Disembodied - Andrea.

Værelset lignede noget der var løgn. Det værelse, Nicolas opholdte sig i, når han tilbragte tid hos Andrea, hvilket var det meste af tiden, efterhånden. Han vidste ikke hvad der var galt med ham, men han var frustreret, han følte han manglede en kropsdel, og han anede ikke hvor han skulle finde den. Han havde forsøgt at gå ud, holde sig indendørs, jage endda dræbe. Men intet havde virket. Han var stadig ude af sig selv, ude af stand til, at gøre noget produktivt med sin tid. Han var destruktiv for sine omgivelser. Han måtte væk der fra, fra Andrea og hendes familie. Hvem kunne vide, hvad der ville ske, hvis ikke han fik afløb for hvad end der besatte ham. Han gik ud af det rodede værelse og ud i korridoren da noget ramte ham som en mur. En ubehagelig følelse af, ikke at kunne trække vejret. Hans brystkasse snørerede sig sammen og han følte sig pludselig utrolig menneskelig. Skrøbelig.

Han lagde en hånd på væggen og tog hurtige vejtrækninger. Han forsøgte, at berolige sig selv, men hans vejrtrækning forekom forsat i små gisp. Det steg ham til hovedet, og han blev svimmel. Men alligevel, formåede han at bevæge sig fremad, han kom forbi Andreas værelse. Han tog sig sammen et sekund og åbnede døren. ”I just need a minute. I will come right back.” Solen var ikke helt gået ned, og det var bestemt uansvarligt for ham, at bevæge sig udenfor. Men han havde brug for frisk luft, han anede ikke, hvad der ellers kunne fikse hans tilstand. Før han fik et svar, var han videre ned igennem huset, ind til han nåede hoveddøren. Han lagde hånden på dørhåndtaget og var tæt på at åbne op. Nicolas var klar over, han havde gang i noget, der meget vel kunne dræbe ham. Men lige nu, virkede det ligegyldigt. Han havde bare brug for luft. Hans vejrtrækning blev hyppigere. Havde han været et menneske, var han besvimet for længe siden.

//@Andrea <3

Det var en af de få dage sjældne dage Kai havde taget afsted for at besøge eller for at finde Alycia. Siden Andrea blev overfalet for ikke så længe siden, havde han ikke været til at rokke fra hendes side - men de behøvede begge to den luft. Andrea havde ladet barnepigerne tage Elena og Drew med ned i parken. Så hun var egentlig blot alene i hele slottet sammen med Nicolas. Ikke at han var kommet ud på grund af solen endnu. Børsten gled igennem de mørke lokker. Så hørte hun noget larm. Af instinkt fløj hun op da hendes dør åbnede sig. Synet af Nicolas der langtfra var tilpas gjorde hende opmærksom med det samme. Fordi der ingen møder var, og hun egentlig ikke havde planer om at forlade slottet var hun klædt i et par short og en tank top. Nicolas var nok en af de få som stadigvæk så hende i det normale hverdagstøj. Noget hun savnede til dagligt, men hun måtte få det bedste ud af det. Andrea kiggede sig til siden da han allerede hurtigt var væk fra sit værelse.
"Nic?!" Udbrød hun bekymret og fangede færten ret hurtigt. Så løb hun efter ham. Han lagde hånden på håndtaget til døren, men så satte hun af og sprang nærmest direkte på ham så de begge ramte jorden. Andrea satte sig forsigtigt op og kiggede nøje på ham. De mørke øjne var fyldt med bekymring for, hvad der i vejen var galt med ham.
"Take a deep breath.. just look at me Nic.. Just look at me.. try to focus about something.. anything else." Prøvede hun at hjælpe. Hendes hænder kærtegnede hans arme med blide strøg i håb om, at han snart ville få det bedre. "Just try to slow your breating." Andrea havde ikke selv haft et panik anfald længe og hendes var ikke præcis som hans trods alt. Hvad der forudsagde det var et mysterium, men hun ville hjælpe ham.. gøre alt. Det virkede ikke til at virke, hvordan skulle hun dog få ham til at sænke farten på sin vejrtrækning?

