Care..! huh? - Aurora -

Det var med et positivt og lettere nervøst sind, at Josh gik op til Carolines palæ og forventede at hans storesøster var længe. Efter så mange år væk fra hinanden, følte han sig skyldig over, at være skredet væk fra Doomsville og lagt nærmest alle sine søskende bag sig, blot fordi han havde rodet sig ud i en masse lort med englene.
Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Før han gik ind, trippede han lidt rundt udenfor og planlagde nærmest hvad han skulle sige, så snart hun åbnede døren op og så ham. Hvad nu hvis hun smækkede den og bad ham om at skride? Hvis hun var vred forstod han hende godt. Som han havde tænkt ved Stella, så følte han sig meget skyldig for, at have efterladt sine søstre og alle de problemer de var kommet i.
Til sidst tog han sig endelig sammen, han tog en dyb indånding og gik ind på palæet. Hjertet hamrede voldsomt i kroppen på ham, et skridt mere og det var hoppet ud af halsen på ham. Det var heldigvis lykkedes ham, at komme op til døren nu. Han stod og stirrede på den i få sekunder, før han knyttede sin højre hånd og hamrede blidt på den. Så var det nu, han skulle se Caroline igen, bede om tilgivelse og undskylde for hvad han havde gjort. Han håbede inderligt på, at hun ville tilgive ham og bare være hans søster igen.. Døren åbnede op. Hjertet gav et hop!
Han skulle lige til, at sige Carolines navn, da det ikke var Caroline der stod i døren. det var et helt ukendt ansigt..
"Uh," sagde han overrasket og rømmede ned i sin hånd. "Er Caroline hjemme?" Han smilede venligt til personen i døren. Et køn ung kvinde.

Hun havde endelig fået sat sig til rette i sofaen. En skål med jordnødder, som hun havde brugt flere timer på at tage beklædningen af. Nu var det bare hende og skålen. Som hun skulle til at smide en håndfuld i munden, bankede det på døren. Hun lod jordnødderne falde ned i skålen igen og gik hen til døren. Hun var i ført et par short og en sort/rød ternet skjorte. Håret var sat i en høj knold. Hun åbnede døren, hun hævede et bryn - da han så overrasket ud. Audrey tog en håndfuld nødder og spiste dem. Hun tykkede let af munden.
"Alle kommer for at besøge Caroline..." Mumlede hun så og rystede let på hovedet. "Hun er næsten lige taget afsted. Men.." Hun kneb øjnene en smule.
"Mørke øjne. Engle ansigt. Du må være Josh." Udbrød hun, "Du kan sætte dig ind og holde mig med selskab til hun kommer tilbage." Forslog hun og gjorde vej til, at han kunne komme ind.

En masse spørgsmål dannede sig med det samme oppe i hans hoved, spørgsmål han sikkert nok skulle få besvaret på et tidspunkt, men som lige nu måtte vente. Det overraskede ham over, at hun vidste hvem hun var og hun bare så let som ingenting, tilbød ham at komme indenfor, som han glædeligt tog imod med et smil.
Vent, hvad mente hun lige med engleansigt? Han rystede på hovedet og fortsætte med at gå ind. Palæet så ud præcis som han havde forestillet sig. Klassisk Care. Han smilede igen og så nu om på den fremmede unge kvinde. Stadig med sine høflig krops bevægelser, placerede han hænderne i sin bukselommer og bed sig i underlæben.
"Så... du ved hvem jeg er, men jeg ved ikke hvem du er," sagde han roligt og smilede igen venligt til hende. "Er du en ny veninde af Caroline?"

