Er jeg endelig fri? og i så fald hvad vil der nu ske med mig? ~ Razion

S: Skoven
T: aften
V: temmelig køligt.
O: Træer.
P: Se profilbillede

Det var aften, og det var endelig lykkedes for Lydia at flygte fra sin rædselsfulde Herre, hun havde været hos i næsten 6 år. Han havde mishandlet hende på flere måde, og det sidste han havde gjort inden hun flygtede, var at sømme hendes vinger fast til vægen med kæmpe søm, og ladet hende side et helt døgn, inden han fik dem ud igen på en eller anden måde. Lydia havde valgt da han ikke var hjemme, at flygte, trods hun var rædselslagen, og såret. Det eneste hun havde på var noget bandage af en slags, som dækkede hendes bryster og noget af hendes krop, men intet som varmede. Så snart hun kom ud, slog kulden lige gennem hende, men det eneste hun tænkte på, var at komme væk så hurtigt hun kunne. Hun havde ikke trukket sine vinger ind da de var brækkede, og det vil forvolde for store smerter at trække dem ind nu, og være skyld i, at hun vil besvime af smerte. Hun halv løb væk der fra, og var flere gange tæt på at snuble. Hun vidste at hvis hun snublede vil hun ikke ha kræfter til at kunne rejse sig igen, så hun prøvede ihærdigt ikke at falde. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, da hun intet andet havde set siden hun var 12, var hendes herres hus. Hun havde stadig det halsbånd på, han havde sat om hendes hals, men hun var så vant til det var der, at hun ikke lage mærke til det som sådan.

Hun var nær udkanten af skoven da hun snublede og faldt. Hun blev liggende og krummede sig sammen. Hun lod nu kulden ramme hende, og den var virkelig slem, specielt da hun ikke havde noget på som kunne holde kulden ude. Hun vidste ikke hvad der ventede hende ude for hendes herres hus. Var det overhoved noget godt? Hun vidste det ikke, men det kunne da umuligt være slemmere end det hun allerede havde oplevet, kunne det? Hun besvimede kort efter af smerte.

Razion en ung dæmon kom roligt gående ude i skoven og havde ikke det vilde og lave så han var taget på en god og virkelig lang gå tur.
Og som han roligt gik der langs skovens udkant stoppede han roligt op, da han så noget eller nogen længere henne som kom løbene eller noget i den still.
Han gik roligt vider mod personen og så at personen falde og alt det, og gav sig så til at gå lidt hurtigere hen mod personen og stoppede op, og så at det var en kvinde som så ud til at være flygtet eller noget, roligt studerede han hende og så at hun var besvimet og alt det og roligt samlede han hendes op i sine arme og kiggede på hende *stakkels pige hvad mon hun ikke har været igennem*tænkte han roligt og gav sig til at gå roligt med hende i sine arme og var jo endeligt på vej hjem, men der var jo et godt stykke vej, fra hvor de var til der, men han gav sig bare til at gå, så måtte han jo tage det hvis hun vågnede op og alt det.

Hun lå bare helt stille, og hun havde ikke fået trukket sine vinger ind, så de lå bare ved siden af hende. De var ingen gang foldet på hendes ryg da de helt klart var brækket, efter de kæmpe søm der havde været gennem dem. Da Razon løftede hende op, hang hendes vinger bare lige ned mod jorden, med mindre Razon sørgede for andet.

Der gik noget tid, men Razon var endnu ikke noget helt hjem da Lydia vågnede. Hun holdt dog øjnene lukkede, da hun tydeligt kunne mærke hun blev båret, og frygten skyllede ind over hende. Havde han fundet hende igen, og var nu på vej hjem med hende hvor der ventede en endnu slemmere straf end dagen før? Hun blev nødt til at slippe væk her fra men hvordan? Hun åbnede øjnene helt, og man kunne tydelig se panik i hendes øjne blandet med store smerter. Hun begyndte dog at kæmpe for at komme fri, selvom hun aldrig ville kunne gå selv, men hun var rædselslagen lige nu for hvad der kunne ske med hende.

