So long time without hearing from you ( Demiah )

Tid: 22:30
Sted: et hus lige præcis i Angerforge ved hun ikke.
omgivelser: en masse andre racer i hver deres celler, men i den celle hvor hun er. Er der kun hende.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Panthea vidste ikke hvorfor hun havnede i disse situationer, nu var det igen kommet bag på hende med folk som enten prøvede dræbe hende eller fange hende. Hun stod lidt betragde ham som gik ved siden af hende, hun kunne ikke gøre noget da de havde givet hende håndjern af sølv på. Det gjorde hende bare mere vred og ierreteret over det. Manden som gik bag ved skulle få hende i gang vis hun gik i stå ved at skubbe. Hun anede ikke hvor de skulle gå hen, men hun vidste at hun skulle fremad. Hun tøvede da en smule da hun blev tvunget op i en hestvogn. Selvfølgelig skulle de ikke være i gyderne som var ødelagte, men hvor skulle de så hen? Ham ved siden af sagde ikke så meget og hun havde ikke tænkt sig at spørge. Panthea kunne være glad for at hun havde dræbt mindst fem af menneskene før de var blevet så mange at de kunne overmande hende. Panthea lod tungen glide henover hendes lettere spukne læber. Da hestevognen stoppede var de i Angerforge. Huset de skulle ind i var Prægtig, det havde flere etager end hendes hus, men hvem boede her og hvad ville han eller hun med en gnaven vampyr. Panthea var ikke en man skulle bide skeer med især ikke vis man  havde gjort hende rigtig vred. Dog fandt hun hurtigt ud af at det var en mand. Han kunne godt minde lidt om en doktor ” det godt i kommer med hende, jeg  har fulgt hende længe når jeg har været på mine ture og har valgt at det hende jeg vil studere af vampyr racen” sagde han og gav hende et elevatorblik. Vis ikke det var fordi mændene havde fat i hende og fordi sølvhåndjernen sved så havde hun kastede sig over ham. Panthea blev skubbet ind i huset, hun blev sendt ind på et værelse hvor der var to senge og det var vidst tydeligt at hun ikke var den eneste i hans samling.
Panthea blev dog forstyrret da en pige kom ind og skulle klæde hende af så hun kunne få noget mere passende tøj på, men det  der skete  så snart pigen løsnet håndjernene havde pigen ikke regnet med, Panthea greb  ud efter pigens hals ” jeg beholder mit tøj på” bare et lille klem og så ville det ikke vare længe før pigen ville drage sit sidste suk. Det var en af de ting som gav hende nydelse ved at være vampyr. Hun kunne så nemt tage et liv, men slap og lod en  paf pige gå inden hun havde dræbt hende, pigen var lige så bleg som hende og det var tydeligt at Panthea havde gjort hende bange.
Det slog Panthea at pigen nok ikke var vant til at de satte sig imod, men hvad skulle han bruge hende til og var der flere racer end hende. Hun bed svagt i læben hvordan kunne det ske hun var jo stræk, men alligevel havde de formået at fange hende og han var ikke den eneste der havde prøvet. Hun anede ikke hvordan hun skulle komme ud, men hun nåede ikke at tænke over det før hun blev forstyrret af den fjerne lyd af af folk som snakkede dæmpet, men på grund af hendes gode hørrelse kunne høre dem på lang afstand, men det gav hende stadig ingen svar på hvem denne person var og hvad han ville med hende.
Det eneste de snakkede om var hvad de skulle lave til aftensmad, kedelig og ligegyldig, men det nåede hun ikke studse over for så kom vagterne og manden.  Hun havde stået med ryggen til og havde ikke set dem åbene døren, men det betød ikke at hun ikke vidste at de var der. Hun havde allerede lugtet dem og idet han skulle lige til at sige noget var hun over den ene af vagterne, men hun flyttede sig da en af mændene vidste hende en flaske med vievand og hun havde ikke lyst til at komme i kontrakt med indholdet af den for det brændte så meget, ikke nok med det tog også på hendes kræfter.
Panthea fik igen håndjernene på og blev skubbet ud af rummet, det gav hende rig mulighed for at se huset indenvendig, og det overraskede hende at rummene ja selv gangene var stor og prægtige. Denne mand måtte have mange penge når han havde sådan et stort hus at gøre godt med. Panthea fortrak sine huse små og kunne slet ikke forstille sig at bo i et slot for hun var sikker på at man godt kunne kalde det et slot så fint og stort det var.
Hun vidste ikke hvor længe de havde gået, men hun endte i stort kælderrum, da var alle mulige redskaber nogen kendte hun navnene på og andre gjorde hun ikke .
Rundt om i siderne af kælder rummet var der små celler hvor han åbenbart kunne have sine fanger og det gik op for hende at det rum hun havde været i ikke skulle være permanent, ellers vidste de at hun var farlig og ikke havde tænkt sig blive ved med at være deres fange. Hun betragtede de andre celler og fik færten af at der også andre her som sikkert også var i  de andre celler. Hun nåede lige at se ind i en af cellerne og fik øje på to mænd i cellen. Så det ville sige at de skulle sidde to i hver celle og det ville sikkert betyde ingen længe ville hun få cellekamerat.

