Oh my dear, what happend to you? - Nicolas - (XXX)

Nicolas havde brugt de fleste af hans vågne timer udenfor. Han var utrolig frustreret for tiden. I løbet af kort tid, havde han mistet to af de kvinder han havde elsket. Ikke mange andre, havde haft den mulighed. Den eneste anden var Carmilla, og de havde heller ikke snakket sammen længe. Det havde også været bedst sådan, da han altid havde haft en svaghed for hende, og hvis hun var blevet en del af hans liv igen, var det gået galt med Caroline længe før. Nu var han alene, Angela havde han ikke meget kontakt til længere heller. Den eneste han så ofte, var Andrea. En af hans bedste venner. Eller eneste ven, var det vel egentlig. Han havde brugt meget af sin tid udenfor, for at komme af med nogle frustrationer. Det var gået ud over en ung mand. Der kunne man tale om, at være på det forkerte sted, på de forkerte tidspunkt. Nicolas havde ikke drukket hans blod, bare slået ham til blods. Det var også gået ud over hans tøj. Han smed det blodige tøj på gulvet på badeværelset, og trådte ind i badet. Det brusende vand slørede hans sanser, og han opfangede derfor ikke, at nogen var i hans hus. Først da nogen trådte ind i badet, blev han opmærksom. Det var ikke svært for Nicolas at genkende Carmilla. Det var vel bare et særligt bånd de havde. Havde det været hvem som helst anden, havde han gjort noget ved det, konfronteret hende, smuttet, angrebet, men han kunne ikke med Carmilla. Hun havde ham i sin hule hånd, muligvis også derfor, han blev nød til at holde sig væk. Han følte sig frygtelig svag omkring hende. Da hun lagde armene om ham, og kyssede ham på skulderen, tog han sig elendig sammen til at reagere. ”Jeg havde ikke forventet at sig dig her, i mit bad, nøgen.” Nicolas førte blikket ned af sig selv. Han var generelt ikke komfortabel med at være nøgen blandt andre, slet ikke kvinder der engang havde haft et romantisk forhold til ham. Det gjorde bare tingene en smule mere akavet for ham, hvilket han ikke havde brug for.

Carmilla ville altid have en særlig plads i hans liv. Selvom han ikke ville indrømme det, så kunne han aldrig rigtig slippe hende. Det var det samme med Caroline. Kvinden han elskede først, og kvinden han elskede højere end noget andet. Nu hvor Carmilla var her, blev Nicolas ført tilbage til den gang, hvor de havde et intimt forhold. Det føltes som evigheder, efter alt der var sket. Men alting var mindre kompliceret dengang. Der var kun de to, og ikke en masse han følte han skulle beskytte. Carmilla kunne beskytte sig selv, så hende skulle han heller ikke bekymre sig for. Da hun bed ham i skulderen, trådte et smil frem på hans læber et øjeblik. Det var ikke fordi han bare var stoppet. Han ville altid føle en form for kærlighed for Carmilla, hvis ikke som kvinde, så som skaber. ”Hvordan kan jeg glemme det?” Hans læber trak sig op i et smil, der på en og samme gang var flirtende og forførende. Da hun greb fat om hans nedre dele, vidste han godt, at han burde afvise hende. Men så igen, hvorfor? Caroline var ikke længere en del af hans liv, det var Nemesis heller ikke. Han behøvede ikke stoppe for andre end sig selv. Og det havde han ikke lyst til. Nicolas vidste hun kunne være dominerende, det var hende han havde lært det fra. Men det generede ham ikke. Hun vidste hvad hun ville. Da hendes læber trykkede sig imod hende, greb han fat om hendes ryg, og trykkede hende tættere ind på ham, før han gengældte kysset.

