Two different things, but they are still the same. (Sajro)

Tid:Tidlig, tidlig, tidlig morgen.
Vejret: Vejret er frisk og solens stråler lyser kun en smule himlen op.
Omgivelser: Masser af boder.

Så larmende og støjende og fyldt med mennesker, som ellers plejede at være her, så stille og rolig var der her nu på denne tid. Om dagen var dette et stort marked med alle mulige ting. Men nu stod alle de boder og vogne lukket. Men selvom her virket en smule livløst, så var der ikke helt livløst. Man kunne høre skridt hist og her fra nogen som sneg sig omkring. En smule larm kom, da en prøvede at hoppe så lydløst som muligt fra vogn til vognen. Luften gnitrede næsten af spænding, noget var snart ved at ske. Det var som stilheden før stormen.
En lav lyd af vingeslag og en let skraben af kløer imod træ oven på en vogn lød næsten lydløst. De gyldne ulveøjne spejdede omkring omgivelserne, og solens stråler kravlede hen over horisonten og lagde lyset som et blødt tæppe omkring. Den sorte pels og lidt hvide pels ved brystkassen glimtede let i solens stråler, og de sorte/hvide vingerne trak sig ind til den store ulvekrop. Halen slog let til den ene side, og en elverskikkelse sprang op ved siden af ulven i brunt tøj. Ulven var ca 1,5 meter høj til hovedet, så elveren behøvede ingengang at bukke sig. Skikkelse hviskede i ulvens øre, mens ulven holdte blikket fast imod en større bygning længere væk med en mur omkring.
"Alle er klar"
Nogle halvsøvnige vagter, den ene var ork og den anden et menneske stod foran porten. Det var en stor bygning, som var som et minifort. Der var vagttårne indenfor den 5 meter høje mur. Så lød der en smulen knagen da knogler og muskler ændrede sig og pels røg af, og nu stod en høj kvinde ca lige lidt over de 2 meter høj ved siden af elveren. Hendes mørke kakaofarvede hud glødede let i solens stråler. Men hun stod ikke nøgen, som de fleste varulve gjorde, når de forvandlede sig om. Omkring hendes skuldre havde hun et sjal af sort bjørneskind, som dækkede hendes bryster. Omkring livet havde hun en sort kort pelsnedredel. Dem havde hun allerede på, mens hun var i ulveform, for hun havde designet sit tøj, så hun stadigvæk kunne have det på. Hendes hår sad stramt til hovedet og gik ud i en høj hestehale i masser af sorte og få hvide dreadlocks. Håret gik ned til midt på baglåret og forenden af dreadslocksene, så sad der en lille bjørneklo for enden. I ulveform sad de fast på ryggen langs ryggraden, og det sad direkte fast i pelsen og kunne kun klippes af. Sort mønstret tatoveringer flød ud fra hendes højre side af maven imod midten. Hun lignede virkelig en krigerkvinde. Hendes hånd rakte ud foran elveren, og elveren tog noget fra ryggen af, og nu glimtrede metallet let i sollyset. Det var en ca lidt over en meter langt spyd, som gik ud i en spids i begge ender.
"Let it begin"
Lød hendes stemme og hun tog spyddet lige op i vejret og lavede et signal. Nu brød omkring 10 andre personer af racerne både dæmon, elver, varulve frem fra skjul og løb lydløst mellem vognene og boderne imod porten. Før vagterne foran porten kunne nå at reagere, så flød deres blod allerede på jorden, og sjælen forsvandt fra deres øjne. Porten var låst og man kunne ikke komme ind af anden vej. 3 mænd stilte sig langs muren, og den ene kravlede op på den enes skuldre, og den anden kravlede så derefter og kunne så komme op. Skikkelse rendte hen til det ene vagttårn og dræbte vagten, men så lød en skarp lyd af alarmklokker i luften. Vagten havde nået at ringe på den store klokke. Straks var det hele kaos, og vagter derinde fra begyndte at løbe rundt og vågne fra deres søvn. Den ene dæmon forvandlede sig om til en stor rød dæmonform og smadrede ind i porten, så den åbnede op.
Faith løb lige efter og undveg fjender, for hun havde kun et mål. En vagt stod i vejen for hende, da hun var på vej ned i kælderen for at befri de mange slaver. Det var en dæmon og de røde øjne glødede med blodlyst under hjelmen i hans øjne. Men ind i muren røg hans hoved, da hun gav ham et ordenligt slag i siden på hans ansigt. Faith løb hurtigt nede, heldigvis var der ikke rigtig nogen vagter hernede ude over en. En ung mand sad stod oppe med sit sværd i hånden rettet imod nedgangen hed, han stod og rystede, for han kunne tydelig hører kamp deroppe. Faiths blik faldt på ham, lugten af adrealin var tydelig i luften, han var bange, meget endda. Faith gik med rolige skridt imod ham og stoppede få centimeter fra hans sværd.
"Giv mig nøglerne dreng, jeg vil ej tvinge dig, du har dit eget frie valg. Du har nu to valg, enten giver du mig nøgler og du kan frit gå eller så tager jeg dem."
Han stod bare stille og glippede med øjnene, mens han så på den meget høje kvinde. Han mærkede en blid hånd imod hans hånd som var omkring skæftet. Raslen lød, da hun tog nøglerne fra hans bælte, mens han bare stod lammet. Hun åbnede dørene til burene og nu stormede ca 60 slaver, mest unge mænd. Da dette var stedet med slaver af den bedste kvalitet. Faith havde lært grundplanen af stedet uden af, og viste dem hurtigt hen til vagtrummet, hvor alle våbene stod. Udenfor var hendes 10 mænd i mindretal imod de 30 vagter. Vagterne var ikke grønskollinger, de havde en leder i blandt dem, som holdte ordenligt styr på dem og sørgte for at de angreb strategisk og havde trængt flere af mændene op i et hjørne.

