Endelig har jeg fundet dig

Vinteren var i den grad på vej. Det blev koldere og det regnede mere og mere, truede med at gøre en kold helt ind til benene, hvis man ikke klædte sig godt nok på. Dog havde det aldrig generet Sean. Han gik klædt i nogle lette sko af behandlet læder, som holdte vandet ude. Nogle mørke, smidige bukser og en lige så mørk, men dog varm, trøje. Normalt havde han kappe på, men ikke når han var på arbejde. Den var mere en hindring end praktisk når han arbejdede, truede med at sætte sig fast i alt på hans vej eller at kvæle ham, hvis han gjorde noget forkert. De sædvanlige knive, dem som faktisk aldrig forlod hans krop, sad godt fast, skjult for selv det trænede øje. Han havde lavet dette siden han blot havde været en forvildet teenager, hvor han begyndte at stjæle. Senere var han også begyndt at dræbe og mente selv han gjorde det godt. Denne unge kvinde havde opsøgt ham personligt, bedt ham personligt om at hjælpe sig. Hun havde været noget så alvorlig, sendt ham nogle bestemte øjne. Normalt foretrak han ikke at have direkte kontakt med sin arbejdsgiver, det gav en hvis usikkerhed, men nu var skaden sket og pengene var gode. Det eneste han skulle gøre var at dræbe denne mand, som forstod at gemme sig. Han kunne forstå på kvinden hun havde ønsket det i noget tid, at noget havde forsinket det, men nu skulle der ikke gå længere tid. Sean havde takket ja og det var grunden til han nu bevægede sig som en usynlig skygge igennem gyderne, som han kendte så godt. Til forskel fra så mange andre rige snobber, viste han hvor man kunne gemme sig, finde duelige mænd og hvordan man gebærdede sig i det fattige kvarter. Han var ikke så kræsen, når det kom til stykket, dette var trods alt stedet hvor man nemmest kunne dræbe og stjæle, uden at blive fanget.
Det mørkebrune hår, som tidligere havde været redt tilbage som den gentleman han normalt yndede at spille, strittede nu let til alle sider, med undtagelsen af pandehåret der hang lidt ned over hans pande. 4 grove ar gik tværs over hans ansigt. Et armbånd sad om hans ene håndled, et lille vedhæng af noget der lignede dæmon og englevinger sat sammen og med en lille tekst.

Huset var et af de lidt større, her i denne bydel. En assistent af manden skulle vist bo her og nu gemme manden væk. Sean stod i skyggerne over for og studerede huset, før han besluttede sig at gå om bag det. Selv hvis manden skulle eje lidt penge, var de fleste huse i dette distrikt nemme at bryde ind i. I hvert fald for en som ham. Han listede sig igennem noget halvmudder i haven, gennem nogle halvvisnede buske, til det nærmeste vindue. Mørkt. Der var lys i nogle af vinduerne ovenover, hvilket fortalte huset havde en ekstra etage, hvor der i hvert fald befandt sig en eller anden. Han fik listet vinduet op, en simpel lås, og trådte forsigtigt indenfor. nu begyndte arbejdet endelig for alvor...

Han listede sig igennem værelset, som umiddelbart virkede til at være en lille stue, som bare ikke blev brugt lige nu. Han listede sig videre ud i gangen, op af trappen og hen af endnu en lille gang...Kun for at stoppe op. En dør var åben og spredte et lys ud over gangen, men han var stoppet inden nogen kunne have opdaget ham. Stille som en mus. Der ikke blev jagtet af en kat, vel at mærke. Han lyttede...
Så nogen var kommet før ham? Hvem skulle ellers være interesseret i manden? Hans mænd havde ikke fortalt ham at der skulle være andre interesser i manden, selvfølgelig kunne noget været undsluppet ham...Han viste bare at denne fremmede mand ikke skulle tage hans pris fra ham! Han havde brug for dem og som dæmon var han skide ligeglad med om andre også kunne bruge det.
Han tog en hurtig beslutning og trådte hen til døren...For at se ryggen af en mand, samt en mindre mand der trykkede sig ind i et hjørne med en urolig kvinde foran sig. Han gik let til siden, så han stadig stod bag manden, men lidt til venstre for ham så han kunne se sit bytte bedre.
Til hans lettere overraskelse lugtede manden ved siden af ham af dæmon...Og det kunne nemt give lidt problemer. Hvad var han for en fyr? Hvorfor tøvede han?
Uden at tænke nærmere over det, og forhåbentlig stadig med sit overraskelsesmoment, trak han sin dolk. Dolken skinnede af det pureste sølv, dem sære tegn der formede sig i et mønster i skæret. Selve skaftet af dolken var indviklet i smidigt læder, så han ikke selv opnåede smerte ved at bruge dolken. Og uden videre betænksomhed, da han ikke så kvindens liv som noget problem, sprang han frem mod manden, i håb om at være den der nåede at levere det dræbende stød...