Try to understand that i am not like you- Sansa

Tid: 23:30
Vejr: mørkt
Omgivelser: en kvinde og tre mænd
Sted: en gyde nær gågaderne

Zantanna havde taget til gågaden, hun anede ikke hvorfor for gaden var lige så død som hun var, hun var iført en sort kjole som fik hende til at se mere bleg hendes læber pressede svagt i smil da lugten af blod ramte hende, hun elskede lugten af blod var dejlig, hun havde ikke spist flere af grunde som hun ikke ville fortælle, hun anede ikke hvad, men der var noget ved stilheden som gjorde hende urolig. Hun bed svagt læben, inden beslutsomt gik frem ad, hun anede ikke var der ventede hende, men hun var ikke bange det var kunne for pattebørn. Hun fandt hurtigt gyden smuttede med lydløse skridt ind og så tre mænd omkring en kvinde, kvinden lagde i midten, hun kunne ikke rigtigt se hvordan kvinden så, men hun kunne lugte at blodet kom kvinden, hun betragtede dem og undtrykte en et grin, hun grinede fordi hun snytes det var sjovt at kvinden havnet i denne knibe.

Hun trådte ud af skyggerne og rømmede sig, hendes øjne lyste op i en blod rød farve, blodet fra kvinden gjorde mere sulten, grinede igen virkede malpalceret i deres kreds, mændene vendte sig om imod hende, de to hoveder højere end hende og troede at de havde overtaget, da hun var så lille og spinkel. Hun lod tvinge hende over til kvinden i midten af ringen, hun værdigende hende dog ikke blik, men mændene havde hendes fulde opmærksomhed, hun tog imod de første slag som også haglede ned over hende, derefter folde hun sig, hun var arrig, en af de eneste følelser , hun kunne vise. Hun ville have kvinden for sig selv. Hun greb i arrigskab den af dem så let som ingenting kastede dem imod de to andre. Det var først nu vendte sig om imod kvinden.

Sansa var havnet i lidt af en kattepine. Hun havde været på vej hjem til sine døtre, efter at have handlet ind for småpenge. Dog havde nogle vampyrer set hende som deres måltid, og to imod en; det var langtfra fair. De havde nået st tage noget af hendes blod. Sansa stønnede sf smerten, og kunne næsten illisinere sig selv til, hvordan blodet dunkede, da det flød ud af hendes sår. Hun måtte tage sig sammen. Ellers ville hun ikke overleve dette. Så snart den nuankommende blodsuger kom, og fik mændene afvejen, satte hun sig halvt op. Sansa tog sig til halsen hvor blodet for ud. Hun rev noget stof af den slidte trøje og lagde begge stykker på sin hals, imens hun håbede det ville heale ret hurtigt. Sansa kiggede på den koldblodige kvinde. Den hvide hud afslørede hende på forhånd. Sansa holdt vejret og sank en klump. Hendes hjerte bankede afsted, hvilket afslørede hendes frygt - uheldigvis for Sansa. "Jeg beder dig. Bare lad mig gå." Sagde hun med en skinger bange stemme. Det var tydeligt, at hun bad for sit liv. Med alt hvad hun havde i sig, hun ønskede at leve intet andet.

//iPad svar, håber det er okay //

ger hendes hårfarve er brun.


Zantanna unslap en sød latter, der virkede forkert på dette tidspunkt ” hvad for dig til at tro at jeg reddede dit usle liv for at lade dig gå?” spurgte hun stemmen var stadig sukkersød, men det kun fordi hun havde lyst lege, hun ejede ikke en rar sjæl overhovedet, hun grinede og det ville gøre en var bedre tilpas vis ikke det var fordi hun ville drikke blodet, hun lod svagt en hånd glide igemmen sit hår, inden hun samlede englen op. Hun virkede somtider som et barn, men det var facade, hun lagde hoved på skrå inden hun svagt lod en hånd glide drilende ned over hendes kind i et kærtegn, som om hun forsikre englen at hun var i gode hænder sammen med hende. Hun gav slip vis hun ikke kunne stå på de små engle ben ville Sansa falde til jorden. Hun lod elskede frygten stemmen hun kunne så tydelig høre den og den var til at smage på.
Hun bed sig svagt i læben hun ventede engtlig bare på at englen ville løbe, hun elskede jagter, hun satte sig ned ” okay så stik du bare afsted” sagde hun og lød ligegyldig. Hun håbede at hun ville tage flugten, hun lukkede sine øjne, imens hun inde i sit hoved begyndte at tælle, hun ville for sjov se hvor lang tid det ville tage den lille engel at løbe, for hun ville nemt kunne finde den igen. Hunn lugtede jo lang væk af blod.

