What if i made it out? -Josh-

Episoden med hendes vinger havde gjort ulvene en smule opmærksomme. En af dem havde endda tilladt sig, at spørge hende om hun nogle gange kunne være deres øjne fra luften. Det vil hjælpe dem meget og de ville vide om der var oomans omkring dem. Med andre ord, hun ville kunne være i stand til at advare dem. Hvis ikke hun var fuldkommen tryg ved det, ville de ikke presse hende til det, men de forsøgte alligevel flere gange at overtale hende.

Måneder og år gik, det lykkedes dem at finde et nyt sted at bo og hver gang bare nogle oomans nærmede sig, sørgede de for, at de aldrig kom længere. Enden ved at skræmme dem eller ved at slå dem ihjel.
Josh forsvandt længere og længere ind i ulvenes verden, så den skæbnesvangre dag hvor Alex fortalte ham om, at hun gerne ville besøge oomans verden, kunne han have bidt hovedet af hende.
De var omkring de 12 år, da Alex snakkede om, at tage på eventyr i den såkaldte verden.
"Er du fuldkommen sindsyg?" vrissede han af hende, stillede sig helt tæt op af hendes ansigt og knurrede lavt af hende. "Hvis oomans ser dig.. slår de dig ihjel.. ligesom de slog mor ihjel!"
Det brune hår var vokset endnu længere, sad sløset om hans ansigt, skjulte det nærmest og han mindede mere og mere om tarzan. "Bare bliv her.. vi lever så godt her.. jeg vil ikke have de slår dig ihjel."

Det at de alle pludselig havde set hendes vinger, gjorde at hun pludselig kunne bruges, pån trods af at hun ellers følte sig så hjælpeløs. Dette fik hende dog bare til at smile og nikke, hun forstod lidt af det, men ikke alt, Josh derimod forstod det. Hvilket gjorde det lidt lettere for hende, så skulle hun ikke gå så meget op i at forstå dem helt, han kunne forklare det til ham, på sådan en dårlig måde, at hun alligevel selv måtte tolke det.
Hun gjorde sit bedste for at hjælpe dem, og være til bare en smule hjælp. Mens hun fløj rundt i luften, selvom det tog en del energi fra hende, det at flyve var hårdt, især fordi hun ikke var vantil det endnu. De muskler der konstant skulle bevæge sig, gjorde alting så svært for hende. Hun bed sig kort i underlæben, hver eneste gang hun så Oomans, hvilket gjorde at hendes tegn til ulvene, var at hun stoppede med at flyve, og i stedet fløj en anden retning. Alt var nemmere end at flyve tilbage til dem, da det kunne risikere at gøre at folkene fulgte efter hende, dog de gange hun bare fløj omkring, fløj hun tilbage for at fortælle dem, hvor tæt de var på dem alle.

Måneder og år gik sjovt nok, hun lærte hurtigt at forstå dem. Men forsøgte stadigvæk at lære Josh hendes sprog, Det var en god måde, hvis hun enkelte gange ikke helt forstod hvad der blev sagt. Dog skete det efterhånden mindre og mindre, endnu engang kunne hun takke sin hjerne for at få tingene til at sive ind så hurtigt.
Den dag hun fortalte Josh at hun ville se den anden verden, var han meget imod hende. Hun krydsede bare sine arme, og skød hoften ud til siden, som en fornærmet lille dame. "Nej, jeg ikke sindsyg." Lød det halv irriteret fra hende, han var imod det. Og han ville i hvert fald ikke med, hvilket betød hun selv skulle afsted. Hans ord fik hende til at ryste på hovedet. "Kig på dig selv og mig, ingen af os ligner ulve, vi er tættere på at være Oomans. Så du kan ligeså godt droppe det der. Så vi ville begge to kunne gå rundt, uden de der Oomans forsøger at dræbe nogen af os." Hun så rundt. Hendes hår var stadigvæk lyst, dog havde det fået et lidt mørkere skær. Hendes tøj havde også ændret sig lidt, var blevet til noget lidt mere tæt siddende tøj, det hun havde på, da de fandt hende første gang, var blevet revet i stykker efter alle de lege med Ghost og Josh. Nu gik hun mere rundt i forskelligt skind. Hvad man ikke gjorde for at holde sig varm.
"De slår mig ikke ihjel... Jeg vil afsted, også selvom du ikke vil." Hun så rundt. "Jeg kan også nemmere finde byen end du ville kunne." Hun lod sine arme falde, inden hun gik væk fra ham. Han havde intet at skulle have sagt, hun var endelig ude. Og havde lært lidt om verden udenfor, så nu kunne hun få sig selv et nyt liv, hun ville kunne gå rundt, blandt andre folk, snakke med folk. Måske verden udenfor var smukkere end i skoven?

