Memories are made. _-Angela-_

Aften var gået så hurtigt for hende, at alting var begyndt at gå hen i druk. Alle folk omkring hende var blevet så fulde, at de stod op af hinanden. De væreste fjender stod med armen om hinanden, og skrålede med til druk sange. Mens de bedste venner, skændtes og skubbede til hinanden. På grund af en eller anden pige, som den anden havde flirtet en smule med.
Normalt var hun ikke så sent ude, da det kun ville bringe problemer. Som altid bekymrede hendes far sig alt for meget om hende, han var en rar mand, med god humor og et fantastisk smil. Men han var streng, hun måtte ikke gå for langt væk, og skulle altid holde sig i nærheden af hytten. Hvis hun blev væk, havde han det med at straffe hende ved at tage det mest upassende tøj på og lede efter hende. hun sukkede for sig selv, inden hun klappede sin bog sammen og rejste sig fra bordet i kroen.
Kroejeren nikkede farvel til hende, han var en gammel ven af hendes far og holdte altid godt øje med Rose, hvis hun nu skulle kollapse, vidste han præcis hvad han skulle gøre.
Da hun kom udenfor kroen, hvor hun kun fik taget få skridt. Inden en af fyrene der havde været oppe at toppes, væltede ind i hende. hun var tæt på at vælte, men tabte kun sin bog. Som hun bukkede sig ned efter, da lyden af en af drenge stemmerne lød bag hende. ”Hvad har du gang i?! skubber du min ven rundt!” Hun drejede om på hovedet, hvor hendes læber adskilledte sig forvirrede, uden at slippe et eneste ord ud. Hvad skulle hun svare, hun havde ikke gjort noget, han væltede ind i hende. sikkert fordi den ene af dem havde skubbe ham?
Det tog kun få sekunder for den dreng der lå på jorden, med det blonde hår. fik rejst sig op, hvor han greb fat i Roses grå skjorte, hvor han løftede hende op på benene. ”Skubber du mig rundt!” Hendes øjne spærrede en smule op, hvor hun satte hænderne op og rystede på hovedet. ”Du væltede ind i mig, jeg stod her bare.” Hendes stemme var en smule skinger, af ren panik. Hvad havde de lige gang i, man skulle tro de havde taget et eller andet, der hjerner ikke kunne klare? ”Kælling!” Lød det fra den blonde fyr, som stod med hende. hvor han placerede en knytnæve i hendes ansigt, så hun væltede om på jorden. Hun satte sig hurtigt op igen, med tåre i øjenkrogen. Hænderne placerede på hendes næse, hvor hun langsomt kiggede på sin ene hånd. Næse blod, men ikke en brækket næse. Hun klemte sine øjne sammen, aldrig i sit liv var hun blevet slået før. Også var grunden dette? At hun stod i vejen, og de mente at hun skubbede ham rundt? Han var et hoved højere end hende, og meget mere buff. Hvordan skulle hun kunne skubbe ham væk, drengene var jo totalt skudt i låget!

Disse mørke aftner var typisk for Angela at gå rundt.. Alt for typisk. Den hvide trøje sad tæt op af hendes hud og et par lange sorte bukser passede hende perfekt imens hun stille bevægede sig igennem natten. Dæmon livet var hun ved at vende sig til, siden hun havde fået en lille overraskelse ved at være sendt i en ny krop - så havde hun måtte vende sig til måden at leve på som sucubus dæmon - ikke at det var ekstremt vidunderligt hele tiden - men hun formåede at få det til at virke.
Angela kom gående forbi en af de kroer hun egenlig altid besøgte, men i dag, havde hun tænkt sig at passere den. Lige til hun fik øje på noget. Angela stoppede op da hun så hvordan drengene blot løftede menneskepigen op på benene. Angela trak på skulderene og nåede lige at gå et skridt videre i skyggen, til da en af drengene gav pigen et slag så hårdt det kunne høres i hendes hoved med et okay højt ekko. Det gjorde hun atter stoppede op. Kort sukkede hun så for sig selv og skiftede retning derover imod. "Hey. Måske skulle du opføre dig ordenligt. Sådan behandler man ikke en dame." Sagde hun og lagde hovedet på skrå. Drengene fnøs af hende, hvilket irriterede hende. For hun havde ikke sine tænder til at skræmme dem, eller de røde øjn til at sprede frygt i deres sind. Men hun havde stadigvæk styrken, og det samme temperament som altid. Derfor tog hun fast i den første som undervuderede hende af dem, og brækkede nakken på ham - barnemad. Den anden smilede hun falsk til inden hun greb fast om den arm han havde slået pigen med og vred den hårdt om, og skubbede ham ned i jorden. Han så lidt bange ud - forståeligt. Hun ville ogås være bange, hvis hun så hende i det her humør. "Vi kvinder er nød til at stå sammen." Sagde hun med et enkelt blink med øjet til Rose, inden hun så rev manden op at stå igen. "Sig undskyld til hende." Sagde Angela så, og så alvorligt på ham. Først turde han ikke, men det var farligere at lade hver. "U..un..und..undskyld." Sagde han så og sank tydeligt en klump. Han var nervøs. Angela nikkede så. "Hmm. Tæt nok på." Sagde hun så og brækkede så også nakken på ham, og lod ham falde til jorden. "Undskyld påstyret. Jeg hader bare løse ender." Med de ord trak Angela blidt på den ene skulder og kiggede kort ned på de to livløse mænd. "Klare du den?" Spurgte hun. For Angela var det virkelig stort at spørge om et menneske klarede sig, men hun havde trods alt levet det meste af hendes liv som halvt menneske... så lidt kunne hun vel godt relatere?

