Is this forbidden love? (Somdev)

Kasandra sad få meter fra vandkanten med en flok ræve unger omkring sig. Det var tid til at kigge på alle de små unger der født tidligere og ræve ungerne så ud til at trives. De løb klodset rundt og et par stykker faldt over deres egne ben. Der var også nogen der prøvede på at snabbe hende på bukser og top, men da deres tænder ik var særlig lange, så gik det ik så godt. Hun greb en af ungerne med blide hænder og tjekkede den for sår og infektioner. Da den første så ud til at have det godt lod hun den gå og fortsatte med resten af ungerne. Den sidste havde dog et stort åbent sår på benet. Det var tydeligt at det var fra en af de andre unger, men om det havde været i leg eller dominans, vidste hun ik.
Hun rejste sig let op og gik over med et af egetræerne. Der var en plante der groede for bunden af træstammen som havde det med at gøre healingen nemmere, og hun fandt den hurtigt. Tog bukkede sig ned og tog et par blade op og gik tilbage til de andre unger. Hun prøvede forskellige længder, indtil hun fandt en der var lang nok til at gå rundt om poten og blive bundet. Da hun var færdig lod hun ræve ungen gå og den løb glad over til de andre og de begyndte at lege igen.
Det var en af de ting Kasandra elskede ved hendes valg som moonwalker. At kunne være så tæt på dyrene og kunne hjælpe uden at de behøvede at frygte. Hun fortsatte videre til andre dyr ved søen og lagde slet ikke mærke til træernes hvisken eller advarslen om at en fremmede var kommet til skoven.

Somdev var en ung dæmon han faldt rundt i skoven da han var kommet slemt til skade han kom til lysningen og så den unge skønhed det var som om da deres øjne mødtes at der kom en strøm af glæde gennem hele hans krop en glæde han ik har følt længe, var det kærlighed han ik havde følt før, han havde altid været alene så kærlighed var ik oget han følte hver dag han så på den unge pige og faldt sammen og besvimede af smerternde det var store åbne sår og rifter over hele kroppen, han var helt væk alt der var helt var han bukser og underbukser...

//sorry skal lige igang med emne //

//Det er iorden, du tager bare din tid Oka, den her blev lidt lang, håber det er iorden ^^//

Kasandra var lige blevet færdig med at kigge til en grif, som havde såret vingen efter en kamp og havde søgt tilflugt til skoven, da hun hørte skridt bag sig. Hun vendte sig rundt og følte sig som ramt af lynet. Der var en ung fyr der kom gående ind i lysningen, og det var tydeligt at han var såret. Hans brystkasse havde en masse åbne sår, som blodet sivede ud af og han havde en masse rifter på armene. Hun var overrasket at han i det hele taget kunne gå, for han havde tydelige smerter. Der var noget over ham, hans ansigt der fik hende til at blive varm inden i og hun nåede lige at tænke *han ser da godt ud,* inden han dejsede om, tydeligvis bevidstløs.
Hun gispede og satte så i løb over mod ham. Som moonwalker, var hun hurtig og hun nåede lige at gribe ham, inden han landede på jorden. Hun var meget opmærksom på at hans krop var så tæt på hendes og det gav hende en følelse hun ik havde oplevet før og det gjorde det svært for hende, at lægge ham fra sig. Hun var glad for at være i lysningen, for mange af de urter og planter man brugte til healing var i nærheden.
Hun fik Griffen til at holde og med ham, mens hun fandt en skålformet sten og samlede nogle forskellige planter og hældte lidt vand i. Han havde mistet en masse blod og hun vidste at der ville gå et stykke tid, før han var klar til at rejse igen. Hvorfor gjorde det hende så trist ved at tænke på at han rejste? Hun hældte forsigt en urte blanding ned i hans hals, forsigtigt så han ik blev kvalt. Den ville gøre at blodet løblangsommere og derved mistede han ik så meget blod.
De blade hun havde brugt på ræve ungen tidligere brugte hun nu også på ham, men hun puttede noget creme på der ville hjælpe med at heale og stoppe infektion. Da hun var færdig og var nogenlunde tilfreds med sit værk, tjekkede hun hans pande for feber og satte sig så ned ved siden af ham. Der var noget ved ham.
Hun var bekymret af hele sit hjerte for en fremmede hun ik en gang havde mødt. Hun vidste ik hvilken race han var eller noget. Men alligevel kunne hun ik fjerne sine øjne fra hans ansigt. Hun var som tryllebundet og hun havde bare lyst til at lade en hånd glide op af hans kind. Hun rystede på hovedet, trak sine knæ op til brystet og lagde armene om sig. Hun fattede ik hvad der foregik og det bekymrede hende.