Andrea greb fat i hans ansigt og tvang ham derved til at kigge hende i øjnene. Hun havde altid været der for ham i hans svære tider, og prøvet at finde en løsning. Intet skulle stoppe hende i at finde den igen. Andrea var ved selv at reagere i lettere panik over ikke at vide, hvad hun skulle gøre. Men så kom hun i tanke om noget. Han var nød til at holde vejret. Andrea reagerede ved at presse sine læber ind imod hans. Det gav et sus i hende, et sus hun havde glemt fra for længe siden. Gemt under de følelse der lå begravet sammen med hendes fortid - og alle de ting hun drømte om før. Det overraskede hende på en måde og på en måde egentlig ikke at det føltes så behageligt. For hun kunne egentlig godt huske følelsen, før hun havde ladet ham gå. Havde hun fortrudt det, ja. Hvis hun havde haft en evne til at gå tilbage i tiden? Muligvis også. Ikke at hun ikke havde en god nutid, for det havde hun. Men hvem hun var mod hvem hun gerne ville være - var der meget forskel på. Andrea slap let hans læber, så slog hun stille øjnene op og sank en klump.

Nicolas ville ønske, han kunne forklare hvad der skete med ham. Ikke så meget for andres skyld, men for hans egen. Han ville vide hvad der fik ham til at føle sådan, og hvad han kunne gøre, så det forsvandt. Den konstante mangel på noget ukendt, noget uhåndgribeligt. Nicolas foretrak, når han kunne være alene med Andrea, når hun ikke var hustru, mor eller dronning. Men når de bare sad og var venner, ikke medarbejdere. Men han forstod også godt, hvorfor hun havde travlt til tider, og han ville ikke forlange, hun tog sig tid til ham. Heller ikke selvom, hun godt kunne bruge tid med sin bedste ven i ny og næ. Især i en situation som denne, hvor han ikke kunne kontrollere sig selv.

Han hørte hende kalde hans navn, men stoppede ikke. Han blev bare nød til at stoppe, stoppe den følelse han bar rundt på. Han nåede ikke at stoppe hende, før hans ryg var presset mod gulvet. Måske fordi, han ikke ønskede at gå ud i solen. Det virkede bare som om, der ikke var andre muligheder. Hans vejrtrækning forsatte i de små gisp. Han behøvede i realiteten ikke at trække vejret, men lige nu kunne han ikke stoppe sig selv. Hun forsøgte at berolige ham, det var pænt af hende, men det hjalp ikke. Han prøvede alt hvad han kunne, at få kontrol over sin vejtrækning, at tænke på noget andet. Men intet overgik den trang han følte, den mangel.

Nicolas blev overrasket. Det skete sjældent, men Andrea kunne godt overraske ham. At hun kyssede ham, var bestemt ikke noget han havde set komme. Selvom det føltes forkert et sted. Hun var gift, havde børn, var det alligevel rart. Det tog tankerne hen på hende, i stedet for det der besatte ham. Han trak ikke vejret, da hendes læber skiltes fra hans. Det havde hjulpet, men nu hvor hendes læber ikke længere lå mod hans, følte han sig igen i mangel på noget. Han blev nød til at kysse hende igen. Det var det eneste ind til videre, der havde hjulpet. Det ville måske være bedre, hvis han kyssede en anden, men der var ikke ligefrem mange kandidater. Caroline var nok den eneste, men hun var væk med vinden. Hvornår han ville se hende igen, anede han ikke. Han havde måske brug for en han kunne være tæt på.

Grebet af øjeblikket, lod Nicolas atter hans læber kollidere med Andreas. Hun havde bløde læber. Selvom de ikke ligefrem havde været i læbelås mange gange, havde han aldrig helt glemt hendes læber. Hun var en unik person i hans liv, og der var ingen der kunne overtage hendes plads. Han måtte stoppe sig selv, hans samvittighed gnavede alligevel i ham.

Han lagde hovedet mod gulvet, og hans blå øjne søgte hendes mørke. De havde et ukendt blik i dem. ”I do not wish to sound like a cliché, but kissing you made me think of something else. And I needed that. Something is wrong with me Andrea. I do not know what, but I need you right now. I would not ask you to do this, unless I actually thought it would help, but do you mind kissing me again?” Det lød måske forkert, som en dårlig undskyldning for at kysse hende. Men han talte sandt, og det ville hun også kunne se på ham. Hun kendte ham efterhånden godt nok til, at se forskel på hvornår han løj og hvornår han talte sandt.

