Furtune or Fate. What do you think? - Moo

af **Vánagandr** Ons 30 Sep 2015 - 23:19

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sted: Dooms Ville - Rotten District - Gågaderne.

Tid: 22:42

Vejre: Køligt, med en svag brise fra det kolde nord.

Omgivelser:
Blandt de kolde gader og ruinerne i Dooms Ville, finder man ofte mørke og frygt. Der er lyden af forskellige sorger og skrig, fra folk. Nogle prøver at rodde blandt ruinerne. Søgende efter en skjult 'skat' blandt de fattige dele af byen, mens andre store flygtninge strømme skynder sig imod de nærmeste kroer for at drikke sorgen væk eller blot søge ly. Alle ved hvad natten venter sig. Mørke og frygt. Utrygheden og døden er tæt, som en tåge i gaderne, gemmer disse 'fremmede' væsner sig. Ingen sikkerhed er at finde.

Hvor er vagterne? Hvor er vor stolte og stærke sikkerhed for de svage i Rotten District. Ingen sikkerhed, medmindre du har mønter nok til at betale dig selv for det. Lyden af støvler, som giver et ekko af en 'klang' langs gaderne.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Lyden af Vánagandr' støvler ekkoer ned langs gågaden, som han går roligt ned af den snavsede og beskidte sti. Duften af roddenthed, ussel og sygdom kan nemt duftes. Hans tøj er iført mørkt, som nattens farver. Han bær en let bevægelig brystplade, foran brystet for at sikre sit eget hjertes beskyttelse. I hans hånd bær han sit trofaste våben. En sølv belagt klinge. Lavet af lette metaler, mens hans øjne glider rundt i gaderne. Han dufter kort med næsten og sukker lidt af afsky ved at duften af kolera, aføring, skidt og møg rammer hans sanser. Dette er i sandheden 'rotten' district. Noget, som Fenris' af og til hadet ved at være her. For beskidt nogle gange, men man venede sig til det efter nogle uger. Dog havde Fenris aldrig helt vendet sig til det.

Hans øjne gled på et væsen, som bevægede sig i en af gyderne. Hans blik lagde sig fast og han bevægede sig, med hurtige skridt nær. Med klingen klar gjorde han klar til at ligge det første huk imod bæstet, som skyndte sig ud af gyden. Den var ikke stor. Så måske blot en 'unge' af disse fremmede væsner. Han lod sin klinge ramme imod dens hud og den hissede af Fenris, som den skyndte sig videre ned af gågaden, med Fenris i hælen.

''Du slipper ikke væk denne gang, Bæst! vrissede Fenris, som han lod med en lettere hurtig svingende bevægelse med sin klinge for at tvinge en smugle af blodet fra sit sværd. Hans øjne gled på såret, som begyndte at dryppe fra bæstet's side. Den havde øjnene kort bag sig for at se Fenris følge efter sig, som den drejede spotant til højere og videre ind i en gyde. Fenris nåede ikke helt at følge efter og væk var den i et kort sekund.

Fenris gav sig til at lytte, for at se om han kunne spore den, ved høre sanserne. Han vidste at hvis han fulgte efter den i mørket, ville han være på større vildspor og muligvis bringe sig selv til fare.

af Gæst Tors 1 Okt 2015 - 0:55

En pige sad roligt for sig selv i en af gyderne og pillede skallen af et æble som hun havde fået. Det så måske lidt underligt ud, men fint og hurtigt rev hun æblets ydreside af på en lettere elegant og motorisk måde. Man var ikke i tvivl om at hun havde gjort det mange gange.
Hendes ansigt var gemt bag det pinke pandehår som dækkede hele hendes ansigt og gik ned til brystet. Hun var iklædt en lang sort og fyldig trøje, den var i hvert fald ikke i hendes størrelse. Udover det bar hun et par shorts. Kulden rørte hende ikke. Det var ikke fordi at sygdom ville ramme hende alligevel. Hun kiggede op da hun hørte noget. Hendes mundvige faldt ned i et surmulende udtryk, idet hun så bæstet. Moon var ikke så glad for nye ting, især ikke hvis de så faretruende ud.
Hun havde aldrig før fået lov til at spotte en af disse. Men at den var i fuld fart imod hende var ikke lige det hun ønskede sig allermest. Hvad hun heller ikke havde forventet var at bæstet ville angribe. Hun tabte æblet og et lavt, men hurtigt kvalt skrig undslap hendes læber idet bæstet farede ind i hende og videre med et greb om hende. Hun vred sig halv panisk uden at vide hvad hun skulle gøre, hun var fanget.
Hun lukkede øjnene hårdt i og knyttede sin hånd, ønskede bare det dumme bæst væk! Bæstet stoppede op og slap sit greb om hende idet det kiggede forvirret rundt? Hun var væk? Det var hun jo selvfølgelig ikke, hun havde bare påtaget sig sin skyggeform, og i mørket var hun svær at spotte. Hun kravlede lidt forsigtigt tilbage men hurtigt aftog skyggeformen igen. Det var jo ikke fordi at hun selv vidste hvad hun var alligevel, så hvordan skulle hun kunne styre sin skyggeform?
Hendes øjenbryn bukkede sig i vrede og i et kort suk kom en svag lysende stråle ud gennem hendes ryg. Hun rejste sig og nærmede sig monsteret mens strålen svævede rundt bag hende. Bæstet trådte frem i vrede mod hende, eller var det frygt hun kunne spotte? I et splitsekund farede strålen mod monsteret og et smæld ekkoede gennem gyden.
Bæstet udstødte et hyl og gjorde hvad det fandt bedst. At gribe fat om strålen, da den gjorde ondt. Moon spærrede øjnene op, hun havde aldrig oplevet at nogen tog fat i dem før. Bæstet hev til og hun fløj forbi bæstet og nåede at vende sig inden hendes ryg blev slået mod væggen. Smerten skød igennem hende fra ryggen idet et lille knæk blev hørt. Hun faldt ned og sidde og blinkede hurtigt for at komme til sig selv igen, uden held. Hendes blik blev sløret og hun lagde mærke til hvordan bæstet nærmede sig hende.

af **Vánagandr** Fre 2 Okt 2015 - 21:02

Fenris' øjne gled rundt. ''pokkers kujon'' mumblede han kort til sig selv, mens han gik lidt og sparkede til gågadens hårde sten vej, mens øjene gled rundt. Han hørte 'noget', som hylede op af smerte. Det lyd, som bæstet?! Hans øjne skød i retningen af lyden og stormede afsted. ''Bingo!?'' mumblede Fenris kort for sig selv, mens han stormede ned af en gyde. Han kom ud til et lidt større 'åben' gade, hvor han kunne se en pige røg flyvende i retningen af en af vægene, som stod et par meter fra Fenris. Hans øjne skød i retningen af bæstet.

''Fandt dig! Kom til Fenris!'' lyd Fenris fuld af had og iritation over bæstet flygtede. Hans sølvbelagte klinge lyste i månelyset. Hans smil lagde sig på hans læber, som han stormede i retningen af bæstet og lagde det første huk imod bæstet, som fik endnu et slag imod sin klo, som desperat forsøgte at holde sværdet på afstand. Den anden klo fra bæstet jog sig imod Fenris, som havde blot få sekunder til at undgå kloen og nærmest lavede en mindre pioet og trak sit sværd til sig kort, som fik bæstets 'hånd' til at bløde 'noget' imod jorden. En mørkelig masse, som nærmest sugede sig ned i jorden.

''Tid til at møde din skaber! Forsvind bæst!'' skreg Fenris vredt, mens han lod sin klinge penetrere i et halv hurtigt stød imod bæstet, som blot skreg højere af smerte. Den lagde kloen imod Fenris' skuldre og prøvede at bore sin klo ned i hans skuldre, som heldigvis var beskyttede af den mindre rustning, som Fenris havde pakket sig med. ''Sikke et held?!'' tænkte fenris kort, som han mærkede Kloen's tryk imod hans rustning, som bulede en smugle ind af.

Fenris var glad for at rustningen havde beskyttet ham og bæstet, som nu stille sank mod den kolde gade, fik ingen nåde og hovedet blev afhukket af Fenris, som blot fortsatte med at skinne den. Hans øjne gled kort over til kvinden, som han spottede før havde faldet imod en væg. ''Er de okay frøken?'' sagde Fenris, imens han skinnede bæstet. Dens klør og blod var værdifuld, så fenris havde begyndt at udtrænge noget af dens blod og dens kløer. Disse kunne måske bruges til noget senere i livet. Måske til et våben imod Fenris' fjender.

