Jeg kunne være mere ~ Zayden

Dag: Søndag
Tid: 12.05
Vejr: Varmt både i vand og over.
Sted: Havene
Omgivelser: Flokken ligger ved revet og slikker sol på klipperne

Emnepartner: @Zayden


Solen bagte og gjorde mange dovne. Sirener var ikke meget bedre. Flokken havde lagt sig ved revet og klatret op på klipperne. Enkelte var vagtposter mens andre holdte øje med børnene. Mange af de unge lå halvt nede i vandet for at være klar til evakuering. En rend refleks, men rygter om pirater i området havde gjort dem vagtsomme.

Matthias lå med halen i vandet og på maven. Hovedet hvilende på armene og øjnene lukket. Vejrtrækning var jævn og rolig. Han døsede ud og ind af drømmeland. Han havde ikke set Zayden længe og for at være ærgerlig var det nok bedst. Matthias havde et crush på ham. Heldigt at de kun var adopteret søskende. Matthias rullede om på ryggen og åbnede øjnene. Himlen var en smuk blå. Næsten som hans øjenfarve. Han hævede sin hale lidt og strakte sin krop. ”Matti-kun.” Han tippede hovedet bagover for at se på børnene. Der var 15 børn i gruppen. Alle mellem 2 og 13 år gamle. De pegede og Matthias fulgte deres fingre. Et skib kunne ses i horisonten.

Det hele skete på under 40 sekunder. Børnene var gemt mellem sprækkerne i revet. Mange sad stadig og holdte øje med skibet. Matthias var blandt dem. Han vidste ikke om det var nogen fra Dead Mans Rock. Deres ledere havde fredet hans race fra jagt. Han sprang i vandet og svømmede under overfladen lidt nærmere mod skibet. Blod begyndte langsomt at farve havet rødt. Længere fremme så han en stor skikkelse komme svømmende imod ham. En hval, det ville sige… Han så op på skibet som han kunne spotte gennem overfladen. Hvaljægere. Han gjorde omkring og svømmede alt hvad han kunne. Han var kommet langt væk fra revet og hvalen kom nærmere. Jægerne ville spotte ham og tage ham med i købet.

”Please God. No.” mumlede han og dykkede ned mod havbunden. Han kunne mærke sandet mod hans overkrop og skæl. Flokken så frem fra revet. Deres frygt kunne ses. Hvor ville Matthias ønske at Zayden var her.

Zayden havde været borte fra revet i nogle gode måneder nu. Men efter skibets jomfrurejse og han havde fået talt en del med Taliia, hans nye kaptajn, havde han nu nok fri tid til at han kunne besøge revet og hans flok endnu en gang, før han skulle tilbage. Så han havde svømmet i et par uger på nuværende tidspunkt, før han begyndte at nærme sig revet. Den sædvanlige, mere eller mindre vandtætte pose bundet om livet, og hans yndlings smykker på, og ellers var han jo så bare som han nu naturligt var, med sin farverige hale der stille og roligt baskede bag ham, og førte ham frem i det rimeligt rolige vand.

Men hurtigt fangede han godt at der var noget galt… Der der var ikke et skib fra klanen, for han havde set alle deres skibe henne ved Dead Man’s Rock. Så det var ikke nogen der havde fredet sirenerne fra jagt… Og de havde vist tænkt sig at tage nogen med, som de jagede en hval. Han svømmede så hurtig than overhovedet kunne… Og kunne se en velkendt skikkelse nær hvalen, der også flygtede for sit liv. Men hvalen var han selvfølgelig ligeglad med. Der skulle fandme ikke være andre der prøvede at fange hans stedbror!

