Some things never change (Genevira)

Det havde sneet i flere dage. Næsten lige siden Gene var rejst til at starte med. Nu lå der et støddæmpende lag over det hele, visse steder mere uforstyrret end andre. Seans sorte læderstøvler lavede rytmisk spor igennem det uforstyrrede lag omkring haven ved borgen. De visne rosenbuske, hækkene der gav private små områder, vinterrosen, der endelig blomstrede med sine smukke hvide blade.
Seans fingre gled svagt hen over de hvide blade på rosen, sneen på dem efterlod en dråbe vand på hans hud. Så fin, så skrøbelig. Vinterrosen, kendt for at blomstre om vinteren, hvor de hvide blade gik i et med sneen. God til vintersnue og styrkende. I en pludselig bevægelse kneb fingrene om blomsterhovedet og vred det af. Knuste det i sin hånd, kun for at lade det krøllede blomsterhoved falde ned i sneen foran ham. Da han gik tilbage mod slottet, blev det yderligere knust under hans støvle.
Det skete. Det skete han blev destruktiv. Han var trods alt dæmon...Eller måske skyldtes det hans perioder med dårlig humør?
Sneen var smuk. Men dagene uden både Gene og Dannika var kedelige. Kun arbejde. Og ikke engang så meget med klanen, da den store uro i byen tog alt hans opmærksomhed. Han var så tæt på...Så tæt på bare at...Og hvorfor ikke? Byen var hans. Hvis han ønskede at slå alle ihjel og sætte ild til bygningerne, hvorfor så ikke? Give efter for lysten, behovet! Fjerne alt der tyngede ham, gøre ham fri igen. Som da han vendte Dragons Peak ryggen og rejste hjem. Hjem til Doomsville...Kun for at blive tvunget til at indtage stillingen som hersker igen. Ha...Natalie...
Måske skulle han sende bud efter menneske-lægen Dr. Trott igen? Tanken fik ham næsten til at grine. Den var absurd. Nok havde han haft kontakt med mennesket, dengang de begge boede i Dragons Peak. Men han ønskede ikke at gøre det igen. Mennesket havde en uroligende evne til at sno sig ind i ens tanker...

Sean havde fået besked om at Gene skulle være vendt tilbage. Han havde med vilje givet hende tid til at vende hjem i ro og mag, før han ville opsøge hende. Og hvem vidste? Måske var hun selv på vej til at lede efter ham? Eller var det ren ønsketænkning?
Inde i den store entre, slyngede Sean den tunge vinterkappe af og over en stumtjener. Støvlerne gled af. Nok var stengulvet i borgen koldt, men der var ingen grund til at slæbe våde støvler rundt over det hele også. I stedet gled fødderne ned i nogle varme sutsko. Entreen lignede næsten sig selv, var det ikke for alle de mørke plamager på stengulvet. Med et svagt suk stillede Sean sig midt i rummet, med hænderne i siden, og så langsomt ud over hele gulvet.
Han kunne få lagt nyt gulv. Han kunne lægge et kæmpe gulvtæppe. Han kunne vise det frem, og få spørgsmål fra de naive om hvad der dog skabte sådanne mørke pletter. Kendte man synet af indtørret blod, var der ikke noget at tage fejl af.
Hvorom alting var, var der ingen grund til at gøre noget ved det, før uroen havde lagt sig. Han risikerede bare der kom flere for at bløde på hans gulv før da.
En hånd gled igennem det mørkebrune hår, fugtigt af det kolde vejr udenfor. Der var blæst og en smule sne i luften. Næsen og kinderne lyste også rødlig efter at have været udenfor. Det var rart at gå en lille tur en gang imellem. Men lige nu ville han langt hellere høre historien om turen til Dragons Peak...

Bølgerne var gået ret højt på turen hjem fra Dragon’s Peak. Der var meget at diskutere. Og skrige af. Stakkels Poppy, lille engel indfanget med to kvinder, der nok virkede på grænsen til at flå alt og alle indenfor en mils omkreds i stykker. Uventet følte Genevira dog, at hun var kommet hjem med en vis reel forståelse, og nyfunden respekt, for Lady Von Tenebris. Dragon’s Peak’s parrets manglende respekt til trods, havde hun ikke slået nogen ihjel og hun havde ikke gjort Genevira selv noget, så den lille vampyr havde hurtigt sat dæmonernes leder på listen over folk, hun godt brød sig om. Hvorimod parret i Dragon’s Peak hurtigt var gået på den sorte liste.
Magen til fornærmelse. Og inkompetente tjenestefolk, der lyttede ved døre. Hvis ikke det havde været fordi, de var ankommet til Doomsville, der var som et andet vintereventyrlandskab, havde hun nok været i langt dårligere humør. Det var noget rensende over kulden og sneens urørte renhed, der fik hendes vrede til, ironisk nok, at smelte for en stund. Et øjeblik havde hun lyst til at finde en kælk, en god bakke et sted og bare lade som om, at hendes bekymringer ikke eksisterede.
Lady Von Tenebris ville næppe have værdsat forslaget dog, så hun holdt det for sig selv og de to bød høfligt hinanden farvel på gårdspladsen, foran Natalies palæ.
Selv med sne på sit kjoleskørt, generede det ikke rigtig vampyren at gå hjem. Der var en stilhed over verden i snevejr, der var behagelig efter at have brugt tilpas lang tid på at have behov for at skrige uden reelt at få lov til det.

Hun blev budt relativt varmt velkommen hjem af de andre tjenestefolk. Høfligt i hvert fald. Ingen af partnerne var blinde overfor det faktum, at der, i alt andet end decideret krisesituationer, ville være umiskendelig forskel på hende og de andre tjenestefolk. Hun dirigerede dem trods alt langt henad vejen rundt og hun viste INGEN tolerance for sløset eller upassende adfærd. Alt skulle meget gerne være i fuldstændig orden her i huset.
Tjenestestaben reflekterede herskeren, så de havde ikke et øjeblik råd til inkompetence. Men hun holdt nu engang meget af dem og det var rart at se dem igen efter det kaos, hun havde været vidne til.

