Another mission (Sakref)

S: Doomsville, forskellige lokationer.
T: Aften
V: overskyet, koldt, men tørt.
O: huse af alle slags, enkelte folk og flest vagter. Omgivelser skifter alt efter lokation.

Sangen havde snoet sig om hans hjerne og taget pladsen for alt logisk tænkning, kun for at gentage sangen igen og igen. Den drillede ham, når han ikke kunne huske det præcise ord, men han viste hvad de skulle betyde. Sangen handlede om et være uovervindelig, om at hans fjender viste han uovervindelig, den perfekte til at føre en krig og vinde den. Hvilken krig var dog op til en selv at fundere over. Og det gjorde han også, filosofisk som han elskede at kalde sig selv. Hvor længe havde han vist det nu? Et døgn, to døgn? To døgn. For to døgn siden havde han hørt rygter fra en fuld vagt om en transport af en yderst værdifuld krystal, som her i efterkrigstiden kom til Doomsville. Udhugget af dværgene for længe siden, slebet til og skulle have en stor nok mening for folks historie, til at blive givet til et museum. Nogle flere spørgsmål havde fortalt ham hvornår og hvor den ville ankomme, trods vagten ikke viste særlig meget om hvilken sikkerhed der ville være, da han bare fulgte sine ordre. Et slag i hovedet og vagten var bevidstløs, nok til at han ikke ville kunne huske noget dagen efter. Eller i hvert fald ikke før det var for sent. Han smilte let af tanken, manden havde sikkert stadig tømmermænd! Han havde slået ham i baghovedet for at forhindre blå øjne og mærker der kunne sladre. De havde sikkert de højeste sikkerhedsforanstaltninger til dette.

Han havde været meget tålmodig og planlagt dette, lige siden han havde hørt om det. Det var aften, det var jo bedst hvis krystallen kom uset ind i byen. Men mørket var også med til at skjule ham for menneskernes blikke. Han var klædt i nogle lette, men solide sko og nogle sorte bukser. En sort, varm trøje. Det hele sikrede han kunne skjule sig uset i mørket, at han ikke frøs og derfor ikke kunne bevæge sig når det blev krævet og at han havde nok lommer til små våben og allervigtigst, til hans krystal. Han fortrukne våben var dolke, små og handy. Hvortil han altid havde mindst et par stykker på sig, gemt på stedet, så de ikke kunne ses. Det mørkebrune hår strittede som altid lidt til alle sider, bortset fra pandehåret der hang lidt ned over hans pande. De mørke øjne spiddede hans ofre, der gik forbi ham, lige så forsigtigt. Nogle hvide ar sad tværs hen over hans ansigt, efter han engang havde mødt en nightcan, inden han selv havde nået en passende styrke. Men den styrke havde han nu, som Archdemon.
Et armbånd sad om hans ene håndled, et lille vedhæng af engle- og dæmonvinger sat sammen, med en meget lille tekst. Armbåndet betød meget for ham og han tog det faktisk aldrig af. Lige nu var den dog gemt inde i ærmet.

De var forholdsvis mange vagter. De var på vej til museet. Selv om han var overmenneskelig stærk ville han hellere være forsigtig, så dette overbeviste ham bare om at han burde vente til de nåede museet. Ved museet kunne der jo altid ske noget...
Han skyndte sig selv til museet, en bygning han havde holdt godt øje med på det sidste, samt besøgt en enkelte gang, for at se hvor de ville stille krystallen og hvilke foranstaltninger han umiddelbart kunne få øje på.
Han foretrak at arbejde alene og det gjorde han også i aften. Så havde han ikke andre at tænke på. Hvis han endelig skulle have hjælp til noget, var det for at distrahere noget eller nogen. Endelig ankom de til museet! Det tog alt for lang tid, før de fleste af vagterne tog hjem igen og låste museet af.
Nu var det endelig hans tid til at få sin pris! De ville ikke forvente så hurtigt et forsøg på at tage krystallen. Han skulle bare handle med det samme og udnytte den berusende følelse det måtte være for vagterne at have andet at lave, end bare at stå stille og vente på nogen prøvede at bryde ind. De ville ikke forvente det...

De måtte ikke se ham, ikke genkende ham. Til det var hans evne perfekt. Han mærkede straks hvordan det tog på hans energi, da han brugte sin evne til at komme ind i hovedet på de to vagter der stod ved hoveddøren. Hvorfor bruge bagdøren, når man kunne vade ind ved hoveddøren? Mændene så ham slet ikke, i stedet så de et billede af deres chef, direktøren. Sean havde været påpasselig med at følge efter manden i næsten et helt døgn for at lære hans udseende og bevægelsesmønstre at kende. De fejl der måtte være, ville vagterne ikke opdage i aften og hvis de gjorde, ville de nok bare tro direktøren var glad for deres nye krystal.
"Direktør! allerede tilbage?" vagter bukkede let for direktøren. Sean vinkede let med sin hånd og vagten rejste sig op igen.
"Vores nyeste genstand er meget vigtig og jeg ville slet ikke kunne sove. Jeg må ind og se den igen, være sikker på alt er som det skal være!" vagten fiskede en nøgle frem og åbnede døren for direktøren.
"Altid så forsigtig, direktør. Alt burde være i fineste orden!" smilte vagten og lod Sean komme forbi. Han hørte døren blive lukket og låst bag sig. Direktøren havde vel sin egen nøgle.

