What if i made it out? -Josh-

___________________________________________________________________________________

Hun kunne stadigvæk høre sin fars skrig, den måde hans råbte hendes navn, mens han holde et fast greb om hendes sorte hår. Han kastede hende mod muren, hvor blod faldt fra hendes mundvig. Denne gang mistede hun sin fortand, så nu var der kun 2 mælketænder tilbage. Hun lå på jorden, med tåre i øjnene, de brune øjne var rettet imod hendes tand, der lå blodig på jorden. Hvor en spytklat landede ved dens side. "Usle dæmon barn!" Lød det vredt fra hans stemme, hvor Alex kort nikkede. Inden hun krummede sig sammen til en bold, hvorfor holde han hende ikke fra dette sted.
Han var hendes far, burde han ikke være som i bøgerne. Beskytte hende, sørger for at prinsen på den hvide hest, ikke skulle vise sig at være en idiot. Han burde kæmpe mod drager, beskytte hende og læse historierne i kælderen til hende, i stedet for at smide bøgerne efter hende, hvor hun så selv måtte lære at læse. De brune øjne blev gemt væk, bag tåre der kørte ned af hendes kinder, samt hendes øjenlåg, der fik tårene til at trille ned over hendes næseryg og falde sammen med det andet øje.
Han trådte mod døren, med tunge skridt. Lugten af alkohol, fik det til at gyse i hende. Han drak altid, hvorfor drikke det stads, det stank og hvis det smagte som det stank, var det da forfærdeligt.
Hun var iført en brun kjole, samt et lille brunt beskidt tæppe, som lå over hendes skulder. Det var også det tæppe hun brugte som dyne, når natten pressede sig på. Mørket forsvandt, i det lyset fra dørens åbning, fik spredte sig i kælderens rum. Hvor hendes øjne landede på et otte benet monster, hvilket fik hende til at gispe, hvor hun hurtigt rejste sig op. Hun havde får på knæende, hudafskrabninger op af arme og ben, samt blå mærker ved mundvigen.
Da faren hørte gispet, drejede han om på hælen. "Har jeg sagt du må rejse dig!" Han trådte troende imod hende, hvor hendes små børne hænder blev presset imod hendes hjerte, hun adskillede sine læber og rystede på hovedet. Hvor benene langsomt forsøgte at vise at hun ville ligge sig ned igen, det var dog ikke hvad han ønskede. "Jeg bad dig ikke om at ligge dig! Du rejste dig, inden jeg var gået." Han greb fat i hendes kindben, hvor han slog det lille hoved ind i muren. Et klynk slap hendes læber, mens hendes øjne pressede sig i. "Du regnede sikkert med at stikke mig i ryggen! Måske overfalde mig, bruge dine mørke kræfter til at dræbe mig! DÆMON BARN! DÆMON DÆMON DÆMON!" De blod røde tåre dryppede fra hendes kinder, mens hulken kunne høres. Hun åbnede sine øjne, mens ordet Dæmon gentog sig igen og igen, højt og tydeligt. "NEJ!" Lød det fra hendes halv skingrende stemme. "Vover du at snakke!" Lød det fra hendes far igen, han smed hendes mod jorden og lagde den beskidte sko på hendes hoved, hvor blikket landede på den lille edderkop, der kravlede op af muren. Et smil skabte sig på de fordrukne læber, hvor han tog fat i bagdelen af edderkoppen, så benene sprallede og den ivrigt forsøgte at komme væk.
Den var lille for ham, men for Alex, var dens bagdel på størrelse med hendes tommefinger negl. Hun så op på ham, da han satte sig på hug over hende. "Dæmon øjne..." Hviskede han for sig selv, da han lagde den frie hånd på hendes øjenlåg og tvang dem åbne. Langsomt nærmede han edderkoppen mod hendes øje, de små skrig hun slap ud, mens hun forsøgte at skubbe hans hånd væk. Forsvandt i det, han rettede blikket mod døren, hvor den altid så smukke Lilllith stod. Det korte gyldne hår hun bar, med de krystal klare øjne, og røde læber, der var rettet imod Alex og hendes ægtemand.
Hun trådte ind, hvor et næsten lykkeligt smil skabte sig på hendes læber. "M-Mo..o." Mere gik hun ikke sagt, før edderkoppen blev sat mod hendes øjenæble, og følelsen af et bid fik hende til at skrige af smerte, hun kunne ikke lukke øjet i! Han slap ikke hendes øjenlåg, han plejede altid at slippe hendes øjenlåg!
Først da han fjernede sig, smed han edderkoppen på hendes seng, hvor Alex tog sig til øjet. Hun så mod sin mor, der kiggede tilbage på hende med afsky i øjnene. Hun var kun kommet for at samle sidste uges tallerkner op. Roligt rakte Alex sin hånd mod sin mor, da hun trådte op af trappen, og hendes fødder forsvandt. Roligt satte hun sig op, mens tåre kørte ned af hendes kinder. Det gjorde ondt, smerten ville ikke forsvinde!
"Mor... Far..." Hvorfor kalde på dem, det virkede bare til at være de eneste to mennesker hos hende, hvem skulle hun søge tryghed hos. De begge var de eneste folk hun havde set, så kunne hun høre folk udenfor kælderne, men kun se deres sko fra det lille firkantet vindue, der var over sengen. Hun klemte sine øjne sammen og lænede sig mod jorden, så hendes pande rørte gulvet, mens tårerne faldt mod det beskidte gulv. "Charming!..." Prins Charming ville redde hende, en dag... Ville manden på den lille hest redde hende, den person der reddede alle kvinder i tårnet... Hendes klynk forsvandt, i det hendes far sparkede hende i siden, så den lille krop faldt ind i stablen af bøger.
Bøger var alt hun havde her nede, hun havde endda spist nogle sider, af ren sult. Dem der omhandlede mad, hvorfor skulle hun læse om mad, når hun ikke kom til at smage det. Så det var de bøger, der blev spist af. Hvor hendes små eventyr fik hende til at forsvinde ind i et nyt eventyr, et sted hvor hendes far var dragen, moren var heksen og prinsen forblev en drøm.
"Charming? Er det en anden måde at tilbede Lucifer på?" Han stillede sig for overbøjet over hende, med et smil på sine læber. Hun kastede kogebogen i hovedet på ham, hvor han greb sig til næsen inden han bandede for sig. "Hvor våååååver du!" Han svang den højre hånd mod hende, hvor hun sprang til side. Dog kun for at få et spark mod maven, hvor lyden af et knæk samt en sten der faldt til jorden, fik hende til at miste bevidstheden. Duften af mad, fik hende til at trækkevejret tungt. Så nu var hendes mor ved at lave mad? Mens der larmede i kælderen? Hendes far snøftede kort, inden han gik ovenpå. Hendes øjne åbnede sig, og hun spurtede mod døren, hvor hendes hænder landede på den tunge trædør. "Far! Far! Edderkoppen! Far... Du lod den leve! FAAAR!" Hun slog mod døren, til de små hænder blev blodige. Hvorfor lod han den leve, normalt dræbte han den, og tvang hende til at æde den! Hvorfor lod han den kravle rundt.
Hun faldt langsomt mod gulvet, mens hun begravede sine hænder i sine arme. "Edderkoppen...Ed...der...koppen..." Hviskede hun for sig selv, mens det højre øje dunkede af smerte. Hun lod sine ben glide ud, da de ramte en underlig sten. hun kravlede mod den og samlede den op, mens hun kort snøftede. Den var køn, nærmest krystal agtig. De blodige tåre havde skabt røde mærke på hendes ansigt, mens det nu var indtørret. Dog stadigvæk med tåre i øjnene, hun rejste sig roligt op, da edderkoppen kravlede mod hende, månens lys var som et rampelys for den lille edderkop, der aggressivt i følge Alex, nu kom efter det andet øje.
Et skrig slap hendes læber, hvor krystallen blev kastet mod jorden. Et lys spredte sig fra den, hvor alting forsvandt fra hende. Hun følte en underlig varme, samt svimmelhed fra lyset. Det hev hende mod sig, til jorden forsvandt under hende.