Længst ventet var dog genforeningen med katten, der, heldigvis, glædeligt lod sig samle op. De tofarvede grønne og gule øjne stirrede ublinkende på hende og et eller andet sted, kunne hun godt undskylde de andre for at finde den sorte kat lettere ildevarslende.

”Nu har du vel holdt dem alle sammen i øerne, ikke?”

Katten spandt og hun kyssede den på hovedet, før hun satte den ned igen og gav sig til at se sig om efter Sean. Hun fik at vide, at han var ude, så i stedet brugte hun nogen tid på at tage et meget varmt bad, klæde om og ae en kat.


Hun fandt Sean, da han trådte ind i indgangshallen, betragtede ham fra toppen af trappen. Kulden havde rødmet hans kinder og givet hans udseende et glimt af uskyldighed, han ikke besad.

”Velkommen hjem, milord. Jeg har fået tændt op i pejsen og fået bragt te til Deres stue. Hvis De ønsker, kan jeg redegøre for hændelserne i Dragon’s Peak der,” sagde hun roligt. Hele hendes udstråling var, for mange, off-puttingly gennemtænkt, perfektionistisk. Men det var tydeligt i hendes ansigt, at hun rent faktisk var glad for at se ham.

En velkendt stemme fik ham til at se op. Da blikket faldt på Gene, gled et svagt smil over ham. Gensynsglæde? Måske lidt. Men han var også bevidst om det. Og tøjlede sig selv. Han havde alt for ofte været glad for visse personer i sit liv, blot for de kunne forsvinde uden en lyd. De smerter havde han kæmpet længe med, og gjorde det måske stadig. Han måtte prøve at undgå nye smerter - for alle smuttede før eller siden. Hvor deprimerende det end kunne være at huske sig selv på det faktum, når tingene ellers gik godt. Hvis en borgerkrig kunne karakteriseres som godt...
Med lette hop strøg han op af trappen, til han stod foran hende. Den lille tur gav ham varmen, og hans hjerte hamrede af motionen, men intet der generede ham. Var jo en stærk mand, en stærk dæmon. Der skulle mere end en lille - lang - trappe til at udmatte ham synligt.
"Det er mig der bør ønske dig velkommen hjem" bemærkede han let, som blikket gled ned over hende. Hun så frisk ud, så frisk som en vampyr kunne se ud. Tilfreds satte han kursen mod sin stue.

Pejsen knitrede lystigt og skabte en behagelig tung varme i lokalet. Om vinteren kunne Sean godt rammes af samme dovne følelse som alle andre. Det skete han tog en enkelt dag hist og her, hvor han blot opførte sig som en doven kat: Lå i sengen og slappede af, læste en bog, strakte sig dovent. Dagene var dog sjældne. Han var alt for glad for sit arbejde, kunne ikke lade det være for længe ad gangen. Det var blot den han var. En arbejdsnarkoman af fineste klasse.
Desuden var det bedst at slappe af i godt selskab. Som regel nøgen, i en seng. Men i dag måtte han slå sig til tåls med at have tøj på. Gene ville næppe klappe i hænderne over det, hvis han smed tøjet nu her. Tanken fik ham til at smile lidt for sig selv.
Han satte sig i en af de tunge lænestole. Theen var sat op på et lille thebord ved siden af. Hans fingre lukkede sig om hanken på den lille kop. Sort the. Han tog et øjeblik til at dufte til theen, mens Gene fik lov til at finde sig til rette. Derefter så han hen på hende.
"Du begynder bare"
Som et barn, der ventede på en lang fortælling af en bedsteforældre.

Hun noterede sig smilende, at han også rent faktisk lod til at være glad for at se hende. Det var nu engang altid rart at vide, at man, eller i hvert fald ens arbejde, blev værdsat.

”Tak, milord. Selve rejsen forløb problemfrit,” forsikrede hun mildt. Hvad hun ikke kunne sige om mødet. Hun sukkede dybt indvendigt, men det nyttede heller ikke at beklage sig. Dog glædede hun sig næsten til at høre, hvordan Sean selv forholdt sig til situationen. Gad vide om han kunne have reddet den, hvis han selv havde været der? Godt nok var hun ved at udvikle sig i en ret bestemt retning lod det til, men der var desværre lang vej igen til, at hun måske en dag selv ville være lige så dygtig. Det nyttede ikke at bilde sig selv andet ind. Men at have været indelukket med Lady Von Tenebris i så lang tid uden at være kommet noget til overhovedet var vel i for sig imponerende i sig selv. Havde det været hvem som helst af Dragon’s Peak parret, havde de sikkert kunne koge dragesuppe for at komme sig over kulden udenfor.

Hun fulgte med ham ind i stuen. Næsten lige så lydløst som katten, der igen havde fundet tilbage til hendes sidde og sprang op i skødet på hende, så snart hun satte sig i lænestolen overfor Sean.

”Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne være vent tilbage med bedre nyheder, milord, men sagen er den, at vores bestræbelser ikke….ligefrem stemte overens med Dragon’s Peaks herskers egne ønsker,” sukkede hun og så stålfast på Sean.

”Allerede da vi ankom viste det sig, at herskeren af Dragon’s Peak havde glemt, at vi ville komme, så vi måtte sidde og vente ind til han løb sig hele vejen tilbage, væltede ind i lokalet og spurgte, hvorfor vi var kommet.” Hun kunne ikke helt tilbageholde en frustreret fnysen.