//Håber at det kan bruges, og undskyld at det var forsinket i over en måned //

Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Demiah havde sneget sig ud af Doomsville, en fin eftermiddag, for at få noget fred og et bad. De nye væsner havde ikke været i det lille område endnu. Det sidste hun dog havde forventet var en gruppe mænd, som ville tage hende med sig, under. Det var ikke meget hun kunne huske derfra, men hun vidste at hendes horn havde været i halsen på én af mændene. Et slag til hovedet havde sat en stopper for at mere skete.

Demiah vågnede op i noget et dæmpet, varmt lys. Hovedet dunkede forfærdeligt, som tømmermænd. Det var lang tid siden sidst hun havde oplevet sådan et slag. Et tæppe lå over kroppen, holdte hende varm, og holdte hende fra at se. Demiah forsøgte at flytte på sig, men opdagede, at hun var bundet fast.
*Det har bare at være en drøm!* Der var liv i rummet ”Hun er vågen”, en mand. Tæppet blev fjernet fra ansigtet, og hun kunne se at det var en draconian, mørk, rødlig hud, havde for nyligt mistet højre øje. Han smilede.
”Det var ikke passende, at dyret forblev vild.” Drillende ru stemme, onde øjne. Havde de været alene, ville det have været meget ubehageligt, men en lille pige stod i nærheden, Hun var tydeligvist ikke tryg ved situationen. Manden spyttede Demiah i ansigtet og gik ud. Værelset var utrolig stort, i forhold til hvad Demiah ellers havde set. Den lille pige gik forsigtigt mod Demiah, med et skræmt udtryk, der var svært ikke at undgå. Et menneskebarn, alt ved hende skreg at hun ikke havde set solen længe. Hun havde taget en spand og en klud med sig.
”Jeg gør dig ikke noget, lille ven.” Sagde Demiah med den blideste tone hun mestrede. Hvad end barnet havde gjort, fortjente hun ikke at blive udsat for den brutalitet livet bød på.. Barnet bandt Demiahs bånd op, og trådte tilbage så snart de var løsnet, hun passede på. Pigen kiggede skræmt på hornene, hvor blod stadig lå i tørre flager, eller det var hvad Demiah gættede på at det var, da hun ikke selv kunne se det, men hun kunne mærke det klø. Demiah satte sig roligt op, med dunkende hjerte og hoved, og trak tæppet om sin krop. Hvordan var hun endt i denne situation.
”Jeg kan ikke få det væk uden din hjælp.” Demiah bukkede sit hoved ned, og kunne mærke pigens blik. Det tog lidt tid før hun først lod fingerspidserne glide over hornene, og lod et gisp flyve ud. Efter et øjebliks fascineret og intimideret beundring, begyndte pigen at vaske det tørre blod af. Vandet var helt rødt da de var færdige, og pigen rendte over til hendes forrige plads, og kom tilbage med en kjole. Hvid og beige. Demiah, måtte give sig. Den var pæn. Efter de havde fået kjolen til at sidde ordentligt, fandt pigen et spejl på størrelse med sig selv. Demiah lignede en der skulle giftes. Døren smækkede op, braste ind i væggen og efterlod et grimt mærke, og en fæl lille tone i ørerne. Draconianen, fra før, gik med faste skridt, tog fat i Demiahs hænder, gav hende håndjern på, og brugte et reb til at binde halen til benet.
”De havde ikke andre kjoler?” Demiah smågrinte af manden, som svarede igen ved at trække hende tæt ind til sig, og op i skulderen. Det gjorde ondt. Den lille pige skyndte sig væk, mens manden trak Demiah efter sig, ud af værelset. Ude i gangen var pragteksemplarer af udsmykning. Selve størrelsen af gangen var intimiderende, skræmmende. Hvis ikke Demiah var fanget, ville det være det perfekte sted at blive rig.