Hun vågnede op, da en snude pressede sig mod hendes kind, og et lille slik mod hendes arm, gik smerten til at dunke endnu engang. En sort ulv stod foran hende, på størrelse med... Ja... DEN VAR GIGANTISK! Hun gispede, i det en hvid stod ved hendes anden side, en brun bag hendes ryg og en grålig ulv, med pels sort som kul omkring øjet. Hun stirrede på dem, hvor de så underligt på hende.
Tåre spredte sig i hendes øjne igen, var hun død. Hvor var hun, hun kunne mærke en brise, en brise som normalt kun kom når døren til kælderen blev åbnet. Hendes tåre blev kort slikket væk, hvor den ene ulv med to ar i ansigtet, knurrede af den der slikkede hende. Et tydeligt tegn på at den ikke skulle komme for tæt på hende, hun så kort på dem alle, der fik rejst pelsen. Hun trak vejret tungt, hvor hun endnu engang begyndte at hulke. Ulvene så kort på hinanden, hvor de trak ørene en smule tilbage. Hendes hænder lagde sig mod hendes øjne, hvor blod dryppede ned på hendes lår. "Hjælp..." Mumlede hun lavt, mellem sine små hulk. Hun følte endnu engang en snude mod sine hænder, hvor den grå som havde en sort cirkel omkring øjet, fik presset sit hoved ind under hendes arme. Hvor halen viftede en smule, de begyndte roligt at sniffe til hende, hvor de prikkede snuden ind mod hendes kinder og slikkede de blodige tåre væk.
Et lille smil formede sig på hendes læber, hvor hun lod hånden køre forsigtet over hovedet på den ene. Den eneste der knurrede af hende, var den med arene.
Timer gik, til hun begyndte at vise den eneste form for magi hun kunne, en form for lys magi, den var næppe god. Kunne ikke bruges til at blænde folk, eller gøre skade, den kunne intet, udover at lyse op som et svagt lys fra et stearinlys. Hvor hun fik et lille show frem, af en to ulve der jagtede en hest. Måden de løb på, og hesten stejlede. Alting virkede magisk, hun havde endda fået et smil på sine læber, det var dog ikke særlig stort. Skæret svang rundt i hendes øjne, samt lyset fik den skadet krop til at skinne en smule.
Ulvene derimod, var dybt betaget af det  hun lavede, den med aret havde endda lagt hovedet på hendes hoved. Hvor den anden stod og kiggede over hendes skulder.

*Du fanger mig aldrig!* råbte en barnlig drenge stemme højt. Med en susen omkring ørene og en vind der farvede kinderne røde, løb en ung dreng på omkring de 8 år igennem skoven. Bag ham, kun få meter og aldrig en tand længere, løb en ung hvid ulve unge.
Den unge dreng, bedre kendt som Josh, så sig over skulderen en enkelt gang og blev hurtigt klar over hvor tæt ulven, også kendt som Ghost, var på ham. Han grinte igen højt og satte nu farten op. Dog, lige meget hvor meget han satte farten op, kunne han aldrig hamle op med en ulvs fart.
Ghost kom hurtigt op på siden af drengen og skulle lige til, at vælte ham omkuld, da han så til siden og bemærkede de ældre ulve, samlet om et lille lys. Dette fik den unge ulv til at stoppe op og gø efter drengen, der fortsatte med at løbe og ikke havde bemærket lyset. Josh stoppede op og så sig over skulderen. En smule forvirret over den pludselig stop af legen, luntede han hen til sin ulve bror og kørte en finger under sin kolde næse.
*Hvad så bror? Hvorfor stoppede du op?* snøftet han og kløede sin hage.
*Se,* Ghost nikkede hen imod cirklen af ulve og lyset. *Hvad mon de laver?*
Med sine store brune øjne, drejede Josh nu hovedet hen imod cirklen og gik direkte hen imod den, uden så meget som, at tænke over den respekt han skulle vise de ældre ulve. Ghost derimod luntede forsigtigt derhen imod. Deres mor havde tit bedt dem om, at være forsigtig når de omgik ældre ulve, eftersom de var stærkere og fortjente koblets respekt.
*Hva sker her?* spurgte Josh på et sprog kun ham og ulvene kunne forstå.
Lige i det øjeblik han havde spurgt, fik han endelig øje på pigen, der var cirklens midtpunkt. Hun... Hun lignede næsten ham, eller hun så anderledes ud, men hun var af samme kropsbygning som ham og havde snuden det samme sted som ham.
Med stor nysgerrighed, lænede han sig helt frem imod hende og prikkede til hendes næse og kinder, med hans kolde fingre. Det var nok til, at få en af de ældre ulve, den store sorte, til at tage fat i Joshs krave og trække ham væk fra hende.
*stop det hvalp, hun er måske giftig,* sagde den og gik tøvende hen imod pigen. Den så ned på hende, dens øjne blå som havet.
*Men, hun ligner mig,* prøvede Josh at forklare. *Hun ligner en ulve unge som mig,*
Den unge Ghost lagde sig ned, gemte sig under en af de ældre og så op på den. *Er hun farlig?*
Josh gik igen hen til Alex og satte sig på hug foran hende. Af en dreng der havde levet sammen med ulve i 7 år, lykkedes det ham okay godt at holde sig ren, dog var han stadig ret så beskidt i hovedet og det halvlange hår pjuskede rodet om hans ansigt. På kroppen bar han en simpel bukse dragt af bjørnepels, en han selv havde lavet, den var derefter ikke særlig godt sat sammen og var der egentlig kun for, at holde ham varm, da han ikke havde pels som normalle ulve unger. Han puttede sit ansigt helt tæt på Alexs, så deres næser rørte hinanden.

Det var underligt at se hvordan ulvene blev betaget af lyset, som havde det været et syn for guder. Det var dog bare enkelt lys magi, hvis hun trænede dette, ville hun sikkert kunne lære elonadals lys endda. Måske blive stærk nok til at forsvare sig selv mod edderkopperne, og ikke mindst hendes fars slag. Lyset forsvandt, i det en dreng pludselig nærmede sig hendes ansigt, han prikkede til hendes næse og kinder. Hvilket fik hende til at klemme sine øjne en smule sammen.
Det gjorde stadigvæk ondt, de blå mærker, samt det at hun manglede en tand eller to. Det gjorde ondt, og virkede ikke til at denne person ville stoppe. Dog trak ulven ham væk fra hende, hvor hun roligt åbnede for de brune øjne igen. Drengen snakkede underligt, det virkede mere som knurren. Hun så mod den nye ulv, den var så hvid som sne, den virkede næsten smuk. Som... Kunne dette være en anden form for fortælling, var denne dreng prins charming, og denne ulv den hvide hest? Hun rystede blidt på hovedet, han havde ikke reddet hende, det var en sten der reddede.... Vent, hvor var hun, og hvis hun var reddet, hvorfor var her så, så koldt?
Da han pludselig var så tæt på at deres næser rørte hinanden, spærrede hendes øjne op. Hvad lavede han dog! Hun adskillede sine læber en smule, hvor der kun gik kort tid, før øjnene forsvandt og den lille krop lå på jorden igen. Hun mistede bevidstheden igen, hvorfor var hun nu væk igen?! Mørket var over hende.
Hun kunne intet føle, hendes krop var svag, sikkert fra slagende hendes far havde placeret på hende. Men det betød ikke at hun intet følte, smerten kørte engang i mellem igennem hende, på trods af at hun ikke kunne åbne sine øjne igen. Hun følte tåre køre ned af hendes kinder endnu engang, så blod røde tåre, at det kunne virke skræmmende.

Hun besvimede og lod dem bestemme om hvad der mon skulle ske med hende. Ulvene diskuterede og diskuterede i flere minutter, imens Josh sad ved siden af den underlige ulve unge, uden hår udover på toppen af hovedet som ham selv, smal sammentrykket snude og tæt siddende øjne. Han ønskede, at de skulle tage hende med tilbage, passe på hende og fodre hende, da hun tydeligvis ikke havde det alt for godt. Først her bemærkede Josh, at hun overalt på sin krop havde blå mærker, måske efter slag fra når hun var væltet ned fra træer? Det var der han altid fik de underlige blå mærker på hans krop! Og Hvis han huskede rigtig.. For at påminde sig selv, løftede han op i hendes mundvige og nikkede. Jep, ligesom ham havde hun flade tænder, de var ikke skarpe på nogen punkter og hun manglede endda nogen af sine! Denne ulve unge var ude af stand til at forsvare sig selv! Og... hvor var hendes kobbel?
Uden at have hørt efter noget som helst af det de ældre havde snakket om, rejste Josh sig op på to og gik hen til dem, gemte ansigtet væk i den brune ulvs pels. *Lad os tage os af hende!* Han så bedende på den brune ulv. *Jeg beder jer! Hun har brug for os... hun er helt alene!*
Den brune hun ulv med navnet Diamond, drejede hovedet om og så på Josh. Lige i stand nok til at nå ham, slikkede hun hans kind og puffede sin snude ind på hans hals. *Bare rolig hvalp, vi tager hende med os,*
Josh åndede lettet ud og gemte igen ansigtet væk i hendes dejlige, varme og brune pels.

