Blood for Blood

Påklædning
- Tøj Hun er iført noget mørkt tøj [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har et hylster til sit sværd på ryggen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Hår + Makeup/ansigtmaling + Smykker Hendes hår er flettet sammen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Våben Hun har et svær på sin ryg [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun bær et spyd i sin hånd [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har samtidig også våben rundt omkring.

Dagene var efterhånden lange, men nætterne var dog de værste, og på trods af hun ikke viste det, så havde tidligere begivenheder haft en effekt på hende. At være tvunget til at se sine elskede, dø om og om igen, hver gang ude af stand til at hjælpe og det værste var nok det, ikke at vide hvad der var virkeligt og en drøm. Ikke desto mindre kom hun igennem det, som en leder havde hun ikke tid til, at være svag og hun skulle altid fremstille sig selv, som var hun over andre. Hendes tilstedeværelse, skulle fremvise hende som en dominerende kvinde, med en aura af en alfa. Så på trods af hendes indre tumult, der somme tider resulterede i, at hun slagtede et par stykker, så forblev hun rolig i sin person og dominerende i sin aura, alt andet ville resultere i at folk, forsøgte at tage over som leder.
Som hun vandrede gennem skoven, syntes det at være uden et formål. Sidste gang hun havde vandret gennem skoven, havde det været fordi hendes instinkt fortalte hende, at noget var galt og en hun holde af havde problemer. Lidt det samme dukkede op nu, bortset fra at følelsen ikke så meget, var imod en hun holde af, men mere som var der noget galt. Ofte kunne man fornemme på fuglene, hvis der var problemer i nærheden, de var altid stille hvis der foregik ting, som der egentlig ikke burde. Som regel ville de synge på dette tidspunkt, og dog forblev de stille. Siden det ikke var morgnen efter en fuldmåne, kunne det næppe være derfor, så der måtte være noget andet på færde.
Blot for at få en ide, om hvad pokker der skete, stoppede hun op og tog alle omgivelserne ind. Hun brugte sine sanser, og duftede efter uvedkommende, folk som ikke burde være i skoven, og da hun endelig fandt frem til det, begav hun sig imod dem. Hun bevægede sig, med en lydløshed, der kunne få selv en kat, til at virke larmende, blot for ikke at alarmere nogle og få alt opmærksomheden imod sig. Hun havde det bedst ved snigeangreb, de var hurtigst og mest effektive. Derudover var hun ikke i humøret, til at få alt for meget skade imod sig selv.
Da hun endelig kom frem, blev hun mødt af synet, af en ung Shapeshifter som var bundet, og nogle mænd, som højst tænkelig var jægere. Hun bar et had imod dem, specielt fordi de havde taget så meget fra hende, og hun havde i starten intet gjort dem. Men selvfølgelig som de tog fra hende, begyndte hun at tage fra dem, og modsat jægerne, bar hun en langt mere dyrisk brutalitet til sig, og når hun myrdede, så efterlod hun intet andet end lig efter sig. Derfor gjorde synet foran hende ekstremt sur, netop fordi hun havde så dårligt et forhold, med disse jægere.
Hun fandt en mindre kniv frem, og med en præcision, kastede hun den og den ramte den ene af jægerne. Med dette gjort, trådte hun frem, hun trak sit spyd frem og som før kastede hun det, og spydet skarpe ende, ramte en mand lige i brystet, og grundet farten blev han skubbet tilbage imod det hårde bark fra et træ, hvor spydet sad fast. Med mord i øjnene, trådte hun frem og gjorde nu de resterende opmærksom på, at hun var der. Hun roterede sine skuldre, som gjorde hun klar til, at gå i krig. En af jægerne kom hen til hende, og det første han gjorde var at slå hende i ansigtet, hvad han dog ikke vidste var, at hun efterhånden var vant til det. Så uden at slå en grimasse, spyttede hun blodet ud af sin mund, og med mord i øjnene, stirrede hun ham koldt ind i øjnene "Ai gaf jok yu joken swela au." (I want to rip your fucking throat out.), og som lovet, sprang hun på ham og med sine tænder, rev hun huden omkring hans hals af. Som manden faldt til jorden, vendte hun sin opmærksomhed imod de andre. I takt med hun bevægede sig imod dem, bevægede hun sig med samme graciøsitet af en danser, men med brutaliteten af en morder. Hun havde allerede trykket sit sværd, og som jægerne kom imod hende, skar hun hver enkel ned. At blodet sprøjtede ud på hende, gjorde hende faktisk intet, hun var efterhånden vant til, at have blod i hele ansigtet.