Den unge fyr lå jo bevistløs, men han mærkede godt nogle greb ham var det mon den unge smukke pige, det håbede han lidt den pige gjorder ham varm om hjertet som eller skulle være så koldt, men for første gang i hans liv var han varm om hjertet over en pige, som ik var han søster, hun havde fået en følse op i ham som hun ik kendte til. en pige som fik ham til at føle sig så godt til pas godt hans far ik levede, han var ved at vågne igen selv om han var slemt sårede han slog blidt sine øøjne op og smilede... ''hej'' sagde han da han fik øje på hende han var som væk i hende smukke fantastisk øjne det var helt fantastisk... ''er du en engel sendt fra himlen for at redde mig?'' spurte han med et smil på sine læber,...

//du får lige en kamplimang fra ham //

Hun sad og ventede og en gang imellem kom egern hen med nødder til hende. Hun selvfølgelig imod dem og lagde dem på og klappede dem på hovedet. I det tid hun ventede kunne hun ik få sine øjne væk fra hans ansigt. Hun tog sit lille jade formet som et blad, og nulrede det imellem sine fingre, hvilket hun altid gjorde når hun var nervøs, utålmodig eller usikker. Hun slap den og lod den falde ned på brystet igen mens den hang i den sorte snor om hendes hals.
Hun hørte træernes hvisken som gennem en lang tunnel. Hun kunne høre hvad de sagde, men det lød langt væk. det hun fokuserede mest på var manden der lå foran hende, og at hans bryst hævede og sænkede sig i et nogenlunde roligt tempo. Men hun opfattede stadig at det var Hende og Den unge mand der var midtpunktet for deres sladr.
Hun så at han begyndte at bevæge sig og lettelsen fyldte hende nærmest til briste punktet og der kom et stort smil frem på hendes læber. Hun rødmede lidt over komplimenten han gav hende, og for første gange siden hun blev moonwalker fortrød hun sit valg. Hun kunne ik snakke. Hun kunne ik svare ham, da hun ik var sikker på hvordan han ville tage det hvis hun begyndte at snakke i hans hoved. Der var jo andre der ik kunne lide det.
Hun rystede let, men benægtende på hovedet mens hun så på ham, og tog så hans hånd. Hun ville lige tjekke for puls for at se om han overanstrengede sig for meget, så hans hånd hvilede med håndfladen opad i hendes venstre hånd mens hun følte efter pulsen mod højre hånd. Hun var tilfreds med det hun fandt ud af. Hele tiden sad hun og smilte,

den unge dæmon smilede mod hende og så mod himlen ''mit navn er somdev, hvad er dit, frøkken'' spurte han med en meget fornem dyb stemme og smilede for sig selv af en eller anden grund... han hav tattoverede nogle bukstaver. det var ik hans navn det var, der stod lord of the moon. det var nemmelig hvad hans navn betød, han var også altid den bedste i kriger, og han følte sig også bedst tilpas i mooneskin, han kom op og sidde selv om hun nok ik ville ha det, ''de er meget sød ved mig jeg takker dem for deres bamhjertighed'' sagde han og tog hendes hånd og kyssede den bare håndryg blidt og så på hende med et smil på sine læber... han var en meget glad fyr men det var nok mest ford hun havde han fundet sin søster, og han... han var for... forel... forelsket... og det var første gang det var sket for ha, så han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det...