Da Alex vågnede, ville hun finde sig selv inde i en grotte, ovenpå et nyt lag af bjørneskind og ved siden af hende, lå der en død mink. Hun var blevet båret herhen af den grå ulv, med den sorte ring om øjet, som sjovt nok gik under navnet Spot.
For enden af grotten, som en silhuet der blev kastet ud på den smukke udsigt, sad en stor hvid ulv og kiggede om på hende engang imellem. Denne ulv var Ghosts mor, koblets leder og styrke, hende der tog beslutningerne. Knap nok havde Alex fået lov til at åbne sine øjne, før hun var på vej hen imod hende. Hun skubbede til den døde mink med sin snude, ansporerede alex til at spise den og mætte sin tomme mave.

Hun lå på noget blødt, det føltes underligt? Hendes venstre hånd kørte over skindet, inden øjnene roligt åbnede op igen. Hendes brune øjne var rettet mod loftet, hvor de røde læber, adskilte sig fra hinanden. Hun var tørstig, hendes tunge føltes som sandpapir, og ikke mindst hendes læber. Hun klemte sine øjne en smule sammen, inden hun satte sig op igen. Det lange sorte hår gik ned over det såret øje, hvor hun fik øje på en hvid ulv, større end den anden.
Hendes blik landede på et dødt dyr, hvilket fik hende til at rykke sig en smule væk. At spise noget råt, ja... Så fin kunne hun være, det var nok mest det at den havde pels. Hun hadede følelsen af hår i munden, og kunne ikke rigtig klare tanken om at sætte tænderne i noget der havde et ansigt. Hun løftede hovedet mod ulven, hvor det ene synlige øje viste en form for utryghed. Hendes krop rystede en smule, fra kulden udenfor, mens hun ellers så sig omkring. "Hvor er jeg." Lød det for første gang, fra hendes skingre lille stemme. Hun vidste ikke helt noget, måske drømte hun endnu? Måske var hun stadigvæk i en drøm, alt hun skulle gøre var at nive sig selv ikke? Smerten burde vække hende, eller i det mindste gøre hende klar over at hun drømte.
Hun fik øje på drengen igen, boede han her? Med en masse ulve, hun havde kun læst om ulve, aldrig forstillet sig at hun ville møde dem. Mens denne dreng, var i stand til at møde alt og alle, var hun låst indeni en kælder... Måske handlede denne drøm om hende, måske skulle denne dreng forstille hende? Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hendes blik kørte rundt på de andre ulve.

Det lå ikke til, at den skaldede... hvad hun nu var, ville spise minken, dog havde de ikke andet at byde hende. Den store smukke ulv, vendte ryggen til hende og gik hen til Josh, slikkede hans kind og lagde sig ved siden af ham. Som en søn der ville putte sig ind til sin mor, lagde Josh sig helt ind til hende, så han nærmest var et med den store hun ulv. Ved siden af hende, lå den lidt mindre hvide ulv og havde øjnene rettet imod pigen. Bedre sagt, alle havde deres øjne rettet imod pigen.
Spot gik hen til Alex, lagde sig bag hende, så det nu var muligt for hende, at lægge sig op af ham. Nær ham lagde Scar sig, den sorte med arene og så hen på den hvide hunulv.
*Vira,* sagde den og fik nu hendes opmærksomhed. *Hvad skal vi gøre... hun spiser tydeligvis ikke tingene råt og hun har ligeså lidt pels som din ene hvalp,*
Vira så kort ned på Josh og derefter hen på Alex. *Vi må holde hende i live så længe vi kan, og du..* Hun så ned på Josh. *Lær hende alt hvad du ved, vis hende hvordan du overlever,*
Josh så hen på Alex, satte hovedet på skrå og sendte hende derefter et smil, stort og overraskende varmt. *skal jeg nok! Hun bliver en ny hvalp!* Så hurtigt han kunne, løb han hen til hende og tog hendes hånd. Uden at kunne snakke hendes sprog, gjorde han tydelige tegn på, at han ville have hun skulle følge med ham.
Han tog hende med ned til søen, hvor hun kunne få frisk vand, eftersom hun tydeligvis måtte være tørstig på sin lange rejse. For hvordan skulle hun ellers ville være endt heroppe? Han pegede ned på søen og stak derefter hovedet ned i den, hans mærkelige måde, at drikke på.

Ulvene virkede rare, det forblev et ønske om en drøm i hendes hoved, hun ville ikke tilbage i kælderen. Men dette sted var køligere end kælderen, og alt hun havde var den beskidte kjole, samt den lille brune hætte. Hvad skulle hun gøre gennem denne tid, det kunne næsten følelses som vinter, som havde det været vinter nede i kælderen. Det der opvarmede kælderen, var brændeovnen over hende, det var det eneste der kunne varme stedet op, dog kun en smule. Om vinteren, kunne det følelse som nattens mørke sommer, hvor duk ville ligge sig over hende og hendes seng.
Hun krummede sig en smule sammen, mens de brune øjne landede på drengen. Hvorfor var det at hendes hjerte dunkede sådan? Kunne det være jalousi? Den måde han kunne krybe sig indtil ulven på, det virkede næsten som en familie. Mens hun selv aldrig havde følt sådan en varme, det eneste tidspunkt hendes far bragte hende varme, var når han slukkede cigarretten i hendes navle. Gah! Selv tanken omkring det, fik hende til at gyse. Det gjorde ondt, alting hun kunne huske om sin far var smerte. Hvorfor havde hun det så stadigvæk med at kalde ham far, og ikke et monster. Måske fordi hun var monstret? Hun var en dæmon, en dæmon der havde bragt skygge over deres hjem. Hun klemte sine øjne i, til den anden ulv lagde sig i nærheden af hende.
Pelsen var blød, bragte hende varme, som aldrig før. Hun løftede hovedet en smule og så mod dem, hvor Josh pludselig greb fat i hendes hænder. En form for frygt steg i hendes øjne, til han smilte varmt til hende. Hans smil... Det smil... Alting forsvandt nærmest, i det øjeblik hendes øjne genskabte det smil. Hvad var dette? Hvad kaldte man dette? Der var kun lys omkring hende, hvorfor følte hun nu at mørket forsvandt? Bare af et smil som dette, hun forsøgte at skabe et smil på sine læber, men nåede det knap nok, før han trak i hende. Hvor hun rejste sig op igen, hvor ville han tage hende hen?
De brune øjne fulgte ham, mens hun løb efter ham. Dog stadigvæk sin kolde hånd i hans, mens de løb. Hendes kondition var bestemt ikke god, hvilket kunne mærkes. Hendes lunger trak sig sammen, pressede luften ud og skabte en form for dybe vejrtrækninger. Da de stoppede op, smed hun sig ned på sine knæ, mens hun hev kort efter vejret. "Jeg... Dør...." Lød det lavt fra hende, dette var første gang hendes ben havde bevæget sig på den måde, i så lang tid. Normalt løb hun hen og smed sig i et hjørne, og det var den form for motion hun fik.
Da han stak hovedet ned i vandet, så hun på ham med store øjne. Prøvede han at drukne sig selv! Hun greb fat i ham, og trak ham væk fra søen. "Nej!" Lød det fra hende, hvor hun trak hårdt nok til at falde bagover igen. Hun krummede sig en smule sammen, det var sådan hun fik et bad derhjemme. Hvis det var hendes mor, fik hun en våd klud og en lille spand. Hvis det var hendes far, rev han nærmest tøjet af hende, hvor han smed iskold vand over hende, og derefter pressede hendes hoved ned i en skål. I følge ham var det for at vaske hendes hår, i følge hendes mor, var det for det bedste. I følge Alex, var det hans forsøg på at drukne hende, som i krimi bøgerne hun havde i kælderen. Hun rakte sin lille hånd ud til hans ansigt, hvor hun lagde den kolde hånd på hans kind.
Hun fjernede vandet fra hans hoved, hvor tåre endnu engang lå i hendes øjenkrog. Hvis hun ikke snart stoppede med at græde, ville hun bare besvime som altid. "Er du ok?" Lød det lavt fra hende, hendes stemme var hæs. Sikkert fra alle hendes skrig. Hun kravlede mod vandet, hvor hun lavede en lille skål med sine hænder. Hvor hun stak dem ned i vandet, for at vise, at man kunne drikke på andre måder. Hun førte vandet op til hendes læber, hvor hun roligt drak fra søen. Hvor hun pegede på hans hænder, og derefter gjorde det samme igen, denne gang rakte hun dog vandet mod ham, hvilket fik det til at dryppe ned på hendes kjole. "Sådan her... Ikke den anden måde..." Hun rystede en del, her var koldt, meget koldt, og vandet hjalp aldeles ikke.