”Lady von Tenebris var allerede på daværende tidspunkt i dårligt humør og da Lady Morladin sluttede sig til os gik, gik det…ned af bakke. Da hun ikke officielt er fruen af borgen, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, følte Lady Von Tenebris ikke,at hun havde en plads til mødet, et argument der vel i for sig giver mening og hun gjorde det meget klart, hvad hendes holdning var. På hvilket punkt Lady Morladin kom med, ja hvad jeg kun kan tolke som trusler mod dæmonerne generelt set. Hun nævnte noget med en klan, der åbenbart i særdeleshed har slået dæmoner ihjel? Det kan selvfølgelig have været et tilfælde, men omstændighederne og det faktum, at hun bringer dem op i åbenlys vrede taget i betragtning, syntes jeg, at det i det hele taget var ret…suspekt,” forsøgte hun efter bedste evner at sætte ord på det.

”Var antagonismen mod Lady Morladin og hendes tilstedeværelse potentielt unødvendig? Måske. Jeg skal ikke kunne sige om mødet ville være gået bedre, hvis hun havde fået lov at blive. Jeg fandt det ikke i mit sted at korrigere på noget dæmonernes leder allerede havde givet udtryk for og at forsøge at holde på formerne til et sådant møde er vel forventeligt og at fornærme både dæmonernes leder, men også racen så åbenlyst virker på ingen måde holdbart.” Hun sukkede tungt et øjeblik.

”Hun forlod os, på opfordring fra Lord Black faktisk og det lykkedes at få lagt bare en smule dæmper på tingene længe nok til at vi kunne fremsætte ham nogle af vores argumenter. Men lord Black virkede mere bekymret for sin…mages manglende tilstedeværelse end han var for at få noget reet politisk ud af situationen. Egentlig gav han mere eller mindre udtryk for, at han, i kraft af sin fortid som pirat, sagtens kunne klare alle potentiale konflikter selv og neddroslede alvoren af potentielle trusler.
Åh og så er der blodbanken…” Hun kunne ikke holde en utilfreds slangeagtig hvislen tilbage. Begravede et øjeblik en hånd i kattens pels for at berolige sig selv.
Da hun atter talte var der en svag skinger note til hendes stemme og de tomt mørke øjne havde antaget en ubehageligt manisk glød. Som om hun ikke helt havde besluttet sig for, om hun skulle grine eller smide noget ud af vinduet.

”Lord Black lader til at mene at vampyrernes og bloddæmonernes levegrundlag er et problem og han har sandelig fundet en yderst kreativ 'løsning'. At statsregulere, hvad vi må spise og hvordan. Hvad spiser drager overhovedet? Jeg tror næppe, de lever på en diet af selleri og sukkerkager.” Hun viftede affærdigende med en hånd.
Hun lukkede øjnene et øjeblik for at samle sig.

”Lord Black udtrykte sit mishag overfor praktiseringen af slaveri og var ikke just tilfreds, da Lady Von Tenebris ikke øjeblikkeligt gik med til at lukke for handlen med slaver.
Desuden ville han ikke holde op med at dreje hvert enkelt diskuteret emne over på lady Morladin i stedet for reelt at forholde sig til de fremsatte argumenter, så til sidst måtte Lady Von Tenebris gå med til, at han kunne hente hende tilbage,” huskede hun.

”Herefter gav de begge meget behændigt udtryk for, at de ikke reelt turde stole på dæmoner generelt. Eller Deres ord i forhold til om lord Blacks krav,” - Hun spyttede ordet ud- ”ville blive overholdt.”

Hun studerede ham lidt.

Han krævede bedre vilkår for de fattige, en total afskaffelse af slaveriet. Hvad han overhovedet havde at tilbyde os nægtede han at sige noget om. Han nægtede blot purre alliancen på baggrund af, at han ’ikke havde sikkerhed for, at hans krav ville blive overholdt’” Hun satte det i gåseøjne med fingrene.

”Herefter blev vi mere eller mindre smidt uformelt på porten, som om vi ikke var andet end tilfældigt rak, de havde samlet op på gaden.”

Det var svært at lade være. Det var yderst sjældent Sean grinte åbenlyst, det lå ganske enkelt ikke i hans natur. Men da Gene fortalte at alliancen var slået fejl, var det på ingen måde en overraskelse for ham. Tværtimod kunne han ikke holde en let latter tilbage. Hans ene hånd klaskede let mod hans lår, han rystede let på hovedet og så på Gene med en overraskende fryd. Det hele tog kun et øjeblik, før han rømmede sig og tvang sit blik ned på koppen med the. Han havde taget koppen op og rørte let i den. Smilet ville dog ikke helt forsvinde. Han kunne lige forestille sig Genes forvirring, men der var ikke andet for...
Han håbede hun kunne samle sig og fortsætte. Han ville i hvert fald ikke sige noget endnu. Han ville have hele historien, før han sagde noget.

Resten af tiden lyttede han i stilhed. Han skiftevis var optaget af sin the, eller så på Gene, mens hun snakkede. Katten skænkede han ikke mange tanker. Han havde aldrig været til kæledyr selv. Havde engang haft en hippogrif, til han havde solgt den igen. Det var virkelig ikke ham. Han havde ikke engang nogen personlig hest, men satte sig bare på det kræ de nu engang slæbte frem til ham i gården.
Da Gene endelig var nået til ende, havde Sean også mange ting han gerne ville sige. Han rømmede sig let og stillede koppen fra sig i en overraskende rolig bevægelse. Man kunne næsten ikke høre koppen blive sat...Var man da ikke en vampyr.
Han foldede sine hænder foran sig og kiggede direkte mod Gene. Det svage smil var tilbage.
"Først og fremmest...Vidste jeg det ikke ville lykkes" Smilet voksede en anelse, eller var det lyset der spillede et puds?
"Jeg kender Natalie, og har mødt Jake før. Jeg vidste deres møde ikke ville gå godt. Jeg beklager hvis du føler jeg blot kastede dig for ulvene. Men du må give mig ret i det var en ret sjov øvelse, ikke?"
Sean hyggede sig. Han lænede sig godt tilbage i stolen, og lagde den ene fod over sit knæ. Hænderne trommede let mod de polstrede armlæn.