Han gik roligt der med hende og var stadig ikke nået hjem eller noget som helst, og havde ikke lagt mærke til at hun var vågnet op før hun åbnede hendes øjne og han kunne føre en vis panik i hende "rolig du er i sikkerhed"sagde han roligt til hende, og han havde samlet hendes vinger op så de ikke var så tæt på jorden eller noget.
Han kiggede roligt på hende "du har da vist været ude for noget være noget"sagde han roligt mens han gik der, med hende i sine arme, på vej hjem af.
Roligt kiggede han foran sig og gik bare videre med hende og alt det, og havde det godt nok med at prøve på at hjælpe hende.
Man havde jo nok ikke lige forventet at en dæmon som ville hjælpe en Engel på den måde, som Razion lige nu gjorde.

Hun så på ham meget uroligt. Var hun i sikkerhed? Hun troede ikke rigtig på ham, da han nok bare sagde det for at få hende til at falde ned, så han kunne slæbe hende med sig, og så torturere hende som hendes tidligere herre havde gjort. Hun lå dog pludselig stille, men ikke fordi han havde fået beroliget hende, men fordi det gjorde ondt at bevæge sig alt for meget. Hun var dog nervøs for hvor han var på vej hen af med hende. "Hvor vi på vej hen?" spurgte hun forsigtigt, bange for der vil komme et slag eller noget andet, da hun havde spurgt om det her. "Undskyld." sagde hun hurtigt og bed sig nervøst i læben. Hun vil ha fået en straf for at snakke uden at ha fået lov hvis hun havde været hos sin gamle herre. Eller ikke altid. Nogle gange vil han gerne ha hun snakkede, og andre dage skulle hun bede om lov. Det var forvirrende at finde ud af.
Meget stille så hun sig om og blev liggende i hans favn mens han gik der med hende. Hvad mon denne mand vil med hende? Tankerne som fløj gennem hendes hoved var ikke rare, men hun sagde eller gjorde intet.

Han gik stille og roligt der med hende og smilte roligt da han hørte hende sige noget, og lidt efter kom der en undskyldning fra hende, hvilket han ikke lige hvad forventet "du skal da ikke undskylde for at snakke"sagde han roligt og kiggede på hende.
Roligt gik han vider med hende i sine arme og kiggede på hende "Altså jeg er på vej hjem og har så du kan komme dig og der ingen som vil kunne finde dig så på den måde er du sikker indtil du er kommet dig men håber ikke den der har gjort det her ved dig finder dig igen for du vil ikke overleve den slags behandling ret meget mere"sagde han roligt og gik vider.
Han var bare venlig overfor hende selv for en dæmon som ham, han kunne selv være slem mod en slave, men når der var nogen som lignede nogen der kunne bruge en hånd gjorde han det gerne, og jo længere tid han gik med hende jo nærmere kom de til byen og alt det, hvor han boede og han gik bare der med hende i sin arme.

Da han sagde hun ikke skulle undskylde for at snakke, bed hun sig i læben. Ku det passe, at han vil lade hende snakke uden hun først bad om lov til det? "så jeg.. jeg behøver ikk bede om lov for at sige noget?" spurgte hun med en lav og usikker stemme. Hun var ikke vant til hun bare måtte snakke som hun ville.

Da han snakkede, og fortalte hvor han var på vej hen, lyttede hun stille til det. Så ingen vil kunne finde hende hos ham? "Hvordan ved du, ingen vil finde mig der?" hun var stadig nervøs for at blive fundet igen. Hun så ned da han sagde, han ikke håbede den person som havde gjort dette mod hende, fandt hende igen. Det håbede hun heller ikke selv, og hun var ikke i tvivl om, at hun nok ikk vil ha kunnet klare den behandling meget længere.