De gik i længere tid, end Demiah forventede, forbi de samme døre, forbi den samme pynt, om og om igen. Eller sådan føltes det. Det var en fuldt ud udnyttelse af desorientering, ved hjælp af dekorationen. Uden nogen advarsel, uden at Demiah lå mærke til det, gik de ned af nogle trapper og ned i et kælderrum, som uden lige var i proportional størrelse med gangen. Alt var så stort at nogen måtte lide af mindreværdskomplekser.

Indholdet af kælderen var mere forstyrrende end noget andet i bygningen. Genstande, redskaber der virkede til at de skulle bruges til så ubehagelige ting, at Demiah rystede let ved tanken. Cellerne var end ikke så slemme i forhold til redskaberne, og der var endda selskab. To mænd i den ene, og en kvinde i den anden. Kvinden virkede underligt bekendt, men hvorfor og hvorfra var ikke til at komme på. Draconianen, låste og åbnede hurtigt op for cellen med den anden kvinde, og smed nærmest Demiah derind. Balancen var ikke det store problem. Det var det, at celledøren blev lukket og låst igen, der var.
”Kan det blive bedre?” knurrede Demiah, mens hun stillede sig mere rankt. Hun kiggede over mod sin cellekammerat, med et skævt smil. Kvinden virkede så bekendt, men stadig så fremmed. Var det ansigtet, generelt udseendet? Var det udstrålingen?
”Du virker meget bekendt.. Har vi mødt hinanden før?” Der var ingen grund til at spilde tiden på undren.

// det skal du ikke undskylde for jeg ved du også har et liv udenfor UW du skal passe //

Panthea var ved at planlægge hvordan hun skulle komme ud hun havde ikke tænkt sig at blive hængene ret længe vis hun selv kunne bestemme og det med at være alene i cellen gjorde hende glad, hun var glad for at være alene, men det varede dog ikke længe, hun så ikke hvem der kom ind fordi hun stod med ryggen til døren. Hun trak vejret dybt og halvt sukkende, men idet hun gjorde det kom lettere genkendelig duft af nogen hun ikke havde set længe duften blandede sig med noget andet mere drage og med et huskede hun det. Tira havde været en af dem hun havde været tæt med og hendes lille datter. Hun kunne ikke helt huske hvad denne datter hed. Hun vendte sig en smule adkavet om og skulle lige til at sige noget, men nåede det ikke fordi pigen afbrød hende. Hun smilede svagt og det var ikke nemt at få hende til at smile især når hun var sur, men fordi hun huskede denne piges mor og at de havde været tætte, de tre så følte hun ikke had. Panthea havde brugt tid på at lede efter denne pige, men havde til sidst opgivet og måtte indrømme at hun måske også havde glemt hende en smule. Hun stod lidt tænkte over hvad hun skulle sige, men det  eneste som kunne sige idet hun kom tanke om det var pigens navn. Hun huskede det pigen foran hende var Lille Demiah eller det ville sige sidst hun havde set Demiah var hun ikke ret stor ” Demiah kan det virkelig være dig?” spurgte hun og var ikke helt sikker på at denne pige var virkelig. Hvorfor havde hun ikke givet lyd fra sig. Pigen havde spurgt hende hvorfor hun så så bekendlig ud og et svagt smil bredte sig over hendes læber ” jeg hedder Panthea” sagde hun og bed sig svagt i læben. Hun var slet ikke sikker på at hun ville kunne huske Pantheas navn, men måske ville  hendes navn ville  være nok till at give pigen en forklaring.
Panthea huskede alt for godt pigens mor som var syg, faktisk havde Panthea villet tilbyde at forvandle hende, men nåede det aldrig og igen blev Panthea forladt. Måske det havde været bedre vis pigen aldrig var havnet her, Panthea følte nemlig at dem hun holdte af forsvandt omkring hende og pigen ingen untagelse.
Hun rejste sig op og skulle lige til at kramme hende, men så kom hun i tanke om at pigen ikke vidste hvem hun var og det var nok egentlig derfor at hun ikke havde givet lyd fra sig. Hun kunne ikke give pigen skylden. Panthea skulle aldrig havde stoppet med lede efter hende. Hun sukkede svagt ” jeg kendte din mor” sagde hun og hendes stemme fik en underlig lyd som bar præg af at hun ikke helt vidste hvad skulle gøre eller sige og hun endte med at folde hænder sammen foran sig. Hun bed sg igen i læben tydeligvis var hun nervøs, men hvad skulle hun gøre nu? Det hele virkede så akavet og alligevel vælde føleserne frem i hende, noget hun prøvede at skjule. For hun ville heller ikke skræmme pigen.

