Jeg tror da at jeg er okay - Sean

T: omkring 3 om natten
O: rummet er tomt, ingen møbler eller vinduer.
V: udenfor regner det, det er koldt og mørkt.
S: et hus, tæt på en ødelagt togstation.
P: snavset slidt tøj - det samme hun havde på da hun havde været hos Sean sidst.

Timer var blevet til dage, dage til uger og uger til måneder. Neph var efterhånden ligeglad med hvad der skete omkring hende, og med hvem der kom og så til hende de få gange om ugen. Hun var ikke svag, hun fik det blod hun havde brug for. Men hun var psykisk ustabil.
Hun var blevet et legetøj for dem der holdte hende fanget. En af dem kunne bruge telepatiske evner til at ødelægge hendes sind med falske scenarier. Mareridt hun end ikke havde frygtet før. De gravede i hendes underbevidsthed, de tog alt hvad hun havde kært - og ødelagde det. Hvorfor? Fordi hun kendte Sean.
Et menneske hun havde elsket, hadet og elsket endnu mere. Et menneske hun havde håbet på ville komme og redde hende - et håb der var svundet ind til ingen ting.

Det havde været tæt på solopgang da hun havde forladt Seans hus. Hvorfor hun havde været der, huskede hun ikke længere. Hun var blevet slået ned, og ført afsted. Hun anede ikke hvor hun var, eller hvorfor hun var der. Hun anede intet, udover at de måtte tro at hun vidste noget om Sean, eller måske betød noget for ham, siden de holdte hende fanget på grund af ham.

En lås gik op, en dør åbnede sig. Neph sad i et hjørne på gulvet, med bind for øjnene, og rettede ansigtet mod døren. Ingen solskin - det ville hun kunne mærke..
Først hørte hun en lettere ru mandlig stemme give en stille ordre om at hun skulle have mad. En anden trådte ind i rummet og lagde noget levende foran hende, noget hun nægtede at røre ved. Hun kunne hører den svage pludren, hun kunne nærmest føle den bløde hud. En baby.
Hun drejede sig med siden til døren, babyen og de andre der kunne være til stede. Hun kunne ikke myrde en baby...
Hun ville skrige, græde, flippe ud. Men hvis hun gjorde det, ville de straffe hende. En straf der generelt set ikke var en straf - men for hende var det. De tvang hende til at gennemleve de værste øjeblikke af hendes liv igen og igen. Hun kunne det ikke, hun kunne ikke klarer at mærke den sorg, vrede og smerte ved de ting hun havde oplevet. Derfor var det sjældent at hun kæmpede imod.
En person gik hen til hende, tjekkede bindet for hendes øjne og rebet om hendes hænder og fødder.
Personen rejste sig igen, tog babyen med sig og forlod rummet. En ung mand kom ind, og tog fat om Neph's hoved. Hun bed hårdt sammen og forberedte sig på endnu et ondskabsfuldt minde...
Hun kunne mærke hvordan hendes barn blev revet ud af hendes arme og hendes blod stivnede som is ved synet af den udgave af Sean der stod foran hende. En mand hun var sikker på, dengang, at hun aldrig ville tilgive.
Manden slap hende, da hun prøvede at nikke ham en skalde. Han rykkede sig og forlod rummet - forlod Neph siddende på gulvet, med resterne af sit sind smidt omkring i hovedet på hende. En dag ville hun komme fri - og så ville disse mennesker fortryde hvad de havde gjort.

Brevet var blevet leveret for lidt siden. Nu sad han i en blød lænestol og stirrede ud af vinduet, der fortalte ham at det var mørkt og vådt udenfor. Hans fingrene gned ringen, på hans ene finger. Ringen, armbåndet...De havde samme mærke. Et mærke han altid havde på sig, enten som smykker, en dolk eller kappespænde. Et symbol på ham og hans magt, skønt ingen andre helt så ud til at forstå det. Ingen havde spurgt og han var også ligeglad, for han viste det. Ringen blev snoret rundt på hans finger, til metallet var helt varmt. Hans ansigt var fjernt, blot en maske, der intet afslørede om de ting, der foregik inde i ham. De tusind tanker, der gled rundt, med en rasende fart. En fin afbildning af hans største følelse lige nu. Vrede.
Armbåndet gyngede frem og tilbage, umiddelbart så den meget skrøbelig ud, som den sad ganske feminint om hans håndled. Men den kunne holde til det meste og de færreste bemærkede den alligevel, takket være han altid havde en mørk trøje på - præcis som i dag. Det var sjældent han havde skjorter på længere, for han blev ofte kaldt ud til en opgave og så var det bedre med praktisk, varmt tøj. Sort, selvfølgelig, som hans sind og hjerte.

Pludselig rejste han sig op. Brevet gled fra hans skød og ned på gulvet, faldende som en fjer, før det landede lydløst. Ordene var få og grimme. Noget om at en kvinde, der var kidnappet og at Sean skulle overgive sig eller overgive nogle bestemte ting. Han havde fået det for nogle dage siden. Det var ellers længe siden han havde set hende og det var måske netop usikkerheden om, hvorvidt hun havde været kidnappet i al den tid, der havde været kidnappernes plan. Måske for at gøre ham usikker eller fuld af skyld. Hvis blot han havde holdt bedre øje med hende...Men han havde jo, hvad ellers skete sjældent, stolet på hun kunne klare sig selv nu.
Han havde overvejet at skrive til Fenris, men han havde besluttet sig til at dette var hans eget problem og ikke noget andre skulle blandes ind i. Han kunne løse det selv. Derfor havde han sendt folk, fra sin klan, ud for at finde hende eller finde bare hvilket som helst spor.
Og nu var det der. Sporene, han havde fået leveret. Stedet.
Ude i entreen stod flere af hans mænd. Flere af dem tilhørte hans indre cirkel...Eller nok nærmere hans søn, omend han endnu blev set som en leder af klanen, skønt han ikke var. De havde hørt planen og med en håndbevægelse sendte han dem af sted. Han ville selv følge efter.
Han spændte sværdet om livet og svang kappen om sine skuldre.