Helt fascineret over hendes væremåde, betragtede han hende, imens hun lagde en hånd på hans kind. Hans øjne, lyst op af selveste nysgerrigheden, fjernede sig aldrig fra hendes. Det var først da hun kravlede hen imod søen, at han kort så den anden vej, mest for at tjekke om der nu var fjender i nærheden. Da der lå til, at være fred, kravlede han selv hen til hende og betragede hvad hun lavede. Mennesket, Vira havde godt fortalt ham om disse skabninger og nu sad der endelig en ved siden af ham. Eller, var hun overhovedet et menneske? Sikkert ikke, hun var en hårløs ulveunge som ham selv og hun manglede et kobbel at være en del af.
Hendes måde at få vandet op på, måtte han indrømme var en smule mere praktisk, eftersom man ikke fik vådt hår eller kolde kinder for den sags skyld. Med store øjne, betragtede han den skål hun lavede og så derefter ned på sine egne hænder. De ord hun sagde forstod han som sagt intet af, men han havde på fornemmelsen, at hun fortalte ham det var nemmere at drikke på denne måde. Han satte roligt sine egne skål formet hænder ned i vandet, lidt efter løftede han dem op igen og så glædeligt på fænomenet. Dette var jo så meget nemmere!
For at vise sin begejstring og taknemlighed til pigen, slikkede han hendes kind og puffede sit ansigt op af hendes. Han trak lidt væk fra hende og sendte hende et smil, først her gik det op for ham, at hun sikkert måtte fryse! Ligesom ham havde hun jo ikke pels til at holde sig varm! Hurtigt ødelagde han lidt af sin egen bjørnedragt og svang den om hendes skuldre.
Igen puffede han sit ansigt op af hendes og satte sig tæt på hende, mest for at varme hende.

Hans øjne var nysgerrig, hvilket var rart. Meget mere blide, end de øjne hendes forældre sendte hende. Det var nærmest helt underligt for hende, at der kunne sendes andre former for blikke. Hun betragtede ham i sin adfærd, mens han lagde hænderne i vandet. Hans begejstring, fik hende bare til at grine lavt. Han var kær, på en underlig måde. "Du forstår intet af hvad jeg siger, gør du vel?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun så på ham.
Det brune hår der dækkede hendes ene øje, strøg kort væk fra det, og viste et øje rødt som blod. Hvilket stammede fra edderkoppens bid, hun lukkede øjnene i, og grinte kærligt da han slikkede hendes kind og derefter gnubbede sig selv op af hende. "Stop." Lød det kærligt fra hende, med en undertone af latter. Da han trak væk fra hende, så hun på ham, med det ene blide øje, det andet blev dækket af det brune halv lange hår. "Hvad hedder du?... Eller vent.. Du forstår ikke..." Hun sukkede blidt.
Det var som at have en fantasi ven, der ikke kunne svare igen. Men bedre end ingen ting. Roligt sukkede hun, da han smed bjørne skindet over hendes skuldre. Hendes øjne afslørede forvirringen i det han lavede, hvis han ville til varme hende, ville det så ikke være dumt? Nu når... Altså... Han ville fryse ikke?!
Hendes hjerte sprang på en underlig måde, da han satte sig tæt på hende. Hvor hun følte en form for tryghed. Hendes øjne lukkede langsomt i, i håb om at nyde øjeblikket. Til to mænd løftede op i Alexs krave, så hun ikke længere sad på jordet, og det samme ved Josh. "Hvad laver to børn her!" De to mænd bar begge et gevær, et tegn på to jæger. Alex åbnede sine øjne og kiggede rundt, hvor hendes øjne landede på den ene. "Hey!" Lød det fra ham der holde hende. "Hun er kær... Jeg sikker på vi kan sælge hende, du ved.. Når hun bliver større bliver hun sikkert kønnere.." Lød det drillende fra den ene, hvor den anden kiggede på Josh. "Hvad med ham her?".. "Dræb ham, drenge tjenere intet hjem.. Har aldrig gjort." Lød det fra ham, hvor de begge lo underligt. Alex var som altid stille i situationer som dette, hun vidste aldrig hvad hun skulle sige eller gøre, når der var en voksen i nærheden.

Selvom han ikke forstod hvad hun sagde, kunne han godt lide, at lytte til hendes stemme og lagde sig automatisk tættere ind til hende. Præcis som en hund ville gøre, lagde han sig ned og placerede hovedet på hendes skød, krøb sig en smule sammen og peb en enkelt gang. Han ville ønske, at han kunne snakke med hende, trods alt lignede hun en som ham, han var ikke den eneste der så sådan ud. Der var andre end ham. Denne tanke fik ham til, at se op på hende, stadig med hovedet læggende på hendes skød. Han smilede igen til hende og satte sig op. Her kradset han ned i jorden med sine lange negle og viftede med hovedet, et tegn på, at han forsøgte og sige noget til hende.
"J..o..sh," prøvede han og pegede på sig selv. Derefter pegede han på hende. Han prøvede tydeligvis, at få hende til, at fortælle hvad hun hed. Nok kunne han ikke snakke hendes sprog, men han kunne imitere det, også selvom han ikke havde den fjerneste anelse om hvad ordene betød.
Lige når man troede, at de kunne have et stille og roligt øjeblik, blev ham og Alex pludselig løftet op i kraven, koldt og kynisk som var de genstande.
Forskrækket gav Josh sig til, at sprælle og knurre af dem han havde lært at kende som: oomans.
De ønskede intet godt for ulve, de ønskede blot at dræbe dem og tage alt hvad de ejer.
Han forstod ikke et eneste ord af hvad de sagde, ej heller kunne han se deres øjne, bag alt det tøj de havde valgt at gemme sig væk i. Hidsigt sprællede Josh hen imod manden, greb hårdt fat i hans skuldre og bed intet mindre end fat i mandens næse. Selv om manden skreg og skreg, fortsatte Josh med, at bide. Det var først da Josh kunne smage blod, at han gav slip, lige i tids nok til, at manden havde smidt ham fra sig af ren forskrækkelse. Josh tøvede ikke eneste sekund, med at springe på manden der havde fat i Alex. Her bed han sig dog i stedet fast i hånden, igen blev han ved, indtil blod flød på hans tunge og manden gav slip på Alex.
I det sekund Alex var fri, tog Josh fat i hendes hånd og trak hende med igennem skoven, selvfølgelig i håb om, at oomans ikke fulgte efter dem.
Planen gik dog ikke som håbet, mændene sprang med det samme efter de to børn og var allerede ved, at indhente dem. Af ren panik, gav Josh sig til at hylde og kalde på sin mor. Han var ikke voksen! Han kunne ikke klare denne situation alene!
Et enkelt hyl var alt han nåede, mændene havde nu hældet sig ind på dem og greb igen fat i dem, denne gang hårdere end før.
"Din lille.." sagde en mand vrissede og løftede Josh op, så de var ansigt til ansigt.
Et højt og truende hyl, var det der fik manden til at se væk fra Josh og ryste i bukserne, hvor Josh derimod smilede stort. Frem fra skyggerne dukkede de op, hele ulve koblet, musklerne spændte og tænderne fremvist i en traumatiserende knurren. Knap nok havde mændene nået at ligge børnene fra sig, før ulvene sprang på dem og bed fast i arme, samt ben. Det lykkedes få af mændene at stikke af..
Spot, den grå ulv med pletten om øjet, var løbet hen til Josh og Alex, stillede sig over det som et skjold. Vira gav til sidst tegn på, at de skulle komme væk derfra. Spot greb fat i Alexs krave og løftede hende op, det samme gjorde Vira med Josh. Ulvene forsvandt ind i skovens skygger, imens de ramte mænd måtte ligge og forbløde, medmindre de nået at skaffe hjælp.
Spot slap Alex igen, da de var kommet tilbage til grotten og slikkede blidt hendes kind, for at tjekke om hun var okay.
Josh derimod stod og diskuterede med Vira. Oomans var begyndt at begive sig længere ind i skoven og højere op af bjerget. Der var snart ikke flere steder, at gemme sig for dem.