Caroline havde billeder der var tegnet på hendes værelse... derfor kunne hun let genkende hendes venners ansigter - ikke fordi hun havde listet rundt - eller jo det havde hun, men det vidste ingen. Audrey lukkede døren bagved dem, og tog endnu en håndfuld jordnødder og spiste dem. Hun lo nærmest da han troede hun var en veninde.
"Vi praktisktalt søskende." Audrey satte skålen fra sig og lagde armene overkors for at gå tættere på ham. "Du den ene af de forsvundende brødre.. huh.. Du skal være glad for Jo ikke er her. Hun ville have givet dig et slag eller to." Hvorfor måtte han tænkte sig til. Men Audrey var ligeså muggen som Jo over, at ham og Jacob var forsvundet - også lige i det øjeblik Caroline havde haft brug for dem mest. Hende og Jo måtte selv prøve deres bedste, og gudskelov for de fandt hende i live.
"Jeg vil ikke skælde dig ud, det ikke min pligt. Jeg vil ikke bestemme, hvad der skal ske. Men Caroline er min trillingesøster. Og hvis der sker hende noget... og du er væk igen.. så sværger jeg, du vil ønske du var død." Hun så meget alvorlig på ham. Hvorefter hun så skiftede humør med et stort smil.
"Nå kunne du tænke dig noget at spise imens vi venter? Jeg har jordnødder?" Hun pegede på skålen.

Var de... søskende? Josh havde skam mødt Carolines søstre før, Allyson og Destiny, men aldrig hende her. Det forvirrede ham en smule, hvilket man sikkert godt kunne se på panderynken der dannede sig lige imellem hans øjenbryn. Hurtigt ændrede han dog udtryk og smilede svagt, da hun belærede ham om, at det var forkert det han havde gjort, hvilket han udmærket godt var klar over. Han havde det slemt nok i forvejen. Men... hvad mente hun med at Jacob også var forsvundet? Hvad var der mon sket med ham? Havde Caroline nogensinde overvejet om han måske også havde problemer, og derfor ikke til, at finde nogen steder? Han bed sig i underlæben og så hende i øjnene, lod hende snakke og han forstod godt hendes truende adfærd. Det var ikke i orden hvad han havde gjort.
"Jeg ved godt det var forkert af mig og jeg fortryder det hver dag, jeg havde bare også selv nogen problemer jeg skulle igennem," svarede han og så hende stadig i øjnene. "Men jeg lover dig, mystiske søster af Caroline..." Det blev sagt i en venlig tone og ej hånende på nogen måder. "Jeg forsvinder ikke igen," Han smilede en sidste gang.
Da hun pegede ned på skålen, tog han nogen af jordnødderne og gumlede på dem, imens han gav sig til at se sig omkring. "Sååå..." Han så om på hende. "praktisk talt søskende huh? Det må du forklare mig bedre, også hvem Jo er," Han tog den sidste bunke af nødderne i munden. "Som sagt... der en helveds masse jeg er gået glip af," Han smilede stort og ydmygt til hende.

Selvfølgelig kendte hun hans lille problem med engelene. Alle kendte dem. Engelene kom sig måske ikke så hurtigt, men det gjorde de andre. Et slag var et slag, men det var vel blot hvad hun mente. Audrey satte sig tilbage i sofaen, og smækkede benene op. Det tog ikke mange sekunder før, at den fine spinkle kat kom løbende hen af gulvet og sprang op på skødet af Audrey. Yeah, dyr og børn elskede Audrey - sådan havde det altid været.
"Trillinger. Josette, Caroline og mig selv. Audrey. Vi søstre. Jo og jeg blev taget til vores tante da vi var helt små. Vi fik bider af kagen om famiien her. Da vi endelig fandt den var den allerede halvt ødelagt, men vi er ved at få den samlet igen. Du er gået glip af en del. Carolines lille varulvefyr. Vores lillesøster Faye." Tilføjede hun med et skævt smil. Josh ville jo ikke engang vide, at Caroline ikke var sammen med Nicolas mere. Audrey lod sin hånd stryge hen af kattens ryg, imens den fine sorte kat med hvide markeringer spant højlydt. "Vi har fundet en fætter og en kusine også.. Eliot og Lake. Familien er meget større end forventet.. og hvis rygterne taler sandt og Mikayla stadigvæk er i live.. så er vi endnu flere." Sagde hun begrejstret.