Det tog ham kun et øjeblik at finde det rigtige rum, hvortil han kun behøvede at snyde to ekstra vagter, som gik rundt indenfor. Til sidst stod han alene i det store rum. Glasmontren, hvor krystallen stod og strålede, var midt i rummet. Den var flot. Nej...Den var berusende! Så mange penge han kunne få for den, hvis han ikke besluttede sig for at beholde den...
Han ville ikke kunne snyde kameraer. Hvad der dog ikke fandtes i denne verden, heldigvis, men der fandtes andre magier og ting der kunne alarmere. Derfor var han forsigtig hvor han trådte, til han en lille snor der gik hele vejen rundt om glasmontren. Med et svagt smil trådte han direkte på den.
Der gik ikke lang tid, før alle vagterne kom løbende. Der var næsten for mange til han kunne nå at snyde dem alle og det var lige ved at gå galt...Hans vejrtrækning stoppede et øjeblik, da en af vagterne så undrende på ham et øjeblik. Så Greb Sean situationen inden vagten kunne nå at tænke over det.
"Det er så mørkt! ikke til at se noget. Det er bare mig, godt at se i gør jeres job! Tilbage på jeres poster, tag jer ikke af alarmen!" smilte han så overbevisende som muligt. Vagterne tøvede lidt...Men dette var jo deres direktør, så alt var jo fint. Den mistænkelige vagt var den sidste til at gå. Da de var gået og havde lukket dørene efter dem, vendte Sean sig om mod glasmontren. Nu burde han få fred nok til at kunne tage den, uden de blev mistænksomme...Hvis han var hurtig.
Han studerede glasmontren lidt, gik hele vejen rundt om den. Han kunne se at den reagerede på tryk, hvis han bare fjernede glasset ville alarmen gå igang igen og denne gang ville de nok ikke bare vende ryggen til. Direktøren ville kende alarmerne og hvordan de blev slukket.
I stedet bankede han let på træet, som dækkede det nederste af montren, ned til gulvet. DEr var hult. Han mærkede lidt rundt om den...Klik.
Han smilte da en lille luge gik op og afslørede en mekanisme, han nu bare kunne slå fra. Hvad han også gjorde.
På ingen tid havde han trukket montren om. Meget forsigtigt tog han krystallen og skiftede den ud med en falsk. Det ville give ham mere tid at arbejde på, hvis de ikke viste den var væk. Og de ville nok mere tro de var blevet snydt af hvem der end havde givet dem den, end først at tænke den var blevet stjålet.
Han proppede krystallen i lommen og satte montren på plads igen. Han satte mekanismen til igen og lukkede den lille luge.
Nu skulle han bare ud.

Han gjorde det samme for at komme ud, som han havde gjort for at komme ind. Det gik let nok og han fik overbevist en vagt om at åbne døren for ham, så han kunne komme ud. Han ønskede dem godnat og forsikrede dem at han nu kunne sove trykt. Og så var han udenfor og klar til at skynde sig væk igen. Han var en smule udmattet, det var hårdt at bruge sin evne så meget som han havde gjort til aften...Men sikke en pris han havde fået!

fra den nærmeste hustag kunne man pludselig høre langsomme klap med en fast hastighed. på taget stod en skikkelse i sort, en sort kappe med mørke lilla inderside blafrede bag hans ryg som var en superhelt, eller en ond skurk.
klappende kom tydeligt fra ham, man kunne se hvordan i mørkens skygge hans hænder bevæge sig frem og tilbage og slog imod hinanden, klap, klap, klap.
"jeg er imponeret, jeg havde forventet at du ville have været længere om det men du beviser bare at dit imponerende ry passer til dig." sagde skikkelsen. en tydelig magt kom fra personens stemme.
skikkelsen hoppede ned fra taget og man kunne se hvordan kappen blafrede for at kæmpe imod luften imens han faldt ned imod jorden.
han landede hårdt på jorden, et lettere tryk slog i jorden da han landede, han måtte have ødelagt fortorvet hvor han landede med det tryk der blev sendt ud.
skikkelsen rettede sig op og gik langsomt ud af skyggen og der stod han, med flot kappe og fint sort tøj pyntet med flotte guldtråde der tegnede flotte små former og figurer på hans tøj, det var Sakref Morladin.
"du skal være stolt af dig selv Sean, det er ikke mange der kan få mig til at blive imponeret" sagde Sakref og gik længere og længere hen imod Sean.

Han var kommet et stykke væk fra gerningsstedet, nok til at ingen ville forbinde ham med forbrydelsen og nok til at ingen ville finde ham som det første, hvis en eftersøgning blev sat i gang. Endelig valgte han at stoppe op. Han bevægede sig ind i gyderne, der alle var hans bekendt, og som han kunne udenad. Han var van til, og god til, at skjule sig i gydernes skygger og folk var ofte ligeglad med en. præcis som han foretrak det. Det nærmeste kloakdæksel og han var hjemme, hjemme hos hans klan. Han stoppede op i en af de små sidegader og lænede sig op af væggen et øjeblik. En svag gnist af adrenalin pumpede stadig i hans blod og han var tæt på at lukke øjnene et øjeblik, men han valgte at lade være. Det var farligt ikke at være på vagt.
Han mærkede krystallens skarpe kanter i sin inderlomme og kunne ikke lade være med at smile lidt, godt tilfreds med sig selv.

Klap. Klap. Klap. En lidt for høj lyd i den stilhed der ellers regerede lige nu. En rotte pev og løb ned i et af sine huller. Noget Sean svagt opfattede, inden hans mørke øjne gled hele vejen fra jorden, til husets tag. Fulgte denne mandeskikkelse, da han hoppede elegant ned.
Han blev straks opmærksom, men på samme rolige måde, som han altid var det. Han rettede sig op fra muren med et svagt smil, trods spørgsmålene sprang frem i hans hoved. Et svagt smil gled frem, da han selv tog nogle små skridt frem, kun for at lade øjnene glide over skikkelsen. Det første han besluttede sig for, var at personen var rig. Dette kunne ses på tøjet. Det næste var at manden, rank som han var og med sin stemme, lød som en der var van til at bestemme. Så han havde indflydelse på en eller anden måde.
Han genkendte ikke manden foran sig, klart nok da han aldrig havde mødt Sakref, og selv hvis han havde, ville det ikke have ændret noget. Sean havde det ikke godt med autoriteter, folk der mente de skulle og burde bestemme over ham og begrænse hans frihed. Han havde levet for længe til at ville små udyr betyde noget. Næ, hvis folk ville forlange han så dem som en der krævede respekt, måtte de bevise det over for ham.

Han havde umiddelbart tre spørgsmål, som han ønskede besvaret, men han spurgte ikke bare løs med det samme. Denne person var interessant og han havde brug for at observerer manden lidt, før han risikerede at gøre noget dumt og måske ødelægge andre muligheder.
Han vinkede svagt med hånden, som om han skubbede mandens ord væk og hans smil voksede en anelse.
"Et ry består af rygter. Rygter er nemme at manipulerer med og kun en idiot tror naivt på dem, uden selv at undersøge dem først" kommenterede han så, efter en kort tænke-periode. Hans ene hånd, den han havde vinket let med, lod han fortsat lave små ting, nok til at den normalt ville tage folks opmærksomhed...Fra hans anden hånd. Han havde fundet en af sine små knive frem. Han var ikke dum, han ville beskytte sig, hvis manden ville angribe.
"Men at formode på det du siger, må rygterne være meget gode og i så fald vil jeg tilføje det min stolthed" tilføjede han og trådte lidt til siden, for at opretholde en hvis afstand imellem dem, hvis han endnu kom tættere på.
"Du har forsikret dig at mit ego vil forblive stort. Jeg gætter på, du fremmede, at du ikke kun er her for at rose mig?" sagde han lidt efter, i håb om endelig at få fastlagt hvem manden er og hvad han ville.

