We meet again - Assorian

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Terroville var dejlig rolig, i betraktningen af det var fyldt med flygtninge, og væsnerne strømmede frem og tilbage i ny og næ for blot at blive skubbet tilbage mod Doomsville. Denne verden var ødelagt nu. I ruiner. Der var snart intet at gøre. Hellere de levende døde end dette. Jo havde hørt rygterne om Assorian var blevet valgt som leder af skyggevæsnerne. På trods af, de var eks kærester. Så valgte hun at holde sig på god fod med skyggevæsnerne, de havde begge brug for allierede. Så hvorfor starte en krig i den verden de har brug for hinanden? Okay, også var der Logan. Skyggevæsnet hun var brændt varm på - selvom hun ikke brød sig om at indrømme det. Hendes søstre havde gennemskuet hende for længe siden, og Caroline havde været fin nok med det. Men indtil hun fik lov til at tale med Logan for sig selv, så ville hun ikke gøre noget stort ud af det. Hvis hun afslørede sine følelser, ville det være en fiasko for hende - fordi hun ikke havde forstand på at holde alt sammen.

Et skud fra fortiden ramte hende da hun fik øje på Assorian. Hun så ham ikke som fjende, hun havde ingen grund modsat ham som stadigvæk hadede hende for at forlade ham dengang. Måske skulle hun kaste Aurora hen og få hende til at forklare situationen. Jo gik let hen til ham og stod bag ham.
"Leder over skyggevæsnerne, det havde jeg aldrig set komme. Men når jeg ser nærmere så overrasker det mig egentlig ikke." Sagde hun let og lagde blidt hovedet på skrå.

Det var en stille og rolig dag, Asso var taget til Terrorville for at handle lidt og kigge lidt, han var i godt humør fordi hans aftale med Sakref var gået som det skal, han var nu både kroejer, raceleder og spionmester for kongen og hans planer for skyggevæsenerne kommer også tættere og tættere på snart ville alle frygte ham og hans race, meget snart.
Han stod og kiggede på en forretning der var blevet brændt og nu stod med kun kul, det morede ham lidt, indtil, at en bekendt men også.. Ja.. Dejlig stemme sagde han navn og han kendte den med det samme, Jo, han valgte at sige til sig selv at han ville være flink, og at han var kommet over hende, hvilket han også var, han kunne få hvem og en hver ikke fordi han gjorde det da han faktisk var en smule ligeglad med piger, efter hende og Hecate, var han mere til One Night Stands selvom den sidste han var i seng med var Hecate.
"jo, Hej, ja nu når min race ikke har valgt at stå op imod den stemme som alle skyggevæsener hørte, så gjorde jeg, hvordan har du det så ellers?" sagde han og smilede lidt falsk til hende, han havde skam intet imod hende, kun at hun ikke har forklaret sig helt endnu, over hvad skete der i knolden af hende dengang.

Hun trak svagt på smilebåndet. Det kunne have været værre. De kunne have diskuteret vildt og brutalt. Men så igen, hvis han ikke ville have talt pænt til hende, ville hun have pustet ham væk. Bogstavligtalt. Stille gik hun et par skridt tættere på ham.
"Det må jeg indrømme. Jeg er imponeret. Det sjovt vi ikke er så forskellige alligevel i sidste ende." Det lille smil blev erstattet af et skævt venligt et. Det var sjovt at tænkte på. Før havde de været uskyldige væsner. Et menneske og en engel. Nu et skyggevæsen aka shadowlord og en falden engel aka reaper. De var stærkere, mere brutale. Jo vidste selvfølgelig godt, at hun havde været skyld i hans forvandling, men valgte nu at se det som noget positivt. Hun ville ikke undskylde for at have gjort ham magtfuld, medmindre han ønskede hun skulle gøre det. Uden hende, ville han ikke stå der lige nu.
"Vil du gå rundt med mig, eller skal vi blive ved med at stå her?" Spurgte hun og blinkede drillende med det ene øje. Selvfølgelig spillede hun med åbne kort, der var ingen grund til at gemme et es i ærmet her. De to magter de havde. De burde ikke gemmes væk, de burde bruges til noget langt større.