Det var en familie der ville noget! Denne nyhed gjorde rent faktisk, at han ikke kunne få smillet af hans læber. Familien var større, der var fætre og kusiner, søstre! Han spiste lidt videre af nødderne, imens han fortsatte med at lytte til Audrey og hvad hun havde at sige. Egentlig var han ikke helt sikker på hvad han skulle spørge om, for det virkede så underligt alt det der var sket, nærmest som om at han ikke var en del af det mere og Caroline langt om længe havde fået det hun havde ønsket sig, uden at ham og Jacob var en del af det. Latterlige tankegang... Han gumlede igen videre på nødderne. Derefter sendte han hende et smil, der afslørede smilerynkerne i mundvigerne. Mikayla... Det var den sætning der fik ham til at spærre øjnene op.
"Mikayla?" Han så nu nærmest desperat på Audrey. "Er hun i live? Hvor... hvor har du hørt det rygte fra?"
Josh var ikke fuldkommen uviden, han havde godt vidst, samt hørt rygterne om, at Mikayla måtte lade livet til en flok usle varulve. Flere gange havde han haft mareridt om hendes død. Han følte sig så splittet i denne familie nu... Hurtigt ændrede han adfærd og satte sig i sofaen. En anelse akavet kørte han en hånd igennem sine lokker. "Undskyld jeg... der en masse der skal sluges," Han så op på hende igen. "Specielt nu hvor familien er så stor, det føles underligt at komme ind i den," Svagt bed han sig i underlæben og aede blidt kattens hoved. "Du... nævnte noget om en varulve fyr? Altså... Carolines varulve fyr?" Han vidste også godt, at hun ikke var sammen med Nicolas mere, det havde han fået at vide før han skiltes med Caroline.

Audrey så på den desperate engel og trak let på skulderen.
"Jeg ved ligeså lidt som du gør" Svarede hun omkring Mikayla, for ærlig talt vidste hun det ikke. Men hun vidste Caroline smerte ved ikke at vide det.
"Du skal ikke undskylde, det forståeligt. Det overraskede os alle at den var så stor." Tilføjede hun med et skævt smil. Pixi spant, hun var tydeligvis glad for opmærksomheden.
"Rowan? Yeah. Hun er ekstremt vild med den fyr... hun har passet hans søn også. JEg mangler stadigvæk at møde ham, men jeg har skam planer om det." Blinkede hun drillende.

Audrey bed sig kort i læben.
"Du ved godt hun var pissed over dit lykkelige lille liv med hende Alex og jeres barn. Ikke at hun ikke ønsker det, men hun havde håbet på, at det var dig og Jacob der fandt hende dengang hun blev tortureret af de varulve. Hun havde virkelig håbet det var jer." Sagde hun. Ja Caroline var blevet bedre til sine følelser, men selv Audrey vidste, at den kontrol ville blive sat på prøve.

Af ren uro, gav han sig til, at gå rundt og kigge ned i jorden, imens han engang imellem placerede sine hænder ovenpå sit hoved. Da hun nævnte, at Caroline var pissed over hans liv med Alex, kiggede han hen på Audrey og løftede på et øjenbryn. Af en eller anden grund, gav det et fnys for ham og en rysten på hovedet.
"I så fald må jeg forklare hende, at det lille lykkelig liv ikke finder sted, specielt ikke det med at jeg har min datter," sagde han en smule koldt og kiggede ud af vinduet. "Jeg får sjælendt lov til at se min datter og der gik nærmest et år, før Alex og jeg kom på bølgelængde, eftersom vi havde været en smule uvenner," Han så om på Audrey igen.
Hvor havde Caroline det med lykkelig liv fra? De havde jo ikke snakket sammen, så hvorfor i alverden konkluderede hun bare, at han havde et lykkelig liv og ikke manglede noget som helst. "Og selvfølgelig ville jeg også ønske, at jeg havde fundet hende, men hvor mange gange ville jeg ikke også have håbet på, at det var hende der havde fundet mig under forskellige problemer?" Han gned træt sine tindinger og sukkede. "Undskyld, det skal ikke gå ud over dig, du skal bare vide, at jeg ikke er bad guy her, ja jeg ved at jeg har gjort noget galt, men ikke alting der er sket kan placeres på mine skuldre," Hurtigt så han ud imod køkkenet. "Har i tilfældigvis noget at drikke i huset? Jeg kunne godt drikke et ordentlig glas fyldt med rom," Han forsøgte at smile svagt, mest af alt var han bare træt og ville bare gerne have tingene på plads igen med Caroline.