Nicolas fortrød ikke på noget tidspunkt, at han havde fundet sammen med Carmilla. Ikke nok med, at hun havde givet ham evnen, til at leve for evigt. Hun havde også været den første han elskede, og så var hun en utrolig elsker. Der var ikke helt nogen som hende. Da hun trykkede sin krop ind imod hans, begyndte han for alvor, at mærke en forvandling i hans krop. Han var snart klar til hende. Han lod hans læber røre hendes hals i blide kys, der kort efter blev til blive nap. Hun var glad for dominerende mænd, det havde han lært for længe siden. Nu behøvede hun ikke engang at bede ham om det. Det skete bare automatisk. Selvom han også foretrak, at kvinder var dominerende til tider. Dog ville han gerne have sin tid i rampelyset. Da hun bad ham vise, hvilken mand han var, skubbede han hende op imod muren, og forvandlede nappene til bid, de bed dog ikke hul på hende. Ikke helt endnu. ”Det var det jeg gik efter.” Nicolas havde altid forsøgt, at være den bedste for Carmilla. Den bedste elsker, det mest loyale afkom, den der bedst kunne være der for hende, på alle tænkelige måder. Det var lykkedes ham meget godt, ind til Caroline. Da hun bed hul på ham, blev han usikker på om det var med vilje eller ved et uheld, men det generede ham ikke. Det var healet før han åbnede sine læber for at svare hende. Nicolas lagde hans ene hånd på væggen hun var lænet op ad, og lod den anden hvile mod hendes talje. Han trængte op i hende og hans hugtænder voksede frem. Han lod den bore ned i hendes hals og smagte på hendes blod. Vampyrblod var noget for sig selv, men vampyros blod var helt specielt. Nicolas bevægede sig ind og ud af hende i hurtige bevægelser.

Nicolas fjernede sig fra hendes hals et øjeblik, for at bide et andet sted. Han kunne at flytte lidt rundt engang imellem. Især hos mennesker, men det var bare blevet en vane efterhånden. Hans støn blev kvalt en smule i hendes hud, men han vidste godt hun kunne høre dem alligevel. Han satte farten en smule nød, og gjorde det i hårde stød i stedet. Nicolas var ikke typen der havde meget sex, men han burde gøre det noget mere. Det var utroligt hvordan det føltes at have det, efter så lang tid. Han havde gået og samlet lysten sammen inde i sig, og nu hvor han fik afløb fra det, var det en helt fantastisk fornemmelse. Sammen med Carmilla, havde han altid været vild i seng. Muligvis, fordi han ikke frygtede for at skade hende. Hun var ikke så skrøbelig som et menneske, og hun havde samme dyriske instinkt som han havde. Det viste sig også i soveværelset. Han lod hans hånd på væggen folde sig til en knytnæve, så hans knoer hvilede imod væggen. Hans negle borede sig ned i hans håndflade, og fik blodet til at pible frem imellem hans fingre. Der ville ikke gå længe før han var nået toppen. Han satte farten op igen og nød følelsen af hendes krop imod hans. Han havde ikke lyst til at slippe hende igen. Da hendes fingre borede sig ind i hans ryg trak han et øjeblik sig fri fra hendes hals, og udstødte et støn, før han igen stak sig ned i hende og mærkede hendes blod mod hans læber.

Det åndeløse støn gjorde en stor forskel for ham. Det betød, at hun kunne lide hvad han gjorde, og hvis man ikke havde sex for at tilfredsstille sin partner, så gjorde man det ikke godt nok. Derfor betød det noget for ham. Hendes roterende hofter fik et støn frem i ham, og han kunne nu for alvor mærke orgasmen presse på. Det var ikke fordi, det var en vildt kompliceret stilling de havde gang i, men de var begge erfarne, og det kunne man tydeligt mærke. Efter så mange år, så Nicolas ikke længere på den ydre alder. For ham lignede Carmilla ikke en på 37. Hendes alder var ikke længere synlig for ham. Han havde været ung da de mødtes, men han havde ikke været et øjeblik usikker på, at han skulle tage kontakt til hende. Hun var så mystisk og elegant at natur, at det var umuligt, ikke at ligge mærke til. Han smilede en smule over gispet og forsatte lidt endnu, ind til han også nåede toppen. Han fjernede ansigtet fra hendes hals og lagde sit hoved en smule tilbage. Hans styrke fik hans hånd til at bevæge sig igennem muren og efterlade et nævestort hul, ikke at det bekymrede ham i øjeblikket. Han dvælede i øjeblikket med hende. Nicolas så på hende som hun stod der og stønnede. ”Jeg har manglet. det her.” Han så hende i øjnene, og de der kendte ham godt, ville vide, han skulle til at være ærlig. ”Jeg har manglet dig.”