Han sad stille i kælderen sammen med de mange slaver. Det virkede så mystisk at han sad fanget som slave for enden af trapperne, men det var der en meget simpel grund til, som der ikke var nogen der vidste ud over ham, og de fire døde vagter der var forsvundet i løbet af de sidste par dage.

Det var utroligt at de ikke havde opdaget at han ikke var som resten af de tilstedeværende slaver. De vagter der havde set til dem havde åbenbart ikke været særlig logiske, og ihvertfald ikke særligt kloge. Han var endda lykkes med at få sin økse og rustning med der ned, selvom det havde været lidt besværligt.

Men ovre i det ene hjørne af rummet var der noget gammelt hø, som folk ikke rørte fordi mange troede på at det var forbandet, og hvis man rørte det så ville alle i ens familie blive taget til slaver.

Han troede dog på inge måde på det, og havde ikke den store frund til det. Han ville heller ikke være bange for det hvis det var, fordi han havde jo ingen familie tilbage. det var derfor han nu higede efter at gøre noget godt for folk som erstatning for det han havde gjort eller ikke gjort for sin familie.

Han tog sin rustning og sin økse ud af høet og tog hurtigt det hele på, og lige efter han havde fået det på hørte han at der blev åbnet for dem.

*Hvad pokker endnu en vagt, det er da bare elendig timing*

Han gik derfor frem mod den person der åbnede kælderen og bukkede hurtigt og elegant for hende.

"De skal have tak for hjælpen..."

Han fulgte derefter med hende, for at han kunne holde øje med om der dukkede nogen op bagfra, så de ikke blev angrebet der og derved fik slået slaver ihjel.

Slaverne var af alle mulige racer, men en lugt var mere tydelig i blandt dem. Faiths gyldne ulveøjne faldt på ung langhåret mand som bukkede sig for hende, som allerede havde rustning og våben. Havde han haft skjult dem? Et smil gled på Faiths læber, det var vist ikke en helt så dum en. Men så blev hun opmærksom på, hvad havde fået hende først til at rette opmærksomheden imod denne mand ude over hans bukkeri. Hun havde kun mødt en før af disse nightcans, og det var næsten endt med hendes død. Dog var hun ligeglad med race, men hun tog ekstra forbehold for disse varulve, da de havde en tildens til ikke at kunne lide skyhounds. Men der var intet aggressivt kropssprog rettet imod hende eller noget som helst, så forhåbentligt ville han intet gøre. Slaverne havde fået stor morale og flere af dem så på Faith med store øjne. Nogle hviskede i blandt dem.
"Er hun lederen af Anarchical?"
Faith havde ikke tid til at bekræfte eller afkræfte rygter, men gav bare et nik til Sajro, da det var tydeligt han ville hjælpe og sagde så højt.
"Når i kommer ud, så lad vær med at flygte med det sammen. vi er nød til at klare vagterne først, for ellers vil i blive hunted down. Og så er det lig jeres egen død, det er jeres egen valg, da det er jeres egen frihed til at vælge over jeres eget liv. Men det vil jeg råde jer til"
Der var ikke rigtig nogen vagter indefor, men udenfor var der de 20 vagter. Nogle af Faith egne mænd var dødede, men hun havde ikke tid til at sørge over dem. Fordi de måtte ser at få de vagter nedlagt. Vagterne så med tydelig panik, da alle de slaver dukkede op. Men lederen som var gemt i blandt dem fik dem til at stå på rædde og række og stille op med skjolde i vejen for porten ud til friheden. Faith vidste, at der ikke var lang tid til før jagtholdet ikke langt fra kom. Som altid stod på vagt, hvis slaver skulle flygte. Slaverne stormede ustrategisk imod vagterne og flere af dem blev slagtet ned. Faith fulgte med og en vagt havde tydeligt anset hende som mål. Men det som hun først havde bedømt som vagt, var tydeligvis lederen da hans rustning og udstyr var i langt højere kvalitet og viste rang. Han havde et stort tohåndssværd i hånden og havde en sort rustning med gyldne striber på. Man kunne tydelig se hans sageligt og overlegen smil under hans hjelm. Men desværre viste det sig til, at faith ikke var bare en ussel kvinde som ikke duede til kamp, som mange anså hende som. Faith slyngede rundt med sit hovede så hendes dreadlocks fløj omkring. De alle fungerede næsten som en pisk og slyngede sig omkring hans sværd. Så kom der et ryk i hendes hår, da hun havde lagt hånden omkring og rev til, så sværdet fløj ud af hænderne på ham. Men selvom de så ud til at vinde nu, så opdagede Faith og en del andre faren forud. Jagtgruppen var kommet, og man kunne tydelig hører blodhundenes blodtørstige gø i luften. Det var 5 store hellhounds med deres ryttere og flere andre som red på store heste som valens. Dette ville blive en ren nedslagtning, hvis de stod ud i det åbne. De ville bare blive trampet ned. Faith tog en fløjte fra en lomme i hendes nedredel og fik opmærksomheden på elveren i brunt tøj som var oven på porten og skød med pile ned. Hun gjorde tegn til, at han skulle lukke porten ned. Fordi selvom de havde smadret porten, så var der også et normalt gitterport, som en ekstra sikkerhed. Porten blev lukket og jagt gruppen udenfor var stoppet op. Vagterne lå døde omkring dem, og selvom det var en god ting i sig selv. Så var de nu fanget i en borg, og havde reelt ingen mulighed for at komme væk andet hvis de kæmpede sig ud, eller fandt en anden vej. Men ekstra forstærkninger ville sikkert komme fra vagterne af, så de havde ikke meget tid tilbage.
Faith kiggede omkring og prøvede at analysere deres situation og deres muligheder. For dette var ikke gået efter planen overhovedet!

