Vi kunne bare sige godaften, men... ~ Jackson

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S: Terrorville boligområderne
O: træer, græsplæner og afslappende fuldmånelys
V: skyfrit, køligt
T: omkring to om natten

Nephthys nød at hun havde natten fri. Tvillingerne havde været utrolig krævende på det sidste, og hun havde endelig fundet en babysitter til nattimerne.
Det havde resulteret i at hun havde fundet tid til en aften-date, som endte i et lækkert måltid. Sult skulle hun ikke tænke på.
Nu gik hun, iført hendes cremehvide kjole, ned langs gaderne i boligområdet af Terrorville, indtil hun hørte en stemme, men hun anede det ikke. Derfor gik hun videre, på vej hjem mod sit lille hyggelige hus. Længere fremme skimtede hun to skikkelser. Det var normalt nok, at der var kontroverser mellem folk herude, hun boede trods alt tæt på diverse villaer og rigmandshuse. Enhver der kendte til områderne ville nok kende det område hun boede i som affaldsområdet for 'ødelagte' slaver og ubrugelige 'medarbejdere'. Lig var en naturlig ting.

//sorry den korte start xD

Han havde været ude for at finde sig noget at spise da han var stødt ind i hende.. Isobel... Bare navnet gav ham kuldegysninger, kvinden der var rod til at han nu var forbandet, hun var stadig besat af ham men de mødtes sjældent da hun ikke kunne komme ind i huset familien Moore boede i, det havde han sørget for. Isobel var den eneste der kendte til hvor dybt hans forbandelse stak, nogle vidste at han var forbandet ja men ikke hvor nemt han kunne kontrolleres, en enkelt lille hvisken var hvad det havde taget og han var forsvundet ud af døren for at gøre som hun bad ham om, dog vel og mærket kunne hun kun bede ham om at slå ihjel men det var slemt nok, det var langt mere end han overhovedet ville finde sig i! Men han anede ikke hvordan han slap af med forbandelse, hvis han gjorde det, hvis han vidste hvad det tog... Ja han ville gøre hvad end det skulle være for at blive fri for dette!
Jackson var klædt i et par tilpas tætsiddende sorte bukser der fremhævede de muskuløse ben, et par sorte skinnende læder sko og så en lyseblå skjorte der sad til lige de rette steder uden at være for stram, det mørkeblonde hår var stylet som det nu engang altid var, dog en anelse mere roddet, han havde trods alt jagtet sit bytte i et stykke tid og havde nu endelig manden presset mod en mur.
Indtil videre var han ikke helt forvandlet, kun kløerne og de syle spidse tænder var fremme, man kunne se den tykke væske løbe ned af hans kløer, hvordan våde pletter dannede sig på jorde hvor giften ramte, han havde allerede lammet manden foran sig, ikke at han havde mærket smerte, det ene øjeblik havde han bare ikke kunne bevæge sig og var derfor kollapset op af muren, munden åben for at skrige men lyden var aldrig nået ud.
Det tomme jagede blik hans øjne holdt sagde det hele, dette var ikke af fri vilje, det var nærmest som om han var besat! Let lod han blikket falde ned af gaden, kiggede kvinden direkte i øjnene, han havde hørt hende for længst men havde ikke rettet opmærksomheden mod hende før nu og som han kiggede på hende ville hun kunne se skællene begynde at danne sig på hans krop og hvordan hans øjne forvandlede sig uden han overhovedet blinkede ([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]).
Der gik dog ikke længe før han kiggede tilbage på manden foran ham og ikke et sekund senere bukkede han sig forover og vred sig i smerte, man kunne se hvordan knoglerne bevægede sig under huden på ham da skjorte gik i stykker og faldt til jorden i strimler, bukserne revnede op langs benene og hang nu engang bare i laser, de var mere shorts end de var nået andet, lige over kanten af bukserne kunne man se hvordan ryggensøjlen brød op, huden åbnede sig og en hale voksede frem og til sidste så han ikke menneskelig ud mere, nej han lignede mere et stort forvokset reptil. ([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.])
Jackson rettede sig op og lod blikket hvile på manden, den lange hale svang bag ham og ikke et sekund senere, hurtigere end selv hendes øjne kunne når at se det var han over manden, flåede ham i stykket så blodet spjrøjtede ud til alle sider og da han endelig trådte væk fra manden var han ungenkendelig, det var lige før man ikke engang kunne se han overhovedet havde været menneske og Jackson, ja Jackson var fuldstændig dækket af blod.
Halen forsvandt med det samme han havde dræbt manden, kløerne forsvandt, øjnene blev normale, tænderne normale og alle skællene forsvandt men han var stadig dækket i blod fra top til tå. Han stod kun oprejst et øjeblik for så blot at kollapse, det sidste han gjorde var at mumle "Undskyld..." inden han var ude som et lys.