"Morladin? Så hun var der?"
Det virkede til at han overvejede den nyhed et øjeblik. Så trak han let på skuldrene.
"Prøv at tænk over det, nu hvor du har en fornemmelse af hvem Natalie og Jake er. Hvorfor tror du det gik galt? Og hvad kunne have reddet situationen? Tror du - på noget tidspunkt - de havde kunne lave en alliance?"
Som om hyggetimen pludselig blev til en lektion i stedet. Men i stedet for at vente på svar, fortsatte Sean.
"Jake er moralsk, og samtidig påvirket af det miljø han kommer fra. Vidste du at han var - eller er - pirat? Har sejlet over alle vores have og handlet? Med i en eller anden klan, så vidt jeg ved. Det giver naturlig vis en mangel på manerer, for han har aldrig lært dem og vil nok aldrig efterkomme dem. Skal man mødes med ham, skal man indsætte sig på den slags opførsel. Han er tilmed, som sagt, meget moralsk anlagt. Han mener at han gør alt godt for sit folk, på en eller anden måde. Som alle andre herskere, inklusiv Natalie, er han nok meget stolt af sine initiativer"
Sean så lidt frem for sig et øjeblik. Så vendte blikket tilbage til Gene.
"Tænk altid over hvem du møder, og hvad dit mål er. Meget af tiden må vi gøre op me os selv, hvor meget vi vil tilpasse os, for at undgå konflikter. Jeg giver dig dog ret i, at Jake slet ikke tilpasser sig. Og det passer jo perfekt til vores kære lille Natalie"
Smilet var vendt tilbage, men ikke helt med samme energi som tidligere.
"Samtidig har Jake ikke forstand på politik. Det betyder ikke, at han slet ikke kan få fat i alliancer. Men hvad er det farlige ved Dragons Peak?"
Hans blik hvilede afslappet på Gene. Denne gang ønskede han et svar.

”Åh,” var alt, hvad hun i et øjeblik kunne få ud et øjeblik ved afsløringen om, at han godt havde vidst, at han havde sat hende i en håbløs situation. Et eller andet sted, burde hun nok ikke være overrasket. Et øjeblik skulede hun dog af ham. Dog var det tydeligt, at hendes fornærmethed ikke var så reel, som den nok ville have været, hvis han havde været enhver anden.

”Var Jake lige så ubehøvlet overfor Dem, som overfor os?” kunne hun ikke dy sig for at spørge. Hun var egentlig nysgerrig i forhold til, om det havde noget at gøre med, at han var blevet mødt af en leder i barneskikkelse og tjenerinde, men at han måske var mere høflig overfor folk, som han havde lettere ved at se som sine ligemænd? Hun havde svært ved at forestille sig, at det skulle være tilfældet, gik det op for hende, da hun tænkte mere over det.

”Tja, det var sjovt, når jeg ikke lige var bange for at få hovedet flået af.” Ved hans overvejelser om Lady Morladin kunne hun ikke lade være med at grine. En kort overraskende kølig lyd på trods af den sølvklokkeagtige kvalitet (der til gengæld også for hende kendetegnede en mindre oprigtig latter).

”Jeg skal lige love for, at hun var der. Fruen af borgen var ganske højlydt til stede. Bad mig om at sige, hvad jeg mente om sagen, ignorerede i øvrigt totalt, at det høflige ville have været at spørge lady von Tenebris. Og så virkede det endda som om, at hun knapt var reelt interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige?? Gjorde hun det bare for at genere Natalie eller hvad?” Hun slog opgivende ud med armene. Besindede sig dog hurtigt nok til hun kunne lytte til hans næste ord.

Øjnene blev koncentreret sammen og en spinkel finger lå tænksomt mod hendes kolde underlæbe.

”Nej,” sagde hun så endelig med en let hovedrysten. ”For det første er de begge for stædige og, efter min vurdering uvillige til, at gå på kompromis. Jake ser sig selv som nytænkende, en fremskridtets mand, sikkert, men når alt kommer til, er han bare blåøjet naiv i forhold til, hvad der reelt kan lade sig gøre og lader sig desuden øjensynligt styre af mange andre ting end sin hjerne. Han har en tro på egne evner, der grænser til det arrogante. Natalie Von Tenebris på den anden side er kompromisløs, vant til at få sin vilje eller flå dem, der står i vejen. Hun er stolt og lader til at se de fleste som hendes underlegne, retfærdiggjort eller ej. Hun er snu og alt skal desuden gå efter bogen. Helst hendes bog og hun har ikke noget tilovers for menneskelige følelser og slet ikke blande dem og arbejde. Nej, det ville kort sagt aldrig være gået, vil det i alt beskedenhed være min vurdering.”


Hvad er det farlige ved Dragon’s Peak?

Hun overvejede svaret en rum tid.

Deres ledere er drager? De ligger relativt tæt på os? Nej det var ikke det vigtige.

Gene tøvede et øjeblik.

. ”Lord Black virker ikke til at tænke fuldt ud over konsekvenserne af sine handlinger. Potentielt kunne han kaste sig ud i alle mulige konflikter med sine omgivelser, hvis han finder dem provokerende nok. Han er….potentielt eksplosiv. Især med den kvinde ved sin side til at opildne sig…?” Hun lagde hovedet lidt på skrå. Betragtede Sean med et spørgende udtryk.

Med et let smil og et svagt fnys, nikkede han.
"Ja. Og jeg lod mig også fornærme. Jeg er blevet forvent til at ledere opfører sig ordentligt, at jeg har glemt at visse individer bliver ledere uden den fintfølenhed. Og jeg havde glemt, at jeg selv kom derfra" bemærkede han let. Så trak han lidt på den ene skulder.
"Og så er nogle folk mere tilbøjelige til at give efter end andre. Jeg kan se det sjove i at opføre sig så pænt. Fordi det bekræfter min stilling i forhold til andres. Jake vil gerne være en del af folket"
Det undrede ham ikke at Rafaela havde været højlydt. Hvordan mon hun var nu? Han havde - begrænset - lært hende at kende for en del år siden. Mest fordi han havde et personligt forhold til moren. Men Rafaela og ham selv var ikke altid kommet ud af det som bedste venner. De var uenige om ting, selv dengang, og hun havde trods alt noget af et temperament. Hvilket var farligt, når hun samtidig var en draconian.
En finger gled let over hans hage, mens han tænkte over det.

