This could change a lot of things - Kol -

Kol havde i den seneste tid, brugt længe på at få hans nye klan op at stå. Det havde ikke været let, men med hjælp fra Alítheia, gik det noget lettere. Dog besluttede han sig for, at tage en dag væk fra det hele. Men det var svært at gøre noget uden penge. Det var dog ikke et problem for ham, han tjente ikke sine penge på en ærlig vis. Det var også grunden til, han var blevet eftersøgt. Men få havde forsøgt at få dusøren. Muligvis, fordi de fleste kendte til hans ry. Han var ikke ligefrem, kendt som en hyggelig fætter. Selvom han sagtens kunne være det. Kol så på den døde mand for hans fødder. Han gennemsøgte kroppen for penge, og fandt flere punge og mønter gemt flere steder. Kol tjekkede hvor mange penge der er, og der var nok til et par drinks i hvert fald. Han gemte pengene i en lomme og gik hen imod den nærmeste kro. Det var et godt sted, at afkoble og slappe af. Han gik ind på kroen og så sig omkring. Ikke mange formåede at fange hans opmærksomhed, men en kvinde gjorde. Selvom han kun så hende fra ryggen, kunne han hurtigt fornemme hun var værd at bruge sin tid på. Måske var det hendes følelser han kunne fornemme, eller blot hendes udstråling. Noget skabte en interesse i ham, som ikke gik ud på at misbruge hende på den ene eller anden måde. Han ville bare vide hvem hun var. Den eneste, der nogensinde havde fået ham til at føle sådan, var Lillith. Den eneste han faktisk bekymrede sig om og holdte af. Kol gik op i baren og bestilte to øl. Han var ikke sikker på, om kvinden kunne være interesseret i det, men det var et godt sted at starte. Han gik hen til hende i hjørnet og stillede krusset på bordet. ”Må jeg sidde?” Han smilede oprigtigt, hvilket virkede langt mere charmerende end hans mere ondskabsfulde smil.

Kol så et øjeblik på hende. Det var tydeligt, at hun ikke var som alle andre. Det udseendesmæssige var tydeligst i øjeblikket, men han var overbevidst om, hun havde en særlig personlighed også. Han flyttede sit blik imod kunstværket hun havde produceret med krydderierne. Det var ikke dårligt, slet ikke hvis man tænkte på omstændighederne og materialerne. Han havde altid sat pris på kunst. Han satte sig, da hun havde givet ham lov. Hun var tydeligvis, ikke vant til at være omkring mennesker. Måden hun så på ham på, sagde mere end rigeligt. Kol vidste godt, at han ikke var grim, og han var ofte meget arrogant omkring det. Han skubbede øllen hen imod hende, men bevægede sig uden om kunstværket. Det ville være synd at ødelægge det. ”Jeg købte noget at drikke til dig.” Kol sendte hende endnu et smil, og nikkede da hun præsenterede dig. ”Navnet klæder dig.” Han fulgte hende med blikket, da hun førte hendes hår om bag øret. Hun havde kun fire fingre på en hånd. Det beviste bare hans første fornemmelse. Hun var ikke som alle andre. Kol havde altid haft en interesse i det specielle. Både i genstande og mennesker. ”Jeg bliver kaldt Kol.” Det var i realiteten ikke hans navn, men han havde kaldt sig selv det længe nu, så alle kendte ham ved det navn. Hans døbenavn var helt forfærdeligt, og han ville helst undgå det. ”Delphine, jeg bliver nød til at indrømme.” Han holdte en kort pause, for at finde ud af, hvordan han bedst kunne formulere sig. ”Du fangede min opmærksomhed, lige så snart jeg trådte herind. Jeg bliver nød til, at vide hvorfor. Vil du bruge aftenen med mig?” Hvis hun sagde nej, skulle han nok klare sig. Men det ville være ærgerligt.

Kol så smilende til, da hun lugtede og senere smagte på øllen. Det var tydeligt, hun ikke brød sig om det. Det var også noget helt specielt, og Kol var heller ikke den største fan. Men en sen aften, når han havde brug for at slappe af, var øl en god måde at gøre det på. ”Vil du hellere have noget andet?” Han købte gerne noget andet til hende. Manden fra tidligere, havde ikke været til den fattige side. Det var bare heldigt for ham. Penge havde han ikke mange af. Ikke før hans klan for alvor, kom op at stå. Kol nikkede bare til hendes kommentar om hans navn. ”Jeg har selv fundet på det.” Han var også selv glad for det. Det opsummerede meget godt essensen af ham. Det var naturligt, at hun spurgte hvad de skulle lave. Og et godt spørgsmål var det. Men han kunne ikke svare på det. De kunne lave alt de havde lyst til. ”Hvad end du har lyst til. Der er ingen grænser.” Kol ville gerne give hende en oplevelse, sørge for hun huskede ham. Han ønskede ikke nødvendigvis noget langværende, han ville nok bare gerne huskes. Han var ikke meget for at tænke alt for meget på hvad folk ville huske ham for. Men Delphine fik det nok vækket noget i ham, en følelse af at søge accept. På sin vis, var han faktisk ikke glad for det. Men han havde ikke tænkt sig at trække sit tilbud tilbage. Han var stadig nysgerrig omkring hende.