Huset så ikke ud af meget og var sandelig intet fort, der skulle indtages. Men han tog ingen chancer og havde fået det omringet. Hans mørke blik hvilede på det, mens regnen slog mod hans ansigt og gjorde det både vådt og koldt, skønt han ikke lod sig mærke med noget af det. De ville fortryde de overhoved havde taget chancen, ved at angribe ham på den måde. Lad dette være et eksempel for alle hans fjender. Endnu en håndbevægelse og hans mænd gik til angreb. ikke som en hær, men stille og lydløse, som sande lejemordere. Sorte skygger i den mørke nat, der brød ind gennem vinduer, listede om bag deres fjender og skar halsen over på dem. Enkelte var nok ikke så heldige og måtte slås lidt for det. Men uanset hvad, stolte Sean på det ville lykkes...

Neph havde for længst opgivet. Men på trods af hendes træthed, hendes vrede og frustration - så bebrejdede hun ikke Sean at hun sad der nu. Tværtimod bebrejdede hun sig selv for ikke at være kommet fri, for ikke at være sluppet ud i tide. Hun havde været svag, trodsig og dum - hun havde troet hun kunne klarer det selv. Hun havde taget fejl.
Minderne var ikke det eneste ved hende de havde besudlet. Mange nætter havde været fyldt med episoder bedst beskrevet som perverse, klamme og direkte modbydelige. Hun havde ingen billeder i hovedet af det. Men duften, følelsen, lydene. Hun ville aldrig blive sig selv igen.
Duften... Blod, der blandedes med regn. Kold luft der i en kontinuerlig strøm gled gennem huset. Normalt lod ingen døren være åben - ingen vinduer ville have været åbne. Stilhed, var det næste der slog hende. Der var for stille. De sædvanlige trusler, skænderier og skrig døde ud, i takt med at der blev koldere, og lugten af blod blev stærkere. Få mænd kunne høres gøre modstand - men hun forblev stille. Hvad hvis dem der var der, ikke var på hendes side - og hun bare var endnu en der skulle slagtes? Ligemeget hvad, virkede hun til at være dødsdømt. Fint liv, ingen tvivl om det - hendes livs kærlighed var nu ikke blot uopnåelig, men også til mænd samt grunden til at hun nok egentlig sad der. Nej, han var ikke grunden... Hun kunne ikke tro den slags om hendes bedste ven... Eller, hvad der engang havde været hendes bedste ven. Nu var han... En ven. Ikke mere end det. Aldrig mere ville hun lade det komme så vidt, at hun forelskede sig. Ikke igen.
Hun turde ikke bevæge sig, ikke sige en lyd. Hun ventede blot på, at det var hendes tur til at komme væk fra huset. På den ene, eller den anden måde.

En af mændene kom over til ham, tørrede en blodig dolk af sit tøj, mens han nikkede svagt og lænede sig ind til Sean, for at hviske ham noget i øret. Så nikkede Sean, slog hætten op på sin kappe og som en sort skygge, nærmede han sig huset. Hoveddøren var blevet åbnet for ham, som folkene inde i huset efterhånden blev dræbt. Sean havde givet besked om at dræbe alle, undtagen den eller dem der styrede showet. Folkene kunne ikke være helt dumme, når de kunne holde en vampyr nede og Sean havde forventet modstand.
"Vi har tre døde og 5 sårede, Sir" meddelte en af hans mænd, da de efterhånden mere eller mindre havde styr på huset. Sean nikkede svagt og gik i det rum, der var størst og ud så ud til at udgøre stuen. Ingen møbler. Koldt, med et svagt lys der stod i en lampe.
"Vi har pågrebet hvad vi formoder er lederen. Hvad ønsker de at gøre ved ham?" En ung kvinde kom ilende ind til dem.
"Huset er under vores kontrol, vi mangler kun kælderen" meddelte hun.
"Undersøg kælderen. Og manden...Bind ham til en stol og sørg for han ikke løber nogen steder" forlangte Sean, da han fulgte efter kvinden mod kælderen. Nephthys betød mere for ham, end en fjende. Han ville opsøge hende først og tage sig af en passende straf for manden bagefter.

Kælderen var større og koldere, end man skulle tro.
Nogle af hans folk skyndte sig i forvejen, men ud af det blå sprang der en mand frem og viftede med en dolk af ham. Han snittede Sean hen over den ene kind. Han trak snerrende sin egen dolk og der var en kortvarig kamp, før Sean fik overmandet manden og dolket ham nok, til at manden blot kunne ligge på jorden og forbløde...Og dog. Han trak manden op og slæbte ham efter sig, samtidig som han gemte dolken væk.
"Her!" råbte kvinden fra før og Sean fulgte lyden, til de kom til en celle.
"Nøgler. Åben" forlangte han og slog hætten tilbage. Her var forholdsvis mørkt, men han regnede med dette måtte være Nephthys. Lugten var ikke behagelig.
Da døren var blevet åbnet, trådte Sean ind...Og smed den døende mand ind til Nephthys, som han gik ud fra hun måtte være sulten eller have brug for mere energi.
Uanset hvad, ville han hellere servere noget for hende, end risikerer hun bed ham.

Nephthys genkendte stemmerne. Hun havde hørte dem så ofte - specielt den der lærte hendes hjerte at både elske og hade; Sean McGivens. Da døren blev låst op, og et døende menneske blev smidt foran hende og uden tiden til at tøve overfaldt hun manden. Med negle der borede sig ned i hans hud, tænder der flåede blodet ud af hans svage årer. Og hvorfor? Fordi de havde nægtet hende næring og trøst i tider hvor det var mest ønsket.
Hun genkendte duften af Sean. Den duft hun havde fundet trøst ved hver gang hun havde duftet den. I nat var en undtagelse.
Med blod løbende ned af sig, og den døende mand næsten drænet for den livsgivende substans foran sig, satte hun sig i hjørnet igen - som en lydig hund der afventede ordre. Det var tydeligt at hun havde lidt, at hun var blevet besudlet og mishandlet. Men hun kunne ikke se, men hun kunne hører og føle. En AshMaiden, var hvad deres lille legetøj af en torturmester havde kaldt hende. Det var nemt at beskrive sådanne en AshMaiden; en kvinde der i en ung alder elskede, mistede kærligheden og var tvunget til at gå andre veje for at leve videre. Hun følte et lille stik af had. Had mod den dæmon der havde ødelagt hende, gjort hendes hjerte til aske. Hun bed sammen, vred.. Men hun sagde intet, gjorde intet.
Hun bad stille til at han satte hende fri - og når han gjorde ville hun gøre hvad hun havde lovet sig selv for længst; hun ville være lykkelig. Hun ville skabe sig et liv som det hun havde drømt om... Rigdom, kærlighed, familie. Sean, hvor meget hun end elskede ham, var uden for rækkevidde. Han var en mand, der ikke var hendes at elske. Ikke mere.
Hun ventede, stille. Efter nogle sekunders stilhed, drejede hun hovedet mod Sean.
''I de mørke nattetimer, hvor Djævlen leger med sine skøger - der vil du finde liv og leg, med alle dem du søger..'' hun sad stille lidt.
''Er det hvad jeg er blevet til, Sir.? Er dette hvad jeg nu er? Er jeg vendt tilbage til at være en lille køter i lænker, og skal jeg blot vente på andres nåde?'' hun lød mere eller mindre som sig selv, bortset fra at tonelejet var det samme som første gang de talte sammen efter hans ritual. Hendes følelser var flænset, i laser.
Hun havde stadig ansigtet vendt mod Sean, afventende.