Hvis kvinden, gav udtryk for at havde brug for hjælp, ville Fenris rejse sig op og gå over for at hjælpe hende, men hvis ikke forblev han blot og skinnede dyret.

af Gæst Lør 3 Okt 2015 - 5:24

Moon nåede ikke at registrere kampen mellem hvem end det var og bæstet. Hendes hoved hang en anelse svagt og en dråbe blod gled ned fra hendes mundvige. Den lysende stråle var der dog stadig. Den lå lidt på jorden ved siden af hende og mindede mest af alt om en slange der ventede på sit bytte. Det var nu også fordi at den var klar til at beskytte Moon en sidste gang i tilfælde af at nogen ville gøre hende noget.
Først da personen henvendte sig til hende og efter at kampen var ovre åbnede hun sine øjne en anelse igen. Strålen fløj op som om der var fare på fære og slog op foran Moon som en form for beskyttelse. Dog da hun opdagede at bæstet var nedlagt lænte hun sig træt fremad og lod strålen suge sig tilbage hvor den kom fra på hendes ryg. Hun lagde en hånd på sin læn og ømmede sig kort, havde hun brækket noget? Det føltes sådan.. Men så havde hun ikke kunne bevæge sig.
Hun kørte sin hånd hen imod sin side da hun mærkede noget vådt? Hun tog fat om noget der sad i hendes læn og trak det ud i et hårdt ryk. Hun vred sig kort og så lidt på hvad det var. En rusten krog der havde siddet løst i muren fundet vej ind i hendes ryg da bæstet hamrede hende mod den. Hun smed den væk og så lidt mod personen der snakkede til hende. Det var en ung mand?
Hun kom bare med et nik som svar til hvad han sagde. Dog var det tydeligt at se at hun var såret og efter nøje overvejelse kom det fra hende:” Jeg har brug for hjælp..”. Hun skulle jo passe på med at bløde for meget. Hun kunne ikke mærke sult, søvn eller varme eller kulde for den sags skyld. Ikke at hun vidste noget af det her, overhovedet. Men hvis hun mistede sit blod ville hendes krop blive en tom skal. Det var ikke ligefrem noget hun var stræbende efter, i hvert fald ikke ubevidst eller bevidst.
Hun lænte sig tilbage mod muren igen og lukkede kort sine øjne i mens et træt suk undslap hendes læber:” Hvad er det der overhovedet? Jeg forstår det ikke…” sagde hun kort og åbnede øjnene for at se på sin redningsmand. Han virkede interessant.
Men hvorfor jagede han disse bæster? Hun blev nysgerrig:” Du valgte selv at gå ud her, og jage de her? Hvorfor?” Hun valgte at bruge nemme og korte ord, tonen på hendes stemme indikerede også træthed og sårbarhed, ikke at hun var trist, men at hun havde fysisk ondt. Og så valgte hun også at snakke for ikke at falde hen og lade sig selv bløde ihjel. Det ville nok være stor gavn at holde sig selv vågen, i det mindste indtil hun var sikker på at være i gode hænder.

af **Vánagandr** Lør 3 Okt 2015 - 11:51

Fenris' øjne gled over på hende og han tørte sit sværd af fra bæstets blod. Han rejste sig op og begyndte at gå over til hende. Kluden han havde tøret sit sværd af med, fik han også tøret blodet af hænderne. Han tænkte at rene hænder, nok ville være mest praktisk.

Hans øjne gled på hende og den position hun var i. Samt også at den form for 'våben' hun havde. Hvis det overhovedet var et våben? Et lysende 'ting', som dukkede op fra hendes indre? eller var det noget, som hun frem manede? Han havde ikke den største ide om hvad den lysende aflange ting var, som havde trukket sig tilbage ind i pige barnet. Men uanset var det facinerende.

Hendes første spørgsmål, som gled ud så Fenris blot på hende og bøjede lidt i knæene for at undersøg hende bedre. Han lod blikket rundt og fandt en mindre fløjte frem i hans lomme. Han blæste i den, men ingen lyd kom ud. Dog få sekunder senere kunne man høre 'noget' stort komme stormende afsted.

Hans øjne gled over på hende. ''Det er et bæst, som dræber uskyldige og andet. Så vidtj eg har hørt på nogle af rygterne, dukkede de op ved et større jordskælv og nu stormer rundt i Rotten District. '' Hans øjne gled over på den store hund, som havde en oppakkede rygtask på ryggen.

Han tænkte først over det nu og så tilbage hurtigt imod hende. ''Dette er Rex. Han er en ven.'' sagde han hurtigt for at sikre at hun ikke panikkede over størrelsen på den store bjørn af en bjørne hund. Hunde racen, var kendt for at jage bjørne, hvilket gjorde den perfekt til at skræmme flere ukendte folk. Men under den store pels gemte der blot et større luffe dyr, end man kunne forstille sig.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rex traskede roligt over til Fenris, dog havde den sine sanser klar. Blodet gjorde den varsomt og Fenris smilede kort. Han roddet i en af Rex's side lommer, som han havde fået oppakket på sig og fandt nogle bandager og en flaske med 'noget' klart i sig. Han hældte flaksens indhold udover sine hænder, som han der efter fik rengjort sine egne hænder ordenligt, før han skulle til at hjælpe hende.

''Hvis du læner dig over mod mig, så jeg bedre kan se og hjælpe.'' Fenris lod blidt en hånd mod hendes skuldre, så hun kunne læne sig over imod Fenris'. Han lod det ene knæ i jorden, for at sikre sin balance og lod blikket på det kødsår, som hun havde på ryggen fra den rusten krog. Han lod hånden på flasken og skulle til at hælde indholdet over hendes ryg. ''Det er varmt vand, blandet med krystal klare salte fra de blodrøde øer. Dette kommer nok til at svi en smugle, da jeg skal rense såret midlertidigt også ligge bandage.'' sagde Fenris kort, hvor efter han hældte indholdet. Han regnede lidt med at det nok ville gøre ondt på hende, men han gjorde sig klar til der efter at få en ren klud til at fjerne det værste jord og snavs væk fra såret også få bundet hende ordenlig ind for at sikre at såret ikke kom i betændelse.

Han vidste jo at hun var skyggevæsen, men hun var en af de få. Duften af hendes sande natur kunne han bestemt lugte. Noget, som fenris ofte lærte ved hjælp af sin evne, som skærpede nogle af hans lugte sanser. Hans hænder havde kun løftede hendes trøje op over navlen og på ryggen hele vejen op til skuldrebladet, for at sikre at han kunne få et bedre udsyn af såret.

Han lyttede til hendes sidste spørgsmål og smilede lidt. ''At jage eller blive jaget. Dette er ofte den sætning jeg stiller mig selv, når jeg er på jagt. Disse væsner er intet andet end et bytte. De prøvere at vise de er en jager, men aldrig kommer i positionen til at blive en. Specielt når de bliver jagtet af mig og nogle andre.'' Hans øjne gled over på hende og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Forresten, mit navn er Vánagandr Lawless. Men de kan blot kalde mig Fenris.'' Fenris var usikker på om pige barnet vidste at hun i øjeblikket fik hjælp af kronprinsen af alle dæmoner, eller om hun overhovedet kendte noget til familien Lawless, eller til hans fader Abbadon Lawless. Uanset ville det blive interessant af hvordan hun ville reagere på. Tænkte fenris kort for sig selv, mens han sikrede at forbindingen var iorden.

af Gæst Lør 3 Okt 2015 - 18:28

Hun kunne ikke se hans ansigt i mørket. Ikke før han kom tættere på hende. Hun lagde en hånd på hans kind og smilte kort, mærkede lidt på hans ansigt da det alligevel var en anelse for mørkt til at se hans ansigt:” Jordskævlet… Ja.. Der var mange mennesker der døde.. Kunne det være at de døde blev til bæster…?” mumlede hun en anelse. Det var altid noget hun havde overvejet. Hun rettede sit ansigt lidt mod hvor lyden kom fra og lagde hovedet svagt på skrå.
Hun blev lidt overrasket over at se den store hund, hun havde regnet med noget mere frygtindgydende. Et nik var det svar han fik da han introducerede hunden. Hun var stadig meget træt og hun brød sig ikke om følelsen af at blodet flød ud af hendes læn. Hun slap fyrens kind og rakte armen ud mod hunden, langsomt og roligt inden hun roligt nussede den bag øret. Den skræmte hende ikke rigtig, hun virkede nu en anelse glad over at se den.
Da han snakkede til hende igen trak hun sin arm til sig og gjorde som han sagde. Hun lænte sig frem mod ham og lagde sin pande mod hans bryst. Hun faldt en anelse hen da hun følte sig drænet. Hun sagde ikke en lyd da væksen blev hældt ned over hendes ryg. Dog ville Rex nok kunne opfange en mere kraftig duft af hendes blod. Hun havde bidt sig i hånden for ikke at skrige. Det øverste af hendes ryg var jo blottet, så en svag form for lys svømmede rundt fra skulderblad til skulderblad. Det var egentligt et smukt syn, da strålerne dansede om hinanden bag hendes hud. Men det var også en indikation på at de var klar til at komme ud når som helst.
”Jage eller blive jaget… Der da mange måder at jage på… Men sætte sit eget liv på spil.. Du ved hvordan man slog den ihjel? Hvor mange har du dræbt...” sagde hun stille og en anelse forsigtigt for ikke at bruge for meget energi på at tale. Smerten fra såret der langsomt rensede var overvældende men hun havde som så ikke nogen reaktion på det længere. Hendes hånd havde dybe bidemærker, man kunne se at hun havde bidt til for at mildne smerten i ryggen.
Hun så lidt på ham og kendte ham og hans familie ganske godt:” Fenris… Søn af Rafael Lawless. Første fødte… af ud af 4 børn…” sagde hun halvsøvnigt mens hun så lidt op på ham, mere ville hun ikke fortælle ham, både for at lokke ham til at tage hende med sig, for at få mere at vide og for at spare på sin egen energi.
Hun kom med en svag lyd af have ret så ondt og så lidt op på ham med halvlukkede øjne:” Jeg kender mere til dig end du selv aner…” inden hun lod til at besvime af smerten fra det rensende middel. Moon havde ikke den største smertetærskel, og hun kunne ikke holde til særlig meget. Hun faldt roligt helt forover mod Fenris og ville nok ikke vågne foreløbigt.

