What happend to me? - Alane.

Lugten af blod bredte sig stille gennem skoven, den kom  snigende som en lille tåge og lagde sig omkring Nicolas. Denne duft af blod var lokkende og dragende og noget nær umulig at modstå. En kvinde lå ca en kilometer væk fra hvor Nicolas sad. Hun havde diverse sår og skrammer over det hele men det værste af det hele var den kæmpe flænge hun havde hen over brystet. En varulv havde tydeligt haft fat i hende og havde så kun fået flået hende op der men der ville ikke gå længe før hun døde, det var tydeligt så hvorfor skulle man dog lade det dejlige blod gå til spilde? Kvinden hev og rallede efter vejret som hendes øjne rullede rundt i hovedet på hende, hun prøvede tydeligt at fokusere på noget, bare et eller andet men hun kunne virkelig ikke finde ud af det. De blålige øjnene lukkede sig snart i men hun hev stadig efter vejret. Af og til hostede hun en smule blod op. Hvad Nicolas ikke vidste var at dette var en fælde, en fælde specielt designet til at lokke ham hertil det var desuden også derfor at den lugt af blod han kunne lugte var hans foretrukne. Nu kunne det kun vare så længe før han gik i fælden.

//Her er et billede af kvinden:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nicolas sad i sine egne tanker, men han kom snart tilbage til virkeligheden da en sødlig duft af blod omringede ham. Han rejste sig op og fulgte duften indtil han fandt den døende kvinde. Han tog hendes slappe krop op og begyndte og drikke fra hendes hals. Han havde ikke været specielt sulten, men han kunne ikke lade vær når det var så let. Pigen forsøgte og skrige, hvilket ikke lykkedes grundet hendes svækkelse. Hvilket bare var godt for Nicolas, så ville han ikke blive fanget i det. Det var ikke alle der var så vilde med vampyrers madvaner, men det var han ligeglad med. Han drak kvinden tør og lod hende så falde ned på jorden. Han fik en underlig fornemmelse, som om der skulle til og ske noget. Som om der var noget i færde, han vidste ikke hvad det var. Men han havde en dårlig fornemmelse. Han så sig forvirret omkring mens han prøver og finde kilden til hans dårlige fornemmelse.

Han var gået lige i fælden, alting var gået som planglagt, ikke en eneste fejl.
Kvindens hjerte stoppede stille og hun lå på jorden ganske fin og helt ligbleg, de ellers så lyseblå øjne kiggede nu tomt og koldt på ham som om de bebrejdede ham for noget. Med et skete der noget, Nicolas havde det som var han blevet slået i hovedet med et metalrør, verden begyndte at snurre, blev mere mørk og han ville hurtigt miste balancen og falde sammen på jorden. Kvinden som han havde suger tør for lidt siden vendte hovedet og kiggede ham direkte i øjnene med et smil der bare sagde det hele. Roligt rejste hun sig op og skubbede ham helt ned at ligge ned foden mens hun så hånligt på ham. "Stakkels lille Nicolas, så svag at han ikke engang kan forsvare sig selv nu". En hånlig og hårrejsende latter kom fra hende og det sidste han ville høre inden han besvimede var, "Tænk at du ikke engang kunne kende mig" og så blev det hele sort for ham.

Der ville gå noget tid inden han vågnede men når han atter engang vågnede ville han ikke kunne bevæge sig, han var bundet af magi til det bord han lå på og kvinden stod i hjørnet af hans synsfelt med ryggen til ham. Hendes lange mørke hår hang løst omkring hendes skuldre og hun bar en gulvlang sort kjole som sad til omkring hendes brystkasse men fra hofterne og ned hang den lyst og flagrede blidt. Den var meget nedringet og for enden af udskæringen hang der en blodrød krystal. Roligt vendte hun sig om og gik over til ham. "Ah du er endelig vågen"..