Han så godt hvordan Matthias dykkede ned mod bunden for at gemme sig… Men han så også godt hvordan de begyndte at skyde med harpuner efter både ham og hvalen. Ligeglad med at han selv kunne blive ramt, svømmede han hurtigt ned til bunden, og tog uden videre fat i Matthias. “You have a real knack for getting into trouble, you know that?” mumlede han, før han hurtigt begyndte at svømme væk derfra. Et par af harpunerne snittede nogle af hans finner, og et enkelt smertens klynk forlod hans læber… Men han fortsatte med at svømme, selvom han efterlod sig et lille spor af rødt i vandet. Han standsede først med at svømme da de nåede den tætteste undervands hule der var i nærheden af revet, nogle kilometer væk, men endelig i sikkerhed for skibet og harpunerne.

Matthias rev sig løs og så på sin redningsmand. ”Zay.” Han svømmede hen til ham og så op på ham. ”Er du okay?” Matthias tjekkede hans rifter med forsigtige fingre. Han havde håbet at Zay kom, men at de kom væk uden skader. ”Hvad har du lavet på det sidste, Zay?” spurgte han og så op på sin bror med sine blå øjne. Han havde altid været fascineret omkring Zay. Halv sirene og halv dæmon. Matti havde hurtigt fundet ud af, at han var forelsket. Det var ikke velset, men Zayden kendte hellere ikke til hans evne. Han gav et suk fra sig. Svømmede hen til hulens indgang for at se ud. ”Ingen partner endnu?”

Hvalen var død kunne man se. Den var ved at blive parteret og blodet kunne smages i vandet. Matthias rystede og svømmede dybere ind i grotten. Han var mindre end sin stedbror og mindre muskuløs. Han klemte sig ind i de små huler og så sig om. Hans blå hale bevægede sig elegant. Han lagde sig på et udspring og så på sin bror. ”Tager du tilbage til overfladen snart?” Han ville virkelig ønske at han kunne indrømme hans følelser. Han fulgte klippens overflade og tegnede små cirkler. Han var nervøs og kunne ikke se på sin bror uden at blive rød.

Zayden smilede let til Matthias, gled hurtigt øjnene over ham, sikrede sig at han ikke var kommet til skade. Først derefter så han ned på sin egen hale, på de større finner der havde fået et par harpuner igennem sig. Ja, han blødte, og ja, det gjorde ondt... Men det vigtigste var at Matthias ikke var kommet til skade. "Jeg har det fint," løj han, og smilet var større denne gang, nok også for at skjule den smerte der var. Men han havde prøvet så meget værre ting, så det her var nærmest ingenting i forhold til.

"... Jeg har været ombord på et af de nyeste skibe fra Dead Man's Rock... Vi tog til Minotauris og tilbage igen," svarede han med et lille smil, og rakte en hånd ud for let at ruske i Matthias' hår, præcis som enhver anden storebror ville gøre med deres lillebror. Så kunne det godt være de var stedsøskende, men han havde samme beskyttelsestrang overfor ham som var de søskende af blod.

"... Og nej. Stadig en af de frieste fisk på markedet," jokede han så med et let grin. han rystede derefter let på hovedet. "Jeg kan blive her et par uger før jeg skal afsted igen. Der skal gøres klar til en større sejlads som den næste." han lagde godt mærke til hvordan Matthias ikke rigtigt kunne se på ham i længere tid af gangen, men hvorfor... Ja, det vidste han ikke helt.

Han klukkede, men var også glad. Var det underligt at være glad for at den han holdte af, stadig var single? Han gav en fnys fra sig da han kom i tanke om hans hennelighed. Zayden vidste ikke hvad hans evne var, og hvad vil han sige, hvis han opdagede den? ”Kan jeg fortælle dig en hemmelighed og en sandhed, men først et spørgsmål?” spurgte den yngre sirene og slog let med sin hale. Han rullede om på ryggen og så på Zay upside down. Han så på sin bror længe.

”Jeg ved at det lyder dumt og du ville nok ikke kunne forstå mig. Men hvad hvis en som er adopteret føler noget som man ikke burde. Det er for en ven. Denne er vild med sin ældre adopteret søskende, men ved ikke om han kan fortælle den ældre det. Bange for at blive afvist og gjort grin med.” Matthias kunne ikke fortælle at det var ham, men hvis han nu først så det an. Kom an på hvordan Zay reagerede. Matthias lå stadig på rygog havde halen løftet op. Fingrene gled ned over halespidsen for at tjekke rifter. Små blev opdaget og han pillede let i dem.