Somdev. Det havde allerede printet sig ind i Kasandras hukommelse og navnet gav hende en mærkelig følelse. Hun kiggede på ham og smilede varmt, hun var dog i urede over at skulle svare ham. Hun valgte at opgive det, fordi han ville jo finde ud af det før eller siden, så hvorfor ik nu?
*Somdev er et specielt navn. Mit navn er Kasandra.* Proceduren er den samme som så mange andre gange. Hun sendte sine tanker og hun vidste han ville høre alle hendes ord inde i sit hoved.
Da han satte sig op, lagde hun sine hænder på hans skuldre og prøvede på at skubbe ham ned igen. *Det er bedst hvis du ligger stille. Du mistede en masse blod og dine sår er lukket endnu.* sagde hun med tankerne en smule bekymret, hvilket bare forvirrede hende endnu mere.
*Jeg kender ham ik* Tænkte hun for sig selv. Dette her burde ik kunne ske for hende, men da han tog hendes hånd og kyssede den blev hun helt blød og fik et dumt smil frem på læberne. Kunne det ske at hun var blevet forelsket? Hun havde ik oplevet det før, så hun vidste ik om det var det. Men hun vidste hvem der kunne give hende et svar.

Somdev blev meget chokerede da hun sagde noget i hans hovede, men det gjorder hende bare endnu mere fortryllende over for ham, ''okay jeg skal nok ligge mig ned kasandra min evige blomst'' sagde han med et smil for at charmere sig ind på hende selv om han nok allerede var det, han smilede og så på hende, han lagde sig ned men dog med sit hovede i hendes skød ''gid jeg ik var kommet til skade så kunne jeg være til mere hjælp for dem'' sagde han stilllle.. ''istedet for de skal sidde og tage dem af en gammel dæmon som kommer en smule til skade'' sagde han da han godt vidste hun ik var menneske og hun nok godt kendte til væsnerne, han ville ikke skræmme den smukkeste pige han havde mødt væk, han fandt en smuk blomst ''en smuk blomst passer til en smuk kvinde'' sagde han med et smil men tog den ik op han viste hende den bare...

Hun så på hans ansigt og så chokket da han hørte hende sige noget, men det var væk før hun selv nåede at reagere på det og han sagde noget. Hun smilede og var rimelig sikker på at hendes øjne også skinnede lidt. Hun var aldrig blevet kaldet en evig blomst før, og da slet ik af en dreng. Det gav hende en lykke følelse hun aldrig havde regnet med at opleve. Hun lod ham lægge sit hoved i hendes skød og begyndte så ubevidst at nusse ham i håret.
*Alle kommer til skade på et tidspunkt, bare vær glad for at jeg var her så jeg kunne hjælpe dig.* Hun så på ham da han sagde at han skulle hjælpe og hun rystede smilende på hovedet. Hun havde aldrig fået hjælp siden hun blev moonwalker, bortset fra hjælp af de andre moonwalkerer. *Det er en del af mit job at hjælpe andre. Om det er træer, dyr eller andre væsner betyder intet. Men prøv at sove lidt. Søvn er den bedste medicin i din tilstand. Jeg bliver her og holder øje med dig.* Sagde hun beroligende til ham.

han tog en dyb indånding og så på hende med et smil, ''jamen kasandra jeg skal nok klare mig jeg villle bare være sikker på du ik kommer noget til jeg har haft være skader end de her'' sagde han med et smil, ''jeg skal nok prøve at sove my lady'' sagde han og lagde sig til at sove, selv om han to gange heller ville sidde og se hende ind i hendes smukke øjne hele dagen men det lød ikke rigtig til at an kunne komme til det før han havde fået sovet igennem efter det der lige var sket. han sov stille og rolig og drømte om kasandra og om alt det han ville ku give hende hvis hun ville lade ham gå hende det, han tænte på dem ha et forhold sammen og havde det hyggeligt, bare have en romantisk middag det vlle han gerne give hende men han tur ik rigtig da han var bange for han indre følser nogle gang men ik altid...