Da porten var blevet lukket, og det jagtparti der kom udefra ikke længere kunne komme ind til dem, kunne han godt se hvordan de sad lidt i et dilemme, og han kunne godt fornemme at den fremmede kvinde var en Skyhound, og dyret prøvede lidt at få overtaget over ham og skade hende, men i sit indre fik han den overtalt til at love at han ikke ville skade hende, men nu var han jo heller ikke lige den der dømte folk bare sådan udfra hvilken race de var...

Han gik med tunge skridt hende til den fremmede kvinde for at spørge lidt ind til hvad der skulle gøres... Han kunne godt gøre et forsøg på at få dem væk fra de andre, men han kunne ikke være sikker... Men hvis de kun sendte nogle efter ham ville de jo heller ikke være det store problem at dræbe... Hellhoundsene ville nok være det største problem for ham, men det kunne han jo ikke blive ved med at tænke over...

"Hvad har vi af muligheder?"

Han så bare på hende, mens han holdt øje med hvad der skete omkring ham så han ikke blev taget på sengekanten, af en fremmede der ikke mente at han hørte til eller andre ting i den stil.

"Vi skal vel have dem væk, og hvis nødvendigt kan jeg gøre forsøget på at få dem til at forfølge mig væk fra jer..."

Han kunne ikke lige se andre muligheder end at forsøge på det, eller var der andre muligheder? Jo de kunne jo forsøge at kæmpe sig vej igennem dem, men det virkede ikke som en god ide, nogle få kunne tage dem ud, hvilket han tvivlede på.

"Eller tror De vi kan klare dem bare nogle få stykker?"

Duften af aggresivitet fra varulven af, strejfede lige faiths lugtesans. Hun vendte blikket imod ham med halvt sammenknebet øjne, heldigvis så det ud til, at det kun var det dyriske i ham der blev vakt i live over hendes tilstedeværelse. HEndes eget indre alfahun ville meget gerne sætte ham på plads og få ham til at krybe især når han truede hende. Men som sagt så havde Faith også kontrol over hendes eget krop og valgte at henvende sin opmærksomhed på noget andet. Hun lyttede til hans plan, mens hun stod med ryggen til med blikket fast imod de 5 hellhounds og nok de 10 store sorte valens. Selvom de ikke var så mange og de var jo selv omkring 60, så de store frygtindgyende hellhounds og de næsten dobbelt så store heste valens mere en nok til at nedslagte en masse folk på fod. Da han snakkede færdig valgte hun at kigge omkring, alle disse forhåbningsfulde øjne var rettet imod hende, de fleste af dem lyste af deres frihed, og nogle andre lyste af tilfredshed, hvis de endelig skulle møde døden. Da hendes blik faldt på Sajro svarede hun.
"Nej du bliver bare slagtet. Disse er jo ikke normale hellhounds, som normale væsner ejer eller dem man møder i naturen. Disse er fuldt ud trænet til kamp imod professionelle som os. Undervurdere dem ikke. Fordi så snart du løber derud, så vil de alle 5 gå imod dig og selvom du er nightcan, så er disse jo næsten lige så store som dig og de er 5. MEns de så er på dig, vil de 10 valens trampe slaverne ned med deres massive hove og krop. Så nej det vil ikke gå"
Faith vendte blikket udenfor imod gruppen, de stod bare og ventede. Det var tydeligt de vidste, at de var fanget her.
"Vi må.."
Hendes stemme blev afbrudt, da hun tydelig hørte nogle lyde fra en vagt, som ellers skulle ha været død. DA hun havde kæmpet imod lederen, så var det en anden som havde dræbt ham, men åbenbart havde vedkommende ikke gjort arbejdet ordenligt. Hendes bare fødder gled let hen over jorden imod ham, og hans hovede blev løftet fra jorden af hendes hårde greb omkring hans nakke. En anstrengende hvisken lød igennem hans mund.
"Dræb mig gør en ende på det"
Faith så bare på ham og et smil gled på hende læber.
"det vil jeg med glæde gerne sørge for, men dog så skal du gøre en ting for mig først. Fortæl mig, er der andre veje ud herfra end denne port?"