Hun slappede faktisk en smule mere af, mens de gik, men da de kom til byen, blev hun en del urolig. Der var alt for mange folk rundt om hende nu, og det var hun ikke vant til. Hun var kun vant til at omgås en person af gangen, og for mange gjorde hende nervøs. Hun så dem alle som nogle som vil skade hende da hun ikke kunne huske hun havde mødt nogle søde folk sådan rigtigt. Hun så nervøst op på manden, som hun ikke anede hvad hun skulle kalde.

Han kiggede på hende og slappede bare roligt af mens han gik der med hende i byen "altså ja du må godt snakke altså det har jeg skam ikke noget imod"sagde han roligt og så på hende med et stille smil "altså dem du flygtede fra ved jo ikke ligefrem at jeg har fundet dig og de ved ikke hvor jeg bor"sagde han roligt, og kom hen til sit hus efter lidt tid og gik hen til det, og havde da lidt besvær med at få låst op, men det lykkedes ham efter lidt tid og roligt gik han ind med hende, og så rundt og gik så ind i sit værelse og lagde hende på sengen "ligger du godt?"spurgte han roligt og ville bare godt ha at hun lå godt og den slags.

Et forsigtigt smil kom frem på Lydias læber. Det var længe siden hun havde smilet et ægte smil, men den her man virkede overhoved ikke ond, i hvert fald ikke i forhold til hendes Herre som hun jo var flygtet fra. Hun bed sig i læben da han sagde hendes herre jo ikke vidste hvor han boede, og det havde han nok ret i. "har du ret i han ikk gør." mumlede hun stille, dog var hun alligevel nervøs for, at han vil finde hende på en eller anden måde. Der ud over gjorde alle de folk i byen hende også nervøs, og hun håbede snart de var hos ham, da hun vil inde hvor der ikke var andre, eller det håbede hun da ikke på der var.
Der gik ikke lang tid før de var hvor han boede, og hun så sig en smule nysgerrigt rundt da de kom ind i hans hus. Hun blev lagt i hans seng, og hun så stille på ham, nervøs. Hun nikkede da han spurgte om hun lå godt. Noget i hende undrede sig dog en smule over det her, og også at han ikke havde kommenteret på, at hun næsten intet havde på. Hendes Herre plejede aldrig at sige noget, med mindre han vil ha hun tog noget andet på, eller intet havde på overhoved, men var det sådan for alle? Hun følte sig usikker og slog blikket let ned.

Han kiggede på hende og smilte roligt til hende, og gik ud til sit køkken og fik fat i noget og drikke til hende og mad som var både sundt men også usundt på samme tid, da der både var kød og grønt sammen, og roligt kom han ind til hende med det "værsgo og spis"sagde han roligt og satte det ved siden af sengen og kiggede på hende, og havde da godt undret sig over at hun ikke havde noget på næsten, men han vil ikke spørge om det.
Han kiggede roligt på hende "hvad er dit navn det har jeg jo ikke fået og vide"sagde han roligt og kiggede på hende, og roligt satte han sig ned på senge kanten og kiggede roligt på hende, han var bare stille og roligt overfor hende, da hun jo var skadet og havde brug for at blive taget sig af, efter hans mening, men det var hans mening men det var så forskelligt fra person til person hvad de ville mene om det her.

Hun så efter ham da han gik ud af værelset, men sagde intet. Hvad skulle hun også sige? Hun valgte bare at ligge og slappe lidt af, og lukkede øjnene halvt, men så snart hun hørte han igen var i rummet, åbnede hun øjnene og så på ham. Undrede sig over at han valgte at give hende noget at spise da hun ikke havde gjort noget for at fortjene maden. "Tak" mumlede hun dog alligevel forsigtigt og så på den mad han havde. Hun prøvede at sætte sig op, men det gjorde ondt, og hun bed tænderne hårdt sammen, men kom endelig op at side. Hun tog maden, og så usikkert på ham, som for at se om hun virkelig måtte få det. Det var ikke nogen som bare havde givet hende mad før, da hun selv skulle gøre sig fortjent til det på en eller anden måde først.