Da han prøvede at sige sit navn forstod hun det næppe, hun smilte bare. Hvor hun kørte sine fingre igennem hans lange hår, hvor det ene synlige brune øje var så blidt som det nu kunne være. Hun sørgerede hele tiden for at hendes andet øje var skjult, hvor hun enkelte gange kørte sin hånd igennem sit hår, for at skjule øjet endnu mere. Det var underligt, hun anede ikke hvordan det så ud, hun frygtede bare at det så vildt ud. Smerten var langsomt begyndt at forsvinde igen, men det dunkede stadigvæk i hendes øje. ”Alex.” Lød det lavt fra hende, hvor hun lagde en hånd på sit bryst. For at understrege at det var hendes navn, hvor det kærlige smil forsvandt, i det de blev løftet op.
Manden der holde Josh lo kækt. ”Se hvor han spræller…” Hvor den anden rystede på hovedet. ”Gør det nu bare af me…” Mere fik han ikke sagt, før hans ord blev overdøvet af ingen andre end personens skrig. Alting kørte i slowmotion for Alex, den måde manden skreg, Josh der nærmest viftede i luften. Det virkede uvirkeligt, lige til Josh sprang mod den arm der holde Alex. Hun spærrede øjnene op, da han åbnede munden og blod blev synligt, til hans tænder nu gnavede ned i mandens arm.
Hånden der slap hende, fik hende til at lande på benene Hvor manden knurrede i det de løb ind mellem træerne. Hvad var der lige sket, burde hun være bange? Hvad skulle de også lige gøre, dette var jo farligt. Hvis de ikke var hurtige nok på benene, ville de blive fanget og udleve en større form for smerte, end de sikkert i forvejen havde tænkt sig… Måske Josh ville få den største smerte, de ønskede jo at dræbe ham i forvejen, så måske de ville slå ham til han ikke kunne føle mere, eller klynkede efter sit liv. Hun klemte sine øjne en smule sammen, det var hårdt. Den dårlige kondition, var sikkert grunden til at mændene i forvejen var ved at hale ind på dem. Hvis bare hun ikke havde så dårlig kondi, ville de sikkert kunne løbe hurtigere. Sikkert komme væk nemmere, hun trak vejret tungt.
Dog forsvandt luften for alvor, da hun gispede ved følelsen af hendes hår der blev hevet tilbage. Hun lavede et lavt smertefuldt klynk, hvor manden hev hende op i det sorte hår. Hun sparkede kort med benene da det truende hyl fløj over hovederne på dem. Øjnene åbnede sig langsomt op igen, hvor hun med det samme blev tabt. De fumlede efter deres våben, hvor det endte med skrig i stedet for skud. Alex lagde sine hænder på sine øre, hvor hun klemte sine øjne sammen. Lyden af deres knogler og skrig, fik det til at gyse i hende. Til hun endnu engang blev løftet op, de var hurtigt tilbage i grotten, hvor Alex rystede en smule.
Den rug tunge der slikkede Alexs kind, fik hende til at se lidt op på den, hvor hun roligt nikkede. Som et tegn på at hun var ok, dog rystede hun stadigvæk en del, hvordan skulle hun også lige reagere på dette. Hun var ikke vantil at der var folk omkring hende, eller dyr. Kun hendes far og mor, samt kælderen, verden virkede nu så stor og… skræmmende.
Hun så mod Josh der stod og snakkede? Med ulven, det overraskede hende ikke, han virkede til at være en af ulvene. Hvilket fik hende til at smile kort, tænk at være i familie med ulve, også havde man det alligevel bedre end hende. Hun lagde sig ned, hvor øjnene lukkede i. Lyden af ulve der snuste rundt, samt klørene der kradsede mod stenene når de gik, fik hende af en underlig grund til at slappe af.

Før hun overhovedet havde nået at se sig om, var der gået fire måneder. Hun var ved at vænne sig til at gå rundt, men fattede stadigvæk intet af hvad Josh sagde. Hun var begyndt at gå i dyre skin, ligesom Josh, når hun skulle vaske det tøj hun havde på i forvejen. Den største overraskelse, var nok at Josh og hende gik ud i søen sammen for at bade, hvor man pludselig opdagede hvor beskridt Alexs hår havde været. Det havde været noget så sort, men i det hun kom i vandet, kradsede lidt i hovedbunden, kom den blonde farve frem. Hendes hår var lyst, hvilket sikkert var meget underligt. Men det var dog begyndt at blive en smule mørke blond.
Gennem månederne, var Alex begyndt at nynne for flokken.

(( https://www.youtube.com/watch?v=iZy8L-CnSGQ Det hun nynner gennem alle månederne.))

Det var efterhånden blevet alt hun gjorde, hun snakkede aldrig rigtig. Hun sad mest og nynnede og halv sang, for at slappe af. Hvor hun sad engang i mellem og nussede ulvene, eller Josh for den sagsskyld. Med det altid så kærlige smil på sine læber. Hun nynnede og enkelte gange, gik rundt i skoven og trummede mod træerne med pinde, mens hun nynnede. Kun når hun var alene med Josh snakkede hun, hvor hun snakkede om alt. Han forstod det sikkert ikke, men hun fortalte alt hvad hun tænkte. Sagde han burde blive klippet, og fortalte hendes frygter til ham.
Der var dog den ene gang, hvor en edderkop havde formået sig ind i grotten, der var sikkert flere, men dette var den eneste hun havde set disse måneder hun havde været det. Og hendes reaktion, skræmte alle der lå og sov. Hendes skrig rungede stedet, hvor hun pressede sig selv op af muren. Hun forsøgte at klatre op af stedet, hvilket gjorde at hun mistede et par negle. Blod dryppede ned af hendes hænder, hvor hun opgav og krummede sig sammen, som havde hun overgivet sig selv til en bjørn. I stedet for en edderkop, der var omkring så stor som ens tommelfinger.

Fire måneder var gået uden Josh vidste det, da han ikke rigtig kendte til det med tid, udover at solen stod op og dagen var klar og solen gik ned og natten overtog, med stjernerne som dets undersåter og månen dets højre hånd. Han var dog klar over, at det var ved, at være tid siden, at Alex blev en del af deres kobbel og han elskede hver en dag med hende. Med tiden havde han lært, at udtale hendes navn og få andre ord, som ooman, når han skulle advare Alex om, at jægerne var på vej.
Hver dag tumlede de rundt og når solen gik ned, tog de tilbage til grotten og her ville Alex nynne med sin søde stemme. Når hun nynnede eksisterede intet omkring Josh, han lå blot med sit hoved på hendes lår med øjnene lukket i og følelsen af hendes hænder, der kørte nussende igennem hans hår. Stod det til ham skulle det være sådan for evigt. Bare hende, ham, koblet og en masse eventyr!
Hver gang de var alene, snakkede hun med ham og han lyttede skam, dog forstod han ikke helt hvad hun sagde. Det blev dog bedre og bedre med tiden, til sidst kunne han svare ja og nej, men han havde stadig lang vej endnu.
En fredelig nat, med undersåterne lysende højt på himmelen, skulle alle ulvene dog ende med, at blive vækket af noget, der fik dem til at fare op og spænde musklerne i sin krop. Deres hvalp Alex skreg, hun havde brug for deres hjælp!
Spot reagerede som en far, han var hurtigt henne foran Alex og knurrede af hvad der end måtte true hende. I flere sekunder stod alle ulvene og så sig omkring, imens de knurret og gøede engang imellem, til de opdagede at de ikke rigtig kunne se fjenden. Det fik dem til, at se hen på Alex, nærmest spørgende. Josh gik hen til hende, lagde en hånd på hendes skulder og fulgte derefter hendes blik. Her opdagede han edderkoppen.
*Hun er vist bange for den mor,* sagde han til Vira og pegede på det lille insekt, der skræmt kravlede rundt på jorden.
En smule skeptisk, gik Vira hen til edderkoppen og slikkede den op, tykkede derefter lidt på den og gik tilbage til at lægge sig, som om intet var hændt. Hun forstod ikke hvalpens frygt for noget så småt.
Spot så om på Alex og slikkede blidt hendes kind, den unge Josh stod også ved hendes side og gned sit ansigt op af hendes.