Neph ville normalvis være lammet af frygten, men efter flere år med Sean som ven, og flere år med vampyrisme, havde gjort at hun var mindre modtagelig for de ting.
Hun gik roligt tættere på, mens hun så den unge mand blive mere og mere dyrisk. Blodet der sprøjtede endnu mere end noget hun nogensinde havde set... Hun så fascineret på ham. Da han rejste sig fra det lemlæstede lig og endelig virkede mere eller mindre normal - så kollapsede han. Hun så en smule forundret på den unge mand inden hun sukkede over hendes snart ødelagte kjole. Hun samlede ham op uden tøven og slæbte ham omkring 100 meter. Hun vidste ikke selv hvad hun skulle gøre med ham, men det mindste hun kunne gøre var at lade ham vågne i en seng og have adgang til et bad.
Hun så en smule ned på ham mens hun bar ham afsted ned mod hendes hjem. Hun fik låst døren op og fik ham slæbt ind i gæsteværelset som lå med tilhørende gæstebadeværelse. Babysitteren var faldet i søvn i børneværelset og ville ikke være til besvær.
Hun begyndte at tage hans sko af ham, derefter hans skjorte. Forsigtig som hun var, kom hun dog til at tabe den ene sko på gulvet så den gav en klangende lyd.

Det var som om at han ikke rigtig anerkendte hende da hun kom tættere på, han var helt besat af at rive den stakkels mand helt i stykker, han vidste at hun var der og af en eller anden grund virkede han ikke som om det genrede ham at hun var vidne til at han brutalt myrdede en mand på åben gade.
Tja under alt blodet ville han uden tvivl være en yderst attraktiv mand, han havde gode muskler, de var ikke for store men stadig godt markeret, han havde en six-pack, relativt store arme og så hvad hun kunne se et par muskuløse lægge, resten var dækket af bukserne. Hans hud var en relativ lys farve men havde stadig en lettere solbrun klang til sig men han var helt sikkert på den lyse side, altså de steder hvor han ikke var dækket af blod hvilket mere eller mindre kun var ryggen og steder hist og her på armene samt benene. Jackson reagerede ikke da hun samlede ham op og slæbte ham ned af gaden, han var tung da han tords alt var dødvægt men ikke noget som hun ikke kunne slæbe afsted med.
Skjorten hun havde samlet op var synderrevet, den ville ikke kunne reddes selv hvis du var den bedste syerske, bukserne stod ikke mere bedre til og han sko havde han ikke længere helt på da kløerne han havde haft på tæerne havde revet dem op hist og her så de var en anelse besværlige at få af ham og det var sikkert også derfor hun tabte dem. Lyden af skoen der ramte det hårde trægulv efterlod en så dyb klang at Jackson slog øjnene op, han havde et par smukke lyse grønne øjne men udtrykket i dem var dog knap så behageligt, han så forvirret ud før det hele ligesom gik op for ham og et mørkt blik lagde sig over ham, ikke rettet mod hende, mere mod sig selv. Ærlig talt så anede han ikke hvor meget af det hun havde set og det bekymrede ham men lige nu var hans krop for svag til rigtig at kunne gøre meget andet end at blive liggende, om et par minutter ville han sikkert kunne kæmpe sig op at sidde men efter forvandlingen, manupulationen var hans krop noget så udmattet, han ville ikke kunne gå ret langt uden at falde sammen, så meget vidste han dog så han lå egentlig bare og betragtede kvinden.

