The dead is to close. ~Rowan~

[justify]Rowan havde noget af en hovedpine. "Den der tør kan altid gentage den foregående nat," havde en af hans venner leet, da de tog fra kroen natten forinden. Rowan turde godt nok ikke. Det var for hårdt! Hans hoved dunkede en smule og han følte sig overraskende irritabel. Han tog nogle dybe indåndinger og nød sommerluften. Han plejede altid at komme til sommermarkedet - her kunne man altid finde lidt ting og sager, som man havde savnet hele vinteren. Det var en fornøjelse at luske rundt efter gode varer eller et godt tilbud, og det var noget Rowan af uforklarelige grunde gik meget op i. Tanken om at finde noget helt særligt, noget der måske ville ændre ens liv, det var noget der kunne gøre ham helt vild. Men indtil nu havde han intet fundet. Nogle slidte gamle sølvtøj, frugter og fisk. Mange af tingene gik igen fra bod til bod. Han endte dog med at købe sig et æble, som han nød, imens han traskede rundt og kiggede lidt hér og dér. Der var noget dejlig afslappende ved det hele.

Da en kvinde tilsyneladende vinkede ham til sig, stoppede han op et kort øjeblik. Han skævede rundt omkring sig; var det ham hun vinkede til? Rowan tog nogle rolige skridt imod kvinden, som så en anelse slidt ud, og hendes store krøller dansede omkring hendes smilende ansigt. Med et smil hilste manden pænt på kvinden bag disken, og ligeledes den yngre kvinde der stod der, ligesom han selv gjorde.
"Goddag. Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han roligt, og hentydede naturligvis til det faktum, at kvinden bag boden havde vinket ham til sig.
"Åh ja, min ven," klukkede kvinden, så kryllerne sprang op og ned, "I er nu samlet." Kvinden vendte blikket mod Caroline og fortsatte så sin talen: "Din modsætning er ankommet. Tag denne. Den vil fortælle jer hvad I skal gøre." sagde hun hemmelighedsfulgt, og skubbede en lille fintskåret kasse hen over disken. Rowan, som så ganske forvirret fra den ene til den anden, kiggede på det lille skrin, men turde ikke røre det. Var det hans? Hvad snakkede kvinden om? Hvorfor havde de kaldt ham over?
"Jeg kan forstå at der ikke er brug for min hjælp, så jeg vil smutte videre." sagde han, med et skævt smil, og gjorde mine til at gå.
"Bliv, udvalgte! Jeres rejse skal først til at begynde!"
Rejse? Rowan rynkede øjenbrynene og betragtede de to kvinder med et skeptisk blik. "Øøh... Hvooor... Skal vi hen?" spurgte han, efter nøje overvejelse.
"I vil finde alt I skal bruge i skrinet." sagde kvinden og pegede atter på den lille træ-kasse der stadig stod på disken. Rowan stod ubevægelig og skævede til den ældre kvinde. Hvad pokker gik dette ud på?

"Skulle det være en anden gang," var hvad Rowan nåede at sige, inden han vendte sig om og til sin skræk så, at stormen langt fra var ovre. Sejlerne løb råbende frem og tilbage på dækket, for at binde sejl og reb fast. Kaptajnen stod ved styrmandens side og råbte ordrer ud til dem alle. De forsøgte at styre skibet væk fra orkanen, men det var umuligt. En malstrøm var formet under orkanens massive styrke, og den trak alt og alle i havet til sig. Skibet blev slæbt igennem bølgerne med en enorm kraft og folk væltede rundt omkring dem. Rowan, der havde været lammet af chok, mærkede nu endelig Carolines greb om sit håndled. Med sin frie hånd nåede han at få fat i et tov, som var bundet om skibets stormast. Det sidste han hørte var kaptajenen der skreg noget á: 'Kom an, dit bæst!' og så var bølgerne over dem.
Skibet blev kastet rundt. Rowan tog hårdt fat i tovværk og ræling (siden af skibet), imens han stirrede lamslået på det morderiske naturfænomen foran dem. Det var som om vinden havde boret et hul i havet, og placeret en tornado i midten. Han bad en stille bøn, og så kom vandet.