Hun kunne ik lade være med at ryste på hovedet af ham. *Det kan godt være at du har fået være skader end dem, men nu er det mig der passer på dig.* Sagde hun lidt bestemmende uden at lyde ond lige inden han faldt i søvn. Hun vidste ik hvorfor, men hun følte sig meget beskyttende over for ham. Da hun så han var faldet i søvn, kiggede hun lidt til sårene. De så gode ud, når man tænkte på at de var åbne.
Hun vidste dog ik ret meget om dæmon anatomi og om hvornår sår er gode eller dårlige og træerne kunne ik hjælpe. Der var meget få dæmoner i skoven, da der normalt var et stort had mellem dæmoner og elvere, hvilket Kasandra ik kunne forstå da alle racer lever på deres egen måde. Men det indså hun så også først efter hun havde bestået prøven.
Hun lagde hovedet på skrå mens hun så ham sove. Det var et af de smukkeste syn hun havde set. Det svage grønne lys der skinnede ned mellem bladene og indrammede hans ansigt i skygger. Hun lod sin håndryg hvile mod hans pande, for at tjekke for feber, da der ik var noget lod hun hånden glide ned og landede naturligt på hans bryst, eller det føltes naturligt for hende.

han halv sov da han ik ville sove helt da han var bange for når han vågede at hun ville forsvinde fra hans miserable verden, han smilede et skævt smil i søvne som så godt ud til ham han linede en rigtig chamør men det var han nu endelig ik kun hvis han virkelig ville for så trådte hans evne i kraft, men han ville ik bruge den på hende, der var gået 7 timer hvor hun havde set ham sove, han vågnede op og så på hende med sine røde øjne men det var hans naturlige far efter sin far...
han så på hende ''my lady må jeg komme op og sidde?'' spurte han blidt og rolig mod hende og smilede stille og roligt, han så på hende og på det smukke hår det kønne ansigtig de dejlige øjne det kærlige smil, hun var som sendt fra himlen af guderne for at tage sig af ham, hun var hans droning af månen og lyset men mest månen da han elskede at være ude i måne skindet..

Hun sad stille og legede lidt med hans hår mens han sov, og timerne gik men for hende, der føltes det som minutter. Hun kunne se han trak vejret og han havde et charmerende smil på læberne. Mon han havde nogle gode drømme? Drømte han om hende eller var der en anden han drømte om. Hun blev helt trist da hun tænkte på at der var en anden og skubbede tankerne hurtigt væk.
Hun sad lidt og nynnede for sig selv. Hun kunne ik synge da hun ik kunne forme ord, men hun kunne stadig nynne. Hun lagde ik med det samme mærke til at han var vågnet og fik derfor en lille forskrækkelse da han talte til hende.
Hun overvejede det lidt og nikkede så. Hun hjalp ham op og sidde, uden at fjerne sine øjne fra hans. Røde øjne mødte grå øjne. Hun havde ik set røde øjne før og det gav ham en form for mystisk fremtoning.
*Hvordan har du det?* Det var et meget åbent spørgsmål, men hun kunne ik rigtig sætte en sætning sammen. *Er det sådan her det føles at være forelsket?* tænkte hun lidt forvirret.

Han sad bare og så på hendes smukke dejlige øjne, ''tja jeg har det beder end før i hver til fald, og endnu beder nu hvor jeg ser dem'' sagde han blidt og kærligt, det var som om for først gang i hans liv var der en der betød mere end bare venskab for ham, det var helt underlig men en fantastisk følse, men en smuk pige som hende havde nok ikke kæreste, han blev trist bare ved den tanke om hun måske havde en anden det ville han ikke kunne klare det var bare ikke noget der måtte ske.
han tog hendes hånd blidt og lod sin fingre følge de sine hulle hvor fingrene samlede sig med et smil, ''deres skønhed overgår alt andet my lady, det var mit hjerte at se dem med et smil på de yndige læber de har'' sagde han med et smil og kyssede hendes bare håndryg endnu en gang, *sig det løjn jeg er forelsket?* tænkte han for sig selv det måtte bare ikke ske at hun havde en anden det ville hans hjerte ik kunne klare.. han så på hende og smilede ''hvis hans hjerte var sort som kul før havde hun fået det til at blive blod rødt igen af ren kærlighed...