Kol nikkede blot, da hun udtrykte, hun ikke ville have noget andet at drikke. Det var ikke normalt for ham, at finde en interesse i folk, som den han fandt i Delphine, og det var netop derfor, han blev nød til at vide mere. ”Du gjorde det godt.” Hans lidt skæve smil, var ganske charmerende at se på, ikke at det var et han ofte brugte. Ikke med hensigten, at charmere folk. Så var der ofte en bagtanke bag. Men Delphine, ville han gerne gøre et godt indtryk på. Da hun blev opmærksom på musikken, var han ikke i tvivl om, hvad de skulle lave. Den kære pige ville danse. ”Undskyld mig et øjeblik.” Kol gik hen til bandet og rakte dem en mønt. ”Spil noget godt,” sagde han lavmælt til en af mændene, og musikken blev mere upbeat og festlig. Kol gik hurtigt hen til Delphine igen, han rakte en hånd ned til hende. ”Dans med mig.” Det var ikke ofte, man ville finde Kol dansende. Slet ikke på en kro eller en bar, det virkede bare lidt for kliché, men han kunne se i Delphines øjne, at musikken tiltrak hende, og dansen ville sandsynligvis gøre det samme. Ønskede hun ikke at danse, ville han forsøge at overtale hende, men ikke tvinge hende. Så ville aftenen ikke være nær så hyggelig, og Delphine ville bare føles, som endnu et af hans ofre. Det var ikke hans intention, og han ville derfor helst undgå det.

//Det gjorde jeg da (:

Kol afventede hendes reaktion, og da hun tog hans hånd, gik han ud på dansegulvet med hende. Han lagde en arm om hendes lænd, og holdte den anden om hendes hånd. Da hun virkede en smule forvirret, førte han hendes venstre hånd, op på hans højre skuldre. ”Følg mig,” hviskede han til hende, og begyndte langsomt en simpel dans med få trin. Han ville gerne få hende ti at føle sig tryg, men samtidig være tæt på hende. Der var dans en god måde. Kol lod hånden på hendes lænd, føre en smule mere op imod midten af hendes ryg. Da sangen skiftede, og blev noget mere stille, rykkede Kol sig tættere på hende, så afstanden imellem dem, blev formindsket en hel del. Han kunne nu for alvor, se detaljerne i hendes ansigt, hendes øjne, læber. Læberne var bestemt tiltrækkende. Kol var ikke typen der følte sig tiltrukket af folk, ikke umiddelbart, men han kunne ikke undgå, at føle sig draget imod Delphines. Langsomt og roligt, nærmede han sig hendes læber, og i et kort øjeblik, omfavnede hans læber hendes. Det var efterfulgt af en intens følelse, som han ikke før havde følt. Det var ikke bare en omfavnelse. Det var mere som om, deres sjæle blev splejset sammen til en. Han kunne ikke trække sig væk, selv om en del af ham gerne ville. Han følte sig blottet, som om hun kunne se direkte ind i ham, og det var ikke behageligt for ham, på ingen måde.

//Den var god (:

Kol var ikke den bedste til intime situationer. De gjorde ham normalt utilpas, og det var også så småt begyndt at blive tilfældet med Delphine. Ikke fordi han ikke ville kysse hende, men noget forhindrede ham i at stoppe, hans evne til at udføre frie handlinger var taget fra ham, og det var en følelse han aldrig havde følt før, og aldrig ville føle igen. Men hvis han ikke kunne komme fri af kysset, kunne han lige så godt udnytte det. Han gjorde kysset dybere. Han lagde en hånd imod hendes nakke, og op i hendes hår der begyndte at rykke sig på hendes hoved. Om det var denne opdagelse, eller noget andet eller noget andet var ikke sikkert, men han kunne trække sig væk fra kysset, så det gjorde han. Kol trak sig en smule væk fra hende, så han ikke længere omfavnede hende. Han rettede på det, han formodede var en paryk. Det generede ham faktisk ikke. Det var tydeligt Delphine ikke var som så mange andre, det var derfor hun havde hans interesse. Det var som regel dem der fik hans opmærksomhed, de anderledes, de uperfekte. Dem som alle så skævt til. Det var dem der i hans øjne var perfekte, fordi de ikke levede op til de krav der var. ”Skal vi leje et værelse?” Delphine var den første længe, han bare ville bruge tid på, der var ingen bagtanker med at tilbringe tid med hende. Det eneste han fik ud af det var nydelsen af hendes selskab, og det var det eneste han forventede. Det lignede ham overhovedet ikke.