Bange for drengene var hun ikke helt, alt de kunne gøre var at skade hende lidt. De virkede ikke til at være selve dræber maskiner, plus de var bare fulde. Hun hadede dog tanken om at blive slået igen, eller sparket. Øjnene klemte sig en smule sammen, da en af dem ville tage fat i hende igen. Da lyden af en kvindes stemme lød ved hendes venstre side, hun lod sine øjne åbne sig roligt. Mens hun kiggede ud af øjenkrogen på denne person, hun var køn. Meget køn, Rose stirrede lidt på hende, da drengene fnøs af hende.
Rose lod sine øjne falde på drengene, da alting pludselig stoppede for øjnene af hende. hendes hjerte sad i halsen på hende, mens alting virkede som slowmotion. Pigen havde brækket nakken på den ene dreng, knækket fra halsen gav et ekko i hendes hoved, mens kroppen faldt til jorden. Det virkede som flere år, hun så denne krop falde til jorden. Øjnene spærrede op, hun kunne ikke trække vejret! Hvad havde denne pige gang i?!
Måske gjorde hun det i en god tjeneste, men kunne hun så ikke bare skubbe dem væk, eller slå lidt til dem. Hun virkede jo til at være stærk, men selvfølgelig kun i selvforsvar! Hvis hun bare randomly slog dem, ville det også se forkert ud. Hun fjernede sine hænder fra sin blodige næse, mens hun trak sig væk fra denne sindsyge kvinde og liget der lå foran hende. hun kunne ikke engang klemme et skrig ud af sig! alting gjorde ondt, hun var bange. Uden tvivl!
Selv da pigen blinkede til hende, kunne hun kun mærke sine ben blive som sten. Så tunge og følelses løse, at hun ikke engang kunne røre sig. hendes øjenlåg ville ikke lukke, hun kunne ikke dreje hovedet. Stop, stop gentog hun inde i hovedet. Hendes læber bevægede sig til ordene i hovedet, men kunne ikke slippe dem ud og forme dem til lyd. Da hun tvang fyren til at sige undskyld til Rose, kiggede hun fyren i øjnene og derefter hen på pigen. Måske fik han lov til at slippe væk uskadt, tanken/ønsket forsvandt dog med det samme. Da hun pludselig brækkede nakken på denne person også!
Blodet kildede hendes overlæber, men hun kunne ikke tænke på det. denne person dræbte folk så let som ingen ting, tog livet fra en person med en familie, venner osv man vidste intet om denne person. Han kunne være en fantastisk person, men bare være ret ond når han var fuld. Måske var han en, der hjalp folk på gade, hjalp dem med at finde mad og gav dem tæpper. Eller en af de frivillige hjælper på hospitalerne, der var så mange ting han kunne være. Så hvorfor dræbe ham, som om hans liv var mindre værdigt end hendes… den kvinde havde sikkert lige påført en masse mennesker, en uendelig smerte. Som ikke engang en kat ville kunne heale, intet ville kunne heale sådan en smerte.
Tårene løb ustoppeligt ned af hendes kinder, mens hun stirrede på denne kvinder. Som havde virket så smuk i hendes øjne, men nu kun var et monster. Det havde været noget andet, hvis han havde forsøgt at dræbe hende, og ikke ville give op, når hun brækkede hans arm. Da det så ville være hendes, eller hans liv. Men dette var uacceptabelt!
Rose klemte sine øjne sammen, hvor hun drejede hovedet væk. Skræmt men fuld af vrede og sorg, kunne hun ikke holde sine ord inde længere. ”HOLD DIG VÆK!” råbte hun højt, mens tårene mødtes på hendes hage og dryppede ned i hendes skød. ”Hvordan kan du bare tage folks liv så let som ingen ting, som hvis de ikke var andet end et insekt!” Hun rettede sit blik op mod denne person. ”Hvad nu hvis dette havde været en du holdte af, din bror, familie elsker! Og du så, så en hive livet væk fra ham!!” Hun kendte ham ikke selv, men kunne relatere til det hele. Hendes liv ville slutte snart, og hun ønskede kun at leve. Derfor værdsatte hun alt liv, selvom hun var bange for ørentvister, slog hun dem aldrig ihjel.