Nicolas så op til Carmilla. Hun var en af de få, han så op til. Hun var stærk, magtfuld og vidste hvad hun ville have. Tre egenskaber, der fortjente hans respekt. Han nød hendes omfavn og ord. Der var noget beroligende over det. Han gengældte hendes kys og lod en hånd ligge på hendes nakke. ”Det er godt. Jeg ved ikke om jeg kan undvære dig igen.” Han så hende i øjnene og smilede forsigtigt. ”Jeg brød kun kontakten, fordi jeg følte det jeg havde med Caroline var godt for mig. Hvis du stadig var i mit liv, kunne jeg ikke have været sammen med hende. Jeg kan bare ikke modstå dig Carmilla.” Han havde været flov over det før, men alle havde vel den person, de bare aldrig rigtig kunne slippe. Selvom han aldrig for alvor ville slippe Caroline, ville han slippe hende fri. Det kunne han ikke gøre med Carmilla, og han havde heller ikke lyst. ”Jeg har altid forsøgt at gøre dig tilfreds, gøre dig stolt. Du har lært mig alt om at være vampyr, hvordan man er en god elsker. Jeg ville aldrig været kommet så langt, uden dig.” Nicolas lod hans løber omfavne hendes, inden hun hoppede ned fra ham. ”Lad os ligge vores følelser væk. Hvad siger du til vi forsætter i soveværelset?” Han tog fat i hendes hånd, og bevægede sig hen imod soveværelset. Personen der stod der, var den sidste person, han ønskede skulle se ham der, med en anden kvinde. Han slap Carmillas hånd og dækkede diskret sine private dele og rømmede sig mens han så på Caroline. Havde han været menneskelig, var han begyndt at rødme. Det var en akavet situation, han ikke ønskede at stå i. Men han var færdig med at stikke af. Han blev nød til at se sine problemer i øjnene, tage tyren ved hornene.

Hun havde tøvet inden hun var gået ind. Caroline ville bare være sikker på, at der ikke var nogen Nicolas herinde som var kommet til skade. Derfor, var hun gået ind. Hun havde ikke regnet med at finde nogle, faktisk regnede hun med Nicolas var i sikkerhed i Sunfury ved Andrea. Hun lukkede stille døren bagved sig. Hun var i ført et par sorte lårkorte shorts og en mørkeblå tank top. Håret hang løst som altid, hendes blik var dog søgende. Hun hørte to bekendte stemmer med sin skarpe hørelse. Det var lige præcis de to stemmer hun søgte... dog bare ikke lige i samme hus! Hendes skridt havde ført hende ovenpå, op af trapperne uden hun havde givet dem lov. Nicolas var en fri mand, han kunne gøre hvad han ville. Der var dog lige det, at hun ikke kunne tage det så godt som hun ønskede hun kunne. Hun havde Rowan, ikke sådan som i et forhold - men hun havde ham. Det var heller ikke jalousi der ramte hende... mere en form for; Hey din gode veninde hugger din eks, hvordan har du det med det?

Caroline var gået imod soveværelset, og havde lige nået at få et glimt af rummet hun engang havde brugt flere år i. Det gjorde faktisk en smule ondt kunne man vel sige. At se et sted man havde haft som sit hjem, og som nu ikke var det længere. Caroline vendte hovedet til siden da de kom gående med hinanden i hænderne, som et andet ny forelsket par. Hun lagde let armene overkors, og hævede på et bryn.
Hendes øjne blev på Nicolas først, og derefter gled de halv dømmende over på Carmilla. Faktisk vidste hun ikke om hun kunne tillade sig at være sur, men det var hun.
"Så det..." Startede hun ud og rystede let på hovedet. "Jeg er glad for i hygger jer." Tilføjede hun sarkastisk. Nicolas kendte hende bedst der, han ville allerede vide - at hun ikke ligefrem kunne lide hvad hun kunne se, men rettere sagt - man skulle ikke engang være idiot for ikke at kunne se det. Det var ikke ligefrem noget hun lagde skjul på!