Sakref kunne ikke lade vær med at grine af Seans første kommentar, det var som om at hans grin og hans tilstedeværelse fik skyggerne til at næsten blive mørkere mere... levende.
"jamen Sean jeg har skam også fået det bevist, du klarede det meget godt og hurtigt med at få stjålet den krystal i din lomme men du skal ikke lade det for hurtigt til dit hoved for du havde ikke på noget tidspunkt kigget på om krystallen var den ægte vare, for hvis du havde så havde du set at den ikke var den rigtige, men mere en falsk en der er blevet magisk forstærket til at give illusionen at den er den ægte vare." sagde Sakref og stoppede op da han så Sean begynde at rode med sin anden hånd, Sakref var for gammel og for erfaren til at falde for det lille trick. men uanset hvad var Sakref ikke bekymret, han havde planlagt dette til punkt og prikke.

Det var en fornærmelse. Da manden havde talt færdig, kunne han simpelthen ikke lade være med at grine. Ikke et kæmpe haha-grin, men et lidt tilbagetrukket jeg-morer-mig grin. Ganske enkelt fordi han fornemmede at de begge var mænd, der var van til at manipulerer med offeret og få sin vilje. Og det var sjovt. Derfor kunne han heller ikke tage fornærmelsen alvorligt, heldigt for denne mand. Han havde dræbt folk for mindre. End ikke hans lille tricks med skyggerne gik ham på. Skyggevæsen? Nej...Manden var ikke bare det. Lugten var udefinerbar. En ny race? Højst usandsynligt. En af necromancerens disciple? Også usandsynligt. De eneste der lugtede udefinerbart var blandingsracer. Så det måtte manden være. Af en eller anden slags. Sean stoppede op. Fjernede sig ikke længere, også for at bevise han ikke fandt manden så skræmmende, som manden troede han gjorde.
"Hvor meget ved du om mit arbejde?" Ikke om han havde tænkt sig at begynde at diskuterer det. Så havde han allerede tabt. i stedet gjaldt det om at ligne, at alt var som det skulle være. Selv hvis krystallen var falsk, ville han kunne snyde folk til at tro den var ægte. Og han skulle nok finde frem til den ægte. Problemet var også man ikke have meget tid, når man først var gået i gang. Det gjaldt om at komme ind og ud igen så hurtigt som muligt, inden noget gik galt. Men denne mand...Så ud til at vide alt for meget. Og det brød han sig ikke om. Det var hans job at vide det hele. For en gangs skyld...Følte han sig en smule truet. Som om manden var trådt ind på hans territorium og nu truede med at tage alle hans hunner.
Han mærkede hans skuldre begyndte at blive anspændte og tvang dem til at slappe af. Det hele var jo et spil...
Han slog kort ud med den ledige hånd og trådte endnu et skridt til siden, så han havde fri adgang bag sig. Ikke fordi han flygtede fra ting, men det var rart at have muligheden.
"Du...Søger måske selv efter krystallen? Eller ønsker et job gjort?" smilte han, som det mest naturligste i verden.
"Eller er du ude efter de småøre der efterhånden er på mit hoved?" Dusøren havde været større, meget større, men et lille trick med chefvagtens søn havde gjort at dusøren næsten var ikke-eksisterende. Hvilken betød han ikke havde så mange irriterende fluer om sit hoved. Men det var noget tid siden og dusøren var begyndt at bygge sig lidt op igen.

Sakref kom med et lettere kort grin igen.
"jeg ved meget mere om både dig og dit arbejde end du vil kunne lide, tro mig." sagde Sakref og kiggede på Sean med sin smaragd grønne øjne der lyste op som små grønne flammer der truede med at brænde ens sjæl.
da Sean begyndte at spørge om Sakref var efter krystallen eller hans dusør, kunne han ikke lade vær med at smile.
"hvorfor skulle jeg være ude efter krystallen, når jeg selv har den, jeg ejer den faktisk, jeg fik den for en pæn pris uden at nogen vidste om handlen selvfølgelig, lad os bare sige at sælgeren nåede ikke at bruge særligt meget af pengene. men jeg vidste at krystallen ville være nok til at få din opmærksomhed på den, jeg vidste at du ville gå efter den hvilket du har så fint bevist." sagde Sakref og smilte stadig ondskabsfuldt.
Sakref slog ud med armen i et lille vift
"og dusøren på dit hoved siger mig intet, hvilket du nok har regnet ud ca ved den her tid. jeg har faktisk et tilbud til dig, et arbejdstilbud" sagde Sakref og smilte let.

Han følte sig nu officielt skidt tilpas, trods han skjulte det. Han følte sig som et legetøj. Han hadede tanken om at være blevet overvåget, at være blevet manipuleret med. Var det sådan hans ofre havde det? ikke fordi han blev ked af det på deres vegne...Det var bare en mindre indsigt, som måske kunne være vigtig. Han tvang sine tanker hen i andre baner. Han havde stadig kniven i hånden, men lod den nu forsvinde. Ikke fordi han stolede på manden. Det var mere af et princip. Forhandlinger, aftaler, indgik han altid uden at have et våben i hånden. Måske havde andre det, men han havde ikke. Folk skulle da ikke føle sig...Truet til det. Han smilte svagt for sig selv.
Til det mere praktiske: Manden var rig. Og han ønskede noget arbejde gjort.
"Altså du ønsker et job gjort" nikkede han let, som om det var hvad man kunne forvente.
Han slog let ud med sine hænder, som om de stod i hans hus og han ville vise ham rummet. I virkeligheden var de omringet af huse og lidt skrald.
"Sig frem"

Sakref slog hænderne sammen og smilte til Sean
"lige til sagen, det kan jeg godt lide" sagde Sakref og smilte.
"der er en bestemt genstand jeg ønsker at få fat i, en meget gammel bog at sige det mere præcist, den er kendt som Dalawaka, skyggeblodets bog, jeg ved ikke hvor den er henne men jeg ved til gengæld hvem der gør, Malas Velon, han bor i Dragons Peak, find Malas Velon og find ud af hvad han ved og find Dalawaka." sagde Sakref og ventede på at få et respons fra Sean.