Panthea nåede da ikke at tænke ydereligere over det fordi hun blev forstyrret af stemmer som blev højere og højere i trakt med at de nærmere sig, af ren og skær forbløfelse over at stå ansigt til ansigt med en hun aldrig havde troet hun skulle se igen og det med at være fanget. Hun trak pigen om bag sig og ventede, men de gik forbi og over til en af de andre celler. Panthea slappede af og kiggede på Demiah  igen ” vi må ud her fra” sagde hun og den underlige lyd forsvandt fra hendes stemme, blev erstattet af vrede. Hun måtte nu udover sig selv også få Demiah  ud. Hun følte sig dog svag, men det skulle ikke afholde hende fra at forsvare Demiah  og vis det kom så langt ville hun ikke tvivle med at dræbe.

Kvindens svage smil fik det til at rykke uroligt i Demiah, havde hendes hale været fri, ville den bevæge sig rundt i ryk. Det var uhyggeligt så bekendt hun virkede. Decideret frygt fyldte kroppen da kvinden brugte Demiahs navn, men som var hun en hvalp der havde været forsvundet i lang tid. Hvorfor kunne hun ikke huske denne kvinde? For denne kvinde kendte tydeligvist til hende. Selv da denne kvinde, Panthea, gav sit navn til kende, var det stadig som om der var et hul i hukommelsen. Så bekendt men alligevel så fremmede, som en velkendt melodi, barndomsvise der blev ved med at forsvinde men aldrig helt. Det var frustrerende, men Panthea virkede, specielt da Panthea skulle til at give Demiah et kram. Demiah trak sig tilbage, og bakkede ind i tremmerne.
Det at høre Tira blive nævnt var som et slag i maven. Hvordan kunne hun glemme sin mors bedste veninde. Stemmen, navnet, udseendet, alt skulle have ringet med klokken, ødelagt den med de tydelige tegn.
“Panthea..” Fik hun hvisket, selvom det mere kom ud som en halvkvalt lyd. Hvad lavede hun her? Demiah havde forsøgt at undgå enhver ting der mindede om Tira i et par år, i et håbløst forsøg på at komme sig helt over tabet og overleve.
Stemmer sneg sig tættere på, mens minderne stadig skyllede op. Demiah vidste ikke hvad hun skulle gøre i et øjeblik, kom først tilbage til sig selv, da Panthea trak hende bag sig, som var Demiah en unge. Da mændene var gået forbi, åndede Demiah lettet ud. Hun nikkede kort til at de skulle ud. Det var vel det mest fornuftige. De skulle af med bånd og bur, og det kunne ikke gå hurtigt nok

Et hurtigt blik mod indgangen og gruppens retning var nok til at vide, at cellen var udenfor deres synsfelt. Hun gik over til låsen og undersøgte den lidt. Den var simpel som ved enhver anden celle. Observationen fik hende til at smile stort. Med et par kløer i låsen, tog det kun et øjeblik før den var dirket op. Hun glemte alt om deres håndjern i blot et øjeblik.
Det var næsten for nemt. Demiah kiggede rundt, og vippede nervøst med halespidsen
“Det her virker forkert..” sagde hun lavmældt. Hvis det var en del af ‘deres’ plan måtte de gøre ting som de normalt ikke ville gøre for at smide ‘dem’ af sporet.