Nicolas så sig forvirret omkring da det føles som om han blev slået i hovedet, men han nåede ikke og tænke meget over det før han lå på jorden. Han forsøgte og rejse sig, men han kunne ikke. Det var som om hans krop modarbejdede ham. Da liget lige pludselig rejste sig havde en anelse om hvem det var. En heks, det var klart. Muligvis den heks han mødte for godt 500 år siden som havde svoret hævn. Han forsøgte og holde sig vågen, men han faldt kort efter ned i ubevidstheden. Han opfattede ingenting fra da og til han vågnede igen på et bord. Han vågnede og gjorde alt han kunne for at bevæge sig, men han kunne ingenting. Han var helt lammet. Han kunne se hende ud af øjenkrogen, men kun omkring halvdelen af hende. Da hun lidt efter kom hen til ham forsøgte han endnu mere og komme fri, men det udmattede ham bare, så han besluttede for ikke at prøve og bevæge sig. Det hjalp tydeligvis ikke noget alligevel. Han så op på hende med et vredt blik, han havde ikke tænkt sig at bukke efter.

Hun lod hånden glide over hans ansigt og kiggede på ham med et mørkt blik. Hendes øjne lyste af vrede og foragtelse overfor ham. Hvor hun dog hadede ham og han skulle ikke tro han slap så let fra hende. Nej! Det gjorde han godt nok ikke, han havde taget noget fra hende, det vigtigste hun havde haft så nu ville hun tage det vigtigste fra ham. En hård lussing sejlede gennem luften og ramte ham direkte på kinden, det ville gøre ondt men han ville ikke engang kunne gøre noget ved det. Roligt vendte hun ryggen til ham og kom tilbage efter få sekunder med en stor kniv. Roligt lod hun den snitte det inderste af hendes hånd og hun begyndte at tegne tegne på ham, det var nok nu han ville opdage hans brystkasse var bar som hendes fingre gled over den. alt imens hun gjorde dette messede hun på et sprog han ikke kunne forstå. Hendes blå øjne begyndte at lyse, de lyste helt op til de nærmest var ubehagelige at kigge på. med hurtighed og præcision lagde hun et snit hen over hans kind og løftede så kniven op til sine læber hvor hun slikkede hans blod væk. Atter engang forsvandt hun ud af hans synsfelt og gik så rundt og tændte de store sorte blok lys som dannede en cirkel omkring det bord han var på. Det varede ikke længe før hun kom tilbage og kiggede ham direkte i øjnene. "Du tog noget fra mig så nu tager jeg noget fra dig! Sig farvel til dine elskede minder!", hun lagde hånden midt på hans brystkasse og begyndte så at messe, som hun messede voksede smerten frem i hans brystkassen og den blev ved med at vokse til den var så kraftig at han ville besvime. Heksens øjne blev helt hvide og det var det sidste han så ingen han kunne mærke minderne forsvinde, det var smertefuldt, umådeligt smertefuldt og det var også derfor han besvimede.

Når han engang vågnede ville han vågne midt i skoven, det samme sted han selv havde sat sig til at starte med.

Nicolas vidste ikke hvad hun havde gang i. Han vidste hun sikkert vil bruge noget magi på ham, men han var ikke klar over hvilken. Han havde heller ikke rigtig styr på magi, så han vidste ikke hvor meget man rent faktisk kunne. Han vidste bare man kunne meget. Da hun begynder og skære i sig selv og lave et eller andet på hans brystkasse bliver han mere urolig. Han mærker tydeligt lussingen, det sviger forsat men han kan ikke gøre noget. Hvis han kunne ville hun være død allerede. Han hadede den hjælpeløse følelse han havde. Han kunne ikke gøre noget, han kunne bare ligge der og lade hende gøre hvad hun ville gøre. Men hun kunne umuligt gøre noget der ville skade ham mere end et par dage. Da hun skar et snit på hans kind ville han have spærret hans øjne op hvis han kunne. Nicolas hørte hendes ord og nu begyndte han for alvor at forsøge og komme fri. Hvis han ville glemme alting, så ville han også glemme Caroline, at Angela lever. Alt. En ufattelig smerte bredte sig i hans bryst og det varede ikke længe før han ved bevidstløs igen.

Han sad op af træet ude i skoven, men han er stadig bevidstløs.