Han lyttede. Og bagefter svarede han ikke, ikke med det samme. Dalawaka...skyggeblodets bog. Manden elskede virkelig skygger. Malas Velon. Heller ikke ham kendte han. En omvej. Han satte sig i bevægelse, kun for at gå over til den nærmeste husvæg og læne sig op af den, med armene over kors, da han studerede manden lidt, inden han svarede.
"Dalawaka. Malas Velon. Jeg har navnene og jeg har en opgave. Jeg gætter på ingen andre end jeg bør vide noget?" manden virkede som sådan en...Vigtigper, hvortil de normalt aldrig ønskede han blandede andre ind i arbejdet.
"Hvad er betalingen?" Dette lød stort, vigtigt og manden var rig. Der var ingen tvivl om Sean gik efter en større fortjeneste denne gang. han malkede altid koen, til selve koen faldt død om. Hvis han kunne slippe af sted med det, i hvert fald.
"Og ikke noget med at...jagte mig, efter jeg har fået min betaling" tilføjede han med et lille smil og huskede hvad manden havde sagt om den person der havde solgt ham denne krystal.

Sakref holdte sin ene finger op og rakte sin hånd op til sin skulder og kiggede på Sean med et smil.
"der er et lille men til din opgave. du skal tage to med på din mission, du må ikke efterlade dem og tage afsted på din mission alene, hvis jeg finder ud af at du har gjort dette, vil aftalen være brudt og du vil ikke få din betaling, du må heller ikke skade dem på noget tidspunkt, hvis du gør vil du heller ikke få din betaling" sagde Sakref og trak sin hånd ned igen.
"hvad angår betaling, så tænker jeg, nu hvor du har arbejdet så hårdt med at få fat i den, at du får den rigtige diamant som din betaling." sagde Sakref derefter med et smil.
"udover det skal ingen andre vide om missionen andet end dem du stoler på selv, hvis Malas Velon ikke kan fortælle dig hvor præcis bogen er, så skal du finde ud af hvem der så ved hvor bogen er." sagde Sakref til sidst og vendte sig om så han havde ryggen til Sean, dog kiggede Sakref over skulderen hen på Sean stadigvæk.
"kom til hovedporten imorgen tidligt, når solen går fra orange til gul. der vil du møde dine nye 'ledsagere'." sagde Sakref og grinte en kort grint.
"husk, jeg holder øje med dig" sagde Sakref og begyndte at gå.

Sangen kom tilbage. Han huskede ikke alle ordene, men selve sangen handlede om krig og om at kunne slå sine fjender ihjel, om at drage ud og komme hjem igen. Det var et dumt tidspunkt for sangen at komme...Men siden hvornår havde han kunne styre det? Siden ritualet, som stadig hjemsøgte ham, skete der så mange sjove ting. Det var utroligt han overhoved havde styr på...sig selv.
Som om denne mand ikke allerede havde forlangt nok. Han følte sig som en lille slave, eller barn, der skulle gøre som farmand sagde, for ellers ville han få stuearrest. Hans hjerne kørte på højtryk.
Og nu forlangte denne mand så også at han tog ukendte passagerer med! Hvad troede han det var? en hyggetur? En guidet tur? Det var løgn det her...Skulle han nu også være børnepasser, passe på to små, irriterende...ja, hvad var de overhoved? Han håbede bare manden havde hjerne nok til at sende nogle der kunne slås.
Hans øjne havde søgt jorden, mens han tænkte over disse betingelser. Var det en opgave han ville sige ja til? Det virkede ikke som om han havde noget valg, men stadig, ingen bestemte over ham og det holdte han fast på. Hvad sjov var der ved evigt liv, hvis folk skulle bestemme over en?
Okay. Rationelt. Han havde klaret mange ting igennem sit liv og med mange sære betingelser. Hvis en lille tur til denne mand, med vedhæng, var alt der skulle til. Og krystallen gav en god pris, han havde allerede to købere i udsigt...Så den ville give en helveds god pris. Og når alt kom til alt...Var det jo det eneste han bekymrede sig om. Belønningen og sig selv. Så så længe de ikke gik i vejen for hans arbejde, skulle der vist intet problem være.

Hans blik gled op på mandens ryg. De fleste bestilte opgaver af ham, anonymt, så han spurgte ikke til hvem han var. Og dog...Med lidt held skulle han nok finde ud af det igen. Lige nu, dog, sendte han bare manden et lille, hemmelighedsfuldt smil og et lys spillede i hans øjne. Han valgte ikke at svare manden.
Manden gik...Så det gjorde Sean også. Men ikke hjem. Han havde brug for at tænke...Og for at spise. Han havde brug for al sin energi til dette, fornemmede han, og han stolede altid på sine fornemmelser.

Han kom før tid. Det gjorde han ofte, da han fortrak at være klar og at sikre området, før andre ankom. Han var klædt i sine solide, vandtætte vinterstøvler af mørkt skind, nogle varme, sorte bukser og, faktisk imod skik, en hvis skjorte, som var åben ved kravebenet. En mørk, varm kappe lå om hans skuldre og med nogle få knapper, lukket foran ham, så han bedre kunne holde varmen, her om vinteren.
Han havde skam overvejet at tage nogen med, men havde besluttet sig for at lade være. Han arbejdede bedst alene, eller næsten alene, og der var noget ved denne opgave han ikke brød sig om. Så han ville ikke have nogen andre til at komme i klemme.
Hesten prustede utålmodigt og Sean lod ubevidst en hånd glide op for at nusse den på halsen og berolige den. Han lod blikket glide over den lille plads, der var foran porten. Der var faktisk ingen folk, ud over nogle vagter, som skæve mistænksomt til ham. Solen begyndte sin tur op over himlen og farvede den først rød, siden lysere og tilsidst næsten helt gul...Godt. Så var det snart tid.
Han havde gjort sit hjemmearbejde og fundet ud af lidt nyttigt. Han havde sine små knive og dolke. Han var klar til at komme af sted og glædede sig til at se hvilke folk, denne mand mente han skulle trække med.

sikke en rejse Melvin skulle på nu, han var blevet vækket sent om natten af sin far, der fortalte at han skulle på mission. missionen var at holde med Rafaela, hans søster, som skulle på sit første eventyr nogensinde. han havde fået af vide at han skulle rejse med en ved navn Sean, hans far havde givet Melvin al den information hans spioner havde fundet om Sean, hvilket var ikke lidt, det var selvfølgelig for at beskytte dem hvis de nu sad i en dårlig situation med ham lige pludselig, som et slags skjold.
sikke noget snavs de havde fundet om ham, det var ikke ligefrem småting han havde gjort, det måtte man sku give ham.
men Sean virkede til at være en meget interessant person synes Melvin, de grufulde ting Sean havde gjort for at glæde ham selv, og de evner han havde, meget interessant måtte man sige.
Melvin havde sågar selv skynd sig at finde noget information selv om Sean, og han fandt skam også selv noget som hans far ikke havde fundet, og det er også forståeligt for dette var sådan noget information der gav en kuldegysninger. hvilket var lige det han skulle bruge, hvis de nu sad i situationen selvfølgelig.