Da mændende endelig var døde, vendte hun blikket imod den fremmede Shapeshifter. Hun var et fint stykke mindre end ham, men hendes dominerende aura, gjorde hende næsten det større. Det grønne i hendes øjne, blev nærmest gjort mere elektrisk, via blodet der dækkede det meste af hendes ansigt, også var der selvfølgelig "chon yu bilaik" (Who are you) spurgte hun, og fordi hun havde været så fanget i øjeblikket, glemte hun alt om, hvorvidt denne mand, rent faktisk forstod hvad hun sagde "Who are you?" spurgte hun igen efter for noget tid, og denne gang i det mere normale sprog, fremfor det hun havde talt for. Alt brutaliteten fra før var nu væk, og i stedet for erstattet med auraen af en leder.

Da han præsenterede sig, havde hun virkelig ingen ide om hvem han var. Hun havde som regel et fint indblik i hvem de enkelte Shapeshifters var, netop fordi hun havde levet så længe. Hun forstod dog ikke, hvorfor han forsøgte at lade charmerende, det var ikke just det bedste tidspunkt. Så da hans toneleje gik i den retning, rynkede hun brynet "I'm Niylah" modsat ham, var hendes stemme direkte og bar ikke samme charme som han gjorde, netop fordi hun ikke havde forstået det. Som han skar sig selv fri, var hendes grønne øjne rettet direkte imod ham, og det var tydeligt, at hvis han skulle finde på at gøre noget, ville hun være klar til at angribe ham.
Dog virkede det ikke til, at han rent faktisk ikke ville angribe, lagde hun sit sværd tilbage i skeden, som hang omkring hendes ryg. Hans ord om, at han ville havde kunne klaret det, hvis hans hænder selvfølgelig havde været fri, fik hende til at hæve øjenbrynet. Hun lagde armene om bag ryggen "I am sure you would" Det var ikke fordi, at hun ikke troede han var en god kriger, han havde trods alt højden og sikkert styrken, til at kunne bekæmpe dem. Dog havde han trods alt været bundet, og det havde ikke virket til, at han havde gjort meget ved det. Selv havde hun prøvet, at være bundet og her ville hun trække sin tommelfinger ud af led, og på denne måde kunne hun komme ud af ræbene. Det gjorde måske ondt, men det var ganske effektivt.
Det trak let i hendes mundvige, som han igen sagde tak for hjælpen, dog var det så svagt, at Ethan næppe ville kunne se det "We can't have the hunters killing more of our kind" pointerede hun, med over 300 år på bagen, havde hun mødt mange jægere og dræbt mange af dem. Hun havde et vis had for dem, specifikt imod hvordan de behandlede Shapeshifters, og det var nok mere derfor, at hun havde reddet Ethan, fremfor det faktum at han havde været en Shapeshifter

Da det syntes at han havde hørt hendes navn før, lagde hun hovedet på skrå, åbenbart virkede det til at hendes rygte havde kommet hende i forkøbet "I am the heda or commander of The Black Hounds, something I have been for many years now" mange år var nogen en underdrivelse, hun havde efterhånden været leder i over 300 år, men det ville undre hende hvis han vidste dette, for selvom hendes flokmedlemmer vidste hun var gammel, så var det måske ikke noget alle andre vidste. Spørgsmålet var dog også, om det var hendes leder egenskaber han kendte hende for, eller hendes evner som en kriger. Hun havde altid prist sig ved, at være en stærk kvinde, som egentlig ikke fandt sig i meget. Hun ville ikke se sig selv som svag, og havde derfor også en tendens til at agere dominerende, noget hun havde lært fra sin kære far.