Han havde mest lyst til at gå ind til hende, sikre sig hun var okay, men han ventede tålmodigt. Tålmodigt på at hun havde spist og fået næring. Tålmodigt, fordi noget føltes anderledes. Han kunne ikke sætte fingeren på hvad, men uanset hvad de havde gjort ved hende, virkede det som om det havde ændret hende. Nephthys havde været igennem så meget...De havde været igennem så meget sammen. Alligevel var de blevet ved med at se hinanden. De havde givet hinanden en blanding af smerte og ro i sjælen. Han tvivlede snart på noget kunne vride dem fra hinanden...Han ønskede ikke noget skulle rive dem fra hinanden. Han ønskede ikke flere smerter selv...Og han ønskede heller ikke hun skulle have nogle smerter. Han havde et forhold med Fenris, dæmonernes prins, men de havde et åbent forhold, til dels også fordi deres forhold aldrig ville blive accepteret af samfundet. Han havde overtalt ham til det. Han kunne sagtens elske flere end en...Så hvorfor kunne folk ikke bare nyde det? Hvorfor forlangte alle at få ham for dem selv? Det var trættene...Så trættene...Aldrig var det godt nok og alligevel blev han ved med at prøve...

Da det nærmest døde menneske blev smidt til siden, gjorde han tegn til sine folk om at gå og lade dem være i fred. Der gik et øjeblik, før han kunne høre skridtene dø ud, så trådte han længere ind i cellen...
Dog nåede han aldrig helt hen til hende, selv om han havde været godt på vej. Hendes spænde skinnede i hans kappe, tydelig for alle. Hans armbånd hang fra hans ene håndled, tydelig for det gode øje. Ringen sad på hans finger. Alle indeholdte de deres symbol. Hans symbol. Et hun havde givet ham.
Han kneb øjnene lidt sammen og studerede hende, først uden at svare. Han vidste ikke hvad han skulle svare, en smule usikker på hvad hun faktisk mente. En usikkerhed han kun sjældent blev ramt af, efterhånden. Sir...Hun havde aldrig kaldt ham det...
Der var noget galt. Hele hans krop og sind skreg det til ham - Men hvad skulle han gøre?
"Er det hvad du ønsker?" hørte han sig selv sige. Altid skulle han forklare sig selv til Nephthys, som om hun altid glemte hun kendte ham, endda nok bedre end nogen anden. Men denne gang faldt det ham ikke ind. Hvad skulle han da forklare? Hvad var der da galt? Han kunne ikke se det!
Han slog let ud med hånden. Selv om han helst ville have hende i sine arme, var det ikke op til ham at bestemme. Hun var fri til at gå...
"Du kan frit gå. Jeg kom for at hjælpe dig, efter jeg hørte hvad der var sket. Jeg...Beklager...At mit bekendtskab igen har bragt dig smerter" sagde han så endelig. Han havde været på nippet til at sige, at det gjorde ham ked af det...Men når han ikke vidste hvor han havde hende, følte han sig ikke meget for at fortælle om følelser og desligende. Risikoen for hun ville nedværdige ham for dem var tilstedeværende. Aldrig ville han gøre det, med den risiko.

HUn lyttede til ham, til hans ord. De virkede oprigtige, og han virkede sandfærdig. På trods af tiden i kælderen og den tilnærmelsesvis dyriske tilstand hun befandt sig i - så var empati en følelse hun ikke kunne slippe.
Hun var sikker på at det var Sean, der var ingen andre. Derfor tog hun forsigtigt bindet af øjnene, og selv i mørket skar det svage lys. Hvor lang tid havde det været siden hun sidst havde åbnet øjnene?
''Dit bekendtskab bringer endnu engang langt mere end smerter. Det bringer også trøst og sindsro - som altid.'' hun havde stadig hovedet vendt mod ham. Hun kom vaklende op og stå, en smule tøvende.
Hun skulle til at sige, at det ikke var hans skyld at hun var endt der, men selv hvis hun sagde det ville han nok affeje det og forsat set sig selv som skyldig.
Hun kunne mærke sin hals knude sammen, spænde som var hun ved at blive kvalt. Sådanne en følelse havde hun ikke haft længe, en følelse af at hendes inderste følelser kunne få frit løb.
''Det er som om, at hvor end jeg rejser hen - hvor end jeg gemmer mig - så er du der... Nogle gange er jeg bange for, at de gamle koner der mumler om skæbner har ret. At en skæbne er en tråd som alt for let kan vikles ind i en anden..'' hun gned sine øjne lidt, og blod blev tværet ud i hele hendes ansigt.
Hun hvilede sig op af væggen lidt, det var udmattende at holde sig selv oprejst efter så lang tid på gulvet.
Hun lod sine øjne glide i lidt, blot for at se det forvrængede minde for sig - et minde som der var blevet pillet for meget ved. Hun spærrede øjnene op igen, prøvede at undgå at tænke på det.
''Selvom du siger, at jeg er fri til at gå... Hvorfor føles det så ikke sådan?...'' hun så på ham, så ham i øjnene. Hendes stemme skælvede svagt, udmattelse - ikke tørst som normalt - bulrede ind over hende. Hun kunne ikke holde det ud meget mere, at frygte for sit liv - at frygte for Seans liv. Hendes hoved blev tungere, i takt med at hun gled langsomt ned og sidde igen - hendes ben kunne ikke holde hende oppe. Hun hvilede øjnene igen, denne gang var der ikke andet end mørke bag øjenlågene.
''Sean, hvor længe har jeg været her...?'' mumlede hun, en smule døsende.