I stedet nikkede han, enig i de næste ting som Gene sagde. Natalie og Jake var alt for forskellige - og begge for stædige og uvillige - til at indgå en alliance. Noget han kunne have fortalt Natalie...Men havde hun lyttet? Nu havde hun den erfaring. Og den vrede. Med de rette midler, kunne Sean sagtens starte en hel krig mellem de to byer. For dæmonernes bedste, selvfølgelig. Men gad han? Ville han få noget ud af det? Og kunne Natalie tænke så langt selv, at hun måske ville opsøge ham med samme ide?
"Korrekt. Men den konklusion kan du kun have, fordi du nu har mødt dem begge" tilføjede han i en let tone. Det sagde nok sig selv, men det var mere for at sige hun ikke havde overset noget.
En finger skød i vejret, som bad hende vente, mens Sean rejste sig. Han forlod lokalet, og kom tilbage lidt efter med et sammenrullet kort under den ene arm. Han gik over foran Gene og slog kortet ud foran hende.
"Kig på kortet over Underworld. Du har ret i dine antagelser. Han kunne meget nemt starte konflikter...Og måske har han det allerede"
Rafaela var måske både Jakes styrke og svaghed. Kunne man fjerne kvinden på en eller anden måde, hvis der endelig skulle ske noget?
"Men se på kortet. Hvor ligger Dragons Peak i forhold til os? Og hvorfor kan det være farlig for ham? Om ikke andet, så til lands. De har jo også deres skibe"
Sean satte sig på hug ved siden af hendes stol, mens han lod hende undersøge kortet.


//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

”Det er et under, at han har et hoved stadigvæk. En mindre tilbagelænnet hersker kunne reagere enormt voldsomt på hans attitude. Ville det skabe konflikt, hvis nogen smed ham i fangehullet eller kappede hovedet af ham? Afgjort, men der er sikkert nogen, derude, der ville vurdere det som værende det værd i og med, at en fornærmelse blev fjernet,” vurderede hun nøgternt.

”Rettelse, han vil gerne være en del af et eventyrfolk, hvor der ikke er nogen reelle problemer og alle står klar til at kysse ham i røven. Hvis han rent faktisk mødte folk fra Rotten Root, ville han sikkert løbe sin vej. Hvis ikke de flår ham i stykker først. Jeg har set det ske før. Oscar var nødt til at samle mig op og bare løbe sin vej, ellers var jeg sikkert blevet trampet ihjel, fordi jeg var havnet midt i det ved en fejl.” Hun trak lidt på skuldrene. ”Det jeg prøver at sige er, at Jake aner ikke, hvad der reelt foregår i den virkelige verden. Jeg ved ikke, hvordan tingenes tilstand er i Dragon’s Peak, men mit gæt er, at han bare ikke anerkender, at problemerne er der også,” fastslog hun og kløede Sir Miawmiaw bag øret. Beroliget, da katten kort rettede sig op og pressede ansigtet affectionately mod hendes ene kind.
Det var sjældent hun var så åben omkring noget som helst i sin opvækst. Overfor andre end Valentine måske, ironisk nok. Men hun kunne tåle, at Sean vidste ting. Eller det håbede hun i hvert fald. Og Jakes, hvad der virkede som, intentionelle udvidenhed, pissede hende enormt meget af. Han hylede op om hjælp til de fattige, men garanteret kun i det omfang, de ikke var fjendtlige, besværlige eller potentielt direkte farlige at være i kontakt med. I virkeligheden gav han sikkert ikke to fucks, hvis han selv eller hans dyrebare mage kunne komme til skade. Ikke en skid bedre, end de herskere, der bare sad på deres flade og udnyttede underklassen. Det kunne godt være, at hun og Sean primært var gået i gang med at hjælpe underklassen for at få tingene til at køre rundt, men i det mindste var der ingen af dem, der ikke så problemerne i øjnene.
Hun trak vejret dybt en gang. Selvom hun egentlig ikke fysisk havde et reelt behov for det, var der noget, der virkede samlende over det.
Hun nikkede kort, da hun betragtede ham forlade rummet, som tegn til, at hun havde forstået, at hun skulle blive siddende. Det havde hun ikke behov for at få at vide to gange. Det gav hende tid til lige at dampe af indvendigt og hun havde sin kat til selskab, så det var ikke så svært. Katten ville desuden bare blive fornærmet, hvis hun rejste sig og han faldt ned.

Da Sean kom tilbage med et kort klemte hun koncentreret øjnene sammen. Stirrede på kortet. Den slags var svært for hende at læse, med deres fancy svungne bogstaver og småbitte detaljer. Der var ofte så mange ting, at hun havde svært ved at vurdere, hvor øjet skulle søge hen, men efter nogen tid fandt hun Doomsville og hjalp sig selv at følge ruterne til Dragon’s Peak med en finger.


”Umiddelbart går den ’letteste’ rute gennem Valley of Thousand Winters. Sandsynligheden for at en stor mængde af eventuelle tropper ville gå til på en march derigennem er…ret høj, så vidt jeg kan vurdere.” Hun fugtede læberne og prikkede til udmundingen af dalen på ’Doomsville siden’ af kortet. ”Givet nok tropper, kunne vi muligvis simpelthen afskære deres mulighed for at komme videre nogen vegne. Belejre dem i en frossen udørk og se dem dø. Drager kan ikke lide kulde vel? Bevares, de kan flyve. Eller nogen af dem kan, men hvor hurtigt? Og den kølige luft, vil også påvirke dem,” vurderede hun. Frydede sig næsten over denne leg. Denne holden i gang af sin hjerne, som han forventede af hende. Hun blev i hvert fald ikke doven eller langsomttænkende af at bo her.