Da han spurgte efter hendes navn tøvede hun lidt, inden hun svarede ham. "Mit navn er Lydia hr." Hun anede ikke hvad hun ellers skulle kalde ham, men vidste ikke om hun måtte spørge hvad han hed. Hun bed sig hårdt i læben så det svagt begyndte at bløde, men hun lagde ikke selv mærke til det. Tøvende endte hun med at spørge ham. "Og dit navn?" Hun var usikker på situationen, og det vil man tydelig kunne mærke på hende.

Han kiggede på hende og nikkede til at hendes blik "spis du har brug for mad jo"sagde han roligt og smilte til hende, og viste jo godt at hun var meget usikker, og hvem ville ikke være det hvis de havde haft fået samme behandling som hun havde fået, roligt sad han der og kiggede på hende, og lyttede til hvad hun sagde og alt det og tog så et stykke papir, og kørte over hendes mund "mit navn er Razion"sagde han roligt og smilte "pas nu på din læbe ikke"sagde han og smed papiret ud og kiggede på hende "Lydia det nu et flot navn"sagde han roligt og slappede bare af.
Han viste ikke hvad han sådan skulle gøre lige nu og her, men han sad jo bare der sammen med hende og snakkede og alt det, og han kunne som sagt godt mærke på hende at hun var en meget nervøs og usikker på tingene lige nu, for det lod til at være nyt for hende at hun blev behandlet godt og den slags der.

Forsigtigt begyndte hun at spise af maden hun havde fået, og smilede stille da det smagte utrolig godt. Hun spiste hurtigt, og var ved at få noget i den gale hals, så hun kom til at hoste. Det gjorde faktisk også ondt at hoste, og hun standsede med at spise. Hun burde også få sine vinger ind igen, men hun vidste det vil gøre ondt at trække dem ind når de var brækkede. Hun så på ham da han kørte et stykke papir over hendes mund. Hun havde ikke selv lagt mærke til hun blødt, og hun så ned. "Undskyld" mumlede hun en smule lavt. Hun så dog op på ham da han sagde sit navn. Nu vidste hun hvem hun var hos, eller kendte i hvert fald hans navn. "Tak" sagde hun da han sagde hun havde et flot navn. Hun kunne godt selv lide det, men ingen havde nogle sinde fortalt hende, at det var et flot navn. Et lavt suk undslap hende, og hun så ned i dynen, ikke sikker på situationen. "Hvorfor er du sådan her over for mig?" ville hun gerne vide, da det var en uvant oplevelse at blive taget så godt af. Han var jo en dæmon, det kunne hun mærke på hans aura, og hun var en engel. Var det ikke meningen at de to var fjender?

Han kiggede på hende og slappede roligt af "der ingen grund til at sige undskyld"sagde han roligt og kiggede på hende.
Han sad bare der og så på hende med et stille smil og lyttede til hende både da hun spiste og den slags der, for han var bare glad for at han kunne hjælpe hende "altså hvordan skulle jeg være overfor dig?"spurgte han roligt og kiggede på hende, for det vil da være mærkeligt hvis han behandlede hende anderledes, han var jo ikke hendes herre eller noget, så han skulle jo ikke behandle hendes om en slave, efter hans mening for lige nu så hun da ikke ud til at ville kunne klare sådan noget med og blive behandlet sådan.
Selvom hun var en Engel kunne han godt behandle hende godt, han var ikke den som gik meget op i hvad folk var selvom han da godt viste at en engel og dæmon var naturlige fjender og den slags der. Men han var jo bare som han var overfor hende lige nu, for ellers måtte hun jo sige til hvis det var at han skulle behandle hende anderledes.