Hun så hurtigt på ham, da han slog øjnene op - og hurtigt var hun henne ved hans side og have en hånd på hans skulder. Det var tydeligt at hun var på vagt og beskyttende over for andre i huset.
''Du skal ikke bekymre dig. Du er i sikkerhed. Dit rod fjerner jeg inden solopgang.'' hendes stemme var silkeblød og rolig. Hun var tidligere en sygeplejer - hun var vant til blodet.
Hun havde samlet hans ødelagte skjorte og skoene i et hjørne og havde sat sig på kanten af sengen hvor hun bare så på ham, afventende.

//koort, kæreste kræver opmærksomhed

Hun kunne se på ham hvordan han kæmpede for at bevæge sin krop men det eneste han rigtig kunne gøre var at vrikke sine fingre en anelse, han var utryg ved hele situationen, hvem var hun, hvor meget havde hun set og hvor i helvede var han dog henne? Jackson lod sit blik glide omkring i værelset, knapt så stort i størrelsen, upersonligt så han var sikkert i et gæsteværelse af en eller anden art men det bragte ham ikke nærmere til hvor han var henne. Let slikkede han sine læber og åbnede munden for at svare hende da hun satte sig ved hans side, hendes hånd var varm mod hans bare overkrop, det var trods alt ved at være vinter udenfor og trods han ikke rigtig kunne blive syg så kunne hans krop stadig blive kold. Ingen ord kom fra hans mund, der kom et par tørre klikke lyde som havde han vandret i ørkenen flere dage uden vand og uden at have sagt et eneste ord. Den sidste del af hendes sætning beroligede ham men samtidig gjorde den ham også mere usikker, hun havde set det men det virkede ikke som om hun ville melde ham, ellers ville hun jo ikke fjerne det rod han havde lavet.
Han kunne huske glimt af det der var sket men fordi det var så længe siden det sidst var sket for ham havde han ikke været ved fuld bevidsthed, for det meste kunne han se alt hvad monsterert gjorde med hans krop men han kunne ikke kontrollere det, han kunne ikke kontrollere det fordi monsteret var jo i virkeligheden ham selv. Let slikkede han sine læber igen og kiggede tilbage på kvinden, gad vide hvem hun egentlig var?

//Det er helt okay, det er jo også vigtigt (;

Hun smilede, velvidende at selv en dæmon som ham måtte frygte uvisheden ved ikke at kende ens nuværende indlogering.
''Du er hjemme hos mig.'' sagde hun roligt mens hun rejste sig og gik hen til en kommode og tog et glas med sig ud på gæsteværelset hvor hun fyldte det med vand.
Hun gik ind til ham igen. Hun holdte hans hoved, og fik ham til at drikke stille og roligt - i hans egen hastighed. Hun smilede roligt og satte sig derefter ved siden af ham igen.
''Mit navn er Nephthys Storyteller. Jeg er vampyr, du er i mit gæsteværelse. Der er regler, og jeg forventer at du følger dem indtil du er kommet på benene igen. Reglerne er simple; du rør ikke børnene. Du fortæller ikke andre om at du er her. Du ødelægger intet. Ellers, så ved du selv hvad jeg har set og hvad jeg kan gøre med den information.'' sagde hun roligt, inden hun så på hans tøj.
''Jeg finder noget tøj til dig. Når du kan rejse dig og overskue det... Så må du hellere få et bad.'' smilede hun roligt. Hun vidste godt at han var træt, han havde trods alt lige forvandlet sig til et andet væsen og lemlæstet en mand. Hun var dog ligeglad. Hun havde gjort lignende.