Sansa rejste sig op, og var på vagt. Hun stolede ikke på disse væsner, de bloddrikkende monstre. Hun havde sine krystalblå øjne faste på vampyrkvinden. Fingrene der gled af hendes kind, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Sansa. Sansa kunne sagtens stå selv. Da kvinden atter sagde noget, rystede Sansa blot svagt på hovedet. "Så du kan jagte mig? Seriøst. Måske er jeg engel, men jeg er ikke dum." Fløj det ud af hende, og det overraskede hende noget så kraftigt. Dog rystede Sansa blot på hovedet af kvinden - det var spild af hendes tid. Sansa vendte rundt på sine hæle, og begyndte at gå. Hun tog blodkludene væk fra sin hals og smørrede blodet ud på forskellige murer inden hun så smed kludene i en anden retning end den hun gik - hendes fært var to steder nu. Sansa vidste dog selvfølgelig udemærket godt, at vampyren ville finde hende, hvis hun virkelig ønskede det. Sanasa var overrasket over sig selv. At hun havde virket ret selvsikker, hvor hun endelig ikke plagede at være skyggen af det.
Der gik ikke langtid før hun kunne fornemme nogle i hendes nærvær. Det var sikkert vampyren og det gik Sansa til at stoppe op, og vende sig om. Hun var meget opmærksom, på hvad der skulle ske. Ikke fordi hun vidste hvordan man slog igen eller noget, men man blev vel altid klogere når det galte ens eget liv.

Hun grinede den sukkersøde latter, imens englen vendte rundt gik imod udgangen af gyden, hun fulgte efter hende, men skyggerne. Hun ville bestemt ikke lade for langt ud af syne, hun ville bare gerne se hvor hun skulle hen. Hun var smule nysrrig, måske hun kunne føre hende til bedre måltid, men da englen stoppede op, stoppede hun op, hun holdte vejret for ikke at afsløre sig, hun håbede at hun gemt godt nok skyggerne for hun stadig meget ung til forhold mange andre. Hun var dog trænet til være kold og hård, andre ville kalde hende ond.

Hun ville nok lyve, vis hun sagde at hun ikke havde en smule god hed i sig, men den var gemt så godt væk at hun sometider troede hun heller selv at hun var god. Hun betragtede englen imens stod der og der var noget der huun undrede sig over ved den engel. Hun virkede ikke som de engle hun havde mødt, hun virkede mere hård og ikke så naiv måske som de andre.
Noget i Zantanna fik lyst til vide hvorfor denne engel var så hård, hun nem slippe af med når hun havde lyst til blod, men nu hvor englen havde vækket hendes opmærksomhed var enddnu svære at komme af med.

Sansa kunne fornemme den sære duft af død, der hang i området - hvilket hun ville tro var tegn på en vampyr. Hun havde da fået lidt ud, af at være i byen for tiden. De blege kolde væsner var vampyerne, dæmonerne var de hæslige og onde. Sansa kneb sine øjne i mørket. Den blege hud blev lidt mere synlig for hende. "Hvis du venter på, at jeg løber. Så kommer du til at vente længe, for jeg har ikke tænkt mig at flygte. Jeg er færdig med at flygte." Sagde hun og sank så en klump. Sansas overlevelses instinkter skreg til hende sammen med de indre dæmoner. De ville have hende til at gøre modstand imod vampyren. Sansa følte sig lidt som en kriger, også ikke helt alligevel, for hun vidste intet om selvforsvar. "Jeg ved du er der." Tilføjede hun og kiggede imod der, hvor hun mente at vampyren gemte sig. Sansa prøvede at holde hovedet koldt, og blev næsten helt stolt af sig selv. Ligenu stod hun op og blev stående, for at redde sit eget skind. Hun havde overskredet en grænse, og det gjorde hende noget så glad indeni. Hun åndede forsigtigt ud. "Hvis du vil skad mig, så prøv bare." Sagde hun så ud i mørket. "Eller vis mig, at det ikke er alle vampyrer der bare er kolde og følelsesløse væsner." Tilføjede hun overraskende. Der var intet tilbage at gøre, end at vente. Se hvad der skete, det gav et sus i Sansa.