Angela vidste udmærket nogle mennesker ikke kunne tage døden - hvorfor skulle de? Hun havde haft 2500 fucking år til at lære at håntre alting. Hun havde ikke noget specielt at holde op at slå ihjel for, det var et sus og ligesom det sus - var det ligefrem den eneste ting i hendes liv hun kunne styre. Nicolas havde vendt hende ryggen for længest - eller sådan føltes det. Hun kunne derved ikke holde Andrea og Noas hyggelige familie ud mere, kun på grund af, at hendes egen ikke var lige så god. Det havde taget hende tid, og en ny krop til at finde ud af, at der ikke rigtig var andre end hende selv at leve for. Så hendes ansigt ændrede sig til noget ganske koldt i det kvinden råbte af hende. Hun lignede en som havde mistet sin bror eller lignende. Angela slog blikket væk fra hende og rystede kort på hoedet. "som de ønsker." Hun trådte et skridt væk, og lod så de grønne øjne lande på kvinden da hun snakkede igen. "Når man lever så længe som jeg ender det med at slå ihjel, til at være det eneste man har kontrol over. Så." Trak hun lidt på skuldrene. Hun havde været vampyr engang også. De slog ihjel. Generalt hun slog fucking folk ihjel - og selvfølgelig forlangte hun ikke, at et 'menneske' ville forstå lige præcis det.

Angela trådte tættere på hende. "Hvis det var mig. Så ville jeg komme over det. Sorg er en forfædelig følelse. Den æder dig op indeni, den er næsten ligeså slem som vrede, men vi kommer over den igen. For vi er nød til at leve vores fucking liv inden nogle kommer og tager det fra os." Hendes stemme var ret så uhyggelig rolig, men ordene så stille sagt med en klang af alvor - dog også beroligende - på sin egen måde. Angela havde set mange personer dø, hun havde set sin datter dø... elskere igennem tiden forlade hende. Hendes egen far - så desparat for at slå hende ihjel. Der var intet at værdsætte for Angela. For i hendes hoved vil alt godt ende alligevel - og hun ville ikke have det skulle ende, så hvorfor ikke bare lade som om, at ingenting ramte hende - lige nu gjorde det ikke alligevel, der var ingen grund til det. "Desuden har jeg set så rigeligt i mit liv. Disse små drenge her, de var insekter i forhold til, hvad der er ude i verden." Sagde hun så og lagde sine øjne på kvinden igen. "Jeg er en holdhjertet bitch, I know. Get over it." Sagde hun så og kørte en hånd igennem hår, og vendte blikket til siden.

Der kom nogle ud af døren, dog var Angela ret hurtig på sine reflekser og greb fast om kvindens arm og trak hende med sig med den anden hånd for hendes mund så hun ikke skulle skrige. Så snart de var inde i skyggerne placerede hun kun en finger foran kvindens læbe og kiggede tilbage. Jep nogle af drengenes venner fandt dem uheldigvis. De faldt på knæ for deres fødder. Angela vendte blikket imod kvinden som hun stod pænt tæt op af. "shhh." tyssede hun stille, og holdt sine øjne direkte på pigen. Så snart drengene havde løftet deres døde venner væk - så trådte hun et skridt væk fra menneskepigen igen.

Hvordan kunne en person tro, at selvom de reddede en anden person fra at få tæsk, at det så var ok at dræbe den der angreb!? Det var jo kun forkert, man var ikke bedre end personen der ønskede at slå på Rose. Denne tøs var værre, meget værre. Sådan at bestemme over en anden persons liv, bare at tage det, fordi man mente at man selv var stærk nok. Hvis Rose virkelig havde ønsket at denne person var død, havde hun gjort noget. Der var jo en masse våben omkring hende, en kæp, glasskår osv. Der var mange muligheder, men derfor ville hun alligevel ikke ønske at skade en anden person, drengen var jo bare en smule berusede.
Roses stemme var skinger, men stadigvæk rar. Hun kiggede bare på kvinden med store øjne, mens hun nærmest bed sig selv i underlæben, for at sikre sig dette ikke var et mareridt. ”Uanset hvor længe man lever, burde man ikke tage andre folks liv! Det at du har levet i langtid er ignen undskyldning for at dræbe. Tror du selv! At OS med kort liv, har kontrol over noget som helst! For så tager du groligt fejl, vi styre ligeså meget som dig. Åbenbart mindre, siden du vælger at styre hvornår en person skal dø! Tænker du ikke engang på familien, de andre ting?! Tænker du bare, ad han var træls han må godt dø?!” Hun klemte sine øjne sammen mens hun lod sin vrede forsvinde ud gennem hendes mund, sammen med så mange ord hun nu kunne få sagt. Det var ingen hemmelighed at denne kvinde skræmte hende, hvem ville ikke være bange for en morder?!