Han lyttede opmærksomt til alt hvad hun sagde, lige pt slugte han alt den information han kunne få fat i, han brød sig aldrig om unventede situationer som han ikke kunne kontrollere, han brød sig ikke om at miste kontrollen. Hans øjne fulgte hende som hun gik rundt i værelset for at forsvinde ud af det, ud i et rum som han ikke kunne se hvad var men ud fra den rindende vand gik han ud fra at det var et badeværelse, han kunne virkelig godt trænge til et bad, han var klistret ind i blod og han havde sikkert ødelagt lagnerne han lå på men hun havde vel selv lagt ham her så det gjorde vel ikke noget. Da hun løftede hans hoved og lod glasset hvile mod hans læber slugt han vandet og stoppede ikke før han havde tømt hele glasset, det var en fantastisk fornemmelse, den køllige væske der gled ned i halsen på ham.
Let løftede han sit blik og kiggede hende atter engang i øjnene, hans tunge bandt stadig knuder på sig selv men det var vel heller ikke så underligt, for et øjeblik siden havde han haft hvad der lignede en slanges tunge og forvandlingen var næppe frivillig hvilket kun udmattede ham endnu mere. Børn? Havde hun børn og i så tilfælde ville han aldrig nogensinde skade dem, han ville aldrig gøre børn fortræd men det kunne han selvfølgelig ikke sige til hende, åndsvage tunge! Så han nikkede bare og gav hende et meget lille smil, det var egentlig bare den ene mundvige der løftede sig en anelse da hans krop stadig var mere eller mindre lammet af udmattelse og der ville ikke gå længe før han simpelthen bare ville falde i søvn og der gik hellere ikke længe inden hans øjne gled i og han var atter engang ude som et lys, denne gang var det bare søvnen der havde tager sit greb omkring ham.

Da han gled hen i søvnen smilede hun roligt, rejste sig og forlod værelset for en tid. Omkring en halv time senere var hun blevet færdig med at fjerne hans 'rod' på gaden, og var kommet tilbage til huset. Hun fik vasket det nødvendige bod af sig selv og lagde kjolen i en kurv på hovedbadeværelset, så hun senere kunne fjerne blodet fra den også. Iført en relativ kort morgenkåbe og håret samlet i en knold kom hun ind på gæsteværelset hvor Jackson lå. Hun fandt et par løse bukser og en t-shirt frem til ham og lagde på en stol ved siden af døren til badeværelset. Hun var slank, og ikke specielt muskuløs at se på, men alligevel var hun tilfreds med sig selv. Hun fandt sig selv tilstrækkelig til alt hvad der var nødvendigt - med undtagelse af børneopdragelse. Det var vel også normalt nok, taget i betragtning at det ikke var hendes egne, men hendes veninde Madeleines. Ikke at det gjorde hende noget at være reservemor, men... Det var tosset at skulle klarer det selv. Ikke desto mindre stop det på at lave morgenmad til babysitteren inden hun skulle videre, og børnene skulle passes af Nephthys igen.. Hun gik ud i køkkenet, som lå lige ved siden at gæsteværelsets badeværelse, og begyndte at lave en klassisk morgenmad med æg, bacon og en smule frisk frugt - duften måtte snart brede sig i hele huset.

Episoden var hændt relativt tidligt i nattens sene timer og det var også derfor han ikke vågnede før om morgenen, han havde ikke hørt hende rumsterer rundt og vågnede faktisk først da duften af morgenmaden spredte sig i hjemmet. Jackson slog øjnene op og et øjeblik var han atter engang forvirret men da han fik kigget ned af sig selv og så ham var dækket af tørret blod fra top til tå at nattens begivenheder blev klar for ham atter engang.
Han fik skubbet sig op og han var ikke helst sikker på om det var sengens fjedre der gav sig eller hans knogler det brokkede sig men det tog ham ikke lang tid før han havde rullet ud af sengen og nu stod han på vakkelvorne ben og følte sig mest som bambi lige nu. På de usikker ben begav han sig ud på badeværelset hvor han tændte for vandet i bruseren og smed så de søderrevne bukser samt underbukserne før han trådte ind under det varme vand og lod alt blodet blive skyllet væk. Jackson klamrede sig til væggen i brusekabinen for ikke at falde sammen, hans krop var så ødelagt at han knap kunne stå uden hjælp.
Da han endelig havde gjort sig færdig og havde fået tørt sig greb han de bukser hun havde lagt til ham og trak i dem, de sad løst og så var de meget lavtaljet på ham så man kunne se det dybe v hans muskler formede samt den muskuløse overkrop. Træt kørte han en hånd gennem det halv våde mørkeblonde hår og gik med langsomme trætte skridt ud i køkkenet, "Morgen", mumlede han let og kiggede på kvinden det havde hjulpet ham.

