Where the hell am I and what are you doing here as well?! ~ Arlen

Sted: The Caves of the Sand.
Tid: Jeg har ingen idé.
Omgivelser: En bekendt mand.
Vejr: Ingen idé, dette er i en grotte.
Dag: I hvert fald én af ugedagene.
Årstid: Sidst jeg tjekkede; Sommer.
Påklædning: https://2img.net/h/oi61.tinypic.com/24d4w14.jpg .

Grotten var stor og man kunne nemt fare vild. Uden problemer. Hvilket Kaitlin og en bekendt mand fra hendes side af, havde gjort. De var faret vild, efter de var flygtet fra deres medfanger og de, der tog dem til fange. De tilfangetagende havde endnu ikke vist deres officielle ansigter og Kaitlin havde ingen idé haft om, hvem de var. Og hun havde nægtet at vise sig bange, da det ikke lå til hende. Hun var en stærk ung kvinde, der skjulte sine følelser. Måske lidt for godt nogle gange. Men hun lod sig i hvert fald ikke styre af dem, og det var tydeligt.
Nu lå Kaitlin på jorden i grotten, op af muren og med et forslået hoved. Hun var snublet og dermed faldet, hvor hun havde slået sit hoved hårdt på en sten og var dermed besvimet. Efter op til flere minutter så det nu endelig ud til, at hun var i gang med at vågne op.
Langsomt vågnede hun op med en rynket pande. Hun åbnede langsomt sine øjne op og de brune og uimodståelige øjne spejdede omkring, som for at se sine omgivelser noget klarere. Men der var ikke meget andet at se en mørke til at starte med. Ind til hun blinkede et par gange og kom ordentligt tilbage til bevidstheden igen og dermed den virkelige verden.
Kaitlin skubbede sig helt langsomt op på sin ene albue, eftersom hun lå på siden. Det lange mørke og lettere bølgede hår hang ned over hendes skulder og ramte blødt grottens bund. "Hvad fanden skete der.." Mumlede hun og rakte med sin frie hånd op til sit hoved, eftersom det dunkede let efter slaget på den store sten. "Hvad fanden.."

P http://31.media.tumblr.com/tumblr_lyyakiUYUX1r4m9l3o2_500.gif

Hvorfor fanden skete dette altid for ham, han havde bare haft en normal dag. Men som altid skulle Arn ødelægge det, Arlen var ved at opgive det, hvilket medførte da de blive fanget, var Arlen svag nok, til at Arn kunne overtage hans krop eller deres krop. Arn kigget sig omkring, kort efter det var de blive føret hen til et sted længere inde i grottenm Men siden Katlin, følte sig så meget højt hævet ovver ham havde han ladet hende før an mens han var kommet med nogen flabet komentar, da hun ikke anet, hvor de var.  "Så måske skulle jeg overtage styringen næste gang, du aner jo intet om det her sted." Lød det flabet fra Arn, hvorefter, han var fulgte med hende længere ind, i det samme Arn hørte hendes hovedet ramme, noget rystet han på hans hovedet, hvorefter han fik trækket hende væk, så patrolle ikke fik øje på dem. Arn havde, derefter holdt vagt mens de stadig, prøvet og finde dem i grotten, da han hørte at hun var ved sig selv, kunne han ikke lade vær med at drille hende, "du slog dit hovedet mod en sten Sherlock." Lød det flabet og kækt, fra Arn af, hvorefter han kigget på hende, "men der er hvis bare det tror ikke der er sket andet deres højhed." Lød det flabet fra Arn af, hvorefter han lændte sig op af Muren. Af en eller anden grund nød, Arn altid at drille hende, hvorfor vidste han ikke engang helt selv, hvilket gjorde alt dette mere voldsomt.  Arn bed sig selv i underlæben, hvorefter han kigget hen på hende igen, "er du ved og være klar deres højhed, eller skal du bruge lidt mere tid, inden vi tag afsted." Lød det kækt fra Arn af, hvorefter han kigget hurtigt på hende, i hendes fulde figur, hun så smukke ud, end han kunne huske, hvilket, nok fik ham til at drille hende mere vel.