//Jeg undskylder meget, men jeg kan ikke skrive ligeså meget som du kan! ;_;

Også for at vise en idé om strålerne ser de sådan her ud:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

af **Vánagandr** Lør 3 Okt 2015 - 19:06

// det er helt okay. Du skriver, det du har lyst til at skrive. Uanset længde. //

Fenris lagde blikket på hendes ryg. At hun havde så afslappet og roligt berørt Fenris, virkede underligt. Han fortsatte sit 'arbejde' med at sikre imod hendes forblødning. Rex spottede tydeligt at hun bed sig selv i hånden og ventede toldmodigt på at sin herre havde sikret det ene sår, hvor efter Rex ville være klar til at peje det nye skabte sår ud på hendes hånd.

Fenris bandt bandagen ordenligt sammen og lyttede til det næste hun sagde. Mon hun kendte til det barn, som Sean passede på? Hid til var det jo kun Fenris, Alex og Natasja. Mon hun vidste mere end Fenris selv gjorde? Hans ansigts træk var endnu uforandret. Dog inderst inde var han bestemt fanget af facination. Mon denne pige vidste mere end Fenris selv gjorde? Dette kunne være et fremragende værktøj. Samt også at Fenris trods alt reddet pigens liv.

Han lod høfligt hånden under hendes ben og den anden hånd på hendes ryg og løftede hende forsigtig op og begyndte at gå imod hans hjem. Han regnede ikke med at hun ville give den største modstand, mens hun var bevidstløs. Rex luntede med Fenris, mens hans sanser var klar. Han gav et kort fnys til Fenris for ikke at havde bundet hendes hånd ind, men efter få sekunder fik Rex sin vilje og Fenris forbandt hurtigt hendes hånd ind. Han skyndte sig der efter med Rex hjem til sig selv i Angerforge District. Da dette District de var ved var alt for farligt.

Efter få minutter havde Melia. Fenris' personlig tjeneste pige sikret at en seng var klar og rent varm vand stod klar, samt at hun havde brugt tiden tidligere på at lære medicinske studier. På ordre af Fenris. Da han ville sikre at hans personlige tjenere vidste hvordan man sikret et sår ordenligt. Nu kom hendes ekspertise endelig i brug. Hendes silke bløde hænder lod sig mærke pigens pande for at mærke om hun havde feber. Hvis dette var sagen ville hun placere en mix af helbrende urter, som havde kogt ind i varmt vand og der efter lagt en vriddet klud med safterne fra denne mixture på pigens pande(Moo).

Fenris øjne gled på hende. Han var nysgerrig på hvorfor hun vidste så meget om Fenris. At hun vidste precise hvor mange søskende han havde. At hun vidste at han var den første fødte. Det at han havde 2 søskende betød intet. Dette var ofte almen viden, men at hun vidste den trejde ud af de fire børn, som hans fader havde bekymret ham bestemt.

Et par få timer var gået, mens Melia havde været i rummet og hjulpet pigen mod sine sår. Fenris gik over til sengen og lod blikket på pigen der efter på Melia. ''Hvordan har hun det?'' spurgte Fenris roligt, mens Melia smilede afdæmpet. ''Hun har fået en slag imod ryggen. Jeg har allerede skiftet hendes bandager og rengjort hendes hud på ryggen. Jeg forventer nok at hun snart kommer til sig, men måske har hun brug for en smugle hvile.'' Fenris nikkede blot toldmodigt og så over på Melia med et afdæmpet smil.

''Skal jeg bringe forfriskninger herre?'' sagde Melia roligt, med et lettere betrykkende smil. ''Det vil hjælpe på stemningen. Tak Melia.'' sagde Fenris roligt, mens han lod blikket på pigen. Han vidste ikke engang hvad hun hed. Mon hun havde nogle relationer til Sean? Hvis dette var tilfældet, var hun bestemt en større ven end han havde forventet. Hvis ikke, var hun måske en ny allierede. Uanset ville Fenris havde hende på sin side. Denne information, som hun bær er bestemt nyttigt og hun kunne bestemt bruges til noget. Men han vidste også at han måtte behandle hende pænt. Sikre hendes tillid. Lade ham komme tæt på hende. Dog på et profesionelt plan. Håbede Fenris lidt. Han satte sig ned på en stol og ventede, mens Melia var på vej med de forskellige ting.

af Gæst Søn 4 Okt 2015 - 5:43

Hun havde heller ikke registreret hvad der var sket mens hun var besvimet. Men hun kunne godt mærke de silkebløde hænder. Det føltes dog bare som noget hun drømte. Og hun ville ikke kunne huske det når hun vågnede. Hun havde dog ikke feber. Hun var kun såret. Forbindingerne blev hurtigt gennemvædet af blod, mest på ryggen. Dog stoppede forbindingen hende fra at forbløde.
Hun sprang op da hun vågnede, hvor var hun?! Lystrålen nærmest flåede sig ud gennem hendes ryg og snoede sig om hendes arm og virkede nu mest som en form for forlængelse af hendes arm:” Hvor er jeg!” udbrød hun kort før hun blinkede let med øjnene for at vågne ordentligt op. Hun rystede kort på hovedet og lod så sit blik glide rundt i rummet.
Hun havde aldrig været her før, men hun var ret sikker på at det var Fenris som havde været så sød at tage hende med sig. Hun tog sin hånd op til sin hals og hostede. Den var tør. Hvor længe havde hun været væk? Strålen strejfede hendes kind og hun havde ingen reaktion på det. Den eneste der kunne holde til at røre strålen var hende selv, men det var jo også noget hendes krop selv havde lavet.
Men man skulle ikke bare lige røre den. Selvom det så ud til at den var harmløs ville en lille berøring føles som om at man hældte ætsende syre over det berørte område. Strålerne kunne egentlig trænge igennem alt undtagen kød. Så de fungerende kun som en forsvarsmekanisme. Dog da der ikke var nogen fjender at spotte lod hun strålen afvikle sig hendes arm og falde om bag hende som om den bare hang. Hun kunne ikke føle sig helt sikker til at trække den ind i sig igen.
”Fenris?” spurgte hun hæst. Hun så sig lidt om, var der noget vand at finde? Desværre ikke. Hun trak sig lidt tilbage og lænte sig op mod sengens gitter eller væggen alt efter hvordan sengen var. Hendes hoved faldt lidt tilbage og hun så op i loftet. Hun kendte meget til Lawless’ familien. Folk i Rotten root havde det altid med at tale over sig. Om de så var nogen af Fenris’ egne mænd eller Rafaels var ligegyldigt. Ingen af dem havde sagt nej til at fortælle hende mere. Det måtte være hendes udseende. Der var ikke mange der sagde nej til hende.
Hun lukkede sine øjne i og følte sig nu stadig træt selvom hun havde sovet. Da hun åbnede sine øjne igen rejste hun sig fra sengen og bevægede sig over til et vindue. Hun så ud og kløede sig en anelse i håret:” Hvad er klokken?” mumlede hun kort og lavt da hendes stemme nu var ved at være helt væk. Hun hostede kort og prøvede at sluge noget spyt for at få sin hals til at være mindre tør men det virkede ikke. Hun lagde en hånd på sin mave og overvejede nu om hun var sulten eller ej. Egentlig følte hun som så ikke sult, men hun havde overbevist sig selv om at hun gjorde.

af **Vánagandr** Søn 4 Okt 2015 - 11:13

Fenris' øjne gled på hende, da hun bevægede sig. Hans ene hånd havde lagt sig diskret på sit sværd. Klar til at forsvare sig selv, hvis hun valgte at gå fuldt ud offensivt. Dog da hun virkede til at slappe en smugle af satte Fenris sig i stolen igen. ''Du er i Angerforge District. Hjemme hos mig. I mit gæsteværelse. '' Han kiggede lidt undrende på hende om hvorfor hun lod dette ud, som det første spørgsmål.