Ærligtalt var hun i få sekunder bange for hans reaktion. Hun vidste hun var gift, og havde et helt andet liv lige rundt om hjørnet. Men i det sekund Nicolas lod sine læber ramme hendes var det glemt. Hun var væk i tiden, det kildrede i hendes mave på en måde hun ikke kunne beskrive. Det var kort, men selv efter deres læber forlod hinanden, længdes hun efter dem - hun ville gerne indrømme det, men kunne ikke. Samvittigheden var underligt nok ikke nået hende helt endnu, først da hun åbnede øjnene igen.
Øjenkontakten kunne ikke beskrives, de søgte hinanden. Andrea følte hun faldt ned i de blå øjne og måtte svømme i et uendelig hav for at overleve. Det mindede hende alligevel om deres første kys, da han havde haft mistet hukommelsen lettere, men stadigvæk vidste hvem hun var. Da han havde kysset hende. Undskyldede bagefter, og havde talt om, at hun havde fortjent bedre. Stadigvæk var der noget over Nicolas, som hun aldrig ville kunne skubbe til siden. Deres kemi var speciel, og mange kunne ikke sætte ord på den - om de selv kunne, var et endnu større spørgsmål.

Let sank hun en klump. Han snakkede, havde hendes fulde opmærksomhed. I starten så hun lidt undrende på ham, og vidste ærligtalt ikke, hvad hun skulle sige til det. Spørgsmålet kom bagpå hende, men Andrea fandt sig selv tilbage. Tilbage alle de gange han havde haft brug for nogen, hun havde altid været der. De gange Caroline havde efterladt de værste ar på ham, havde Andrea altid været den som kom ind til ham. Andrea ville altid hjælpe ham, for inderst inde bag sin facade elskede hun ham på en måde hun ikke kunne fortælle ham om. Andrea nikkede let. Så lænede hun sig let indover ham. Hun placerede hånden på hans kind, inden hun lænede sig ned for at placerer sine læber imod hans. Det var så uskyldigt og blidt, men bar en lidenskab og en følelse af længsel. En følelse hun pludselig ikke kunne skjule mere. Det var svært at skjule sine følelser i et kys, for de fløj lige igennem. You know ve deserve more then this. We are not just lost. We should stick together. Det havde været ord hun havde sagt til ham en af de gange han ikke ville lytte til hende. Lige meget, hvor mange gange han havde givet hende grunde til at forlade ham - kom hun altid tilbage. Andrea kendte ham på en anden måde end Caroline. Hun kendte ham uden Caroline, når han var svækket, og når han prøvede at bygge sig selv op. Caroline kendte den side af ham, som ville gøre alt for hende - men de andre ting var Andrea sikker på - at Caroline ikke kendte til. Kysset blev længere end hun havde regnet med, men fanget i sine følelser som skar igennem hendes facade.

De følelser var en del af de ting fra en bestemt boks. Alle de ting hun ønskede i livet lagde der, men det var også de ting som ikke kunne lade sig gøre. Det mindede hende blot om de gange hun havde ladet ham gå for andre. For Nephtys, for Caroline.. Set dem glade sammen og sørget for deres glæde. En lille tårer gled kort ned af hendes øjenkrog, men takket være kysset kunne han ikke se den. Dog smagen af den salte tårer ville nok ramme deres læber. Nogle gange ønskede hun slet ikke at være her, det havde aldrig været meningen hun skulle være her. Andrea gjorde blot sit bedste for at tingene til at give mening for hende her. Det var hendes forældre der havde placereret hende her.. Andrea havde dræbt dem begge to nu, hun burde have kontrollen og sige fra. Men måske var hun bange for verdenen nu som den var? Hvis hun smuttede ville de se på hende som svag. Det kunne hun også leve med. Til sidst slap hun hans læber ganske kort og selvom hun ønskede at slå blikket væk fra ham - så kunne hun ikke. Han kendte hende alligevel så godt. Han vidste det ikke var skylden der havde ramt hende. Mon han kunne sætte to og to sammen. Han havde haft det dårligt med det sidste gang, eller det havde han sagt til hende, fordi hans tanker var over det hele. Andrea havde været så vred på sig selv over et muligt ødelagt venskab. Ikke at de havde talt meget omkring det, udover da de havde sagt til Nephtys at der intet var i det. Andrea havde løjet den dag, men hun havde fuldt ud tænkt, at Nicolas aldrig nogensinde ville kunne have den slags følelser for hende.
"How are you feeling?" Spurgte hun i en lav bekymret hvisken, typisk hende. Altid andre før hende selv.