Han lod ikke hendes komplimenter komme ind på ham, han svarede ikke på det, det var jo hendes skyld han var blevet til den han var, måske burde han takke hende for det men nej, hun skred og løj og efterlod ham sårbar, hun fortjener intet tænkte han.
"Jo det kan vi vel godt Jo du viser vejen" sagde han og kiggede på hende, han havde nu mest lyst til at gå og ikke vende sig om til hende, han ville nu meget meget hellere hjem i sin villa og arbejde videre med hans planer.

Hvad skulle hun sige, hvad skulle hun gøre. Måske skulle hun forklare tingene til ham... men var det måske underordnet? Måske gad han ikke engang lytte til hende. Hun forlangte ikke at han forstod. Men hun ville gerne have det lettet fra sit hjerte. Det var ikke fordi hun vil kaste sig i hans favn eller noget, hvis hun skulle kaste sig i nogens favn ville det være Logan. Ingen tvivl omkring det. Josette viste ham vej hen til en lille kro på hjørnet. Hun lavede et lille fingerpeg til bartenderen. Så gik hun hen til sit bord og satsede let på Assorian ville følge efter. Inden hun satte sig om, drejede hun sig om imod ham. De blå øjne kiggede dybt Assorian i øjnene.
"Jeg er klar til at fortælle dig alting. Hvis du vil lytte." Forklarede hun og sank en klump. Jo satte sig let ned. Nu var det op til Assorian om han vil blive og høre det han nok havde ventet på at høre i lang tid. Eller om han ville leve videre i uvisheden.
Tjeneren kom med to glas whiskey og satte dem foran dem. Hvis han gik, ville hun drikke dem selv. Hvis han blev var det på hendes regning.

Asso var ved at tabe kæften, lige pludselig ud af det blå, vil hun fortælle alt? hvad skete der for det? han tænkte på hvordan det ville være og få historien af vide, hvorfor forlod hun ham? hvad er historien bag det? hvorfor forlade ham der hvor han var mest sårbar? hvad fik hende til det? hvad var vigtigere end ham? alle de spørgsmål han havde til hende men faktisk ikke gad og spørge om det fordi han stadig var såret over det, men ikke så såret at han viser det.. for det gider han ikke, han vil ikke vise sine følelser for hende mere, i hvert fald hvis hun ikke beviser for ham, at hun kan stoles på igen og at han ikke bliver smidt ud igen som et stykke skrald.
"okay du starter bare, ved du hvor langt tid jeg har ventet på det her fra dig? efter du bare smed mig væk som et stykke skrald?" sagde han og kiggede på hende med nogen ret såret øjne, han var stadig såret indeni, et kæmpe sår havde hun efterladt, og som ingen kan hele igen.

Hun tog en lettere dyb indånding. Hvor skulle hun starte... en god start ville være ved begyndelsen. Jo vidste at det kunne være han ikke forstod det, men så måtte det være sådan. Hun ville ikke fortælle ham det, for at få hans tilgivelse. Det var for hendes egen skyld. Jo kørte en hånd igennem sine mørke brune lokker.
"Jeg ved det." Sagde hun kort og præcist. Derefter rømmede hun sig kort og tog en slurk før hun begyndte.
"Mine søstre, Audrey og Caroline. Vi trillinger. Og da vi blev skilt ved fødslen fra Caroline, måtte vi nøjes med små historier om, hvordan det gik hende. Audrey og jeg lavede en pagt. At vi altid ville være der for hinanden, også sørge for, at CAroline var okay." Josette så Assorian i øjnene. "Så derfor, da hun havde mst brug for mig. Bedte Audrey mig om, at slette mine relationer, for at hjælpe familien. Og da Caroline altid har rodet sig ud i mange problemer, måtte jeg gå fra dig, så du ikke var i fare. Hvis nogen kom efter os, ville vores nærmeste være de første de ville gå efter... så hvis du hadede mig, var jeg da sikker på, at de ikke ville gå efter at dræbe dig." Let trak på skulderen. "Heldigvis, så er vi samlet nu mine søstre og jeg... og de har ikke den magt over mig længere... Men det var den historie."