Kaitlin kiggede straks op og bemærkede Arlen. Eller måske nok bedre Arn. Hun sukkede irriteret og møvede sig op at sidde imod muren ved siden af ham. Hun trak sine ben op under sig og trak den lange sorte kjole godt ned omkring sine ben.
"Drop de flabede kommentarer," Mumlede hun og tog hånden til sit hoved endnu en gang. Hun trak det lange tykke hår bag sig imod muren, ligeglad med om det blev beskidt - i hvert fald for nu.
Kaitlin kiggede på ham. "Gider du godt droppe det der, Engel? Jeg tænker." Sagde hun en anelse højlydt og med en hævet stemme. Hun fik snart nok af ham, denne mand. Eller, disse mænd, var det jo nok nærmere. Selvom Arlen måske irriterede ham mere end Arn gjorde, trods de flabede kommentarer han sendte efter hende.
Kaitlin kom langsomt på benene og hun strøg det beskidte væk fra sin kjole, så godt som hun nu kunne. Så kiggede hun sig omkring og kneb øjnene lidt i. Hvilken vej de mon skulle? Hun tænkte sig om og begyndte så lige så langsomt at gå.
Hvorfor var det nu igen, at Arn skulle med?

Arn kiggede over på hende, da hun satte sig ned, han rullet kort øjne af hende, mere på grund af, den måde hun bare hævet stemmen, "måske skulle du råbe lidt højre, jeg er ikke sikker på de hørte os." Lød det kækt fra Arn af, hvorefter han rejste sig op, han fulgte derefter efter hende, da hun havde fundet en plan. Arns øjne kigget på hende, mens hun bevægede sig længere ind, hvorfor var hende her så krævene. Arn sukket, hvorefter han bevægede sig sammen med hende, da han var kommet op bag hende, begynde han svagt og tale, "så hvorfor tror du de borteførte dig." Arn vidste godt i forvejen, hvorfor han var kommet med, et eller anden med ham og Arn og at de var en Skyts engel. Arlen begynde kort efter og tale til Arn*hun er ikke noget, vær lad hende nu bare klare sig selv, vi kender begge alle veje her, det er vores hjemmebane* Arns svar var dog noget, Arlen ikke havde forventet, *nej Arlen, glem det vi får hende med ud jeg efterlade ikke en et sted jeg kender, og slet ikke Katti.* Arn bevægede sig op foran Katlin, hvorefter han sætte sin hånd op, han kigget om på hende, "jeg kender vejen ud herinde fra, men så må du følge mig og ikke omvendt, jeg kender dette sted, bedre end nogen anden." Kom det flabet, fra Arn af, han kende dette sted, lige så godt som sunfurry, hvilket gjorde alt dette her meget letter, lige meget hvad. Arn sende hende et charmerne smil, hvorefter han ventet på hendes svar. Om hun ville lade ham føre, an eller om hun stadig mente hun var bedre end ham, selv her.

Kaitlin gik frustreret fremad. Den lange kjole blafrede bag hende og håret bølgede let ned langs ryggen. Disse støvler tog snart livet af hende, hvorfor valgte hun også lige de støvler at blive bortført i?!
Hun drejede hovedet og kiggede på Arn, der trådte op ved siden af hende. Så kneb hun øjnene i og sukkede tungt. "Jeg ved det ikke," Mumlede hun. Hun hadede virkelig, når der var noget, hun ikke vidste. Specielt når det handlede om hende selv, "Hvorfor var du selv?" Spurgte hun lige så lavmælt. Selvom hun havde taget Arns kommentar til sig omkring det med at tale højt, så havde hun alligevel ladet som om hun havde ignoreret ham, imens han havde sagt det.
"Hvad?" Udbrød hun og stoppede op. Hun kiggede på Arn med de brune øjne omringet af fyldige vipper, der nu var store. "Hvorfor skal du føre vejen? Hvem siger, at jeg ikke også kender stedet her?" Jamrede hun ganske vidst højlydt igen og krydsede armene. Til tider kunne hun opføre sig ganske barnligt, men det lå til hende. Hun havde jo været vant til altid at få sin vilje.
Dog, så kendte Kaitlin ikke dette sted og hvis hun gik her selv, ville hun bryde sammen før eller senere på grund af frustration og irritation. Men hvis Arn sagde, at han kendte dette sted godt, hvorfor så ikke bare lade sig følge efter? Fordi hun var så fandens stædig!
"Fint.. Du fører an..."