Panthea opgav at give pigen et kram da hun trak sig væk fra hende, hun havde været så trist da Demiah forsvandt, det var ikke mange hun havde lukket ind i sit liv og Tira og Demiah var nogen af dem der stod klarest i hendes errindinger. Hun havde fulgt med i pigens opvækst og de nærmest lige så meget familie som Carmilla hendes skaber var. Hun havde følt sig såret og havde igen mistet noget kært da Tira døde og Demiah forsvandt. Det med miste vidste hun alt for godt hvordan føltes det var  som om alle hun holdte af forsvandt ud af hendes greb. Hun stod lidt i sine egne tanker da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun var ikke sikker på at infomationen om at hun havde ledt efter hende ikke ville hjælpe på deres møde, men hun kunne vel heller ikke lade som ingenting. Panthea ville og kunne ikke lade hende gå før de havde snakket. Hun vidste godt at det ikke var sikkert at hun ville snakke, men hun ville ikke opgive Demiah en gang til ” når vi kommer ud her fra så skal du og jeg have en snak” sagde hun og ville ikke tage et nej for et svar. Hun vidste godt at det gjorde ondt, men efter hun snakket med nogen om det hun havde det i mindste hjulpet lidt. Hun havde fundet ud af at nogle ting skulle man ikke holde inde, for det kunne så nemt gøre en vred og i hendes tilfælde havde det også hjulpet, men det var heller ikke sundt for en at gå med alt den sorg. Panthea var en vampyr og hun havde haft mange år  med sorgen og vreden den var altfortærende, men hun vidste ikke helt om hun kunne være foruden. Havde det ikke været for Rose havde hun nok ikke opdaget det selv. Så havde hun sikkert været lige så kold og hård som hun altid været især imod mennesker. Hun fugtede sine læber og tav da Demiah snakkede om låsen. Hun trak sig en smule tilbage og ville ikke stå i vejen. Der var tydeligt hvor utilpas hun var i Pantheas nærvær. Hun lyttede. Den var simpel? Der måtte være noget ved låsen, men nåede ikke tænke meget over det før hørte stemmer igen som brød tavsheden.
Panthea blottede svagt sine tænder ” kom væk der fra Damiah” sagde hun og kiggede på døren, det var tydeligt at de snakkede om hvor vidt det var smart at have noget levende inde ved Panthea. Især vis hun blev sulten. Nu ville Demiah også kunne høre stemmerne. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre for rev hun Demiah bag sig vidste de mænd som havde fanget dem at Demiah var vigtig for hende, men vis ikke hun gjorde noget ville de skille dem af og intet kunne holde Demiah fra at flygte uden hende. Hun var sulten. Manden der havde fanget dem var gået et andet sted hen, men to vagter var på vej lig hen imod dem og cellen. Hun kiggede på celledøren idet de kom tættere på ” kom her tøs”sagde de om Demiah. Og åbende døren. Panthea måtte gøre noget og det eneste hun kunne komme i tanke om var at fare imod manden så snart han kom, men hun ville ikke gøre Demiah bange for hende. Hun flugtede sine læber ” vis i lader hende gå så bliver jeg” sagde hun og vidste at det måske var den eneste måde hvor der ikke blev spildt blod på, men de ville selvfølgelig ikke give sig. Panthea havde allerede færten tre drage mennesker, men det var selvfølgelig var det ikke de regnede for noget det var at hun var en blandning. Hun anede ikke hvad hun skulle, men ingen skulle røre noget af det hun så som familie og om pigen ville havde det eller ej så havde de kun hinanden tilbage. Hun nåede ikke at tænke før hun slyngede sin krop imod ham der var nærmest. De væltede i kampen og hun håbede at Demiah var hurtigt for da hun væltede den anden var  den uden for over for at skille dem af. Hun blottede sine tænder og borede i der hvor hun kunne komme til og det var nærmest stuben. Hun nåede ikke drikken alt den forfriskende blod inden den anden rev op hende at stå ”krummer i et hår på denne piges hoved vill jeg personligt sørge for at jeres helved bliver levende gjort” sagde hun håbede at alt postyret kunne skabe chance  for Demiah at flygte. Panthea var ikke så vigtig skulle hun død her det var  ikke så vigtig hun havde levet det meste af sit liv unatrurligt.