Rummet var 6 gange 6 meter bredt. og der var 3 meter op til lofted. Sengen lå over imod en væg, med et vindue overfor det. Til højre for sengen, stod der et lille bord, med nogle roser. Røde roser enda. Fenris havde valgt den røde farve, for at måske symbolisere blodet, som hun valgte at han måtte røre og rosens torne, fordi hun ofte var klar til at stikke folk, som kom alt for tæt. Måske mindede det Fenris om en bestemt person, men uanset havde han valgt at pynte rummet en smugle.

De hvide væge, som rummet var 'malet' i, havde også blevet pøntet med en klar himmel blå, med andet. Næsten noget, som nogle ville enten finde uhyggeligt over at en Succubus ville havde malet eller facinerende. Der var et mindre badeværelse til venstre for sengen, som blot var til at rense folk og deres sår, men også for dem hvis man ønskede at få et bad, så var der et kar og derved blot var det om at forhører tjeneste folkende om at fylde det op med varmt vand.

Da hun rejste sig op og gik over til vinduet, fulgte Fenris' hende med øjnene. ''Den er ved eftermiddagen. Du sov ganske tungt. Dog anstreng dig ikke for meget, så dine forbindinger ikke går op. Melia, min tjenerinde er her snart med nogle forfriskninger.'' I samme sekund, som Fenris færdig gjorde sin sætninger trådte Melia ind i rummet.

En ung kvinde, som lignede ikke en dag over 18 år. Hun bevægede sig elegant over til bordet ved siden af Fenris og placerede fadet, som havde en glas kande, med krystal klart vand, som havde en smugle is i toppen. Det virkede, som om at det lige var taget ud fra de kolde fjelde. To glas og en skål med blandet frugt. Rosiner, æbler, pærre og to skiver vandmallon.

Hun nikkede kort til Fenris, med et smil og så der efter over på pigen. ''Er der ellers andet, som herren ønsker?'' sagde Melia roligt drejet sit blik tilbage til Fenris, som blot rystede på hovedet, som et nej. ''Nej, jeg tror vi har det fint. '' hun bukkede kort for Fenris og trådte ud af rummet og lukkede døren høfligt efter sig.

Fenris kiggede over på pigen og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Så.. Fortæl mig. Siden du kender masser af ting om mig, kan du fortælle mig lidt om dig selv? der iblandt dit navn?'' Fenris' stemme var rolig og afdæmpet, mens han med et køligt blik observerede pigen.

af Gæst Man 5 Okt 2015 - 22:55

Hun lyttede til ham da han sagde noget men svarede ikke rigtig. En hånd førte hun op til panden og prøvede at slappe lidt af. Havde hun slået hovedet? Nok en anelse. Da hun kørte sit blik rundt i rummet var hun en anelse fascineret, så at sige at hun havde været van til faldefærdige rum med en klam grå farve og revner i væggen. Det var hendes barndom i en nøddeskal. I hvert fald boede hun ikke på det fineste af de fineste børnehjem så når hun nu stod i et rum så udsmykket som dette, følte hun sig en anelse underligt tilpas.
Da hun stod ved vinduet kunne hun ikke undgå at stirre lidt ud af vinduet. Hun nikkede kort til det han sagde og lod til at søge efter noget med øjnene. Melia. Et flot navn. Mon hendes forældre havde givet hende det navn? Hun lagde en hånd på sin mave og mærkede lidt på forbindingerne:” Mnh.. Var min trøje ikke… gennemvædet af blod?” spurgte hun en anelse uforstående. Så væk måtte hun da ikke havde været til ikke at vide om hendes trøje var gennemblødt eller ej.
Kunne man se jordskælvet herfra?Jordskælvet. Hun huskede tydeligt de første par dage efter. Hun var heldig ikke at være i Doomsville på det tidspunkt. Men hun var med til at hjælpe i at rydde de døde væk fra gaderne. Der var et ansigt hun aldrig ville glemme. En lille pige. Det kunne godt være at Moon virkede glad udenpå. Men at se det lille barn, under gruset gjorde noget ved hende.
Hun rystede kort på hovedet men hendes blik forblev ud af vinduet:” Fenris. Oplevede du jordskælvet? Og efterfølgerne? ” en anelse sorg var at finde i hendes stemme. Hendes øjne virkede også en anelse tomme. Men han kunne ikke se hendes ansigt så han ville ikke vide det. Hun ville glemme pigens ansigt. Gad vide hvilket liv der havde været hende i vente?
Hun så lidt til siden da Melia begyndte at tale som om hun prøvede at lytte godt til hendes stemme. Dog sagde hun ikke noget. Før Melia var ved at gå ud:” Mange tak…. For forbindingen” sagde hun kort og ventede så til Melia var gået. Hun vendte sig mod Fenris da han talte til hende og så på ham med et svagt smil over sine læber:” Jeg kender ikke engang mig selv… Men jeg blev kaldt Moon på grund af fuldmånen jeg blev fundet under..” sagde hun roligt og lænte sig op mod væggen ved siden af vinduet. Hendes arme var let over kors og hun slappede lidt af i sin positur for ikke at virke indelukket.
”Jeg har en ven som har snakket med din far… Så at sige at hun overlevede, endda uskadet at møde ham.. Men jeg kender meget til jer.. og jeres historie… Selvom i ikke er specielt gamle…” kom det roligt fra hende. Hun ville ikke nævne sin egen alder, da det egentlig var ligegyldigt:” Gader og hvert hjørne af denne by har øjne og ører kun med formål til at gøre skade på dig.. Grådige dæmoner der vil have titlen for sig selv..” hun lød næsten vred på hans vegne. Men til hans held havde hun dræbt enhver kilde der ikke skulle have overtalelse først.
Pigens ansigt var stadig i hendes tanker og det gjorde hende vred. Strålen der stadig var ude lavede en form for knytnæve og slog mod væggen, dog da den ignorrerede alt andet materiale end kød, fløj den igennem væggen uden at lave nogen skade på noget. Hun så kort mod den og ruskede kort med skuldrene inden hun trak den ind i sig igen:” Du tilbringer meget tid sammen med….. hvad var hans navn… Ham den anden dæmon…” hun viftede kort med hånden og ville ikke hænge sig så meget i det, hun var sikker på at præcist den dæmon hun snakkede om alligevel var i hans hoved da hun var færdig med at snakke.
"Men jeg tror du ved hvad min ekspertise er nu, søn af Rafael Lawless." hun smilte glad selvom hendes stemme var dybt seriøs.

af **Vánagandr** Man 5 Okt 2015 - 23:43

Fenris observerede hende blot. Et svagt smil dannede sig på hans læber, mens hun talte. Hans øjne fulgte hver en bevægelse. ''Moon? Interessant navn. Nolge ældre mennesker ofte referede månen, som Luna. Men det er sikkert nok mere overe i varulve katagorien. Eller Shape Shifters. Alt efter hvordan man vender og drejer det.'' hans øjne lod blikket mod døren, som Melia havde gået ud af. Han slappede lidt af og lagde armene over kors. Da hun havde nævnt at Melia's navn er smukt, smilede han svagt. ''Melia skylder sit liv til mig. Jeg reddet hende og hendes veninde fra slaveri. Hun er en loyal ven. En af de få jeg holder tæt. Og eftersom at jeg har reddet hendes liv, forventer jeg kun hendes loyalitet, ærlighed og bekymringer, hvis hun har nogle der angår hende eller mig. '' Hans stemme var rolig og velformulerende. Et svagt smil forblev på hans læber og øjenene gled over på Moon, som hun begyndte sit trick med lyset igen.

Fenris måtte indrømme at han blev lidt facineret af dette. ''Oh.. ehm.. Din trøje.. Jo, ehm.. Altså.. Den var ret så snavsede.. Så jeg bedte Melia om at gå på market og finde en magen til den du har på nu. Din trøje er stadig til vask. Melia har stået for alt rengøring af din hud, som har forgået i enerum. Da jeg ikke ser grund til at skulle sikre din overlevelse, mere end højest nødvendigt. Medmindre andre aftaler ligges på banen.'' Fenris rejste sig op og et svagt smil dannede sig fuldlændt på hans læber. Hans krop sprog var afslappet og han nærmede sig med rolige skridt over til vinduet, hvor hun stod.

Hans øjne gled ud af for at se mod DoomsVille's districts. Smilet forsvand, som hun havde nævnt omkring jord skælvet. ''Og.. angående jordskælvet. Var jeg.. Her. Stående knap få meter fra hvor du stod. Så hvert en del. Hver en bygning, som faldt. Jeg husker tydeligt frygten i mine søstres øjne og min egen frygt for folket. Ikke kun dæmoner, men for alle racer. Hvilken effekt, som påvirker dem. Derfor valgte jeg at jage disse bæster. Da mit første møde med en af dem, valgte at overfalde mig på vej til et møde med en ven.'' Hans øjne gled rundt omkring de forskellige bygninger. Hans hænder foldet sig bag ryggen og han stod nærmest 'rør' som en gammel soldat.