Det var ikke velset at være intra i de samme køn, men Matthias kunne ikke lade være. Han var faldet for Zay. Hvorfor ham og hvorfor kunne han ikke bare spørge ud af det blå. ”Damn mit liv.” mumlede han.

Zayden strakte sig en smule, før han så lidt nærmere på flængerne i hans finner. De var allerede stoppet med at bløde, og han vidste, at der nok heller ikke gik længe til de begyndte at hele sammen igen, især siden de stadig var i vandet. Det var virkelig bare småskrammer for ham, intet alvorligt på nogen som helst måde, der gjorde bare lidt ondt lige nu, men det ville også hurtigt gå over. Det gjorde det altid, når hans finner blev skadet. Det gjorde lidt mere ondt hvis det var selve halen, uanset om det var i denne form eller hans dæmon form. Det gjorde i alt fald mere ondt end skader på hans ben, når han var i menneskeform, hvis du spurgte ham!

Han kiggede dog over på Matthias med et løftet øjenbryn da han talte. "... Ja?" han svømmede en smule tættere på, og lagde sig på maven i bunden af hulen, foran den unge sirene. Han lyttede stille efter hvad han sagde, dog med let rynkede øjenbryn imens. "Det... Ville jeg sige kommer an på deres specifikke forhold. Altså, hvis broren er åbentsindet nok, kan de vel godt tage det?" sagde han roligt. Selv havde han i alt fald intet problem med sådan noget, altså, med kønnet. Det andet ville nok være en mærkelig situation, kunne han forestille sig.

Matthias så på sin bror. Han bed sig i tungen rullede op på maven. Halen lå roligt bag ham. ”Og du er åbensindet?” spurgte Matthias og hvilede hovedet på sine arme. Han lukkede øjnene og åbnede dem, for at se ud til siden. ”Hemmeligheden er den som jeg holder mest på. Ingen kender den, udover en engel.” mumlede han og tænkte på englen han havde mødt for et stykke tiden siden. ”Med hjælp fra en te, kan jeg give afkom. Men jeg har ikke fundet den rette endnu.” Matti svømmede ned foran sin bror og satte sig på en sten. ”Vil du lytte før du dømmer?”

Han valgte at springe ud i det. Dette kunne knuse det bånd mellem dem. Matthias havde allerede en plan i baghovedet hvis dette ikke gik. Han ville ikke kunne se Zay i øjnene, men hans bror havde brug for en bedre fremtid end at se ham. ”Jeg har haft en crush på dig længe. Følelser en bror ikke burde have.” Matthias bøjede hovedet og åndede ud. Øjnene gled i og et mat smil kom over hans læber. ”Jeg ville ønske jeg kunne være mere end en bror.” mumlede han og satte af fra stenen. Svømmede ud af hulen og ud i det åbne. Hvalfangerne var væk og ligeså var hvalen.

Matthias skød gennem vandet og mod revet. Resten af flokken så ham komme, men sagde ikke noget eller stoppede ha. Matthias nåede frem til den hule som han boede i. Svømmede ind og hvilede sig på det tang som udgjorde hans seng indtil videre. Han krøllede sig sammen og lukkede øjnene. Dette var det. Zayden, han adoptivbror kendte hans hemmeligheder og følelser. Han føle sig flov over at han flygtede, men han kunne ikke se Zay i øjnene. Han så op på hylden. Hans te stod klar, men han havde aldrig brugt den.

”Hvad skete der mor?” spurgte en lille sirene på fem år. Hendes mor så på hende og rynkede brynene. ”Dette er noget mellem Zayden og Matthias. Vi er nødt til at lade dem løse det.” sagde hun og førte datteren væk fra Matthias hule.