Demiah kunne ikke lade være med at smile let over at de skulle have en snak, når de kom ud. Det gav god mening, når man tænkte over at de ikke havde set hinanden i flere år. Godt nok var mange af detaljerne væk, men Demiah var stadig glad for at have en hun kendte fra sin barndom, hos sig. Specielt Panthea, den kvinde hun havde set som en slags moster. Hun kunne end ikke huske en tid, da hun var lille, hvor Panthea ikke var til stede. Det var under alle omstændigheder en mindre ensom tid for hende, selv med alle dem hun efterhånden var begyndt at kende til.
Det var først da Panthea sagde at hun skulle væk, med blikket på celledøren, at Demiah opfangede de stemmer, som efterhånden nærmede sig. Det var ikke til at fange hvad der blev sagt, men tonen gav en ubehagelig følelse, som om noget forsøgte at klemme maven ud, nervøsitet.
De skulle ikke nyde godt af at vide det. Demiah vidste at udvise frygt ville gøre det værre, og stillede sig rankt, pustede sig op, og gjorde sit for at nedstirre de tre mænd der dukkede op, specielt de to, som kom hen til cellen. Selv ved vagternes forsøg på en ordre, stod hun roligt og rankt. Det var dog en overraskelse, at de ikke var forundrede over at døren ikke var låst. De kendte tydeligvist til mere end man skulle tro.
Der måtte gøres noget. Før Demiah selv var kommet på en hurtig plan, havde Panthea allerede sin egen. En som Demiah ikke kunne lide, for hun havde langt fra lyst til at risikere miste den sidste del af sin familie. Det var både held og uheld, at vagterne heller ikke var med på idéen.
Uden nogen varsel var det som en skygge der fløj mod den ene, den nærmeste. Demiah sprang til siden af ren og skær refleks. Det tog et øjeblik, før fornuften overtog hendes sanser, og identificerede Panthea med tænderne i vagtens hals. Hun havde glemt at hun var en vampyr. En styrke og en svaghed. Dagene var farlige, usikre, mens nætterne bød på frihed, sikkerhed, jagt. Sådan var det jo for dem begge.
Den anden vagt rev Panthea op og stå, og truslen hang lidt i luften, før Demiah foretog et valg. Selvom hænderne stadig var lænkede, havde de intet gjort ved hendes kløer. Med et spring var hun gået efter vagtens ben, borede kløerne dybt deri. De skulle ud sammen, uanset hvad. Vagten blev helt stille af shock. Det var nok for hende.

Demiah kiggede et øjeblik på sine blodige hænder. Hun kunne ikke huske sidst sådan noget var blevet nødvendigt. Sådan stod Demiah i et øjeblik, før hun hovedrystende kom tilbage til virkeligheden, og så på håndjernene. Det ville være svært at komme ud med dem på. De havde tydeligvist ikke vidst noget om hvad Demiah indeholdte, siden det igen var en nem lås, også selvom den var mindre, og lidt mere besværlig end celledøren. Hun lod metallet falde til jorden, før hun gik over mod Panthea og medmindre hun havde andre planer, ville hendes håndjern også blive dirket op.
“Hvis vi skal ud, skal vi ud sammen..” Sagde hun og sendte Panthea et stort smil, som hun havde gjort så ofte da hun var lille. Det tog næsten et minut af delikat behandling af hver hånd, før håndjernene raslende åbnede op. De ville ikke være til at stoppe nu.