Det gav et sæt i Zantanna da hun snakkede til hende, hun stod og anede ikke hvad hun skulle sige, hendes vrede var der stadig, men det var sulten og stank langt væk blod " jeg dræbt dig allerede nu vis havde villet" sagde hun sammenbidt, men vis det kamp hun ville have skulle hun give englen en kamp. Den søde latter var væk hun gik hen imod hende hun skulle tæt nok på vis hun skulle bruge hendes evne til at give hende lærestreg. Hun trak med umenneskelig fart og endte bag hende hun greb fat i englens skulder " du ønsker ikke kæmpe imod mig, så snak ordenligt, eller jeg skal sørge for at du aldrig kommer hjem" sagde koldt advarende, vis lade mærke var hendes øjne blevet mere røde, men efter hun sagt sin advarelse trak hun sig tilbage da hun blev forstyrret af de andre vampyrer som hun havde banket. Hun stivende da hun så hvem de havde med, der stod han hendes såkaldte far. Hun ikke set ham længe og smule bag ham stod Ethan Sparks hendes mage, eller ihvertfald vis du spurgte hendes familie som ikke rigtigt var hende.

Hun glemte helt englen, da faren gik hen imod englen og hende, hun blottede svagt sine tænder " når jeg siger til så løber du" hviskede hun den vrede stemme var væk, men englen ville ikke levede et sammenstød imellem dem. Hun betragtede sin som kom nærmere. Hun skubbede englen bag sig " i rør hende ik, hun er min" snerrede hun advarende, hun nikkede svagt til englen " nu løøb" sagde hun ikke særlig højt, men højt nok til at hun kunne høre det. Idet hun havde sagt det greb hendes far omkring Zatannas hals. Han sendte de andre efter englen. Hun kiggede koldt på ham imens koldt smil bredte sig hans klamme læber " du er blevet blød" svarede han ganske kort, men når englen nu din skal du også få lov til dræbe hende når vi kommer hjem" hans stemme kunne dræbe, den var kold og hård.

Det hele gik så hurtigt, og hvis Sansa havde været modig nok - havde hun sikkert også gjort et eller andet, for at slippe fra denne situation. Så snart der kom andre til, var det som om at Sansa stoppede med at trække vejret. Hendes hjerte slag blev hurtigere og hurtigere. Sansa lyttede til hvad kvinden bagved hende sagde, hun virkede en smule skræmt over de nyankommende og så ikke alligevel. Da kvinden bag hende om at løbe, tvivlede Sansa ikke et øjeblik. Hun satte i løb igennem gågaden, så hurtigt hendes ben kunne bære hende henover stenene. Sansa vidste udemærket godt, at imod vampyre, var hun ikke specielt hurtig. Sansa i sin fart slog vingerne ud, de mørkerøde vinger. Normalt var englens vinger hvide, eller sorte hvis de var faldne, men Sansas var mørkerøde. Hun satte af og fløj op i luften. Sansa hang i luften, imens vingerne blafrede for at for at holde hende oppe. Det var længe siden, at Sansa havde været i luften - og det havde måske lige reddet hendes liv. Sansa kunne dog intet se i mørket, men vidste, at hun havde bedst chance i luften end på jorden. Det var dog bare et spørgsmål om tid, før natte kulden ville tage over og fryse hende. Sansa landede på et tag, og trak vingerne ind.