Samvittigheden lå bagerst i ham, ventede på at få lov at vise sig frem i lyset. Men det var ikke sket endnu, det var så svagt, han nærmest ikke mærkede det. Han havde andre ting at bekymre sig om, andre ting der fyldte mere. Det var underligt med Andrea, han elskede hende. Det havde han nok gjort fra starten. Han havde bare altid troet, det var venskabeligt mellem dem. Nu var han ikke længere sikker. Hvad, hvis han følte noget for hende. Det ville påvirke begge deres liv, han ville ikke kunne arbejde ved hendes side, se hende kysse Kai hver dag. Nicolas havde intet imod Kai, og han vidste også, han passede godt sammen med Andrea. Men måske kunne Nicolas også passe godt med hende.

Engang havde det været Angela, han kom til. Engang gik han til hende, når han havde brug for at tale. Men Andrea havde fået den rolle, da Angela smuttede. Han savnede selvfølgelig sin søster, men han havde en god erstatning. Nicolas vidste han ikke skulle have spurgt om det. Det var dumt. For første gang i lang tid, følte han sig forlegen. Hans blik søgte væk fra hendes. Han kunne ikke se hende i øjnene. Han var sekunder fra, at flytte hende og flygte til sit eget værelse, da hendes læber atter lå mod hans. Hans øjne faldt hurtigt sammen, og han nød den ro der herskede inden i ham.

Nicolas levede sig ind i kysset. Han ville lyve hvis han sagde, det ikke betød noget for ham. Det gjorde det. Hun var den vigtigste person i hans liv. Ja, Caroline var også vigtig. Men hun var ikke en konstant som Andrea var. Hun kom og gik, mens Andrea blev. Han havde bare et andet forhold til hende. Han turde vise sine svagheder for Andrea, fordi hun havde set ham svækket før. Det havde Caroline også, men ikke følelsesmæssigt. Ikke på samme måde, som når han havde manglet Caroline i sit liv. Nicolas havde set Andrea som en ven altid. Han havde ikke opdaget, de følelser der var begyndt at vokse. Måske fordi, det ville være spild af tid og føle sådan. Hun var sammen med en anden. Og selv hvis hun i en forskruet verden, forlod Kai, ville der være mange andre der ville være sammen med hende. Han spildte sin tid, og ville bare ende med at blive såret. Det var hvad han bildte sig selv ind, og han havde troet på det. Indtil nu.

Da kysset stoppede, forventede han følelserne gik i sig selv igen. Men han tog fejl. De rasede der ud af, bad til, hendes læber ville møde hans igen snart. Han blev nød til at stoppe sig selv mens legen var god. Det kunne aldrig blive til noget. Det måtte han bare indse. ”I’m fine.” Han lod hans ene hånd gribe fat om hendes. ”Can we get up now?” Han smilede det skæve smil, kun få personer i live havde set.

Følelsen af kulden der ramte hendes læber, og længslen efter mere. Skulle skylden ramme hende nu, så forstod hun den godt - og det gjorde den også - men det var ikke på samme måde som da Noah havde kysset hende og hun løb til Kai med det samme undskyldende. Her var Andrea ved at finde ud af om det var fordi, at hun havde skylden over at have trådt tættere på sit drømmeliv? Eller om det var skylden over at have kysset en anden end sin mand. Måske en blanding af begge dele. Han tog fat om hendes hånd og hun nikkede let. Så rejste hun sig op, uden at slippe hans hånd - derved kunne de begge komme på benene igen.
"Well, I'm glad that you are okay." Sagde hun og sendte ham et skævt smil igen. Det var ikke fordi det var så akavet, men stadigvæk en anelse. Andrea måtte møde sin virkelighed og drømme på samme tid nu, og finde ud af med sig selv - om hun kunne gøre den til virkelighed på nogen måde.