Hun så på ham da han sagde der ingen grund var til at sige undskyld, men hvad skulle hun så ellers sige? Han gjorde hende usikker, mere end hun i forvejen var, fordi ha ikke havde de same regler hun var vant til at gå efter, lige siden hun var 12. "Hvad skal jeg så sige?" Spurgte hun og så usikker på ham. Det her med ikke at vide hvad hun måtte og ikke måtte her, var ikke til at klare. Det gjorde hende blot nervøs at der ingen regler var.
Da han spurgte hvordan han ellers skulle være over for hende, trak hun på skulderne. "Det ved jeg ikke. Er bare ikke vant til at blive behandlet sådan her. Er vant til at blive straffet hvis jeg gør noget forkert og sådan" Svarede hun ham. Hun havde intet imod at han behandlede hende godt, men hun var bange for, at han havde en bagtanke bag alt det her med at være venlig, og når hun mindst ventede det, vil han gøre et eller andet.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "ved da ikke hvad du skal sige altså du har jo ikke gjort noget som du skal sige undskyld for"sagde han roligt til hende og slappede.
Han kiggede på hende og hørte at hun ikke var van til at blive behandlet sådan og den slags der, og roligt så han på hende "altså godt nok har jeg selv slaver og den slags der men du jo ikke ligefrem min så hvorfor skulle jeg behandle dig som en"sagde han roligt og kiggede på hende, og rejste sig op og gik ned i kælderen som ikke var langt fra hans værelse og tog noget af det tøj han brugte til sine slaver og kom op til hende "tror det her vil passe sig"sagde han roligt og lagde et par trusser en top og en nederdel der godt nok ikke var lang men så kort man nu kunne få dem.
Han kiggede på hende med et stille smil "skal vi se om vi kan få det der halsbånd af dig?"spurgte han roligt og vil jo ikke ha at hun skulle tilbage til hendes gamle herre, det var jo ikke godt for hende der.

Hun så usikkert på ham. Hun havde intet gjort som hun skulle undskylde for? Hm han havde måske ret, men så igen, hun var opdraget til at undskylde for de ting hun gjorde forkert, selv de ting hun ikke vidste var forkerte.
Hun gyste da han sagde han selv havde slaver. Hun vidste det. Han var som hendes herre, eller det gik hun ud fra, og tanken gjorde hende dårligt, at andre skulle behandles på den måde. "Hvorfor?" mumlede hun stille for sig selv, men var ikke sikker på, om Razion også kunne høre det, eller ikke. Hun var ligeglad. Hun forstod bare ikke man havde lyst til at behandle andre på den måde. Hun så efter ham, da han gik ned i en kælder. Hvad mon der var der nede? Hun fik et billede i hovedet at der var en hel masse forskellige ting, man kunne straffe slaver med, men hun gættede kun. Hun vil helst ikke der ned, hvis hun kunne undgå det.
Da han kom op igen så hun på det tøj han havde med sig. Hun havde aldrig fået lov til at bærer trusser før, så det var nyt for hende, at hun fik nogle. Hun bed sig i læben, og tænkte at hun nok burde tage det af hun i forvejen havde på. Men hun vidste der vil være mærker under det, fra flere piskeslag.
Hun så på ham da han spurgte om de skulle prøve at få hendes halsbånd af hende. Hun nikkede stille. Hun vil virkelig gerne have det af, men vidste at hvis hendes herre fandt ud af det, og fik fat i hende, vil hun fortryde det virkelig meget. Hendes halsbånd var af metal, så det ikke var lige til at få af hende, så hun ikke selv vil kunne få det af. Hun så stille på Razion. "Jeg vil gerne ha det af, men... Er bange for han finder ud af det" det sidste mumlede hun lavt, og slog blikket ned af.

Han kiggede på hende og hørte godt hendes 'hvorfor' og smilte roligt "har bare altid været sådan at ha en slave eller to"sagde han roligt og kiggede på hende og slappede bare af, mens han kiggede på hende "vil du ha det tøj der eller vil du heller beholde det du har på?"spurgte han roligt for han kunne da godt tage tøjet igen og alt det halløj der.
han kiggede på hende "hvordan skulle han kunne finde ud af at dit halsbånd er kommet af"spurgte han roligt og så på hende.
Han kiggede på halsbåndet og nikkede roligt "okay det lavet at metal det ikke det svært og få af eller det skulle jeg da mene at det ikke er"sagde han roligt og kiggede på hende, han ville mene det ville være til at få af når man også kunne få det på, men der måtte vel bare noget værktøj til eller noget i den still en smed ville være godt, men hvor skulle han lige finde en nu her, da det var ved og være sent og den slags der.