Alane havde været i skoven den dag, hun havde hentet de sidste ting hun havde ude i hendes telt eller det var nu egentlig hendes hjem. Sean havde jo overtalt hende til at flytte ind hos ham så nu var det jo sket men hun havde glemt nogle små ting som egentlig betød rigtig meget for hende. Hun bar en hvid kjole, den gik hende til midten af låret, sad løst omkring hendes hofter men tæt omkring brystet. Den var en smule nedringet men ikke for meget. Hendes lange hvide hår hang løst omkring hendes ansigt og indrammede det smukt. (Ligesom profilbilledet). Hendes fødder var som sædvanligt bare men det var de jo altid, hun vidste hvordan man færdedes i skoven uden at komme til skade eller i hvert fald oftest.
Hun gik i sine egne tanker men blev hurtigt revet ud af dem da hun så Nicolas. Forsigtigt gik hun over mod ham og stoppede foran ham. Han reagerede ikke, var der noget galt? Stille satte hun sig på knæ foran ham og betragtede ham. Han lignede enten en der sov eller en der var bevidstløs. "Hallo, Nicolas?". Hun ruskede blidt i hans ben, helt nede ved anklen faktisk. Billederne af deres sidste møde væltede rundt i hendes hoved. Det havde ikke været et skidt møde men heller ikke ligefrem det bedste.

Nicolas opfattede ikke at der kom nogen hen til ham. Først da der blev rusket i hans ankel reagerede han. Han så på kvinden som han ikke kendte. Nicolas rejste sig op, men han var stadig svækket og svimmel, så han måtte støtte sig til træet. Han ser over på kvinden igen. Han nåede lige og høre hende sige hans navn. "Hvordan kender du mit navn?" Han så sig omkring igen, han kunne godt huske skoven. Han var der tit med sin søster. Indtil hun stak af. Han tog flere dybe indåndinger fordi han ikke forstår hvad der sker. Nicolas så ned af sig selv og opdagede blodet. Han lagde en hånd på hans bryst og forsøgte og tørre det væk. Han vidste slet ikke noget om sig selv, han vidste ikke at han var vampyr, at han var forlovet, at hans søster levet, at han havde mødt denne kvinde før. Ingenting. Han vidste ikke noget af det, men han manglede heller ikke noget. Han huskede stadig sig selv som et menneske.

Hun kiggede på ham, var han seriøs? Alane lod øjnene glide over ham, for det første havde han en enormt flot brystkasse men for det andet hvad søren var det for nogle tegn han havde malet over det hele og var det blod? Da han rejste sig rejste hun sig også, det andet ville være lidt for akavet en position at sidde i. De grønne øjne kiggede forvirret og forundret på ham. "Jamen det har du da selv fortalt mig". Hun løftede et øjenbryn og kiggede på ham, sikke det er svineri. Let gik hun hen til ham og lod fingeren køre langs snitsåret som stadig blødte en smule. "Hvad har du dog lavet?". Hun lagde armene over kors og kiggede på ham mens hun tog et lille skridt tilbage for ikke at stå alt for tæt på ham. Alane var en smuk pige, ingen tvivl der, hun havde en smuk og veltrænet krop såvel som et smukt ansigt. Det var tydeligt at se at de grønne øjne ledte efter svar over hvad der var sket men hun kunne ikke rigtig finde nogen. Hvad havde han dog rodet sig ud i?. "Hvad har du dog lavet?", hendes hånd henviste til de underlige mærker samt snitsåret på kinden som egentlig også havde et pænt håndtryk på sig.

Nicolas rynkede brynene. Han havde aldrig mødt hende før, han ville huske hende. "Nej. Jeg har aldrig set dig før." Han rystede blidt på hovedet. "Jeg ville huske dig." Han var virkelig forvirret, hvorfor vidste hun hvem han var, når han ikke vidste hvem hun var. Det gav bare ingen mening. Da hun rørte ved hans snitsår på kinden sveg det en smule. Han så på hende og undersøgte hende lidt mere. Hun var en flot pige, så det ville ikke give mening hvis han ikke kunne huske hende. Han ville huske en som hende. Da hun spurgte indtil hvad han har lavet så han igen ned af sig selv. "Jeg.. Jeg ved det ikke." Han var helt klart anderledes. Da han var menneske var han langt mere venlig og forstående. Han var ikke lige så ondskabsfuld, kan man vel sige. "Det sidste jeg kan huske var da jeg forlod mit hus. Jeg må hjem." Han så på hende og så så ned gennem skov. Hans hus havde været lige der, men nu var det væk. Han gik nogle skridt frem mod huset. "Hvor er mit hus." Hans rystede sit hoved. Han vidste der var et eller andet galt, men han vidste ikke hvad.