Der lød et højlydt knas, da stormasten blev slået af. Skrig og råb blandede sig i vindens skrigende piben. Kraftfulde bølger og nådesløs vind rev skibet fra hinanden i vilde slag. Masten, som nu fløj rundt i orkanens malstrøm men kom snart tilbage for at kollidere med skroget. Dækket blev revet væk under fødderne på de sejlende. Skibsskroget blev slået itu af master og metal, der blev kastet fra side til side. Snart blev de sejlende presset ud i vandmasserne og slynget rundt af orkanen.

Rowan kunne ikke mærke Carolines gren mere. Det kolde vand omfavnede ham, og den pludselig dybde slog al luft ud af lungerne. Skulle det virkelig ende ved druknedøden? Han kunne mærke hvordan vandmasserne pressede ham ned. Han åbnede øjnene på klem, og mærkede saltvandet svige. Det gode skib Liventos sank til bunds få meter fra ham. Et sidste ønske om at overleve, fik ham til at svømme hen imod det. Han greb fat i et stykke tømmer, der havde revet sig løs fra skibet, og var ved at stige mod vandoverfladen. Nu måtte han bare håbe, at han ville kunne nå at komme op til overfladen.

Rowan vågnede længe efter. Han var skyllet op på en strand, hvor sandet føltes som sandpapir - aldrig havde han elsket sandpapir så meget som han gjorde nu. Han lå på maven, og gispede efter vejret. Bølgerne gled op og omfavnede hans krop, hvorefter det trak sig tilbage ud i havet. Langsomt fik han skubbet sig selv om på ryggen, hvor han lå et øjeblik, hostende. Han skælvede af nedkølingen, hvilket chokerede ham - ulve blev sjældent kolde. Han vendte sig atter om på maven, for at kravle længere op ad stranden. Han gispede og hostede forsat en smule, hvorefter han lagde sig i sandet, for at spare på energien. Han lå et øjeblik og sundede sig, hvorefter han tvang sig selv op at stå. Han vaklede en smule, men genvandt hurtigt balancen. Ude på havet, så han - gennem tyk tåge - orkanens rasen. Han overvejede om der kunne være andre overlevende, og lod blikket glide rundt i vandoverfladen. Men han nåede ikke at blive urolig for vampyrkvinden, for pludselig hørte han hendes stemme. Hun var ikke tæt på, men han var ikke et øjeblik i tvivl om at det var hende. Han satte i et vaklende løb, og bevægede sig hurtigt og usikkert afsted hen over sandet. "Caroline!" svarede han hende, og stoppede da han endelig havde fundet frem til hende. "Hvad er nu det? Var du bekymret?" sagde han med et smil, hvorefter han lod sin krop falde bagover i sandet. Den meget lille løbetur havde tømt ham for energi. Han lå i sandet og hev efter vejret, med et opgivende smil. Tænk at de havde overlevet dét mareridt.

Efter at have sundet sig lidt igen, satte han sig op og trak kortet frem af inderlommen. Det var gennemblødt, men eftersom det var skrevet på lædder, så kunne det tåle vandet. "Tror du dette er øen, som hende det tossede kvindemenneske talte om?" spurgte han og studerede kortet. Det gik op for ham, at der på selve kortet var indtegnet noget, som kunne ligne en malstrøm. Var det dén de lige havde oplevet? Han lod blikket studere øen. Stranden grænsede op til en tætbevokset skov, af palmer og andre eksotiske planter.
"Vi er nødt til at slå lejr. Vi kan ikke gå derind. Der kan være alskens ubehagelige ting derinde. Giftslanger, måske!" hvis der var noget Rowan ikke brød sig om, så var det slanger. En anden tanke slog ham pludselig: Hvordan skulle de dog kunne komme hjem?

