Welcome human, who might you be? - Loui

Loui smilte en lille smule af ham. Hun syntes faktisk ikke det var sjovt, ikke det mindste. Hun følte sig pludselig så lille, så lille at hun kunne løbe ned i et lille mussehul og blive væk for altid. Hun fjernede hånden fra hovedet og så op på Ancalagon og måbede. Hvordan kunne han bare tage hjem, bare sådan uden videre med alt det de havde været i gennem sammen! Loui sukkede, hun kunne allerede mærke på sig selv at hun overdrev sine tanker. De havde ikke engang rigtigt vekslet så mange ord sammen, han havde sådan set bare været en gentleman og reddet hende for mulig voldtægt.. Så betyder det vel ikke at man er blevet bedste venner for altid.
Loui bed sig i læben og havde lyst til at skrige sine lunger ud og fortælle ham, at han skulle blive. Hun var så ensom, ingen venner men kun hårde forældre. Godt nok var han næsten dobbelt så gammel som hende, men det var stadig en samtale der havde været til. Og nu var det væk.
Hun løftede hånden og vinkede kort. "Kom godt hjem.." sagde hun lavt og tog hånden til sig igen. Det eneste kontakt hun havde haft udenfor huset fire vægge, var på vej hjem. Loui sukkede og rejste sig fra pladsen. Stille og roligt. Hun gik hen til stumtjeneren som hun hang sin jakke på aftnen før, greb sin jakke og fik lukket den nu tørre jakke omkring sig. Nu var det kun én ting at gøre, at se sine sure forældre i øjne.

Ancalagon var på vej ned af gaden da Munin begyndte at skrappe,"fos? hi laan zey wah kiibok kon hofkiin? Druv?" Spurgte han sin ene ravn, Munin som skrappede tilbage til ham, "Flogah flogah, hi dreh ni lost wah kos med tol" kom det så fra Ancalagon og vendte rundt.
I det at Loui kom ud af kroen, stod Ancalagon med hænderne plantet i hofterne og kiggede på Loui med sine orange-rødlige krypdyrs øjne.
"Kom, lad os se og få dig hjem" sagde han til hende og lagde armene over kors. "Hvor bor du så?" Spurgte han hende og ventede på at hun førte an da han ikke anede hvor henne i byen hun faktisk boede.
Der var stadig en smule kaos i byen, stadig en del patroljer som patroljerede gaderne, mindst to af gangen, højest tre.
men alt i alt, så prøvede folk at behandle dagene som var det hvilken som helst anden dag på månedende og byboer var ude og handle ind.

Da Loui trådte ud af døren kunne hun ikke lade være med at være deprimeret. Alle de mange tanker i hovedet var slet ikke til at ryste af sig. Men så! Hun fik øje på Ancalagon. Han blev, orh han blev virkelig. Hun kunne slet ikke tro sine egne øjne, hun havde virkelig indstillet sig på at hun måtte finde hjem helt alene, men nu havde hun selvskab - helt uden at be om det.
Loui smilte og det var svært at fjerne igen. "Ja tak" svarede Loui og måtte klemme om lommen i hendes jakke for ikke lade sig løbe af, med hendes begejstring. Hun så sig kort omkring for at placere sig, hvor hun var henne. "Det må være den vej, det ligner den vej jeg gik på i går" svarede hun og pegede i den retning hun talte om. Hun begyndte at gå og gik ud fra at Ancalagon ville følge med. "Ancalagon, må jeg spørge dem om noget personligt?" spurgte hun med en nysgerrige stemme. Hun havde tænkt sig at spørge ind til hans øjne, om det var noget han havde fået af slåskamp eller en eller anden form for udviklings fejl. Nu havde hun jo chancen for at lærer ham bedre at kende.