Fenris forstod godt hendes sorg. Hans øjne gled over på hende. ''Vi har alle misted noget, som vi holder nært. Hvis du ønsker, kan du blive en del af min mindre familie. Du vil kunne oven i købet tilbringe noget selskab sammen med Melia. Dog beder jeg kun om din fulde loyalitet og at du bliver mine øjne og øre i Rotten District. Du lyder nemlig til at kende hver en sten. Dette er nyttigt for mig. For jeg har brug for at vide hvordan folket har. Hvor der er desperat brug for hjælp. '' hans øjne gled over imod vinduet igen og han begyndt lidt at grine.

''hahahaha~. Det sandt. Sean og Jeg kender hinnanden. Vi har gjort det i noget tid nu. Ren og skær udfordringer omkring hinnanden. Vi jager sammen. Samt også at Sean reddet mit liv engang, som den første.'' Hans øjne gled halv dovent ned ved Angerforge District, hvor han kunne skimme 'taget' af Sean's bolig. Et svagt smil dannede sig på hans læber og han så der efter på Moon. ''Og selvfølgelig. Hvad er der inde for dig, udover et muntert selskab, fra mig og Melia? Tja, jeg kan give dig mit ord at jeg vil prøve, så godt som muligt at hjælpe en del af befolkningen der lider. Dog ikke direkte, da det vil påvirke min faders politik. Men igennem andre midler. Og for dig privat, har du mit ord at du ligger under min fulde beskyttelse. Uanset lov anstifted imod dig. Så at sige, vil du blive royal tjeneste folk. Som dog arbejder i skyggerne. Hvis det er det du fortrækker.'' Hans øjne gled over på hende, mens han var nysgerrig på at se hvordan hun ville reagere.

af Gæst Man 12 Okt 2015 - 19:45

”Jeg levede før dem så.. Og dem der fandt mig havde ikke nogen stor viden om verden og andet udenfor.. Faktisk var de alle sammen børn der holdte sammen for at overleve…” sagde hun kort. Mere ville hun ikke fortælle. Han havde også fået nok at vide. Moon havde ikke lyst til at fortælle sin fortid til en, for en kunne nemt snakke over sig og i sidste ende ville alle kende til det. Hun vendte sig om igen og sukkede kort.
”Skylder sit liv… Slave af egen vilje?” hun løftede sit øjenbryn og virkede en anelse skeptisk omkring det hele. Hun så lidt på ham og smilte så kort:” Mnh… Jeg forstår.. Hvad skete der som skete for at du skulle redde hende?” Hun så lidt ned af trøjen og trak lidt ud i den for at inspicere stoffet:” Den kan jeg ikke tage imod.. Stoffet er dyrt..” med det sagt tog hun fat i trøjens ender og tog den af. Hun var lidt ligeglad med at det eneste hun nu havde på var sine shorts og forbindingen. Det gjorde hende ikke noget alligevel. Hun var ikke genert.
”Så du så det…. Den værste skræk ved det hele er at Doomsvilles leder har gjort intet for jordskælvet.. Hans folk døde.. Hans bygninger faldt… Og han har gjort intet…” hun knyttede sin hånd i vrede, det var noget der gjorde hende virkelig vred. Hun så på Fenris og hun kunne mærke at hendes følelser var ved at overvælde hende. Så hun vendte sig og gik hen til bordet med vandet og frugt og skyndte sig at tage et æble som hun bed hårdt i.
Hun tyggede hårdt på æblet og kom til at bide sig i kinden. Hun lukkede sine øjne i for at prøve at dulme smerten lidt. Hun så på æblet og borede sine negle ind i det:” Man har så meget magt og man gør intet med det! Holder du med Sakref Morladin?” sagde hun og vendte blikket mod Fenris, vrede kunne anes i tonen. Hun lyttede til hans tilbud. Men hendes spørgsmål forblev. Æblet maste sig ud mellem hendes fingre, man var ikke i tvivl om vreden der var i hende.
”Der en ting… jeg kræver… hvis det er okay.. Der et sværd.. Som jeg ikke selv har pengene til..” hun så lidt på ham og så en anelse trist ud. Hun kløede sin kind lidt og så ned:” Det for meget at spørge om.. Undskyld…” hun kom over ved siden af Fenris igen og lænte sig en anelse op af ham, arm mod arm. Han var varm. Hun var egentlig bare kold. Et svagt suk undslap hendes læber:” Jeg føler mig så død i forhold til alle andre..” kom det fra hende. Hun lod en hånd røre hans skulder og køre ned af hans arm i en kærlig maner, for at mærke hans varme.

af **Vánagandr** Tirs 13 Okt 2015 - 1:13

Fenris' øjne gled på hende, da hun spurgte ind til da han reddet Melia's liv og hendes veninde. ''Hun var engang slave for nogle, som havde dræbt nogle jeg holdte af. Assasin og mordere. For at de kunne få den sidste person, krævede det at de kunne få fat i en anden person for at få ram på mig. Det endte ikke, som de regnede med. Gruppen blev.. Elimineret og Melia blev reddet. Jeg gav hende assyl hos mig i en uge. Et job, som min personlig tjenerinde. Nu arbejder hun under mig. Kort sagt. Fra slave til tjenerinde. Da hun fortjener bedre leve vilkår. Ligesom dem.'' Hans øjne gled på hende, for at se hendes reaktion. Lyden af hendes første, var mere end rigeligt på at hun var gammel. En større værdifuld allieret, som Fenris bestemt kunne godt bruge. Ikke som skakbrik, men som en værdifuld medspiller. Fenris forstod nogle lunde hvorfor Sean valgte at lyttte til rygter. De var ofte værdifulde og skabte information, som kunne bruges. Specielt efter at hun havde nævnt at hun var gammel og ældre en Fenris.

Da hun skulle til at trække stoffet af sig, lod han armene overkors og fortsatte med at holde øjne imod vinduet. Da hun nævnte omkring DoomsVille lagde han blikket i retningen af hende, da hun nævnte om Fenris var imod Sakref. Hans tanke gled omkring Sean's ord. Han så imod Vinduet. ''En hver konge leder sit folk på hver sin måde. Nogle vælger de høje dele af kongeriget. andre vælger de lavere stående. Fra min side finder jeg begge ting vigtige. Jeg siger ikke jeg er med ham. Jeg siger ikke at er imod ham. Dog vil alt retfærdighed dukke op i tidens tand.'' Fenris' øjne gled imod Vinduet og han så over imod revnen i den yderste mur. Hans hånd lod sig kort kløende under hagen.

Hans øjne gled på hende, da hun spurgte om et sværd. Han smilede svagt. Dog svarede han ikke. Han observerede hende blot og da hun sagde undskyld, rystede han svagt på hovedet. Han lyttede til hendes ord og ventede på at hun kom tættere på. Da hun lod hånden på hans skuldre, vendte han sig kort rundt og lod armene omkring hende. Han omfagnede hende i et 'varmt' og 'trygt' kram. Hvis hun tillod. og blot holdte hende tæt. Han talte roligt og afslappet. Nærmest, som om at intet af dette havde påvirket ham. ''Der var engang en person, som fortalte mig følgende. Hævn gavner intet, men en velplanlagt metode for sit liv og hvad man bruger tiden på. Det er hvad der er vigtigt. Du er hvad du der. Dog skal din loyalitet er mere end velkommen. Du får sværd, til gengæld for at jeg ved at jeg kan stole på dig. Sikre du har fået nok hvile og at du er klar til at fortsætte efter du har healet dine sår. Men for nu kan du hvile dig. Du er i sikkerhed.'' Fenris talte med en rolig og afslappet stemme. Hans øjne gled på hendes bare overarme og overkrop. Han nussede hende blidt på den bare ryg og stille stod og kunne mærke hendes kolde krop imod sin (hvis hun altså havde tilladt at Fenris havde krammet hende. )

