on a mission- Matej

Tid: 22:45
omgivelser: ingen andre end Elena og Matej
Sted: Forestina
Vejr: let skyet, køligt det har regnet tidligere.
På: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/bd/df/02/bddf0246a4a5d1610462a69f37977e43.jpg , sko: http://data.whicdn.com/images/5934067/large.png , og håret sidder i en høj hestehale.
2 x pistol http://jacksparrowcostuming.wikispaces.com/file/view/jacksparrowrubberstuntpistol.jpg/232545040/jacksparrowrubberstuntpistol.jpg
og et sværd.

Elena gik roligt igennem skoven, hist og her skar hun sig igennem under skovens vilde beplantning. Hun gik ved siden af Matej, hendes nyansatte general, for den hær hun roligt var begyndt at samle sammen. Hun ville gerne overtage havnebyen, Minotaris, men alt til sin tid, først skulle man jo lige stabilisere sig en hær, og finde allierede magthavere i byen, samt vinde de fleste pirater over på sin side. Det sidste burde ikke være så svært igen. Elena var blevet siden ung i starten af teenage årene, blevet "opdraget" af den berygtede dæmon pirat, Alitheia. Godt nok var Elena ikke en lige så berygtet pirat som hende, men hendes navn kendte mange pirater dog stadig til, også fordi det stadig var i disse miljøer hun oftest befandt sig i. Hun elskede Minotaris, og derfor var det den oplagte by for hende at starte sin erobring af omkring liggende egne. Hun kendte byen ud og ind, mange af dens befolkning, og endda de regerende. Men det var ikke nok, hun ville selv være den regerende, om det så var på den ene eller anden måde, så ville hun have at det skulle ske.
Men nu var hun i starten af sin plan, på pre walking stadiet. Hun ville skaffe sig gode våben til så mange som muligt, og det skulle ske gennem dødstrusler af en ældre, men enormt behændig elvisk smed som hun havde hørt mere end bare godt om.
Hun kiggede på Matej som de, så stille som muligt, bevægede sig igennem skoven."Matej, hvor Loyal er du til mig? vil du sætte tvivl mod mine ordre, hvis de virker forkerte i øjeblikket? eller vente på at se den større mening med det hele senere?"hun ville gerne have en ide om hvor vidt han selv havde gjort sig tanker om det job han nu havde taget på sig, den stilling han havde hos hende. Han havde været indforstående med at lige nu, gav det ikke en løn, men lige så snart hun havde fået sit palads i Minotaris på plads, og "virksomheden"(som hun kaldte sin lille mission det), kom på plads, ville han begynde at få løn, og når de først havde overtaget Minotaris, ville den selvfølgelig stige i takt med erobringer, skatter osv.
Hendes blik hvilede roligt på ham imens hun ventede hans svar.

Roligt nærmede de sig Forestina, og hun stoppede med at skære i de forhindrende planter. Det var nu de var for tæt på, og hvis de blev opdaget af et par snottede elver unger, så ville deres mission blive en del sværere at gennemføre. mere langsom blev hun og hendes bevægelser, men ikke klodsede, hendes smidighed og præcision vaklede ikke, det vaklede faktisk aldrig.
Kort granskede hun hans svar." Det kan jeg leve med. Jeg håber du forstår hvorfor jeg stiller sådan et spørgsmål, for når først planen skrider rigtigt igang, skal du helst være en af dem der sørger for at jeg ikke bliver fundet død i min seng eller badekar."Sagde hun en smule lavt, for ikke at lokke nysgerrige væsner i deres retning. I denne skov var der mange ører, og sådan ca. var planen at undgå dem alle.

Der var ikke mange kilometer tilbage mod den store elverby, og det betød, til hendes glæde, at de snart ville finde deres destination. Elena stak hånden ned i lommen og trak et prægtigt kompas frem. Det var lavet af teak træ, selve den lille kasse omkring kompasset var dekoreret med indsnittede billeder. Der var solen og månen på deres respektive pladser mod øst og vest. Nordlys mod nord og snefnug mod syd. placeret rundt om på den lille træ kasse var der spredt funklende sølv stjerner ud over det hele.
Elena åbnede kassen og frem kom et kompas lavet af sølv. Fire ædelsten var sat i stedet for bogtaverne, Nord var blevet udskiftet med en sort opal, øst med en rubin, vest med en topas og syd var blevet erstattet med en månesten. selveviseren var også lavet af sølv og lige nu pegede det mod sydvest, den retning de havde gået i, i mange timer, og som de nu kun skulle følge en smule mere før de ville være der. Hun lagde kompasset tilbage i lommen og lyttede kort efter om de nu stadig var alene. Godt nok var hun ingen elver med lange spidse ører, men hun havde levet mange steder i sit liv, og næsten alle stederne havde været farlige, så hun havde til sidst fået en skærpet hørelse.
Det lød ikke som om nogen fulgte dem, men alligevel havde hun en alarmerende fornemmelse omkring det.*De holder lav profil, vi spiller uvidende, og jeg er på vagt fra nu af.* Hun tænkte det stille i sit sind, som om hun frygtede at nogen ville kunne høre hende der.
"Lukke munden på ham bliver intet problem når han en dag er færdig med mine våben, hvad der kan komme af problemer inden for de næste få timer er at han bliver et helved at få med ud af denne skov uden at vække opsigt hos elvernes skov vagter. Vi har været heldige ikke at blive opdaget endnu, men held har det altid med at vende når man har mest brug for det."Hun sagde det roligt inden hun stoppede og nærmest slet ikke trak vejret, for så at gå stille og langsomt videre."Matej, fortæl mig igen hvad din evne er?"