//Katarina// sjov måde at møde henanden på

Tid: mid på dagen.
Sted: inden i firewood park.
Vejr: solen er trægt igennem skyerne men der er stade mange skyer på himlen.
Omgivelser: Trære bænke og menesker der går forbi hele tiden.
Påklædning: Avatar.


Malao havde gået en tur ind til Firewood village han havde overbevist sig selv om at han også lige skulle en tur igennem parken for ellers havde han ikke set hele byen. han satte sig på en bænk for at slappe lidt af, mens han sad på bænken så han sig omkring for hvis han nu kendte nogle fra omegen selvom det var første gang han i byen

Katarina gik ind i firewood park hun ville bare gå og nyde naturen efter hun lige havde været ude og træne og var rigtig træt og sulten.
Katarina kiggede op mod den skinende sol det var varmt, men skyet. *godt jeg ikke har taget varmt tøj på idag* Katarina havde taget sine bukser med små daggerter og sin trøje der kun gik til navlen, hendes sværd sad på ryggen i en sort beholder.
Da hun kom ind i starten af parken var der ikke så mange personer men da hun kom helt ind i parken var der mange mennesker der gik forbi.
Katarina havde det ikke så godt med for mange mennesker, men hun kunne ikke finde et sted af side.. Men hun fik øje på en bænk lidt længere fremme, godt nok sad der en på den men hun kunne da side ved siden af den person.
Katarina gik hen og satte sig på bænken og slappede af, det var en dejlig følelse af kunne slappe af efter en hård trænings dag. Personen der sad ved siden af hende var en dreng/mand han så ud til af være beskæftiget med noget andet.
Katarina lagde hoved på bænken og tænkte lidt over dagen, men hun havde ikke rigtig lavet noget hele dagen andet end træning og der var ikke så meget af tænke over der.
Hun rettede hovede op og kiggede på menneskerne der kig forbi og snakkede og kiggede på hende, eller det var værtfald det hun følte.

Malao så på kvinden der satte sig ved siden af ham og han kunne ikke lade vær med at tænke *hvor gammel ser jeg ud i forhold til hende* og rejste sig op på bænken og så at han kun lige var høj nok til at se over håret på hende og satte sig ned igen og spurte "hej hvad hedder du" og smilte til kvinden "er du træt eller har du brug for noget" han smilte og rakte sin hånd frem for at hilse på damen.

Katarina så på fyren som havde rejst sig fra bænken og kiggede på hende *Gad vide hvor gammel han er* hun kiggede op og ned af ham *Han ser ikke så gammel ud efter hans højte af se fra, men hans ansigt er meget modent.* Han satte sig ned igen. Hun kiggede forvirret på ham da han spurgte hende hvad hun hed "Øhh.. Jeg hedder Katarina" hun var lidt skeptisk ved af tage hans hånd, men rakte hendes hånd og gav ham er hårdt og kold håndtryk. Hun tog hurtigt sin hånd til sig igen "Hvad hedder du?" hun tvang et lille smil frem på læben selvom det ikke lige var hende bare af smile til hvem som helst. "Nej jeg behøver ikke noget, jeg er bare træt"
Hun kiggede på menneskerne men kiggede også på ham.
Katarina kiggede mistænksomt på ham....¨*Hvem er han? og vigtigst af alt hvad vil han* *ville han gøre hende fortræd?*

Malao lavede sin stemme om til en barne stemme med vilje "mit navn er Malao" han smilede til hende og håbede at hun ville tro på det han hoppede ned fra bænken og stalte sig foran hende og trak sit sværd stille og roligt og smed det væk og det samme med han vandre stav "mit navn er Malao Fu og det betyder Abe Tiger for jeg er smidig som en abe og hård som en tiger" og flækkede af grin

Katarina kiggede på malao "Malao Fu...."
Malao satte sig ned på jorden og trak et sværd frem og smed det *er der noger jeg ikke kan lide er det folk der smider med deres sværd, men han tog også et vandrestav frem den smed han også *hvordan er det han behandler hans våben.
"Malao Fu.... Abe Tiger" hun kiggede alvorligt på ham selv om han grinte, hvad var så sjovt "hvorfor hedder du det, det er da et mærkeligt navn" hun kiggede på ham, selvom han havde en barne stemme var der noget over hans ansigt som ikke var så barnligt alligevel "hvor gammel er du fordi du ligner nærmest en på 17 eller noger ligne med du er på højde med et barn og lyder som et barn" hun så forvirret på ham, men også mistænktsomt.