Let kløede hun sig i nakken, men tog ikke øjnene fra ham. Det var alligevel underligt, men hun holdt stadigvæk fast i tanken om - at det ikke kunne lade sig gøre. Hvorfor skulle Nicolas dog nogensinde få noget for hende? Det ville ikke give mening, han havde frit valg på sit menukort og kvinderne ville løbe hen til ham, så snart de så ham. Så selv hvis hun var fri, så ville en eller anden komme og elske ham - og han ville nok vælge den anden. Det var sket med Nephtys, så hvorfor skulle det ikke ske igen?
"So... what do you wanna do?" Spurgte hun så efter lidt tid, hun skar en anelse grimasse for at prøve at komme ind på noget andet. Eller måske burde de tale om det her? "Want something do drink or?" Spurgte hun endnu engang for blot at komme ind på en samtale. De havde måske lige skubbet deres venskab på en grænse som ingen af dem måske følte var på rette tid at konfrontere. Det forklarede den lettere akavet stemning som hun hadede virkelig meget.
"Or should we just talk about this..?" Sagde hun så og bed sig lettere nervøst i læben. Ikke at hun selv følte hun var klar til at fortælle om den forelskelse her, som hun havde haft igennem, hvad var det nu lidt over 5 år. Gemt det så godt væk, at hun troede de var væk - men nu var blusset frem igen. På den ene side var hun ligeglad med Caroline, men til dette her problem måtte hun bruge Carolines hjælp - hun kunne ikke ligefrem løbe rundt og kysse Nicolas når han fik disse panikanfald. Hun ville gerne, men det var langtfra fair overfor Kai.Det var nu hun begyndte at tænke over, om hun burde have gå med en ring på fingeren når hun havde følelser for en anden. Andrea kørte en hånd en anelse frustreret igennem sine mørke lokker.

Nicolas følte pludselig ikke, hans forhold med Andrea var det samme. Noget havde ændret sig. Han var ikke sikker på hvad. Måske var det ikke en god idé at udforske hvad deres nye forhold indebar. De var begge et sted, hvor de kunne miste en masse, hvis deres forhold ændrede sig. Men det var bare svært for ham, at holde sig fra hende. Han havde kun klaret det så længe, fordi han var overbevidst om, hun kun så dem som venner. Nu var han ikke længere sikker på det. Hele hans liv kunne tage en ny drejning, hvis bare han greb muligheden. Men han var ikke sikker på, om han ønskede det. Det ukendte fra uforudsigeligt.
Nicolas rejste sig med Andrea og smilede til en hende ved hendes ord. ”Me too.” Han kunne godt fornemme det akavede der lå imellem dem. Men det ønskede han ikke.

Samtidig med hende, førte han sin hånd til hans nakke. Den faldt dog hurtigt ned langs side. Han var lige pludselig usikker på, hvor han havde Andrea. Hun havde altid været en ven, hans bedste ven. Han havde aldrig overhovedet overvejet muligheden for, at finde sammen med hende. Hun havde altid en anden, og når hun ikke havde, havde han. Der havde bare aldrig været en tid for dem. Måske skulle han gribe chancen men den var der. Eller i hvert fald få talt ud om det, så hun vidste hvordan han havde det. Det var ikke usandsynligt, hun havde det ligedan. Sådan et kys, kom sjældent uden noget følelse bag.


Nicolas tøvede med at svare. Hvad havde han egentlig lyst til? Mest af alt, ønskede han at skifte emne. Men han var ikke ung længere, han kunne ikke løbe fra sine følelser. Han ønskede det heller ikke længere. Han var gået glip af så meget, fordi han var stukket af i stedet for at konfrontere sine følelser. ”We probably should talk. Just to make sure we feel the same about this episode.” Med episode, mente han naturligvis kysset. Det var bare lettere at kalde det ved noget andet. Så var det ikke så tæt på. ”Okay well.. I did mean what I said. Your kiss calmed me down. But I mostly think, it was just because it was you. You always had the ability to make me calm. I do not want that to change. But I think I just need to say it.”