Hun rynkede brynet da han med et komplimenterede hende, det var lidt underligt og malplaceret "Am I more known for my beauty? My skills as a leader? Or my skills in combat?" spurgte hun. Det var ikke fordi hun som sådan, havde noget imod at han komplimenterede hende, hun ville dog hellere være kendt for at være en god leder og kriger, fremfor at være kendt for sin skønhed "But I suppose I could say thank you" det trak svagt i hendes ene mundvige.
Hans spørgsmål til, om hun havde lyst til at jage de andre, fik et skævt smil frem på hendes læber. Ganske vist var hun en leder, men hun var også trænet som en kriger, så hun sagde aldrig nej til en kamp. Hun betragtede hvordan han bevægede sig frem "Well I would never say no to go into battle" som hun sagde det, begyndte hendes øjne at blive helt røde, og hun lod sin mere dyriske side træde frem og som hun løb frem, sprang hun op i luften og da hun lande var det som en stor sort direwolf. Hun kiggede på Ethan, og kom med en lyd der halvt om halvt kunne lyde som en latter, derpå satte hun i løb imod lejren.
Da de nåede frem, betragtede hun de tilbageværende jægere. En knurret kom fra hendes hals, og som havde de et skilt over sig, der sagde angrib hvis i har lyst, sprang hun imod dem. Hun angreb den første hun kunne finde, hvis hals hun lukkede sine kæber omkring. Overraskelsen var nok til, at manden intet nået at gøre. Hun var nådesløs, som hun rystede hovedet fra side til side, og mere eller mindre rev hele hans hals op. Med ham død vendte hun sig om og knurrede af de resterende. Hun angreb den næste som kom imod hende, og man kunne tydeligt se hendes had imod disse jægere, specifikt i hendes brutalitet.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Da de endelig var færdig, og de som ikke havde overgivet sig var døde, valgte hun at forvandle sig tilbage til sin menneskelige form. At hun nu stod nøgen gjorde hende egentlig intet, hun var så vant til det, at hun nærmest ikke engang lagde mærke til det. For hende var nøgenhed ligeså normalt, som det at spise mad eller tage på jagtturer. Hun var ganske muskuløs af en kvinde, og det fremstod tydeligt på hende, at hun havde trænet hele sit liv. Hun havde også en hel del ar, som viste at hun ikke kun havde kæmpet gennem sit lange liv, men også havde fået enkelte skader her og der. På sin rygsøjle havde hun en fin tatovering, som løb op langs hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og en på [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].
Hun betragtede dem som havde overgivet sig, og hvis et blik kunne dræbe, så ville de havde været flere fod under "joken joka, Ai gaf in gon frag op Ogeda kom Yu" (fucking fucker, I want to kill all of you) knurrede hun vredt, hun havde intet andet end had for dem. Hun kiggede rundt, hvor hun fandt reb frem, som hun brugte til at binde dem fast. Hun bandt først en løkke om deres hals, som blev forbundet med deres arme, så skulle de falde eller den slags, ville det næppe være behageligt "We take them to my pack, and if they try anything then I will personally rip off every one of their limps" det var både et løfte, og en trussel om hvad der ville ske, hvis de fuckede i det eller gjorde hende vred.
Hun tvang dem op og stå, hvor hun tvinge dem tilbage til sit territorium "you did well" sagde hun, som hun vendte sit blik imod Ethan. Selvom hun egentlig ikke kendte ham, og i den grad ikke stolede på ham, så besad han en styrke og han var derfor ganske fin i kamp "You would make a fin warrior" indrømmede hun, og hun klappede ham på skulderen