”Endvidere tog det Lady Von Tenebris og jeg over to uger overhovedet at nå frem til Dragon’s Peak og vi var blot tre personer i en hestetrukken vogn. Det vil sandsynligvis tage markant længere for en hel hær i fuld udrustning at nå her til. Og i det klima? Held og lykke. De vil være udmattede eller forfrosne, når de når frem.”

Gene følte stærkt for det. I en stund sad Sean bare og kiggede på hende, mens hun talte og fik raset af. Han sagde ikke noget, men smilte bare let for sig selv. Til dels fordi han ikke var meget bedre. Han ville sikkert også være blevet vred eller fornærmet, selv om han ikke ville vise det i situationen. I stedet ville han tage sin utilfredshed med hjem og...Ja. Rase ud. Som Gene gjorde lige nu. Mindede de meget om hinanden, eller var det en tilfældighed?
Om Jake var så uintelligent, var han i tvivl om. Manden var trods alt blevet hersker, uanset hvilken årsag der så var bag det. Både for en race og en by. Mon manden hadede alle mørkets væsner? Eller kun dem, der kom for faktisk at arbejde sammen med ham? På en måde havde Gene ret. Ved at møde folk som Natalie med samme stædighed og urealistiske krav, som enhver anden dæmon eller vampyr kunne finde på, var manden måske ikke meget bedre. Det var en sjov tanke.
Uden tvivl manden følte sig stærk, siddende på sit bjerg. Ellers ville han ikke opføre sig sådan.
"Dragons Peak har været igennem mange ændringer, på relativt få år. Jeg har hersket over byen, har lagt mange penge og resourcer i stedet. Dengang prioriterede jeg mørkets væsner, så dengang boede der en del, som fik lov til at gøre som de ville. Lidt for eksperimentet i det. Da jeg rejste, tog Assorian over, skyggevæsnernes gamle leder. Hvordan han styrede byen ved jeg faktisk ikke...Jeg tror tingene fik lov til at fortsætte som de var, måske. Og nu har Jake stedet, og prøver at vende det fuldstændigt om. Om han har succes med det eller ej, ved jeg ikke. Vi burde sende nogle spioner til byen, vurdere stemningen og se om hans planer virkelig også går så godt, som han prøver at påstå. Der kan til tider være stor forskel mellem hvad en leder siger, og hvad der sker...Som du selv siger" foreslog han i en rolig stemme. Hvis de da snart havde ressourcer selv, at bruge på sådan en lille mission. Mon ikke han havde nogen i sin egen klan, der ubemærket kunne rejse op til byen? Ja, måske boede der stadig et par stykker fra den gang han var hersker der. Det var han faktisk ret sikker på.

Sean lod Gene studere kortet foran sig. Nogle gange glemte han, at hun ikke kunne læse lige så hurtigt som ham selv. Men han formåede at blive siddende stille, mens han lod hende tænke. Og hun nåede frem til den helt rigtige konklusion. Med et let smil nikkede han, som han selv studerede kortet foran hende igen.
"Præcis. Det er ikke en skudsikker ide. Som du selv siger, så kan drager flyve. Og de har sikkert en racemæssigt blandet befolkning og soldater, så måske er der også engle, dæmoner...Andre der kan flyve. Og vi skal ikke glemme deres skibe. Dragons Peak har ingen naturlig havn, så præcis hvordan de har klaret den, ved jeg ikke. Måske har de bare hakket små veje ind i bjerget? Men deres skibe gør, at hvis vi lukker af for dem, sejler de bare ud efter flere forsyninger. Hvis vi nogensinde skulle gøre dem skade, skal det medtænkes...Men selvfølgelig..."
Sean rejste sig let og klappede på sine bukser, før han tog kortet til sig igen. Han rullede det sammen og lagde det ved siden af sin egen lænestol, hvor han satte sig igen.
"...Har ingen jo talt om krig. Men det vil have en reel betydning. Netop fordi DP ikke har en naturlig havn, der er lang sejltid rundt om kontinentet...Vi kan lukke resten af handlen af og bare vente, mens Valley of Thousand Winters tager sig af nogle af soldaterne, hvis de skulle beslutte sig for at marchere mod os. Teoretisk. Lige nu har vi ikke selv ressourcerne til en krig" han viftede let med den ene hånd. Detaljer, ikke?
"Det ville mere være en kamp om hvem der blev først udmattet, end en direkte kamp på styrke" funderede han let.
Han havde selv en alliance med Gabriel. Og med Fenrer, selv om han tvivlede på nogle af dem ville hoppe af glæde ved at donere noget som helst til sådan en krig. En sjov tanke...Hvad med de dødsengle han havde hørt om? De havde overtaget en hel landsby, slået hver og en ihjel for selv at bo der. Måske skulle han gøre mere ud af at rejse ned og møde dem?

”Jamen så gør han jo en fint stykke arbejde med at fremmedgøre sin egen befolkning,” fnøs hun.

”Bare fordi at der er mange ’mørke væsner’ her betyder det jo ikke, at De tvinger mennesker og andre racer til at stille sig op og blive spist til fuld skue for alt og alle. Det ville vel have været det samme, som hvad end det er, Jake tror han har gang i. Bare vendt rundt. Han vinder ingen kærlighed på det her, det tror jeg simpelthen ikke på. Skrækscenariet, at alle donerne bliver slagtet i protest, finder jeg umiddelbart langt mere sandsynligt.” Og hun ville sådan set ikke rigtig kunne fortænke sine artsfæller i det, hvis de valgte at tage sagerne i egne hænder og sende et meget tydeligt signal til Jake om, at dette ikke var i orden. Ekstremt? Afgjort, men han kunne undgå det, hvis han tog sig sammen og ikke blandede sig i ting, der ikke vedrørte ham. En ting man lærte hurtigt, hvor Genevira kom fra, hvis man ikke ville ende som endnu et glemt lig et sted.