Han holdt en pause. Det var ikke let for ham at tale om følelser. Men når de var på bordet, behøvede han ikke holde det inde længere. ”I never saw you as something else than a friend. Mostly because, it was never a possibility we became more. But I love you Andrea. And I finally realize just how much. You are not just a friend. You have never been.” Han slog blikket væk. Det var altid lidt skræmmende at ændre et forhold sådan. Deres venskab kunne aldrig blive helt som det var før. Lige meget hvad hun svarede.

Det tøvende svar gjorde hun følte hun rystede let. Som klamme fingre der løb nedover hendes ryg, og nærmest gav hende lysten til at gispe efter vejret - dog holdt hun det inde. I stedet for ventede hun blot på ham. Andrea vidste at Nicolas ikke var så god til sine følelser, de gange han havde smidt hende ud af sit palæ før i tiden, når hun prøvede at hjælpe ham. Fordi, at han ikke var i stand til at se igennem den mur han så kraftigt havde fået bygget op. Dog var Andrea i stand til at se lige igennem den. Til sidst kunne hun se ham sprede sine læber let så ordene kunne flyde ud. Allerede i det sekund inden ordene kom, havde hun forudset sit nederlag. Lige meget hvad han sagde, ville hun skulle tage en voldsom beslutning. Andrea nikkede til han sagde han ville snakke om det hele. Heldigvis. Eller måske ikke? Var hun klar til at få sine følelser nedlagt? Han havde altid været der, også selvom han ikke vidste det. Måske havde han skubbet hende væk før, men siden de begge var blevet enige om, at hun ikke bare smuttede - så havde han været hendes bedste ven. Og altid været der for hende, og ingen andre ville hun stole på mere end ham. Ikke Rowan, ikke Kai, ikke Neal - Nicolas. Så talte han igen. Nervøst så hun afventende på ham, han kendte hende nok til at vide, at hun var nervøs. Det kunne ses tydeligt i hendes blik, for hun turde godt vise sine følelser fuldt ud til ham. Det gjorde hun med de fleste, men de sårbare og mere dybe vidste hun sjældent - kun til ham. But I mostly think, it was just because it was you. You always had the ability to make me calm. Andrea løftede blikket stærkere op i hans øjne. Det var tydeligt at hans ord betød noget stort for hende.

Andrea lod ham holde sin pause, og afbrød ham ikke en eneste gang. Det ville være unfair, mest fordi, at han knap nok åbnede op om sine inderste følelser. Lige nu var hun i et andet univers, han havde taget hende derhen. Så snakkede han igen. Den første sætning fik hende til at holde vejret, og hun gik nærmest i panik indeni. But I love you Andrea. And I finally realize just how much. You are not just a friend. You have never been. Det næste fik hende til at ånde lettet ud, som om hun havde holdt vejret forevigt for dette korte øjeblik.  Nicolas slog blikket væk fra hende, men det gjorde blot hun trådte tættere på og lagde en hånd blidt under hans hage - blot for at løfte hans hoved op. Så kiggede hun ham i øjnene og fangede sig selv i en labyrint af følelser.
"I always loved you as more then a friend." Sagde hun og sank en klump. Det var svært for dem begge at sige. Og hun kunne mærke hjertet der galoperede afsted voldsommere og voldsommere i dette øjeblik. Så sank hun en klump.
"And I always will. But I never thought for a second you could feel the same for me. I mean look at me. I'm just here in this castle because I was told to. Living a life that they wanted me to. You are here with me. You always been here with me." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. "You are the reason I still can be myself. Nobody here but you, knows who I really am. And I'm happy you never left." På trods hun vidste, at han flere gange nok havde overvejet det. At glo på det perfekte familie liv var nok heller ikke let. Andrea ville aldrig dømme ham for det, hun havde ladet ham gå nok gange til at vide han ville komme tilbage. En eller anden dag.
"I'm sorry I never told you. You looked so happy with Nephtys I didn't want to ruin it." Det var mange mange år siden, og først ved den sætning kunne han egentlig sætte tid på - hvor længe hun havde haft det som hun havde. Hvor længe hun havde skubbet sine følelser væk fra sig.