Arn elsket, at han havde føringen lige nu, Katlin kendte ikke dette sted, hvilket bare gjorde alt letter for Arn. Selv om hun prøvet og skujle det, havde Arn gennemskuet hende, han kigget på hende, da hun spurgte om det, hun anet ikke, hvorfor hun var her great. "Jamen, dog troede du havde mere styr på det, i det mindste, lige som du altid, havde styr på, hvor jeg var henne." lød det kækt, fra Arn. Arn kigget på hende, hvad skulle han sige, han ville ikke,  anerkende at han ikke vidste det.  "Jeg tror det er et eller, andet med min evne, men ellers har jeg ikke styr på det."  Arn kigget hende i øjne, hvor han så blinket til hende, "så  du kender stedet, right." Lød det flabet fra Arn, hvorefter han bevægede sig videre med hende gennem grotten, det var stadig en evighed siden, at han faktisk, havde bevæget sig gennem disse grotter. Arn var faktisk ved at blive lidt for kæphøj, han kunne nemlig ikke huske det fuldt ud længere.  Hvilket han sikkert ville komme til og fortryde,  og han ville nok få Katlin efter sig, lige meget hvad han prøvet på for, at lukke det af.  Arn bed sig svagt i underlæben, hvorefter han forsætte gennem grotten, da de nået til en skillevej stoppet Arn op. Han stod bare, og kigget mod de to veje, inde i hans hovedet, kunne han høre, hvor morsomt, Arlen, havde det. Det at Arn ikke kunne huske, hvor de skulle hen gjorde det, mere sjovt end Arlen kunne ha håbet på.  Der stod Arn bare som et spørgsmåls tegn, mens han ventet på at Katlin ville sige noget.

Kaitlin fulgte trop. Ikke at hun brød sig om det. Langt fra, men hvad ellers skulle hun gøre? Hun vidste, at hun havde været dette sted før, engang, for længe, længe siden. Og når hun engang vidste, hvorhenne de befandt sig i grotten, så ville hun stikke af. Uden at se sig tilbage. Den metode kom man længst med i livet, det havde hun da lært efterhånden.
Hun så på Arn ved sin side, der gik en smule mere foran ham. "Hold nu bare mund.." Sukkede hun frustreret og rullede med øjnene. Hvornår holdt han lige mund?
Så kiggede hun atter fremad og kunne nu efterhånden se bedre og bedre i mørket. "Så du er her bare, eller hvad?" Spurgte hun og kiggede kort på ham, før hun kiggede fremad igen, "De har sikkert hørt om, hvor smuk en dæmon jeg er og måtte vel bare selv tjekke efter, om det passede," Jokede hun og lo, som lød som blide klokker," For det er jo sandt.."
Kaitlin fulgte efter Arn og latteren havde foretaget sig. Hun kiggede på Arn og derefter på de to forskellige veje. Hun åbnede munden, men lukkede den igen langsomt. Så skævede hun til Arn, og så på vejene. "Hvad gør vi her..?" Spurgte hun lavmælt og kiggede på ham igen.