Et ørneskrig lød længere væk og der hvor solen var ved at stå op, der fløj omkring 8 griffer med deres ryttere. De landede ved den anden gruppe, og det var tydeligt, at de ikke havde langt igen før de vil blive angrebet.
"Fandens vagter"
Mumlede faith og greb hårdere fast i nakken på ham for at vise, at han skulle skynde sig. Blod gled ud i små dråber fra hans mund af og han så op på hende med næsten sjælforladte øjne.
"Der er en hemmelig gang i kælderen i køkkenrummet, som fører ned til kloakkerne, der kan i flygte igennem. Nu overhold din del af aftalen!"
Faith rakte hånden imod elveren i det brune tøj, som virkede til at være hendes assistent. Knivens metal føltes kold på hende hånd og så lagde hun kniven i lederens hånd.
"Gør selv en ende på det, gør det med din egen frie vilje."
Hun rejste sig hurtigt op og gik nogle skridt fra ham og sagde så.
"Vi har fundet en vej ud til jeres fulde frihed. Nede i køkkenrummet igennem kloakken ligger jeres frihed, når i kommer ud for byen, skal i vide, at de vil stadigvæk kigge efter jer. Men så snart i er spredt for vindene, så vil de forhåbenligt ikke finde jer igen. Jeg er Faith leder af klanen Anarchical, hvis nogle af jer gerne vil melde jer til, så skal i ikke finde os, vi finder jer. Men de måske få af jer som gerne vil hjælpe til med at aflede deres opmærksomhed til at alle kommer ned igennem kloakkerne må meget gerne blive her"
Den såret leder rejste sig træt op med kniven i hånden og løftede den og skulle til at stikke den i ryggen på hende, men elveren i det brune tøj fik nedlagt ham før han kom tæt nok på. Faith vendte blikket om imod den døde leder.
"mmmm det var vel hans eget valg at ikke dø for hans egen hånd"
Hun trak let på skuldrene, og folk opfattede af de skulle ser at komme afsted, og mange begyndte at flygte.

Han kiggede på det der foregik og inderst inde grinede han lidt af det hun sagde til ham. Han vidste godt at de ikke var normale, og det havde heller ikke været hans plan at lade porten åbne... Han havde haft en plan om at kravle over men okay hun fandt jo heldigvis en anden vej ud derfra...

Han lyttede på det hun fortalte og vidste godt at der var nogle der var nød til at blive, og at han i sin normale form ikke ville have nogen chance... Han var måske en dygtig kriger i sin normale form, men der var der mange der kunne måle sig med ham, men i sin Nightcan form var det få der kunne...

Han kiggede sig derfor kort omkring inden han ændrede form... Han hadede at gøre det i store folkemængder men han var nød til at gøre det for at give så mange som muligt en chance for at slippe væk...

Da han havde skiftet form smuttede han væk fra jagtkorpsets synsvidde... Selvom han havde skiftet form stod han med øksen i hånden og rustningen sad stadig på hans store korpus af en varulv... Han stod godt 2.6 meter høj uden at strække ryggen, og med 2 horn der stod ud af hans ryg som var på længde med en underarm, og så to horn der stod i hans pande...

Når man så det kunne man godt forstå at nogen brugte dem som en del af deres foreste rækker til krigsførelse da de kunne indgyde voldsom frygt blot ved deres udseende...