*Er han... Ude på at score mig?* Spurgte hun sig selv, men slog det så fra sig. Hvordan skulle han kunne have faldet for en der ik kunne snakke og så når hun er en helt anden race end han er. Da hun aldrig havde oplevet en fyr havde været så formel, samtidig med at han flirtede med hende, gjorde det hende forvirret og usikker på hvad hun skulle gøre.
Hun kiggede ind i hans øjne. Hans røde øjne som virkede unaturlige og fremmede, men alligevel så intense og forførrende. Hun følte lidt hun druknede i hans øjne, og blev først hevet op af vandet da han tog hendes hånd. Det fik det til at kildre i hendes mave og det gav hende en lyst til at komme tættere på ham. Og dog kunne ik hun ik sige noget. Hun var ik van til at få komplimenter så det gjorde hende glad på en måde som gjorde hende mundlam.
Hun vidste ik hvor lang tid hun havde siddet sammen med ham, men det var begyndt at blive mørkt da hun så sig omkring. Hun så tilbage på ham og følte at hendes vilje til at flytte sig, blive svagere, men hun vidste at det ville være bedst hvis hun fik ham et varmt sted hen.
Hun grublede lidt. Han boede nok ik i skoven, da han var dæmon og dæmoner ik havde det særlig godt med elvere. Hun havde ik rigtig nogle møbler i sit hus, da hun næsten aldrig var hjemme, så der var kun et sted hun kunne tage ham hen. Hvis han altså ville.
*Har du brug for et sted at være? Indtil du får det bedre altså, eller bor du i nærheden?* Hun stillede ham spørgsmålet og blev lidt trist over at det måske betød at hun ik fik ham at se igen.

han var meget facinerede af denne kvinde, hvorfor gjorder hun ham så glad og så forførende på en gang det var aldrig sket for ham før, han havde altid været alene, ind til han for nylig fandt sin søster blair hun havde taget det meget pænt og det havde han også især det med hun havde et barn... men nu var hans tanker kun på den yndige kasandra ''tja jeg bor ikke langt her fra men jeg har ik tænkt mig at tage tilbage det vil være det første sted de leder efter mig når jeg kommer til krafter igen, vil jeg beskytte dem med mit liv'' sagde han og rejste sig op og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op og stå, hun havde gjort ham til den gode og ik den onde det var perfekt, han var glad for første gang i mange år.
han lod blidt sine øjne fange hendes igen da han nød at se hendes smukke øjne igen de var fantastiske det var som at se ind i hendes sjæl som var mild kærlig og helt igennem fantastisk... ''jeg går med dig kasandra'' sagde han med et smil...

Kasandra kiggede op på Somdev da han rakte sin hånd frem til hende og hun tog hans hånd og lod ham hjælpe hende op. Hvorfor følte hun det som om hendes ben var lavet at gel? Hun så ind i hans øjne og glemte alt om at tage hjem til sin mor, at han var dæmon og at han var såret. Manden foran hende var det eneste der fyldte hendes tanker, ihvertfald indtil han rev hende tilbage til virkeligheden med sine ord. Alting kom tilbage til hende med stor fart og hun kunne have slået sig selv for at have glemt det alt sammen.
Hun kom lige pludselig i tvivl om det var smart at tage ham med hen til sin mor, da han jo var en dæmon, men hun havde ik rigtigt andre steder at tage ham hen, for hendes eget hus var uden møbler. Hun boede jo i skoven og sov i det nærmeste træ når hun blev træt.
Hun sendte ham et smil *Så går turen til Forestina. Skovelver byen* Hun Begyndte at gå frem og opdagede så, at hun stadig holdte ham i hånden. Hun var lidt usikker på om hun skulle give slip eller fortsat holde ham i hånden, og valgte så at han skulle bestemme det. Hvis han ik ville have det, ville han jo give slip og hvis han ik havde noget imod det, så kunne hun måske få lov til at nyde hans hånd i sin i lidt mere tid.
*Meric kom, jeg har brug for din hjælp.* Hun lod sine tanker flyde med træerne og vidste at Meric ville høre det, hun havde dog gjort sådan at Somdev ik havde hørt hendes råb om hjælp.

somdev så på den fantastiske pige foran ham, han var helt klart forelsket i hende det var tydeligt for ham, han ville gøre alt for hende, ''min blomst jeg ved det er meget tidligt, og jeg vil ik gøre noget som jeg og du vil fortryde så jeg har tænkkt mig at spørger dig først'' sade han nervøst... ''vil du ha noget imod hvis jeg kyssede dig?'' spurte han nervøst og så på hende med et smil på sine læber og rødmer og så på hende med et smil på sine læber... og var meget nervøs for hende...