”Folket virker umiddelbart tilfredse med ham. I hvert fald dem der arbejder for ham, men…tja…tjenestefolk kan jo heller ikke gå og udtrykke åbenlyst mishag med deres situation, når der er gæster tilstede vel? Desuden var de ikke særlig dygtige. Lytter åbenlyst ved døre. Magen til opførsel. Rent ud sagt en skændsel,” ,” fnøs hun og viftede affærdigende med hånden i, hvad der bedst kunne beskrives som, væmmelse.

”Om ikke andet, så tror jeg, at det at have Deres egne agenter i byen kunne afdække et helt andet lag, som vi ikke hidtidigt har set. Måske kan han få Dragon’s Peak til at fremstå som en anden Fremskridtets By ved ikke at vise os noget, men jeg er sikker på, at det ser anderledes under overfladen. Hvorfor skulle hele folket være så dybt forelskede i en gammel afdanket pirat? Vi ved alle sammen, hvad pirater laver. En eller anden dag vil folket sikkert for øjnene rigtigt op for, hvad hans fortid betyder for dem og det vil bide ham. Ikke fordi han ikke går og udbasunerer det til alle og enhver dog. Med en fortid så potentielt voldelig som den, skulle man tro, at han ville have interesse i at holde det hemmeligt. Fremstille sig selv i et mere fredfyldt lys på den måde, men nej, han virker snare sagt ivrig efter at fortælle det til hvem som helst. Der er ingen tanker for, hvordan noget potentielt kunne se ud i den by, jeg sværger. Natalie pegede, måske nok noget skarpt ud, at så længe Jake og Rafaela ikke er gift så…ja, man sætter i hvert fald sig selv op til nogle problemstillinger, der kunne have været undgået og det er som om, de bare har tænkt sig at verden skal forme sig, efter, hvordan de tænker den burde være, i stedet for, at vi alle sammen må være nødt til at tilpasse os til, hvordan samfundet nu engang er. På en eller anden måde.” Hun lyste helt op, da Sean smilede over hendes udregninger i forhold til Dragon Peaks placering og en eventuel krig. Altid ivrig efter at modtage en hvilken som helst form for anerkendelse, næsten. Et øjeblik solede hun sig blot i det. Følte sig et øjeblik ret…forbundet med ham på en eller anden måde. Havde han haft denne slags bånd til nogen af sine tidligere tjenestefolk? Sikkert, men det frydede hende at lade som om, at hun var den første og eneste, udover Dannika altså. Men det var på en anden måde.

”Men som De siger, milord, så vil en sejltur rundt om kontinentet koste dem tid, ressourcer og potentielt liv. Om ikke andet ville vi være forberedt, når De kom. Der er selvfølgelig risikoen for belejring at tage højde for, men…alt i alt. Ingen har talt om krig,” gentog hun hans egne ord med antydningen af et smil. Hun trak på skuldrene, før hun satte sig bedre til rette i stolen.

Han var ikke sikker på han delte Genes åbenlyse...Had? Eller blot forfærdelse og irritation? Over Jake. Men skulle passe på med at kaste med sten, hvis man selv boede i et glashus, skulle man ikke? Gene havde lov og ret til at have sin mening. Men at lade sig blænde af den ville også være dumt. Følelser kunne mudre alt til. Det var vigtigt at skelne mellem personlige input, og hvad man rent objektivt kunne sige om situationen.
Alligevel lyttede han bare afslappet til hendes ord, stadig med et svagt smil. Der var noget rart over hele situationen. Sean nød den. Drak sin the, lyttede til hendes fortællinger og kom med sine egne ord, når det var nødvendigt. Kunne man sige han...Hyggede sig?
"Og det gør vores egne aldrig?"
Hans øjne glimtede drillende ved de ord. Alle tjenestefolk lyttede med. Måske færre her, end andre steder, men helt sikkert stadig nogle hist og her. Når de kunne slippe af sted med det. De var et slags bindeled til historierne nede i byen. Alle ville vide hvad de magtfulde og rige foretog sig. At komme derned og sige man intet havde hørt eller set måtte næsten være en skændsel for dem...Eller sådan forestillede Sean sig det.
"Men ja. Jo mere vi selv kan forhindre det, jo bedre" tilføjede han sigende. Der var ting der ikke burde forlade borgen. Nogensinde.

"Lad os sørge for vi har folk i byen. Ja, det burde vi allerede have haft i alle byer...Jeg vil se på hvad vi har af folk og hvem vi kan sende hvorhen" nikkede Sean let, mens han så ned i sin kop. Nogle theblade vuggede i den restende mængde the. Ikke Sean favorit, intet værre end at slutte en god kop af med at tygge på kedelige rester. Han satte koppen fra sig igen.
"Og hvad siger de om os? Alle må hade at have en dæmon - tilmed en archdemon - som hersker, uden tvivl. Hvem kan leve med sådan en hersker? Selvisk, magtliderlig og som har sex til højre og venstre som levestil. Hvilket jeg har, for det er min mad" Han slog let ud med armene. Han var stoppet med at gå ned på den nærmeste kro for at spise...Til dels. Det meste foregik privat, netop for at minimere sladderen om det. At tie det ihjel. Men folk der kunne lægge to og to sammen, ville vide det hang sådan sammen. Og Seans egen fortid med homoseksualitet, som han havde offentliggjort for nogle år siden. Det var nok heller ikke helt glemt endnu. Et forsøg på at irritere Natalie, mere end fordi han selv ville opnå noget ved det. Stakkels Lori.
"Jeg slår ihjel, torterer, bruger kun penge på mig selv...Vil nogen påstå, og ellers vil det være rygter der meget nemt lever videre. For det er sådan vi dæmoner generelt bliver opfattet flere steder. Af frygt og uvidenhed"
Men der var også de bedre sider. Sean var en retfærdig mand, effektiv og god til at lægge planer. De færreste ville kunne modargumentere at han faktisk holdt byen kørende, på trods af alle problemerne efter især naturkatastroferne. Og han overtog en by, der hungrede efter en til at tage sig af den. Sean overtog den, da ingen andre ville, og Sakref for længst var forsvundet.
Og ligesådan havde Jake nok både gode og dårlige ting om sig selv, og om byen. Nogen kunne nok lide det han gjorde. Selv nogle af mørkets væsner. Og andre - måske flertallet? - af især mørkets væsner ville måske hade det. Sådan var mørkets væsner. Individer, der ikke brød sig om andre skulle diktere hvordan de levede.
"En leder prøver efter bedste overbevisning. Jake prøver sit bedste på at implementere sig utopi, og måske virker det. Til dels, for nogle. Og så snakker han ikke højt om de gange det ikke gør. Præcis som vi selv ville føre os frem"
Sean foldede sine hænder foran sig. Og Jakes kærlighedsliv? Sean kunne ikke klandre manden for det. Sean havde selv et, som godt nok ikke var offentligt kendt. Og næppe blev det. Og et snarligt problem i et uægte barn...
"Hvad var Natalies ord? Stemning? Tror du hun planlægger en reaktion på det, eller skal vi blot selv forberede os på...Ja, på hvad?"
Igen det svage, skæve smil. Det var ikke en fælde. Han ville gerne vide hvad Gene tænkte om den samlede situation. Skulle de allerede nu forberede sig på et eller andet, eller burde de bare slappe af og bruge ressourcerne på andre ting? De havde jo også stadig selv en uro i byen der skulle ordnes, vel at mærke.