Asso blev svimmel, han fik blandet følelser af både negative og positive følelser, hvilket svækket ham, han faldt ned på jorden, vejrtrækningen blev svære, hans øjne blev trætte og de prøvede og fokusere på hende men det fokuserede på jorden, himmelen osv, han endte så med og være helt væk, og til sidst besvimet han.
Imens han var besvimet drømte han om hvordan hun havde det, hun havde nok haft det skidt med at skulle forlade ham men en pagt skal holdes så han fik medfølelse med hende men også.. stadig havde han et had.

Hun så undrende på ham, da han fik noget lignende et panikanfald. Et eller andet påvirkede ham stærkt. Jo pustede blidt noget luft imod ham, for at stabilisere hans vejrtrækning. Det måtte gøres et eller andet men da han ikke virkede til at få det bedre... gik hun. Ikke langt væk, men bare lidt væk fra Assorian så det ikke gik udover ham. Derefter lukkede hun øjnene og fukuserede på luften i rummet. Hvor efter hun gjorde den meget tynd omkring de andre. Hun gjorde det der var af den kold. Det påvirkede ikke Assorian eller hende selv. Folk krøb sammen, nogle skreg andre græd imens deres tåre blev til is. Alt sammen for at skabe den negative energi, hun vidste skyggevæsner havde det bedst med. Derefter rev hun armen af en, og benet af en anden. Skrig fyldte rummet meget kraftigt. Og inden længe lå de alle døde. Ingen skyggevæsner eller faldne i blandt - hun havde det tænkt igennem.

Asso kunne mærke luften omkring ham blive tynd, men ikke så det påvirket ham, der kom gråd, frygt og drab, det styrkede ham, så meget negativitet at han forvandlet sig til sit skyggeform, han gjorde det ikke selv men skyggevæsenet i ham gjorde fordi den fik så meget næring af negativenergi omkring ham, til sidst svævede der kun en stor sort skygge over ham, det største skyggevæsen af dem alle sammen.
Han svævede hen til Jo men forvandlede sig ikke tilbage, fordi han havde så meget styrke så tvang hans inderlige skyggevæsen ham til at forblive i den form "Du ved da også lige hvad der skal til? det er jo intet nyt, det var en af grundene til jeg elsket dig, tak for hjælpen, du ved store positive følelser og mig ikke en god blanding" sagde han med sin dybe stemme, han var åben over for hende fordi hun ikke bare lod ham lide, hvilket gav ham et tegn, et tegn på at måske kan stole på hende igen.

Hun sendte ham et skævt smil da han takkede hende. Hun trak let på skulderen.
"Er positive følelser nogensinde gode for nogle?" Spurgte hun kækt, selvom hun elskede Logan, så turde hun ikke at føle det før hun vidste, om det var gengældt eller ej. "Og hvad bilder du dig ind, ingen stopper nogensinde med at elske mig." Svarede hun drillende, hun elskede at drille ham - det vidste han - om han stadigvæk kunne tage det... ja det var jo spørgsmålet.
"Uh forresten. Du skal holde dine skyggevæsner lidt bedre i snor. Næste gang jeg snupper et af dem i at torturer min familie - bliver det ikke kønt." Sagde hun så og hævede lidt på et mere seriøst bryn. Familie var alt for Josette - det måtte Assorian have lært nu.

Asso ignorerede alt det hun sagde, og et raseri inde i ham begyndte lige så stille og komme op "vent vent vent.. hvad? fortæl lige videre.. hvis det er det jeg tror det er.. navn.. hvordan ser personen ud.. hvad har han gjort.. JEG SKAL VIDE DET HELE" sagde han med sin dybe skyggevæsen stemme, ingen skal nogensinde røre Jo's familie, heller ikke hans egen for de bliver slået ihjel uanset hvem de er "Jo søde, jeg kan forsikre dig, hvis jeg gætter rigtigt på hvad jeg tror, så er den mand så godt som død og begravet" sagde han og kiggede dybt i hendes øjne med hans rasende skyggeøjne.