Hun var vel skuffet. Det måtte være det. Hun ville sikkert have haft det fint, hvis det havde været en random tøs hun alligevel ikke kendte. Men ligefrem at det var Carmilla. Det gjorde hende utilpas. Nemesis tingen havde været fin nok, men det her overskred hendes grænser. Hvis Nille havde gjort det havde Caroline været ligeså pissed, men det her var bare ikke Nille, men Carmilla. Og det værste var. Hun havde kendt dem begge to, men ingen af dem havde lettet røven og fortalt de kendte hinanden. Hvordan skulle hun vide, om de overhovedet talte sandt når hun spurgte dem om noget? Hun kunne ligeså godt have været ude i byen, imens Nic havde været i hendes palæ dengang hun boede i Shadowflame - og Carmilla havde været der... hendes tanker slog hende omkuld.
"Så, nu spørger jeg måske dumt... men sig det første gang i meget langtid i to ser hinanden ikke?" Hun slog blikket over på Nicolas. "Og bare hver ærlig overfor mig, jeg er ret træt at løgne." Tilføjede hun let, og tog en meget dyb indånding. Han havde sagt før til Carmilla hun brød kontakten til Carmilla på grund af hende. Men han havde også sagt, at han ikke kunne modstå den kvinde.
Det gjorde Caroline lidt nervøs for om hun havde været en han skulle prøve at se om han havde det godt med eller ej... Lysten til at slå sig selv i hovedet var enorm lige nu dog, hvorfor var hun så mistroisk?! Verden havde gjort hende nervøs anlagt, overfor hvem hun kunne stole på. Nille havde da også lige svigtet hende så, hvorfor ikke også Nicolas og Carmilla?

Nicolas så skamfuldt ned i jorden. Han burde ikke skamme sig, der var jo ikke noget i vejen med det, han var ikke længere sammen med Caroline. Han ønskede bare ikke hun skulle vide det. ”Vent lige et øjeblik.” Han var hurtigt væk, inde i soveværelset for at klæde sig på. Han havde også en skjorte med Carmilla kunne tage på, hvis hun ønskede det. Ikke at han regnede med det, hun var meget åben om sin krop. Der var Nicolas bare lidt mere reserveret. Han så på Carmilla. ”Hvis du vil klæde dig på.” Han rakte hende skjorten og vendte så blikket imod Caroline. Det første Caroline sagde, anede han ikke hvad han skulle svare på. Det var tydeligt sarkastisk. Det ville enhver kunne se, men allerede før Caroline havde sagt noget, vidste han hun ikke var glad for det. Naturligt, Nicolas ville heller ikke ligefrem lykønske Caroline, hvis hun fandt sammen med en anden. Ikke endnu i hvert fald. Hendes spørgsmål sårede ham. Han havde aldrig holdt noget skjult for Caroline. ”Hvordan kan du tro det? Jeg har aldrig skjult noget for dig.” Hans stemme afslørede tydeligt, at han var såret over hendes beskyldninger. ”Efter vi fandt sammen opsøgte jeg Carmilla, for at fortælle hende, at jeg ikke kunne se hende længere. Jeg blev nød ti at fokusere på dig.” Han skævede til Carmilla, før han igen rettede blikket imod Caroline. ”Hvis du kan beskylde for at lyve for dig, er jeg ikke længere sikker på, det var det rigtige valg at tage.” Han var slet ikke tilfreds med Caroline i øjeblikket. Han forstod godt hendes mistanke, men han ville han aldrig mistænke hende for den slags. Han ville allerhøjst tænke det, hvis der var grundlag for det.