Ancalagon fulgte efter Loui, "tak Munin, han overtalte mig" svarede han og pegede på sin ene ravn som sad på hans højre skuldre.
Som de gik stillede hun et lidt besynderligt spørgsmål, personligt spørgsmål? Dette kunne blive interessant at høre hvad hun havde på tankerne.
"Shoot" kom det fra ham som de gik hen af gaden, mod hvor Loui boede. Der var ikke overraskende mange mennesker på gaden, med nok til at det blev en smule befolket. Ancalagon lagde mærke til hvor de gik henne, hvilke gader mens han lyttede til hvad Loui sagde, da han jo skulle ud af byen igen på et tidspunkt, efter han havde sat tøsen af hos sine forældre.. hendes forældre, oh god, dem havde han lige glemt, det skulle nok blive sjovt.

Loui krummede sine øjenbryn sammen. Han måtte da være skør, eller så gemmer han da sine følelser og tanker bag et dyr, så han ikke tør indrømme at han selv kom med ideen, at blive hos hende. "Din fugl?" svarede Loui og blinkede til ham, som i at hun havde allerede gennemskuet ham.
Okay, nu var det nu. "Ehm.. Dine øjne ligner ikke andre øjne.. hvorfor?" spurgte hun og bed sig i læben og håbede at hun ikke var alt for nærgående. Tænk hvis han havde været alvorligt syg og sygdommen havde resulteret i at måske var halv blind, eller andre forfærdelige ting? Hun håbede hvert fald han ikke ville tage det alt for tungt og han ville respektere hendes nysgerrighed, desuden forstod hun godt hvis han ikke ville tale om det, hvis det var ganske personligt. De havde trosalt lige mødt.

"Jah, selv fugle har en måde at snakke med folk på" svarede han uden rigtig at tænke over det mange af gangene, han var vand til at de snakkede, glemte at normale mennesker nok ikke rigtig lige ville forstå det.
Han kiggede ned på hende mens de gik hen af gaderne, "hvorfor vil du vide med mine øjne?" Spurgte han nu selv nysgerrigt, hvis hun bare vidste hvad hun faktisk gik sammen med og snakke med, ville hun nok ikke være så nysgerrig, men mere bange. "Lad os bare sige at jeg er lidt af en sjældenhed blandt mennesker" svarede han en smule kryptisk tilbage og begyndte at rode i en lille skindpose og fandt noget kød frem som hver af hans ravne fik, som så skrappede glad og lettede sig.
De forsvandt over hustagene og var ikke til at se mere da husene blev større og tættere som de kom længere ind i byen.

Loui kløede sig i nakken. Det lød ikke vanvittigt troværdigt det han fortalte hende, men det gjorde ikke noget, hvis han ville fortælle sandheden kom det nok helt af sige selv. "Ja okay" svarede hun imens hun smilte til ham. Hun synes dog stadig det var vældigt pænt af ham, at følge hende hjem.
Loui stoppede op. Hun tog en dyb vejrtrækning. Hun kunne nu se huset og der var røg i skorstenen, det måtte betyde at de var hjemme. "Det er det hus du kan se lige der ovre" sagde Loui og lukkede øjne for at ønske sig langt væk. Hun åbnede øjnene, det virkede selvfølgelig ikke - men man havde vel lov at håbe. Hun begyndte at gå igen, imod hendes hjem. Imens de nærmede sig huset, tænkte hun på en masse undskyldninger hun måske kunne bruge. Det hele virkede håbløst. De stod nu overfor deres hoveddør. Hun tog i døren, så den gik op og der stod Dave.

Ancalagon fulgte efter Loui, om hun ville tro på det han sagde eller ej, var ham lige meget, hun ville højest sansynlig ikke tro på ham da hun virkede til at være en af de mennesker som ikke havde mødt væsner endnu, desuden så ville han sætte byen i rædsel og få vagter til at angribe ham hvis han forvandlede sig.
Han så godt huset som Loui hentød til som havde røg i skorstenen, jo nærmere de kom til døren, jo mere nervøs virkede Loui, som om at helvede ventede på hende ved den dør, eller værre.
Da de endelig stod foran døren, stod Ancalagon lidt bagved Loui med armene lagt over kors da han egentlig bare hjalp hende med at komme hjem, det var ikke fordi at han regnede med at han skulle med ind, men grunden til at han lige blev det sidste stykke af turen, var så hun lige kunne komme indenfor.
I det døren gik op, stod der en mand, nok hendes far, en smule laver end ham selv, dog virkede manden nogle år ældre end hans menneske-skikkelse han havde, når han ikke var i sin drage krop.