Zayden rynkede let på brynene og svømmede en smule tættere på igen. "... Det vil jeg da mene jeg er, ja?" Alt andet ville vel være lidt hyklerisk når der nok var nogen der ville mening at en blanding som ham ikke burde finde sted. At han bare var en eller anden form for bastard - det ville i alt fald være dobbeltmoralsk ikke at være åbentsindet overfor andre, efter hans egen mening. Og det var da en ting han helst ikke ville være, eller opfattes som værende.

Han så lidt forbavset ud da han fik det at vide med teen. Det var... Specielt, men vel egentligt ikke meget mærkeligere end hvad han ellers havde stødt på i sine over tre århundreder. Man fik mødt en del folk med mærkelige evner, indimellem. Det var da ikke den mærkeligste han havde hørt, i al fald. Men han nåede ikke at tænke så forfærdeligt længe over det, før den rigtige indrømmelse kom frem. Matthias var lun på ham, på Zayden - hans stedbror. Det... Var en lidt mærkelig tanke, for at være helt ærlig. Men siden de ikke reelt var i familie... Var det måske alligevel ikke så underligt at knægten havde kunnet falde for ham? Der var intet biologisk galt i det... Det var bare deres forhold til hinanden der gjorde det lidt mærkeligt.

Han så forvirret efter Matthias som han svømmede væk - flygtede, som han så ofte gjorde når han følte sig lidt ekstra sårbar, om det var fysisk eller emotionelt lod til at være ligemeget. Zayden blev der måske et minut mere... Før han havde tænkt videre over det, og tog en dyb indånding, før han svømmede efter den unge sirene, i et langsommere tempo end han havde flygtet, og totalt ignorerede dem i deres flok der snakkede om hvad de lige havde set. han svømmede ufortrødent hen til hvad han vidste var Matthias' hule, og standsede i åbningen. "... Matthias..." han sukkede let. "... Må jeg godt komme ind?" han ville jo ikke bare brase ind hvis han helst ikke ville have hybriden der.

Matthias drejede hovedet og så på sin bror. ”Kom ind.” mumlede han og rullede om på siden, så han kunne se Zay. Den yngre satte sig halvt op. ”Var der noget?” spurgte han og så ned på sin hale. Han vidste at det ikke hjalp at flygte fra sine følelser, men ligenu ville han være glad for at være en kujon. Hvorfor indrømmede han også at han havde et crush på sin bror? Med lukket øjne gav han et lille fnys fra sig. Han lod sin falde bagover og strakte sine arme. ”Jeg beklager hvis jeg sagde noget som stødte dig.” Kom det fra hans læber af ren automatik.

Matthias vidste at blive forelsket var ikke en nem sag. Og så at det skulle være Zayden. Den som elskede ham som en bror. Hvis deres forhold og venskab var ødelagt på grund af dette, ville Matthias få det svært. Han vidste det ikke, men frygten var begyndt at bide ham i halen. Han kunne måske være heldig at få et job på landjorden. Hvis han altså ikke kunne holde ud af være her mere.

Hans fingre pillede i en af rifterne som var på hans hale. På den måde slap han for at se på sin bror, håbede han inderligt.

Så snart der blev givet tilladelsen, svømmede Zayden stille og roligt ind, og standsede knap en meter fra Matthias, så på den yngre sirene, og sukkede let. Hvor skulle han dog begynde? Hvordan skulle tingene gå herfra? Han var ikke ligefrem den bedste med ord, så det her ville være svært at få sagt, men han mått ejo hellere prøve. Han kunne jo heller ikke tie for evigt, så kunne Matthias ende med at tro alle mulige forkerte ting. Nej, så hellere måske kludre lidt i det.

"Stødte mig? Absolut ikke." lagde han ud, med et blidt smil, og svømmede lidt tættere på, for at lægge en blid hånd på Matthias' ene skulder. "... Jeg skulle måske egentligt have set det her komme. Jeg glemmer tit hvor meget mere moden du er blevet her de sidste par år... Du er ikke helt den unge jeg hele tiden har haft i hovedet, længere." sagde han roligt, og gav skulderen et blidt klem.