Han brugte sine klør til at klatre op af muren hvor han lod sig hænge afventene... Hvor han havde bevæget sig hen uden at jægerne kunne se det... Han hang bare afventene på dem hvis der blev åbnet, men holdt stadig øje med hele pladsen...

faith kunne dog ikke undgå at blive en smule imponeret af Sajros form, selvom disse såkaldte nightcans skulle være hendes dødsfjender så, så hun ingen grund til det. De fleste af slaverne var flygtet, men nogle ældere mænd og hendes 10 mænd stod og så afventende. Det var som om stemningen var ændret i luften, eller var det måske bare, fordi solen stod højere op på himlen. Men en ting var sikkert, de ville ikke kunne klare sig imod de 25 ryttere og deres griffer, valens og hellhounds. Man skulle være rets så dum, hvis man regnede med noget andet. Hun vendte blikket imod Sajro, han var et stærkt triumfkort, men de måtte lokke de fjender her til porten, hvor det var smalt, og hvor fjendernes overtal ikke vil tælle. Deres problem var bare grifferne. Så lød hendes skarpe klang af auteritæt.
"Nightcan du holder dem her i porten, så vil nogle af mine folk smadre porten oven fra, så dræber vi nogle af dem samtidig vi afskaffer dem deres vej, 4 af mine folk vil hjælpe dem. Mens resten af os fokusere på de 8 griffer."
Faith nikkede til 4 af hendes folk, den ene blev dæmonen, som havde smadret porten tidligere. Han gik til den side af porten og forvandlede sig til sin store dæmoniske form og stod klar.
"Før i åbner porten, så vent til vi er klar, så bliver denne nightcan for jer 4 jeres leder. Så lyt efter ham"
Faith sendte Sajro et skævt smil og løb hurtigt hen til en af hendes mænd, en ung shapeshifter. Hun rørte ham og straks mærkede hun ildens kræft buldre i sine blodåre. Nu kunne hun nøjagtig det sammen som han, det var hendes evne. Hun kunne kopier en andens evne ved berøring, dog ligesom ved en mønt var der en dårlig side. Så snart hun rørte en anden med person med en anden evne fik hun den, eller hvis hun rørte en der kun kunne magibøger eller ingen evner har. Så mister hun den hun lige havde lånt, og så kan hun intet gøre.

faiths nøddebrune krop blev erstattet med sort pels og nu stod hun istedet for i sin ulveform. Det var sværere at undertrykke hendes indre aggressivitet imod Sajro, især da hun ikke følte, at hun havde helt bestemmelsen over ham. Men det var også derfor hun havde valgt ham som leder for sine 4 mænd, for at nemlig vise ham tillid og vise ham, at hun ikke følger de normale normer, som de andre artsfæller ellers gjorde. Men også fordi hun syntes at kunne føle, at han er en person der følger sine egne ordre og derfor den bedste måde at styre ham på, er ved at give ham noget selvbestemmelse. En af hendes mænd åbnede porten og først stod fjerden derude og gloede underlig og kunne godt mærke at det var en fælde. Men da de selv var trætte at stå derude og deres hellhounds var oppe og køre og sværer at styre, så lod de deres overlegen og arroganthed styrer dem. Hendes 6 andre mænd og taget buer frem eller stod med andre våben klar til kasteskyts imod grifferne, fordi de var straks i luften da de store valens og hellhounds kom buldrende som torden. Faith slyngede op i luften og selvom hun var en smule mindre end disse store frygtingyende griffer, så var hun en smule hurtigere i luften og hun havde et hemmelig tricks. Da de kom tæt nok brug, brugte hun ildens kraft, som den ene af hendes mænd havde haft og fremtvang store flammer ud af hendes gab. Som overraskede de store glubske griffer og straks lugtede der af brændt fjer, mens 2 griffer faldt brændende ned imod jorden.

Han vidste ikke helt hvad han skulle synes om hende, denne tilsyneladende leder af modstandsbevægelsen. Hun var trods alt en af hans egen races største fjender, og hvis han havde været opdraget som Nightcan ville han nok have flået hende på stedet, men det var han ikke... Han var blevet opdraget som menneske og senere hen af sig selv til at se alle som lige og at ingen var bedre eller værre end andre, og det var noget af det han levede ret kraftigt efter...

Han hang på muren og var klar til at porten skulle blive åbnet, og da hun råbte noget om nogle mænd som han skulle være leder for kiggede han bare ned på dem, og undrede sig lidt over at hun kun valgte fire til det, fordi de modstandere de var oppe imod var ikke svage små modstandere, de kunne løb normale mennesker ned som var de blomster under foden på et menneske...

"Bare sørg for at de ikke kan trampe jer ned..."

Hans grødede grove stemme lød gennem larmen til de mænd han havde fået leder rolle overfor, selvom han ikke brød sig om at give ordre til andre mennesker...

Da porten blev åbnet og rytterne og de store hellhounds kom løbende fremad, begyndte mændene på jorden at irritere dem og holde deres opmærksomhed fanget... På en måde så de ikke bragte sig selv i fare på.