Melvin havde taget sin sorte læder rustning på, indvendigt havde selvfølgeligt normalt tøj, en bluse, en skjorte osv. om hans hals havde han en lang sort pels kappe på. den var virkelig pelset og dækkede ham utrolig fint, og holdte ham godt varm.
på hans bukser havde han sine små kasteknive klar, der var hylstre med knive i fra hoften og hele vejen ned til midten af hans lår. på ryggen havde han under kappen, to lange dolke og hen af hans ryg var hans store to hånd sværd, med store dæmoniske øjne der var lige over skaftet som bevægede sig og kiggede over det hele som om sværdet selv holdte øje med omverden. udover det havde han på ryggen en stor rejsetaske med provision og alt hvad han skulle bruge til at overleve med. hans og Rafaela's heste stod allerede ved stalden ved porten så nu manglede de bare det lille stykke gåtur fra markedet hvor de var og hen til porten for at møde denne Sean.

//så er det Rafaela's tur //

Rafaela havde sovet tungt og trygt i sin seng da hendes far havde vækket hende på et umenneskeligt tidspunkt som man sagde. Det var ihvertfald om natten eller klokken møg om morgenen for solen havde ikke i sine vildeste fantasi tænkt sig og stå op endnu. Hun havde fået at vide hun skulle afsted med Melvin og Sean på et eller andet eventyr som hendes far så smukt kaldte det. Hun havde spillet uviden omkring hvem Sean var overfor sin far for ikke og skyde sig selv i foden over, at hun som så ofte havde brudt en af deres mange regler. Det havde faktisk ikke været så længe siden hun sidst havde set Sean. Nogle dage ellervar det en uge siden? Hun var ikke sikker, men deres møde den aften var ikke af den bedste slags hvor man lige tog en kop the og en småkage. Det havde nærmere været det rene mareridt for hende.
Hun havde taget et par tykke, varme brune bukser og på en varm trøje og en varm brun jakke på. Udover det havde hun en kappe på med hætte og et klæde som dækkede hendes mund og næse. Hun havde ikke tænkt sig og blive genkendt af vagterne i byen. Det ville blive det rene galehus hvis hun blev genkendt. Hun var spændt på og se om Sean vidste, at han skulle afsted med hende. Hun fulgtes med Melvin ned af gaden imod porten hvor de skulle mødes med Sean. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende om hvordan turen ville gå for hun vidste Melvin ville være den første til og sladre til deres far hvis Sean bare begyndte og snakke om sidst de havde mødtes.

Der var ikke særlig mange muligheder. Dem der kom, og som så ud til at lede efter nogen, måtte være dem han ventede på. De fleste var ikke engang stået op endnu.
Af kedsomhed foldede han et kort ud og studerede endnu en gang den rute han havde valgt at tage til Malas Velon. Den sikreste og korteste han kendte. Rygterne gik på der var stille lige for tiden, så det gik nok. Rygterne sagde også man ikke længere så zombier eller andre former for levende døde, højt en eller to, så der var heller ingen problemer der. Han foldede kortet sammen og lagde det tilbage i lommen. Han stod i skyggen af nogle bygninger, i håb om at opdagede de to, han skulle følges med, før end de opdagede ham.
Han viste ikke helt om det lykkedes. Først kom der en ung mand, som, ud fra tykkelsen af sit tøj, virkede til at have taget en hel rustning på. Det var besværligt at bevæge sig i rustning, syntes han selv, så det var jo bare...flot. Folk ville løbe skrigende væk fra dem, inden de overhoved kom tæt nok på! Og som om det ikke var nok,havde han samtidig taget katten om nakken.
Han smilte svagt for sig selv og trådte ud på pladsen, trak sin hest efter sig, hvis hove gav en rytmisk lyd mod brostenene.
"Du må være den ene" kommenterede han kort, da han nåede frem til manden. Han lod, uden at skjule det, blikket glide ned over ham. Så nikkede han kort for sig selv og så tilbage mod byen. Nu manglede de kun en.
Og hun kom snart. Ikke lang tid efter, syntes Sean. Og...Han var lige ved at tabe sin underkæbe. Ikke bogstavlig talt, men billedligt. Raf? Åh...
Så måtte manden have været...Selveste Sakref? Manden han altid havde troet var bedøvende ligeglad med ham og den kaos han lavede i hans by? Han havde lyst til at grine, i stedet blev det til et svagt smil, da han uden yderligere foranstaltninger sadlede op.
Sean nikkede let til Raf, velvidende hendes familie intet burde vide om hendes ture i byen.
"Og du må være den anden" kommenterede han let.
"Lad os få en ting på det rene. Jeg ved ikke hvorfor jeg skal lege babysitter, men kommer I i vejen for mig, er i selv ude om at få lidt knubs. I skal ikke sagte bagud, i skal ikke larme unødigt, i skal overhoved intet gøre, uden jeg ved det. Det er den eneste måde jeg kan leve op til denne opgave. I betyder intet for mig, men er en del af min opgave. Er vi enige?"
"Jeg redder jer ikke, hvis i falder i unåde et sted. Jeg er ingen helt" sluttede han af, da han vendte sin hest mod porten, klar til at komme af sted. Ventede kun på de fik losset deres ender op på en hest.

efter Sean havde kommet med sin lille kommentar om at han var den ene kunne han ikke lade vær med at smile.
"du kan kalde mig Smoke, Sean, så behøver du ikke at kalde mig den ene." sagde Melvin med et tydeligt smil som viste sine skarpe tænder. hans mørkeblå hud og sorte horn gik næsten i et med det sorte tøj hvilket fik hans kridt hvide smil til at lyse op og hans syre gule øjne.
man kunne se mærkelige bevægelser mellem hans ben bag ved ham, var det en hale?
Melvin gik afsted hen til stalden og tog deres heste, en sort hest og en brun hest.
Melvin svingede sig op på den sorte hest og red i et stille tempo til han var ved siden af Sean.
"og vær ikke bekymret for at vi skal stå i vejen, vi kan skam forsvare os selv" sagde Melvin med en lettere løftet næse.