Hun kiggede på ham og så så væk. selvom hun ikke ville indrømme det gjorde det da ondt at han ikke engang ville kendes ved hende selvom de jo egentlig ikke var venner eller noget men derfor var det stadig ikke rart. Alane bed sig blidt i læben og kiggede atter på ham da han snakkede. Hvad var det for en leg han legede? Hun forstod den ikke, han havde mødt hende før og endda havde hun frivilligt givet ham noget af hendes blod efter han godt nok havde fanget hende men det havde jo bare været en leg. De grønne øjne betragtede ham, var han syg? Han var jo ligefrem venlig og høflig eller også havde hun bare mødt ham på en skidt dag? Alane havde trods alt kun mødt ham den ene gang og når ja så nu men det talte vel ikke rigtigt, gjorde det? "Skal jeg i det mindste ikke hjælpe dig med dit sår der?", hun hentydede tydeligt til såret på kinden, det var trods alt ret dybt og Alane havde en masse kendskab til naturmedicin så mon ikke hun ville kunne hjælpe ham bare en smule? Vent hvorfor hjalp hun ham overhovedet, når ja, hun havde en underlig følelse af at tingene ikke var som de burde være og hun var en satans nysgerrig tøs. Alane kiggede roligt mod der hvor han hentydede, der lå da intet hus og hun vidste da godt nok ikke hvor hans hus lå. "Øhm det ved jeg ikke, burde det ligge her?". Hun kiggede forvirret men også nysgerrigt på ham

Nicolas havde det dårligt over han ikke kunne huske hende. Han så på hende. "Du må undskylde.. At jeg ikke kan huske dig." Han vidste ikke om deres forhold var godt eller skidt, men ligemeget hvad ville han gerne kunne huske hende. Nicolas nikker da hun spørger indtil såret, han ved ikke at han vil hele forholdsvis hurtigt. I selv samme sekund som hun spurgte ind til det begyndte såret at vokse sammen. Han så imod det hus der ikke var der. "Mit hus lå lige der. Jeg gik derfra for et par timer siden. Det kan ikke bare være væk." Han vendte sig om imod hende igen, måske kan hun hjælpe ham med at finde et sted han kan være. "Jeg forstår ingenting. Hvordan kan et hus forsvinde på så kort tid?" Han så ned i jorden og sukkede blidt. "Beklager. Jeg vil ikke være til mere besvær." Han går hen forbi hende og vender så hovedet så han ser på hende. "Tak for hjælpen." Han gik forbi hende og ned igennem skoven. Han har stadig bar, blodig overkrop. Han så heller ikke særlig godt ud. Hans hår er rodet og hans bukser krøllet.

Hun kiggede op på ham da han atter engang snakkede, der var virkelig et eller andet galt med ham, han virkede slet ikke som typen der sagde undskyld og her stod han og sagde undskyld til hende. Let kradsede hun sig på halsen da hun ikke anede hvad hun skulle sige eller gøre. "Nicolas, der er tydeligvis noget galt, lad mig da i det mindste hjælpe dig med at prøve at finde ud af hvad det er". Uden rigtig at tænke over det lod hun fingerne glide over det nu lukkede sår af ren fascination. Det var utroligt så hurtigt som vampyrer healede. Hendes hud var meget varm i forhold til hans egen kolde og døde hud men derudover var hendes hud også dejlig silkeblød. Alane kiggede undrende efter ham som han begyndte at gå. Hun kunne ikke bare lade ham vandre rundt sådan der, det bød hendes samvittighed hende ikke og det var også derfor hun løb efter ham og greb fat omkring hans håndled. "Vent, du er altså ikke til besværlighed Nicolas. Det er bare underligt du ikke kan huske mig". Alane betragtede ham stille og slap så hans håndled. "Lad mig hjælpe dig".