Han sprang selv af fra væggen og med fuldkraft ramte han halsen på den første valen som han hagede sig til med benene og bed dens strube over, mens han flåede i ryttern som faldt af i død tilstand... En hellhound var blevet så frustreret og irriteret over mændene at da han var inden for rækkevidde sprang den mod hans ryg, desværre endte det med at den spiddede sit hjerte på de to store horn på hans ryg...

Han trak sig hurtigt væk fra den døde hellhound, valen og rytter, og holdt sig lidt på afstand og hjalp mændene med at holde dem hen... Fjenden var fanget under portvælvingen...

Hun havde nemlig kun valgt 4, fordi luften hvor de drabelige griffer var deres svag punkt plus der kunne heller ikke stå ca 10 foran den port, især når de havde en stor nightcan og en stor dæmon, som kunne afholde dem fra at smutte forbi dem. Fjenden prøvede at presse dem fremad i porten, og de store hellhounds som flere af dem var gået i blodrus, fordi det var lang tid siden sidst de havde været i kamp, maste sig alt det de kunne fremad. Så de store valens som var dem som havde løbet forrest blev mast imod fjenden og alle stod næsten klemte under porten. Nogle af rytterne prøvede at vende om, men dem der fik mast sig forbi deres egen og imod vejen ud mødte to hellhounds som var gået amok på hinanden.

Den mystiske brune elver som ingen kendte ude over selve lederen. Mange havde stillet sig selv det spørgsmål, var det overhovedet en kvinde eller mand. Men i hvert fald spillede det ikke en fakta på elverens smidighed og hurtighed. Elveren brugte fakler og andre ting til at kravle op af muren og kom op i toppen. Så lød en høj piften som krævede Faiths opmærksomhed. Store ørnenæb prøvede at fange hende, men hun smuttede med let besvær forbi griffene og fløj på den anden side af porten, hvor valenes og hellhoundene havde taget ind. Elverens ansigt var hele tiden rettet imod Faith og da hun var kommet på rette plads, så hev Elveren med alle sine krafter i håndtaget, så jernporten faldt med et slam lige foran hellhoundene og de store valens. Som skabte en mur imellem frihedskæmperne og vagterne. Energien tærede dybt inde i hendes krop, da de særdeles store og hede flammer slog ind imod de fangede vagter. De blev stegt levende, som en flammegrillede kylling i en ovn. Skrigene skar i luften og flere af grifferne var stoppet op i luften, mens deres rytter så med overraskelse fælden som deres kolleger havde faldet i. Flammerne stoppede fra Faiths gab og hun fløj træt på den anden side, mens de andre af hendes mænd prøvede at stå klar til at holde de stillestående griffer. Men hendes vinger gav op og de få meter over jorden blev til et rent fald imod jorden. Uheldigvis havde den evne hun havde kopieret krævede meget energi, det var en af de store ulemper. Normalt vidste folk hvor meget de kunne klare og holde til med deres evner, mens det var så forskelligt fra person til person, hvor meget det krævede selvom de bund og grund havde sammen evne. Så derfor kunne det tit komme fuldstændigt bag på Faith, hvor meget energi det kræver.
Faith mærkede en velkendt elverhånd stryge igennem hendes pels og hun forvandlede sig om til menneske igen.
"Flygt ned i kloakerne inden de resterende har fået taget sig sammen."
Faith rejste sig op med elverens hjælp og lod vedkommende være hendes støtte. De slaver der var blevet flygtede straks den vej, hvor alle de andre havde taget hen. Mens hendes 10 mænd stod samlet tæt omkring hende. Det var tydeligt at de havde stor respekt for hende og ville ofre deres eget liv for hendes skyld. Måske var hun ikke så dårlig en leder?
Faiths gyldne ulveøjne faldt på Sajro med et lidt nysgerrigt blik. Faith tanker faldt på, hvor et godt medlem ville denne Sajro ikke blive for deres klan? Men Faith nænnede ikke at ville spørge, hvis han ville joine, så skulle han spørge af sin egen frie vilje. Fordi FAith vil kun have dem der oprigtigt vil, og kun af ren fri vilje. Det var jo det hele deres klan bestod af, frihed.
Ørneskrig lød i luften og straks begynde griffene af styrte ned imod dem med store skarpe kløer imod dem.