"Hvad øen vil have os til at tro? Øen?" Rowan betragtede hende med et hævet øjenbryn. Lavede hun sjov, eller mente hun virkelig at øen havde en eller anden form for... Personlighed? En form for liv? At den kunne tænke og ændre sig som den lystede? Han brød ud i en munter latter. "Åh, Caroline, jeg tror du har fået ø-kuller." Efterfølgende betragtede han hende insgående; hendes intense stirren på statuetten, og hendes eftertænksomme ansigtstræk. Måske mente hun det virkelig? Det kunne være hun havde brug for noget blod i en fart; måske var det forklaring på hvorfor hun pludselig talte i tåger.
"Er du sikker på at det du så ikke bare var en drøm?"
Som et lyn på en klar himmel, skete der dog noget besynderligt. Lyssøjlerne, der blidt havde oplyst hulen, så nu ud til at fokusere deres stråler udelukkende på vampyren. Et mørkt slør kastede sig over rummet, som blev alt lys suget ud af hvert et hjørne, og kastet nådesløst mod den lyssky kvinde. Forbavset og forbløffet, vendte Rowan blikket opad. Aldrig havde han set noget lignende - lyssøjlerne kom ikke igennem huller i hulens loft, men derimod... Fra øgler! De enorme firben havde boret deres enorme klør ind i den solide stenmur, og deres blanke skæl havde reflekteret den smule lys der fandt vej ind i hulen på egen hånd. Men ikke nok med det; på deres ryg havde de en form for enorm klar krystal-sten. Igennem disse klare krystaller, kunne de reflektere lyset med en sådan kræft, at vampyrer tilsyneladende blev svækket. Rowan, der blot stod og observerede disse væsner, indså slet ikke at de faktisk nærmest "kæmpede" mod Caroline. De reflekterede bevidst lysstrålerne igennem krystallerne, og sendte dem direkte ned mod varulvens veninde. I det sekund kvinden væltede statuetten, lød der et hvæs fra øglerne, og flere kravlede frem af skyggerne, for at hjælpe deres brødre med at angribe de indtrængne. Det tog et øjeblik før Rowan kom til sig selv, og da var Caroline allerede på vej ind i en tunel, der pludselig var kommet til syne.
"Vi smutter!" udbrød han og satte i løb. Vampyren holdt bjergdøren åben, så han kunne nå at løbe igennem.
Døren lukkede bag dem og tunellen blev indhyldet i mørke. Rowan gispede efter vejret, primært grundet chok.
"Så du det?!" udbrød han og forsøgte at finde hende i mørket. "De var enorme! Øglerne! Det var som om... Som om de kunne styre lyset. Så du det?!" det var tydeligt at spore i hans stemme, at han var dybt fascineret af disse væsner. "Gad vide hvad de brugte statuetten til? Måske er det 'bare' en hemmelig døråbner. Tror du de er intelligente, de øgler?" spørgsmålene fløj hen over hans læber. Der gik et øjeblik, før det gik op for ham, at vampyren sandsynligvis var kommet til skade.
"Er du okay? Er der... Er der noget jeg kan gøre?" spurgte han, godt klar over at hun sandsynligvis var vældig forbrændt. Han besluttede sig for at de måtte finde noget lys, så han kunne se hendes skader. "Kom." sagde han mildt og tog hendes hånd, for at føre hende igennem mørket. Med den ene hånd på siden af tunellen, førte han dem igennem stilheden og sortheden.
Efter lang tid, hørte han pludselig fuglefløjt, og i horisonten kunne han lys. De bevægede sig imod lyset, og efter længere tid end hvad de kunne holde styr på, nåede de en åbning af tunellen. Den førte ud i en regnskov, der ikke lignede skoven de havde set tidligere på øen. Det var overskyet, men Rowan ville ikke tage nogle chancer, så de blev i hulens indgang, for at sikre at solen ikke pludselig skulle bryde frem og brænde vampyren.
"Her, lad mig se på dine skader."