Han stod stadig, så hun sagtens kunne komme forbi hun og ud, hvis hun ønskede det. Han ville gøre intet for at stoppe hende. Han kunne ikke fortænke hende i at hade ham, at ville væk. Hvor meget havde han ikke efterhånden slæbt hende igennem, hvor meget smerte og pinsel havde han ikke set hende opleve, fordi han var så egoistisk at ville have hende hos sig? Han følte sig skyldig. Så skyldig, som han kun kunne føle sig, når tingene gik ud over de få folk, der var ham nærmest. Det eneste tidspunkt han rigtig kunne mærke den sviende fornemmelse, der mindede ham om, at han ikke var så stærk og udødelig som han selv troede. Han trak vejret dybt.
Han gik over til hende og satte sig på hug foran hende, han kunne se hvor udmattet hun var. Han løsnede kraven på sit tøj, så hans muskuløse hals trådte mere frem.
"En archdemons blod giver styrke. Hvis du ønsker...Må du tage noget. Tage noget, så du har flere kræfter til at komme eller gå, alt efter hvad du har mest lyst til. Jeg vil ikke holde på dig. Jeg ser nu jeg har været alt for egoistisk, ved at kræve dit nærvær og at jeg burde have ladet dig gå for længe siden..." svarede han. Men uanset hvor neutral han prøvede at holde sig, sneg der sig alligevel noget alvorligt og sørgmodigt ind i ham, noget han ikke kunne skjule, især ikke over for nogen der kendte ham.
Han havde ikke rigtig andet at sige til hende. Hans blik vandrede væk fra hende, som var han end ikke værd til at se på hende længere.
"Jeg vil altid holde af dig, beskytte dig..." det var ikke højere end en hvisken. Så rømmede han sig lidt.
"Nær en månevending...en måned" svarede han så.

Hun var svimmel, og hans ord virkede lidt som en fjern tåget stemme. Hun vidste at det var ham, hun vidste at hun ikke var blevet sindssyg. Hun lukkede øjnene i lidt, hvilede dem, mens hun for sit indre blik forestillede sig det ansigtsudtryk der passede til hans ord. Han tilbød hende blod, fra sig selv. De eneste gange hun havde taget imod, havde været i sengen eller hvis hun var for skadet til at kunne styre det selv. Denne situation var ingen af tilfældene. Han talte om at være egoistisk, om at lade hende gå. Forstod han da intet? Hun var aldrig kommet tilbage på grund af tvang - hun var der kun fordi hun elskede ham og hans selskab. Disse situationer var en del af aftalen, han var ikke skyld i det.
''Den ring... Den daggert... Kappenålen.. Armbåndet... De ville være uden værdi, hvis jeg vendte dig ryggen..'' hviskede hun mens hun fugtede sine tørre læber med sin tunge. Det hjalp ikke meget.
Hun åbnede øjnene og så direkte hen på ham, med de matte øjne der lignede hærdet tin i det dunkle lokale.
''Ligemeget hvor mange gange jeg prøvet t forlade dit liv, så vender jeg tilbage. Jeg elsker dig, og det bliver jeg ved med, indtil nogen borer en kæp gennem mit hjerne eller hugger mit hoved af.'' igen fugtede hun sine læber, og sukkede da det igen ingen effekt havde.
Hun så lidt ned, og fik kæmpet sig hen mod døren ved at støtte sig til væggen. Hun ville bare væk, hurtigst muligt. Så kunne de tage snakken når hun ikke forestillede sig en stor saftig bøf hver gang hun så på ham.

Alt var alligevel som det plejede. De tog begge skylden for hvad end der var sket, tilbød begge hinanden viljeløst loyalitet og nægtet at tage imod noget, der kunne gøre situationen nemmere eller bedre. De var begge selvudslettende og hadede at se hinanden i sådan en situation...Alt var som det plejede, han kunne se det, men alligevel ikke ændre det. Det var jo ikke for sjov han reagerede sådan, det var jo fordi han virkelig troede på det. Det var hans skyld og intet hun sagde kunne ændre det.
"Du tager fejl...De vil altid have en mening. For mig, i det mindste" svarede han roligt og sad endnu foran hende, tilbød endnu sig selv. Well...En af hans største svagheder i dette jordiske liv, sad jo lige her, foran ham. Han så på hende igen, da hun udtalte de ord, han faktisk ikke havde tvivlet på ville komme.
Da hun på en eller anden måde fik slæbt sig selv over mod døren, rejste han sig langsomt. Med langsomme bevægelser lukkede han kraven til igen, selv om tilbudet endnu gjaldt og nok altid ville det.
"Du bør nok vide...At jeg snart forlader denne by. Jeg har siddet fast her for længe, kæmpet de samme kampe for mange gange. Selv om byen altid vil have en speciel plads i mit hjerte...Så er det på tide at starte på et nyt liv. Jeg er ikke længere den mand jeg har været. Jeg vil gå efter Dragons Peak med min egen, lille hær. Jeg er faktisk ligeglad med om nogen ved det..." Han vendte sig om mod hende og begravede sine hænder i nogle lommer. Hun var ikke frisk til sådan en samtale her, men han vidste ikke om han var rejst, inden hun ville have styrken til at de skulle mødes igen.
"Det vil være min nye legeplads" Afsluttede han roligt, før han gik over mod hende. Til sidst gik han over til hende og lagde en arm om hende, som han tog hende op i sin favn, medmindre hun ville gøre alt for at undgå det - Hvortil han så bare ville lade hende være. Hvis han havde hende i sin favn, ville han bære hende op af kælderen, hvis ikke, ville han bare blive stående.
"Det ville gå meget hurtigere, hvis du bare ville drikke lidt...Du er så stædig" kommenterede han, omend der sad et lille smil på hans læber.