Josette løftede let hovedet da Assorian gik i forsvar overfor hende. Han bekymrede sig stadigvæk, she knew it.
"Kol." Svarede hun blot til at starte med. "800 års erfaring i mord og tortur. Håndtere ikke trudsler godt. Han har intet at bekymre sig om, og han tænker på kun på at bringe sig selv mere magt." Tilføjede hun og trådte tættere på Assorian. "Men han er farlig. Jeg kender ham. Død mod ham er for blidt. Han skal mærke alvoren. Vi bliver nød til at finde ud af, hvad han holder af.. vi skal finde noget... også knuse ham. Bid fra bid.. til at hans nerver er revet i stykker, og han beder om at blive slået ihjel. Så bruger jeg mit blod til at heale ham igen.. også river jeg ham fra hinanden igen.. og sådan skal det fuldendes." Assorian var ikke van til at tale med Jo når hun var vred, eller for den sags skyld imens hun var falden. Normalt da de to kendte hinanden, var hun så blid og kær som en sommerdag. Kunne aldrig drømme om at skade nogen, og nu var hun djævlen selv.

Asso lyttede denne gang til hvad hun sagde, han var helt med på det, han ville være den der slog ham ihjel, den der får ham til at lide, den der får ham til og kalde på hjælp og om forladelse, han kommer til at lære at man ikke trodser en leder, specielt ikke hans egen leder, hvorfor begraver han ikke sin egen grav? "Jo skønne, jeg vil se ham lide, jeg vil se ham dø langsomt, du ved at jeg IKKE VIL HAVE NOGEN RØRER DIG eller din familie, selvom jeg ikke kender dem, kender jeg dig og jeg holder af dig.. ja du hørte mig sveske.. jeg holder af dig endnu" sagde han og forvandlet sig igen, og gik over til hende og krammede hende "undskyld jeg har været så sur alle de her år.. jeg har vel bare savnet dig.. men mest som min bedsteveninde.." sagde han og slap hende igen og prøvede at tage sig sammen, selvom det var svært fordi han vil ikke vise hans følelser for meget, men på den anden side så kender Jo ham ude og inde.

Josette var aldrig blevet tortureret fysisk siden hun var blevet falden. Ingen turde, måske også fordi hun var mesteren. Måden hun havde fået sin titel på, var ikke ligesom andre - hun havde taget den med magt. Josette lagde hovedet lidt på skrå, og lyttede til ham. Hendes smil blev mere ægte i det, ikke det var falsk.
"Jeg sætter pris på det." Nåede hun at sige før han svang armene omkring hende. Hun blinkede let overrasket inden de fra sig fra hinanden.
"Du havde al ret til det." Trak hun afslappet på skulderen. Hun bebrejdede ham ikke for hvad hun havde gjort.
"Så øhm... hvad skal vi fortage os.. nogle vi skal dræbe.. et eller andet?" Spurgte hun.

Han kiggede op i luften og så tilbage på Jo " Jo skønne, lad os gå en lille tur imens kan du fortælle om ham skyggevæsenet der.. jeg skal vide så meget om ham som muligt, han kommer ikke til at overleve det her, han er død, EN DØD mand siger jeg dig!" sagde han og begyndte og gå med hende, han var sur eller han var ikke sur, han var rasende og ville finde den mand og lade ham dø en meget meget langsom død.

Assorian var overbeskyttende, og hun behøvede det ikke. Men hun trak let på skulderen og fulgte med ham. Derpå stoppede hun så op og tog en dyb indånding.
"Jeg ved du gør det for at beskytte mig. Men jeg har ikke brug for det. Jeg vil selv have fornøjelsen af at dræbe Kol, jeg sagde du skulle holde styr på ham - men hvis han gør noget igen. Så dræber jeg ham." Svarede hun og hævede på et seriøst blik, :jeg er ikke en pusse nusse engel mere Rian, jeg kan tage vare på mig selv." Tilføjede hun og kørte en hånd igennem håret. En eller anden dag vil folk vågne op og opdage, at de ikke kunne kontrollere eller undervurdere hende længere.

Assorian kiggede på hende, ja han var overbeskyttende, men han fandt sig ikke i at hans egen race trodset ham, han ville dræbe ham og han ville sende de bedste soldater han har efter ham, han vil ikke kunne være i fred i bare et et millisekund "det kan godt være sveske, men jeg vil stadig eftersøge ham og sende mine bedste mænd efter ham, han er en død mand" sagde han og ignoreret det hun sagde, han skal nok få ramt på ham, på et eller andet tidspunkt.