Nicolas var blevet en bedre version af sig selv, efter han begyndte at arbejde med Andrea. Han var ikke så vred hele tiden, ikke så frustreret. Han kunne lettere få afløb på sine følelser. Det meste af tiden. Han havde haft sin tvivl om, hvad han skulle sige til Andrea, om han nogensinde skulle åbne op for sine følelser og bare afsløre hvad der var i hans hjerte. Det havde været Caroline og Nepthys, men de var begge forstvundet igen. I al den tid han havde kendt Andrea, havde hun aldrig forladt hans side. Hun havde altid været i hans hjerte. Selvom han ikke havde været klog nok til, at se sandheden.

Hans mundvige løftede sig en anelse, da deres øjenkontakt blev stærkere. Han kunne forsøge at sætte ord på, hvor vigtig en person Andrea faktisk var i hans liv. Men det ville være spild af ord, for han var ikke sikker på, det overhovedet var muligt. Det var også derfor det var svært for ham nu. Han ønskede ikke, at deres forhold skulle ødelægges, og han ønskede ikke at ødelægge hendes ægteskab med Kai. Så måske var det bare egoistisk af ham. Han tvang hende til at vælge, og det havde aldrig været hans intention.

Nicolas havde for travlt med, at studere gulvet til at opfange hun trådte nærmere. Han gik bare ud fra, hun ville sige hun elskede Kai. Det var hvad han forventede. Hans blik vidste derfor overraskelse, da hun løftede hans hoved og så ham dybt i øjnene. Det var ikke sådan et blik, man så imellem venner. Men hvad betød det så? Så fik han sit svar. Hun så ikke på ham som en ven. Men som noget mere. Han var sikker på, hans hjerte ville have været på vej ud af brystet i tilfælde af det havde banket. Men hans hjerne var på overarbejde han forsøgte at forstå hvad hun sagde til ham, finde den egentlige betydning af ordene. Det var ret lige til. Hun elskede ham. Han elskede hende.

”You are so brave Andrea. Braver than most. You take any situation at make it as best as possible for anyone. You are selfless and positive. Traits most could use. You make me better. I am only here because of you, because of the impact you have on my life.” Nicolas ønskede sig vel et sted at reproducere, at få børn og en rigtig familie. Han havde haft det engang, men det blev taget fra ham. Siden da, havde han ikke turde forsøge. Og så var det ikke længere en mulighed.

”I did love Nephtys, I would never be with her if I did not. But already then, I think I loved you too. I only did what you ask. I wanted to make you happy, by making your sister happy, I suppose.” Der var blevet udvekslet en masse følelser og nu var det hele på bordet. Så skulle de bare bearbejde dem. ”I think I need to take a walk, just to get my head to understand this. Can we talk more tomorrow?”

Det næste han sagde betød al verden for hende. En som faktisk kunne se hende, eller det havde han altid kunne. Måske havde hun bare ikke indset det før nu. Et skævt smil sneg sig op på hendes læber. De her følelser var noget af det mest rene hun havde følt i sit liv. Af alt det hun havde oplevet, så hang de ved. Igennem alt. Andrea vidste der skulle tænkes over det, en ny dør var blevet åbnet - en ny mulighed. Intet ville blive det samme alligevel, og hvis hun skulle vælge en person at dele sit liv med - så ville hun vælge Nicolas. Deres følelser havde de aldrig talt om alene før nu. Heller ikke dengang. Det gjorde det mere lettet for hende, faktisk at få lagt dem på bordet end at gemme dem. Han havde brug for en gå tur. Solen var også endelig gået ned. Hun havde selv brug for at tænke lidt. Nu fortrød hun allerede at hun havde kontantet Caroline omkring hjælpen med Nicolas manglende fokus.
"Yes we can. My head needs to understand this too." Sagde hun med et skævt smil, og nikkede til at han kunne gå en tur nu.

Andrea gik tilbage til sit værelse og satte sig i sin stol igen. Stirrede på sit spejlbilled. Der var ting som skulle tænkes voldsomt igennem. Alt hun gjorde fra nu af, ville vende hendes liv op og ned. Den tur havde hun taget så mange gange. Det burde ikke være specielt svært at se. Det var typisk hende ikke at ville sårer nogle. Hun prøvede at gøre det godt for alle. Men i sidste ende sårede det hende - nu var det på tide at tage vare på hendes egne følelser. Det ville gøre ondt på nogle undervejs, men det var hvad der måtte gøres.

//out