Sansa gik hen af tagstenene på husene, lyden af nogle hævede stemme gjorde, at hun helt lydløst gav sig til at opspore, hvor kvinden var henne. Sansa satte sig ned på et af tagene, da kvinden havde haft færten af Sansas blod engang, var chancen for at hun kunne fornemme at Sansa var i nærheden større, end ved de andre. Dog var Sansa klar til at sprede vingerne ud, og flyve i sikkerhed, hvis det skulle komme dertil. Hun havde en lille plan om, at flyve ned og gribe om vampyrkvinden, og så flyve væk med hende. Hun troede ikke på den kolde facade efter hvad hun havde set. Sansa ville dog vente og hører hvad der skete. Meget kunne hun nemlig ikke se, men tydeligt hører.

Zantanna gispede da hans greb om hendes hals blev stammere, i med hvor vred, han blev da andre ganske kort tid efter kom tilbage med nyheden om englen fløjet sin vej. Han vendte sit blik imod hende " Du kommer kælderen når kommer hjem, tro ikke at du nogen sinde kommer ud" sagde han hvæssende, hendes evne, hun kom i tanke om den og gnist af beslutsomhed kunne anes i hendes øjne. Hun greb om hans hænder og hendes øjne blev sorte, men imens de sorte kunne hun intet se og faktisk blind, derfor så hun ikke da en af de tre unge vampyre, de yngre end hende, gav hende knytnæve lige kæben, en knasende lyd kunne høres og hvis Zantanna havde kunnet skrige havde gjort, eller det ville sige vis den anden som stod med grebet omkring hendes hals ikke var hendes far.
Han havde slået hende, hele sit liv når hun græd, de havde endda taget hendes dukke fra, den hun havde fået af sin rigtige far.
En svagt betryggede duft, gjorde at fik mod til at spark ud efter faren som var ved at komme sig efter evneangrb. hvilket resluterede i at han faldte bagover. Han slap hende, men hun var færdig, Ethan var over hende og som første gang da forvadlede hende, tvang han hende ned på jorden, han kiggede hende ind øjnene. Der var uhyggeligt og forfærdlige ved hun havde ikke lyst til at se dem, hun ville ikke huske tilbage.

Sansa kom tættere på og fik øje for hvad der forgik. Den måde de behandlede hende på, den var langtfra fair. Den gjorde noget hende i Sansa boblede af vrede. Sansa havde ikke lyst til bare at sidde stille og se på. Hvad mente han med kælderen. Det lød så mørkt og trist. Sansa sank en klump. Der kom noget frem i hende, så snart en af vampyrene smed hende i jorde. Sansa sprang ned og landede på sine fødder - perfekt landing. Hun lagde armene overkors, og hendes ansigt var næsten koldt. "Slip hende." Sagde hun og hævede på sine bryn. Ilden i hende var begyndt at brænde, og skønt hun ikke kendte sin evne endnu, ville den snart komme og byde hende velkommen. Sansa kørte et blik hen imod nogle af vampyrene, og en ring af ild, løb hen af jorden og burede dem inde. "Du hørte mig godt ikke? Lad hende gå. Eller jeg brænder dig af, uden så meget som at blinke." Truede hun. Sansa blev overrasket over sig selv, den indre ild. Det måtte have været hende indre dæmon eller drage skulle man da næsten sige. Sansa trådte et skridt frem. Engle var ligeså stærke som vampyrer, selvom Sansa ikke vidste hvordan man sloges, så ville tiden bringe det frem i hende, ligesom hendes evne. Hvis vampyren ikke flyttede sig fra kvinden, ville Sansa ligeså stille begynde at brænde hans ryg, for at true ham. Sansa havde aldrig slået ihjel, og siden hun ikke var falden - så var det måske heller ikke det de havde tænkt at hun ville gøre. Men at skade andre, for at redde nogle - det så Sansa ingen ko på isen for.