Nephthys kendte godt selv til de udmattende hændelser der kunne forekomme når man endelig gav los. Normalvis ville hun havde givet ham morgenmad på sengen, samt en dag eller to at komme sig i, men han var en fremmed - og dette gjorde at hun ikke var helt tryg ved at have ham i huset så længe hun var alene med børnene.
Børnene... I det samme sekund Jackson havde stilt sig og mumlet et mut godmorgen, stod barnepigen lige bag ham med Grace på armen. Den lille Grace havde uden tvivl et eller andet at fortælle, for hun gav et højlydt hvin fra sig og rakte ud efter den mand der nu stod foran hende. Grace, den lille pige med mørkt hår og store grønne øjne, placerede en hånd i Jacksons hår og klukkede glædeligt. Nephthys stod kort og så mistroisk på både Jackson og Grace, indtil babysitteren smilede og så på Jackson.
''Du må være Caden?'' gættede hun, inden hun så på Nephthys. Nephthys rystede dog på hovedet hurtigt, og så på Jackson.
''Natalie, dette er en.. ven, som der havde brug for et sted at sove. Din betaling ligger på kommoden ved døren. Tak for din hjælp i nat.'' sagde hun roligt, inden hun gik hen og tog imod Grace - som modvilligt klyngede sig til Jacksons nakke.

Man kunne se forvirringen glide over ham, det var Maddies børn?
Hvordan var de dog endt her, havde Nephthys nogen forbindelse til Madeleine og i så tilfælde hvorfor havde hun så hendes børn, var der sket Maddie noget? Hun ville nærmest kunne se hvordan tankerne gled gennem ham, alle spørgsmålene der vældede sig op men som på samme tid virkede nærmest for overvældende. Jackson fik revet sig ud af tankerne da den anden kvinde der holdt Grace snakkede?
Om han var Caden? Nej det var han bestemt ikke men inden han kunne nå at svare på det kom Nephthys ham i forkøbet og han lod blikket glide over på hende som hun stod der i køkkenet, midt i at lave maden og det hele.
Da Grace klyngede sig til ham lod han armen glide omkring hende så han kunne holde hende, selvom han var træt ville han aldrig være for træt til den lille pige. Da Nephthys kom hen for at tage hende kiggede han på hende og havde mest af alt lyst til at gemme det lille barn men vidste jo et eller andet sted godt at det ikke var et tilfælde at hun havde børnene så han lod hende taget hende, hvis Grace vel og mærket ville give slip på ham, det virkede dog ikke ikke sådan.
"Hvor har du Maddie's børn fra?....", han måtte synke en klump inden han kunne få sig selv til at stille næste spørgsmål, "Er der sket hende noget? Er hun okay?". Han kiggede Nephthys i øjnene som han spurgte, alle tanker om sult fuldstændig glemt. Det var godt nok lægen siden han havde hørt fra hende men hun virkede så travl med at få styr på det hele og de var stadig ved at finde vejen imod deres nye venskab så han pressede sig ikke på, måske han skulle have gjort det?

Nephthys vidste ikke helt hvad det hele drejede sig om. Hvor kendte han Maddie fra? Og hvordan kendte han Maddie? Han virkede oprigtigt bekymret, men...
''Madeleine var... Hun mente selv at hun ikke var sit ansvar voksent, og efterlod børnene hos mig. Jeg ved ikke længere hvor hun er, eller om hun overhovedet er i live. Beklager..'' sagde hun, inden hun så på Grace. ''Men jeg går ud fra, at Grace kender dig - ellers er du bare meget god til børn.'' sagde hun med et lille smil, inden hun bakkede væk og lod Grace blive i Jacksons arme.
På trods af hans skikkelse tidligere, virkede Jackson som en venligsindet ung mand. Havde det ikke været fordi han var en dæmon, så havde hun måske forsøgt noget. Men eftersom han virkede så glad for Maddie - på hvilken måde vidste hun ikke - og han var jo en dæmon, så hun holdte sig på afstand. Dæmoner var ikke ligefrem de bedste bekendtskaber hun havde haft.