Nogen dage efter, en hel almindelig og fredfyldt dag, løftede Vira pludselig hovedet fra sin søvn og snuste, smagte på luften. Hun rejste sig derefter op og så rundt på de andre ulve.
*oomans* advarede hun. *Vi må flygte, nu*
Spot nikkede og kiggede rundt efter Alex, da han ikke kunne finde hende voksede en panik inde i ham, stor nok til, at få ham til at snuse efter hende. Det var ikke kun hende der væk, det galte også Josh og Ghost. De var sikkert ude på eventyr som altid!
Vira var hurtigt klar over situationen, de måtte finde hvalpene og det skulle være nu!
Imellem tiden var Josh godt i gang med, at slås med Alex, de tumlede rundt på jorden, bed hinanden og kradsede engang imellem. Han grinte højt.

Hvordan skulle hun forklare dette, sådan at være et barn udenfor kælderen, hænge ud med nogle der ikke forstod hvad hun sagde, samt det at hun hang ud med ulve, havde svært ved at spise maden der. Men alligevel var hendes liv, meget bedre end hun nogle sinde havde forventet, eller nogensinde ville ske i kælderen. Her fik hun mad, de gange hun ønskede at spise det råt, få gange fik hun dog startet et bål, hvor hun smed kødet ind over. Det ændrede sig dog fra gang til gang, nogle gange spiste hun det gerne råt, andre gange kunne hun ikke engang få det til at nærme sig hendes læber.
Josh og hende ende enlig ud med et ok forhold, de hang nærmest op af hinanden. Alex gjorde det nok mest, fordi hun følte at han var den eneste der ville kunne forstå hende, mens Ghost tit fulgte med. Hun legede skab også med Ghost, men efter et par dage, næsten en halv måned, ende det med at Alex så småt var begyndt at falde til, hun tumlede mere rundt med Josh og Ghost. Dog forstod hun ikke deres sprog, kun deres kropsprog engang i mellem. Josh var også ret tydeligt hvad angik at følge efter ham på, han greb tit bare fat i hende.
Aften hvor Alex skreg, hvinede efter hjælp. Kunne man næsten ikke beskrive hvordan hun opførte sig, den måde få af hendes negle knækkede helt af, hvor blod løb ned af fingrene, samt det at hun krummede sig sammen, i det hun overgav sig til den lille edderkop. Mens hænderne svang sig beskyttende overhovedet, kunne hun ikke beskrive hendes rædsler. Selv da Josh lagde en hånd på hendes skulder, var hun lige ved at springe væk.
Dog spiste ingen andre end Vira edderkoppen, hvilket fik Alex til at se den anden vej. Smagen og den måde den knaste på, hun kende den alt for godt. Hvergang hendes far tvang hende til at spise den, det var forfærdeligt! Hun klemte sine øjne i, da Spot slikkede hendes kind, sikkert for at slikke de blodige tåre væk, og berolige hende en smule - løftede hun endelig hovedet igen. Hvor hun følte Joshs ansigt gnubbe sig op af hendes. Hun ende med at sove op af Spot, hvor hun nærmest forsøgte at begrave sig i hans pels. I håb om at hans pels ville kunne danne et beskyttende skjold over hende.

Få dage efter, blev Alex vækket af Ghosts våde snude. Hvor de alle tre ende med at rende rundt ude i skoven. Hun lallede rundt med dem, snakkede få gange, hvor det ende med at Josh puffede til hende, hun puffede tilbage. Og før de vidste af det, var de begyndt at slås. De bed, kradsede og rev hinanden i håret. Det var dog næppe alvorligt, begge lo det meste af tiden, og når Alex mente det gjorde ondt. Skreg av, eller slog til. Kunne Josh finde på at se underligt på hende, som havde hun lige trådt på hans mad, eller spyttet ham i ansigtet., bare gjort noget unødvendigt.
Dette var dog næppe sagen, de hyggede sig. Havde det sjovt, og Alex hev enkelte gange Ghost med ind i kampen. Hvor hun ende med at kravle ud af kampen, for at sætte sig op af et træ. Her plukkede hun få blomster, dem der nu var tættest på, kun for at sidde og lave en blomster krans. Hvilket blev uendelig grim, ødelagt og i det hele taget bare ubrugelig. En enkelt ting, hun ikke helt forstod hvordan man lavede.
Da hun smed blomsterne efter Josh, med en blid latter. Forsvandt den igen, hvor en mand pludselig stod bag Josh og Ghost. Han virkede bekendt, fire andre stod bag ham. Han havde en dolk i hånden, som med det samme blev rettet på, hvor han greb fat i Joshs lange brune hår, for kun at hive ham op over jorden, så hans fødder næppe kunne røre den kolde jord. "Her er han, grunden til at Erik, Jaden og Mike døde!" Lød det koldt fra ham, hvor han løftede kniven op til hans ansigt. "Det personligt knægt, så tag det endelig ikke op over genovervejelse."

Josh så hen imod Alex med et smil, nød bare at de kunne slappe af på denne måde sammen, bare hende, ham og ulvene. De var en stor lykkelig familie.
Som han skulle til, at komme med et lykkeligt hyl, blev han pludselig fokuseret på, at en frygt voksede i Alex's varme, brune øjne. En frygt han kun genkende som... Ooman's. Da han blev løftet op i hans lange brune hår, besvarede spørgsmålet på hendes frygt sig selv. De var fanget i en ooman situationen og denne gang ville de ikke slippe levende fra den.
Af frygt for sit liv, sprællede Josh rundt og pev højlydt, imens noget han havde valgt, at kalde øje flod kørte ned af hans kinder. Han var bange, virkelig bange denne gang, for denne gang vidste han godt, at han ikke kunne slippe ud af deres greb.
Mændene nåede ikke engang så meget som, at krumme et hår på nogen af ungernes hoved, før den hidsige og vrede mor Vira, kom springende imod dem, sprang direkte ind i dem og lod dem vælte. Manden der holdt Josh var den først der stod for tur, hun snappede ud efter han hals, forsøgte ivrigt at bide hovedet af ham og da det til sidst lykkedes hende, at få fat, nåede manden knap nok at skrige, før hoved og krop var adskilt.
Josh var som det første løbet hen til Alex, taget hendes hånd og trukket hende ud af rodet, eller det ville han have gjort, hvis ikke han lige havde drejet hovedet og set hen på hans mor, der lige nøjagtig i det sekund fik en pil skudt igennem halsen.
"MOR!" Josh's skrig rungede igennem hele skoven, fik træerne til at ryste og fuglene til, at forlade deres reder.
Vira faldt om, for Josh føltes det som flere sekunders fald, hvor det i virkeligheden skete på virkelig få. Hun lå nu bare der, blødte og sprallede med sine sidste nerver.
"Mor..." tårerne trillede ned af hans kinder og han havde for længst givet slip på Alex hånd, for at løbe hen til sin mor, hvor han dog blev stoppet på vejen af den sorte og ældre ulv. Den store hanulv havde grebet fat i Josh krave og trukket ham med sig, det samme havde Spot med Alex og en anden hunulv havde taget fat i Ghost, der også var mere end parat til, at springe i flæsket på mændene.
De måtte efterlade Vira... Hvor hårdt det end måtte være. Ulvene gav ikke slip på ungerne, de angreb ikke ooman's lige nu, men bare vendt... de skulle nok få deres hævn over de forfærdelige væsner.

Alex trådte en smule tilbage, hvad skulle hun gøre. Joshs måde at pive på, fik hende kun til at ryste en smule mere. Dette var skræmmende, hvad skulle hun gøre! Burde hun gøre noget, burde hun ikke frygte alt dette, også smutte. Men hendes ben virkede ikke, de ønskede nærmest ikke at virke. Josh ville dø, og hun ville stå for tur. Hun ønskede ikke at dø, hun ønskede ikke at nogle af dem døde!
Tårene kørte ned af hendes runde kinder, hvor hun ellers stirrede ud i den blå luft. Da Vira pludselig sprang ind, hendes læber adskillede sig en smule, mens hendes underlæbe vibrerede en smule. Hun anede ikke helt hvad hun burde gøre, Vira kunne umuligt klare dette alene, hvad nu hvis hun kom tilskade. Josh ville blive knust, om ikke andet gå helt ned. De burde gøre noget, hvad som helst!...
Mere nåede hun ikke at tænke, før pilen fløj, blodet sprøjtede og alting gik i stå for hende. Hva... hvorfor, hvem... Hendes øjne rettede sig imod manden der havde afyrede pilen, da hun skreg højlydt. Alle rettede deres blikke mod Josh der skreg mor, og Alex der bare skreg. Da de pludselig blev samlet op af ulvene. Hendes blod røde tåre kørte ned til hendes hage og dryppede ned på jorden, mens de blodige tåre faldt ned fra hagen og blandede sig med jorden.