Hvorfor skulle hun altid brokke sig så meget, hvis det ikke var fordi at Arn, kunne lige hende havde han bare efterladt hende. "Yeah det er sikkert det," lo han, mens de bevægede sig længere ind i grotten. Arlen var ved og blive træt af hende her kvinden, hvorfor skulle Arn os kunne lige hende, det gjorde alt dette her meget sværre. Derudover var hun alt for arogant, efter Arlens mening, men Arn kunne hvis godt lige hende, da han stoppet op skævet han om til hende hun måtte gerne holde kæft lige nu, han skulle nemlig til og tænke. "Yeah du har sikkert ret, at det er derfor de, ville ha dig med sig." Lød det kækt fra Arn af, hvorefter han bevægede sig længere ind med hende, efter og ha valgt den rute, hvor lyden ikke kom fra, han ville ikke opgive og sige han ikke anet, hvor de var det ville han nemlig miste lidt ære ved at gøre. "Højre, højre" lød det fra Arn, hvorefter han gik videre, "det er sjovt at du bedte mig om at holde mund da du tænkte når jeg gjorde det selv samme." lød det kækt fra Arn af, mens han bevægede sig videre med hende, han var dog stadig ikke sikker på, hvor de var hvilket han stadig skjulte, hvorfor var det os så stort hele dette system. Arn stoppet op da han hørte en lyd, hvorefter han kigget sig omkring det lød til og komme tætte på dem. Om det var dem, der havde fanget dem som var på vej, tilbage anet Arn ikke, hvilket gjorde at han skubbet hende tilbage mod muren, med sig selv.

Kaitlin kiggede på Arn med små øjne. Hvorfor var han altid så irriterende? Hun strøg let sit hår bag øret og kiggede rundt. Dog fulgte hun bare hurtigt efter, da han valgte at gå en af vejene.

"Så, hvor skal vi henad? Ved du overhovedet, hvorhen vi ender? Eller går du bare?" Spurgte hun og fortsatte med at stille ret så flabede spørgsmål til Arn.
Hun gjorde jo bare gengæld. Som altid. Hende og Arn, og Arlen for den sags skyld, havde ofte haft mange småskænderier. Ikke de vildeste, men flabede overfor hinanden, det var de da.

Det kom så pludseligt og pludselig stod Kaitlin helt tæt op af Arn, op af væggen. Hun gjorde store øjne, forvirret. Så hørte hun det. Dem. Hun hørte dem komme tættere og tættere på.
Med store øjne kiggede hun rundt, men de var der ikke. Så greb hun hurtigt fat om Arns hånd og trak ham med sig, da hun begyndte at løbe. De måtte skynde sig, før de blev fanget! Det ville hun ikke lade ske igen!

Arn orket virkelig ikke og høre på hende lige nu, "yeah jeg ved hvor jeg går hen af." Kom det flabet fra Arn af, hvorefter han bevægede sig videre med hende gennem grotten, da han træk hende med sig op af væggen, havde han ikke regnet med de ville stå så tæt op af hinanden. Da han så hendes forvirret øjne, lagde han bare hans egen hånd op foran munden. Da han skulle til og bevæge sig videre med hende, tog hun det fra ham. Arn blive hivet med af Katlin, han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre så ind til videre, ville han bare følge efter hende. Selv om han ikke var glad for det her, at følge efter hende som en hund, hvilket lige nu ville smadre hans ære. Arn kigget på hende, mens de løb, efterhånden som de løb, blive lyden mindre og mindre. Arn stoppet op sammen med hende, da de var ved og være kommet dybere, ind "så fik du hvis din vilje, at være forest." Lød det flabet fra Arn af, hvorefter han stod ved siden af Katlin, hvilket medførte en masse sjovt. Eller for tiden lige nu, Arn havde haft det lidt wierd omkring det her nu, de havde os stået, vildt tæt op af hinanden ikke fordi, han havde prøvet på det. "Så, hvad nu aldrig været i denne del af systemet, hvad gør vi." Det var nu, at Arn, havde indrømmet det her, hvilket gjorde dette her, mere åndsvagt, der røg en lille ære fra ham.