Nicolas ville ikke have noget imod at tage imod hjælp, ikke som menneske i hvert fald. Men som han levede længere og længere tid havde han sværere ved at tage imod hjælp, fordi han mente han kunne klare sig selv. Han så ned da hun lagde en hånd på hans kind hvor såret var. Han mærkede efter det da hun havde fjernet sin hånd igen. Det var væk, hvordan kunne det være væk? Nicolas ville gerne have hendes hjælp, men han ville heller ikke være til besvær for hende, så derfor var han gået. Han stoppede dog da hun tog fat i hans håndled. "Det er også underligt for mig." Han havde slet ingen erindring om hende, det gjorde ham ret irriteret fordi han gerne ville vide hvordan deres forhold var. Hvis der overhovedet var et forhold. "Du kan fortælle mig om os." Han kunne ikke se nogen bedre hjælp, hvis han skal huske hende må han vide noget om deres forhold. Der kunne måske også være en anden mulighed, men han vidste ikke hvordan man ellers kunne vække hans hukommelse.

Hun kiggede stille på ham som de begge stoppede op da hun greb hans håndled, deres historie, deres forhold? De havde jo egentlig ikke rigtig noget, hun havde mødt ham en gang men de havde nu klikket meget godt sammen og han vidste bare lige hvordan han skulle trykke på hendes knapper for at få hvad han ville have. "Vi har kun mødtes en enkelt gang men vi klikkede godt sammen, vi kom godt ud af det med hinanden men til gengæld ved du lige hvilke knapper du skal trykke på for at få den reaktion fra mig du vil have". Hun kiggede på ham med et skævt smil og gik så lidt frem for sig men gispede i smerte da hun mærke noget glide op i hendes fod. Hun faldt ned på jorden og løftede den så og så de babersskarbe metal stykker sidde oppe i hendes fod, det blødte ret voldsomt men det var ikke nok til det ikke ville kunne lukke sig selv. Hendes eksotiske og lækre blod spredte sig over skoven. "Forbandede jægere". Hun begyndte at trække stykkerne ud fra undersiden af hans fod og skævede af og til over mod Nicolas.

Nicolas lyttede til hvad hun sagde, det lød da ikke så slemt. Han vidste dog ikke hvilke knapper hun snakkede om, selvfølgelig vidste han godt det ikke var fysiske knapper hun snakkede om, men han kendte hende jo heller ikke, eller ikke noget han kunne huske i hvert fald. "Det lyder da ikke..." Han duftede pludselig noget der duftede utrolig godt, han vendte sig om imod hende. "..Slemt." Han havde ikke nået at tænke før han havde brugt sin fart og sad henne ved hende, på under et sekund var han henne ved hende. Han undrede sig over det, men kom så i tanke om hun var tilskadekommet. "Er du okay?" Han så ned på hendes fod og han følte sig sært tiltrukket af det.

Hun bed sig i læben af smerte som hendes fingre ganske ganske roligt og forsigtigt begyndte at hive metal splinterne ud af foden. Hun var forsigtig eftersom hun ikke ønskede at gøre sårene værre eller at hun fik skåret sine fingre. Hendes blik løftede sig da han snakkede og hun nikkede stille. "Det var heller ikke så slemt". Han havde bidt hende men det havde hun ikke fortalt. Det virkede underordnet. Hun havde jo kunne lide det og havde vel også et eller andet sted selv ladet han gøre det. Ellers havde han aldrig fået lov til at komme så tæt på hende. Alane gispede blidt da han pludselig sad ved hende og hun trak foden til sig og kiggede på ham. Hun kunne godt se hvordan hans blik var som fikseret på hendes fod som stadig blødte ret voldsomt. "Ja det er helt fint, jeg skal bare have forbundet det". Alane lod sin opmærksomhed glide ned mod hendes fod igen og begyndte at pille de sidste metal spidser ud men gispede da hun fik skåret sig hen over tre af fingerne da hun hev det store ud. Blodet piblede hastigt frem og dryppede ned på jorden.