De tænkte for ens og var for stædige begge to.
"Ja han er en død mand, for jeg har tænkt mig at slå ham ihjel selv. Det min familie han truer. Det mig som truede ham og fik ham efter mig... Mit problem ikke dit. Det dine skyggevæser, men det ikke vores dukker. Nok er jeg pissed på ham, men der jo ikke nogen regel om hvem de må og ikke må skade. desuden ville jeg føle mig ynkelig hvis du hang et: må ikke skades skilt om halsen på mig.: forklarede hun og åndede lettere tungt ud.

Han lyttede til hende, men lod det passere sig igen, han var alt for oprevet til at kunne tænkte på andet lige nu, han var gal, rigtig gal "okay.. Den der finder ham først slår ham ihjel først, færdig bum" sagde han og kiggede på hende, han var så rasende, en af hans egen havde forrådt ham og gået imod en som alle skyggevæsener ved at det var hende der gjorde ham til den han er, og alle ved at han stadig holder af hende, han er så godt som død tænkte han.

//nu siger jeg godnat og sov godt.. xD

For flere år siden. Havde ingen af dem nogensinde troet, at de ville stå og snakke om en mands død som det var et spil. Nu var det en ting, død og ødelæggelse var deres nye føde - og de var sultne. Sådan var livet nu, og Jo elskede magten. Smagen af den.
"Udfordring accepteret." Sagde hun med et skævt smil. "Lad legende begynde." Tilføjede hun og begyndte at gå igen.
"Men jeg kender hans forældre... de er meget tætte på min familie - og de skal ikke blandes ind i det her. Lov mig det." Logan og Angela skulle ikke blandes ind. Hvis han trak i Angelas tråde, ville hun flå hovedet af alle på sin vej, og det ville sende Nicolas efter dem også.. og hvis nogle gik efter ham, ville Caroline og Andrea slå til.. og det ville gøre, at Jo og Audrey måtte hjælpe til. Det ville blive en kamp ikke engang Assorian kunne vinde. Spørgsmålet var om Logan og Angela ville reagere på, at hun ville slå deres søn ihjel. Logans mening var den eneste der talte. Audrey havde fundet de skjulte dokumenter om det.

"haha, det er fandme i orden, vinderen, giver en tur på kroen! med ALT betalt!" sagde han til hende med et drillende ansigt, han var glad for at de havde begyndt og snakke sammen igen men.. han havde en anden plan i hovedet, han kunne nemlig bruge hende som en magtfuld allieret og nu når hvor de kender hinanden så godt og kæmper så godt sammen vil de være perfekte når Asso og Sean's plan blev sat i gang "jeg har lidt travl Jo så jeg må komme videre, men jeg har lige noget du skal have" han giver hende kortet "kortet er blank, men når det aktiveres vil det blinke helt vildt og så kommer der en adresse, når den gør det, så mød mig, jeg vil gerne have et møde med dig, et møde om en plan der snart bliver sat i gang, og jeg synes du skal have en bid af den.. lad os bare sige.. du får magt, og du bliver allieret med din fantastiske Asso" [han blinkede til hende] "du hører fra mig sveske, men glæd dig, det er en del af en større plan" sagde han og kyssede hende på hendes hånd og gik så videre.

//tænker vi afslutter det nu og når mig og Sean er færdig med vores emne og det er sat i gang, så laver vi vores, er det okay?

Hun smilede let til ham.
"Det godt at høre vi på samme side igen.. du ved godt ingen kan stoppe os nu." Smilede hun skævt inden hun vendte rundt på hælene og begyndte at gå. Da hun var på lidt afstand satte hun af, og brugte sin evne til at flyve igennem luften og væk.

//Out xD

"det kan du lige tro sveske, intet kan stoppe det jeg har gang i og de faldne engle, bliver en del af det" sagde han og observerede da hun fløj afsted og smilte til hende, det kan godt være de var ekskærester men han holdt af hende stadigvæk, også selvom alt det der havde været sket imellem dem.

//jamen.. out her også så, din kagefisk xD