Jean- Ikke engang minderne tilbage

Dag:irl
Dato:irl
Vejr: Lunt og mørkt, månen er endelig oppe.
Tid:22.21
Sted:midt på kirkegården et sted.
Årstid:sommer?
Omgivelser: Grave, skindøde statuer.

Ribanalon havde været her i timer. Vandret fra grav til grav, set alle de forskellige navne der nu lå til hvile forevigt. Mange hun havde kendt både som venner og fjender, alle lå her nu. Alle var lige nu. Hun stoppede ved en grav med en engel der død over den dødes plads. På graven stod der -Putin- det var det eneste hun læste. Resten af hans navn var ligegyldigt. Hun så på det uden at hentyde til at en følelse af sorg eller af glæde. Tanken om den nat hvor han havde gjort, hendes brødres liv og hendes til dette liv, var nærmest glemt. Som om mindet var fjernet for at beskytte den psyke som vampyrer endnu engang tadig havde efter at hjerte holdte op med at slå. Hun havde sat mange nyfødte vampyrer dø, af ren og skær erik og moral. Dø af psykens selv. Dø af ensomheden. Hendes lange hvide kjole hang stift ned af hende, hvilket betød at der ingen vind var. Skønt man kunne høre at det susede længere henne. De metalliske grå øjne så stift på gravstenen, ikke engang væmmelse kom frem på det kolde, smukke ansigt

Skjorten hang kedeligt ned over hans veltrimmede mave.
Han nød egentlig den ro der altid var herude, specielt når man var alene.

Han skimmede over de forskellige grave, ingen af dem var nogen han kendte til. Ingen han ville savne, sørge over.
Han satte sig på en bænk lidt derfra og så nu direkte på Ribanalon. Han kendte hende ikke.
Men havde han nu også lyst til det? Var hun mon endnu en der udnyttede hans evner? Han tvivlede lidt og så derefter ned på sine bukser; et par tætsiddende bukser, og sorte læddersko.

Ribanalon mærkede noget på sig og rejste hoved og så direkte over mod Jean, hun sagde intet, dog så de metalliske grå øjne længe på ham. Små svage gnister begyndte at flyve rundt i den grå farve. Hendes ansigt var lige så neutralt og roligt en tid, som da hun så på graven. Først ca. 1 minut efter nok et svagt smil frem på de mærkerøde læber der mere lignede de var farvet med blod end med sminke. Smilen forsvandt igen lidt eftet lidt. Hun lod igen blikket gå på Graven. hvorefter hun gik 1 skridt tilbage. Hun havde enlig ikke tænkt sig ere på dette sted, men at se en anden vampyr var nu sjældent disse dage. Eller der var masser inde i byen, men.....Dte var så sjældent at finde nogen med en ordenlig tankegang. De fleste var nyfødte og havde ingen forstand på at lade sig inordne efter styrke, hvorefter de blev dræbt.

Han blev siddende, helt roligt og så lidt op på himlen.
den var næsten kedelig at se på for tiden, når man ikke havde nogen at dele den med.

han sukkede stille og rejste sig; han måtte jo nok hellere komme hjem

Tro ikke at Ribanalon ikke var interesseret i den fremmede nej, hun ville bare gøre tingene på sin måde. Den fremmede tog koncentrationen væk fra at se på hende. Og pluselig uden at give lyd fra sig stod hun bag ham lidt mere til venstre end til højre, hendes øjne lyste nærmest i mærket på grund af alle de små gnister der fløj rundt i den grå metalliske farve. Hendes duft ville dog hurtigt komme til den andens vampyrs lugtesans. Det sorte hår hang langt ned af den hvide krop. og gjorder kun tanken om at hun var et nattens barn endnu mere tilkendegivenede

'min kære frøken, hvad i alverden har De gang i?'' spurgte han, med en bidsk tone

//sorry... kreativitets svigt/

/skal vi vente??//

//bestemmer du selv//

Ribanalon lavede st skævt smil og gik så frem så hun stod lidt mod hans venstre side. Et lille glimt af morskab kom over de grå øjne, hendes humør var vendt, melankoli kunne hun altid have. Hun kiggede op og ned af ham, som om at han var et bytte der skulle studerees enden døden. Endelig bevægede de mørkerøde læber sig. "Det kommer an på hvad du vil høre sagde hun og kiggede pluseligt så afventende på ham. Hun havde dog stadig det lette smil på sine læber

''min kære frøken,'' sagde han, en smule utålmodigt.
''jeg ved ikke hvad De hentyder til. Og det er heller ikke noget jeg agter at fine ud af. Så hvis De vil have mig undskyldt.'' sagde han roligt inden han begyndte at gå. Han havde ikke brug for at nyde hendes selvskab.

"Man skulle ikke tro at du var vampyr" sagde hun roligt i det han skulle til at gå, hans kolde ansigt mindede skam om en vampyrs, eller det mindede om et fortabt mennesker der havde ladet livet for en vampyrs aftensmad. Hun stod stille smilet var stadig på de mørkerøde læber, hun slikkede sig 1 gang over underlæben der stadig smagte af sød negtar. Hvis han gik ville hun udentvivl følge efter ham. Dette var så sjældent hun kunne finde en anden vampyr der hoppede rundt alene i disse kanter af denne verden. De metalliske øjen gav et hvisligt skær fra sig som når et lys ville ramme et dyrs øjne i natten.