Han kunne ikke bare.. Hvis hun.. For pokker da!
Stædig som han nu var, løb han op foran hende, stillede sig stædigt og så på hende med de lysende brune øjne. "Vi er ikke oomans Alex," Han så kort rundt. Forhåbentlig hørte ulvene ikke denne samtale, også selvom de nok ikke forstod den. Det var kun lykkedes Ghost, at forstå deres sprog en smule, ikke at han selv kunne snakke det. "Vi er bedre end dem og det ved du godt. "Hvis du går så..."
Ganske som frygtet, havde en af ulvene opfangede den lidt trykkede stemning og var derfor kommet hen til dem. Det var ingen andre end scar, den sorte ulv med ar over øjet. Hans sorte pels skinnede noget så smukt i solen. *hvad er problemet?* To stikkende og smukke grønne øjne, så fra Alex til Josh. *Kan hvalpene endnu engang ikke enes?* Han drejede hovedet om og så på Ghost, der med en ryg så ret, stod og betragtede landskabet. *Han har brug for jer og det ved i.. nu når han er leder.. behøver han jeres støtte mere end noget andet.*
Som tiderne var gået, var Ghost vokset sig stor og stærk, for ikke at sige smuk. Med den smukkeste hvide pels lagt over en muskuløs bygning, ledte han dem igennem skoven og passede på dem, ligesom hans forældre før i tiden. Godt nok var han kun de 4 år gammel, men han var deres leder nu, en stolt leder.
Josh sukkede og nikkede til hvad Scar havde sagt. *Vi forstår Scar..* svarede han med en mumlen.
Scar nikkede hurtigt og gik derefter tilbage til hvor han kom fra. Hurtigt drejede Josh hovedet om, så igen på Alex og skabte øjenkontakt, til han blot sukkede og så ned i jorden. "Du.. du kommer da tilbage.. gør du ikke?" En smule flovt løftede han blikket og så spørgende på hende. Han frygtede vel allermest bare, at hun slet ikke kom tilbage efter at være blevet en del af oomans verden.

Han ønskede ikke at hun smuttede, hun ønskede som sådan heller ikke at forlade dem. Hun havde trods alt aldrig haft det sådan hos nogle folk omkring hende. Selvom det enlig var ulve, men det var underligt at hun ikke engang kunne have det godt hos sine forældre.
Derimod Joshs reaktion ved at hun ønskede at gå, fik det til at gøre ondt indeni hende. Det var nærmest smertefuldt, hun ønskede at se hver eneste reaktion han havde, men på den anden side, gjorde det nærmest ondt. Hun så ned i jorden, mens de brune øjne skiftede med at se mod Josh og ned i jorden. Hvorfor kunne han ikke være ligeglad, hun ønskede jo bare at se stedet, se hvordan andre folk levede. Hun havde trods alt, fundet et rart sted at være et sted hun følte var rart og halvt halvt beskyttende.
Som altid havde en af de andre ulve noget at sige. Hun var enlig blevet meget god til at forstå ulvene, med god hjælp fra Josh. Men det var vidst også kun en smule. Hun forstod i hvert fald få ting. Josh havde det tit med at fortælle nogen lunde hvad der blev sagt, når der blev sagt noget vigtigt i hvert fald. Da Scar gik igen, skabte Josh og Alex øjenkontakt. Hans ord fik det til at sitre kort i hende. "JEg ville altid komme tilbage." Hun svag sine små arme omkring Josh, hvor hun knugede sig selv indtil ham. Hun ønskede virkelig ikke at hænge ud med de andre i alt for langtid, hun ønskede bare at se den anden verden. Derimod, frygtede hun også at flokken ville smutte, mens hun var væk. Og hvad hvis hun forsvandt? Altså, forvild. Hun frygtede det, lidt. "Bare lov mig, at mens jeg er væk, forsvinder i ikke bare." Hun så ham i øjnene, hvor hun dog stadigvæk krammede ham. De altid så uskyldige øjne, så dog en smule urolige ud. "Jeg vil altid komme tilbage, men jeg frygter dog at i smutter mens jeg er væk. Så vil jeg aldrig kunne finde jer igen, også ville jeg være fortabt." Overdramatisk, ja. Ja det var hun, men kunne man beskylde hende for det. Hun havde som altid en halv stor frygt for... ja... ALTING! Dog ville hun ikke tage afsted nu, hun ville først og fremmest snakke med Ghost om det. Så han ikke bare gik med gruppen, for ikke at snakke om at hun ville kunne snakke om hvor hun kunne møde dem alligevel. Hendes photografiske hukommelse, ville gøre det meget nemmere for hende, at finde frem til stedet.