Da han sagde, at han altid havde været sådan at han altid havde en enkel eller to, bed hun sig i læben. "Men...." Hun vil fortælle ham at det ikke var rart at være slave, men hun turde ikke sige det af frygt for, at han måske vil blive sur over det eller noget. "Slaver har det ikk.." Hun tøvede og så ned. Bange for at ha sagt for meget, men det passede at slaver ikke havde det godt, eller det var det eneste hun selv kendte til, at slaver blev behandlet som var de intet overhoved. Ikke andet end en genstand, et stykke legetøj som var til herrens forgodtbefindende.

Da han spurgte om hun vil ha tøjet han havde fundet, eller beholde det hun havde på, vidste hun svaret allerede. "Jeg vil gerne ha tøjet tak" hun kunne dog ikke huske sidst hun havde haft så 'normalt' tøj på. Hun vil bare helst ha det andet af først da det var noget hun havde haft på i lang tid, og hun havde brug for at få det af. Hun så på Razion ikke sikker på om hun bare skulle tage det af mens han så på, men hun havde flere gange vist sin krop frem, så hvis han havde noget imod at hun tog det af, måtte han jo se væk. Hun fandt det sted det var lukket sammen, og fik det åbnet. Så stille på Razion mens hun langsomt rollede det af sig så hun blev nøgen. Hun havde som sådan intet imod det, men vidste jo ikke hvad han vil tænke om det. Roligt tog hun tøjet og fik det taget på.

Da Razion spurgte, hvordan hendes herre skulle finde ud af, at hun havde taget halsbåndet af, bed hun sig i læben. "Hvis han nu... Finder mig en dag, så... Så kan han jo se det ikke er det" hun var nervøs for, at den tanke vil blive virkelighed, og så vil hun ikke kunne klare meget mere af det hendes herre vil udsætte hende for. Hun var dog ikke sikker på, at han vil kunne få hendes halsbånd af hende. Det var af metal jo, så hvordan havde han tænkt sig? Hun erindrede svagt, at hendes herre havde fået en smed til at lukke det sammen man kunne svagt se det det var lukket til, men det vil ikk blive let at åbne det uden de rette midler. Hun havde opgivet at få det af nogle sinde igen. "Hvordan vil du få det af mig?" Hun lød ikke som en der troede på han kunne klare det, mere som en der havde opgivet alt håb eller næsten. Lyttede man nok efter kunne man spore en smule håb i hendes stemme, men det var ikke meget.


//sorry hvis det ikk er godt, skrev det over mobilen nemlig//

Han kiggede roligt på hende "du tror jeg behandler mine slaver som du er blevet behandlet kun da forslå dig og være min slave for at se hvordan jeg behandler mine men det tror jeg ikke lige du vil"sagde han roligt til hende og kiggede på hende, mens han stod der.
Han kiggede roligt på hende da hun sagde noget at hun godt ville ha tøjet og smilte "okay"sagde han roligt med et smil og lod sine øjne køre op og ned af hende, da hun var nøgen og den slags der, og roligt så at hun fik tøjet på. Han stod der roligt og slappede bare af mens han lyttede til hvad hun sagde til ham "altså kender en god smed som nok skulle kunne få det af dig"sagde han roligt, og smilte bare for sig selv "men vi kan først gøre noget i morgen da smeden har lukket for i dag"sagde han roligt og kiggede på hende med et stille smil og viste ikke hvordan smeden ville få den af hende, men det skulle nok lykkes for dem. Han kiggede på hende og gik tæt på hende og lagde sine hænder på hendes skulder "hvis det er må du godt være her i noget tid så vi er sikker på at din herre giver op med at finde dig"sagde han roligt og anede ikke hvad hun ville svare ham til hans tilbud, men det var jo op til hende om hun ville tage det som en god ting eller en dårlig ting, men nu havde han jo givet hende tilbudet og den slags der. Han nussede hende roligt på skulderne og slappede bare af mens han ventede at se om der kom et svar fra hende af, da han jo godt ville vide om hvad hun ville og ikke ville, for så viste han jo hvor mange munde han skulle tage sig af, når man jo havde sine slaver der også skulle ha noget mad, han var ikke ond hvis det kom til mad, dog kun hvis en af hans slaver ikke lyttede, kunne han godt finde på at sige at de ikke fik mad, men det ende dog med at de fik alligevel.