Louis forældre var rimelig unge. Janni var nemlig kun 16 år da hun fødte Loui og Dave var kun 2 år ældre end sin kommende brud dengang.
Det var som om at alt gik i slowmotion. Hun kunne nærmest læse Daves reaktion. Han var ikke glad. "Hvad i alverden havde du tænk på unge dame, sådan at forsvinde!" råbte Dave og hev fat i døren og åbnede døren helt og hev fat i Louis arm så hun blev trukket indenfor. Loui pev da det nev en smule i armen. Dave kiggede ud og fik øje på Ancalagon. "Og dem der.. Tak for at bragt hende hjem.. Men.. De har ikke tilladelse til at se hende igen" sagde han og vendte blikket hen mod Loui "sig farvel Loui" sagde han og gik et skridt tilbage med krydsede arme. Loui var pinligt berørt over hendes papfar og ville ønske at hun blev usynlig i dette sekund og bare blive væk for altid. Men det var jo bare fantasi.
Loui gik en smule frem mod døren, så hun stod fra døren og kiggede ud på Ancalagon. "Tak Ancalagon. Tak for alt.." sagde hun med lettere våde øje som var klar til at græde. Hun havde lyst til at fortælle ham så meget mere, men det ville bare blive akavet og for følsomt - især når hendes papfar så hende over nakken..

Ancalagon hævede øjenbrynet af manden reaktion, dog var det ingen ting fra når hans datter havde været væk og kom alt for sent hjem, nøj nogle skænderier hun kunne få med ham og hendes mor, det hjalp så heller ikke at både Ancalagon og hans mage var fuld blodige drager og deres datter var halv drage.
Men siden at dette ikke var hans datter var han egentlig ligeglad med hvordan manden reagerede, dog så snakkede han med hvem han ville snakke med, var ikke ligefrem fordi manden kunne stoppe ham, hvis han prøvede.
Og det var en anden ting, manden var ikke engang tøsens rigtige far, hans lugt var andeledes end Louis, væsner og mennesker af blod plejede altid at have den samme duft, modsætning til andre. Dog var det ikke som en duft som man normalt ville kunne duft, det vil lidt af en specialt duft som kun få væsner havde.
Det var den måde Ancalagon vidste hvem der var elver, menneske eller fx vampyr, elver duftede altid sukkersødt, smagte dog også sukkersødt, lidt en snap blandt hans race faktisk, morsomt nok, well for hans vedkommende, nok ikke for elvere.
Mennesker duftede også sødt, men ikke på samme måde som elvere, "Pfft, hvorfor sku' jeg lytte til en som ikke en gang er tøsens rigtige far?" Spurgte Ancalagon denne Dave.
Samtidige havde hans ravne vendt tilbage og landede på Ancalagons skuldre mens hans hvilede sin ene hånd på sin et håndsøkses metaltop.