//Oka, den blev lidt meget lang, men Meric skulle med//

Kasandra mærkede det indtrængende blik der blev sendt hende og hun drejede hovedet mod ham. Der var noget i hans øjne og hun blev lidt genert, men også varm indeni. *Hvorfor får han mig til at føle mig som en lille søndagsskole pige?* spurgte hun sig selv. Aldrig havde hun oplevet noget så intenst, ej heller havde hun oplevet at føle sig så tiltrukket til en mand, og så endda en dæmon. Hun var stoppet op så hun stod med fronten mod ham, da han snakkede til hende. Hun havde stadig ik vennet sig til at blive kaldt for blomst, men hun elskede ordet, så længe det var hans læber der ytrede ordet. Igen blev hun meget forbløffet over sin tanke gang, men det var intet i forhold til det spørgsmål han stillede hende.
Hun blev så overvældet, da hun aldrig var blevet stillet spørgsmålet. Dengang hun var yngre der tog drengene bare kysset, hvis det var det de ønskede. Intet spørgsmål og ingen advarsel. Hun havde dog hurtigt sat drengene på plads, hvilket havde gjort at de ik var interesserede i hende mere.
Hvad kunne man svare til sådan et spørgsmål? Skulle hun sige ja og vente på han tog skridtet? Skulle hun træde frem og så bare kysse ham? Hun nåede dog ik tage beslutningen, men lige et lille klem om hånden, da hun hørte skridt bag sig. Hun drejede hovedet lidt idet hun så ham.

Han havde valgt at gå med bare overkrop, hvilket han gjorde nogen gange og så lange mørkebrune bukser. Hans mørke hår hang omkring hans ansigt og passede fint til han mørke glød i huden. Hans gule øjne landede med det samme på Somdev og hans og Kasandras hænder der var sammenflettet. Merics ansigt lyste af en vrede der var lidt svær at placer, hvilket Kasandra viste skete for alle. Han havde en underlig instinkt til at beskytte hende mod alt og alle.
Kasandra slap hurtigt Somdev og gik over og lagde hånden på hans skulder.
*Jeg har brug for at du tager hjem til min mor og siger at jeg kommer hjem til hende med en der er såret. Nævn ik noget om køn eller race for det vil få hende til at flippe ud på forhånd.* Hun lagde mærke til at Meric ik havde fjernet øjnene fra den mand som Kasandras hjerte til at flakke og længe efter noget hun aldrig havde troet muligt. Hånd tog hånden ind under hans kæbe og tvang ham til at kigge på hende. *Hørte du hvad jeg sagde?* Hun løftede det ene øjenbryn Og han svarede højt, "Ja". Hun nikkede så og sagde *Så skynd dig.*
Han havde ville ik rigtig flytte sig og Kasandra gav ham et let puf på skuldrene for at sige at han skulle gå nu, og endelig, uendelig langsomt begyndte han at gå mod byen.

Hun kiggede undskyldende på Somdev,*Han har det altid svært når jeg er sammen med andre. Undskyld.* Hun gik tilbage til ham og slog ud med armen. *Det er den vej.* Hun sendte ham et smil og tog lidt nervøst hans hånd i sin igen.

Somdev så på den fyr der pludselig var kommet, han følte sig ik godt til pas med han så vredt på ham, men han sendte bare sit eget dræber blik mod ham, ingen skulle give ham dræber blik, uden han ville gøre igen, han ville gøre alt for at få sin kasandra til at svare ham... da fyren endelig gik godt nok langsomt men han gik... han så på kvinden han var faldt for, ''kasandra, må jeg få et svar inden vi går vider'' spurte han med et smil og holdte hendes hånd kærligt i sin, han smilede kærligt mod sin eneste kærlighed, hun betød alt for ham, det var første gang han havde følt sådan, hun linede hans dejlig lillesøster, ud over hun betød mere og at han var forlsket i kansandra og ik i blair, han var lykkelig sammen med kasandra, hun var dejlig o var sød og nutttede og holdte hendes hånd...