” HVAD LAVER DU?!” spurgte hun råbende, hun vidste at hendes far også havde en evne, hun vidste at hendes far var meget gammel, hun anede selvføleglig ikke hvor gammel englen var, men hun sikker på at denne evne ny for englen. Hun vidste ikke hvorfor, men det virkede bare sådan, far var kommet imens engle havde travlt med Ethan. Sneg sig panther på jagt om bag ved englen, men sagde noget sendte han tanke bølge igmmen hendes hoved, det gjorde ondt og hun skar grimasse, hun måtte ikke skrige, for så havde han en undskyldning for dræbe englen og det ville være hendes skyld ” stop” det var ikke en bøn, men order hun kunne måske forhandle med englens overlevelse for hendes engen frihed. Ethan rejste, men greb fat i hendes arm. Hun var skjold imod ilden. ” pas på” sagde hun så højt at englen kunne høre det. Hun bedte til at englen atter ville blive bange og flyve sin vej, hun måtte jo havde noget familie som hun skulle tilbage til.

Sansa bemærkede hvor hurtigt det hele gik. Inderst inde vidste hun godt, at det var noget rod - som hun havde rodet sig ud i. Det var livsfarligt at lege med vampyrer. Specielt når man var ny i branchen. Sansa virkede dog ikke bange overhovedet, hun var vred - der lagde forskellen. Nok var ilden ny for hende, men den omfavnede hende. Flammerne begav sig nærmest ud af hendes hud og lagde sig om hende. Sansa nåede at blive helt begejstret før hun måtte tage sig sammen igen. Den ene vampyr brugte kvinden som skjold. Hvor umandigt af ham?
Sansa bemærkede hurtigt højde forskellen. Hendes flammer dæmpede sig, inden hun lavede en løbeild. Det gjorde hun af en trance fra flammerne. De løb hen af den kolde jord, til de nåede vampyren bag kvindens ben - Sansa så sit snit, og bredte sine vinger ud igen. Hun satte fart hen af imod kvinden og tog med sine hænder fast i kvinden, så hun havde ansigtet op imod Sansa - der blev holdt om kvindens liv, imens hun fløj. Selvfølgelig ville kvinden kunne slippe ud af hendes greb, hvis hun vred sig nok. Men de ville styrte og det ville ikke ende kønt.
Endelig satte Sansa dem ned, udenfor et lille hus. Der boede en ældre dame og Sansas døtre Callia og Enya. "Det ikke fair at blive behandlet, som de gjorde imod dig." Sagde hun så, for at afbryde stilheden.

Manden stak i et hvin, han brød sig ikke om flammerne, hun nåede dog ikke at tænke før hun blev løftet op i luften, hun bevægede sig ikke en tomme inden huj blev sat på jorden, hun var ikke den bedste i højder, men vidse at det var vigtigt at være stille oppe luften, hun sagde ikke noget de først 10 sekunder, hun vidste at englen havde været fælle, fordi engleblod var hendes ynglins blod og det havde virket, vampyerne var hendes fars. Hu n sank svagt en klump, en følelse hun ikke kunne sætte ord bredte sig i hendes krop det var hendes skyld at englen var så ille tilredt at blodet hendes sår? hvordan havde hun det engentlig? Hun kiggede op og facade af vrede kom frem " når siger du skal løbe så mener jeg for helvede da løb og ikke komme tilbage" sagde  hun disse vampyre farlige og nu hvor englen havde hjulpet hende havde det gjort hende og den familie hun måtte have et mål for hendes far. Hun blødte da en smule op igen da spurgte ind til det var sket. Hun trak kort på skulderne  hun havde ikke prøvet hvad det ville sige havde et kærlig hjem, desuden var hendes hjem de 6 år inden blev forvandlet kælderen.

Hun vidste ikke helt hvad  hun skulle svare " har ikke prøvet andet, men det var for gøre mig til et monster og det virker" sagde hun og lød underlig det som om hun var ked af det, men på samme måde kold. Hun var jo vant til være kold, men hun måtte lære denne engel beskytte sig imod angreb for der ville sikkert komme flere.
Men så længe hun var her udgjorde hun fare, hun stadig sulten, men kunne se det på hendes øjne de var stadig røde, hun kiggede på hendes hals, om den fristede det gjorde den også, men hun kunne spise fra en der lige havde reddet hendes røv.