Loui kunne ikke lade være med at måbe. Hun var simpelthen måløs. Hun havde aldrig set nogen svarer hendes papfar igen. Det hun dog undrede dig mest over, hvor vidste han fra at Dave ikke var hendes rigtige far? Hun havde aldrig fortalt ham at hendes biologiske far forsvandt efter han havde gjort hendes mor gravid. Faktisk var der ikke nogen som vidste det, udover disse 4 hvide vægges hjem. Loui var faktisk glad for hendes papfar, selvom hun vidste han ikke var det af blod så var han det af sind. Det var trosalt ham der blev hos hendes mor i hendes aller sværeste tid.
Loui fik ikke chancen til at svare Ancalagon, men der imod kom Dave roligt frem til døren og tog armen om Loui og så på Ancalagon. "Jeg ved ikke hvad hun har fortalt dig, men det er også lige meget. Vi siger tak for nu" svarede han og lukkede døren i roligt.
Dave så på Loui. "Loui min egen. Jeg har været så bekymret" sagde Dave og sukkede. Loui vidste godt at det var i hans bedste mening, dog undrede det hende at han ikke nævnte hendes mor. "Hvad med mor?" spurgte Loui. "Hun arbejder ude.. lidt endnu. Hun har ikke været hjemme til at se, at du har været væk. Lad os holde det sådan. Men du går ikke fri fra denne kattepine. Den mand du gik sammen med er farlig!" sagde han og tog sig til nakken, han vrissede dog lidt i hans hentydning til Ancalagon. "Jamen fader, manden har reddet mig!" råbte Loui og blev næsten helt forskrækket over sin egen stemme. Dave så på hende med overraskede øjne. "Loui.. Han er farlig. Det ved jeg" svarede Dave med en nu rettet ryg og armene over kors og et alvorligt blik. "Hvordan kan du være så sikker?" spurgte hun forvirret og var stadig overbevist om at Ancalagon var et godt menneske. "Jeg VED det bare, ikke flere spørgsmål" svarede Dave og vendte hende ryggen og gik.
Loui var så forvirret. Hun anede ikke hvilken holdning hun skulle have. Hun åbnede forsigtigt døren og gik ud for at se om Ancalagon stadig var der.

Ancalagon rullede bare med øjne, den mand virkede svag, dog tænkte han ikke mere over det og vendte sig rundt, og begyndte at gå ned af gaden, dog nåede han ikke langt før at Loui gik ud af sit hus og ville ikke kunne undgå at se ham og hans ravne som sad rang på Ancalagons skuldre, dog Ancalagon var stadig nogle meter fra Loui og hun måtte løbe, for at indhente ham.
Ancalagon fortsatte med at bevæge sig gennem gaderne, stoppe lidt ved en bod i et marked for at købe nogle rationer til hans tur hjem og noget til hans to fugle, selv om de udmærke selv kunne fange mad, så var det altid godt at have til et nødstilsfælle.
Da han havde købt det han skulle købe, satte han kurs mod byporten, mod det åbne og store land samt rejse som lå foran ham.
Ancalagon blev stoppede kort og udspurgt om han havde set tre unge mænd, hvilke var de træ unge mænd som havde prøvet og få Loui med op på deres værelse natten før.
De var eftersøgt for voldtægt på en mindre årige og en på deres alder.
Ancalagon kiggede på sedlen kort og rystede bare for hovedet og svingede så sin vandresæk over skuldren satte kurs mod porten som ville lede ham ud af byen.

Loui kunne godt få øje på Ancalagon, som var så langt væk. Hun satte sig foran døren og tog armene rundt om hendes ben. Hun sukkede. Hun ville så gerne have sagt farvel på en anden måde, og hun ville gerne have spurgt ham om flere ting, både personlige og om hvor han boede, så de måske kunne mødes igen. Hun rejste sig igen og tog fat i dør hånden taget imens hun så tilbage mod Ancalagon. "Vi ses" sagde hun hviskende og smilte en lille smule for sig selv. Hun kunne mærke at de nok skulle mødes igen, bare tilfældigt en dag.
Hun gik indenfor og så Dave i øjnene. "Han er væk nu.. " sagde hun en smule trist og vendte næsen ind mod sit værelse. Hun satte sig på sin seng og tog den dagbog frem. kære dagbog... skrev hun i sin lille bog og skrev ned hvad hun havde oplevet og at hun håbede på at møde den farlige mand igen.

//OUT//

// Out :3 - vi må emne snart igen //