Hun gik ikke lagt bagved Melvin. Men hun var godt nok træt af hans irriterende hale der flagrede rundt efter ham. Nogle gange havde hun bare lyst til og cutte den af ham, men det var vel bare fantasier. Hun kiggede hen på Sean roligt og nikkede som en hilsen. Hun havde intet og sige til ham, men hun var vel nød til og være venlig selvom hun godt vidste hvem han var og omvendt "Jamen også godmorgen til dig Sean" nok var hun datter af Sakref, men hun var venlig overfor dem som var venlig overfor hende. Ihvertfald med den baggrund hun vidste om Sean kunne hun ikke se nogen grund til og være venlig. Hun rullede let med øjnene over Seans kommentar om de ikke måtte gøre noget uden han vidste det. Det var det rene vås i hendes øre. Hun gik hen til Melvin og tog den brune hest fra ham inden han satte sig op på sin hest. Hun nussede den kort på halsen inden hun satte sig op på den og red hen til Melvin. "Skal vi så se og komme afsted eller skal vi sidde her og snik snakke?" man kunne høre en svag latter i hendes stemme.

Raf virkede ret reserveret. Var det efter sidst? Godt nok havde han slået ihjel, uden ligefrem at blive et psykotisk tilfælde eller falde sammen af chok, men helt ærligt...Det måtte hun også selv om. Ham himlede selv øjne, mest af hele situationen. Ja, hold da op det blev en sjov tur! en pigefornærmet tøs og en muteret dæmondreng. Uden yderligere foranstaltninger satte han hesten i trav. Lidt efter red han ud gennem porten og satte kursen mod Dragons peak. Det var godt han havde kontakter og klanmedlemmer i alle byerne, det ville forhåbentlig gøre eftersøgningen mindre. Han havde allerede sendt en due med besked om at de kom og hvem de ledte efter...i kode, selvfølgelig, så hvem som helst ikke endte med beskeden.
Efter at have redet lidt i stilhed, viste han at dette ville blive en lang tur. Han følte ikke lige for at snakke med sine rejsekammerater. Og de sikkert heller ikke med ham.
Fra tid til tid lod han blikket glide over omgivelserne og himlen.

/Regner med det er i orden jeg springer den ellers kedelige rejse over? hvis i har noget tilføje til rejsen, kan i jo altid starte ud med at skrive det? //

Det han brød sig mindst om, ved Dragons Peak, var at det meste af byen befandt sig i en kæmpe grotte. Det var ikke en by man skulle bo i, hvis man led af klaustrofobi. Eller, det kom selvfølgelig an på hvilken del man besøgte, men Sean ville starte i Bronze of time district.
Han stoppede op på en lille høj, hvorfra de kunne se de forskellige ind- og udgange til den ene del af byen, samt få en fornemmelse af bjerget. Sean lod blikket glide over det et øjeblik, tjekkede hans rejsekammerater var med, før han satte kurs mod en af grotterne. Det var på tide de kom ind i byen og i gang med arbejdet. Han var personligt lidt træt af at ride.

under hele turen havde Melvin ikke sagt et ord til Sean, han havde dog snakket lidt med Rafaela om hvordan hun har det og lignende men ellers ikke et eneste ord.
Melvin havde i alt hemmelighed skrevet små breve, beskeder til hans far om rejsen og fremgangen. udover det havde han også skrevet i en lille fin journal om hvordan rejsen fremgik dagvis.
da de stoppede op og var nået Dragons peaks lange grottegange kunne Melvin slet ikke vente på at komme videre.
Melvin havde intet problemer med små rum og grottegangene var ikke ligefrem små, dog var husene det men det var ikke så vigtigt.
Melvin hoppede af sin hest og stillede den på plads så han var klar til at gå resten af vejen.

Rafaela vidste ikke hvad der ventede hende under denne tur med Sean og Melvin. Nok en masse hvem er sejest havde hun forestillet sig mellem Melvin og Sean. De var ihvertfald begge stædig og snakkede ikke til hinanden. Hun vidste ikke hvordan hun skulle snakke med Sean overhovedet for, at det ikke lød som om de allerede kendte hinanden. Hun snakkede mest med Melvin under hele turen og red ved siden af ham. Det eneste sted hun sådanset havde været var skoven så dette var noget af en oplevelse. Hun kiggede rundt på omgivelserne.
Rafaela stoppede ikke så langt væk fra Melvin da de var kommet til Dragons Peak. Hun kiggede rundt på de forskellige grotteindgange. Dette var ikke ligefrem noget hun så til hverdag det måtte hun indrømme, men hun undrede sig også over, hvor i den store verden hun var endt henne. Hun kiggede hen på Melvin med et undrende blik "Hvor er vi egentlig henne?" det var tydeligt og høre på hende, at hun aldrig var kommet rigtigt ud nogle steder.
Hun sprang ned af sin hest og stillede den hen ved siden af Melvins. Hun klappede dem kort på halsen og gik hen til Melvin.

Sean afleverede selv sin hest til en stalddreng og lod en mønt falde ned i hans hånd, af umiddelbart ukendte årsager. Umiddelbart som betaling for at tage sig af hesten. Sean havde ikke haft mange ting med sig, han havde ikke rigtig brug for dem og gad ikke slæbe rundt på dem. Han var en smule sulten efter rejsen, men maden måtte vente. Han lod en hånd glide igennem sit hår, i håb om at fjerne lidt af den rejsestøv, han følte sig helt dækket af. Han kom gående bag Raf og besvarede hendes spørgsmål kun et øjeblik efter hun havde spurgt.
"Dragons Peak, prinsesse" smilte han til hende, da han fortsatte videre, uden at vente på om de fulgte med.
dog vendte han sig om mod hende og slog let ud med armene.
"Folk her er ofte ret nærtagende og mistroiske, men det er vist også det sted hvor du møder flest draconianerer...Hvilket ellers er et lidt sjældent syn. Den nederste del af byen ligger i de store grotter, resten af delt op op i andre dele. Her er støvet og kedeligt, om ikke andet er byen værdsat for dens historie med de store drager" og efter den korte fortælling, vendte han igen ryggen til hende, eller dem, alt efter hvor...Smoke...Gik. Sean var klar over det var et falsk navn. Og han var ligeglad - For nu. Ud fra deres småsnak, gik han ud fra at Raf og Smoke kendte hinanden.

De forlod de mindre indgangstunneller og kom ind i en store del af grotten. Store stalaktitter og stalagmitter stod alle vegne, i hvert fald i yderkanten af byen, men de fleste steder var de blevet fjernet, så de ikke faldt ned i hovedet på folk. Lyset blev dæmpet, kun lyst op af krystaller, som var placeret alle steder. En let, men også sær dæmpet, støj var at høre over det hele, enkelte gange virkede det som om der var ekko.
Sean sukkede svagt for sig selv, da de første huse kom til syne. Pludselig, ud af skygger fra de lidt små huse, kom en mand til syne. Han lod blikket glide ned af dem et øjeblik, før han skyndte sig hen ved siden af Sean.
"Brug for en guidet tur?" smilte manden og afslørede nogle overraskende hvide tænder.
"I finder aldrig de mest interessante steder, uden min hjælp..." indsmigrede han sig. Manden var klædt i slidt tøj, neutrale farver. Han fingrede ved at halskæde.
Sean så kort på ham.
"Du får intet ud af os og prøver du alligevel, spiser jeg din datter til frokost" svarede Sean kort. Manden nikkede let, men gik ikke sin vej. I stedet virkede det som om han viste dem vej.