Det var så let, hun skulle bare nikke til dem. Forstå, at det var sådan det var. Men hun kunne ikke synke det, og det irriterede hende så dybt. Hun skulle bare have gået forbi dette sted, så havde hun intet set - og levet i en verden, hvor han sad og snakkede med Andrea lige nu - og ikke det her. Dog ville hun have fundet ud af det en dag alligevel, og sådan her skulle det åbenbart være. Den ramte klang i Nicolas's stemme fik hende til at ønske hun kunne få en chance for at forklare sit ordvalg. Dog nikkede hun kort til den allersidste sætning han sagde. Hun skulle lige til at forsætte til en diskution med ham - som altid. Da Carmilla talte sig ind i samtalen.
Caroline så hende i øjnene imens hun talte. Alle gjorde dumme ting. Det vidste hun, men hun vidste også - at selvom hun havde stået her nu - hvis de så mødtes imorgen så ville de også gå rundt sammen. En tanke og et billed hun ikke ønskede i sit hoved!

"Jeg beskyldte dig ikke for at lyve for mig.. jeg snakker om andre folk. Jeg har hørt på mange løgne og mange sandheder det seneste stykke tid. Jeg ville bare sikre mig hundrede procent, at jeg ikke havde gået rundt med en dolk få centimeter fra ryggen..." hun tøvede kort, "du skulle ikke tage det personligt." Tilføjede hun og foldede sine læber sammen i en smal streg.
Caroline så over på Carmilla.
"Jeg kan ikke stoppe jer. Og selvom jeg gerne vil... så det ikke op til mig. Hvis det gør jer glade, at gøre... øhm.. hvad i gør. Så gør det." Sagde hun halv tøvende. Det var ikke ligefrem fordi, at det var med hendes gladeste stemme hun sagde det. Men hun havde ikke noget at skulle have sagt, hvis det var hvad de ville så måtte de jo gøre det.
"Nå.. jeg forstår godt, hvis i gerne vil have jeg går.. jeg ville egentlig også bare sikre mig, at i faktisk var i live.." Sagde hun så lidt efter og kløede sig kort i nakken. Nu havde hun da forklaret, hvad hun lavede i hans hus. Men faktisk følte hun sig direkte forvirret over, hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle stå. "Det mærkeligt at være her i huset.. på en blandet måde af god og mindre god." Mindre god fordi hun savnede det på mange punkter. Selvfølgelig savnede hun ham! Under andre omstændigheder, og hvis hun ikke havde haft så stærke følelser for Rowan, havde hun nok kastet sig i favnen på ham igen, og de havde taget en tur i den samle gamle bus, og endt det samme sted som før.

Nicolas var klar til at sige noget mere, men Carmilla kom ham i forkøbet. Det var også det bedste, det endte aldrig godt, når han og Caroline begyndte at diskutere. Nu var der en til at stoppe dem. Carmilla kunne i hvert fald stoppe Nicolas, han havde set hende som en form for autoritet. Hun var hans skaber, og det betød en hel del. Måske meget mere dengang, en hvad det betød i dag. Han lyttede til hvad hun sagde, og vendte så blikket imod Caroline, for at høre hendes forklaring af hendes ord. Han havde misforstået hende. Det var så typisk dem, antydningen af et smil kom frem på hans læber, ved minderne. ”Jeg havde aldrig en dolk bag din ryg. Jeg fjernede alle der havde.” Han trådte et skridt frem imod hende, og fik nu en klassisk beskyttetrang over for hende, en han ikke længere kunne tillade sig at have. ”Hvem løj for dig?” Nicolas ville vel altid se på Caroline som en han skal beskytte. Ikke bare fordi han havde elsket, fordi han stadig elskede hende, men fordi han havde skabt hende. Han havde givet hende det liv, formet hende. Havde Caroline ikke være så utrolig, var hun endt lige som ham. Det var måske også derfor, det var bedst for dem at stoppe, mens legen var god. Selvom det var fristende, at starte igen. Men han kunne ikke love det ville blive bedre. Han kunne måske være bedre for en tid, men så falde tilbage i samme gamle mønster. Hun fortjente bedre, end hvad han kunne tilbyde hende. Hun var lys, han var mørke. Den ene kunne ikke eksistere uden den anden, men deres hænder kunne aldrig mødes, uden at skabe en gråskala. Desværre, var der kommet mere mørke i den blanding end lys.