"Jeg gider virkelig ikke at blande mig ind i jeres drama heller. Så." Let trak hun ligeglad på skulderen. "Men Nille forrådte hende, så hun var vel bange for dig og Jacob gjorde det samme." Tilføjede hun og tog endnu en håndfuld af sine jordnødder. Hendes øjne fulgte hans bevægelser. "Jeg ved ikke hvad vi har stående. Mig og Faye er de eneste mennesker i huset - og Caroline, Ally samt Jo har det med at sørge for alkoholen - den gør dem åbenbart beroligende." Audrey skar en lille grimasse og gik ud i det storslåede køkken, hun åbnede et af skabene og kiggede søgende rundt. Så fandt hun en flaske, whisky godt nok - men det gik nok an. "Whisky er det eneste jeg ejer lige for tiden." Sagde hun imens hun rakte ham flasken.
"Og hvis du møder Jo... så pas på. Hun kan være en smule overbeskyttende... Bare så du ved det. Trods alt er du den gode og hun er den faldne." At advare om Jo, hvis han ikke kendte til hende var smart. Nok elskede Audrey sine søstre, men at advare folk om dem var nogle gange nødvendigt.

Hun gad ikke at blande sig i deres drama. Godt så, det kunne i det mindste blive lagt på hylden så. For at vise hende, at han ikke var vred eller irriteret, alt over i den dur, smilede han blidt til hende og fulgte med hende ud i køkkenet. De mandelbrune øjne, så rundt og kunne ikke helt undgå, at bemærke hvor fantastisk dette sted var. Farverne i dette hus var beroligende og varme, mindede ham om Care og her duftede dejligt. "Bor i her alle sammen?" Han så spørgende på hende og tog imod whiskyflasken, da hun rakte den til ham. "Det var noget af en flok, kan i godt få det hele til at fungere?" Som tak for flasken, nikkede han til hende og gik nu rundt og ledte efter et glas. Kendte han Care rigtigt, så havde hun dem et skab et eller andet sted.. Hvilket var meget åbenlys, en masse væsner havde glas i deres skabe. Advarslen om en hvis Jo, gjorde hans søgen på glasset mindre interessant. I stedet så han om på Audrey, nysgerrig omkring hvem denne Jo var.
"Jo? Jo hvem?" Spurgte han og lænede sig op af køkkenbordet. "Den tredje af tvillingerne? Hendes navn virker bare... bekendt.." Han syndes at have hørt navnet et andet sted fra før.. Men hvorfra?

Bor i her allesammen? spørgsmålet fik hende til at vende blikket over imod ham. Let nikkede hun.
"Vi har en del værelser, nok til det halve af Doomsville." Kommenterede hun. "Det har sine skænderier, men det er det værd. Vi har været adskilt alt for længe." Tilføjede hun med et svagt smil. Josette, hvem Jo var... tja i samfundet eller hjemmebane... Udover Josette var hendes søster var det egentlig det eneste der holdt dem bundet sammen.
"Jo, leder over de faldne engle. Vores familie har legende for at være ledere, mine trillingesøstre vælger mørkets sider.. og jeg føre menneskeheden i sikre hænder... godt nok ikke som raceleder, men jeg har da en gruppe. Caroline er blevet bedre efter hun fik sin nye fyr. Hendes mørke side af på en måde gået i dvale, måske er det fordi vi skal holde Jo i skak sommetider.." Let rystede hun på hovedet. "Undskyld, jeg endte nærmest med at snakke med mig selv." Så sank hun en klump.
"Så øhm. Fortæl mig, hvor du kender Caroline fra.. . hun taler aldrig meget om sin fortid. Det gør ingen af os, men, hvad får en lys engel og en vampyr til at kunne kommunikere med hinanden på den måde i gør. Der nærmest aldrig set noget lignende før. " Spurgte hun nysgerrigt og vippede hovedet let på skrå.

Som resten af sine søskende var hun meget nysgerrig af natur. Stædig og viljestærk. Alle havde deres tegn på krig og kamp for at være her i dag. Det havde hun da også selv.Trods hun aldrig snakkede om dem, hendes kamp var hun langt fra færdig med. Og man skulle ikke fortælle eller sørge over den før den var vundet.