Hun mærkede ham løfte hende op i sin favn for at hjælpe hende op af trapperne. Normalvis ville hun hvile hovedet på hans skulder og lukke øjnene, men denne gang rungede hans ord bare i hendes hoved... Dragons Peak... Hun skælvede, som var hun lav i blodsukker. Hun var træt, kold og urolig - men mest af alt modløs. Uden Sean var hun bare en gaderotte. Men sådan havde det jo altid været. Hendes hals snørrede sig sammen, lukkede af for hendes ønske om at spørge ham hvorfor. Hvorfor? Fordi hun ville følge efter ham, hvis hun vidste hvorfor. Som det var nu, kunne det være for at slippe for hende - hvilket ville gøre for ondt at høre.
Hun føltes sig som den lille pige, der for længe siden havde set en ung dæmon uden for en kro... Hun kunne mærke hendes ansigt blive fugtigt, vådt. Ulempen ved hendes tilstand, hun var letpåvirkelig. Hun gned arrigt de tårer væk der havde trillet om kap ned af hendes kinder. Hun undgik at se på ham, undgik at sige noget. Han havde ret - hun var for stædig. Men det var i disse situationer, hvor hun kunne mærke hendes døde hjerte dø lidt mere, at hun måtte gemme det væk og bide det i sig.
Da de var kommet op til enden af trapperne, bed hun sammen, stirrede tomt ud for sig.
''Well, du ved hvor du kan finde mig.. Held og lykke med hæren og det hele..'' mumlede hun halvkvalt - halvhjertet. Hun gled ud af hans greb og støttede sig til væggen.
''Tak for.. for det hele..'' hun så kort på ham, og som ramt af et lyn krakelerede facaden. Tårer trillede ned af hendes kinder, afslørede hendes race for hvad den var, blodig. Tårer, blandet med blod, og et par øjne der ikke kunne tolkes. Hun tog sig sammen, bed sin svaghed i sig og maste sig frem mod husets udgang - hun ville væk, til et sted hvor hun kunne bryde sammen uden at han skulle pines med det.

Han kendte hende så godt, så godt som de nu kendte hinanden. Deres forhold var en evig kamp om at trække hårdest og få den anden til at give sig lidt, for i sandheden var de begge stædige og misforstod mere den anden af princip, end fordi der faktisk var en misforståelse. Eller...Sådan var det for ham. Hvordan Neph havde det, ville for ham nok altid være et mysterium.
Han trådte op af trappen med hende i sine arme. Hun virkede let, men han kunne ikke beslutte sig for om det skyldtes hun virkede så tynd i hans arme eller hans overmenneskelige styrke.
Ja, pointen var nu nok mest at han kunne mærke hendes tåre, før han så dem. Og at han havde pli nok til ikke at stirre på hende, velvidende hun sikkert prøvede at skjule det fra ham. En umulig kamp, som de blodige tåre farvede hendes kinder i en karakteristisk farve, man ikke kunne undgå.
Han satte hende ned...
"Velbekomme. Jeg vil altid hjælpe dig, det ved du..." Han så lidt på hende, men hun virkede allerede som en der var på vej væk. Han tøvede lidt...Det ville være egoistisk af ham...Men samtidig havde han lyst til det. lyst til at spørge, at tilbyde og lade hende vide at han ikke bare rejste fra hende. Derfor rakte han ud efter hende, greb blidt fat i hendes arm, i håb om hun ville blive bare et øjeblik længere. En af hans mænd kiggede ud i gangen, men et bestemt blik fra Sean fik ham til at trække sig tilbage igen, så han var alene med hende.
"Hør...Hvis du har lyst...Kan du komme med. Når jeg har indtaget byen, ja, selv når vi går i gang med det hårde arbejde, har jeg brug for loyale folk, der kan hjælpe til. Det kan betyde store muligheder for dig, alt du ønsker om kan vel næsten blive opfyldt. Et godt job, et hjem, sikkerhed, mad i lange baner. Det vil blive en by for dæmoner, for skyggevæsner, for vampyrer. Der vil blive en bydel, hvor den slags kan leve som de har lyst og ikke hele tiden skal gemme sig. Hvis du har lyst, kan du få en betydelig stilling, du kan endda blive leder over andre. Jeg vil ikke tvinge dig...Men vid at muligheden er der. Jeg har ikke glemt dig i alle mine planer. Om ikke andet, hvis du bare vil være i fred...Beder jeg bare om lidt forståelse..." han holdt hende tilbage lidt endnu, i håb om et svar, før han endelig slap hende igen...

Det var tydeligt hvad hun mente om hele situationen; han skulle blive hos hende. Alligevel rystede hun lidt på hovedet af sig selv, da hun så ham i øjnene uden at gøre så meget andet. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre?
Hun var ondskabsfuld, når det tog ved hende - som det jo så ofte gjorde. Hun gik hen til ham igen, åbnede forsigtigt men fast hans skjortekrave igen - som om hun ville tage imod hans tidligere tilbud om blod. Hun lod hendes ansigt nærme hans hals, lod læberne kærtegne hans hud og hendes hugtænder glide - parat til at slå til. Men i stedet bevægede hendes læber sig op til hans øreflip.
''Jeg ville følge dig overalt, men jeg vil mindst have mit eget værelse!'' den drilske undertone var nem at spore, da hun trak sig væk fra ham, men stadig stod inden for rækkevidde hvis han fandt på at ville røre ved hende.
''Så sig bare til, når du får brug for en til at rydde af for dig.'' sagde hun og trak svagt på smilebåndet mens hun sukkede indvendigt - det var SÅ fristende at takke ja til hans tilbud om blod, men hun holdte sig fra det - det var ikke passende.

Hans vejrtrækning blev lidt dybere, da hun kom nærmere og knappede hans krave op igen. Der var noget ganske sensuelt over den måde hendes læber gled over hans hud, i en måde han havde prøvet før, men som ikke gjorde det mindre tiltrækkende. Billeder af deres forskellige, seksuelle tider sammen gled igennem hans tanker med høj fart og han tog sig selv i at ønske mere...Dette var ikke et tidspunkt for det, selv hvis Neph nogensinde skulle have lyst igen. Åh, hvis hun da bare forstod, at han konstant prøvede at gøre plads til hende. Konstant gav sig selv muligheden for at være sammen med hende, på alle mulige måder, uden nogen kunne tillade sig at brokke sig. Det var til tider svært, men en kamp han fandt værd at kæmpe.
Han forventede mere eller mindre at hun ville tage hans blod...Og så lidt forundret på hende, da hun trådte væk igen. Så forvirrende signaler, selv for en trænet incubus!
Han rystede det af sig, så godt han kunne og lod den ene hånd glide op til den åbne knap...Men lukkede den ikke endnu.
"Du vil få et helt slot at gå rundt på" lovede han i stedet og sendte hende et lille smil. Det var rart at se hende med et lille smil, i noget der virkede som et lidt bedre humør. Det foretrak han.
En svag latter gled over ham.
"Du vil måske være som min farlige skygge...En trussel jeg kan vifte under folks næser, når de bliver for flabede?" foreslog han, omend det var fuldstændig i dril og ikke noget han mente seriøst. Han gik ikke ud fra det var noget hun ville kunne gøre eller i længden, holde af at gøre.
Hans finger gled over hans ene pulsåre. Han kunne mærke den pumpe under hans finger.
"...Du ved..." Han lænede sig lidt længere ind mod hende, medmindre hun trak sig væk. Hans ene hånd lagde sig mod hendes ene kind. Hans tommelfinger gled over hendes overraskende bløde kind.
"...Du må godt..."