"okay min stemme er falsk" sagde han med sin originale stemme "jeg stammer fra et kloster og grunden til mit navn er det du har fået afvide" han grinte lige færdig "jeg er 18 inden jeg blev bidt og kan ikke huske hvor mange år siden det er jeg blev bidt" han smilte til kvinden "ik bliv bange fordi jeg er vampyr men jeg er ikke ond"

Katarina rystede på hovedet "tænkte det nok, men hvorfor lyve"
Katarina brød sig ikke om andre der løj, især ikke over for hende.
Katarina fik et alvorligt udtryk i ansigtet "hvorfor griner du når der er intet af grine af?"
Hun fik et koldt og kynisk blik i øjet "min far lærte mig ikke af være bange for noget slet ikke en vampyr selvom den er livsfarlig" hun kiggede op og ned af denne såkaldte ikke ond vampyr. "jeg virker nok ret kold, men det er også noget har fået fra min far efter mange krige lægger man pludselig det varme til side og bliver den kolde skid" hun smilte, denne gang fordi hun havde lyst

"det er bare min mester som døde lige inden jeg blev bidt, han troede at jegg ville blive en stor dreng og at jeg bare var langsom til at vokse, men jeg voksede ikke men vi trænede mig op til at kunne tage slag som en tiger" han satte sig igen og sagde "undskyld men lidt sjov skal man jo have troede bare at du ville regere anderledes" han kiggede ned i jorden og op igen "hvad hedder din far" spurte han Katarina.

Katarina skammede sig over sin opførsel men det var sådan hun var blevet opdraget
Hun kiggede ned "min far havde ikke rigtig noget navn, men mig og mine søskende kaldte ham Du Couteau det var også det han blev
Kaldt i alle de krige han havde været med i han var en stor kriger og var respekteret" hun smilte lidt og nikkede, og kiggede så på Malao "du må
Undskylde min opførsel men det er sådan jeg er blevet opdraget" hun lavede et skævt smil. "har du ingen familie udover dit kloset familie"

"var din far i krig" spurte han hende og så overaskende til at hun skftede humør igen.
Malao ignorede hendes spørgsmål om hans familie da han ikke havde nogle, han havde dog en halv bror som han ikke kunne huske hvordan så ud eller hed.
det er også sådan jeg er blevet opdraget, til at lave sjov og til at forsvare mig selv og mine venner" han smilte til Katarina.

Katarina grinte men ikke i lang tid "ja min far var i krig alt for mange" hun kiggede ned i jorden men kiggede på Malao igen "jeg ved ikke om du hørte det men har du nogen familie?" hun kiggede spørgene på ham *ignorerede han det eller hørte han det bare ikke*
"du er heldig jeg ved næsten ikke hvad sjov er, jeg fik det kun af vide af min mor nogen gange hvad det betyd men det var fordi hun sagde jeg skulle tage mig sammen og have det sjovt nogen gange, det var efter min far døde self..." hun smilte tilbage med et skævt smil.

Malao kiggede undrene på Katarina "ah undskyld, men nej jeg har intet" sagde han og kiggede ned i jorden.
*man skal vidst ikke gøre hende sur med alle hendes knive* tænkte Malao og så lidt rundt på hendes tøj, han rejste sig for at tage sit sværd og stav igen for han smed det kun så hun kunne se at han var venlig.
"kan ikke huske m jeg har spurt men havde du noget familie" og kiggede spørgene på hende.

Katarina kiggede på ham "Åhh.. Det er jeg ked af at høre"
*jeg skulle aldrig have spurgt ham det var da tydeligt han ikke ville tale om det*
"nej det har ikke spurgt om" hun tænkte lidt om hvordan hun skulle fortælle Historien "Hmm. Jeg voksede op i en lidt mærkeligt stamme forhold til dette sted stammen hed Noxian. Jeg havde mor, far og søskende, men min far var kriger som jeg sagde han døde under en krig, mig og min mor havde ikke et godt forhold det samme kan jeg sige om mine søskende og derfor flygtede jeg, lidt efter hørte jeg af hele Noxian stammen blev udslettet, så min mor og søskende tænker jeg også er døde" hun kiggede på Malao og lavede et lille smil.

Malao sad bare stille og lyttede til hvad hun fortalte og da hun var færdig trillede der en tåre ned af hans kind "ved du hvem der dræbte din familie" spurte han hende.
Malao kiggede op på hende med et blandede blik af vrede og sorg "og hvorfor løb du væk du havde en familie og så løb du væk" han kiggede væk for han ville ikke gøre hende sur.
han løftede sine ben op på bænken og lagde sit hoved ned i benene og så sad han klar til at høre mere om hendes historie.