Turen gik ind mellem huse, forbi et mindre marked og videre rundt af både små og store stier. Sean havde altid ment det var nemt at fare vild her. Endelig stoppede de op og manden pegede hen på et af de få to-etagers huse der var.
"Der. Der. Og hjemme, ja. Det siger de" nikkede manden let. Sean nikkede kort og manden trak sig tilbage. Til sidst var han forsvundet. Sean vendte sig kort om mod sine to medrejsende. Sean gik direkte over til huset og uden videre formaliteter bankede han på døren. en lille låge i døren blev åbnet og noget så kort på dem, før døren blev åbnet og de kunne træde ind. Huset var stort, i forhold til at det lå i dette district. De trådte ind i en lang gang, med flere døre til begge sider og en trappe på til næste etage for enden. En ung kvinde stod og så på dem. Hun virkede meget mistroisk over for Seans to medrejsende.
"Du er ikke så lidt fræk..." knurrede hun. Sean smilte og rystede let på hovedet.
"Spar dig, jeg er her ikke for at blive skældt ud" og henvendte til de to andre, sagde han:
"Her kan vi få lidt at spise, lidt at drikke, blive vasket og opdateret. Hvis i går på opdagelse for at finde ud af mere, end hvad godt er, vil i ikke finde noget..." hans blik gled over Smoke, velvidende han nok var den med de længste fingre.
"...Da dette selvfølgelig kun er et midlertidigt skalkeskjul. Jeg skal ordne nogle småting, før vi fortsætter. Det er også her vi skal mødes med nogle mænd, som jeg har sat til at lede efter en person. I er velkommen til at se jer omkring, føl jer hjemme. Men jeg venter at se jer i aften, i den store stue" smilte han.
"Kia, vis dem rundt, vil du?" Kvinden så helt arrig ud, ved at blive spurgt om det, men hun modsatte sig det ikke. Hun klikkede med tungen og bukkede dybt for Sean.
"Som Herren befaler!" hendes stemme var dyb sarkastisk. Men Sean ignorerede det og forsvandt snart op af trappen. Han havde nogle ting at ordne og nogle nyheder at høre.

Kia viste dem hurtigt rundt, selv om hun ikke nærmede sig trappen. Hun viste dem køkkenet, den store stue, en mindre stue med bøger man kunne bladre i, eller små spil man kunne spille. Hun viste dem et par små værelser, som de frit kunne bruge, hvis de havde brug for det, alle med en vaskebalge i hjørnet, så de kunne vaske sig. Huset var simpelt, der var intet vildt dyrt eller gamle antikviteter, det var bare simpelt og virkede som et sted, hvor flere folk normalt kom forbi. til sidst vendte hun sig om mod dem.
"Dette er mit hus Og jeg er ligeglad hvad den tungetwistede mand siger! Hvis i ødelægger noget, hugger jeg personligt hænderne af jer og fodre jer med dem! Men ellers spørger i bare, hvis i mangler noget. Det kan være svært at kende tiden, her i grotterne, men der er ca. et par timer til det er aften. Forsyn jer selv, føl jer hjemme, men gå ikke op af trappen og rod ikke i ting der ikke er jeres" hun så kort på dem, i tilfælde af de havde spørgsmål, før hun selv forsvandt op af trappen. måske for at skælde Sean ud, for at tage gæster med.

Melvin kiggede lidt rundt for holde øje med omgivelserne og for at holde øje med hvor de gik hen, han skulle nødig ende med at ikke vide hvordan han kunne komme nemmest væk, dog med hans evne var det nemt nok at komme væk så længe han vidste hvordan et område ca så ud og hvor langt væk det ca var fra hans lokation.
imens de gik hviskede han roligt til Rafaela.
"det siges at der er mange tunneller hernede som ingen endnu har udforsket, nogen siger sågar at nogle af tunnellerne har revner i sig som en revne i tid der viser præcist en bestem hændelse som enten er sket, er ved at ske, eller vil ske" hviskede Melvin stille til Rafaela.
da de nåede frem til boligen kiggede han undersøgende på alle tingene, han rørte ikke ved noget men han snuste ud imod nogle af tingene, han havde en næse for magiske genstande og kunne lugte hvis en besværgelse har været smidt på noget, måske er det på grund af de ingredienser der bliver brugt til besværgelser kan han nemt lugte eller noget men indtil videre har hans næse ikke fejlet ham.
efter deres guidetur vendte han blikket hen imod Kia.
"hvis jeg må spørge om hvad er der egentlig ovenpå Kia? siden vi ikke må gå deroppe?" spurgte Melvin meget høfligt og formelt.
han kunne tydeligt se at Kia ikke kunne lide Sean og hvis han var heldig kunne han måske få lokket noget ud af hende, han vidste i hvert fald at der var noget ovenpå som kunne være interessant.

Rafaela stod stille og ventede på, at hun fik et svar fra Melvin omkring hvor i verdenen hun var endt sammen med sin storebror og Sean. Hun fik et Chok og vendte sig hurtigt om imod Sean da hun hørte hans stemme. Hun havde overhoved ikke hørt ham. Hun kiggede lettere irriteret på ham og samtidig undrede hun sig over, hvorfor han havde kaldt hende for prinsesse. Hun mumlede lidt for sig selv efter Sean var gået videre. Hun vendte sig dog om igen og kiggede tvivlene på Melvin. Mente hendes far seriøst, at hun var klar til og komme ud på sådanne nogle missioner som han planlagde? Hun var begyndt og tvivle på om dette var en god ide med Melvin og Sean som var van til sådanne nogle missioner. Hun kiggede dog på Sean da han snakkede til hende og smilede let for sig selv. Det gjorde hende dog mere rolig, at hun fik, at vide, at der var flere af hende selv og finde i denne by og det ville nok gøre det nemmere for hende og kunne forstå de andre da hun jo var Dragonlycan. Hun fulgte efter Sean og gik ved siden af Melvin. Hun var tryg ved, at hun var sammen med de 2, men tvivlede dog alligevel lidt på sig selv. Hun kiggede på Melvin imens de fulgte efter Sean rundt i byen og blev dog også nysgerrig for og finde ud af hvad grotterne gemte. Der var en masse følelser der løb rundt i hende og var glad for man kun svagt kunne se hendes øjne.
Under rundvisningen af det hus de var kommet ind i havde hun en følelse af, at kvinden havde noget imod dem og det kunne hun overhoved ikke lide denne kvinde. Hun var samtidig nysgerrig og det med, at hun sagde, at de skulle holde sig fra loftet begyndte hendes nysgerrighed og det ikke og adlyde ordre eller regler fra nogen var kommet frem i hende. Hun skulle ikke tro, at hun ville lade sig bestemme af andre. Et var og adlyde sine forældre, men andre fremmede skulle ikke bestemme over hende. Det nægtede hun. Hun ventede med og vise nogle følelser frem før kvinden var gået. Hun kiggede på Melvin med irriterede, nærmest vrede øjne og gik ud af hoveddøren og hen i en krog hvor man næsten ikke kunne se hende. Hun hamrede sin hånd ind i en væg og prøvede og få kontrol over sig selv.