Hun kiggede ned på deres hænder og fik mere tillid. Både til sig og til ham. Hun vendte sig om mod ham, så hun stod med fronten mod ham og kiggede på ham. Hendes øjne sagde alt og alligevel intet, da man var nød til at kende hende for at forstå hvad de sagde. Hun trådte et skridt frem mod ham mens hun så ham ind i øjnene. Hun fjernede den sidste afstand mellem dem og forsigtigt pressede hun sine læber mod hans. Hun var stadig forsigtig da det jo var første gang og så fordi hun ik rigtig kendte ham. Men det betød intet for hende. Hun følte at hun sagtens kunne bruge resten af sit liv med ham. Deres hænder var stadig flettet sammen og hun gav det et lille klem da hun trak sig lidt tilbage.
Hun havde givet ham et svar, så nu kunne han selv tage det som han ville.

somdev så på hende og nød deres første kys og kyssede blidt igen, og nød at være tæt på hende med et smil.. ''det var det mest fantastiske jeg har oplevede kasandra'' sagde han og løftede hende op og drejede hende rundt og smilede mod hende og lod sin hånd røre ved hendes kind med et smil på sine læber... ''ingen har nogle sinde gjort mig så glad som du gør mig'' saggde hun med et smil på sine læber og var virkelig glad for hende... hun havde været hende som havde gjort hende glad hun så på am blidt og rolig...

Kasandra havde aldrig været mere lykkelig. Han havde lige fortalt hende at han også kunne lide hende. Og ik kun i kysset, men også i sine ord bagefter. Da han tog hende i sine arme, havde hun sit smukkeste smil på læberne og lod ham drejede hende rundt. Hun lod sin kind hvile mod hans hånd dag han lagde den mod hendes kind, mens hun kiggede ham i øjnene. Hun løftede sin egen hånd lagde den over hans og tog den væk. Hun stoppede deres hænder ved brysthøjde og flettede sine fingre ind i hans.
*Jeg har aldrig følt sådan her før. Er det normalt, at hver gang jeg ser dig smile så bliver mit hjerte fyldt med glæde?* Hun løftede sin anden hånd og lagde den mod hans bryst, lige over hjertet. *Er det normalt, at hver gang jeg tænker på at vi skal skilles at jeg bliver fyldt med sorg?* Hun fjernede aldrig sit blik fra hans. Hun følte hun kunne se på ham i årevis.

Somdev smilede kærligt mod hende og krammede hende ''kasandra, jeg syns det lidt svært, at fortelle en pige..... at jeg kan lide hende, og hun står lige foran mig kasandra, jeg ved det meget tidlig men jeg er helt vild med dig og vil aldrig lade dig komme noget til du er mit liv kasandra jeg har aldrig følt sådan her for nogle før, og ja det er normalt når man er forelsket, det har jeg i hver til fald fået afvide, jeg ved det er svært at håntrere hvis det er første gang'' sagde han med et smil på sine læber... og vidste ikke hvordan han ellers skulle fortælle hende at han gerne ville være mere end bare venner med hende, han elskede hende...

Kasandra krammede igen da hun mærkede trykket fra hans arme. Hun havde aldrig følt sig så sikker før, uanset hvem hun havde været sammen. End ik hendes søster, hvilket forvirrede hende, for hun vidste at hendes søster kunne rive hel skoven ned, hvis det var det hun ville. Hun så ham i øjnene da han begyndte på sin lille kærlighederklæring og hendes ansigt lagde sig i milde og kærlig folder. Da det var første gang hun selv var forelsket, og også have fået sådan en ærlig erklæring, så vidste hun ik hvad hun skulle sige. Hun lagde en hånd på hans kind og kyssede ham på læberne endnu engang. Hun følte at hun ik kunne få nok af denne mand. På kort tid var han blevet en vigtig del af hendes liv, og hun ønskede ik andet end at se ham smile.
*Jeg har aldrig følt sådan her før og jeg ved virkelig ik hvad jeg skal sige, andet end at jeg ved hvad du mener.* Hun lagde sit hoved ved hans skulder og følte bare at hun kunne stå sådan i en evig, men hun trak sig stille og modvilligt tilbage. *Men kom, vi må se at få dig et mere sikkert sted hen. Skoven har mange spioner.*