havde kendt ham bedst i løbet af deres barndom. Hvis hun begyndte at råbe højt om den tid, var han nok nødsaget til at give hende en advarsel. Der var visse ting, der bare ikke skulle gives videre. Især ikke med den mængde af associeringer, Kain havde med sig i bagagen. De levede trods alt i en verden, hvor man enten spiste eller blev spist. Kain havde ikke ligefrem interesse i at tabe.

”Det sagde jeg ikke.” Var det det, han mente? Til dels. Men det ændrede ikke på det faktum, at der var forskel på den verbale og den nonverbale kommunikation. Han havde ikke sagt noget om, at hun ikke tænkte. Sagde han, at hun prioriterede andre ting før hun tænkte? Ja, det kunne han ikke benægte. Men hvis hun skulle lære at benytte sin evne, måtte hun også lære meningen bag den retorik, hun benyttede sig af – og hvad hun forstod sig på fra andre.

”Og det er meget muligt. Jeg har et møde i morgen. Desuden er vi ikke alle nattevæsner.”

Som forventet. Intet svar. Men principielt kunne det vel også være lige meget, hvad han var. Det ændrede ikke ved det forhold, Genevira havde til ham. I hvert fald ikke, som hun så det. Han var stadig hendes ven, om så det vidste sig, at han rent faktisk havde været død i alt den tid, de havde kendt hinanden. Den idé fik hende til at studere ham ekstra grundigt et øjeblik, men han lignede altså ikke just et spøgelse. Eller et eller andet andet dødt, men ikke dødt, væsen. Desuden havde døde væsner vel ikke blod, der rent faktisk cirkulerede rundt vel? Se, hun var ikke helt dum. Selvom det faktum, at hun overhovedet havde overvejet det ikke ligefrem var hendes mest intellektuelt brillante øjeblik.
Hvem ved, måske var han bare et menneske, der duftede virkelig underligt? Det var jo ikke fordi, hun havde mødt alle mennesker i hele verden og derfor kunne udelukke det. Alligevel forekom det hende ret urealistisk, at det skulle forholde sig sådan.
"Jeg foretrækker optimistisk," kvidrede hun muntert og viftede lidt med en slank dødningebleg hånd, som for fuldstændig at affeje hans fornærmelse. Hvis det havde været enhver anden, der så åbent havde draget hendes forståelse af verden i tvivl, havde hun nok reageret anderledes. Men hun nægtede at lade noget så småt komme i mellem dem. Ikke når hun lige havde fundet ham igen. Næ nej.
Desuden, hvorfor skulle du? Jeg kunne ikke drømme om at gøre dig noget," konstaterede hun, et øjeblik fuldstændig gravalvorligt.

Hun sendte ham et smil, der, trods de skarpe tænder, var varmt og strålende. Se? Ingen problemer," fastslog hun ubekymret.

"Du sagde det ikke nej, men du giver vibes," påpegede hun.
"Ikke, at du ikke har ret i, at jeg ikke overvejer tingene lige så meget som dig, men det er vel derfor, vi har hinanden ikke?" Hun blinkede dovent.
Så rejste hun sig fra sin stol. Strakte sig i en katteagtigt flydende bevægelse, før hun nærmest svævede over og lagde armene om Kain.
"Så godnat da." Hun kyssede ham kort på kinden, før hun vendte sig og forsvandt ud af døren.
"Åh og husk jeg elsker dig," nåede hun lige at påpege over skulderen.
Noget havde altid sagt hende, at Kain havde fået det at vide alt for lidt. Så hun havde mere eller mindre altid haft som mission at rette op på det.
Med det gjort for den aften, var hun gået.

”Vær varsom om det. For meget optimisme kan sløre det store billede.” Kommenterede han blot, som han lagde sit glas ned.Det var i situationer som disse, hvor Kain nogle gange var nødt til at minde sig selv om, hvordan han var kommet i en situation, hvor en af hans nærmeste allierede nærmest var godheden selv.

Hvis de først havde mødtes mange år efter, var Kain i hvert fald sikker på, at han hurtigt ville være blevet kørt træt i en type som Ginny; naiv og godhjertet, syntes at se det bedste i folk. Havde han ikke vidst bedre, kunne hun nok endda have bildt ham ind, at der var noget engel over hende. Tanken havde i hvert fald strejfet ham, dengang de var yngre. Hvor meget han end kunne tolerere Ginnys tilværelse og faktisk ikke have noget problem med det, havde Ginny alligevel for evne til at frembringe en fornemmelse, der konstant mindede ham om noget, der var stik mod hans natur. For eksempel nu, hvor hun lod sine arme omfavne ham og sågar vovede at påstå, at hun elskede ham.. Kain kunne mærke, at hans mave nærmest knudrede af ubehag og for en stund var han fuldkommen målløs. Hvad fanden skulle han dog sige til det? Kain var jo ikke engang sikker på, om han overhovedet var i stand til at føle den slags. Kærlighed var ikke ligefrem syndigt. Han nikkede derfor blot, da Ginny endelig trak sig tilbage fra ham. Han kunne ikke få et ord frem, så det måtte være bedst bare at lade som ingenting, som han så hende trække sig tilbage.