Kia, kvinden der ejede huset, følte sig i sin gode ret til at sætte regler og grænser. Dette var jo trods alt hendes hus og hun stolede ikke på fremmede...Som denne Sean, hendes leder, som pludselig havde gjort krav på hendes hus. Hun knøs let for sig selv, da hun med en hektisk bevægelse satte håret op i en knold i nakken, kun for at vende sig om mod manden igen, da han snakkede til hende. Så han havde faktisk spørgsmål...Måske var de ikke kun nogle gæs, der blev trukket rundt af Sean.
Kvinden så ud til at overveje sit svar, mens hun stod og bedømte ham. Hun brød sig ikke om hans udseende...Men der var sikkert også mange der anså hende som en heks. Alt i alt var hun langt fra nogen tiltrækkende kvinde...Hvis man spurgte hende!
"Du kan spørge alt det du vil. Mit svar vil være et par soveværelser, et arbejdsværelse og et opbevaringsrum. Dette er et hus og intet andet. Men den gode Herre elsker hemmeligheder og kryptiske beskeder. Så mit hus er begyndt at holde hemmeligheder, selv for mig! Jeg er blot en mellemmand...Eller kvinde, nok nærmere..." hendes grå øjne borede sig ind i manden.
"øverste etage er Herrens etage, når han er her. Derfor er der forbudt adgang for andre, medmindre de bliver inviteret...." kvinden vendte sig om mod trappen, kun for at stoppe op med en fod på det nederste trappetrin og et tag i sine skørter. Hun vendte sig endnu engang om mod dem og sendte dem et svagt smil.
"Tag jer ikke af de fremmede, der muligvis vil komme forbi. De gør ikke en flue fortræd!"

Der gik ikke lang tid, før kvinden kom ned igen, kun for at gå ud i køkkenet og begynde at tilberede noget mad. Hun lagde dog mærke til at der manglede en, kvinden som havde været med.
Der gik ikke lang tid, før hoveddøren gik op og i. Første var det endnu en kvinde, som hilste Kia med et venligt smil. Hun satte sig ud i køkkenet og småsludrede med hende. Lidt efter trådte to mænd ind og de forsvandt op af trappen. Sean havde ventet på dem.
Sean selv havde brugt tiden til at få vasket støvet af sig og børstet sit tøj nogenlunde pænt igen. Hans hvide skjorte blev skiftet ud med en sort og kappen blev slynget over en stol, da han ikke havde brug for den her i huset. Han var i arbejdsværelset og læste i den bog, Kia havde lagt frem til ham, som handlede om Klanens handlinger her i byen. Dog hørte han en lyd...og lukkede bogen. Lagde den tilbage på bordet og gik over til vinduet. Der gik ikke lang tid, før han landede på jorden. Husene i grotterne var ikke høje, så hoppet havde ikke været særligt svært.
Han gik rundt om hjørnet og ville faktisk have sneget sig væk...Da han opdagede Raf. Han smilte let for sig selv...Det var på tide at finde ud af om hun faktisk ignorerede ham eller om det var skuespil over for denne mand, Melvin.
"Sjovt, at vi lige skulle ende sammen på en mission" smilte han venligt, da han lagde armene over kors og lænede sig op af væggen. Studerede hvordan hendes knyttede hænder landede på væggen igen og igen, med en svag lyd.

Melvin var gået rundt for at snuse efter hemmeligheder da han fangede noget i hjørnet af sit blik, han havde set noget bevægelse fra det ene vindue og skyndte sig lydløst hen til vinduet for at kigge ud, ganske rigtigt havde han opdaget at Sean havde gået forbi, nu havde han chancen for at liste muligvis ovenpå for at snuse efter hvad Sean lavede ovenpå, men han undrede sig også over hvor han skulle hen. hvad skulle han, gå efter Sean eller gå ovenpå?
han hadede at skulle tage sådan nogle valg, mest fordi han vidste at hvis han tog den ene, kunne han ikke tage den anden.
han valgte hurtigt at følge efter Sean ved at snige ud af vinduet så stille som muligt.
han kiggede hen på det ene hus tag hvor Sean lige var gået forbi og brugte sine kræfter til at teleportere lydløst op på taget.
han havde teleporteret så godt at han var lige ude af synsvinkel for Sean og... Rafaela? var det Rafaela han kunne høre?. han var ligeglad men lyttede til gengæld efter hvad de snakkede om imens han stadig holdte sig ude af syn. hans sorte tøj hjalp en del i disse dårlig oplyste grotter.

Rafaela var ikke bare irriteret, men også vred over, at Sean og denne Kia troede de kunne bestemme over hende. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig og sige noget til dem. Endnu. Det ville være dumt og starte en helveds ballade allerede inden de havde klaret deres mission. Hun hørte nogen skridt komme hen til hende. Da hun opdagede, at det var Sean der kom. Hvor kom han lige fra? Han kom ihvertfald ikke fra hoveddøren for den var bag hende og Sean kom foran hende. Hun stoppede med og slå sine hænder i væggen og kiggede på Sean "Ja det var ret sjovt. Men hvor var du egentlig på vej hen siden du sniger dig ud og ikke går igennem hoveddøren?" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var blevet mistænksom. Hun kiggede rundt og havde det som om nogen holdt øje med dem. Hun kiggede oppe på tagende, men kunne ikke se noget. Hun kiggede ned på sine hænder der havde fået nogle små skrammer fra da hun slog sine hænder ind i væggen, men ignorede det derefter og kiggede på Sean.