Sansa vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til denne kvinde. Sansa var ikke så kold som kvinden, slet ikke i stil med."Ja, men du hjalp mig - ved at sige, at jeg skulle løbe. Jeg betalte bare min gæld." Svarede Sansa blidt og lagde armene overkors. Sansa lagde hovedet lidt på skrå , og lyttede atter efter hvad vampyren havde at sige. De mænd prøvede at forvandle hende til et monster at blive vampyr, havde gjort hende til et monster. Sansa vidste dog også at bare, fordi man havde en race, betød det ikke, at man skulle opfører sig som andre i den race. Sansa opførte heler ikke sig helt som en 'god' engel. Hun gjorde bare hvad hun følte, og hun havde lige skadet tre vampyrer med en evne hun ikke vidste, at hun havde. Sansa følte ikke skyld over det. Hun var bare ved at finde sig selv igen, og det føltes så skønt. "Jamen, hvis du ikke ønsker at være et monster. Så skal du ikke lade dem tvinge dig. I mine øjne, er du mere end bare et monster." Sagde Sansa så med en mild stemme og kiggede vampyren i øjnene. Sansa virkede ikke så sukkersød som andre engle var, for hun smilede ikke. Dog prøvede hun stadigvæk at se det gode i alle, eller de fleste - men kun efter de havde bevist for hende, at der var noget godt. Sansa kunne se, at kvinden var noget så tørsigt, eller faktisk var det bare et skud fra hoften. Et menneske kom gående, og sikkert på vej hjem. "To sekunder," Sagde hun til vampyren inden hun gik over til manden. Hun spillede lidt skuespil overfor ham og fik ham med sig. "Skynd dig at tage for dig, han smutter om lidt. Og selvom jeg fornemmer du elsker en god jagt, så burde du skynde dig, så din lille flok ikke får færten af blodet fra ham." Sansa smilede lidt mørkt, og bemærkede det først lidt efter. Hun gik på en line imellem lyset og mørket, men havde intet imod det.

Zantanna blev siddende, da englen gik, hun sad tænkte over det englen havde sagt, men det var svært når, man som lille igemmen, mere eller mindre hele hendes havde var blev slået for at vise følelser så gemte man, men følte stadig skyld og skulle lige til sige noget da englen kom tilbage med en mand, det mærkeligt ville hun virkelig gøre det for hende, hun følte stik af skyld ganske, men tørsten gjorde det mere svært for hende at havde samtale med englen, heldigvis styrrede hun sig endnu. Manden så tydeligsvis bange da fik øje på hende, man kunne lugte frygten som hun kunne ved englen. Hun gik hen imod, hendes fast rettet imod hans hals. Hun stoppede op kiggede på englen en gang inden hun igen vendte sig om imod manden.
Han skulle lige til løbe, men hun stoppede ham så let som ingen ting. Hun lod svagt sin køllige hånd glide igemmen hans hår inden borede de sylespidse tænderr ned i hans hals, det var dejligt mærke den røde væske strømme igemmen hendes hals, det at nu for en stund var slukket. Hun vidste ikke helt tømme, men valgte at stoppe da slapt faldte til jorden pågrund af blodmagel.

Hun stod lidt betragtede manden, var hun ved blive blød, hun var forvirret, alle de følelser hun vidst idag nogle af dem kendte hun, andre var forvirrende, hun bedd sig svagt i læben inden hun med sin håndryg tørede det blod væk som var i hendes mundvige. Hun havde aldrig før smilet, men da vendte sig imod englen, bredte sig smil " tak" sagde hun hendes øjne blevet brune igen. Hunstod lidt tavshed for finde ud af hvordan hun skulle forklare englen at hendes liv stadig kunne være i fare at hun skulle lære at få beskyttet sig og hendes nærmeste. Hun kiggede englen " du ved godt pågrund af din hjælp så er du fare, min stopper aldrig før han fået hævn" sagde hun og bed sig svagt læben det tydelig at se denne unge vampyr var nervøs, hun havde aldrig holdt af nogen eller havde villet beskyttet nogen, men hun alvorligt bange for at denne engle, vill være kaput vis ikke hun kunne forsvare sig selv.