Panthea sukkede svagt, pigen ville ikke gå ud af cellen, men så skete der noget hun ikke havde renget med, Demiah fælede manden med hendes skarpe kløer, hun mærkede grebet i hende blev løsnet. Hun stod og blev en smule paf og stod stille, hun havde haft på fornemelsen at Demiah ikke havde haft lyst til at blive mindet om hendes mor eller Panthea. Hun smilede og vendte sig om imod manden som var sunket sammen på jorden. Hun vendte derefter sit blik imod Demiah som hun troede hun havde mistet. Hun havde  fanget hendes smil, det smil kendte hun så godt, det var som om hun var blevet ramt af en varm følelse. Hun lod hende lirke hendes håndjern op og idet hendes hænder var fri gned hun svagt sine håndled. Hun anede ikke helt hvordan skulle reagere for det hele virkede en smule uvirkeligt, hun lod sin ene hånd glide op til sin mundvig for tører resterne af blod væk. Hun lyttede svagt til omgivelserne og det tydede ikke på at der var nogen lige i nærheden, hun kunne ikke lade være med smile, de skulle nok komme ud her fra sammen, for hun havde ikke tænk sig at nu hvor de havde fundet hinanden at det skulle være deres sidste og første gang sammen ” der lyder ikke til at være nogen i nærheden af os andre end dem i cellerne” sagde hun og lyttede endnu en gang.
Panthea gik ud kiggede på gangen og trak vejret dybt for at være sikker på at der ingen var, hun vendte sig derefter om imod Demiah ” så lad os komme ud sammen” sagde hun og smilede et varmt smil. Hun havde savnet hende og det var næsten svært for hende at skjule glæden ved at have fundet hende. Hun vidste ikke helt hvad vej de skulle, men hun forsatte ned af gangen som  vagterne var gået af stoppe et stykke fra deres celle, gangen var lige så skummel som før der var intet der havde ændret sig heldigvis så hun godt i mørket, men det anede hun ikke om Demiah kunne. Hun kiggede svagt på væggen.
Hun havde set fakler på væggen, men de var ikke tændt, men da hun kom her ned, men hun kunne ikke finde dem, men der måtte være nogen, men jo mere hun tænkte over det jo mere synlige ville de blive med lys. Hun stod stille betragtede væggen stadig var der alle de forskellige ting som blev brugt til ting hun ikke rigtig turdte tænke på. Hun kunne ikke vente med at komme ud, hun ville så gerne snakke og fortælle hende hvor ked af hun var for at have givet op. Hvilket hun aldrig havde skullet give op Hun lyttede stadig, men holdte sig alligvel tæt til Demiah. Hun ville gerne være der for hende og Panthea ville gerne tilbyde hende et hjem, men Demiah var ikke et barn og det var ikke sikkert at hun havde lyst til at blive mindet om hvordan livet havde været før. Faktisk så havde hun ikke renget med at hun skulle mindes om det der var for så længe sinden, men her stod hun med noget hun vænnet sig til at have mistet.

Blodet om Panthea’s mund gjorde hende til et fremragende stærkt og skræmmende syn. Demiah kunne kun håbe på at måle sig med hende en dag. Hun havde dog nogle planer for livet. Hun skulle blive stor, og måske en dag føle sig sikker på gaden. Men det ville næppe blive til virkelighed før hun minimum var blevet 500 vintre.
Demiah lyttede selv lidt efter unormale lyde, selv efter at det var konstateret at der ikke lød til rigtig at være andre. fire ører var bedre end et enkelt par. Det var end ikke for at være respektløs overfor Panthea, men fordi at hun følte sig mere sikker når hun gjorde hvad hun altid havde gjort. Som var hun igang med et røveri.
Demiah elskede at se Panthea smile. Det havde været for lang tid siden. Det slog hende at sidst de havde mødtes, skulle Demi kigge op for at se Panthea i øjnene. Det var så længe tid siden.
Mørket gjorde det svært at se, men omridset og lidt lys var nok til at se. Hun nød det. Den sikkerhed mørket gav. Man kunne gemme hvad som helst. De skulle ud før det blev morgen, så der ikke ville ske noget med Panthea. På den ene side fortrød Demiah meget at hun havde holdt sig på afstand, men hun vidste at det havde været nødvendigt. Hun var nået langt, alene. Hun havde nogle kontakter, kolleger, som, for den sags skyld, burde kunne hjælpe hende med at få hendes eget tøj tilbage igen. Hun havde en glimrende karriere, og nød efterhånden jagten, udnyttelsen af de små åbninger i forsvaret. Demiah kunne mærke at Panthea havde noget på hjertet, men hvad det var, var aldrig et sikkert gæt, men deres samtaleemner kunne give et hint.

Demiah kiggede over mod mændene i deres celle. Blev de, ville de dø. Gik de ville de enten komme ud og blive frie eller blive opdaget og enten være den perfekte distraktion eller alarmere dem alle mens hende og Panthea stadig var i bygningen. Hun tog chancen og gik over mod en af vagterne, ham der havde åbnet cellen, og ledte efter en nøgle på hans krop. Der var et lille bundt, og at finde den rigtige ville tage for lang tid. Demiah smed den ind til mændene. Kunne de komme sikkert ud, havde de fortjent det.
“Vent til vi er gået.. I så hvad vi gjorde ved vagterne.” Deres blikke var fulde af frygt. Det var unormalt for Demiah at se bange mænd. Pludseligt slog det hende. Deres blikke, den frygt, den lille piges frygt. Hun var et sted i bygningen. En af mændene forsøgte at låse celledøren op, men blev stoppet af Demiah, som tog fat i hans hånd.
“Har i nogen idé om hvor den lille pige vil være? Har hun været hernede?” Manden rystede på hovedet og kiggede over mod sin ven, som gjorde det samme. De var knuste, og vidste ingenting. Det var frustrerende. Demiah kunne mærke hjertet banke afsted, sin bekymring for den lille pige. Hun vendte sig mod Panthea og kiggede hende ind i øjnene. Pigen ville næppe holde meget længere her.
“Vi må finde hende!”