af Gæst Ons 21 Okt 2015 - 17:23

”Ligesom slaverne? De fortjener meget mere end det… De fleste slaver er stærkere end selv den stærkeste soldat i krig… De pinsler de fleste går igennem… Det næsten uhyrligt… Men stadig kæmper de videre… De har intet at leve for, men de kæmper videre… Der ikke en respekt større end den jeg overfor dem..” kom det roligt fra hende og hun så lidt ned af sig selv.
Hun kørte en hånd igennem sit hår og lyttede til det han sagde mens hun udvalgte æblet:” Ville du vælge begge dele uanset race? Ville du hjælpe en elver i nød, en engel i nød? Eller ville det kun være af egen slags?” hun åndede tungt ud tjekkede æblet ud inden hun fortsatte:” Jeg tror at den eneste sande hersker ville prioritere sit folk. Men ikke kun sit folk. En leder skal være sympatisk, selv overfor fjender. Varsom men altid klar til at hjælpe enhver i nød. Hvis man kan se bort fra race, godhed eller ondhed. Har man min respekt. Og min hjælp.” hendes øjne gled mod Fenris og i et kort sekund smilte hun. Dog følte hun stadig at emnet pårørte hende meget.
Hun betragtede det knuste æble i sin hånd. Det var lidt ærgerligt. Det smagte ellers fint, og hun havde tænkt sig at spise det hvis det ikke var fordi det var smadret. Hun sukkede kort og tog den trøje på som han havde givet hende, hun kunne trods alt ikke være bekendt at stå foran ham, iklædt intet.
Hun vidste ikke helt først hvad hun skulle gøre da han gav hende et kram. Der var faktisk en der gad kramme hende? Hun stirrede først ind imod ham mens hendes arme hang. Inden hun en anelse rystende løftede dem op og lagde dem om ham. Hun tog en anelse fat om hans trøje på hans ryg og gemte sit ansigt ind imod ham. Hun snøftede kort men hun ville ikke græde.
Hun så op på ham idet han snakkede og smilte så stort til det han sagde. Det sidste han sagde fik hende til at komme med et ægte smil. Hendes første ægte smil. Inden hun igen gemte sit ansigt imod hans bryst. Hun kom med et dybfølt suk inden hun snakkede:” Jeg har levet mange år Fenris…. Og i de år har jeg aldrig følt mig tryg… Eller sikker…. Så det betyder meget for mig.. Det gør det virkelig.” hendes stemme skælvede en anelse, hun var aldrig god til at snakke om sine følelser. Hun var altid den der holdte følelser inde og ventede på at briste.
”Min loyalitet er hos dig..” sagde hun roligt og så op på ham med et smil. Hun virkede næsten som et lille barn der endelig havde fundet sin forælder efter at være adskilt i lang tid. Hun var egentlig som et lille barn når hun først var glad. Hun slap ham roligt og så ud af vinduet. Hun lagde hovedet på skrå. Hun vidste godt hvordan hun opførte sig. Og nu hvor hun begyndte at tænke over børn. Dette hus virkede så stort. Hun så lidt op mod Fenris:” Det virker som et tilfældigt spørgsmål. Men jeg kom i tanke om det. Børn. Hvad tænker du om dem?” sagde hun roligt og hendes blik forblev ude af vinduet. Hun vidste ikke helt hvordan han havde det med det, og hvis hun havde ramt et dårligt punkt havde hun ikke lyst til at se hans reaktion.

Undskyld ventetiden :3

af **Vánagandr** Ons 21 Okt 2015 - 18:08

Fenris øjne gled fra hende og imod vinduet. Hendes ord omkring slaver og hvordan hun respekterede dem, ville måske give Fenris endnu et værktøj til at få hendes tillid. Slaver var ofte nemme at bruge, som værktøj for de fleste. Måske en smugle ondt, men efter Fenris' oplevelse med Sean, havde han lært at bruge sine dæmoniske fordele. Der iblandt at være Incubus. At påvirke væsner's følelser og forføre dem til at stole på en. Så hvorfor ikke påvirke en grådig slave ejer, til at gå i en fælde og få pige barnet overfor ham til at se ham 'heroisk' redde en person.

Han strøj tanken til side og lyttede stille til hendes spørgsmål omkring at redde et andet væsen. Et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Jeg ville hjælpe hver en race. Til gengæld for at de acceptere at blive min Vasal. At de ved at jeg vil være deres leder. Hård, men retfærdig. Og tilgængel sikre deres familie og fremtidige generationers sikkerhed.'' Han tænkte at dette ville være et retfærdigt svar. Han kunne ikke forlade dæmonernes veje omkring hvordan de ledte klanen. Men at sikre at han stod, som en stærk og retfærdigfuld leder. Hård, kynisk for sine fjender, men hård fin og retfærdig for sit folk og dens allierede, af racer der acceptere at komme under hans ledelse. Dette er den vej, som Vánagandr vil sikre sin race og folk.

Da hun nævnte at hun følte sig tryg ved hans nærhver, samt at hun smilede og holdte sig for en kort sekundt tæt ind til ham. Fik et svagt smil på læben af Fenris. Hans øjne gled rundt i rummet og han kunne dufte hendes duft. Dette var noget, som han ville sikre at kunne huske. Han mærkede at hun trak sig væk fra ham og han stillede sig i retningen af vinduet. Blot ved at hun havde taget trøjen på og faktisk accepterede den, ville blive det første skridt for Fenris. Noget, som han ville glæde sig til at havde endnu en værdifuld brik. I hans skak spil imod verdens fremtidig problemer.

Han lyttede til hendes spørgsmål og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Et barn er en vidunderlig ting. Skrøblig. Specielt nyfødte. '' Han kiggede kort på hende og grinede lidt for sig selv, mens han fortsatte. ''Heh. De er også nogle gange lidt klumsede og faldte ofte. Dog skal man også være klar over at tiden, som man bruger med sit barn er værdifuldt. Hvert et sekundt.'' Hans øjne lukkede kort og et svagt smil fortsatte på hans læber, mens han huskede på sin tid med sine to døtre. Omrkring deres første skridt, som de tog og flere minder buldrede frem.

Han åbnede øjnene og bankede mindet til side. Han måtte fokusere på fremtiden. Han havde allerede givet slip på mindet om sin kone og kommet videre. Nu måtte han komme videre fra sine døtre. Han tog en kort vejretrækning og lod blikket på hende. ''Hvis du ønsker at blive adopteret, er du mere end velkommen. Dog skal du vide at det ikke vil påvirke min faders syn på dig. For han vil nok aldrig acceptere dig, som andet end den jeg socialisere med'' Han smilede lidt over tanken omkring at tilbyde hende at blive hans datter. Dog blev hun adopterede og intet mere. Det gjorde jo blot at hun ville være sikret en plads i hans rige og derved også sikre at ingen helt ville kunne røre hende, uden hans tilladelse. Medmindre hans fader selvfølgelig sagde andet.

af Gæst Søn 25 Okt 2015 - 20:38

Hun var glad for at høre at han var klar til at hjælpe en hver, det fik ham til at virke god i hendes øjne. Hun så op til ham som var han en faderfigur. Ikke bevidst, men hun havde aldrig rigtigt haft nogen at se op til som så. Så at han endelig var der for hende at se op til var noget der gjorde hende glad.
Hun lyttede nysgerrigt til ham mens han snakkede og nikkede kort. Hun virkede ret interesseret i at snakke om børn, hun havde jo ikke ligefrem selv haft forældre der havde kunne fortælle hende om hendes. Hun smilte blidt da hun lagde mærke til at han lukkede sine øjne, hun var sikker på at han kom i tanke om noget godt.
Hun tog armene om ham og trykkede sig blidt indtil ham mens hun selv i et kort øjeblik lukkede sine øjne i og nød følelsen af hans varme følelser. Varme følelser gjorde hende svag, men hun elskede det. Der var ikke noget bedre, ifølge hende. At føle den glæde andre havde, at få et indblik i deres gode minder. Noget hun ikke kunne have mere.
Hun så lidt overrasket ud over hans tilbud. Og i et kort sekund ville hun overveje det:” Hr. Lawless… Dit tilbud alene er enestående… Men jeg har afklaret med mig selv at jeg aldrig vil få følelsen af at havde en forælder…” hun holdte en pause og så op på ham. Hun tog en dyb indånding inden hun fortsatte:” Men jeg er stadig ung… I hvert fald min krop… Og det vel aldrig for sent for mig at få mit eget barn..” inden hendes blik gled ud af vinduet:” Men jeg kan ikke lade et barn komme ind i en verden som den her… ikke nu” hun så ret trist ud efter hun sagde det. Hendes blik var rettet mod ruinerne.
Hun så kort rundt inden hun så på Fenris:” Du har haft børn…. Eller i hvert fald minder med børn…. Hvor er de?” hun kunne ikke lade være med at lægge skjul på sin nysgerrighed. Hun holdte stadig lidt fast i ham. Hun var ikke sikker på at hun selv var udstyret til at blive en god mor. Så at skyde sine tanker over på noget andet virkede bedre.
Hun gik over til sengen og satte sig roligt mens hun så lidt på sine hænder. Hendes hånd fandt op til siden af hendes hoved og hun lukkede sine øjne i, i et kort øjeblik. Hvorfor skulle hun også tænke på børn nu? I alle de år hun havde levet havde tanken aldrig faldt hende ind. Og nu ville den ikke forlade hende igen.

af **Vánagandr** Man 26 Okt 2015 - 11:09

Fenris' øjne gled på hende, da hun krammede sig ind til ham. Han lod sin ene hånd nusse hendes bagerste hovede, nærmest sikrede en form for 'omsorg' for hende. Til trods for at det for ham var en daglig ting med nærhver. Han lyttede til hendes sætning omkring hans tilbud. Han smilede lidt over hendes svar og forstod udemærket godt at hun ikke ønskede nogle forældre. Og hvis dette var hendes valg, ville han da gerne acceptere det. Hans øjne gled over mod vinduet og han lyttede der efter til hendes anden sætning omkring børn. Havde han forstået det helt forkert? Han lod ikke en konklution danne helt endnu, men blot hendes ord omkring at få et barn, fik en næsten til at gysse. Hans øjne gled ned på hende igen og hendes sætning omkring at han havde været nær børn, fik ham til at grine lidt over det.

