Where all roads lead //Jacklyn//

Påklædning: Link


Magnars job og levevis bragte ham vidt omkring. Nogle gange fandt han sig selv i selvskab af noble og ædle herrer, der ønskede at hyre ham til at løse deres væsen og monster-problemer. Andre gange, var det videnskabsmænd, sultne efter sjældne ingredienser. Men for det meste, befandt han sig iblandt mere tvivlsomt selvskab. Det var nu ikke fordi han havde særlige præferencer eller lignende. Han havde det nu fint i selvskabet af lettere fejlagtige og hårdhudede personligheder. Væsen-Hunters som ham selv, var trods alt ikke altid velanset i alle verdens hjørner og afkroge.
Magnar var end i Aquener. Et lettere simpelt, men alligevel særligt, job havde ledt ham dertil. En Banshee havde hjemsøgt et skib i havnen, og ingen havde vidst hvad de skulle gøre. Hvilket jo egentlig var meget heldigt for Magnar - eftersom det jo trods alt gav ham lidt arbejde. Og godt betalt, endda. Som en ekstra belønning, havde skibets kaptajn og besætning, insisteret på at tage Magnar med ind og fejre det. Til et sted der syntes en blanding imellem et bordel, og en form for stripklub. Hvor især besætningerne af skibe, nyligt hjemvendt fra havet, kunne nyde synet af letpåklædte kvinder på podier, og indtage uhyre mængder af alkohol.

Så dér sad Magnar. Ved et rundt bord, hvorved der også sad en gruppe andre mænd i festligt humør. Magnar havde nu lidt mere travlt med at spise fra en tallerken, og undgå ikke at blive revet for meget med i samtalen. Det var, trods alt, ved at være aften. Og Magnar havde været sulten. Han var simpel på den måde. Uanset hvor han var, spiste han; hvis han var sulten. Også på en stripklub som denne. Heldigvis serverede de lidt bedre mad end han kunne opstøve i vildmarken. Så han var ganske godt tilfreds. Af og til draget af synet af kvindelige skikkelser på podier, eller iblandt bordene. Alkoholiske drikke blev serveret til bordet, og generelt i klubben, var der en festlig og løsrevet stemning. Mænd var trods alt mænd.. og til sig selv, tænkte Magnar vel også at kvinderne nød opmærksomheden? Måske endda lige så meget som de nød pengene de tjente?

Det var en ganske normal arbejdsdag for Jacklyn, der var ikke noget mærkeligt i at ryste røv for fremmede så man kunne få penge, det gjorde hende ingenting. I mange år havde hun ønsket at hjælpe andre mennesker præcist som hendes forældre havde gjort det, men hun vidste godt at det aldrig ville ske, hun havde det fint med bare at tjene penge dette her sted og hun håbede virkeligt at det ville blive ved på den måde. Så længe at man var ung og lækker så var der jo ingenting der kunne ramme en.

Jacklyn havde en time tilbage inden hun havde fri, og der var jo intet galt i at ryste lidt røv ved fremmede mænd, og da slet ikke når de satte ekstra penge i ens g-streng. Denne dag havde hun en lille blå sag på med fjer udover det hele, hun nød det virkeligt og hun var glad for at livet behandlede hende så pænt. Når mænd kiggede på hende med det der helt specielle blik, så kunne hun ikke andet end at føle sig Guddommelig, hun følte sig både smuk og eftertragtet, og der var da intet andet her i livet som kvinder virkeligt ønskede end at føle sig disse to ting?

"Hey drenge, kan jeg byde på noget?" spurgte hun som hun gik end i mod et rundt bord med en gruppe mænd, for nu skulle hun prøve at sælge noget fra baren frem for at ryste røv, og det var da også dejligt forfriskende engang imellem, selvom hun nu syntes showet var sjovere: "Jeg skal optræde sidste gang om en halv time, så jeg håber i bliver siddende" sagde hun og blinkede i mod en lyshåret fyr, intet bedre end lækre mænd der havde tænkt sig at kigge på hende en hel aften igennem.

Det var faktisk lidt sjovt hvordan Magnar altid endte et sted som dette. Han klagede bestemt ikke. Og havde skam heller ikke brugt megen energi på at tænke over, hvorvidt det var. Der måtte være noget i ham der gjorde et sted som dette tiltalende. Egentligt, måtte det vel være tiltalende for enhver mand; ung eller gammel? Måske var det fordi han var varulv... De mange forførende dufte og syn, måtte uden tvivl påvirke en som ham, lidt anderledes end det ville en almindelig mand? Uanset hvad, var det ikke noget han ønskede at ændre på. Så han blev blot siddende. Ganske stille og tavs, som han spiste af et stort luns kød på en tallerken foran sig. Og imens han dæmpede sin sult, sad gruppen af mænd omkring ham; i færd med at slutte deres tørst efter sprut og kønne syn.

Som Magnar satte tænderne i endnu en mundfuld af kødet, kom en lyshåret kvinde hen til bordet. Selvfølgelig bemærkede han, og sikkert alle andre mænd ved bordet, først hendes letpåklædte skikkelse. Og i et kort øjeblik, glemte han næsten at tygge ved synet. Han blev dog hurtigt opmærksom på sig selv igen, da han kort tænkte på hvordan han mon selv måtte se ud? Han havde ikke været i bad i dagevis. Sløjet gennem floder og mudder, sovet under træer. Men forfængelig var han dog ikke. Så han forholdte sig egentlig blot i ro, ganske tilfreds med hvad han havde af drikke og mad; så han havde ikke brug for mere. "Vi kunne godt bruge en kande med noget stærkt. Som vi kan nyde til dit show, min kære." Sagde en mand ved bordet. "Ja, og klud til at tørre op efter knægtens savl!" Sagde en anden højlydt, og gjorde gestus imod Magnar, som i det samme fangede sig selv i at stirre lidt på hende. Hvilket de andre tydeligvis også fangede ham i. Og omkring bordet lød en munter latter, imens Magnar bare nikkede en anelse irriteret og overbærende, imens han stadig tyggede af munden. Da han endelig havde tygget af munden, åbnede han den endelig igen. "Ingenting til mig, tak." Sagde han til den noget så iøjnefaldende tjenerinde. Som åbenbart også var en af de 'optrædende'. Faktisk, virkede hun en smule bekendt. Men hvad vidste han? Det eneste han nok vidste, var at han var ved at være mæt. Og måske burde blive, for at se hende optræde? "Ah, knægten taler! Så dét er hvad der skal til, for at du åbner munden?" ... "En kvinde med et lystigt blik?" Den anden mand talte igen, tydeligvis ude på at gøre Magnar forlegen eller lignende. Men Magnar forholdte sig nu ganske roligt, og stirrede bare lidt mod manden et kort øjeblik. En anelse irriteret over at han kaldte ham en 'knægt', men det var nu fint. "Måske..." Han havde egentlig tænkt sig at komme med en vittig kommentar, men lod nu i stedet være. Og tog en slurk af kruset foran sig. Hans blik mod manden havde næsten været truende, og i et splitsekund havde han haft lysten til at kaste sig over bordet og rive hans strube ud. Men lod dog selvfølgelig være. En tydelig aggression og irritation i Magnars blik og svar, som fik de andre mænd omkring bordet til at tie stille et kort øjeblik - indtil de så alle endte ud i endnu et muntert grin, og en smittende latter. Nogle mænd var sære, og Magnar undrede sig lidt om hvordan han dog skulle kunne holde deres selvskab ud, resten af aftenen og natten?