Han stod bare og holdt dem tilbage inde i hvælvingen, og sørgede for at det ville blive svært for dem at slippe væk, og det blev det skam også. Han var selv hurtigt væk fra stedet da gitteret hamrede ned i jorden, og de andre kom over til dem så de kunne få fjenden grillet… Han kiggede sig så lidt omkring da det var slut i den side af gården, nu var disse fjender ikke nogen trussel længere og nu måtte de bare vende sig om og se på grifferne som nu var den eneste af de tilbageværende fjender som de skulle have gjort noget ved…

Han gik i retning af de andre da hun begyndte at råbe op om et eller andet med at flygte. Han havde ingen planer om at han ville flygte fra stedet det var jo simpelthen for dumt, måske han ikke var den stærkeste og største modstander man kunne stå overfor men det var godt nok få der var en direkte trussel for ham i kamp en mod en, og specielt når det var nærkamp… Han kunne tydeligt høre skrigene af grifferne da de begyndte at angribe de folk der var samlet nede på jorden. De var i en ret farlig situation fordi selvom de griffer der kom flyvende blev dræbt ville de stadig have retning direkte imod dem og selv deres lig kunne være farlige…

Han så på hende og lagde mærke til at hun kiggede på ham. Han kunne se grifferne komme mod den og frygtede derfor at hun var uopmærksom og han bevægede sig derfor hurtigt derover til… Han var jo nød til at hjælpe med at beskytte de slaver og andre der var tilbage og som kunne gå hen og dø, hvis disse griffer kom lidt for tæt på…

Da han var tæt nok på dem satte han i et spring og hamrede ind i den første af grifferne. Den brækkede vingen og han sad fast om den hals, mens han bare begyndte at rive og flå i den, skrigene der trak sig op i gennem dens næb bredte sig og der var ingen tvivl om at den var i store smerte, og den hamrede ned i jorden, hvor den begyndte at ralle… Blodet flød ud af næbbet på den, mens den bare døde langsomt.

han tog nogle skridt forsigtigt bagud så han stod mere sammen med de andre, og holdt sig stadig i sin varulveform, da alt andet ville være en tand for risikabelt… Han lagde mærke til en økse de sad i et lig der lagde på jorden, og han samlede den op. Han tog godt fast i den og kylede den så efter en af de griffer der stadig var til stede…

Han stod så bare og så afventende i den retning der kom fjender fra… Han var lidt for uopmærksom da han mærkede et næb skrabe hen af hans skulder, og hans skuldre blev fanger af nogle store klør. Han fik sin ene arm fri og med den fri arm flåede han halsen over på den stakkels grif, og kunne så se hvordan de var på vej mod jorden med ham først… Han begyndte at flå den klo der havde fast i ham, men det virkede næsten for sent… Han fik kloen flået så meget at den til sidt brækkede af men selve kloen sad stadig fast i hans skulder, da griffen havde låst kloen… Han rullede hen af jorden, og mærkede smerten i skulderen hver gang kloen ramte jorden og rev rundt i såret… Han rejste sig stille op fra jorden og skyndte sig hurtigt tilbage til de andre…

Han begyndte at rulle let med skulderen for at finde ud af om den stadig var brugbar, hvilket han kunne konstatere den stadig var, da han var blevet ramt uden at den på nogen måde blokerede noget… Han havde ondt når han bevægede den, men det var ikke noget der rørte ham så meget… Hang reb fast i den og flåede den ud af skulderen og kastede den fra sig fremad som en form for trussel mod de resterene…

Et nik med hovedet og hendes mænd løb hurtigt ind af indgangen, som skulle fører til deres frihed. Faith stod tilbage som den sidste med elveren ved hendes side. Hun kunne ikke lade vær med at beundre Sajros råstyrke, hun kunne tydelig forstille ham foran sig til en af deres større aktioner. En værdig holdkammerat ville han i hvert fald være. Den ene grif efter den anden blev dræbt af Sajro, men Rytterne lærte hurtigt. De holdte griffene lige højt nok over jorden, så sajro ikke kunne få fat i dem. Lange buer blev trukket frem og lange jernpile med store modhager blev skudt imod ham. Faith så pilene, men desværre havde hun ingen evner ude over at kunne give et indtryk eller fornemmelse, hvad hun ville uden at sige noget. Det var den kære elvers evne, så intet kunne hun gøre. Men pga hendes kopiere evne med at give et indtryk, hvad hun gerne ville. Så opfangede elveren det straks og slap Faith og tog en lang rød/brun bue på ryggen og straks var der tre pile på buen. Det der var heldigt med jernpilene var at de var mere langsomme, da de ikke gled igennem luften så hurtigt som de fine tunge pile. Så elverens pile der fløj med mange gange hurtigere hastighed ramte ind i de tre jernpile imod Sajro. Jernpilene styrtede ned på jorden lige ved siden af Sajro. Faith smilte til elveren, man kunne prise sig lykkelig for at have en elver ved sin side, især en der var så veltrænet i forvejen med bue. Man kunne næsten ikke finde en bedre bodyguard end en elver.
"Sajro kom med ellers blive du slagtet, de er 5 mod dig og nu hvor de ved din styrke. Så ved de hvad de skal gøre imod det"
Den stærke tynde elver arm kom omkring faiths ryg og begyndte at småløbe ind af indgangen. Nu var det bare at finde kloakken og komme ud af byen.