"Hvis det er du vil... Er jeg da villig til måske at give det en chance. Bare... Giv mig lidt tid til at vænne mig til tanken, okay? Det er trods alt kommet lidt pludseligt for mig." det var nok det bedste han kunne tilbyde den unge sirene lige nu.

Matthias dukkede sit hoved ved Zays ord. Han var stadig ung og havde en del at lære, men moden var han dog lidt. Deres forældre havde holdt hans evne skjult for alle. Det var først i år, at han var blevet moden nok, havde de dømt. Han så op på sin bror og gav et let smil. Det var til tider svært at passe ind når man kom fra en anden flok. Alle havde budt ham velkommen, men de første år hang han altid ved Zays side. Han pillede ved sine rifter og mumlede noget stille. ”Nu bliver det mere svært at passe ind.” Tja, hvor mange havde den evne han havde? Oh kvinder galt ikke.

”Har du oplevet noget spændende?” Matthias besluttede sig for at søge et nyt samtaleemne. Han havde selv oplevet lidt. Blandt andet at blive forvekslet med en hval. Han så ned på sit ar, som stadig var utrolig tydelig på hans hale. En finger gled nedover den. Han havde ikke forladt sin hule i fem dage. Og ikke svømmet langt syv dage efter. Han havde været bundet til revet og dens beskyttelse. Flokken havde dukket op på fjerde dag i hulen og taget over med beskyttelse og finde mad til ham. Han kunne sværge på, at sommetider kunne han stadig mærke harpunen gå gennem hans hale. En kuldegysning gik ned gennem hans ryg.

Zayden sukkede, og gav et enkelt dask med halen for at komme helt hen til Matthias, så han kunne trække ham ind til sig i et tæt, varmt kram. "Hvem fanden siger også alle skal passe ind," mumlede han stille. "Seriøst, lad være med at lade det gå dig på. hvis en af os skulle have sådan nogle tanker, så skulle det være mig. Idet mindste er du da ikke en bastard af to racer, vel?" spurgte han, med et skævt smil. Zayden var trods alt født udenfor ægteskab, og ja, en blanding af to racer... Det var der ikke mange der så særlig mildt på. Deres egen flok her gjorde, men mange af dem der var på landjorden så absolut ikke mildt på det, især det med at han var født udenfor ægteskab, eller endda bare partnerskab.

"Men ja... Jeg er da blevet en del af Taliia's besætning. Hun er medlem af samme klan som Jake." han havd ejo godt hørt om hvad der var sket der... Det havde også været grunden til at dem der var blevet overført fra Jake's besætning til Taliia's, havde været nærmest rædselsslagne da han dukkede op for at tale med Taliia. "Vi har næsten lige været ude på det nye skibs jomfrurejse... Til Minotauris og tilbage igen."

”Jake. Jeg tror jeg har mødt ham før.” mumlede den unge sirene og så på sin bror, en som han ville ønske var mere. ”Jeg ville næsten hellere være en bastard end at være udenfor.” Han pillede ved arret på sin hale og sukker. Han følte sig sikker og varm for første gang i lang tid. Han lukkede øjnene og nussede sig ind i sin brors arme. Han ville ikke giftes. ”Why do I have to get married? Our dad told me, that I have to.” mumlede han og så ned på jorden. Halen trukket sammen under sig.

”I don’t like woman.” Kom det ud af ingenting. ”And I don’t want to be a slave. I would rather die.” Mumlede han og krøb sammen. Hans spinkle skikkelse fyldte ikke meget, men han var bange for hvad hans evne kunne få folk til at gøre. Han ville være sårbar og nemt udnyttes. Han var følsom ved taljen i menneskeform og teen var nem, hvis han vidste hvad man skulle have og lave.