Da de var løbet noget tid, var Alex endnu engang bevidstløs, forbandelsen ved de blodige tåre. Græd hun for længe, blev hun ør i hovedet og mistede bevidstheden, hvor hun først vågnede omkring en time efter, hun lå på jorden, de brune øjne var tomme og stirrede i stedet bare ud i luften. Hvor var hun, hvad var der sket? Hun satte sig roligt op, og så sig omkring.

Krøbet sammen i en lille bold, trykkede han sig helt op af væggen, hviskede ubetydelige ord for ham selv og græd. Hans tåre kørte bare ned af kinderne på ham og han kunne ikke holde dem tilbage. Ved siden af ham, helt tæt op af ham, lå Ghost og hang med ørerne, peb engang imellem og gemte ellers selv sit nuttet hvalpe ansigt væk.
Spot sad ved grottens udgang, bevægede kun sine ører engang imellem, men sad ellers helt musestille og bevogtede deres hjem. De barbariske oomans var nu ikke længere flere kilometer fra dem, de var alt for tæt på og så snart det blev mørkt, måtte de rykke koblet væk. Det var alt for farligt at blive her nu. Alle ulvene i koblet hang med hovedet, tabet over deres alfa knuste deres hjerter og gav dem lysten til at bide hovedet af hvert et ooman.
Efter at have holdt øje i flere minutter, luntede Spot indtil de andre, så fra ulv til ulv og derefter hen på Josh og Ghost.
*Indtil Ghost er gammel nok, tager jeg mig ud som alfa,* sagde han og ventede på de andre ulves respond. Ingen af dem sagde rigtig noget, kun den store sorte ulv rynkede på snuden, indtil den nikkede, hvilket fik de andre til at nikke også.
Med triste, langsomme og ørerne tæt ind til hovedet bevægelser, gik Spot hen til Alex, slikkede hendes kind og lagde sig ved hende.

Da der var blevet mørkt, var de alle nu draget ud for, at finde et nyt hjem og mere sikkert sted at bo. I det dunkle mørke, var koblet hverken til at se eller høre, de var som pelsede ninja's. Josh gik stadig og hang med hovedet, så aldrig op en eneste gang og sagde ikke noget som helst, hvilket bekymrede Spot. For hvert minut, kiggede den grå ulv altid om på ham, tjekkede om han nu var med. Han forstod dog godt sorgen i den unge krop. Det var ikke nemt både, at miste far og mor til de såkaldte oomans. Derfor var Josh overbevist om, at han ikke var en af dem, selv de andre ulve godt vidste det. Han lignede dem jo på en prik. Men, de var ligeglad, ham og Alex var nu en del af dem. De var ikke en del af de barbariske oomans.

Hvorfor skulle folk også lige dræbe dyr, hvorfor var verden udenfor kælderen så skræmmende. Hun hadede den, af en underlig grund ønskede hun at være tilbage i kælderen igen, der var smerte, men den var fysisk. Denne psykiske smerte, den gik ikke væk, ikke når man fik sovet på det. Hvorfor kunne hun ikke klemme om denne smerte, som ved et sår. Hun kunne ikke lide det, hun hadede det!
Hun krummede sig sammen, mens hun lagde hænderne for hendes øre. Folk var skræmmende for hende, behøvede de virkelig at være så skræmmende, hendes far var også skræmmende, lå det bare til mænd at være uhyggelige? Ville Josh også blive uhyggelig, når han en dag ville blive ældre. Hun løftede hovedet en smule, hvor hun så mod Josh og Ghost.
Spot der slikkede hendes kind, fik hendes hånd på hans hoved, hvor hun kørte den igennem den bløde pels. Hun rejste sig derefter roligt op, for at gå hentil Josh. Hænderne var placerede tæt på hendes hjerte, hvor hun valgte at sætte sig på sine knæ ved siden af ham, hun så på dem begge, intet kunne gøre nogle af dem glade. Ikke nu, højst sandsynligt ikke i disse år, et dræb, at miste nogle ville tage år at komme igennem. Som da hendes rotte ven døde, den spiste godt nok en del af hendes mad, og bed hende en gang i mellem, men de havde været gode venner, til hendes far havde placerede en mussefælde ved døren.

Aften sneg sig hurtigt på, og de var nødtil at følge med de andre. Hun gik ved Spots side, med hænderne tæt ved sit hjerte, enkelte gange så hun tilbage på Ghost, for derefter at se ligeud igen. Hun hadede denne følelse, af ikke at kunne være til nogen nytte. Hun bebrejdede måske sig selv en smule, hvis hun havde været hurtig, var menneskerne ikke kommet tæt nok på dem, til at kunne få fingrene i dem. Hun var skylden i denne pludselige død, hun lagde hænderne på sit hoved, hvor hun klemte sine øjne sammen. For kun at vælte over en gren, hvor hun faldt med hovedet først ned i en mudderpøl. Hun stillede sig på fire og hostede kort, hvor hun begyndte at fjerne mudderen fra ansigtet med sine hænder.
Hun så omkring sig, for at se om de andre overhovedet ventede på hende, eller ignorede at hun væltede?

Selvfølgelig bemærkede ulvekoblet, at Alex var væltet og nu måske havde brug for omsorgen. Den lille pjuskede Ghost, var den første der var henne ved hende, med sin lille snude der puffede hende i siden.
*Vi skal videre,* sagde han til hende, velvidende om, at hun ikke forstod ham. Sorgen var stadig tydelig i den lille hvalps øjne. Tabet af sin mor havde ramt ham hårdt, men han huskede også hendes ord om, at han måtte være stærk og lede flokken den dag hun var væk. Så snart han var gammel nok, skulle han overtage og han kunne ligeså godt øve sig nu.
Kun få sekunder efter, var Josh nu henne ved Alex, han rakte hånd ned til hende, som et tilbud på at hun kunne tage den. "k.. kom.. hjælp," forsøgte han at sige til hende. De forlod hende selvfølgelig ikke.
Halvdelen af koblet ventede på dem, imens de andre fortsatte i søgen efter et nyt hjem, hvor de kunne være i fred fra oomans. Til sidst gik Spot hen til dem, kiggede frem og tilbage imellem de tre hvalpe.
*Kom så, vi må komme væk herfra.* sagde han til Ghost. I løbet af mørket var det sikkert at rejse. Oomans kunne ikke se i mørket ligesom de kunne, derfor.. sikkerhed.

Alex rettede blikket mod Ghost, hvor hun sukkede blidt. Hun var ubruglig, hun fattede end ikke at de stadigvæk gik rundt med hende, og beskyttede hende, hun forstod jo ikke deres ord. Samt det at Josh var den eneste der forstod hende, og det var kun enkelte gange. Hun rejste sig roligt op, ved at tage imod Joshs hånd. Hun gik videre sammen med ulvene, dog denne gang ved Joshs side.
Hun var bange, meget bange. Mørket omslugte hende, og hvis hun forsvandt, ville hun bide sig i underlæben! Samt det faktum, af at alle omkring hende forstod, hvordan de skulle omgåes omkring disse steder! hun hadede dette, hun hadede følelsen af usikkerhed, der hang over hendes hoved. Hun bed sig i den beskidte underlæbe, mens hun gik bag dem.
"Undskyld." Mumlede hun, på trods af at de andre ikke forstod et eneste ord, af de ting hun sagde. Det brune hår hang over hendes ansigt, det var dog kun brunt, på grund af aften, og mudderet. Ellers gemte de lyse lokker sig hos hende, bare bag alt snavset.