Det Razion sagde, gjorde Lydia i tvivl. Var der virkelig nogle som behandlede deres slaver bedre end hun var blevet behandlet af sin herre? Hun bed sig i læben uden at tænke over det, og så ned i jorden, ikke sikker på, om hun skulle tage imod hans tilbud, og se hvordan hans slaver levede? Det kunne jo ogs bare være en fælde, hvor han sagde det, og hvis hun gik med til det her tilbud, viste han sig at være lige sådan. "Hvilke regler har du?" Vil hun gerne vide inden hun sagde ja til noget som helst. Hun vidste nemlig ikke, hvordan hun skulle overleve som en fri kvinde. Hun havde været en slave for længe nemlig.

Da hun skiftede tøj, lagde hun godt mærke til, at han så på hende da hun var nøgen. Hun sendte ham et stille smil da hun havde fået tøjet på. Hun havde på fornemmelsen hvad han tænkte, hvis han var ligesom hendes herre var det. Hun var dog ikke helt sikker på det. "Hva så? Ku du li det du så eller..?" Hun bed sig i læben ikke sikker på hvor det spørgsmål lige kom fra, og hun krympede sig instinktivt, bange for der vil komme et slag eller noget.
Da han snakkede om, at han kendte en god smed, som nok kunne få halsbåndet af hende, lyttede hun ivrigt. "Vil meget gerne ha det af hvis han kan få det af mig" sagde hun. Hun vidste dog ikke, om hvis hun sagde ja til at prøve at være hans slave, for at se hvordan han behandlede sine, om hun så igen skulle ha et halsbånd på eller ikke. "Hvis jeg går med til at prøve at se, hvordan du behandler dine slaver, skal jeg så ha et halsbånd på?" Hun så forsigtigt på ham.

Nervøst så hun på ham, da han lagde hænderne på hendes skulder. Hun var nervøs for, at han vil prøve på et eller andet, men da han snakkede, lyttede hun til det han sagde. Hun smilede taknemmelig over hans tilbud og nikkede. "Vil meget gerne blive her lidt. Tror alligevel ikk jeg vil klare mig så godt alene der ude" sagde hun, og så ud af et vindue. Hun så igen på ham, og vidste ikke helt hvad hun syntes om hans hænder lå på hendes skuldre. Hun var vant til, at når hendes herre lagde sine hænder der, vil han næsten altid have hende til et eller andet. Vil Razion mon ogs det?
"Har lige et spørgsmål mere" hun tøvede og så forsigtigt på ham. "Hvor er de slaver du har? For gætter på, at du har nogle et eller andet sted?"

Han kiggede på hende og slappede roligt af "hvad regler jeg har for min slaver er gør som jeg beder dem om ellers får de en straf det forskelligt hvad straffen er men vil aldrig brække noget på dem alt det jeg gør i deres straf vil heale over tid hvis du forstår mig men det kommer også an på så meget hvad deres straf vil blive"sagde han roligt og trak vejret lidt tungt efter og ha sagt så meget, og roligt så han på hende.
Og roligt som de stod der og snakkede hørte han på hende "vi kan tage hen til smeden i morgen så må vi se hvad han siger til det der men han er god så mon ikke han skulle kunne finde på noget"sagde han roligt med et stille smil på sine læber, mens han stod der og havde sine hænder på hendes skulder "lige nu er mine slaver ude og lave noget for mig et andet sted så de ikke lige til stedet de næste par dage"sagde han roligt og kiggede på hende med et stille smil "altså jeg er sådan jeg kan godt finde på at sætte mine slaver ud efter ting og den slags der"sagde han roligt og så på hende, og viste ikke hvad hun vil men han kunne da forstå så meget at hun tog imod og blive her lidt og alt det, så det var jo godt nok for han vil heller ikke lade hende gå som hun havde det lige nu, for han ville ikke mene at hun ville kunne klare sig selv bare en dag der ude alene i verden, men sådan var han, han kunne godt være en meget overbeskyttende person, men træder man på ham så vil han vende den anden side af ham selv mod den person som træder på ham og den slags der.