Han så pilene ramme ned ved siden af ham, og han vidste godt hvordan han var når han var i sin dyriske form, der var han meget arrogant og ikke lige frem den der så seig selv som mulig med at dø... Han bakkede med dem tilbage, men flyttede aldrig fronten fra dem... Han regnede med stadig at kunne tage nogle slag. Det plejede han jo ihvertfald at komme, og han vente svagt hovedet med dem...

"Jeg kommer med..."

Han bakkede tilbage med dem og fulgte bare efter dem ind af dørn, som var lidt svært for ham at gøre... Det var ikke det nemmeste for ham da hans krop var et så stor... Han smækkede døren i bag dem og fandt noget at barrikadere den med, mens han så vendte sig om og fulgte efter dem igennem tunellen der ville føre dem til friheden...

Han var bare glad for at pilene ikke havde været af sølv, og så havde ramt ham det ville ikke være et kønt syn eller en lugt nogen ville bryde sig særligt meget om...

"Ved De hvor denne fører hen?"

Hans stemme var stadig meget grøddet...

Et ordenligt torden banken lød igennem gangen, da en af griffene åbenbart havde prøvet at smadres sig igennem porten. Faith kiggede tilbage og håbede på døren holdte. Fordi selvom griffe var farligst i luften, så ville sådan en tæt gang også gøre den ekstra farlig. Da man kun vil have fronten imod dens store kløer, og sylespidse kraftige næb.
"jeg ved lige så lidt som du. Men fra vores tidligere aktioner så fører alle kloakker ud af byen, så vi skal bare følge med strømmen."
De kom ned i køkkenet og ting var rykket rundt, og en stor luge i gulvet viste tydeligt, hvor de alle var gået hen. Kloaklugten steg kraftig op af hullet og var ekstra generen for de fine varulve næser. Men det genere ikke faith, da hun for længst i sine mange aktioner havde vænnet sig til ikke så behagelige lugte, både af død, råddenskabs og efterladningskaber.
faiths øjne kiggede ned i lugen og noget sort vand afspejlede lyset. Faith sagde med en lettelse.
"heldigvis er dette kun kloakken for skyllevand, når det regner osv. Det er heldigvis ikke for toiletterne. Faith sprang straks ned i det total mørke, og ramte det kolde vand. Faith var ikke den største vandhund, især da hun jo var en flyve hund. Men hun havde vænnet sig til lidt hvert, men det var ikke rart. Hun vendte blikket op ad.
"kommer i eller?"
hendes læber trak sig i et ulvesmil, og så svømmede hun stille og roligt med strømmen. Øjnene skulle vænne sig til mørket, men heldigvis kunne varulve se megett godt i mørket og det kunne en elver også nogenlunde. Man kunne høre nogen plaske og svømme længere fremme, så de fulgte i hvert fald med de andre. Efter en stykke tids svømning så blev vandet kraftigere og og der var mere strøm nu. Man kunne høre et vandfald længere fremme og før man opdagede det var for sent. Så var man fanget i strømmens kraftige greb og så gik alt ned af bakke. Vandet strømmede ned igennem rør, som virkede næsten som en vandrutsjebane, som gik ultra meget hurtigt. Da det stilnede af, så kom der lige pludselig lys for enden af tunlen. De var landet mit i skoven i en af de store åer, og bagud kunne man tydelig se doomsville store høje mure, og en del folk stod på bredeb. Både af slaver og faiths mænd.
det var dejligt at komme op fra vandet af, så kunne man ryste sin pels. Faith stod med en 2 meters afstand fra de andre. Fordi så begyndte hun at ryste, så hendes dreadlocks fløj vidt omkring og vandet røg ud af den. Solen tilsmilede dem og næsten understregede den vellykkede operation.

Han kiggede bare på hende... han ville også bare gerne vide om hun vidste det... Han fulgte bare efter hende mens han nikkede til hende som svar på det hun havde sagt... Han klarede den nok, med hvordand et kom til at gå, hvorfor skulle han andet... Han var ikke død endnu og han regnede absolut ikke med at han ville dø inden for nærmeste fremtid...

Han sprang hurtigt i efter hende, og gøs en smule ved det kolde vand, men han stoppede hurtigt da han hurtigt fik varmen... Han var ikke ligefrem vildt glad for vand, men han klarede sig nok... Det ville være underligt hvis han ikke gjorde...

Han var ret glad da de blev taget af strømmen da det gjorde det noget nemmere for ham, da hans krop ikke var så nem at svømme med, så derfor gjorde den kraftige strøm det meget nemmere for ham at bevæge sig nogen steder i vandet...

Han kravlede hurtigt op af vandet, og tog lidt afstand til de andre, inden han begyndte at ryste sin krop og pels, så vandet stod som en sky omkring ham og hvis nogen stod for tæt på ville de bleve ret så gennemblødte...

Han kunne stadig ikke helt skifte form, da han var ret så meget i mangel af tøj, og glædede sig bare til at komme hen et sted hvor der muligvis kunne være noget tøj han kunne tage på når han skiftede tilbage...