Rose rettede sig op, mens hun knyttede sine hænder. Da kvinden kom tættere på hende, trådte hun et skridt tilbage, og bankede roligt ind i muren bag hende. mens hun kiggede en smule skræmt på hende, kun for at høre den mest skræmmende og alvorlige stemme, hun ikke havde hørt siden hun smadrede sin fars ynglingskop ovenpå hans fod. Hvis det var hende?! HVIS DET VAR HENDE, så var hun ligeglad. Det ville ikke være en overraskelse. Rose klemte sine øjne sammen og lod sit hoved glide en smule på skrå, for kun at adskille sine læber endnu engang. hun havde ikke ligefrem noget at taber, ved at snakke til denne kvinde.
”Sorg! Man kommer aldrig over sorg, inderst inde vil du ikke andet end kunne mærke hvordan sorgen æder dig op, og gør dig helt kold indeni, den lukker sig inde et sted i dit hjerte. Hvor du hver eneste gang føler samme smerte, når du bliver påmindet om dem. Hvis du selv mener at du aldrig har oplevet sorg, som har sat sig helt i hjertet på dig! Har du ikke oplevet sorg overhovedet, bare en smule tristhed eller være en smule for følsom i den tid!” Rose lagde en hånd tæt på sit hjerte, hvor hun trådte tættere på kvinden. Hun var ikke bange, ikke så meget mere. denne person virkede ikke til at ville dræbe hende, hvis hun ville. Havde hun ikke snakket til hende lige nu, eller valgt at diskutere med hende i hvert fald.
Rose rystede på hovedet af kvindens ord, hvor hun åbnede sine øjne i et sæt. ”De små drenge! Havde sikkert et hjem, en familie måske endda en elsker. Som alle vil finde dem sådan her, finde dem døde! Har du aldrig mistet nogle? Hvis du har, hvordan kan du så overhovedet klare at tage andre folk væk, uden så meget at tænke på dem der lever! Selv hvis de bare var insekter, havde de et liv, et liv de sikkert værdsatte.” Hun kunne mærke sit hjerte slå om og om igen, det gjorde ondt, hvorfor gjorde det pludselig så ondt? Oh, det var hendes puls der var steget, hendes hjerte der slog for hurtigt og blodet der kørte så hurtigt igennem hendes åre. At det kunne mærkes, hvis hun ikke snart kølede bare en smule af igen, ville hun helt sikkert få hjertestop igen.
Get over it, var det kvinden sagde. UUUH! Hvor havde Rose den største lyst til at slå hende ligenu, men hvis hun slog kvinden ville det alligevel udforme sig til et slagsmål, hvilket Rose ikke ville kunne vinde. Plus, det var forkert at slå folk uanset hvad grunden end måtte være.

Rose spærrede øjnene op, da hun pludselig blev hevet væk. Hun blev hurtigt hevet ind i en af gyderne, hvor hun nu stod i skyggerne med denne sindsyge kvinde tæt op af sig. hun ville skrige, hvis kvinden ikke havde holdt hende for munden. Da lyden af drenge skrig og gråd lød i nærheden, stivnede Rose! Det var tydeligt deres venner eller familie. Hun klemte sine øjne sammen, hvor hun kunne føle deres smerte. Bare sådan at miste en person som stod dem nært, det var en hæselig følelse. Hun skubbede kvinden endnu længere væk fra sig, da drenge smuttede igen. ”KAN DU OVERHOVEDET IKKE SE, AT DET DU HAR GJORT ER FORKERT!” Hun skreg nærmest af kvinden, da hun pludselig kom i tanke om at hun nu var medskyldig i et mord, hun ønskede ikke at være medskyldig i dette. Men hun havde set det, ikke stoppede det! hvilket kun betød en ting. Hun var skyldig, hun rystede på sit hoved. ”Du jo… du, jeg…” det var alt hun kunne få sig selv til at sige, alting klumpede sig bare sammen i halsen på hende!