Hun smilede over hans reaktion - man kunne nærmest dufte på ham hvordan han reagerede på hendes kærtegn.
''ser du... Selv hvis jeg nu bukkede under og drak af dig..'' hun hviskede det blidt mod hans kind, mens en hånd listede sig op i hans nakke og legede med en nakkekrølle.
''så ville jeg bare hungre mere efter dig..'' hun kyssede ham på kinden, lod sine hugtænder danse over huden på kinden, inden hun trak hovedet lidt væk.
Et slot? Hun ville elske at gøre noget ud af sit navn, som Sean havde gjort med sit. Om end at være frygtet - et navn der skar gennem marv og ben. Hun ville nyde hvert sekund.
''Jeg tager med dig.. Hvis du lover mig.. At det er mit navn du bruger når du skal udgyde trusler. Når du skal have det blodige ordnet, så er det mig du kontakter. Det er på tide at Storyteller-navnet igen får den betydning det havde da jeg blev født.'' sagde hun, inden hun trådte lidt væk fra ham. Hun ville ikke drikke af ham. Selvom tanken om at skabe hendes navn igen, om at arbejde sammen med ham... om at være tæt på ham.. tændte hende dybt og vildt - så måtte hun passe på. Hun kunne ikke bare springe på ham - slet ikke her. Havde de stået i hans soveværelse så havde det været en anden sag.

Igen gled en latter over ham. Han kunne slet ikke lade være. Ideen om magt, fornemmelsen af magt, var en der gled igennem hans krop oftere og oftere, gjorde ham mere og mere ligeglad med de almindelige ting, med de latterlige ting. Han var uovervindelig, trods alt og hvem skulle stoppe ham? men han var ikke dum. Og dog, lige nu, kunne han slet ikke tænke på andet. Og når hans nærmeste var med ham, når Neph stod her og reagerede på samme måde, var det umuligt det ikke lod sig smitte af. Ja, han havde lyst til hende. Ikke nødvendigvis i form af noget seksuelt, men om ikke andet, så bare hendes selskab. Blot det at blive bidt af en vampyr og lade en vampyr drikke af sig, var der noget specielt over. Noget sensuelt. Han lod ingen gøre det, andet end Neph. Han elskede tanken om at han selv kunne bestemme det, at der måske var andre vampyrer der ønskede det, men ikke kunne få det. Trods alt var archdemons sjældne, men deres blod gav så meget mere styrke.
"Hmm...Skulle jeg være ked af det?" svarede han drillende tilbage. Hun drillede ham, men et eller andet sted håbede han endnu på noget ville ske. Et eller andet. Han var ligeglad med hvor de var, hvem der var der. De kunne styre verdenen, hvis de ønskede, så hvad betød det?
Men han måtte ikke lade sig rive så meget med. Han måtte ikke sætte sit forhold til hans klan over styr. Det var nu, når man var allermest opslugt af magt, af ligegyldighed, at flest fejltagelser kunne ske. Det vidste han.
Hans øjne, der skinnede i det svage lys, gled ned over hendes ansigt.
"Det lover jeg dig. Navnet Storyteller vil igen blive stort og ved siden af McGivens, vil navnene vække frygt og respekt over dette kontinent" svarede han en smule lavt, som var det kun for deres ører.
"Meen...Hvad hvis...Vi var mere alene?" foreslog han så. At springe mellem emnerne faldt ham ikke som et problem. Neph virkede frisk nok til at kunne forstå og reagerer, omend hun ville blive endnu stærkere, hvis hun bare drak. Men de kunne jo gøre det et andet sted, et bedre sted og bare være...Dem?

Hun elskede ham for hvad han var; en dæmon med lyst til sex og magt. Det var hvad hun havde behov for, en der udviste styrke hvor hun ikke gjorde. Hun havde været for god af sig, for godtroende og barmhjertig. Det havde efterladt hende med et smadret sind og et knust hjerte. Men ikke mere.
Hans løfte, deres navne - side om side. Hun lagde for meget i hans ord, men samtidig stønnede hendes indre efter at høre ham gentage det mens han trængte ind i hende, kom tættere og tættere på hende. Blod var måske den eneste måde at hun kunne komme til kræfter igen, men få dråber fra ham var også mere end rigeligt.
''Hvis vi var mere alene, hvad så? Hvad går du og brygger på?'' det var tydeligt at hun var nysgerrig, at hun kunne lokkes til meget mere lige nu, end normalt. Hun var klar på det meste, om end det bare var at putte i sengen med ham eller udslette en hel slægt for sjov.
''skal vi komme væk herfra?..'' spurgte hun, og så sig lidt rundt. Hun havde følt øjne hvile på hende siden de var begyndt at tale om at hun kunne tage med ham - og den følelse gjorde hende en smule arrig. Hun trængte til at det kun vr hans øjne der var rettet mod hende - måske mens hun var i gang med at smide tøjet foran ham?

Hvis han ikke var en dæmon, ville han have været en vampyr. Og hvis ingen af dem, så et skyggevæsen. Dog var han en dæmon og han havde ingen planer om at være ked af det. Han elskede det, og han nød racens gode venskab med vampyrerne. Han havde tidligere været venner med selveste lederen af vampyrerne, inden hun havde trukket sig tilbage. En skam, for hun var en sjov kvinde. Måske skulle han kontakte vampyrernes nuværende leder og se om hun var lige så frisk på en aftale?
Men det var ikke ting han burde tænke over nu. I stedet smilede han til hende. Han gik forbi hende og over til døråbningen ind til hans folk, der sad der og slappede af, delte nattens historier.
"Sikre bygningen og lad ingen slippe væk. Tag nogen vi kan udspørge, men dræb resten. Brænd til sidst bygningen. Først da er missionen slut" Han så rundt på sine folk, for at sikre de havde forstået ham. Så trak han sig væk igen, lagde en arm rundt om Neph, som han igen fiskede hende op i sin favn, hvis hun ville tillade det. Ingen magien mellem dem forsvandt, ville han bære hende hjem til sig. Hjem til et hus fuld af børn, af Luce? Pyt. Snart ville han bo for sig selv. Hans børn ville blive boende her det næste stykke tid, til han var sikker på det var sikkert for dem at komme til Dragons Peak. Og derefter ville han eje nok, til at hver søn kunne få et helt hus for dem selv.
"Hmmm...Jeg har da nogle ideer..." Lovede han hende, da han bar hende ud af døren, efter at have åbnet den med den ene albue. Udenfor var luften klar og kølig, men i det mindste var det endnu mørkt. Regnen var stilnet lidt af, selv om han endnu kunne mærke nogle våde dråber. Medmindre hun gjorde modstand, ville han sætte hende af foran en hestevogn, der stod og ventede ude foran. Han havde sørget for den ville være der og hente ham, når han var færdig. Det var alt for sjældent han gjorde brug af sådan en, selv om han ejede et par stykker og det mente han absolut han måtte ændre på.
Han åbnede døren for hende.
"Jeg foreslår turen går til mig?" foreslog han.