Zatanna havde fornemmet tilstedeværelsen af tre andre inde i huset så det måtte jo være englens familie. Hun smilede " det er min skyld at du kom i dette her rod så nu må jeg også rode dig ud af det igen" sagde hun med bekymret stemme.

Sansa nikkede da hun takkede. Venlighed var en følelse som Sansa altid havde haft, og havde ikke i sinde at lave om på den. Kvinden havde hjulpet hende og Sansa havde gengældt det, sådan fungerede tingene i Sansas hoved. Englen lagde armene overkors imens hun betragtede vampyren foran hende. ”Jeg var i fare før jeg hjalp dig, men for at være ærligt. Så er det dem der burde frygte os mere end vi skulle frygte dem.” Smilede hun skævt, det var ord Shane havde lært hende. Faktisk havde han bare sagt dem til hende, men hun havde taget dem dybt ind til sig. Sansa lagde hovedet lidt på skrå. Hun ønskede at lære kampfærdigheden, men hun havde aldrig haft tid eller nogle der faktisk ville tage sig tid til at lære hende den. Sansa lyttede til det næste der blev sagt fra vampyrens læber. ”Hør, du sagde til mig, at jeg skulle løbe. Du reddede mit skin, jeg kom tilbage for at redde dit. Du har ikke rodet mig ind i noget, jeg rodede mig ind i det.” Smilede hun blidt inden hun lod sine hænder falde ned til siden, hvorefter hun lod den ene køre op til hendes hår, hvorpå hun kørte den ene hånd igennem sine blonde krøller. ”For resten, så er mit navn Sansa.” Smilede Sansa venligt til kvinden. ”Jeg tænkte på, om du ville have noget imod enten at gå indenfor og snakke. Nødvendigvis ikke her, jeg har et lille tilflugtssted, der er dækket med urter, så dæmoner og vampyrer ikke kommer derhen, ikke giftige.” Smilede Sansa og håbede på at kunne få lov til at lære denne vampyr lidt mere at kende end hun allerede havde oplevet.

Zantanna lyttede uden at sige noget, venlighed var fremmet for hende og alligevel var der noget ved lige præcis denne følelse som gjorde hende varm indeni, havde englen ikke kommet tilbage var havnet der hvor alt startede, hun kiggede tænksomt ud i luften, kunne der virkelig godt være noget i hende som ikke bare var ren ondskab, hun var forvirret, alt det hendes adoptiv familie havde sagt kunne det være forkert, hun bed sig svagt i læben, inden hun betragtede englen. Det var noget selv havde rodet sig ud, havde englen sagt det var bare fordi hun ikke forstod at de havde brugt hende som en fælde, til at fange Zantanna, englen havde bare været et redskab for hendes ikke rigtige familie. Hendes rigtige familie var ingen gang hendes familie det havde solgt hende for at få penge. Hun bed sig igen tænksomt i læben inden besluttede sig for at sige noget, men hun nåede det ikke inden englen igen begyndte at tale, hun gad godt vide hvem der også havde et horn i siden på denne engel, måske det var derfor hun var så anderledes, hun smilede et lidt bredre smil og kom til tænke på sine hjørnetænder, hun skyndte sig derfor at smile lidt mere behersket så de ikke kunne se, hun ville ikke skræmme englen, selvom hun nok ikke ville blive bange over dem, så længe de ikke sad i englens hals. Hun smilede igen ” mit navn” sagde hun tøvende, men det mere om hun skulle fortælle englen hendes rigtige navn eller om skulle sige det navn hun gik under hun kiggede englen på en gang til sikker sig at hun ikke ville gøre noget imod hende ” mit navn Anna Bloomwood, men kald mig Zatanna” sagde hun da hun gjorde op med sig selv at Sansa ikke ville gøre hende noget.
Hun nikkede ganske kort efter det næste englen sagde trak kort på skulderen ” det bestemmer du, om du stole nok på mig til lade mig komme ind til din familie” svarede hun og ville lade englen bestemme om hun turdte lade hende komme ind her eller om de skulle tage det andet sted hen. For hende var det ligemeget, det eneste hun ikke brød sig om var urterne, men sagde ikke noget om det.