Nicolas var ikke opmærksom på ret meget andet end hendes fod, så han opfangede ikke hendes ord. Han mærkede en stikkende smerte i hans tandkød, og pludselig kunne han mærke to spidse tænder i hans tandsæt. Han rejste sig op og så på hende, han vidste ikke hvad der skete, bare at duften fra hendes blod tiltrak ham, og det kunne kun betyde han var vampyr. Men han kunne ikke være vampyr, han var jo aldrig blevet bidt? Han duftede endnu mere af hendes blod, hvilket bare forstærkede hans trang til hendes blod, men efter en indre kamp på et minutstid overvandt han trangen og kan igen fokusere på hendes sår, frem for hendes blod. Han satte sig igen på hug ved siden af hende, og lagde en arm om hendes liv for at hjælpe hende op at stå.

Alanes øjne holdt øje med ham og såret, hun skiftede med at kigge kort på ham og så fokuseret på såret. Det var ikke lige nu han skulle til at sætte tænderne i hende hvis hun skulle være helt ærlig. Men på den anden side var det ikke engang sikkert han kunne huske han var vampyr mere eller nej hun vidste det jo ikke. Kort efter hendes lille indre diskussion vendte hun sin fuldeopmærksomhed mod såret for at rive et stykke stof af hendes tøj og binde det stramt omkring foden, dog ikke før hun havde sikret sig at såret var bare nogenlunde rent. Alane bed sammen i smerte da hun strammede stoffet til så det borede sig lidt ind i såret men det var bedre end at hun blødte mere. Da hun endelig var færdig kiggede hun op på Nicolas for at se om han var okay. Da han lænede sig ned til hende lod hun forsigtigt en hånd glide op til hans læber hvor hendes ene finger gled under hans læber og løb langs hans sylespidse tænder, alt imens hun kiggede ham i øjnene, hun virkede ikke bange for ham. Da han lagde armen om live på ham trak hun hånden væk og lod ham hjælpe hende på benene og gjorde alt for ikke at støtte på den skadede fod. "Tak", sagde hun stille og kiggede på ham før hendes blik kort gled over skovbunden for flere fæller men da hun ikke kunne se nogen kiggede hun tilbage på ham igen.

Nicolas kunne ikke forstå hvorfor han havde en sådan lyst til blod. Han vidste godt at der eksisterede vampyrer, men han forstod ikke hvorfor han selv fremstod som en, når han ikke engang var blevet forvandlet. Han mærkede et par tænder prikke imod hans underlæbe og det gjorde ham et øjeblik utryg, hvad nu hvis han ikke kunne styre sig, ville han så bare gå løs på alt i nærheden med blod? Det ville være en rigtig ubehagelig oplevelse, så han håbede på han godt kunne styre det. Han så til mens hun bandt stoffet om såret. Da han tog fat om hendes for at hjælpe hende op, mærkede han kort hendes finger på hans læbe og tænder. Det undrede ham at hun slet ikke virkede bange, han havde altid troet vampyrerne var meget frygtet, han fik hjulpet hende på benene, men han holdte stadig fast om hendes hofte så hun ikke behøvede at støtte på foden. Han så på hende og overvejede hvad han skulle gøre med hende, han kunne sagtens støtte hende indtil de kom til et sted hvor hun kunne være, men han vidste ikke hvor langt der var til det nærmeste sted, han kunne også godt bære hende, men han vidste ikke hvor tryg hun var ved ham. "Kan du godt gå selv?" Det var et temmelig oplagt spørgsmål, mente han selv, så kunne hun selv vælge hvordan hun ville komme videre.