Hun lod ham bære hende, gøre hvad han ville. Hun var ligeglad - hun ville bare være tættere på ham. Hestevogn? Det var nok noget nær det mest gallande og romantiske hun havde set ham gøre - nogensinde. Men hun kommenterede ikke på det - de var ikke i et forhold, så det ville være upassende.
Hun steg ind i hestevognen, og smilede roligt til ham - dog en smule lokkende.
''Det lyder som en god ide'' sagde hun, og slikkede sig lidt på sin underlæbe, der føltes lidt for tør. Kunne hun ikke bare drikke af ham her? I vognen? Ingen kunne se dem - ingen kunne gøre noget ved det? Men nej - selv Sean måtte da finde det en smule for intimt til at foregå i en hestevogn? Eller hvad?..

Han klappede på vognens væg, da han lukkede døren og satte sig ved siden af hende. Der gik et øjeblik, før man hørte førerens pisk og et vrinsk, da de satte i gang, hvilket fik vognen til at knage en anelse og vugge blidt, før de gled af sted. De mørke bygninger gled roligt fordi dem, vejene var stort set tomme på dette tidspunkt og han gættede på de ville få en ukompliceret tur hjem.
Han lænede sig tilbage, endnu havde han ikke knappet knappen i sin krave. I stedet vendte han sig om mod hende og så på hende med et lille smil. Han var ikke rigtig typen der tøvede, derfor lagde han også armen om hende og inviterede hende tættere på sig. Han ønskede at have hende tæt, at dufte hende, mærke hende og høre hende. Hvor kold hendes hud end var, som vampyr, fandt han det ikke ubehageligt.
"Du ved...Tilbuddet står altid ved magt...Hvis du tør" Han fandt det som en pine at skulle vente. Allerede inde i huset havde han haft lyst, tilbudt hende og selv om de mere eller mindre havde aftalt at vente, til de kom hjem til ham, så han ingen grund til at holde sig selv tilbage for at understrege at han ønskede det. Havde lyst til det. Han var en incubuc...Det sensuelle, det seksuelle, det intime tiltrak selve hans væsen.

Hvis hun turde? Guderne forbyde at han skulle stille tvivl til hendes mod når det kom til ham - hun havde fordømt sig selv til et liv i evig pinsel på grund af ham! Og hun elskede hvert sekund af det - når hun altså var sammen med ham.
Han inviterede hende tættere på sig, da han lagde en arm om hende. Det tog dog ikke mange splitsekunder fra han havde sagt at tilbuddet stod ved magt, før hun havde smidt alle hæmninger og havde sat sig overskrævs på ham. Hun havde strategisk placeret en hånd på hans skulder, den anden på hans kind. I et åndedragssekund havde hun tøvet - hvad hvis han fortrød? Screw that! Han var selv uden om det!
Hendes hugtænder kom frem, og glinsede svagt i mørket som hestevognen gav dem at gemme sig i. Hendes åndedræt var ru, men det var en blanding af liderlighed og tørst. Hendes øjne skiftede mellem at være lukkede i nydelse og åbne for at sikre sig at han ikke fortrød.
Hun gned sin krop mod hans, mens hun hurtigt borede sine tænder ned i hans hals - nådesløst. Hun stønnede, sukkede og klynkede svagt, mens hun drak af ham. Hverken for hurtigt eller for langsomt - men lige tilpas. Hun ville ikke tage for meget, men hun kunne ikke kontrollere hvordan han havde det - blev det for meget, så måtte han sige til.
Det var som om, at for hver dråbe blod blev hun mere og mere tændt - en ny energi strømmede igennem hende og efterlod hendes krop fyldt med vellyst og kræfter til at virke overmenneskelig - hvilket hun vist nok også var. Hånden på hans skulder blev liggende, mens den på hans kind vandrede ned af hans hals, brystkasse, mave - ned til kanten på hans bukser. Hun stoppede der, tøvende. Var dette hvad han ville? Eller gav han bare efter for hendes indre lyst?

Knap havde han sagt det, før hun bevægede sig. Med en hurtighed og smidig, der havde gjort et menneske til skamme, sad hun snart overskævs på ham. En stilling der både kunne og skulle misforståes, noget han var ligeglad med. Der var en grund til han havde krævet åbne forhold. Fenris skubbede på for at de kunne gøre deres forhold offentligt...Men selv da, ville han forlange et åbent forhold. Han var mere seksuelt sulten end en partner ville kunne dække. Det var tidligere gået galt og nu hvor han havde muligheden, lysten og magten til at tage hvem han ville, ville han ikke lade noget forhindre det. Især når det gjaldt Nephthys. Har nogen været mere loyale og tålmodig, med evig kærlighed, end Neph? Han tvivlede det. Alane var aldrig hjemme. Han så hende aldrig, hørte aldrig fra hende. Hun var gledet ud af hans liv. Det var en ny tid.
Han så på hende med skinnende øjne. Han lænede sig tilbage mod ryglænet og lænede sig hovedet lidt bagud, så hun kunne komme til. Han fortrød intet. Han mente det inderligt. Hun måtte.
Han var opmærksom på hvordan hun gned sin krop imod hans, som om han ikke allerede var stemt. Kun hans mørke og lidt løse tøj skjulte noget, hun uden tvivl kunne mærke.
Og så kom det. Intet blidt, men vildt, som det rovdyr hun var. Den stikkende og sviende smerte, da tænderne borede sig ned i hans hals og fandt blod. Han havde prøvet det før, alligevel virkede dette lidt anderledes. Hans øjne gled i og hans mund gled en anelse åben, men ikke en lyd kom over hans læber. Hans hænder gled ned over hendes sider, før de lagde sig mod hendes lår.
Det var en specielt fornemmelse, når en vampyr drak ens blod. På sin vis, ret intimt. Eller var det blot fordi det var Neph? Uanset hvad kunne han faktisk lide det. Det dyriske, det vilde, det farlige og magtfulde. Intet kunne tænde ham mere, tiltrække ham mere. Han kunne mærke hendes hånd, der gled ned mod kanten af hans bukser. Hans hofter bevægede sig svagt, som reaktion på hvad hun gjorde ved ham. Han vidste ikke hvor meget blod hun tog, hvor meget hun ville tage. Hvis det skulle være, ville han tillade hende at tage så meget, at han selv var på grænsen til at besvime. Men i dag, nu hvor hun ikke var døden nær, ville han gerne være vågen lidt endnu. Han lod hende tage, hvad han mente hun skulle bruge. Så gled hans ene hånd op til hendes ene skulder og pressede let, for at lade hende vide at det var nok nu.
"Åhr..." Et svagt støn gled over hans læber. Han havde så meget lyst til hende, at han følte det som om han skulle eksploderer. Ikke sulten...Bare lyst.