Et øjeblik sad hun bare og stirrede tomt ud i luften på et punkt kun hun kunne se, imens et par ting faldt på plads i hendes hoved og hun gradvist faldt en lille smule til ro. Hun tog en dyb indånding og rankede sig. Hun havde vel for pokker mere værdighed end at sidde her og bagtale folk ikke? Det burde hun have. Og hendes grundlæggende kritik var blevet givet. Hun kunne ikke fortsætte nu uden at se dum ud. Og det ville hun absolut helst undgå. Alligevel følte hun sig meget forløst på en eller anden måde. Hun og Natalie have da også snakket på vejen hjem, men det var altid noget andet at snakke med Sean. Det var mindre…stressende. Hun følte ikke, at hun gik på æggeskaller af frygt for at sige noget forkert. Snare tværtimod. Han var faktisk langt henad vejen, lod det i hvert fald til, interesseret i hvad hun havde at sige og tænkte om forskellige situationer. Det var hende ikke særlig naturligt for hende, men opløftende.

”Beklager. Jeg blev vidst revet med et øjeblik. Jake er en hersker og fortjener selvfølgelig den respekt, der hører til en sådan titel, men…jeg kan ikke undgå en hvis bekymring, De ved,” sagde hun og viftede lidt med hånden som for at understrege sin pointe.

Hun tænkte lidt over hans ord.

”Det gør de sikkert. Jeg kan ikke holde styr på, hvad de laver alle døgnets firetyve timer, men det er slående, at der ikke var nogen, der lod til at bekymre sig over, hvilket signal det sender overfor gæster. Især gæster, der diskutere noget vigtigt politisk, der nok ikke skulle risikere at komme ud på en forkert måde fra uofficielle kilder. Det antyder kaos. Dårlig organisering.”Hun trak lidt på skuldrene.

Ved de næste overvejelser blev hun hurtigt mere mut, for han havde jo ret. Sean var ikke ligefrem elsket i den almindelige befolkning. Så meget var klart med de uroligheder, der ulmede i byen under dem.


”Det er frustrerende virkelig. Måske har vi som ’mørke væsner’ en vis tendens i en bestemt retning, men der er jo ingen, der møder ét ondt menneske oig så siger ’Sådan der er alle mennesker. Lad os generalisere og hade dem resten af evigheden. Vi skal bare have vent narrativet rundt,” sagde hun og betragtede ham et øjeblik næsten intenst.
Så fadt hun ned igen, lyttede grundigt til hans næste ord. Overvejede sit svar grundigt.

”Lady Von Tenebris var vred. Virkelig vred. Som i ’antog næsten sin dæmonskikkelse midt i mødelokalet’ vred. Men jeg tror ikke, at hun ønsker at starte en krig. Snare at se Jake kører Dragon’s Peak i sænk selv. Men som De selv har advaret mig mod, før jeg tog af sted, så er Natalie notorisk utilregnelig. Så vi bør nok ikke læne os alt for langt tilbage.”

Dette havde været ganske lærerigt. Både for Gene, men de nyheder hun bragte med hjem var også lærerige for Sean. Det gav ham ting at overveje. Og en balance at finde - han måtte afvente og se om Natalie fik nogle ideer. Det ville ikke være nemt potentielt at føre en race og by mod en anden race og by. Og slet ikke at overbevise de fleste dæmoner om de faktisk skulle engagere sig i det. Han måtte hellere tænke over det og planlægge et par scenarier, i tilfælde af Natalie tilkaldte ham for sådan en samtale. Men han ville ikke selv opsøge hende for at starte nogle officielle eller uofficielle stridigheder. Til det gik han simpelthen for lidt op i piratherskeren og hans måde at herske på. De havde lidt handel, og det var det. De behøvede sjældent se eller skrive med hinanden. Desuden havde Sean i øjeblikket mere travlt med rodet i sin egen forhave, til at bekymre sig om naboens. Men...Det var altid godt at følge med, i tilfælde af noget skulle ske.
Han gned sig over hagen et øjeblik. Så slog han let ud med den ene hånd.
"Okay. Jeg tror ikke der er mere at sige. Jeg har meget at tænke over" bemærkede han let, med et par svage nik for sig selv.
"Sig mig..."

Resten af tiden gik med almindelig samtale, til Sean måtte bryde op og gå ind for sig selv. Han havde arbejde at nå, og mange ting at tænke over.

//Out