”Jeg havde aldrig en dolk bag din ryg. Jeg fjernede alle der havde.” de ord kunne alligevel ikke til at få hende til at lade hver med at smile bare lidt. Hun nikkede let.
"Det ved jeg." Svarede hun let og kørte en hånd igennem sit hår. Så trådte han imod hende. Typisk ham at ville beskytte hende imod omverdenen når den gik imod hende. Hun ventede dog med at svare da Carmilla gik hen og kyssede hans kind og gik hen til hende. Carmillas kram var rart. Det var godt stadigvæk at have nogle venskaber - selvom de både kunne virke en smule rivaliserende sommetider. Så snart Carmilla var gået ind i soveværelset, hvor Caroline plagede at ligge sig når hun var kvæstet.

Caroline lagde armene overkors.
"Lad os bare sige Nille gik amok den anden dag. Anklagede mig for at ville slå hende ihjel. Gik amok med sine daggerts. Hvis Nille kan vende sig imod mig så hurtigt, så kan Jacob og Joah vel også... sjovt. Når jeg kommer tættere på Andrea, så kommer jeg længere væk fra Nille og de andre." Hun trak lidt skævt på smile båndet.
"Og bare rolig. Andrea og jeg er okay. Vi har vores små stridigheder." Tilføjede hun let.

Hun havde en smule varulve fært over sig, nok takket være sin tid med Rowan. Kys var vel en måde at afmærke sit territorium på, og man måtte sig Rowan havde afmærket sit. Ikke at både Nicolas og Caroline var van til det. Andrea var jo trods alt varulv jo. Nicolas var normalt i Sunfury.
"Så, hvornår regner du med at rejse tilbage til Sunfury. Bare fordi Andrea lige har leveret et nyt medlem til den kongelige familie så, betyder det ikke hun ikke kunne bruge din hjælp. Specielt når Noah lever lige op af den anden dør, du ved hvor desparat den fyr kan være." Carolin smilede skævt. Det var vel for at flytte samtalen om på noget mere hverdags relateret, hvis man kunne sige det sådan.

Nicolas så på Carmilla ud af øjenkrogen, da hun kyssede ham på kinden. Han vidste godt hans forhold med Caroline for længst var færdigt, men det var stadig en stor del af hans liv der var slut, og han var bare ikke kommet sig fuldstændig over det. Når han stod der, over for hende, savnede han hende stadig. Ikke som hans kæreste eller kone, bare at hun var i hans liv. Han drejede hovedet og så efter Carmilla, men var hurtig opmærksom på Caroline igen. ”Godt.” Hun skulle vide han var der, selv hvis hun ikke ønskede det. Nicolas havde lagt mærke til duften af varulv på hende. Det var svært at afgøre hvilken varulv. Men det var helt sikkert ikke Andrea, så meget vidste han. Men det kunne være en masse varulve. Der var jo ikke ligefrem mangel på dem. Men det var heller ikke noget, han skulle tænke for meget over. Det burde han i hvert fald ikke. ”Hvis de ikke kan indse du vil dem det bedste, så bør de ikke have en plads i dit liv.” Han smilede over hendes kommentar om Andrea og hende. Det var meget godt at de var blevet tættere. De var begge fantastiske piger, så selvfølgelig skulle de være i hinandens liv. Han vidste godt han skulle tilbage til Sunfury snart, han havde bare haft ting at gøre i Terrorville før han tog tilbage. ”Hun skal bare ikke forvente jeg passer baby.” Et smil fandt sted på hans læber, han var glad på Andreas vegne, og Kai var skam også en fin fyr, der virkede til at ville hende det bedste, men Nicolas var ikke ligefrem den bedste til småbørn. ”Noah derimod, kan jeg godt tage mig af.” Nicolas havde blandede følelser for sin bror. Han var familie, men han virkede bare til at have sine problemer. Det var dog ikke noget Nicolas løse for ham, men han ville heller ikke lade ham genere Andrea, slet ikke med en nyfødt i vuggen.

//Jeg tænker i kører videre ind til han joiner hende i sengen? eller hvad siger i?