Tankerne var dødt ud, og det eneste der kæmpede for at holde fast i magten var lysten og sulten. Hun stønnede, gispede og gned sig mod ham - for jo mere hun drak, des mere energi og styrke løb igennem hendes krop. Alt svimlede om hende, mens hun drak - tiden var gået i stå. Det føltes som timer, hvor den vidunderlige væske bare løb ned gennem hendes hals og gjorde hende mere og mere opstemt. Men så kom hånden og rev hende ud af den trance hun lige havde været i. Hun trak sig tilbage, og flyttede sig hurtigt fra ham for at give ham plads. Hun kendte kun til at blive drukket fra gennem hendes forvandling, og den havde været smertefuld. Hun gispede efter vejret en smule, mens hun prøvede at blive klar i hovedet. Alt hvad hun kunne se for sig nu, var de to i hans seng. Billedet af hende under ham, deres svedige kroppe mast mod hinanden i rytmiske stød. Endnu et ansigt dukkede frem i billedet - et ansigt hun ikke ville være bekendt. Hun gøs, og rystede billedet ud af hovedet. Fenris havde ingen plads i hendes fantasi.
''Er du... Jeg mener.. Klarer du dig?'' spurgte hun en smule omtåget. Hun ville aldrig indrømme at tanken om Sean sammen med Fenris på én og samme tid tændte hende og gjorde hende dybt jaloux. Det vedkom ikke andre. Specielt ikke Sean, det var jo det perfekte at drille hende med hvis han fandt på at være flabet over for hende - selvom hun ikke troede på at han turde det.

Han mærkede hvordan hun trak sig tilbage. Han greb kanten af sin kappe og pressede det mod halsen for at stoppe den blødning der nu ville komme. Han følte sig en anelse omtumlet og hvilede hovedet mod væggen af vognen, selv om den rumlede af sted. Heldigvis var den foret, så det ikke var ubehageligt. Han smilede og drejede hovedet lidt, før han åbnede øjnene igen for at se på hende.
"Der skal mere til før jeg giver op" svarede han roligt, før han trak kappen til sig, så lidt på den og pressede den mod halsen igen. Han skulle bare lige sunde sig et øjeblik, hans lyster var skam ikke blevet mindre. Hans blik gled over hendes ansigt et øjeblik, selv om det var svært rigtigt at se noget i denne belysning, så det ud som om hendes ansigt lyste op.
"Fik du det bedre?" spurgte han, før vognen gjorde holdt og kusken slog mod vognen, for at bekendtgøre at de nu var der.

Hun rykkede lidt på sig, mens hun så ham presse kappen mod sin hals - der hvor hun for få sekunder siden havde boret sine tænder ned i hans kød.
Hun var en smule bange for at fortælle ham hvordan hun egentlig havde det lige nu. Men på den anden side, hvis hun ikke kunne fortælle ham om dét - hvem kunne hun så betro sig til?
''Det hjalp.. Tak..'' sagde hun med et lille smil - de snehvide tænder lyste en smule op i mørket. Da vognen stoppede og kusken klappede på taget havde hun mest af alt lyst til at krybe sig sammen. Det var her hun var blevet taget for flere uger siden. Her hun følte sig mest sårbar.
Hun ventede ikke på at han var klar til at stige ud, blodrusen i hendes krop gjorde hende rastløs. Hun nærmest sprang ud af vognen, og så afventende på ham - man kunne sammenligne hendes hast med en lille piges spænding når hun skulle mødes med sin bedste ven.
Dét var hvad han var. Hendes bedste ven. De havde været intime, og samtidig havde de kendt hinanden i hvad der føltes som hele hendes liv. Hun havde altid følt sig knyttet til ham, og alligevel... Skænderier havde splittet dem så mange gange - ville det ske igen? En pludselig følelse af at de holdte hinanden for nar flød ind over hende. Men det gjorde de vel ikke? Hun løj ikke for Sean. Aldrig. Han kendte hendes dybeste ønsker og drømme, og hun kendte alt til hans magtliderlige planer om Dragons Peak.
''Jeg venter ikke længere..'' sagde hun så, en smule drilsk, og alligevel ikke.
''Det er på tide at jeg skaber noget for mig selv, noget permanent. Noget jeg kan tage med mig, når du hiver mig til Dragons Peak. Jeg vil være frygtet.. En man ikke bare låser nede i en kælder og mishandler - en man skælver ved bare at tale om.'' det var tydeligt at hun var påvirket af både den sidste måneds oplevelser og blodet - men hun vidste hvad hun ville. Om han kunne hjælpe hende? Sikkert. Om han fik lov? Næppe. Hun ville være selvstændig. Hun ville være personen han hidkaldte når folk skulle have en lærestreg. Hun ville være hans gorilla om nødvendigt. Hun havde fået nok af at være svag og ligegyldig i andres øjne. Hun smilede til Sean, et smil der kunne læses som både psykopatisk og vildt, eller som legesygt og liderligt. Det kom an på hvem man var. Når det gjaldt Sean, så oversteg liderligheden somregel alt.