Panthea vidste ikke helt hvad det var Demiah lavede der omme bagved, men vendte sig utålmodig omkring idet hun hørte nøglerne falde til jorden i deres celle. Det var fint med hende vis Demiah ville redde dem, vis ikke det kom og bed dem i røven bagefter. Hun sukkede, hun ville aldrig havde reddet dem og for hende var de ikke vigtige nok. Hun kiggede på Demiah det virkede til fylde meget for hende og Panthea kunne ikke sige nej, men det ville komme til at bruge tid på finde hende, tid som de ikke havde, men på den anden side vis de to som var buret inde skulle ud så skulle pigen det også. Det var ikke fair lade en ung pige blive. Men hvad skulle de gøre bagefter med pigen. Panthea kunne ikke have hende og Demiah boede på gaden som bestemt ikke var et sted for en lille pige. Panthea havde ikke sagt noget i et stykke tid, men et tænksomt blik ramte Demiahs blik i det hun kiggede op og et svagt smil bredte sig ” lad os gøre det, pigen har sikkert ikke bedt om at skulle være her” sagde hun og trak vejret dybt, pigen Demiah snakke om var det samme pige som hun næsten havde skræmt fra vid og sans? Hun havde desværre ikke fået pigens fært, det var typisk intet skulle være nemt. Hun løftede svagt sine hænder og foldede dem sammen ” vi må have en plan for vi kan ikke bare vandre hele huset igemmen efter hende” sagde hun og slap de foldede  hænder og lagde dem over kors i stedet for. Det ville ikke vare længe før vagterne vidste at de var undsluppet fordi de andre manglede. Hun brød sig ikke om skulle lede efter hende, men de ville sikkert skulle kæmpe lige meget hvad for hun havde ikke tænkt lade sig fange en gang til, desuden gjorde hun det også fordi det betød noget for Demiah.
Panthea lyttede igen og nikkede i den retning de skulle gå hvilket var ligeud, der var stadig ingen og med hendes gode hørelse kunne de høre på lang afstand om der kom nogen. Hun fulgte lugten af vagter, men det ville ikke vare længe før den forsvandt.

Gangen de gik på var lang snurrede sig omkring og så var der andre gange som endte i denne her, vis huset ovenpå havde været stort så virkede dette større og meget mere forvirrende. Selvfølgelig havde et stort hus vel også en stor kælder   ” hvorfor hjalp du de andre?” spurgte hun af ren nysrrighed, hun sikker på at der ville ske et eller ved at slippe dem fri, men hun kunne ikke finde ud af om det var godt eller skidt. Hun forsatte og stoppede med fingerne for hendes læber, nogen var på vej imod dem. Måske de kunne fortælle dem hvor den lille pige var. Hun skulle også have noget mere blod, men nu  gjalt det om finde den pige også komme væk herfra. Stemmerne blev til flere. Nogle grinede imens andre snakkede dæmpet. De var sikkert på vej for finde ud af hvorfor vagterne som havde været i deres celle ikke var kommet tilbage. Hun sank svagt en klump og drejede så ned af en anden gang væk fra stemmerne, men sådan hun stadig kunne se hvor mange de var. Panthea håbede Demiah fulgte med, imens stilte hun tæt op af væggen. Panthea følte sig god til gemme sig i skyggerne og mørket var for hende det bedste sted at være.
Panthea anede stadig ikke hvordan de skulle finde denne pige og manden som boede her havde mange vagter som blev ved myldre frem. Hun kunne ikke se hvordan de skulle finde pigen uden bringe hende i fare. Det kunne godt være at Panthea var kold, men hun ville alligevel ikke have at pigen led for meget overlast.