Time of destruction - Allyson

Tingene var i ruiner da han endelig kom ind til byen. Det så forfærdelig ud. Han havde ladet gruppen blive ved lejren. Raven havde sagt han skulle blive, men nu havde de gemt sig i skovene så længe - han ville se, hvordan tingene så ud i byen. Men det var langt værre end han først havde forventet. Skrig igennem hele byen bed mærke i hans nerver, mindede ham om da de levende døde angreb hans lejr. Mindede ham om da han mistede Audrey. En person, han aldrig ville komme sig over, at have mistet. Blake havde en kniv på sig, gemt i ærmet så fjender ikke så angrebet komme hvis de slog til. Han var dækket med ar, størknet blod i ansigtet og på kroppen. Blake gik øje på en lyshåret kvinde, samme hår som Audrey. Det fik selvfølgelig hans opmærksomhed, angrebet af fortiden undersøgte han det. Men pludselig vendte hun sig rundt, det var ikke Audrey. Selvfølgelig var det ikke hende, han kunne ikke finde et spøgelse jo. Han vendte sig rundt, og blinkede kort da en anden fra fortiden troppede op i nærheden af ham. Allyson. Han havde ikke set hende ligesiden den mand havde prøvet at tage hans gruppe - og smed Blake ud.

Han vidste Allyson var stærk, men havde været bange for hun var kommet noget til. Trods alt, havde han været tilbage for at forlange at de lod hende gå, men hun havde allerede været væk. Han kneb øjnene lidt da han så et væsen løbe imod Ally, med en økse svunget over hovedet. Blake trak sin kniv og kastede den afsted. Det lignede lidt han kastede den imod Ally, men den fløj lige ved siden af hendes ansigt, og landte person i dæmonens ansigt lige imellem øjnene. Derefter løb han hen til Allyson og stilede sig lidt fra hende.
"Godt at se du er i live." Sagde han og kiggede ned af hende for at se om hun var kommet til skade.

// @Allyson

Dette var Allysons yndlings sted i Doomsville. Fyldt med fjender. Fyldt med væsener, der fortjente at få deres strube skæret over. Eller bedre - hendes sværd hugget ned igennem deres hjerte. Ja, hun var voldelig, hun var født og opvokset sådan. Dette havde verdenen gjort ved hende. Uskyldig, ren, sød? Disse ord kendte hun ikke til. Nej, hun var alt andet end det. Klart, hun kunne være sød imod sine venner eller familie. Mest familie eftersom hun ikke rigtig havde nogle venner.
Allyson sparkede et væsen væk fra hende selv inden hun med hurtige bevægelser skar den's strube over. Hun tog en dyb indånding, da liget ramte jorden og det næste der skete fik hun knapt nok registreret før hun hørte en bekendt stemme. Overrasket så hun på Blake og rynkede på panden. "Blake." Her havde hun håbet at hun havde flygtet væk fra skoven, men selvfølgelig kom den tilbage til hende. Hun så kort på væsenet, han havde dræbt, og derefter på ham igen. "..Jeg skal vel takke dig for at have reddet mit liv...igen." Hun sukkede og så ikke ligefrem glad ud. "Kan jeg hjælpe dig? Og selvfølgelig er jeg i live. Jeg er ikke så nem at komme af med når jeg først har sit mål."