''Engang, for langt tid siden. To døtre. Begge døde idag. Myrdet.'' Hans stemme var ganske rolig og han virkede ikke til at være særlig sørgmodig over det. Havde hun spurgt ham for få år siden, havde Fenris sikkert prøvede at brække nakken på hende, blot ved ordet 'børn'. Fenris havde kommet over det for få måneder siden og havde kommet videre. Dels også på grund af at han havde mødt Sean, som fik ham til at komme videre ud af sit lille mængde af en isolerede box.

Hans øjne fulgte hende, da hun satte sig på sengen. Han gik over og satte sig ved siden af hende. ''Hvorfor spekulere du omkring børn og det at være forældre?'' Han lavde hovedet lidt på skrå, og så halv undrende på hende. Da dette spørgsmål havde bravt vokset sig drastisk frem i ham. Han havde undret sig bestemt over hvorfor af alle ting. At hun spurgte omkring børn.

af Gæst Man 26 Okt 2015 - 13:51

Hun havde et lille smil på læben men det forsvandt brat da han nævnte at de var døde:” Myrdet… Hvorfor?” det var ikke så meget et spørgsmål til ham, hun begyndte bare at føle en uretfærdighed, i hendes hoved var mord på børn det værste. Hun trykkede sig ekstra meget indtil ham mest for at berolige sig selv inden hun slap ham og gik over til sengen. Der lød et roligt bump, men hun virkede anspændt mens hendes pegefinger kørte rundt i cirkler på hendes tindinger.
Hun så lidt på ham da han snakkede til hende og hun rystede kort på hovedet:” Børn er den eneste grund til at vi stadig er her. Hvis der ikke var børn, ville der ikke være voksne. Slægte ville forsvinde og racer ville uddø. Så selvfølgelig vil jeg gerne have mit eget barn. Min egen slægt” sagde hun med en klang af håb. Hun var trods alt bare fyldt med negative følelser, men noget inden i hende havde stadig blevet, selv efter hendes forvandling. Hun så lidt frem:” Jeg kender et menneske… eller en santuine.. Sylvana hedder hun. Hun kender din fader. Hun har også kommet uskadt fra et møde med ham. Hun skal snart have et barn.. Men der er ingen til at hjælpe hende, hendes barn vil blive født uden en fader.” sagde hun roligt og knugede sine hænder hårdt sammen.
”Jeg ville ikke ende som hende. At skulle have et barn alene, når verdenen er som den er nu. Er man svag bliver man solgt på det nærmeste marked som slave. Selvom at man ville være stærk, ville byrden af et barn alene gøre en svagere. Og et let offer.” hun kom med et suk og så ned på sine fødder:” Ikke alle har æren af at blive beskyttet af dig.. eller andre.” hun så lidt op og ud af vinduet.
Noget andet smed alle tanker om børn væk og et minde dukkede op. Hun rejste sig hurtigt og vendte sig mod Fenris. Hendes ansigt var trist og hun så næsten grædefærdig ud. Men kunne hun græde? Hun var ikke sikker. Det var årtier siden at hun sidst havde følt en tåre på sin kind. Hun satte sig på knæ og tog hans hænder. Hun var nød til at være ærlig, det fortjente han, hvis hun skulle vise sin loyalitet:” Jeg har snakket med Sakref Morladin… For noget tid siden...” hendes stemme havde ingen følelser, hvad skulle hun alligevel føle? Hun så ikke op på ham, mest af respekt. Dog så lod hun sit blik glide op på ham for at se hans reaktion.

af **Vánagandr** Man 26 Okt 2015 - 14:47

Fenris svarede hende ikke, da hun spurgte. Han fulgte hende blot med øjnene og tænkte at det ville være bedst ikke at svare. Det var jo hans egen opgave om at finde ud af det. Og at svare 'det ved jeg ikke' ville måske virke, som om at han ikke vidste noget som helst.

Efter at han havde sat sig, så han på hende og observerede hendes reaktioner. Hun talte om slætninge og børn. Noget, som han ikke forventede hun ville tale så meget om. Eller også var det et område hun var interesseret i. Da hun nævnte omkring Sylvana og hendes barn, så han undrende på hende. Han kunne intet gøre ved barnet, da det ikke var hans sag. Dog kunne han måske prøve at sikre en situation? Han sad lidt og tænkte over situationen. Han havde endnu ikke fuld magt endnu.

''Sylvana ville nok havde det svært. Hvis barnet overlever, vil barnet være stærkere end noget andet.'' sagde han roligt. Han vidste at han skulle træde forsigtigt. Både fordi han kunne forstå på hende at dette virkede, som et ømt punkt på hende eller også noget, som var vigtigt for hende.

Da hendes sætning omkring at ikke alle kunne blive beskyttet af ham, lod et svagt smil på hans læber. ''Man kan ikke redde alle på en dag. Men det starter ofte et skridt af gangen. Så at redde en generation af en befolkning blandt mange. Er stadig et skridt på vej til sit mål.'' Han lod blikket imod vinduet og smilede lidt for sig selv over det. ''Hvor hen man kigger vil man finde et folk der lider. Men der er altid håb blandt væsnerne. Dette er det jeg søger efter at bruge. Desperation ofte skaber loyale folkefærd. Folket lige nu er desperate. Og magt begærige folk, som er blot en smugle interesseret i magten vil søge efter den og udnytte folk. Dette er hvad jeg prøver at stoppe. At sikre at folket ikke bliver udnytted forkert. At det også gavner dem, som er under min vinge. '' Hans øjne gled på hende og blev stille igen

Da hun rejste sig og så over på ham, mens hun var stille. Da hun nævnte at hun havde talt med Sakref, lod en mindre gys ned af hans ryg. Han forholdte et neutralt ansigts udtryk og han stille lænede sig tilbage og virkede afslappet, men hans hjerte diskret havde hoppet et hjerte slag over, så den hurtigt måtte indhente. Hans øjne gled undersøgende omkring hendes øjne, mens han ventede på mere info. ''Hvad har dig og Sakref da talt om? Hvis jeg må spørge?'' Han sad roligt og observerede hende, mens han nu var uvidst om hun stadig var en han kunne stole på eller ej. Men hvis hun havde talt sandt, ville det måske være tegn på at hun stolede på ham.

af Gæst Man 26 Okt 2015 - 22:51

Hun interesserede sig meget i slægtinge og børn så hvis han troede at det var det, var han helt rigtig. Men når man nu også kiggede på Moons alder har hun haft mange ting til at interessere sig for. Men de fleste ting var gledet væk. I hvert fald alt det kedelige.
”Sylvana er stærk og et elegant væsen… Jeg har set hende… Jeg tror ikke engang den kvinde har en eneste negativ følelse i sig… Det er dejligt at være omkring hende… Jeg håber bare alt går hende godt.. Og hendes barn, selvfølgelig.” hendes stemme virkede nervøs på hendes vens vegne. Hun så lidt op på Fenris og smilte så kort for at vise at det ikke var et emne der gjorde hende vred at snakke om.
Moon nikkede kort til det han sagde om at redde alle på en dag. Han havde ret. Men der var noget inden i hende der gjorde hende varsom. Han var en dæmon, men sådan en interesse i at gøre det bedste for alle væsener? Hun kunne ikke helt sætte det sammen. I hvert fald ikke så det gav mening. Hun så ud af vinduet og lyttede til det han sagde. Desperation. Det var en ond ting. Folk gjorde de mærkeligste ting når de var desperate nok. Det var næsten til at blive dårlig over, hvis man altså ikke ernærede sig på dårlige følelser som hun gjorde. Hendes blik var ude af vinduet indtil hun rejste sig.
Hun så lidt ned da han spurgte om hvad de havde snakket om. Skulle hun virkelig fortælle det? Det kunne spolere det hele. Bare alene at hun havde nævnt at hun havde talt med ham bragte hende i fare. Hvem ved om nogen nysgerrige tjenestefolk smugelyttede? Hun så lidt op på Fenris og bed sig kort i læben. Hun tøvede. Ikke fordi hun ikke kunne stole på ham, men fordi hun ikke kunne stole på alle andre. Dog hvis hun skulle være allierede med ham, måtte hun være ærlig. Også selvom det kunne resultere i hendes død:” Han er interesseret i mine evner i at samle information… Han vil have information om to personer.. Assorian Fabló og Sean McGivens.” hun sagde det bare ligeud.
Hun var sikker på at det var skidt at nævne Sean, især hvis det var blandet ind med Sakref. Hun så ikke på Fenris og så nu bare ned i jorden. Hendes hænder hvilede hendes lår efter hun havde sluppet hans hænder men hendes greb havde strammet sig om hendes bukser. Hun følte sig fjollet. Hun skulle ikke have nævnt det:” Ingen må vide det… Det kan bringe os begge i fare... Fenris. Ingen må vide det” hendes stemme skælvede en anelse af frygt og hun rystede bare på hovedet af sig selv.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Men noget dukkede op i hendes hoved:” Sakref har ingen interesse i Lawless-familien… I hvert fald for nu..” hun var nød til at forsikre ham om det. Faktisk hvis hun tænkte nærmere over det, kunne det blive en win-win-situation for begge parter. Hun rejste sig roligt og så trist på Fenris, hendes øjne mindede lidt om et såret dyr, men hun virkede en anelse varsom. Hun havde åbnet sig for ham og fortalt ham sandheden, men hun var stadig bange for hvad han ville sige til det. Det var alligevel en stor mundfuld at give nogen.