Josh forstod godt nok ikke rigtig hvad hun mente med det ene ord hun sagde, men han kunne fornemme og snuse, at hun var trist og sikkert følte, at det hele var hendes skyld. Så når et kobbel medlem var trist, var der kun en ting, at forsøge at muntre dem op med. Forsigtigt nussede han sit ansigt ned i hendes skulder og derefter hendes kind. Det var hans måde, at fortælle hende på, at hun ikke skulle undskylde og føle sig trist. Dette her var ikke hendes skyld, der var kun oomans at bebrejde og inden længe skulle Josh nok få sin hævn. Når han blev stor, skulle intet ooman nærme sig stedet her, medmindre de ønskede at miste alt.
Stadig med Alexs hånd i sin, gik han videre med hende i mørket, lod sin trygge aura sprede sig igennem de triste ulve. Tabet af hans mor var en stor sorg og lysten til at hævne hende var lige under den.

Nogle dage var gået, de havde fundet en ny hule længere inde i skoven. Spot var fortsat koblets alfa, stolt og stærk løb han igennem skoven, efterfulgt af den største sorte ulv. Hver dag holdt de øje med om oomans skulle nærme sig. Det var nu gået hen og blevet en krig om territorium.
Josh sad ved Alex nede ved floden, vaskede hendes brune hår, der rent faktisk viste sig at være lyst, hvilket kom bag på den lille dreng. "Lyst.." mumlede han og slikkede derefter hendes kind. Det var hans måde at fortælle hende på at han holdt af hende. For hver dag der gik, jo bedre blev han til at snakke hendes sprog. "Hvor du... komme fra?"

Hans nusseri, fik hende kort til at smile. Dog følte hun stadigvæk smerten i sig, hun hadede den, hvorfor skulle hun også lige have haft det på denne måde. Hun var vel ikke helt grunden, det var kun de voksne der havde skadet hende, hun hadede dette! Følelsen af at være uduelig igen, hun bed sig kort i læben. Hvor hun fulgte den tykke aura, der hang over dem.
Hvis bare hun kunne holde humøret oppe, kunne gøre et eller andet for disse dyr, som hun af en underlig grund så som sin familie nu. Var det underligt, efter hun havde mistet sine forældre, for ikke at snakke om at hun før hen - Var blevet torturet af sin familie, så denne form for venlighed, burde hun vel gengælde, men hvordan? Hun så ned i jorden, mens hun holde sin hånd i Joshs, den var varm, men auraen var hævnlysten.

Da Josh og Alex enlig havde valgt at bade i en af floderne, forsvandt alt snavset fra hendes hår og ansigt. Det lyse hår kom frem, mens de brune øjne så sig omkring. Han skrubbede ned i hendes hovedbund, det gjorde nærmest ondt, men på den anden side var hun også meget beskidt. "Ja." Mumlede hun lavt, inden han valgte at slikke hende op af kinden, hun lo barnagtigt, inden hun gled hånden over hendes kind.
"Eh?" Hun lagde hovedet på skrå, hvor hun så sig omkring. "Det ved jeg ikke." Hun kom fra en kælder, men hvordan skulle hun overhovedet beskrive kælderen, hun boede i en hule under jorden, som man ikke kunne komme ud af. Hun kunne ikke forklare det, hvilket bare gjorde det nemmere at sige at hun intet vidste.
"Hvor du fra?" Hun så på ham, hvor hun begyndte at vaske hans brune lokker, mens hun smilte kærligt. Var det enlig underligt, at de valgte at vaske hinanden, de var trods alt bare børn, ikke andet. Så det var ikke forkert, ikke at hun tænkte særlig meget over det, hun gjorde det bare. Nød mere bare at hænge ud med ham, og høre hans underlige udtalelser.

Han fortsatte med at vaske hendes lokker, skrubbet alt snavset ud af dem og lod sig ikke stoppe, selvom hun nok vred sig en smule engang imellem. Man kunne sige, at han virkelig var fokuseret på, at få hendes hår rent og i dets naturlige, fine lyse farve. Engang imellem bed han sig endda også i underlæben, et endnu større tegn på koncentration fra ham. Det eller tvivl.
Da hun ikke rigtig svarede på hans spørgsmål, satte han hovedet på skrå og smilede ømt, i det sekund hun valgte at vaske hans brune lokker. Nydende lukkede han øjnene i, sageligt som en lille hvalp. Så hun vidste ikke hvor hun kom fra? Det lød underligt, men skam også sandsynligt nok.
Han åbnede øjnene op, i det hun spurgte indtil hvor det var han kom fra. "Her," svarede han og pegede ud imod skoven. "Jeg.. her.. alt.. jeg huske."
Drillende gav han sig til at sprøjte vand på hende.
Ikke så langt fra dem, lige i stand nok til, at holde øje med dem, sad koblet og passede på. Trods alt var det deres pups. De skulle passe på dem.

Hun smilte varmt for sig selv, mens hun vaskede hans lokker. Knap så hårdt som han gjorde det ved hende, hun ønskede ikke at det gjorde ondt, så i stedet valgte hun at massagere hans våde lokker. Mens hun enkelte gange lavede en skål med hænderne, for at gøre håret mere vådt igen. Det blonde hår klistrede sig til hendes ryg over overkrop, håret var langt, aldrig rigtig blevet klippet, hvilket gjorde at det spaltede en del. Hun lo kærligt af hans store øjne, hvor han pegede mod skoven. "Okaii." Hun løftede sine arme op, da han sprøjtede vand på hende.
For kun at sprøjte vandet tilbage på ham, han skulle ikke vinde denne kamp, ikke imod hende. Han kunne også så mange andre ting, så det at han ville vinde, skulle ikke komme til at ske. Hvilket i det at han var tæt på hende, sprede hun de lyse hvide vinger ud, og slog dem ned mod vandet, så der nærmest kom en bølje over ham, og sprøjtede mod koblet der sad ikke så langt fra vandet. Hun lo højt og pegede drillende mod ham, som et tegn på at han bestemt lignede en drunken rotte nu.

Vandet sprøjtede ud til alle sider, gjorde dem mere våde end de allerede var og langsomt var det gået hen og blevet en form for konkurrence imellem dem, om hvem der kunne sprøjte mest rundt med det rene flodvand. Men før han overhovedet havde fået set sig om, kom der et lys så smukt, efterfulgt af noget han nåede at betragte som hvide fuglefjer. Smukke hvide ørnefjer. Det var dog langt fra tilfældet. Foran ham var der pludselig et par store hvide vinger, der intet mindre end kom ud fra Alexs ryg, som var hun en smuk ørn, uden næbet og alt det andet. Han spærrede øjnene op og lod munden åbne sig i et stort O, hvilket var en stor fejl, da lige netop i det sekund, valgte Alex at lade de massive vinger køre igennem vandet og kaste alt over på ham. Vandet ramte ham over alt og selv i munden kunne han smage den vamle smag af salt og fisk.. Lyden af den varme latter hun bar, fik ham til at skære grimasse og køre sin lille hånd over sine øjne, så han fjernede vandet. Det hjalp intet, hans hår var stadig så vådt, at selvom han fjernede det fra sine øjne, løb det bare fra håret og ned i dem igen. Til sidst så han over på hende igen. Grimassen udviklede sig til et stort smil og ligesom hende, grinte han nu også højt. Han måtte se totalt fjollet ud, det gav han hende ret i.
”Dine vinger…” sagde han til hende. Han var faldet til ro med sin latter igen. ”Hvor… Hvordan gør du det… hvad er du?”

Hun holde sig for maven, mens hun blev ved med at le. Han så sjov ud, hans lange hår der nu klistrede sig mod hans ansigt, og nærmest nægtede at slippe hans kindben. Hun tørrede tårene væk fra hendes øjenkrog, inden hun rettede sig ordentligt op. Da han pegede mod hendes vinger, så hun kort mod dem, hvor de kort lavede et lille flap. "Jeg... Jeg tænker bare at de skal ud, og knytter mine hænder lidt." Hun trak dem ind igen, hvor hun kørte sin lille hånd igennem det lyse hår. "Jeg er en..." Stemmerne fra fortiden, lød over hende. Dæmon, Usling, Lucifer, monster etc. De kunne forsætte i evigheder, hun så ned mod vandet. Hvad var hun enlig? "Jeg mig?" Lød det lavt fra hende, hvor hun kørte sin hånd op af sin arm. Gad vide om hendes far var ok, eller hendes mor for den sagsskyld.
Hun vende sig om, hvor hun rolige gik mod breden igen. De burde ikke være for længe i vandet, da de jo var koldt. Hun bed sig kort i underlæben, mens hun svang armene omkring sig selv. Det var endnu mere koldt at komme op fra vandet, hun så rundt. Så de skulle luft tørre. Et suk slap hendes læber, gad vide om de ville blive syge af dette?