Katarina kiggede forvirret på ham "græder du?"
Hun så ned i jorden "nej det ved jeg ikke" hun kiggede op på ham igen med et glimt af vrede i øjne "hvorfor jeg løb væk, min mor var den værste hun prøvede af lave mig til en jeg ikke var jeg var min far ikke min mor og mine søskende uhh... Mind søskende jeg hadet dem de mobbede mig og så mig som et misfoster" hun råbte det i en hvisken.
Katarina Kiggede på Malao han havde hovedet ned i benene "hvad er der galt" hun kiggede forvirret *er jeg virkelig så kedelig af han er ved af falde i søvn?*

"det er bare" han snøftede "det jeg ville ønske at have, løb du fra, og jeg kan godt forstå at du løb, det gjorde jeg også fra klosteret fordi at de andre drillede mig, men jeg kom tilbage igen, og nu kan jeg ikke forstå at du kan løbe fra nogle der elsker dig"
han så på Katarina tog sine ben ned igen "det for mig til at se stor ud" han prøvede at snakke om noget andet for han kunne mærke at han begyndte at blive virkelig ked af det. "hvordan overlevede du så uden dine forældre" spurte han.

Katarina så på ham med et løftet øjenbryn... "Ja det er jo dig men ikke mig" hun smilte til ham og kiggede på det mennesker som bare kig forbi og kiggede underligt på dem
"altså hvordan jeg overlevede har min far jo trænes mig til samt mine knive om min hest Thunder" hun lavede et lille selvsikkert smil.
Katarina ville godt væk fra emnet om hendes familie og skiftede
"Hvorfor valgte du af blive en "god" vampyr i stedet for "ond" vampyre"
Hun så spørgende på ham.

Malao kiggede på hende mens hun fortalte og blev en smule overasket da hun spurte "det er noget jeg ikke selv har valgt det er bare ikke mig at være ond" han grinte lidt "jeg har kun mødt en anden vampyr og han er ligesom mig" svarede han og spurte "hvordan er en ond vampyr" han kiggede på Katarina og ventede på hendes svar.

Kate så på ham "hvem er denne anden gode vampyr?" hun smilte til ham
"en ond vampyr er sådan en der dræber alt og alle og har no mercy" hun havede et alvorligt blik i øjet "har du kun mødt en vampyr?"

Malao så på hende og smilte "han hedder Nggung og blev overasket da hun sagde at de dræbte alt og alle "hvem kan gøre det"
han kiggede ned i jorden og man kunne se på ham at han blev lidt sur, og da han kiggede op på hende igen kunne man se på ham at han var sur, virkelig sur "løb, løb jeg ved ikke om jeg kan holde mig mere"

Kate smilte "dejligt af der er nogen vampyrer som tænker klart" hun grinte lidt.
"vampyrer som godt kan lide af udnytte sine kræfter" hun trak på skuldrene og kiggede over på ham, han så ret sur ud "hvorfor skal jeg løbe?" hun vidste egentlig godt svaret men var ikke hel sikker på hvor slemt det var når nu han han var "sød"
Hun kiggede forvirret på ham.

Malao tog hendes håndled og klemte og prøvede på ikke at klemme for hårdt så at det gjorde ondt "hvis du ikke vil vil jeg" sagde han og rejste sig op og slap hendes håndled og gik lidt væk, det var som om at han ikke kunne styre sig selv.
da han var gået et par meter væk så besvimede han og landede på jorden, men inden i ham selv løb han rundt efter en masse menesker og drak deres blod.

Malao tog hendes håndled og klemte, men ikke for hårdt.
Malao rejste sig og gik væk "Vent hvad skal d..?" inden hun nåede af sige noget faldt han om på jorden.
Kate løb hen til ham, han var besvimed, alle de mennesker der gik forbi kiggede bare forvirret og kig hurtigt forbi, Kate kunne mærke hvor irreteret hun blev *hvorfor hjælper de ikke* hun kiggede på Malao som stadig lå og var besvimed, hun ruskede lidt i ham men det hjalp ikke. "Malao... Malao er du okay?" han reageret ikke. Hun ruskede stadig lidt i ham *jeg vidste ikke vampyrer kunne besvime* hun smilte lidt men hun var samtidig også bekymred. *hvad skal jeg gøre? skal jeg bare gå og efterlade ham? Nej.. Nej det ville være totalt ufølsomt, men min far ville have gjort det. Men jeg er ikke min far*
Hun blev, men vidste bare stadig ikke hvad hun skulle gøre.....

mens Malao lå på jorden lavede han nogle spasm og sagde nogle uforstålige ord, inden i ham selv løb han stade, det var noget han havde lært at kæmpe inden i sig selv i stedet for at slå løs fra sig.
efter han ved ikke hvor lang tid vågnede han op, han vedste ikke hvor han er eller hvem der var rundt om ham.
han så en skittelse stå og kigge på ham "hvor er jeg" spørg han for han kan ikke huske så forfærdlig meget lige i øjeblikket.