I wished that I could just make everyone understand ~ Nic <3

t: omkring halv elleve
s: Kroen Targaryen
v: Udenfor regner det kraftigt

Tiden havde tæret på hende, mentalt. Hun havde gemt sig, og selvom hun egentlig var et objekt fra naturens side der ikke kunne forgå, så var det som om hun ikke længere var den samme unge skønhed hun var da hun blev forvandlet.
Hendes hår var flettet i den ene side, og en syning gik fra hendes øreflip ned til skulderen. Udover syningen kunne man se de tydelige ar efter hendes forvandling den aften i Doomsville. Den aften hun forelskede sig i Nicolas.
En sort top dækkede skulderen og brystkassen, mens maven var bar.
Hun havde sorte bukser på, der afslørede slidtage. Næsten bar tegn af at være brækket og sat på plads igen, og hendes hænder lod til at have været blevet knust og skåret i et utal af gange.
Betalingen for asyl var hård ved Storyteller-klanens såkaldte venner.
Foran hende stod den velkendte flaske - den eneste væske der kunne få hende bare en smule ned på jorden igen; Whisky. Hun burde egentlig vide bedre, end at tage tilbage til Sunfury - det var jo her alt faldt fra hinanden. Efter at have mødt Andrea i parken, havde hun haft behov for at glemme igen, bare forsvinde ned i en verden af medynk.
Fylde mennesker, der nød deres spiritus, larmede en smule i den anden ende af kroen, hvilket gav hende mere eller mindre lyst til at flå hovedet af dem.
Overfor hende var en tom stol - nok den eneste i hele kroen på denne dejlige aften. Mon ikke hun ville blive i bedre humør snart? At være sur hjalp jo ingen.

Nicolas trådte ind på kroen, og lod et kort øjeblik duften af den alkoholiserede blod svæve omkring ham. Så blev han opmærksom på dem i kroen. De fulde mænd i baren, den servicerende bartender. Før han drejede hovedet, opfangede han en velkendt duft. Det kunne ikke passe..? Nicolas vendte blikket imod duften, og blev overrasket over synet. Han var overbevidst om, at hans sanser måtte have spillet ham et puds. Nemesis var taget af sted, væk fra ham og alt andet. Han havde mistet de to kvinder han elskede på kort tid. Det havde efterladt ham tilbage med Andrea, en god veninde. Hun var skam helt fantastisk, men det var ikke det samme. Han overvejede et øjeblik at gå igen, for ikke at risikere at stryge salt i såret. Men han kunne ikke. Hun sad lige der, foran ham. Han kunne ikke vende hende ryggen og risikere aldrig at se hende igen. Så hellere holde en potentiel smerte ud, for en sidste aften med hende. Nicolas bevægede sig hen imod bordet. Hun sad alene. Det var vel ikke noget nyt. Hun var lige som ham. Foretræk at være alene, og have få personer tæt på livet, frem for en masse. Det var måske også derfor, de havde det så godt sammen. Da han nåede bordet, tog han sig selv i at stå et øjeblik og bare kigge, men før det blev for underligt, sagde han noget. ”Er pladsen optaget?” Han gik næsten ud fra svaret ville være nej. Det håbede han i hvert fald på.

Neph - bedre kendt som Nemesis hos de fleste nu - vidste ikke længere hvad hun egentlig skulle sige eller gøre.
Ved hende stod den mand der engang havde været hendes livs kærlighed - og stadig var det. Men det var som om hun skammede sig, frygtede for hans dømmende blikke.
Da han så spurgte om pladsen var optaget, så kunne hun ikke gøre andet end at smile stille - lettet - og skubbe stolen en smule ud med sin fod.
''Længe siden, Nic.'' konstaterede hun, med en stemme der måske var en smule hæs - efter hendes tid væk fra overfladen.
Hendes krop bar præg af hendes liv under jorden, i en kælder - spændt fast til en stol. Hun havde ikke fortalt andre om det - kun Cassidy vidste hvor hun havde været og hvad der var sket med hende, og det var det bedste. Hun kunne jo risikerer at andre ville dømme hende for det.

//beklager længden.. xD

Nicolas satte sig, da hun skubbede stolen ud for ham. Han havde aldrig forstået hvad der var sket. Og på trods af han var nød til at forsætte, havde han altid tænkt på hende. Hvor hun var, hvad hun lavede, hvorfor hun var gået. Han havde ikke ledt efter hende, fordi han havde overbevidst sig selv om, hun ikke ønskede det. ”Hvornår kom du tilbage?” Nicolas var vel en smule skuffet. Han havde forventet, at hun ville opsøge ham som det første. Men et eller andet sted, forstod han også godt hun ikke havde gjort det. Det var ikke let at vende tilbage, efter at have været væk. Det vidste han, for han havde selv gjort det en masse gange. Nicolas vidste ikke hvor han stod med Nemesis længere. Der var gået et stykke tid hvor de ikke havde set hinanden, han vidste ikke hvad hun havde været igennem. Hun kunne sagtens have mødt en anden. Nicolas var ikke kommet videre. Ikke rigtig. Han havde prøvet, men han kunne ikke følelsesmæssigt kaste sig ud i noget nyt. Ikke før hans forhold med Nemesis havde fået en afrunding, hvis det overhovedet blev nødvendigt. En del af ham, ville gerne finde sammen med hende igen, mens en anden, den fornuftige, forsøgte at tale ham fra det. Alle han havde et intimt forhold med endte med at blive brændt. Han ville ikke se Nemesis brænde op. Det var sket med Caroline, og det pinte ham stadig.

Nemesis vidste udmærket godt at hun ikke havde behandlet ham så godt som han havde fortjent - og hun hadede sig selv for det. Men sket var sket - hun var ikke længere den søde eftergivne pige hun engang havde været, og med tingene som de var nu i deres verden kunne hun ikke tillade sig at blive sig selv igen hvis hun ville overleve.
''Jeg kom tilbage for.. et par dage siden, tror jeg nok..'' sagde hun en smule fraværende. Hun havde stadig ingen tidsfornemmelse, for det var altid mørkt når hun var ude. Stille og roligt så hun på ham, mens hun tog endnu en tår af den kraftige sprut.
Hendes fingre gjorde ikke ondt længere - det gjorde hendes hjerte heller ikke. Hun havde opgivet den slags smerte - den gjorde for ondt. Nic var... han var hvad der var tilbage af en gammel tid, en svunden tid hvor hun følte sig elsket og tryg. Hun var en anden nu - en jaget og smertepræget kvinde der ikke kunne gøre andet end at gøre som hun fik besked på af dem hun skyldte penge. Indtil hendes asyl-gæld var betalt af, var der ikke mere tilbage for hende. Hun kunne ikke have venner, forhold eller familie. Hun kunne kun være alene.
''Hvordan går det?'' spurgte hun roligt, men under overfladen ville enhver kunne se at hun havde brug for mere end bare at snakke med ham. Hun var både sulten og manglede intimitet - men hun ville ikke kunne håndterer det. Hun ville bryde mentalt sammen, opgive.. Hun måtte holde sammen på sig selv - og ikke lade andre se hvad hun havde set.