"Jeg så ham kun kort... Men han virkede rimelig pålidelig. Taliia er også en virkelig god kaptajn... Hun fortjener i alt fald al den respekt hun får. Jeg kan tællepå én hånd hvor mange af de andre kaptajner jeg har været under, jeg kan lide ligeså godt som jeg kan lide hende." sagde han med et svagt smil. Ikke at han var lun på hende eller noget, absolut ikke. Hun var bare en exceptionelt god kaptajn, og en kvinde der var noget for sig. Han værdsatte virkelig når folk ikke dansede om den varme grød men bare sagd ehvad de havde på sinde, præcis som det var.

"Tro mig... Det er mindst ligeså slemt. Du føler aldrig du passer ind nogen steder, alligevel. Jeg har endnu ikke mødt nogen der helt forstår mig... Ingen af samme type bastard som jeg selv er. Det er altså også rimelig ensomt, til tider." sagde han så stille, før han blidt kyssede toppen af Matthias' hoved, og krammede ham lidt tættere ind til sig som han talte videre, og sukkede. "Jeg skal nok tale med ham... Du skal ikke tvinges til noget du ikke vil, bare rolig."

Det næste han sagde kom absolut ikke som et chok, især ikke efter bomben han allerede havde smidt med at være brændt varm på Zayden selv. "Jeg tror ikke der er nogen som helst der ville vælge et liv som slave. Det er ikke et liv overhovedet... Så jeg forstår dig godt. Jeg ville skam også hellere dø, end at ende ud sådan..."

Matthias så op på den ældre og ser på ham med triste øjne. Munden åbne og lukkede sig flere gange. Hvad skulle han sige? At han var bange for aldrig at finde den rette? At han hellere ville være med Zay? Han gemte sit hoved med Zays hals og lukkede øjnene. Hans arme lukkede sig om Zay og tåre gled lydløst ned. Frygten for fremtiden havde taget fat i hans sind. Hans hale krøb sammen under ham.

”Hvad vil der ske? Hvor vil jeg stå?” spurgte han stille og tørrede tårerne væk. Hans krop var anspændt og han så ud ad hulens indgang. Deres far havde svømmet forbi flere gange og kigget ind. Han var kun 15 år. Hans negle borede sig ind i huden under dem. Hovedet presset ind mod brystkassen foran sig. ”Hvis man var med barn, kan man ikke ægte en væk.” mumlede han mut og

Han trak sig væk, svømmede over i et hjørne og lagde sig ned på maven, rullet sammen. Det hele var for meget. Livet var ikke med ham, og han var forelsket i den forkerte. En han ikke kunne få. Han stirrede ind i væggen. Han kunne også stikke af. Med blikket mod hans klør, lod ham de køre hen over hans håndled. Hvorfor spurgte deres far ikke hvad han vil?

Zayden kiggede blot stille og roligt på sin sted lillebror - en smule bekymret, nok, med den måde som han knugede sig ind til ham, men samtidig fik det ham også bare til at trykke ham tættereind mod sig i det kram de delte, et kram der uden ord fortalte Matthias at han altid ville være der for ham. I alt fald hvornår end han kunne. For selvom en del af ham godt ville blive her, sammen med flokken hele tiden, så var den del af ham der tørstede efter eventyr og åbne vidder altså lige dét større, og det var grunden til at han tog med på forskellige skibs besætninger, for at tage ud og se verden på den måde, møde nye væsner, skabe nye forbindelser. Der skulle hele tiden ske noget nyt, ellers begyndte han at kede sig alt for meget.

"Det... Ved jeg ikke. Men jeg ved at der altid er noget man kan gøre for at få mere indflydelse på det... Du skal ikke bare lade ting stå til. Men kæmp for det du vil have..." han lod blidt sine fingre køre gennem Matthias' hår, før den unge sirene trak sig væk og svømmede over i hjørnet. Han sukkede let. Det var svært at vide hvad man egentligt skulle sige i en sådan situation her... Især med hvad Matthias næsten lige havde fortalt ham, med de følelser han havde fået for ham.