af **Vánagandr** Man 26 Okt 2015 - 23:19

Fenris fulgte hende med øjnene og lyttede til hvert et ord omkring Sylvana. Han nikkede roligt og lyttede ganske afslappede. Da hun der efter begyndte at forklare omkring at hun skulle samle information omkring to personer. Han lod hånden for munden af hende og gled hovedet tættere på hende, så hun istedet for at tale, så at hviske. Dette sikrede at selv ikke engang skygge væsner kunne høre dem.

Han hviskede lavmældt. og lod hende fortsætte ''Væge har øre, men ikke lange nok til at høre hvisken.'' Fenris' mund var nær hendes øre, så det lyd næsten, som om at han kun lod luft passere ud fra hans læber, som han hviskede i hendes øre. Hvis hun fortsatte, ville han undre sig en smugle og stille mumblede svagt. Et skud af nervøsitet skar sig ned langs hans ryg, mens han prøvede at forholde sig i ro. Hans øjne gled på hende og smilede svagt. ''Du har vist din ærlighed for mig. Jeg vil vise dig mit. Samt måske give dig en mindre insigt inde i hvem jeg er. kom'' Hans hvisken var stadig lavmældt, men kontrolleret.

Han rejste sig op og lod øjnene på hende, mens den ene hånd gled ned og klar til at støtte hende op på benene. Fenris ville lade hende set hans private værelse. At lade hende se hvordan hans mentalitet var og måske give hende et billede af hvem Fenris var.

Han tænkte at siden hun gav denne form for ærlighed overfor ham. Ville han lade hende vide at de kunne dække hinnandens ryg. Fenris var stadig rolig. Han virkede mere rolig end før. Hans øjne gled på hende før han åbnede døren. '' Som jeg sagde før. Tidens tand bringer al retfærdighed frem. Kom, jeg vil vise dig nogle malerier, som jeg har malet. Jeg tror du vil kunne finde dem facinerende.'' Han lod sin hånd række ud til hende, som en invitation. Hans læber lagde et smil på læben, som om at dette ikke påvirkede ham eller gjorde ham nervøs. Dog lignede han næsten, som en dreng der så ud til at glæde sig til jule aften.

Fenris vidste nu for alvor at ved at hun havde fundet ud af at Sakref ville vide noget om Sean. Samt udnytte hende til at finde informationer omkring Sean. Betød blot at Fenris kunne følge med i 'spillet' uden at være direkte involveret. Men som at lytte til brikkernes rykkelse og forberede sig på det værste. Ikke kun for ham selv, men for Moo. Hun var blevet en større værdi end Fenris' egne søstre. Noget, som sjældent skete. Speceilt for Fenris. ''Jeg håber du har en kunsterisk smag. ''

Hvis hun havde taget hans hånd, ville han føre hende over til hans værelse. Gangen, som de ville gå igennem på vej til hans værelse, var indhylet i forskellige kulturelle statuer og malerier. Næsten som om at man var trådt ind i et museum. Døren blev åbnet op og det var næsten en udfordring for folk at blot finde et sted hvor der var ikke malet på enten vægene eller at vægene var indhylet i malerier.

Rummet var bygget op, som en firkant. Hvor at indgangen var i midten af den ene væg. Sengen overfor døren og til højre for sengen var indgangen til bade værelset. Sengen, som havde 4 træ søjler. En på hver hjørne. Havde indhylet sig med røde silke lagn, så hvis Fenris ville lukke for. Til at sove mere privat, når tjeneste folk skulle rydde op mens han sov. Oven over senge ryggen mod væggen, hang et maleri er 'noget' Det var en mand, som var indhyldet i blod rødt silke fra overkroppen ned til tærne. Hans dæmoniske øjne stirede imod den person, som trådte ind i rummet og maleriet havde den underlig effekt. Grundet metoden den blev malet på. At øjnene ville følge en i rummet. Flere forskellige malerier var blevet malet, samt et maleri over døren. Af en ung kvinde, iklædt i rødt stof. Hendes øjne var samme metode, som maleriet over sengen. Med en skarp sans og viden inde for vampyrene og nok information. Ville man nemt spotte at dette var en vampyr kvinde ved navn Panthea.

Fenris' øjne gled på hende og han stille trådte over til sin tøj reol. For at finde noget rent tøj frem. Han havde ikke helt fået et bad, siden han reddet hende, så han tænkte at dette ville være bedst. Eller også havde han fået et bad? Fenris kunne ikke helt huske det, så han valgte at tage et bad uanset. Han fandt nogle mindre 'shorts' til at dække sin mere intime dele, i tilfælde af at hun ønskede at snakke, mens han badet. Da han ikke ville forulempe hende.

Hans øjne gled på hende og hvis hun så til venstre for sengen, stod der en Fenris ved en tøj reol og ved siden af den en større bogreol, med et stativ til et Canvas. Et skrive bord og et mindre spise bord, som var forlænget med skrive bordet, så han både kunne spise og ordne breve samtidig. Nærmest et mindre 'kontor' indbygget ved bog Reolen.

af Gæst Tirs 16 Feb 2016 - 20:15

Hun blev en anelse overrasket da han lagde hånden over hendes mund. Men på en måde også taknemmelig. Den hemmelighed hun lod ham tage del i kunne i sidste ende koste hende hendes liv hvis den forkerte fik det at vide. Hun nikkede svagt til det han sagde og fortsatte det hun ville have fortalt ham i en svag hvisken som kun han ville kunne høre. Et lettet suk undslap hendes læber, en byrde var blevet lettet fra hendes skuldre.
Hun rejste sig roligt med hans hjælp og fulgte med ham i lidt vaklende skridt. Hun tog imod hans hånd og virkede ret overvældet af at han viste hende denne form for respekt. Noget hun aldrig rigtig havde følt i hendes liv. Hun tog en hånd op til sit bryst. Hun følte at nogen faktisk holdte af hende. Som skyggevæsen gjorde det hende svag. Men det var noget hun havde savnet. Hun var nød til at stoppe op da hun kom ind på værelset og tog en dyb indånding med sine øjne lukket.
Hun rettede sig op efter noget tid og rystede kort på hovedet for at komme til sig selv igen:” Undskyld..” mumlede hun kort og lod sit blik glide rundt i rummet, mest i forbløffelse over indretningen. Hun havde været van til det gamle slidte børnehjem med forfaldne møbler og krakkeleret maling. Maleriet over sengen var det første der faldt hende i øjnene. Hun gik hen foran sengen og betragtede det roligt. Hun sagde ikke noget. Men pludselig rykkede hun sig fra side til side, dybt fascineret over hvordan øjnene var malet.
Hun havde aldrig rigtig forstået hvordan man kunne male mennesker på lærreder som ville se så ægte ud. Hun tog sine sko af og trådte op i sengen hvorefter hun bare gik hen til billedet og stirrede det ind i øjnene. Hun kneb øjnene sammen og satte en finger op foran det og kørte fingeren rundt i håb om at maleriet ville følge fingeren. Hun sukkede kort og vendte blikket bort fra maleriet og hen på Fenris:” Hvordan kan det se så ægte ud uden at være ægte?” hun så lidt undrende efter ham og kravlede ned fra den store seng inden hun fik øje på ham. Hun gik roligt over til ham og så lidt på hans ”kontor”.
Hun gik roligt over og så kort på de ting der var der, hun havde ikke lyst til at snage i hans ting men da hun så et rent papir og en pen havde hun sådan en lyst til at prøve og tegne. Hun havde aldrig rigtig prøvet det før men hun ville gerne lære mere om det. Det var helt nyt for hende, i al den tid hun havde levet havde hun aldrig oplevet den kunstneriske del af verdenen. Men hendes fornuft tog hurtigt over og hun lod til at lukke sig selv en anelse sammen igen:” Undskyld…” sagde hun bare og sukkede kort.

// Undskyld det meget meget sene svar!!!! :/

af Sponsoreret inhold

Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo

Sv: Furtune or Fate. What do you think? - Moo