Alane ville ikke have noget imod at give ham hendes blod igen men lige nu ville det nok ikke være en så god ide. Han ville måske blive skræmt fra vid og sans, han virkede nemlig som om han slet ikke huskede han var en vampyr. Let bed hun sig i læben som hun debatterede med sig selv i hendes hoved om hun skulle fortælle ham det eller ej. Men for guds skyld hun kunne da ikke andet, han måtte vide at han var en vampyr, ellers ville han måske dø. Alane lod ham bare holde omkring hendes hofte, det var rart ikke at skulle støtte på foden, hun ville nok godt kunne men det ville ikke ligefrem gå særlig godt og ville uden tvivl kun gøre såret være. En let rødmen lå over hendes kinder, hvorfor havde hun dog rørt hans tænder. Hvordan kunne hun dog være så åndssvag?! "Jaja, jeg kan sagtens selv gå, det skal du ikke bekymre dig om", hun viftede hurtigt det emne væk, teknisk set kunne hun sagtens gå, at det så ville være et smerte helvede var en anden side af sagen. Alane bed sig kort i læben før hun kiggede op på ham, så ham direkte i øjnene. "Du Nicolas..... Der er altså noget jeg bliver nødt til at fortælle dig...". Alane løftede atter engang sin hånd og lod sine fingrespidser glide over hans læbe, hendes hud var varm og silkeblød. "Du er en vampyr". Alane holdt øje med hans reaktion og hvis det viste sig han ikke troede på hende havde hun en måde at få ham til at forstå på.

Nicolas var så småt begyndt at indse han ikke var menneskelig, men han slog hurtigt tanken væk fordi det ikke gav nogen mening for ham. Han så på hende mens hun bare stod der, da hun så endelig sagde at hun godt kunne gå selv, gav han lige så langsomt slip fra hendes hofte. Han var ikke vild med tonefaldet i hendes stemme, det lød ikke som gode nyheder i hans øre. Han så på hende mens hun lod hendes fingerspidser løbe hen over hans læbe. Hendes næste ord var ikke uventede, men han nægtede at tro på dem. Han rystede bare på hovedet. "Nej. Hvis jeg var vampyr, hvorfor kan jeg så ikke huske at jeg blev vampyr, eller at jeg har levet længere end gennemsnittet?" Han vidste inderst inde godt det var sandheden, men når sandheden var for smertefuld at se i øjnene så gemte man den væk med en illusion om en anden sandhed.

Alane kiggede på ham og da han slap hende, ganske forsigtigt dog støttede hun sig kun på den forreste trædepude på foden da hun ikke ønskede at støtte direkte på såret. Let lagde hun armene over kors og kiggede bare på ham, hun kunne med det samme se benægtelsen i hans øjne men samtidig kunne hun også godt se på ham at han vidste hun talte sandt så han skulle vist bare lige have et ganske lille puf før han ville indse det og så skulle hun nok hjælpe ham gennem chokket hvis han da ellers fik et. "Hvordan vil du så forklare din store trang til blod, hvordan du kiggede sultent på mig da jeg kom til skade. Men fint hvis du siger du ikke er vampyr så udløser det her vel heller ikke noget?". I det hun sagde det pressede hun sig finger ind mellem hans læber og pressede den mod hans tand, spidsen på den. Den bløde og tynde hud brød på mindre ind et sekund og det varme blod flød ud i hans mund. Hendes blod var kraftigt men smagte også himmelsk, Skinwalker blod var umuligt at få fat i eftersom hun var den eneste i Underworld der var det, de skulle nemlig siges at være uddøde men her stod hun dog alligevel. Alane holdt øje med hans reaktion fra hendes blod. Selv hvis han besluttede sig for at han ville have mere måtte han godt, nu havde hun også mere eller mindre selv bedt om det.

Nicolas var ikke klar til at indse han var vampyr. Ikke endnu. Men det var også bedst at han fandt ud af det før eller siden. Han var ikke sikker på hvad hun havde tænkt sig, men hans mavefornemmelse sagde hun ikke bare ville slippe det. Da hun pressede hendes finger mod hans tand flød ubeskrivelig smagsindtryk ind på hans tunge. Først lidt for sent fandt han ud af det var blod. Han trak sig væk fra hende og så et øjeblik på hende med et forvirret blik. Han vidste ikke hvordan han skulle tackle at han lige havde drukket blod. Det virkede bare langt ude, men han havde lyst til mere. Men han ville ikke, han ville ikke drikke mere blod. Ikke før hans krop tvang ham til det. "Det er ikke muligt det her. Hvordan kan man glemme at man er blevet vampyr?" Det kunne så godt være han lige var blevet det, men han vidste at unge vampyrer ikke kunne modstå blod lige så godt som ældre, og han havde lige modstået hendes blod.