Hun lyttede til det han fortalte, og nikkede stille til det han sagde. Hun var dig nervøs for, at han stadig havde nogle regler, som han ikke fortalte. Hendes herre havde utrolig mange regler, og en af dem var, at hun ikke måtte gå på to ben mens hun var i samme rum som han var. Glemte hun det, blev hun straffet hårdt for det. Af og til gav han hende lov til at gå på to ben, men det var ikke så tit det skete. Han kunne bedre li hun var på alle fire det meste af tiden.

Hun nikkede da han sagde, at de kunne tage til smeden i morgen. Hun håbede virkelig at Razion havde ret i, at smeden kunne få det her skide halsbånd af hende. Hun bed sig stille i læben da han sagde, at hans slaver var ude af huset, og hun nikkede stille af det. Det var sjældent hun var kommet ud, og var hun kommet ud, var det i snor uden noget tøj på eller noget. Det var godt Razion i det mindste lod sine slaver gå rundt som de vil eller noget og med tøj på.

Hun så ned lidt efter og kom med en svag piven. Hun var sulten og kunne ikke huske hvornår hun sidst havde fået mad som sådan. Nervøst bed hun sig i læben og så forsigtigt på Razion i det hendes mave kom med en klagede lyd. Hun så ned igen usikker på situationen.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og kørte en hånd over hendes hår og slappede bare af og hørte hendes mave give lyd fra sig og alt det "kom med mig Lydia"sagde han roligt og gik ud til sit køkken og kiggede på hende "kig over alt her tag hvad du vil og spis"sagde han roligt til hende og satte sig ned på en stol, han vil ha hun skulle spise da hun lød til at være godt sulten, men han viste jo ikke hvad hun kunne lide, så hun måtte selv lede efter ting og tage det som hun ville ha.
Han kiggede på hende med et stille smil "når ja du spurgte om du vil få et halsbånd på hvis du var min slave nej de får sig et fint mærke på den ene balde godt nok gør det ondt og få og vil heale over rigtig lang tid da det er en brand mærke"sagde han roligt og kiggede på hende.

Da Razion strøg en hånd gennem hendes hår, slog hun blikket let ned. Det føltes mærkeligt at lade ham gøre det, på tros af, at hendes herre tit havde gjort det, men han var ikke hendes herre jo. Da han kort efter bad hende følge med, fulgte hun uden tøven efter. Hun var vant til at tage mod ordre og havde set det som en, selvom det nok ikke var det.
Da de kom ud i køkkenet, så hun sig råvilligt omkring. Skulle hun selv finde noget at spise? Okay da. Langsomt gik hun rundt og fandt noget hun kunne spise. Hun var ikke vant til at spise noget hun selv bestemte, men at spise rester eller noget andet hendes herre valgte. Hun så på Razion og bed sig usikkert i læben. Vil han ogs ha, eller skulle hun bare spise selv? Hun stod tøvende og så på ham. Hun begyndte at spise det, og man kunne se hun ikk var vant til at spise ordentlig. Hun var vant til at spise af en skål på jorden eller direkte fra jorden, og blev straffet hvis hun brugte hænderne til at spise med.

Hun så på ham da hal talte. Hun smilede da han sagde de ikk fik halsbånd på, men det forsvandt da han fortalte, at han brændemærkede dem. Et lav piv slap over hendes læber. Så vil hun hellere ha et halsbånd på, end at få sådan et mærke. Hun så ned.