Han følte nærmest at hans øre stod på stilke som han lyttede til det hun sagde, han ville simpelthen ikke misse noget af det hun sagde, det kunne jo være hun vidste hvor Maddie var så han eventuelt kunne opsøge hende. Han sank en klump og lod kort blikket glide ned på Grace som han holdt tæt ind mod sin bare overkrop så hendes hoved hvilede mod hans skulder, den anden arm brugte han til at støtte sig selv mod dørkarmen, Jackson kunne ikke have tanken om at Maddie atter engang var alene, at hun atter engang var forsvundet ud i den blå luft!
"Maddie er en stærk kvinde så jeg vælger at tro på hun er i live...", han løftede blikket og kiggede på Neph, de lyse grønne øjne han havde så endnu blegere ud i skærret fra lyset. "Maddie var en barndomsveninde som jeg ikke så længe og jeg var endelig begyndt at se hende igen...", han følte han skyldte hende en forklaring, han følte et eller andet sted at han skyldte hende meget for det hun havde gjort for ham og det var en følelse han bestemt ikke kunne lide! Han hadede når folk havde magt over ham, hvilket måske ikke var så underligt taget hans situation i betragtning. De grønne øjne gled omkring i køkkenet og som de faldt på maden der stod på bordet kunne han ikke stoppe den svage rumlen der kom fra hans mave, godt nok var han incubus og levede af sjæle men med så langt et liv havde han mere eller mindre gjort sin krop afhængig af menneske mad, det smagte jo skønt! I forhold til sjælene der egentlig ikke rigtig smagte af noget og som egentlig bare blev spist så han ikke ville sulte.
Jackson ville gerne takke kvinden der stod foran ham men han vidste ikke helt hvordan han skulle gøre det, han følte virkelig også at et simpelt tak var meget meget tamt i forhold til det hun havde gjort for ham, havde det ikke været for hende var han muligvis endt i fængsel og var så blevet henrettet.

Hun så kort på ham, da han forklarede hvorfor han havde det som han nu engang havde det med Madeleine. Selv havde hun knap så meget tilovers for den mor der havde efterladt sine to børn til en kvinde hun knap kendte, før hun stak af. Nephthys havde gjort det samme engang, og fortrudt det lige siden. Hun var stukket af fra det liv hun kunne have haft med den mand hun dengang elskede. Hun havde været bange, naiv og dum. Nu stod hun i den situation, at hun ikke længere havde muligheden for et normalt familieliv. Hun havde prøvet at finde en mand hun kunne elske, hun havde prøvet at blive lykkelig. Hun troede simpelt nok bare ikke på at det kunne lade sig gøre for hende at få sådan et liv. Hun ville aldrig få egne børn, blive gift og leve lykkeligt indtil døden skilte dem ad. Sådan var livet, når man fik truffet dårlige valg.
Hun så på Grace, der sad på Jacksons arm og mindedes kort et brændende ønske om en familie. Hun rystede savnet af sig, inden hun nikkede mod spisebordet hvor der stod morgenmad nok til at brødføde en mellemstor gennemsnitsfamilie.
''Tag bare for dig. det er ikke for mig at maden bliver lavet..'' sagde hun med et smil inden hun gik hen til ham, og derefter forbi ham.
''Jeg henter lige den anden lille rod.'' smilede hun inden hun gik ind i et værelse skråt overfor køkkenet. En meget utilfreds vrælen kom fra værelset, hvorefter Nephthys kom ud med en lille utilfreds surmule der gned sig i øjnene mens han klyngede sig til Nephthys.
''Jeg går ud fra, at du også kender den her gavtyv?'' smilede hun roligt..

//Emnet er afsluttet efter aftale (: